Vikingetiden (AO) - Revisjonshistorikk

Carsten på 4. aug. 2020 kl. 20:04

2020-08-04T20:04:22Z

Carsten på 4. aug. 2020 kl. 19:57

2020-08-04T19:57:58Z

Carsten på 4. apr. 2015 kl. 21:57

2015-04-04T21:57:02Z

Carsten: Vikingetiden (AO)

2015-04-04T21:50:22Z

Vikingetiden (AO)

Vis endringer

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 4. aug. 2020 kl. 20:04
Linje 112:		Linje 112:


−	[[Fil:Nordisk Aandsliv 84.jpg\|right\|thumb\|200px\| <small>Billed 47.<br>Frankisk Hofdragt, o. 850. W. Oncken, Allg. Geschichte, 2, VI, 1, S. 120. Mynt- og Medaillesaml. i Kbh.</small>]]Trængt af det indstrømmende ny har Heltesangenes Sjæl endnu en Gang krystet sig i sig selv, og der springer frem en Forkyndelse af Viljesmagten og Stordaaden som Menneskers Maal, saa levende og saa bevidst som aldrig för. For förste Gang bliver man sig bevidst, at Vikingesamlivet er en Stordaad. Afholdenheden, ja netop Nøgternheden overfor stærk Drik, prises som Aandens Magt over det lavere Begær. Folkets gamle Idealer har indgaaet Pagt med Vikingetidens særlige Livsformer; men tillige hæves ~~Ingjaidskvadet~~ over det blotte Tidspræg ved en bestemt Idé: Helten af det gamle Kuld, fortrolig med Fædrenes Stordaad, minder den unge Slægt om den kostelige Arv den sidder inde med og som den skal løfte, — en Type og en Tanke, der siden faar Udtryk hos Sakse, hos Øhlenschlæger og hos Grundtvig.	+	[[Fil:Nordisk Aandsliv 84.jpg\|right\|thumb\|200px\| <small>Billed 47.<br>Frankisk Hofdragt, o. 850. W. Oncken, Allg. Geschichte, 2, VI, 1, S. 120. Mynt- og Medaillesaml. i Kbh.</small>]]Trængt af det indstrømmende ny har Heltesangenes Sjæl endnu en Gang krystet sig i sig selv, og der springer frem en Forkyndelse af Viljesmagten og Stordaaden som Menneskers Maal, saa levende og saa bevidst som aldrig för. For förste Gang bliver man sig bevidst, at Vikingesamlivet er en Stordaad. Afholdenheden, ja netop Nøgternheden overfor stærk Drik, prises som Aandens Magt over det lavere Begær. Folkets gamle Idealer har indgaaet Pagt med Vikingetidens særlige Livsformer; men tillige hæves Ingjaldskvadet over det blotte Tidspræg ved en bestemt Idé: Helten af det gamle Kuld, fortrolig med Fædrenes Stordaad, minder den unge Slægt om den kostelige Arv den sidder inde med og som den skal løfte, — en Type og en Tanke, der siden faar Udtryk hos Sakse, hos Øhlenschlæger og hos Grundtvig.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 4. aug. 2020 kl. 19:57
Linje 91:		Linje 91:


−	[[Fil:Nordisk Aandsliv 79.jpg\|left\|thumb\|300px\| <small>Billed 40.<br>Runesten fra Uppland. Nordisk-irsk Stil. Sveriges Historia. I, S. 295.</small>]]Dette Digt regner man i Almindelighed med til den Ældre Eddas Gudekvad, for saa vidt med Urette som det ikke tilhører nordisk, men keltisk Myteverden. Dets Rig er Irernes ældgamle Storkonge (Ríg-Môr), Guden Dagde, hos hvem de tre Stænder har sit Udspring, og fra hvem al menneskelig Visdom og Kløgt udgaar. Det dobbelte Faderskab — en jordisk og en guddommelig Far — er, ligesom andre fantastiske Undfangelsesmaader, Yndlingsæmne i irsk Heltedigt; Visdomskampen med tilhørende Navneskifte er ret et Træk af keltisk Samfundsliv og Sagnfortælling. Paa den anden Side er Folkestoffet i Rigsthula saa forbavsende rent nordisk. Det er den langskallede Vikingetype, der skildres i Jarl og Bonde, Kortskallen i den slidende Træl; ingen irsk Tilsætning spores. Stænderdelingen er rent nordisk, og Idealet er Krigerlivet; Kon den unge (ɔ: konungr, Konge) er saa udpræget en Type paa Vikingelivet og Vikingekongedömmet, som tænkes kan; Fuglen paa Kvisten i de stille Skove, hvis Tale lyder som en Kalden ud til Stordaad, til at „kæmpe sig til Rige”, er den samme Stemme, der lød til Hundreder af unge Helte. Det er Vikingelivet; men det er ikke det Billede af de rygende Tomter og fraadsende Bersærker, som Vestens Krøniker maler. Det er Nordens eget Blik paa kongelige Ævner og kongeligt Maal; mærkelig tydelig bevidst, at det ikke er Styrke og Vaabenfærdighed, der skaber den store Folkefører, men Aandens Ævner og Magt over hele Naturen, og Anvendelsen deraf dels paa krigersk, dels paa fredelig, folkevenlig Maade. Digtet giver os Kongemagtens Syn paa Livet i den fuldt udviklede Vikingetid, det 10de Aarh., i en Tid hvor Nordbo og Vesterlænding var ved at smælte sammen; selve den af Kon den unge grundede Æt fører sit Udspring tilbage dels til Erna (ɔ: Erin, Irland), dels til Dana, Kong Dans Datter. Man mener i nyeste Tid, at Digtets Hjemsted er paa Øen Man, hvis Kongeæt havde dette dobbelte Udspring, dels fra Danmark, dels fra Irland, og hvor en nordisk, mest norsk, Befolkning blandede sig stærkt med den ældre keltiske. Dog hvilken Blanding med fremmede Forestillinger Digtet end røber, selve ~~Livsføreisen~~ og Livssynet i det viser det nordiske Elements Styrke og Selvstændighed.	+	[[Fil:Nordisk Aandsliv 79.jpg\|left\|thumb\|300px\| <small>Billed 40.<br>Runesten fra Uppland. Nordisk-irsk Stil. Sveriges Historia. I, S. 295.</small>]]Dette Digt regner man i Almindelighed med til den Ældre Eddas Gudekvad, for saa vidt med Urette som det ikke tilhører nordisk, men keltisk Myteverden. Dets Rig er Irernes ældgamle Storkonge (Ríg-Môr), Guden Dagde, hos hvem de tre Stænder har sit Udspring, og fra hvem al menneskelig Visdom og Kløgt udgaar. Det dobbelte Faderskab — en jordisk og en guddommelig Far — er, ligesom andre fantastiske Undfangelsesmaader, Yndlingsæmne i irsk Heltedigt; Visdomskampen med tilhørende Navneskifte er ret et Træk af keltisk Samfundsliv og Sagnfortælling. Paa den anden Side er Folkestoffet i Rigsthula saa forbavsende rent nordisk. Det er den langskallede Vikingetype, der skildres i Jarl og Bonde, Kortskallen i den slidende Træl; ingen irsk Tilsætning spores. Stænderdelingen er rent nordisk, og Idealet er Krigerlivet; Kon den unge (ɔ: konungr, Konge) er saa udpræget en Type paa Vikingelivet og Vikingekongedömmet, som tænkes kan; Fuglen paa Kvisten i de stille Skove, hvis Tale lyder som en Kalden ud til Stordaad, til at „kæmpe sig til Rige”, er den samme Stemme, der lød til Hundreder af unge Helte. Det er Vikingelivet; men det er ikke det Billede af de rygende Tomter og fraadsende Bersærker, som Vestens Krøniker maler. Det er Nordens eget Blik paa kongelige Ævner og kongeligt Maal; mærkelig tydelig bevidst, at det ikke er Styrke og Vaabenfærdighed, der skaber den store Folkefører, men Aandens Ævner og Magt over hele Naturen, og Anvendelsen deraf dels paa krigersk, dels paa fredelig, folkevenlig Maade. Digtet giver os Kongemagtens Syn paa Livet i den fuldt udviklede Vikingetid, det 10de Aarh., i en Tid hvor Nordbo og Vesterlænding var ved at smælte sammen; selve den af Kon den unge grundede Æt fører sit Udspring tilbage dels til Erna (ɔ: Erin, Irland), dels til Dana, Kong Dans Datter. Man mener i nyeste Tid, at Digtets Hjemsted er paa Øen Man, hvis Kongeæt havde dette dobbelte Udspring, dels fra Danmark, dels fra Irland, og hvor en nordisk, mest norsk, Befolkning blandede sig stærkt med den ældre keltiske. Dog hvilken Blanding med fremmede Forestillinger Digtet end røber, selve Livsførelsen og Livssynet i det viser det nordiske Elements Styrke og Selvstændighed.

@@ Linje 91: / Linje 91: @@
-[[Fil:Nordisk Aandsliv 79.jpg|left|thumb|300px| <small>Billed 40.<br>Runesten fra Uppland. Nordiskirsk Stil. Sveriges Historia. I, S. 295.</small>]]Dette Digt regner man i Almindelighed med til den Ældre Eddas Gudekvad, for saa vidt med Urette som det ikke tilhører nordisk, men keltisk Myteverden. Dets Rig er Irernes ældgamle Storkonge (Ríg-Môr), Guden Dagde, hos hvem de tre Stænder har sit Udspring, og fra hvem al menneskelig Visdom og Kløgt udgaar. Det dobbelte Faderskab — en jordisk og en guddommelig Far — er, ligesom andre fantastiske Undfangelsesmaader, Yndlingsæmne i irsk Heltedigt; Visdomskampen med tilhørende Navneskifte er ret et Træk af keltisk Samfundsliv og Sagnfortælling. Paa den anden Side er Folkestoffet i Rigsthula saa forbavsende rent nordisk. Det er den langskallede Vikingetype, der skildres i Jarl og Bonde, Kortskallen i den slidende Træl; ingen irsk Tilsætning spores. Stænderdelingen er rent nordisk, og Idealet er Krigerlivet; Kon den unge (&#596;: konungr, Konge) er saa udpræget en Type paa Vikingelivet og Vikingekongedömmet, som tænkes kan; Fuglen paa Kvisten i de stille Skove, hvis Tale lyder som en Kalden ud til Stordaad, til at „kæmpe sig til Rige”, er den samme Stemme, der lød til Hundreder af unge Helte. Det er Vikingelivet; men det er ikke det Billede af de rygende Tomter og fraadsende Bersærker, som Vestens Krøniker maler. Det er Nordens eget Blik paa kongelige Ævner og kongeligt Maal; mærkelig tydelig bevidst, at det ikke er Styrke og Vaabenfærdighed, der skaber den store Folkefører, men Aandens Ævner og Magt over hele Naturen, og Anvendelsen deraf dels paa krigersk, dels paa fredelig, folkevenlig Maade. Digtet giver os Kongemagtens Syn paa Livet i den fuldt udviklede Vikingetid, det 10de Aarh., i en Tid hvor Nordbo og Vesterlænding var ved at smælte sammen; selve den af Kon den unge grundede Æt fører sit Udspring tilbage dels til Erna (&#596;: Erin, Irland), dels til Dana, Kong Dans Datter. Man mener i nyeste Tid, at Digtets Hjemsted er paa Øen Man, hvis Kongeæt havde dette dobbelte Udspring, dels fra Danmark, dels fra Irland, og hvor en nordisk, mest norsk, Befolkning blandede sig stærkt med den ældre keltiske. Dog hvilken Blanding med  fremmede Forestillinger Digtet end røber, selve Livsføreisen og Livssynet i det viser det nordiske Elements Styrke og Selvstændighed.
+[[Fil:Nordisk Aandsliv 79.jpg|left|thumb|300px| <small>Billed 40.<br>Runesten fra Uppland. Nordisk-irsk Stil. Sveriges Historia. I, S. 295.</small>]]Dette Digt regner man i Almindelighed med til den Ældre Eddas Gudekvad, for saa vidt med Urette som det ikke tilhører nordisk, men keltisk Myteverden. Dets Rig er Irernes ældgamle Storkonge (Ríg-Môr), Guden Dagde, hos hvem de tre Stænder har sit Udspring, og fra hvem al menneskelig Visdom og Kløgt udgaar. Det dobbelte Faderskab — en jordisk og en guddommelig Far — er, ligesom andre fantastiske Undfangelsesmaader, Yndlingsæmne i irsk Heltedigt; Visdomskampen med tilhørende Navneskifte er ret et Træk af keltisk Samfundsliv og Sagnfortælling. Paa den anden Side er Folkestoffet i Rigsthula saa forbavsende rent nordisk. Det er den langskallede Vikingetype, der skildres i Jarl og Bonde, Kortskallen i den slidende Træl; ingen irsk Tilsætning spores. Stænderdelingen er rent nordisk, og Idealet er Krigerlivet; Kon den unge (&#596;: konungr, Konge) er saa udpræget en Type paa Vikingelivet og Vikingekongedömmet, som tænkes kan; Fuglen paa Kvisten i de stille Skove, hvis Tale lyder som en Kalden ud til Stordaad, til at „kæmpe sig til Rige”, er den samme Stemme, der lød til Hundreder af unge Helte. Det er Vikingelivet; men det er ikke det Billede af de rygende Tomter og fraadsende Bersærker, som Vestens Krøniker maler. Det er Nordens eget Blik paa kongelige Ævner og kongeligt Maal; mærkelig tydelig bevidst, at det ikke er Styrke og Vaabenfærdighed, der skaber den store Folkefører, men Aandens Ævner og Magt over hele Naturen, og Anvendelsen deraf dels paa krigersk, dels paa fredelig, folkevenlig Maade. Digtet giver os Kongemagtens Syn paa Livet i den fuldt udviklede Vikingetid, det 10de Aarh., i en Tid hvor Nordbo og Vesterlænding var ved at smælte sammen; selve den af Kon den unge grundede Æt fører sit Udspring tilbage dels til Erna (&#596;: Erin, Irland), dels til Dana, Kong Dans Datter. Man mener i nyeste Tid, at Digtets Hjemsted er paa Øen Man, hvis Kongeæt havde dette dobbelte Udspring, dels fra Danmark, dels fra Irland, og hvor en nordisk, mest norsk, Befolkning blandede sig stærkt med den ældre keltiske. Dog hvilken Blanding med  fremmede Forestillinger Digtet end røber, selve Livsføreisen og Livssynet i det viser det nordiske Elements Styrke og Selvstændighed.
@@ Linje 97: / Linje 97: @@
-Ogsaa paa Digtekunstens Omraade var der Frøkorn der spirede op. Saa nöjagtig som ved Oldsagerne vil vi dog ikke kunne eftervise dem. I Modsætning til den ældre, mere knappe og plastiske Digterstil bryder en ny igennem, som er Farver, Bevægelse og Brus. Noget har vi den i Spaadomsdigtet Völvens Spaadom; stærkest og renest dog i det yngste og störste af Kvadene om Helge Hundingsbane, hvis Herskerliv og Krigstog er som en Afbildning af Vikingetidens sidste Menneskealder, Knud den Stores Tid. Her er Skibe med hejste Sejl i rygende Storm, her brydes Bølgerne mod Stævnen, som om al Verden skulde briste. Eller hør hvorledes Odins Møer kommer ridende til Slagmarken: „Da slog Lysning over Luefjælde, men af Lysningen Lynglimt kom, han saa höje, hjælmdækte Møer ride, blodig-stænkte var deres Brynjer, og af Spyds-Odder straalte der Ild.” — Der er heller næppe Tvivl om, at det störste Omslag i nordisk Digtekunst, fra bunden Stil til en kunstfærdig udarbejdet Prosa, staar i Gæld til Irerne. Vi møder f. Eks. Rejseæventyr med det samme ejendommelige Maal som hos Irerne: „Udødelighedslandet” (i nordisk Oversættelse: Odáinsakr) og dets Befolkning af Jomfruer. Bredere set stiller Spörsmaalet sig saaledes: der er en Halvkres af Norden, der stærkest gennemsyres af irsk Kultur: Norge, de vestlige Øer med Island. Her hersker ned i Middelalderen den Kunstform, der er saa ejendommelig for Irerne: Heltesagaen med de indstrøede lyriske Digte; dens Spil imellem naturligt og overnaturligt, dens Udmaling af Enkeltheder, og især Sansen for Sjælstilstandenes legemlige Ytringer er fælles for gammel irsk og senere nordisk Kunst, og Nordboen har sikkert gaaet i Skole hos Ireren. Mærkeligt er det at se Tidens Dobbeltspil: Nordboerne gaar ind i Vikingetiden med episk Digtning og gaar ud af den med Prosafortællinger om Heltelivet, hvor lyriske Bestanddele blandes ind i Versform; Irerne gik ind med denne lyrisk-blandede Prosa, og gik ud af den med episk Digtning, der nærmest svarer til visse af Eddakvadene (de tilbageskuende Digte). Det synes som de to Folk har paavirket hinanden i modsat Retning; hvert har givet det andet det som det ikke för kendte. — Men ogsaa en helt anden Digtart, den kunstige Skjaldedrapa, synes ikke at være undgaaet irsk Indflydelse. Dens Rimslyngninger minder, især i den ældste Form vi kender, om irske Digte; og den förste kendte Skjald, — der levede samtidig med den förste store Bosættelse i Irland — Brage Boddesön, havde en irsk Hustru, og mindst én irsk Glose forekommer i hans Ragnarsdrapa.
+[[Fil:Nordisk Aandsliv 81.jpg|right|thumb|500px| <small>Billed 41.<br>Udsyning paa dansk Hövdingedragt. Omkr. Aar 950. Aarb. f. nord. Oldk. 1869. Planche 4.</small>]]Ogsaa paa Digtekunstens Omraade var der Frøkorn der spirede op. Saa nöjagtig som ved Oldsagerne vil vi dog ikke kunne eftervise dem. I Modsætning til den ældre, mere knappe og plastiske Digterstil bryder en ny igennem, som er Farver, Bevægelse og Brus. Noget har vi den i Spaadomsdigtet Völvens Spaadom; stærkest og renest dog i det yngste og störste af Kvadene om Helge Hundingsbane, hvis Herskerliv og Krigstog er som en Afbildning af Vikingetidens sidste Menneskealder, Knud den Stores Tid. Her er Skibe med hejste Sejl i rygende Storm, her brydes Bølgerne mod Stævnen, som om al Verden skulde briste. Eller hør hvorledes Odins Møer kommer ridende til Slagmarken: „Da slog Lysning over Luefjælde, men af Lysningen Lynglimt kom, han saa höje, hjælmdækte Møer ride, blodig-stænkte var deres Brynjer, og af Spyds-Odder straalte der Ild.” — Der er heller næppe Tvivl om, at det störste Omslag i nordisk Digtekunst, fra bunden Stil til en kunstfærdig udarbejdet Prosa, staar i Gæld til Irerne. Vi møder f. Eks. Rejseæventyr med det samme ejendommelige Maal som hos Irerne: „Udødelighedslandet” (i nordisk Oversættelse: Odáinsakr) og dets Befolkning af Jomfruer. Bredere set stiller Spörsmaalet sig saaledes: der er en Halvkres af Norden, der stærkest gennemsyres af irsk Kultur: Norge, de vestlige Øer med Island. Her hersker ned i Middelalderen den Kunstform, der er saa ejendommelig for Irerne: Heltesagaen med de indstrøede lyriske Digte; dens Spil imellem naturligt og overnaturligt, dens Udmaling af Enkeltheder, og især Sansen for Sjælstilstandenes legemlige Ytringer er fælles for gammel irsk og senere nordisk Kunst, og Nordboen har sikkert gaaet i Skole hos Ireren. Mærkeligt er det at se Tidens Dobbeltspil: Nordboerne gaar ind i Vikingetiden med episk Digtning og gaar ud af den med Prosafortællinger om Heltelivet, hvor lyriske Bestanddele blandes ind i Versform; Irerne gik ind med denne lyrisk-blandede Prosa, og gik ud af den med episk Digtning, der nærmest svarer til visse af Eddakvadene (de tilbageskuende Digte). Det synes som de to Folk har paavirket hinanden i modsat Retning; hvert har givet det andet det som det ikke för kendte. — Men ogsaa en helt anden Digtart, den kunstige Skjaldedrapa, synes ikke at være undgaaet irsk Indflydelse. Dens Rimslyngninger minder, især i den ældste Form vi kender, om irske Digte; og den förste kendte Skjald, — der levede samtidig med den förste store Bosættelse i Irland — Brage Boddesön, havde en irsk Hustru, og mindst én irsk Glose forekommer i hans Ragnarsdrapa.
-[[Fil:Nordisk Aandsliv 81.jpg|right|thumb|400px| <small>Billed 41.<br>Udsyning paa dansk Hövdingedragt. Omkr. Aar 950. Aarb. f. nord. Oldk. 1869. Planche 4.</small>]]Hele dette Irerelement i den nordiske Kultur udgör noget for sig selv. Dets Maal og Værd falder ikke sammen med den europæisk kristne Hovedström. Det ytrer sig mere som en Berigelse og Udvidelse af det hjemlige nordeuropæiske Dannelsestrin, end som Del af den egenlige Nyströmning omkring Kristendommens Indførelse. For saa vidt det skyllede en Del af det nedarvede bort, kunde det jo virke fremmende paa den nye Hovedstrømning; og der kom jo ogsaa visse kristne Impulser fra Irland; men ikke mindre hjælper denne irske Paavirkning til at skabe en Særkultur, der staar som Hindring for den hurtige Opgaaen i det kristne Europa.
+Hele dette Irerelement i den nordiske Kultur udgör noget for sig selv. Dets Maal og Værd falder ikke sammen med den europæisk kristne Hovedström. Det ytrer sig mere som en Berigelse og Udvidelse af det hjemlige nordeuropæiske Dannelsestrin, end som Del af den egenlige Nyströmning omkring Kristendommens Indførelse. For saa vidt det skyllede en Del af det nedarvede bort, kunde det jo virke fremmende paa den nye Hovedstrømning; og der kom jo ogsaa visse kristne Impulser fra Irland; men ikke mindre hjælper denne irske Paavirkning til at skabe en Særkultur, der staar som Hindring for den hurtige Opgaaen i det kristne Europa.
@@ Linje 112: / Linje 112: @@
-[[Fil:Nordisk Aandsliv 84.jpg|right|thumb|200px| <small>Billed 47.<br>Frankisk Hotdragt, o. 850. W. Oncken, Allg. Geschichte, 2, VI, 1, S. 120. Myntog Medaillesaml. i Kbh</small>]]Trængt af det indstrømmende ny har Heltesangenes Sjæl endnu en Gang krystet sig i sig selv, og der springer frem en Forkyndelse af Viljesmagten og Stordaaden som Menneskers Maal, saa levende og saa bevidst som aldrig för. For förste Gang bliver man sig bevidst, at Vikingesamlivet er en Stordaad. Afholdenheden, ja netop Nøgternheden overfor stærk Drik, prises som Aandens Magt over det lavere Begær. Folkets gamle Idealer har indgaaet Pagt med Vikingetidens særlige Livsformer; men tillige hæves Ingjaidskvadet over det blotte Tidspræg ved en bestemt Idé: Helten af det gamle Kuld, fortrolig med Fædrenes Stordaad, minder den unge Slægt om den kostelige Arv den sidder inde med og som den skal løfte, — en Type og en Tanke, der siden faar Udtryk hos Sakse, hos Øhlenschlæger og hos Grundtvig.
+[[Fil:Nordisk Aandsliv 84.jpg|right|thumb|200px| <small>Billed 47.<br>Frankisk Hofdragt, o. 850. W. Oncken, Allg. Geschichte, 2, VI, 1, S. 120. Mynt- og Medaillesaml. i Kbh.</small>]]Trængt af det indstrømmende ny har Heltesangenes Sjæl endnu en Gang krystet sig i sig selv, og der springer frem en Forkyndelse af Viljesmagten og Stordaaden som Menneskers Maal, saa levende og saa bevidst som aldrig för. For förste Gang bliver man sig bevidst, at Vikingesamlivet er en Stordaad. Afholdenheden, ja netop Nøgternheden overfor stærk Drik, prises som Aandens Magt over det lavere Begær. Folkets gamle Idealer har indgaaet Pagt med Vikingetidens særlige Livsformer; men tillige hæves Ingjaidskvadet over det blotte Tidspræg ved en bestemt Idé: Helten af det gamle Kuld, fortrolig med Fædrenes Stordaad, minder den unge Slægt om den kostelige Arv den sidder inde med og som den skal løfte, — en Type og en Tanke, der siden faar Udtryk hos Sakse, hos Øhlenschlæger og hos Grundtvig.
@@ Linje 118: / Linje 118: @@
-[[Fil:Nordisk Aandsliv 85.jpg|left|thumb|400px| <small>Billed 48.<br>Tyske Hofdragter o. 950. Kejser Otto I med Hustru og Son. Oncken, Allg. Geschichte, 2, VI, 1. B., S. 215.</small>]]Dette Starkad-Ideal blev spredt ud over Norden med en forhavsende Hast, baaret af Vikingesnækkernes Vinger. For förste Gang var en Helteskikkelse født umiddelbart ud af Samtidslivet. Hver Del af Norden digtede sit til. Svenske Vikinger lod ham ved djærve Kampe i Østen afmærke den Bane, som i Virkeligheden Digterens Samtid brød. Paa norsk Grund dukker et tragisk Moment op; Tidens Begær efter Guld betager ham, og han dræber svigefuldt sin egen Herre. Det er ikke mere — som i Dansk — blot Aandens Magt over det rynkede Ydre, men — i norske Kvad — Blandingen af stort og ringe, af godt og ondt, der giver Starkadskikkelsen dens Væsen. Og den Tanke bryder da igennem, at han er halvt af Heltebyrd, halvt af Jætteæt: Starkad sidder i Kongehallen, stum efter sin Ulykkesgerning der endnu nager ham, Hirdmændene ler ad den fremmede, spotter over hans rynkede Hud og Ulvehaar, over at han er en Skjald, der ikke kan kvæde; men han løfter ikke sin Røst til Svar, han kender Spottens Ret, føler Jættemærkerne paa sit Legeme, og den Forbandelse der er over hans Liv.
+[[Fil:Nordisk Aandsliv 85.jpg|left|thumb|400px| <small>Billed 48.<br>Tyske Hofdragter o. 950. Kejser Otto I med Hustru og Sön. Oncken, Allg. Geschichte, 2, VI, 1. B., S. 215.</small>]]Dette Starkad-Ideal blev spredt ud over Norden med en forhavsende Hast, baaret af Vikingesnækkernes Vinger. For förste Gang var en Helteskikkelse født umiddelbart ud af Samtidslivet. Hver Del af Norden digtede sit til. Svenske Vikinger lod ham ved djærve Kampe i Østen afmærke den Bane, som i Virkeligheden Digterens Samtid brød. Paa norsk Grund dukker et tragisk Moment op; Tidens Begær efter Guld betager ham, og han dræber svigefuldt sin egen Herre. Det er ikke mere — som i Dansk — blot Aandens Magt over det rynkede Ydre, men — i norske Kvad — Blandingen af stort og ringe, af godt og ondt, der giver Starkadskikkelsen dens Væsen. Og den Tanke bryder da igennem, at han er halvt af Heltebyrd, halvt af Jætteæt: Starkad sidder i Kongehallen, stum efter sin Ulykkesgerning der endnu nager ham, Hirdmændene ler ad den fremmede, spotter over hans rynkede Hud og Ulvehaar, over at han er en Skjald, der ikke kan kvæde; men han løfter ikke sin Røst til Svar, han kender Spottens Ret, føler Jættemærkerne paa sit Legeme, og den Forbandelse der er over hans Liv.