Vikingerne - Vikingetids-Minder fra Øen Man - Revisjonshistorikk

Knut på 3. jun. 2021 kl. 10:04

2021-06-03T10:04:51Z

Knut på 3. jun. 2021 kl. 09:47

2021-06-03T09:47:20Z

Knut på 3. jun. 2021 kl. 09:45

2021-06-03T09:45:54Z

Vis endringer

Knut på 3. jun. 2021 kl. 09:41

2021-06-03T09:41:37Z

Knut: Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg s…

2021-06-03T09:39:59Z

Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg s…

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Vikingerne - Vikingetids-Minder fra Øen Man]] !! !! !!
|-
|}

<center>'''[[Vikingerne]]'''</center>

<center>

<big>'''Vikingetids-Minder fra Øen Man</big>

<br>av [[Alexander Bugge biografi|Alexander Bugge]]

Gyldendalske Bokhandel
<br>Kra. 1904
</center>

TEKST UNDER ARBEID

----

'''Fotnoter'''
<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Alexander Bugge]]

@@ Linje 29: / Linje 29: @@
-[[Fil:Snaefell Isle of Man.jpg|thumb|Heimskringlas medarbeider K.R. på toppen av Snaefell, 267 m.o.h. Herfra skuer man etter sigende seks kongedømmer: England, Irland, Skottland, Wales, Man og Guds kongedømme i himmelen.]]Øer har overalt i Menneskehedens Barndom været Midtpunkter for høiere Kultur, for Kunst og Aandsliv. Eller rettere, dér har de mange Strømme fra Lande, hvor Kulturen alt før havde sit Sæde, mødt hverandre og rundet sammen, og saa har der paa Øerne udviklet sig en ny Kultur, som derfra gjerne har udbredt sig videre til de tilgrænsende Fastlande. Dette kan synes underligt for os Nutidens Mennesker, og dog er det skeet efter de samme Love, som end den Dag idag bevirker Kulturens Udbredelse. Kulturen har til alle Tider udbredt sig ad de store Færdselsveie. I vore Dage vandrer den med Dampskibe og Jernbaner. I fordums Tider, lad os sige ved vor Tidsregnings Begyndelse eller endnu tidligere, fulgte Kulturen paa sin Vandring til Nord-Europa de store Handelsveie langs med Floderne, især Oder og Weichsel. Og paa samme Maade har den til andre Tider og i andre Lande og Verdensdele ogsaa fulgt de seilbare Floders Løb. Men naar saa Kjøbmanden, som i hine fjærne Tider var den fornemste Kulturbærer, havde fulgt Floderne paa deres Løb ud til Havet, da begyndte den kanske vanskeligste Del af hans Reise. Uden Kompas og uden Midler til at bestemme Længde og Bredde skulde han i sin skrøbelige Farkost vove sig ud paa det vilde Hav. Derfor seilede han helst ud om Morgenen for ved Aftentide paany at være i den trygge Havn. En Seilads paa mange Dage over det aabne Hav turde han nødig friste. Da var det naturligt, at han søgte til Øerne, som laa ude i Havet midtveis mellem de store Fastlande, helst naar disse frembød trygge Havne for Skibene. Med de fremmede Kjøbmænd fulgte altid Velstand; de gav Penge og Varer i Bytte for Øernes egne Frembringelser. Og Eksemplet virkede til Efterligning. Ogsaa Øernes egne Indbyggere begyndte at drive Handel paa de nærliggende Kyster. Rigdommen voksede og dermed ogsaa Trang til Velvære, Spiren til al høiere Kultur. Paa denne Vis blev i Oldtiden Øerne i Ægæerhavet, Rhodos og Kreta, de Steder, hvor græsk Kultur først begyndte at spire og udvikle sig, for siden at udfolde sig til fuld Blomst ved Hellas's Strande. Fra Hellas vandrede Kulturen videre til Italien; her fik den ogsaa sin første Blomstring paa den store Ø udenfor Italiens Sydspids, i de græske Nybygder paa Sicilien.
+[[Fil:Snaefell Isle of Man.jpg|thumb|500px|Heimskringlas medarbeider K.R. på toppen av Snaefell, 267 m.o.h. Herfra skuer man etter sigende seks kongedømmer: England, Irland, Skottland, Wales, Man og Guds kongedømme i himmelen.]]Øer har overalt i Menneskehedens Barndom været Midtpunkter for høiere Kultur, for Kunst og Aandsliv. Eller rettere, dér har de mange Strømme fra Lande, hvor Kulturen alt før havde sit Sæde, mødt hverandre og rundet sammen, og saa har der paa Øerne udviklet sig en ny Kultur, som derfra gjerne har udbredt sig videre til de tilgrænsende Fastlande. Dette kan synes underligt for os Nutidens Mennesker, og dog er det skeet efter de samme Love, som end den Dag idag bevirker Kulturens Udbredelse. Kulturen har til alle Tider udbredt sig ad de store Færdselsveie. I vore Dage vandrer den med Dampskibe og Jernbaner. I fordums Tider, lad os sige ved vor Tidsregnings Begyndelse eller endnu tidligere, fulgte Kulturen paa sin Vandring til Nord-Europa de store Handelsveie langs med Floderne, især Oder og Weichsel. Og paa samme Maade har den til andre Tider og i andre Lande og Verdensdele ogsaa fulgt de seilbare Floders Løb. Men naar saa Kjøbmanden, som i hine fjærne Tider var den fornemste Kulturbærer, havde fulgt Floderne paa deres Løb ud til Havet, da begyndte den kanske vanskeligste Del af hans Reise. Uden Kompas og uden Midler til at bestemme Længde og Bredde skulde han i sin skrøbelige Farkost vove sig ud paa det vilde Hav. Derfor seilede han helst ud om Morgenen for ved Aftentide paany at være i den trygge Havn. En Seilads paa mange Dage over det aabne Hav turde han nødig friste. Da var det naturligt, at han søgte til Øerne, som laa ude i Havet midtveis mellem de store Fastlande, helst naar disse frembød trygge Havne for Skibene. Med de fremmede Kjøbmænd fulgte altid Velstand; de gav Penge og Varer i Bytte for Øernes egne Frembringelser. Og Eksemplet virkede til Efterligning. Ogsaa Øernes egne Indbyggere begyndte at drive Handel paa de nærliggende Kyster. Rigdommen voksede og dermed ogsaa Trang til Velvære, Spiren til al høiere Kultur. Paa denne Vis blev i Oldtiden Øerne i Ægæerhavet, Rhodos og Kreta, de Steder, hvor græsk Kultur først begyndte at spire og udvikle sig, for siden at udfolde sig til fuld Blomst ved Hellas's Strande. Fra Hellas vandrede Kulturen videre til Italien; her fik den ogsaa sin første Blomstring paa den store Ø udenfor Italiens Sydspids, i de græske Nybygder paa Sicilien.
 I den nordiske Kulturs Historie har Øer spillet en lignende Rolle. Gotland var i de første Aarhundreder af vor Tidregning, ja lige ind i Vikingetiden, de nordiske Landes forreste Indgangsdør for europæisk Kultur. Her, og delvis ogsaa paa de nærliggende Øer Øland og Bornholm, samledes fremmede Kjøbmænd og bragte med sig Rigdom og høiere Kultur, som derfra bredte sig over til Sveriges Fastland og videre til Nordens øvrige Lande. For Norge har, tror jeg, Orknøerne og Shetlandsøerne paa mange Maader spillet en lignende Rolle, som Rhodos og Kreta i Oldtiden for Hellas’s Kultur. Her mødtes Nordmænd og i Følge med dem gutniske Mænd i det 7de og 8de Aarhundred af vor Tidsregning for første Gang med keltisk Kristendom, keltisk Aandsliv og keltisk Kunst. Her satte de selv Bo og levede før Vikingetidens Storme fredelig Side om Side med Øernes irsk- og piktisktalende Indbyggere og optog i sig meget baade af Kristendom og af irsk Kultur, og derfra gik Kulturens Strømme befrugtende tilbage til Hjemmet.
@@ Linje 39: / Linje 39: @@
 Øen er frugtbar og der er overalt jevn Velstand. Der findes i vore Dage ingen Adel og ingen store Eiendomme paa Man, men kun smaa Gaarde; hver Mand dyrker selv sin Jord. Bøndernes og Landarbeidernes Huse ligner ganske de irske Bønders: lave Hytter med straatækket Tag, som er næsten fladt og holdes nede ved tykke Halmreb. Men inde i disse uanselige Boliger er, i Modsætning til Irernes usle og skidne Hytter, alt blankskuret og rent. Og Manksmanden er som alle Kelter glad i Blomster; udenfor pleier der altid at være en liden Have, og i Vinduerne staar der Blomster.
-[[Fil:Manstein1.png|thumb|Slyngninger og ornamenter preger de manske billedsteinene. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.]]Indbyggerne paa Øen er af keltisk Oprindelse og nærmest i Slægt med Irerne. De har disses let begejstrede Sind, deres Tungefærdighed og Sans for Humor; men ved Siden deraf har de som Arv fra Nordboerne faaet en Fasthed og Udholdenhed i Karakteren, som Irerne synes at mangle. Mangesteds paa Øen kan man endnu se, at der rinder nordisk Blod i Folkets Aarer. Manksmanden er som de fleste kelter egentlig en Kortskalle; men paa de Steder, hvor Blandingen med nordisk, især norsk Blod har været stærkest, er Befolkningen i udpræget Grad langskallet. I den lille Fiskerby Peel, paa Vestkysten af Øen, hvor i Middelalderen de norske Lydkonger havde sit Sæde paa den lille Holme udenfor Byen — ''Holm-Patric'' (&#596;: Patriks Holme) kaldtes Stedet dengang —, dér ser man næsten udelukkende nordiske Ansigter: lyst Haar og blaa Øine. Mændene i Peel er kjendt videnom som de bedste Fiskere ved den irske Sjø. Hver Vaar seiler de til Irlands Vestkyst eller til Shetlandsøerne og bliver ofte borte i flere Maaneder. Dette maa vistnok være en Arv fra de gamle Vikinger; for Kelterne er ellers ingen Helte paa Sjøen. Manksmændenes Ejendommeligheder forsvinder dog nu mere og mere. Selve Sproget, som nærmest maa kaldes en irsk Dialekt, men som har sin egen vidt forskjellig Retskrivning, holder ganske paa at uddø. Engelsk tales nu af næsten alle paa den lille Ø.
+[[Fil:Manstein1.png|thumb|500px|Slyngninger og ornamenter preger de manske billedsteinene. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.]]Indbyggerne paa Øen er af keltisk Oprindelse og nærmest i Slægt med Irerne. De har disses let begejstrede Sind, deres Tungefærdighed og Sans for Humor; men ved Siden deraf har de som Arv fra Nordboerne faaet en Fasthed og Udholdenhed i Karakteren, som Irerne synes at mangle. Mangesteds paa Øen kan man endnu se, at der rinder nordisk Blod i Folkets Aarer. Manksmanden er som de fleste kelter egentlig en Kortskalle; men paa de Steder, hvor Blandingen med nordisk, især norsk Blod har været stærkest, er Befolkningen i udpræget Grad langskallet. I den lille Fiskerby Peel, paa Vestkysten af Øen, hvor i Middelalderen de norske Lydkonger havde sit Sæde paa den lille Holme udenfor Byen — ''Holm-Patric'' (&#596;: Patriks Holme) kaldtes Stedet dengang —, dér ser man næsten udelukkende nordiske Ansigter: lyst Haar og blaa Øine. Mændene i Peel er kjendt videnom som de bedste Fiskere ved den irske Sjø. Hver Vaar seiler de til Irlands Vestkyst eller til Shetlandsøerne og bliver ofte borte i flere Maaneder. Dette maa vistnok være en Arv fra de gamle Vikinger; for Kelterne er ellers ingen Helte paa Sjøen. Manksmændenes Ejendommeligheder forsvinder dog nu mere og mere. Selve Sproget, som nærmest maa kaldes en irsk Dialekt, men som har sin egen vidt forskjellig Retskrivning, holder ganske paa at uddø. Engelsk tales nu af næsten alle paa den lille Ø.
 Drager vi fra Man og nordover kommer vi først til Halvøen Galloway og derpaa til Skotlands af Fjorde dybt indskaarne Vestkyst. Udenfor Kysten ligger der, ligesom langs Norges Kyster, en Række større og mindre Øer, dels lige ved Kysten og dels længere ude i Havet, Hebriderne. Alle disse Øer kaldte vore Forfædre gjerne under ett for Suderøerne, efter deres Beliggenhed syd for Orknøerne og Shetland. De regnede da alle Øer med fra Lewis i Nord til Man i Syd. Men undertiden regnede man ikke Man med og delte da de øvrige Øer i ''Norðreyar'' (Øerne til og med Mull) og ''Suðreyjar''. Den nordligste og største af disse Øer er den langstrakte af Fjorde dybt indskaarne Ø, som omfatter det nuværende Lewis og Harris og som af Nordboerne i gamle Dage kaldtes ''Ljóðhús''. Alene Øens sydlige del, Harris, er bjergfuld. Forresten er Øen flad, opfyldt af Heier og Myrer, og uden Skov, som de fleste af Hebriderne. Atlanterhavets Bølger staar ret ind; Skodden hænger over Øerne, Veirliget er koldt og fugtigt. De fleste af de mindre Øer er bare Fjeld og Klipper. Kun usle Boliger er der for Mennesker paa disse vindomsuste Øer. Alene paa den sydlige Del af Suderøerne, ''Suðreyjar'' i snevrere Forstand, er Naturen mere rig og yppig, især paa Øerne inde i Clydebugten, Arran, Bute osv.<ref>Se Worsaae, Minder om de Danske og Nordmandene, S. 333 ff. og 344 f. Jfr. "Some Notes on the Norsemen in Argyleshire and on the Clyde", by R. L. Bremner, i Saga Book of the Viking Club III, S. 308 ff.</ref>. Rig og frugtbar er ogsaa Naturen paa Fastlandet, paa Halvøen Galloway og i Landskabet Cumberland.

@@ Linje 39: / Linje 39: @@
 Øen er frugtbar og der er overalt jevn Velstand. Der findes i vore Dage ingen Adel og ingen store Eiendomme paa Man, men kun smaa Gaarde; hver Mand dyrker selv sin Jord. Bøndernes og Landarbeidernes Huse ligner ganske de irske Bønders: lave Hytter med straatækket Tag, som er næsten fladt og holdes nede ved tykke Halmreb. Men inde i disse uanselige Boliger er, i Modsætning til Irernes usle og skidne Hytter, alt blankskuret og rent. Og Manksmanden er som alle Kelter glad i Blomster; udenfor pleier der altid at være en liden Have, og i Vinduerne staar der Blomster.
-[Fil:Manstein1.png|thumb|Slyngninger og ornamenter preger de manske billedsteinene. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.]]Indbyggerne paa Øen er af keltisk Oprindelse og nærmest i Slægt med Irerne. De har disses let begejstrede Sind, deres Tungefærdighed og Sans for Humor; men ved Siden deraf har de som Arv fra Nordboerne faaet en Fasthed og Udholdenhed i Karakteren, som Irerne synes at mangle. Mangesteds paa Øen kan man endnu se, at der rinder nordisk Blod i Folkets Aarer. Manksmanden er som de fleste kelter egentlig en Kortskalle; men paa de Steder, hvor Blandingen med nordisk, især norsk Blod har været stærkest, er Befolkningen i udpræget Grad langskallet. I den lille Fiskerby Peel, paa Vestkysten af Øen, hvor i Middelalderen de norske Lydkonger havde sit Sæde paa den lille Holme udenfor Byen — ''Holm-Patric'' (&#596;: Patriks Holme) kaldtes Stedet dengang —, dér ser man næsten udelukkende nordiske Ansigter: lyst Haar og blaa Øine. Mændene i Peel er kjendt videnom som de bedste Fiskere ved den irske Sjø. Hver Vaar seiler de til Irlands Vestkyst eller til Shetlandsøerne og bliver ofte borte i flere Maaneder. Dette maa vistnok være en Arv fra de gamle Vikinger; for Kelterne er ellers ingen Helte paa Sjøen. Manksmændenes Ejendommeligheder forsvinder dog nu mere og mere. Selve Sproget, som nærmest maa kaldes en irsk Dialekt, men som har sin egen vidt forskjellig Retskrivning, holder ganske paa at uddø. Engelsk tales nu af næsten alle paa den lille Ø.
+[[Fil:Manstein1.png|thumb|Slyngninger og ornamenter preger de manske billedsteinene. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.]]Indbyggerne paa Øen er af keltisk Oprindelse og nærmest i Slægt med Irerne. De har disses let begejstrede Sind, deres Tungefærdighed og Sans for Humor; men ved Siden deraf har de som Arv fra Nordboerne faaet en Fasthed og Udholdenhed i Karakteren, som Irerne synes at mangle. Mangesteds paa Øen kan man endnu se, at der rinder nordisk Blod i Folkets Aarer. Manksmanden er som de fleste kelter egentlig en Kortskalle; men paa de Steder, hvor Blandingen med nordisk, især norsk Blod har været stærkest, er Befolkningen i udpræget Grad langskallet. I den lille Fiskerby Peel, paa Vestkysten af Øen, hvor i Middelalderen de norske Lydkonger havde sit Sæde paa den lille Holme udenfor Byen — ''Holm-Patric'' (&#596;: Patriks Holme) kaldtes Stedet dengang —, dér ser man næsten udelukkende nordiske Ansigter: lyst Haar og blaa Øine. Mændene i Peel er kjendt videnom som de bedste Fiskere ved den irske Sjø. Hver Vaar seiler de til Irlands Vestkyst eller til Shetlandsøerne og bliver ofte borte i flere Maaneder. Dette maa vistnok være en Arv fra de gamle Vikinger; for Kelterne er ellers ingen Helte paa Sjøen. Manksmændenes Ejendommeligheder forsvinder dog nu mere og mere. Selve Sproget, som nærmest maa kaldes en irsk Dialekt, men som har sin egen vidt forskjellig Retskrivning, holder ganske paa at uddø. Engelsk tales nu af næsten alle paa den lille Ø.
 Drager vi fra Man og nordover kommer vi først til Halvøen Galloway og derpaa til Skotlands af Fjorde dybt indskaarne Vestkyst. Udenfor Kysten ligger der, ligesom langs Norges Kyster, en Række større og mindre Øer, dels lige ved Kysten og dels længere ude i Havet, Hebriderne. Alle disse Øer kaldte vore Forfædre gjerne under ett for Suderøerne, efter deres Beliggenhed syd for Orknøerne og Shetland. De regnede da alle Øer med fra Lewis i Nord til Man i Syd. Men undertiden regnede man ikke Man med og delte da de øvrige Øer i ''Norðreyar'' (Øerne til og med Mull) og ''Suðreyjar''. Den nordligste og største af disse Øer er den langstrakte af Fjorde dybt indskaarne Ø, som omfatter det nuværende Lewis og Harris og som af Nordboerne i gamle Dage kaldtes ''Ljóðhús''. Alene Øens sydlige del, Harris, er bjergfuld. Forresten er Øen flad, opfyldt af Heier og Myrer, og uden Skov, som de fleste af Hebriderne. Atlanterhavets Bølger staar ret ind; Skodden hænger over Øerne, Veirliget er koldt og fugtigt. De fleste af de mindre Øer er bare Fjeld og Klipper. Kun usle Boliger er der for Mennesker paa disse vindomsuste Øer. Alene paa den sydlige Del af Suderøerne, ''Suðreyjar'' i snevrere Forstand, er Naturen mere rig og yppig, især paa Øerne inde i Clydebugten, Arran, Bute osv.<ref>Se Worsaae, Minder om de Danske og Nordmandene, S. 333 ff. og 344 f. Jfr. "Some Notes on the Norsemen in Argyleshire and on the Clyde", by R. L. Bremner, i Saga Book of the Viking Club III, S. 308 ff.</ref>. Rig og frugtbar er ogsaa Naturen paa Fastlandet, paa Halvøen Galloway og i Landskabet Cumberland.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 3. jun. 2021 kl. 09:41
Linje 1:		Linje 1:
		+

	{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"		{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"