Linje 123:

−

Ulykken i de to kvinders liv er den krænkelse – selvkrænkelse – som Kjartan så vel som Sigurd fremkalder inden i den der blev en andens hustru. For en kultur som vor, der altid vil se til hjærtet, og ikke tilkender ansvaret større råderum end omstændighederne under det, for den falder betoningen på skyldviljen, og det tragiske i en Brynhilds og en Gudruns historie sætter ind, førend vi når til <FONT COLOR=grey><small> ''(side 59)'' </small></FONT> Sigurd og Kjartan, – de bliver heltinder i en ægteskabstragedie. Er det derimod oplevelsen af skyldens virkninger, som fylder sjælen, bliver spørgsmålet om vilje og våde og nødvendighed overskygget af andre problemer. Så impulsivt disse mennesker handler, er hver eneste bevægelse forudbestemt i en etisk orden, der er for ophøjet over enhver tilfældighed til at nogen menneskelig lidenskab kan så meget som nå op og bevæge den et gran ud af dens upersonlige ligevægt, og i de logiske beregninger af tab og vinding som ene gælder deroppe, må grundvolden lægges til indsigt i lidenskabernes ret. Et løfte, hedder det definitionsnøgternt, er ikke en forskrivning til sandheden eller en lignende tredie magt, men et tosidigt køb mellem dig og ham. Bliver købet brudt, tager du skade på din sjæl, fordi en stump af den sidder fast i din modpart; og skaden er da lige farlig, hvad enten det er dig eller ham der bryder, eller det er et tilfælde som slår pagten i stykker. Uhjælpeligt glider skuffelsen ind under den etiske alvor, der sikkert nok kender skel mellem en ravne indefra og et brud udefra, men ikke anerkender de to som væsensmodsatte. Det selvforskyldte står så meget nærmere ved selvopløsning end modtagen uret, som det ikke har noget sted at søge oprejsning; men under etisk bedømmelse er det ikke mindre skyld at blive krænket end at krænke, ikke at kunne bevare sig selv end at undlade at gøre det. Og foran denne ansvarsfølelse skal næsten stå til doms: mellem den som gør at jeg ikke kan hævde mig, og den som ''er grund til'' at jeg ikke kan, findes intet skille, — begge er skyldige.

+

Ulykken i de to kvinders liv er den krænkelse – selvkrænkelse – som Kjartan så vel som Sigurd fremkalder inden i den der blev en andens hustru. For en kultur som vor, der altid vil se til hjærtet, og ikke tilkender ansvaret større råderum end omstændighederne under det, for den falder betoningen på skyldviljen, og det tragiske i en Brynhilds og en Gudruns historie sætter ind, førend vi når til <FONT COLOR=grey><small> ''(side 59)'' </small></FONT> Sigurd og Kjartan, – de bliver heltinder i en ægteskabstragedie. Er det derimod oplevelsen af skyldens virkninger, som fylder sjælen, bliver spørgsmålet om vilje og våde og nødvendighed overskygget af andre problemer. Så impulsivt disse mennesker handler, er hver eneste bevægelse forudbestemt i en etisk orden, der er for ophøjet over enhver tilfældighed til at nogen menneskelig lidenskab kan så meget som nå op og bevæge den et gran ud af dens upersonlige ligevægt, og i de logiske beregninger af tab og vinding som ene gælder deroppe, må grundvolden lægges til indsigt i lidenskabernes ret. Et løfte, hedder det definitionsnøgternt, er ikke en forskrivning til sandheden eller en lignende tredie magt, men et tosidigt køb mellem dig og ham. Bliver købet brudt, tager du skade på din sjæl, fordi en stump af den sidder fast i din modpart; og skaden er da lige farlig, hvad enten det er dig eller ham der bryder, eller det er et tilfælde som slår pagten i stykker. Uhjælpeligt glider skuffelsen ind under den etiske alvor, der sikkert nok kender skel mellem en rævne indefra og et brud udefra, men ikke anerkender de to som væsensmodsatte. Det selvforskyldte står så meget nærmere ved selvopløsning end modtagen uret, som det ikke har noget sted at søge oprejsning; men under etisk bedømmelse er det ikke mindre skyld at blive krænket end at krænke, ikke at kunne bevare sig selv end at undlade at gøre det. Og foran denne ansvarsfølelse skal næsten stå til doms: mellem den som gør at jeg ikke kan hævde mig, og den som ''er grund til'' at jeg ikke kan, findes intet skille, — begge er skyldige.

Vor Folkeæt i Oldtiden: Gaveskifte - Revisjonshistorikk

Carsten på 5. okt. 2020 kl. 13:28

Carsten: Vor Folkeæt i Oldtiden: Gaveskifte

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. okt. 2020 kl. 13:28
Linje 123:		Linje 123:


−	Ulykken i de to kvinders liv er den krænkelse – selvkrænkelse – som Kjartan så vel som Sigurd fremkalder inden i den der blev en andens hustru. For en kultur som vor, der altid vil se til hjærtet, og ikke tilkender ansvaret større råderum end omstændighederne under det, for den falder betoningen på skyldviljen, og det tragiske i en Brynhilds og en Gudruns historie sætter ind, førend vi når til <FONT COLOR=grey><small> ''(side 59)'' </small></FONT> Sigurd og Kjartan, – de bliver heltinder i en ægteskabstragedie. Er det derimod oplevelsen af skyldens virkninger, som fylder sjælen, bliver spørgsmålet om vilje og våde og nødvendighed overskygget af andre problemer. Så impulsivt disse mennesker handler, er hver eneste bevægelse forudbestemt i en etisk orden, der er for ophøjet over enhver tilfældighed til at nogen menneskelig lidenskab kan så meget som nå op og bevæge den et gran ud af dens upersonlige ligevægt, og i de logiske beregninger af tab og vinding som ene gælder deroppe, må grundvolden lægges til indsigt i lidenskabernes ret. Et løfte, hedder det definitionsnøgternt, er ikke en forskrivning til sandheden eller en lignende tredie magt, men et tosidigt køb mellem dig og ham. Bliver købet brudt, tager du skade på din sjæl, fordi en stump af den sidder fast i din modpart; og skaden er da lige farlig, hvad enten det er dig eller ham der bryder, eller det er et tilfælde som slår pagten i stykker. Uhjælpeligt glider skuffelsen ind under den etiske alvor, der sikkert nok kender skel mellem en ~~ravne~~ indefra og et brud udefra, men ikke anerkender de to som væsensmodsatte. Det selvforskyldte står så meget nærmere ved selvopløsning end modtagen uret, som det ikke har noget sted at søge oprejsning; men under etisk bedømmelse er det ikke mindre skyld at blive krænket end at krænke, ikke at kunne bevare sig selv end at undlade at gøre det. Og foran denne ansvarsfølelse skal næsten stå til doms: mellem den som gør at jeg ikke kan hævde mig, og den som ''er grund til'' at jeg ikke kan, findes intet skille, — begge er skyldige.	+	Ulykken i de to kvinders liv er den krænkelse – selvkrænkelse – som Kjartan så vel som Sigurd fremkalder inden i den der blev en andens hustru. For en kultur som vor, der altid vil se til hjærtet, og ikke tilkender ansvaret større råderum end omstændighederne under det, for den falder betoningen på skyldviljen, og det tragiske i en Brynhilds og en Gudruns historie sætter ind, førend vi når til <FONT COLOR=grey><small> ''(side 59)'' </small></FONT> Sigurd og Kjartan, – de bliver heltinder i en ægteskabstragedie. Er det derimod oplevelsen af skyldens virkninger, som fylder sjælen, bliver spørgsmålet om vilje og våde og nødvendighed overskygget af andre problemer. Så impulsivt disse mennesker handler, er hver eneste bevægelse forudbestemt i en etisk orden, der er for ophøjet over enhver tilfældighed til at nogen menneskelig lidenskab kan så meget som nå op og bevæge den et gran ud af dens upersonlige ligevægt, og i de logiske beregninger af tab og vinding som ene gælder deroppe, må grundvolden lægges til indsigt i lidenskabernes ret. Et løfte, hedder det definitionsnøgternt, er ikke en forskrivning til sandheden eller en lignende tredie magt, men et tosidigt køb mellem dig og ham. Bliver købet brudt, tager du skade på din sjæl, fordi en stump af den sidder fast i din modpart; og skaden er da lige farlig, hvad enten det er dig eller ham der bryder, eller det er et tilfælde som slår pagten i stykker. Uhjælpeligt glider skuffelsen ind under den etiske alvor, der sikkert nok kender skel mellem en rævne indefra og et brud udefra, men ikke anerkender de to som væsensmodsatte. Det selvforskyldte står så meget nærmere ved selvopløsning end modtagen uret, som det ikke har noget sted at søge oprejsning; men under etisk bedømmelse er det ikke mindre skyld at blive krænket end at krænke, ikke at kunne bevare sig selv end at undlade at gøre det. Og foran denne ansvarsfølelse skal næsten stå til doms: mellem den som gør at jeg ikke kan hævde mig, og den som ''er grund til'' at jeg ikke kan, findes intet skille, — begge er skyldige.