Linje 174:

−

En anden stræberæt, hvis navnerække for os endnu bærer vidne om lykkens berigelsesævne, er Merovingerne. Deres første historiske navn er Childeric. Denne konge står nærmest til at kaldes Frankernes Harald Hårfagre, og ligesom den norske rigsgrundlægger havde han en del af sin lykke fra et naborige. Der fortælles i sagnets form, at han en tid lang opholdt sig i østen, i »Turingen« hos Kong »Bisinus«, og at Østerlandets dronning af beundring for hans manddom fulgte efter ham til Franken og blev moder til den næste storhed i ætten, Clodevech. Hvad denne myte betyder omsat i moderne historiske proportioner, ved vi ikke, men at den siger noget ligger antydet i navnene på Childerics døtre Audefleda og Albofleda, eftersom man også andensteds finder et ''alb'' og et ''aud'' visende tilbage til det samme mystiske Turingen med dets endnu mere mystiske Kong Bisinus. Senere forbandt Childeric sig med Theodoric den Store, og gav ham en af sine døtre til ægte; Chlodevech ventede sig, som en historieskriver udtrykkeligt siger, meget af svogerskabet, og derfor skyndte han sig at indlemme lykken i sin æt, ved at opkalde sin søn efter den store Goterkonge. — De følgende generationer særmærkes af forbindelsen med det burgundiske kongehus; navne på ''gunn'', som Gunnthramn, og ''chrote'', som Chrotesind, er symbolet på sammenknytningen. Hvad de øvrige navneforøgelser, som Ingomar, Chramn, eller Charibert, betyder for ættens historie, er vi ude af stand til at opklare; man kan gætte på at de delvis står i slægtsrækken som mindesmærker over de rivaliserende frankiske ætter der efterhånden blev opslugte af sejrherrernes linje. Alle disse indoptagne navne betyder først svogerskab, men dernæst anmasselse af lykke og vilje; når man havde så meget burgundisk sjæl i sig som Merovingerne, kunde man trøstigt sætte sig i det fremmede sæde, uden fare for at ens lykke skulde svigte i det ny land.

+

En anden stræberæt, hvis navnerække for os endnu bærer vidne om lykkens berigelsesævne, er Merovingerne. Deres første historiske navn er Childeric. Denne konge står nærmest til at kaldes Frankernes Harald Hårfagre, og ligesom den norske rigsgrundlægger havde han en del af sin lykke fra et naborige. Der fortælles i sagnets form, at han en tid lang opholdt sig i østen, i »Türingen« hos Kong »Bisinus«, og at Østerlandets dronning af beundring for hans manddom fulgte efter ham til Franken og blev moder til den næste storhed i ætten, Clodevech. Hvad denne myte betyder omsat i moderne historiske proportioner, ved vi ikke, men at den siger noget ligger antydet i navnene på Childerics døtre Audefleda og Albofleda, eftersom man også andensteds finder et ''alb'' og et ''aud'' visende tilbage til det samme mystiske Türingen med dets endnu mere mystiske Kong Bisinus. Senere forbandt Childeric sig med Theodoric den Store, og gav ham en af sine døtre til ægte; Chlodevech ventede sig, som en historieskriver udtrykkeligt siger, meget af svogerskabet, og derfor skyndte han sig at indlemme lykken i sin æt, ved at opkalde sin søn efter den store Goterkonge. — De følgende generationer særmærkes af forbindelsen med det burgundiske kongehus; navne på ''gunn'', som Gunnthramn, og ''chrote'', som Chrotesind, er symbolet på sammenknytningen. Hvad de øvrige navneforøgelser, som Ingomar, Chramn, eller Charibert, betyder for ættens historie, er vi ude af stand til at opklare; man kan gætte på at de delvis står i slægtsrækken som mindesmærker over de rivaliserende frankiske ætter der efterhånden blev opslugte af sejrherrernes linje. Alle disse indoptagne navne betyder først svogerskab, men dernæst anmasselse af lykke og vilje; når man havde så meget burgundisk sjæl i sig som Merovingerne, kunde man trøstigt sætte sig i det fremmede sæde, uden fare for at ens lykke skulde svigte i det ny land.

Vor Folkeæt i Oldtiden: Fødsel og livsende - Revisjonshistorikk

Carsten på 2. jan. 2020 kl. 14:53

Carsten: Vor Folkeæt i Oldtiden: Fødsel og livsende

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jan. 2020 kl. 14:53
Linje 174:		Linje 174:


−	En anden stræberæt, hvis navnerække for os endnu bærer vidne om lykkens berigelsesævne, er Merovingerne. Deres første historiske navn er Childeric. Denne konge står nærmest til at kaldes Frankernes Harald Hårfagre, og ligesom den norske rigsgrundlægger havde han en del af sin lykke fra et naborige. Der fortælles i sagnets form, at han en tid lang opholdt sig i østen, i ~~»Turingen«~~ hos Kong »Bisinus«, og at Østerlandets dronning af beundring for hans manddom fulgte efter ham til Franken og blev moder til den næste storhed i ætten, Clodevech. Hvad denne myte betyder omsat i moderne historiske proportioner, ved vi ikke, men at den siger noget ligger antydet i navnene på Childerics døtre Audefleda og Albofleda, eftersom man også andensteds finder et ''alb'' og et ''aud'' visende tilbage til det samme mystiske ~~Turingen~~ med dets endnu mere mystiske Kong Bisinus. Senere forbandt Childeric sig med Theodoric den Store, og gav ham en af sine døtre til ægte; Chlodevech ventede sig, som en historieskriver udtrykkeligt siger, meget af svogerskabet, og derfor skyndte han sig at indlemme lykken i sin æt, ved at opkalde sin søn efter den store Goterkonge. — De følgende generationer særmærkes af forbindelsen med det burgundiske kongehus; navne på ''gunn'', som Gunnthramn, og ''chrote'', som Chrotesind, er symbolet på sammenknytningen. Hvad de øvrige navneforøgelser, som Ingomar, Chramn, eller Charibert, betyder for ættens historie, er vi ude af stand til at opklare; man kan gætte på at de delvis står i slægtsrækken som mindesmærker over de rivaliserende frankiske ætter der efterhånden blev opslugte af sejrherrernes linje. Alle disse indoptagne navne betyder først svogerskab, men dernæst anmasselse af lykke og vilje; når man havde så meget burgundisk sjæl i sig som Merovingerne, kunde man trøstigt sætte sig i det fremmede sæde, uden fare for at ens lykke skulde svigte i det ny land.	+	En anden stræberæt, hvis navnerække for os endnu bærer vidne om lykkens berigelsesævne, er Merovingerne. Deres første historiske navn er Childeric. Denne konge står nærmest til at kaldes Frankernes Harald Hårfagre, og ligesom den norske rigsgrundlægger havde han en del af sin lykke fra et naborige. Der fortælles i sagnets form, at han en tid lang opholdt sig i østen, i »Türingen« hos Kong »Bisinus«, og at Østerlandets dronning af beundring for hans manddom fulgte efter ham til Franken og blev moder til den næste storhed i ætten, Clodevech. Hvad denne myte betyder omsat i moderne historiske proportioner, ved vi ikke, men at den siger noget ligger antydet i navnene på Childerics døtre Audefleda og Albofleda, eftersom man også andensteds finder et ''alb'' og et ''aud'' visende tilbage til det samme mystiske Türingen med dets endnu mere mystiske Kong Bisinus. Senere forbandt Childeric sig med Theodoric den Store, og gav ham en af sine døtre til ægte; Chlodevech ventede sig, som en historieskriver udtrykkeligt siger, meget af svogerskabet, og derfor skyndte han sig at indlemme lykken i sin æt, ved at opkalde sin søn efter den store Goterkonge. — De følgende generationer særmærkes af forbindelsen med det burgundiske kongehus; navne på ''gunn'', som Gunnthramn, og ''chrote'', som Chrotesind, er symbolet på sammenknytningen. Hvad de øvrige navneforøgelser, som Ingomar, Chramn, eller Charibert, betyder for ættens historie, er vi ude af stand til at opklare; man kan gætte på at de delvis står i slægtsrækken som mindesmærker over de rivaliserende frankiske ætter der efterhånden blev opslugte af sejrherrernes linje. Alle disse indoptagne navne betyder først svogerskab, men dernæst anmasselse af lykke og vilje; når man havde så meget burgundisk sjæl i sig som Merovingerne, kunde man trøstigt sætte sig i det fremmede sæde, uden fare for at ens lykke skulde svigte i det ny land.