heimskringla.no - Siste endringer [no]

Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus og Harald paa Oplandene. Misligt Forhold mellem Kongerne

2026-07-09T03:59:22Z

Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Knut

Main Page

2026-07-08T07:03:10Z

Forside

2026-07-08T07:02:24Z

Teksthistorik 2026-2030

2026-07-08T07:01:37Z

Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus og Harald paa Oplandene. Misligt Forhold mellem Kongerne

2026-07-08T07:00:19Z

Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus og Harald paa Oplandene. Misligt Forhold mellem Kongerne

2026-07-08T06:57:51Z

Ny side: {|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg spr…

Ny side

Om isens växlande former

2026-07-08T04:35:40Z

Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus og Harald slutte Forlig og dele Kongedømmet

2026-07-07T16:26:11Z

Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Knut

Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus og Harald slutte Forlig og dele Kongedømmet

2026-07-07T07:45:27Z

Vis endringer

Main Page

2026-07-07T07:19:26Z

Forside

2026-07-07T07:18:28Z

Teksthistorik 2026-2030

2026-07-07T07:17:10Z

Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus og Harald slutte Forlig og dele Kongedømmet

2026-07-07T07:15:43Z

Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus og Harald slutte Forlig og dele Kongedømmet

2026-07-07T07:13:41Z

Ny side: {|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg spr…

Ny side

Landnáma: Stednavne

2026-07-07T05:11:07Z

Det norske Folks Historie bind 5 - Harald og Sven angribe Danmark

2026-07-06T19:04:10Z

Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Knut

Main Page

2026-07-06T07:41:47Z

Forside

2026-07-06T07:41:01Z

Teksthistorik 2026-2030

2026-07-06T07:40:24Z

Det norske Folks Historie bind 5 - Harald og Sven angribe Danmark

2026-07-06T07:39:05Z

Det norske Folks Historie bind 5 - Harald og Sven angribe Danmark

2026-07-06T07:35:42Z

Ny side: {|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg spr…

Ny side

Om fru Aglaida og Bonifatius

2026-07-05T12:10:58Z

Teksthistorik 2026-2030

2026-07-05T12:09:37Z

Main Page

2026-07-05T12:09:13Z

Forside

2026-07-05T12:08:53Z

Om fru Aglaida og Bonifatius

2026-07-05T12:08:20Z

Om fru Aglaida og Bonifatius

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om fru Aglaida og Bonifatius]] !! !!
|-
|}

<center>[[Små eventyr]]

<big><big>'''Om fru Aglaida og Bonifatius'''</big></big>

''Af frú Aglais'' <ref>Teksten findes overleveret i håndskriftet [https://handrit.is/manuscript/view/da/AM04-0657-a-b/0#mode/2up AM 657 a-b 4to] fra omkr. 1350.</ref>

oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

© 2026</center>

----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Hugo Gering: '' Islendzk æventyri, ''Verlag der Buchhandlung des Waisenhauses, Halle an der Saale, 1882''</center>
----

[[File:Codex_Bodmer_127_071r_Detail.jpg|thumb|300px|right|<center>'''Bonifatius’ martyrium'''</center>]]På samme tid under kejser Diocletians<ref>Romersk kejser 284-305</ref> kristenforfølgelser var der en frue i Rom, der hed Aglaida. Hun var enke og rig på verdsligt gods og beskæftigede mange mennesker. Dette ses af, at hun hver dag havde 80 huskarle ved sit bord, og de blev alle regnet som frie mænd. Anseelig og prægtig var den residens, hvor hun dagligt sad med sine hoffolk, men foruden de andre mænd havde hun tildelt en mand, der hed Bonifatius, pladsen ved sin side. Han var en ung og meget smuk mand, stor af vækst og med mange kræfter. Han var bestyrer hos fru Aglaida og havde lige så meget at sige på gården som hende. Og kærligheden mellem dem udviklede sig til fuldkommen elskov, sådan som det kan ske mellem mand og kvinde. Men fordi dette ikke var lovligt, optrådte de på en måde, som var sømmelig for to høviske mennesker.

Der var tre menneskelige egenskaber, som Bonifatius lagde meget stor vægt på: for det første at uddele almisser til de fattige; for det andet at være gæstfri over for udlændinge; for det tredje at være retfærdig i verdslige anliggender. Han satte pris på pålidelige vægte og korrekte målebægre, hvad enten han skulle købe eller sælge. Han var troværdig og på ingen måde begærlig eller svigefuld, men han holdt af at drikke meget og være snakkesalig over øllet og hengav sig gerne — som før nævnt — til legemlig vellyst, hvilket af mange anses for den største timelige fornøjelse.

Nu fortsætter historien med, at kejser Diocletian går frem med voldsomhed og nedbryder Guds kristendom både her og der, og på dette tidspunkt i fortællingen når han østpå til Apulien, hvor han forvolder et stort mandefald blandt Gud Herrens venner, som med forskellige pinsler og lidelser opnåede den evige krone<ref>ɔ: martyrium</ref>. Og da fru Aglaida hører om dette hjemme i Rom, siger hun en dag til bestyreren Bonifatius, mens han sidder i hallen: »Jeg har truffet en ufravigelig beslutning om at følge vejen til frelse i min levevis, og jeg vil herefter mindre end hidtil forfølge timelige mål, og som et tegn på dette skænker jeg Frelseren Jesus Kristus denne hal, som jeg befinder mig i, sådan at den vies til og helliges ham som kirke. Og for at dette gudshus med rette kan kaldes hans tempel, vil jeg ære det med både hellige levninger og skønne skatte. Jeg vil derfor — Bonifatius! — sende dig østpå til Apulien, hvor du skal skaffe relikvier til kirken og betale, hvad de måtte koste, med mine midler. Tag så mange folk og penge med, som du synes, så du standsmæssigt kan drage ud i mit ærinde.« Bonifatius udruster nu sin færd både hurtigt og fagert med store midler og mange i sit følge, og da han skal tage afsked med sin frue, siger han: »Min frue!« sagde han, »— ville du mon modtage mig i din kirke, såfremt jeg vendte hjem som en duelig mand?« Fruen svarer ham på denne måde: »Bonifatius!« sagde hun, »— afstå fra snak og umådeholden drikkeri, og giv dig i Guds vold, så han igennem dig kan fremme sin vilje, hvad enten du rejser ud eller er på vej hjem.« Efter denne samtale skiltes de.

Og om Bonifatius’ rejse kan det berettes, at han, så snart han kommer til Apulien, træder frem for kejser Diocletian, som om han alene var blevet sendt af sted i det ærinde at tale med ham. Han siger straks op i kejserens åbne ansigt, at det er nogle forbandede forbrydelser, han giver sig af med, når han dræber den højeste Guds hirdmænd. For disse anklager og andre, som er værre end det, der er skrevet her, bliver han pågrebet og slæbt bort og udsat for alskens pinsler og plager, og til sidst tvang man hans mund op med glødende jern og hældte kogende bly ned i ham. Men hans glæde og kærlighed til Gud var så stor, at han ikke ændrede sit milde ansigtsudtryk, uanset hvad han blev udsat for, indtil denne grusomme tortur, som vi just beskrev, skilte ham fra dette liv.<ref>Sankt Bonifatius’ martyrium henlægges traditionelt til Tarsus (i Tyrkiet) i året 307.</ref>

Hans kammerater og ledsagere tog nu dette velsignede legeme og bragte det hjem til Rom. Men natten før deres ankomst til byen den følgende dag åbenbarede en himmelsk kraft sig for fru Aglaida og sagde dette til hende: »Gå du tidligt i morgen vores broder, din bestyrer, martyren Bonifatius, i møde, og led ham på ærefuld vis ind i den bolig, som du ønsker at skænke til Gud.« Da det er sagt, forsvinder synet, og hun vågner og gør, som hun er blevet påbudt, og går ud sammen med sin hird og sine huskarle og glædes i sit hjerte over denne gave.

Bonifatius blev som den første helgen begravet i denne frues hal, som efter få måneders forløb blev viet til et tempel for den almægtige Gud. Fru Aglaida hengav sig derefter til at tjene Gud nat og dag som en fattig tjenestekvinde, og hun uddelte mange almisser og udøvede andre barmhjertighedsgerninger i bøn og med kærlighed til den hellige martyr Bonifatius, for efter Helligåndens anvisning forstod hun passende, at på samme måde som de før havde været sammen i glæde og ømhed, sådan skulle de nu opholde sig i ét hus, fattige og foragtede af dem, der elsker den timelige verden.

----

'''Noter:'''
<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]

Landnáma: Stednavne

2026-07-05T08:35:40Z

Om köldens stränghet

2026-07-05T06:25:07Z

Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

Olaus Magnus: Historia om de nordiska folken (uddrag)

2026-07-05T05:25:08Z

Main Page

2026-07-05T05:12:15Z

Teksthistorik 2026-2030

2026-07-05T05:11:13Z

Forside

2026-07-05T05:10:37Z

Om isens växlande former

2026-07-05T05:06:48Z

OM: Om isens växlande former

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link= Om isens växlande former]] !!
|-
|}

<center>

 <big>'''Olaus Magnus'''</big>
 <big><big>'''Om isens växlande former'''</big></big>

1555 / 2010

Utdrag ur Olaus Magnus: [[Olaus Magnus: Historia om de nordiska folken (uddrag)|'''Historia om de nordiska folken''']] ''Historia de gentibus septentrionalibus'' Första boken, kap. 21
</center>

----

'''Nyckelord:''' – ''Gelu'' af ''ge''. – Tecken till köld. – ''Glacies'' af ''gelu'' och ''aqua''. – Pyramider bildade af afdunstningarna. – Naturliga färger. – Lärdom för målare. – Nedhängande istappar. – Sunnanvindens verkningar. – Nordanvindens kraft. – Fönster af is. – Bord af is. – Säten af snö. – Glädjande förebud. – Köld och snö göda åkrarna. – Gregorii vittnesbörd.

----

[[Fil:OM 1,21.jpg|thumb|600px]] MEN HVILKEN kraft kölden äger att slå i fjättrar både jord, vatten och alla andra fuktiga kroppar, skall man finna genom ofvanstående bild och här bifogade upplysningar. Därvid bör förutskickas, att frosten (''gelu'') fått sitt namn däraf, att den sammandrager jord: ''ge'' betyder nämligen jord. Men detta förhållande framträder med större skärpa, när nätterna te sig längre och klarare och luften har himlens rena färg, sådan den, sedan solen gått ned, dröjer kvar på de förtätade skyarna. Detta slags köld, eller frosten, kalla nordborna »gråkallt» (''griseum''), och det är ett för alla lefvande varelser mycket fruktansvärdt och skadligt väder. Ordet is (''glacies'') härledes af frost (''gelu'') och vatten (''aqua'') och är ungefär detsamma som »fruset vatten» (''gelacies''). Isen är en fast förening af köld och fukt och erhåller sin egendomliga beskaffenhet genom ett öfvermått af köld, hvadan man härvid oftast använder ett specialbegrepp såsom benämning för det hela, i det man säger »frost» i st. f. »köld». När nu vattensamlingar och sjöar på högt belägna platser genom den ohyggliga kölden frysa till is och växa genom tillflöde från dolda kanaler och källådror, anvisas de af naturen att taga sitt utlopp utför en sluttning, för att på en gång lämna ifrån sig sitt öfverflöd. Härigenom inträffar, att den i brusande fall och rask fart nedströmmande vattenmassan sänder en väldig rök i höjden, hvarvid den bildar ett slags pyramider, till färgen liknande regnbågen, hvilka likformigt resa sig mot strömmen och synas med konstnärlig smak vara placerade i en viss ordning. Detta skådespel ter sig, när solstrålarna belysa det och mångfaldigas genom reflexer, som hade man framför sig socklar af guld eller, om det är månen som består ljuset, af silfver. Men dessa från höjden liksom nedhängande figurer äro ej de enda som under vintern komma till synes, utan äfven andra skiftande former, konstnärligt framställda af naturen själf i tusen olika gestalter och färger, får man se, hvilkas beundransvärda mångfald och skönhet snillrika målare söka tilgodogöra sig för sin konst och vid blandningen af sina färger. Äfven andra isformationer uppträda, hvilka i skiftande färger och ställningar hänga ned från hustaken liksom facklor eller lansar, eller som om man såge en rad af orgelpipor eller vattenorgelns rör hänga ned utmed väggarna, särskildt under taken till sådana rökhus, dit invånarna pläga taga sin tillflykt för att skydda sig mot vinterns bistra väder, såsom här nedan skall visas på tal om den nordiska byggnadskonsten. Men när sunnanvinden stryker fram genom Nordlanden, har den midt i vintern en sådan makt, att de vidt och bredt öfver fälten liksom hvirflar kringyrande snömassorna genom dess kraftiga blåst bindas och stadgas, i det den bildar liksom en fäll [skare] öfver deras yta, under det att den upplöser i vatten de snömassor som hänga på trädens grenar. Medan den är i färd med att göra detta, kan det emellertid hända, att en stark nordanvind eller någon af dennas bistra sidovindar uppträder, och då stelna genast de fallande vattendropparna öfverallt i de vida skogarna, och man kan få se otaliga istappar hänga ned från trädens grenar i form af pikar eller spjut. Man förfärdigar äfven af isskifvor fönster till källare och stall, ja t. o. m. bord på fälten liksom äfven säten af sammanpressad snö, när befolkningen så finner för godt. När nu landtmännen iakttaga, att en ofantlig mängd snö i januari och februari hänger ned från trädens grenar, intagas de af stor glädje på grund af förhoppning om stundande fruktbarhet. Ty de äro ej okunniga om, att en rikare afkastning väntar dem under det kommande året, ju mera jorden genom långvarig köld blifvit beredd att gifva näring åt det som nedlagts däri. Denna uppfattning saknar hvarken auktoritet eller förnuftsskäl. Så säger t. ex. Gregorius (''Moral.'', bok XXV) : När det regnar på jordytan, bindas de sädeskorn som däri nedmyllas bättre och bli mera gifvande, men återigen om alltför rikliga regn vattna jorden, drages den i säden inneboende fetman och kraften ut i halmen. Om slutligen den utsådda säden efter regn ansättes af frost, utvecklas rotämnet bättre i fröet, såsom längre fram i bok XIII, kapitlet om svedjeland och i skogen rödda åkerfält, skall närmare visas.

----
 
[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på svensk]]
[[Kategori:Olaus Magnus]]
[[Kategori:Samisk mytologi]]

Om ringfrost och snöfall

2026-07-05T05:03:53Z

OM: Om ringfrost och snöfall

Ny side

Om köldens stränghet

2026-07-05T04:59:41Z

OM: Om köldens stränghet

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link= Om köldens stränghet]] !!
|-
|}

<center>

 <big>'''Olaus Magnus'''</big>
 <big><big>'''Om köldens stränghet'''</big></big>

1555 / 2010

Utdrag ur Olaus Magnus: [[Olaus Magnus: Historia om de nordiska folken (uddrag)|'''Historia om de nordiska folken''']] ''Historia de gentibus septentrionalibus'' Första boken, kap. 19
</center>

----

'''Nyckelord:''' – Lefvande varelser darra af köld. – Författaren talar af egen erfarenhet. – Vinterns stränghet berör de mest aflägset boende. – Kölden störst i Norden och hvarför. – Ytterligare skäl. – De kallaste stjärnbilder. – Förebud till våldsam köld. – Glödande moln. – Vigg- eller pyramidformiga strålar. – Otvifvelaktiga tecken till hemsk köld. – Tecken till den värsta köld.

----

[[Fil:OM 1,19.jpg|thumb|600px]]HVILKEN makt köld och frost utöfva i Nordlanden, där de ju hafva sitt egentliga hem och ursprung, kan bättre ådagaläggas genom många erfarenheter hämtade från de yttre sinnena än genom andras uppgifter. Ty dess bitande kraft erfara med rysning alla lefvande varelser äfven på ett afstånd af flera tusen stadier därifrån, i det de vid dess minsta anlopp huttrande sammandraga alla lemmar. Hvad skola de då ej göra i de trakter, där kölden själf härskar med sin fulla styrka och i kraft af naturens lagar? Hvad mig själf angår, är jag född och har mycket vistats i dessa trakter af jorden, ända till en polhöjd af 86 grader. Jag tror mig därför såväl i detta som flera följande kapitel kunna mera pålitligt än många andra, hvilka ofta skrifva blott efter obestämda föreställningar, redogöra för huru fruktansvärd och hemsk kölden är där uppe i Nordlanden, hvarifrån den, liksom strålar från ett centrum, utbreder sig öfver hela jorden, såsom också alla folk, hvilka hafva erfarenhet af dess genomträngande makt och skärpa, kunna bevittna. Sålunda kan det att börja med anses på fysiska grunder fullt bestyrkt, att de nordliga regionerna i högre grad än andra delar af jorden hemsökas af frost, köld och stränga vintrar, beroende på beskaffenheten af deras hemisfär, i det solen där gör sitt omlopp i en trängre cirkel och är längre aflägsnad, medan den i sned riktning fullbordar sin färd genom de under vintern synliga himmelstecknen, hvaraf följer att under nämnda tid jord och vatten, som af naturen äro kalla element, grundligare stelna och tillfrysa. En bidragande orsak härtill är ock den, att meranämnda regioner äro belägna under stjärnbilderna Stora och Lilla björnen eller Karlavagnen (de kallaste bland himlens tecken) och invid oceanen, hvilken (särskildt mot nordväst och öster) har ett omätligt djup. Där nu solen ej kan tränga ned till detta, uppstår (enl. Albertus, bok XIX, kap. 6) en fruktansvärd köld eller frost. Många tecken uppträda såsom förebud om stundande våldsam köld, och dessa iakttagas noggrant med hänsyn till sina naturliga egendomligheter, särskildt om så skulle inträffa att invid solen (såsom i ofvanstående bild synes), när hon midt i djupa vintern dalar mot sin nedgång, samla sig moln, som framte bilden af ett eldklot eller en eldstod, liksom om en stor stad flammade i lågor; eller om viggformiga strålar sträcka sig rätt upp i rymden liksom pyramider, glödande med ihållande sken. Dessa rödskimrande färger, som småningom blekna af och försvinna i nattens mörker, lämna efter sig en fruktansvärd köld. Dessutom finnas många andra tecken som bebåda en kommande ohygglig köld, såsom klar himmel med sparsamt kringströdda stjärnor, moln lägrade kring bergspetsarna, gnistor af sot från eldstäderna, källsprång och vattendrag som ryka och svälla öfver bräddarna, svin som bära halmstrån i munnen, tuppar och gäss som tidigare än vanligt gala och kackla, hackspettar som uppsöka människoboningar, vattenfåglarnas skrän och oaflåtliga oväsen, skogsfåglarnas ljudliga flaxande, isarnas stönande och brak, liknande åskskrällar. Då verkar kölden:

: att djurens ögon svida och deras hår blifva styfva och stela,
: att skogens rofdjur uppsöka människoboningar för att stilla sin hunger,
: att polartraktens vargar ej sällan förlora sin syn,
: att vargarna rasa mer än eljest mot andra djur och äfven angripa hvarandra,
: att de sluta sig samman i stora skaror för att skaffa sig föda genom rof,
: att alla djurs pälsar blifva tätare och vackrare,
: att fisk kan hållas färsk fem eller sex månader utan att behöfva insaltas,
: att fiskarna kväfvas under isen, ifall den ej hålles öppen genom vakar,
: att större glupskhet framkallas hos allt hvad djur heter,
: att tuppens kam och gåsens näbb och fötter blifva hvita,
: att harar, räfvar, hermeliner skifta färg,
: att kärl af koppar, glas och ler spricka sönder,
: att yxor, bilor och sågar göra sammalunda,
: att lekar och nöjsamma spel kunna anställas på isen,
: att alla stiglösa trakter blifva tillgängliga för resande och jägare,
: att strider såväl till häst som till fots blifva hetsigare,
: att både torra och lifskraftiga trädstammar spricka med starka smällar,
: att något litet fuktiga kläder, som komma i beröring med järn, sammanklibbas med detta,
: att läppar, fingrar och näsa, som komma i beröring med järn, förlora sin hud.
: Stallknektar pläga flåsa på hästarnas betsel, för att djuren ej må få skada i munnen.
: Alla i jorden nedlagda frön och sädeskorn blifva mera bärande.
: Vissa slag af äpplen och päron mogna vid vintersolståndet.
: Värdshus, marknader och drabbningar förläggas till isbelagda vatten.
: Mulor eller åsnor, som införas från annat håll, dö plötsligt.
: Afrikaner, som blifvit krigsfångar eller på annat sätt kommit till Norden, lefva ej länge.
: Spikar hoppa ur väggar, portar och lås.
: Stenblock, lerkärl och glasvaror springa sönder.
: Smorläderskor och stöflar krympa ihop och blifva hårda som horn.
: Hosta, snufva och andra opassligheter uppstå af kölden.
: Läppar, som beröras af järn, häfta fast vid detta, som vore de fast beckade.
: Annat hithörande kan efterses längre ned i kapitlet om drabbningar på isen.

----
 
[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på svensk]]
[[Kategori:Olaus Magnus]]
[[Kategori:Samisk mytologi]]

Landnáma: Stednavne

2026-07-04T14:50:01Z

Om pave Marcellinus

2026-07-04T05:52:28Z

← Eldre revisjon	Revisjonen fra 9. jul. 2026 kl. 03:59
(Én mellomliggende revisjon av samme bruker vises ikke)
(Ingen forskjell)

@@ Linje 71: / Linje 71: @@
 * [[Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus og Harald slutte Forlig og dele Kongedømmet]] (Norwegian; ''Peter Andreas Munch'', 1857)
 * [[Det norske Folks Historie bind 5 - Harald og Sven angribe Danmark]] (Norwegian; ''Peter Andreas Munch'', 1857)
@@ Linje 95: / Linje 96: @@
 * [[Det norske Folks Historie bind 5 - Sven Ulfssøn i Danmark]] (Norwegian; ''Peter Andreas Munch'', 1857)
 * [[Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus's Vælde. Einar Thambarskelves Indflydelse. Magnus's Fordringer paa England]] (Norwegian; ''Peter Andreas Munch'', 1857)

@@ Linje 72: / Linje 72: @@
 * [[Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus og Harald slutte Forlig og dele Kongedømmet]] (norsk; ''Peter Andreas Munch'', 1857)
 * [[Det norske Folks Historie bind 5 - Harald og Sven angribe Danmark]] (norsk; ''Peter Andreas Munch'', 1857)
@@ Linje 96: / Linje 97: @@
 * [[Det norske Folks Historie bind 5 - Sven Ulfssøn i Danmark]] (norsk;  ''Peter Andreas Munch'', 1857)
 * [[Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus's Vælde. Einar Thambarskelves Indflydelse. Magnus's Fordringer paa England]] (norsk; ''Peter Andreas Munch'', 1857)
-* [[Det norske Folks Historie bind 5 - Fortale]] (norsk; ''Peter Andreas Munch, 1857)
 <div class="toccolours" style="background-color:#5985c3;color:#fff;font-size:14px;><big><FONT COLOR=white>[[Fil:35px-Emblem-star.svg.png|20px]]&nbsp;&nbsp;  Tidligere &nbsp;&nbsp; '''[[Teksthistorik|<FONT COLOR=white>Nye  tekster</font>]]'''</font></big></div>

@@ Linje 15: / Linje 15: @@
 '''2026 Juli'''
 * [[Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus og Harald slutte Forlig og dele Kongedømmet]] (norsk; ''Peter Andreas Munch'', 1857)
 * [[Det norske Folks Historie bind 5 - Harald og Sven angribe Danmark]] (norsk; ''Peter Andreas Munch'', 1857)

@@ Linje 11: / Linje 11: @@
 <big>'''Magnus og Harald paa Oplandene. Misligt Forhold mellem Kongerne'''</big>
 <br>av[[Peter Andreas Munch biografi| Peter Andreas Munch]]
@@ Linje 17: / Linje 16: @@
 ==Fotnoter==
 <references/>

← Eldre revisjon	Revisjonen fra 8. jul. 2026 kl. 04:35
(Én mellomliggende revisjon av samme bruker vises ikke)
(Ingen forskjell)

← Eldre revisjon	Revisjonen fra 7. jul. 2026 kl. 16:26
(Én mellomliggende revisjon av samme bruker vises ikke)
(Ingen forskjell)

@@ Linje 10 152: / Linje 10 152: @@
 ----
 ===== Skorradalr =====
-* <FONT COLOR=49727E>Fordanskning:</FONT> Skorradal  [[Bilde:Vesturland .jpg|150px|right]]
+* <FONT COLOR=49727E>Fordanskning:</FONT> Skorredal  [[Bilde:Vesturland .jpg|150px|right]]
 * <FONT COLOR=49727E>Beskrivelse:</FONT> Dal, Borgarfjordsyssel, Vestisland.
 * <FONT COLOR=49727E>Kilder:</FONT> ''Landnamsbogen:'' S31, 75, 97
@@ Linje 10 161: / Linje 10 161: @@
 ===== Skorraey =====
-* <FONT COLOR=49727E>Fordanskning:</FONT> Skorraø  [[Bilde:Vesturland .jpg|150px|right]]
+* <FONT COLOR=49727E>Fordanskning:</FONT> Skorreø  [[Bilde:Vesturland .jpg|150px|right]]
 * <FONT COLOR=49727E>Beskrivelse:</FONT> Dal, Myrasyssel, Vestisland.
 * <FONT COLOR=49727E>Kilder:</FONT> ''Landnamsbogen:'' 97
@@ Linje 10 169: / Linje 10 169: @@
 ----
 ===== Skorraholt =====
-* <FONT COLOR=49727E>Fordanskning:</FONT> Skorraholt  [[Bilde:Vesturland .jpg|150px|right]]
+* <FONT COLOR=49727E>Fordanskning:</FONT> Skorreholt  [[Bilde:Vesturland .jpg|150px|right]]
 * <FONT COLOR=49727E>Beskrivelse:</FONT> Gård, Borgarfjordsyssel, Vestisland.
 * <FONT COLOR=49727E>Kilder:</FONT> ''Landnamsbogen:'' 97
@@ Linje 10 177: / Linje 10 177: @@
 ----
 =====Skorravík  =====
-* <FONT COLOR=49727E>Fordanskning:</FONT> Skorravig   [[Bilde:Vesturland .jpg|150px|right]]
+* <FONT COLOR=49727E>Fordanskning:</FONT> Skorrevig   [[Bilde:Vesturland .jpg|150px|right]]
 * <FONT COLOR=49727E>Beskrivelse:</FONT> Gård, Dalasyssel, Vestisland.
 * <FONT COLOR=49727E>Kilder:</FONT> ''Landnamsbogen:'' S111

← Eldre revisjon	Revisjonen fra 6. jul. 2026 kl. 19:04
(Én mellomliggende revisjon av samme bruker vises ikke)
(Ingen forskjell)

@@ Linje 71: / Linje 71: @@
 * [[Om fru Aglaida og Bonifatius]] (Danish; ''Jesper Lauridsen'', 2026)
 * [[Om isens växlande former‎]] (Swedish; ''Olaus Magnus'', 1555 / 2010)
@@ Linje 95: / Linje 96: @@
 * [[Det norske Folks Historie bind 5 - Fortale]] (Norwegian; ''Peter Andreas Munch'' 1857)
 * [[Kvinden der bedrev hor med sin far]] (Danish; ''Jesper Lauridsen'', 2026)

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. jul. 2026 kl. 07:39
(3 mellomliggende revisjoner av samme bruker vises ikke)
Linje 17:		Linje 17:


		+	[[File:Harald Hardraades saga-Harald og Svein Sjaelland.jpg\|thumb\|450px\|Harald og Sven herjer på Sjælland. Illustrasjon av Wilhelm Wetlesen til Snorres kongesagaer, 1899-utg.]]Imidlertid vendte Magnus tilbage til Norge, og tilbragte Vintren der uden, som det lader, at have nogen Formodning om, at Harald med Vaabenmagt agtede at gjøre sine Rettigheder gjeldende<ref>At Magnus vendte tilbage til Norge, siges udtrykkeligt i den yngre Bearbejdelse af Harald Haardraades Saga, Cap. 18, saavel som hos Snorre, Cap. 20 og Knytl. S. C. 22. Det bekræftes ogsaa i det her anførte Vers af Thjodolf, hvor der siges at Magnus kom nordenfra, Harald søndenfra. At han tilbragte Vintren der, og ikke begyndte Udrustningen førend næste Vaar, kan sluttes deraf, at han først kom hjem om Høsten, og at det maa have været umuligt for Harald og Sven, endnu samme Høst at faa deres Udrustninger tilendebragte. Jvfr. ogsaa, hvad der nedenfor berettes om Ragnvald Brusesøns tvende Rejser til Norge i Slutningen af 1045. Det er ikke usandsynligt, at Harald har brugt denne Mellemtid til at hente sin Hustru Ellisif, der neppe kan have fulgt med ham til Sverige, da han først drog derhen paa eet Skib, for nærmere at undersøge Forholdene.</ref>. Men allerede meget tidligt, som det synes, den paafølgende Vaar, kom Sven og Harald med deres Flaade til Danmark. Her var dog nu meget anderledes, end da Sven gjorde sit første Forsøg paa at vinde Kongedømmet. Indbyggerne havde lært Magnus bedre at kjende, de paaskjønnede hans Fortjenester af Landets Frelse, fandt sig vel under hans Herredømme, og ønskede vel heller ikke nogen Gjentagelse af de haarde Straffe, som deres tidligere Frafald havde fremkaldt<ref>Se ovenfor S. 33. Jvfr. ogsaa Viljam af Malmsbury, II. 259, der udtrykkeligt siger, at Danerne yndede Magnus’s Herredømme.</ref>. Saaledes fandt Sven ingen verdig Modtagelse, og en frygtelig Straffedom overgik derfor det ulykkelige Folk. Haralds Skald og Lovtaler Valgard taler udførligt herom. "Kamplystne Fyrste", siger han om Harald, "du sejlede ud fra Svithjod<ref>Heraf sees saaledes, at Harald kom fra Sverige, ikke fra Norge, som Thjodrek siger.</ref>; dine Skibe fløj raskt forbi det flade Skaane, og de danske Kvinder bleve forfærdede. Du herjede hele Sjæland; du, Fyrste, forstod at jage dine Fiender bort; mandsterk satte du siden over til Fyn, og gav ogsaa der Hjelmene nok at bestille". Altsaa bleve baade Sjæland og Fyn grumt herjede. Hvor haardt f. Ex. Roskildes Omegn blev behandlet, sees af følgende Vers: "den klare Ild brandt i Byen søndenfor Roskilde; den tapre Fyrste lod Ilden ødelægge Husene; en heel Deel af Landets Mænd laa døde, andre bleve bortførte bundne som Fanger, og de jamrende Huusfolk flygtede til Skovene". Der tales ogsaa om, hvorledes Kvinder bleve bortførte i Fangenskab. "Der saa man", siger Valgard, "bedrøvelige Adskillelser. De overlevende Daner flygtede bort, men de fagre Piger bleve fangne. Lænkens sterke Laas sluttede om deres Legemer, og mange Kvinder bleve paa den Maade drevne foran eder ned til Skibene, medens Fodboltene saarede deres fine Hud"<ref>Harald Haardraades Saga, Cap. 17, Snorre, Cap. 19, Fagrsk., Cap. 114.</ref>. Her have vi et Øjevidnes, eller saa godt som Øjevidnes, Beskrivelse af Maaden, hvorpaa i det mindste Harald foor frem i Sjæland og Fyn. Der kan altsaa ikke være mindste Tvivl om, at der virkelig herjedes saa grusomt, som det her siges. Men da det dog er næsten ubegribeligt, at Sven skulde være upolitisk nok til at ville gjøre sig saa forhadt af Danerne, som en slig Fremfærd nødvendigviis maatte gjøre ham, og det i Sjæland, hvor han egentlig skulde have sine fleste Tilhængere<ref>Sjæland tilligemed de mindre Øer og Skaane dannede aabenbart Kjernen af hvad man kunde kalde den gotiske eller reendanske Deel af Danmark. Fra disse Landskaber havde og de fleste Jomsvikinger deres Oprindelse: i Sjæland holdt Harald Gormssøn sig, da han havde lagt sig ud med det herskende Parti, her blev han begraven; paa Iisøre-Thing ved Roskilde blev Sven Ulfsøn ogsaa først hyldet efter Magnus’s Død. Men i det nordiske Danevældes Tid og lige til Magnus’s Død var øjensynligt Jylland Hovedlandet, Viborg Thing Hovedthinget, og Heidaby Hovedresidensen.</ref>, maa man antage at hele denne grumme Herjen har været udført af Harald og hans byttelystne Krigere paa egen Haand, uden at Sven var i Stand til at hindre det, og at dette endog kan have været den første Aarsag til at der opstod Kulde mellem ham og Harald. Dog er det heller ikke usandsynligt at Sven gav Harald frie Hænder i Sjæland og Fyn, fordi han selv imidlertid deels var beskjeftiget med at underkaste sig Smaaøerne<ref>Der staar udtrykkeligt i Fagrskinna, Cap. 168, saavel som i Morkinskinna og Flatøbogen, at Sven drog med Hærskibe omkring i "Smaalandene" i Danmark, da han og Harald havde skilt sig ad. Men Adskillelsen maa have fundet Sted strax ved Ankomsten til Danmark. I de ovenanførte Vers taler ogsaa Valgard til Harald som om han var den eneste Anfører, og nævner ikke Sven.</ref>, deels var over hos sine Venner, Venderne, for ligeledes derfra at skaffe sig Hjelpetropper, som han ogsaa fik. Men atter at bringe Vendernes grumme Hedningesværme over Danmark var neppe et mindre upolitisk Skridt end Haralds hensynsløse Herjen, og det seer derfor næsten ud som om Sven betragtede dette Tog som sit sidste fortvivlede Forsøg paa at støde Magnus fra Tronen, og som om han havde besluttet at sætte alt paa Spil<ref>Viljam af Malmsbury, III. 259, fortæller udtrykkeligt, at Sven, overvunden og fordreven af Magnus, fik Hjelp af den svenske Konge, og med en af Sviar, Vender og Goter sammenskrabet Hær søgte at underkaste sig Riget igjen, men fandt megen Modstand af Danerne, som holdt med Magnus. Hans Ord ere: Ejectus Swanus regem Suevorum (d. e. her "Sviarnes") adiit, ejusque auxilio, quum Suevos et Vindelicos (Venderne) et Gothos corrasisset, rediit ut regnum reformaret, sed, conspirantibus Danis, prioris fortunæ calamitatem expertus est. Den Omstændighed, at Sven ved denne Lejlighed havde Vender med sig, tjener ogsaa til Bestyrkelse paa, at han tidligere paa Lyrskovshede kæmpede i deres Rækker. Ellers hviler der et stort Mørke over alt, hvad der under Svens og Magnus’s sidste Krig foregik i Danmark. Thi vore egne Saga-bearbejdere have glemt at omtale det, da Begivenhederne i Norge nu næsten aldeles optage deres Opmerksomhed; Saxo og Mag. Adam vise sig fejlunderrettede, da de ikke forstaa Forholdet mellem Magnus, Sven og Harald: det er saaledes ene hos Viljam af Malmsbury og af enkelte i Sagaerne tilfældigviis givne Antydninger, at vi nogenledes erfare Begivenhedernes Gang.</ref>.
		+
		+	Da Magnus fik Efterretningen om den Ustyr, Harald og Sven gjorde i Danmark, udbød han strax Leding, og fik en stor Hær samlet. Hvor han om Vintren havde opholdt sig i Norge, nævnes ikke, men man skulde næsten formode at det har været i den sydlige Deel, hvor han havde lettere for at holde Øje med, hvad der foregik i Danmark. Rigtignok skildredes Haralds Klogskab, Styrke og Rigdom i de meest glimrende Farver. Det hed at han var større og sterkere end alle andre, at han vidste at finde Udvej i alle Vanskeligheder, at han sejrede i enhver Kamp og mod hvilken som helst Modstander, og at han var saa rig paa Guld at ingen vidste, hvor mange tusende Merker det var<ref>Harald Haardraades Saga, Cap. 18, Snorre, Cap. 20.</ref>. Magnus lod sig dog ikke heraf skrække, men styrede ned til Danmark, hvor han først opsøgte Sven. Men herpaa havde, som det synes, Harald kun væntet, for strax at begive sig til Norge, og benytte sig af Magnus’s Fraværelse til at fremstaa som Tronprætendent og, om muligt, skaffe sig et Parti. Derved brød han dog allerede det Forbund, han havde sluttet med Sven, idet han forlod ham, just da det gjaldt med forenede Kræfter at gjøre Magnus Modstand. For at besmykke sin Ferd skal han have indbildt sine Omgivelser, at Sven tragtede ham efter Livet. Han lod nemlig, som det fortælles, en Aften lægge en Træstubbe i sin Sæng ombord paa Skibet, og brede et Teppe over, som om det var ham selv, der laa der, idet han tillige ej utydeligt gav at forstaa, at han væntede Svig af Sven, fordi han i en Samtale, han tidligere havde haft med ham, ej havde viist sig saa villig til at kæmpe mod Magnus, som Sven ønskede. Om Natten kom der og en Mand ganske sagte roende hen til Haralds Skib, gik i største Stilhed ombord, og agter til Løftingen, hvor Sængen stod, løftede paa Teltet, der var over den, hug med en Øxe saa haardt i Træstubben, at Øxen stod fast, og skyndte sig derpaa tilbage, førend endnu nogen i Belgmørket havde kunnet kjende ham. Dagen efter krævede Harald alle sine Mænd til Vidne paa Svens Forræderi, idet han viste dem Træstubben med den fastsiddende Øxe, og man troede ham i det mindste den Gang, uagtet Sven siden, da han erfoor Beskyldningen, højtideligt fralagde sig ethvert saadant Forsøg, og forsikrede, at det Hele kun var et Opspind af Harald selv<ref>Harald Haardraades Saga, Cap. 19; Snorre, Cap. 22, jfr. Morkinskinna og Flatøbogen. De sidste fortælle Begivenheden saaledes, at et Par Pile traf Haralds Seng; man seer altsaa at der har været forskellige Beretninger derom. Alle de nævnte Sagabearbejdelser ere enige om at lade Haralds Tilbøjelighed til at skille sig fra Sven opkomme ved et hemmeligt Tilbud om Forlig og Deling af Norge, som Magnus havde sendt ham. Men at dette er urigtigt, sees deraf, at endog Morkinskinna desuagtet lader Harald paa egen Haand antage Kongenavn paa Oplandene, og Magnus ile imod ham for at stride med ham, hvorefter der anden Gang, og nu aabenbart den rette Gang, fortælles om Mæglingsforsøg og Forligstilbud. Hrokkinskinna og Snorre lade ogsaa Harald og Sven komme i en Ordvexling umiddelbart før hiint foregivne Attentat paa Haralds Liv. Sven og Harald, fortælles der, sad en Aften ved Drikken, og den første spurgte Harald, hvad han ansaa for det ypperste af sine Klenodier. Harald nævnte sit Banner, Landøde, der skaffede den Sejr, foran hvem det blev baaret. Det tror jeg ikke, skal da Sven have sagt, førend du tre Gange har kæmpet med din Frænde Kong Magnus og sejret over ham. Harald skal have svaret i Vrede, at Sven ej behøvede at minde ham om hans Frændskab med Magnus: det var ikke derfor, at han drog imod denne i aabenbar Kamp, at han jo heller ønskede at møde ham paa en lempeligere Maade. Dertil skal Sven, idet han skiftede Farve, have sagt, at man nok tiere havde seet Prøver paa at Harald ikke holdt andet af sluttede Aftaler, end hvad der var ham selv til Nytte; til Gjengjeld skal Harald have bebrejdet Sven, at han selv ikke havde holdt sit Løfte til Magnus, og dermed skiltes de. At denne, eller en lignende, Samtale kan have været holdt, er i og for sig ikke usandsynligt (hvorvel man snarest maa antage, at Harald og Sven under Krigen i Danmark ej vare sammen, men opererede hver paa sin Kant), men man behøver ej at søge Aarsagen i nogen hemmelig Paavirkning af Harald fra Magnus’s Side; Haralds Stræben efter at drive sin egen Sag i Norge og overlade Sven alene at udfægte Kampen med Magnus maatte være nok til at vække Svens Misnøje og fremkalde den Beskyldning, at Harald ikke skjøttede om at opfylde andet af hvad han havde lovet, end hvad der var ham selv til Gavn. Samtalen nævnes heller ikke i Morkinskinna og Flatøbogen; Fagrskinna udelader saavel Samtalen, som Haralds List, men siger kun at Harald og Sven deelte Flaaden mellem sig. Delingen har dog vist snarere fundet Sted fra først af.</ref>. Harald skyndte sig nu, saa hurtigt han kunde op til Viken, og ind ad Folden og Oslofjorden. Hans Sejlads beskrives som meget prægtig, da hans Skibe baade vare store og meget stadselige. I lang Afstand kunde man see de forgyldte Dragehoveder og Fløje, naar Solen skinnede paa dem. "Da du", siger Valgard i et Vers herom, "styrede med dine Skibe fra Sønden, var det at see til ind i Dragens opsperrede Gab, som om der brandt Ild. Skejden med sin røde Stavn skinnede af det reneste Guld, og Dragen kløvede Bølgen i sin piilsnare Fart"<ref>Harald Haardraades Saga Cap. 19, Fagrskinna Cap. 167.</ref>. Haralds Hensigt var at søge sine Venner og Frænder paa Oplandene, og saaledes især paa Ringerike, for at bede dem om Understøttelse. Han har derfor efter al Sandsynlighed lagt ind i Dramnsfjorden, og derfra taget Landevejen til Ringerike. Men da Harald kom op til sin Odel, hvor hans Fader havde været saa mægtig, og opfordrede Bønderne til at give ham Kongenavn, hvad hans Byrd berettigede ham til, vovede ingen at efterkomme hans Begjæring. Alle frygtede for at lægge sig ud med Magnus, ved at give nogen Kongenavn, saa længe han levede. Hans Brødre, Halfdan og Guthorm, synes ej længer at have været i Live, og om de end levede, vare de stilfærdige og sagtmodige Mænd, der neppe havde Lyst til at sætte deres Liv og Ejendom i Vove for Haralds Skyld<ref>Den blotte Omstændighed, at Harald, skjønt den yngste af Brødrene, gjorde Fordring paa Kongenavn og saaledes optraadte som Familiens Hoved, viser at hans Brødre maa være døde. Se ovf. B. IV. S. 362. Merkeligt er det dog, at hans Systerdatter Sigrid var eller blev gift med Eindride, Einar Thambarskjelves Søn, og hans Broderdatter Thorbjørg med Finn Arnessøn, begge Haralds bitreste Fiender. Dette tyder hen paa at Harald var i mislig Forstaaelse med sine nærmeste Frænder.</ref>. De eller deres Arvinger have vel desuden anseet ham som en besværlig Prætendent til en Deel af Familiegodset, som de under hans lange Fraværelse havde deelt mellem sig efter den gamle, i de svenske Love udtrykkelig udtalte, men vist ogsaa i Norge etterfulgte Regel, at den Mand, der sidder i Grækenland, ikke tager nogen i Hjemmet faldende Arv<ref>Se ældre Vestgøtalag, Erfdabalk XII.</ref>. Tilbageviist fra Ringerike begav Harald sig op til Gudbrandsdalen, for at forsøge om det her vilde gaa ham bedre. Her var han ogsaa virkelig heldigere, ettersom hans mægtige og indflydelsesrige Frænde, den femtenaarige Thore, paa Steig, der allerede da synes at have tiltraadt Gaarden efter sin Fader, tog hans Parti, og saaledes gav den første Prøve paa det urolige Sind, der siden i hans høje Alderdom voldte hans Død<ref>Thore var en Søn af Thord, der 1025 blev gift med Olaf den helliges og Haralds Moster, Isrid Gudbrandsdatter, se ovf. B. IV. Om hans Død, se nedenfor, Magnus Barfods Historie.</ref>. Harald sammenkaldte et Thing, og paa dette gav Thore ham Kongenavn. Til Belønning for ærede Harald ham en Masurbolle med Sølvrand og forgyldt Laag, fyldt med brændt Sølv; dertil to Guldringe, hver af 1/2 Marks Vegt, og en Kappe af bruunt Purpur, fodret med hvidt Pelsverk. Han lovede ham derhos stor Forfremmelse, hvis det lykkedes ham at blive Herre over Riget. Paa denne Maade skaffede Harald sig Kongenavn og nogle Tilhængere, med hvilke han nu drog om paa Oplandene, idet han kaldtes Konge af Bønderne<ref>Harald Haardraades Saga, Cap. 20, Snorre Cap. 24, Fagrsk. Cap. 168.</ref>.

	==Fotnoter==		==Fotnoter==
−
	<references/>		<references/>

← Eldre revisjon	Revisjonen fra 5. jul. 2026 kl. 12:10
(Én mellomliggende revisjon av samme bruker vises ikke)
(Ingen forskjell)

@@ Linje 72: / Linje 72: @@
 * [[Om isens växlande former‎]] (svensk; ''Olaus Magnus'', 1555 / 2010)
 * [[Om ringfrost och snöfall‎]] (svensk; ''Olaus Magnus'', 1555 / 2010)
@@ Linje 96: / Linje 97: @@
 * [[Kvinden der bedrev hor med sin far]] (dansk; ''Jesper Lauridsen'', 2026)
 * [[Kvinnelige  makter - Jomfru Maria og hennes førkristne skygger]] (norsk; ''Knut Rage'', 2026)

@@ Linje 3 387: / Linje 3 387: @@
 =====Gotalœkr =====
-* <FONT COLOR=49727E>Fordanskning:</FONT> Gotabækken  [[Bilde:Vesturland .jpg|150px|right]]
+* <FONT COLOR=49727E>Fordanskning:</FONT> Gotebækken  [[Bilde:Vesturland .jpg|150px|right]]
 * <FONT COLOR=49727E>Beskrivelse:</FONT> Vandløb og gård, Snefjældsnessyssel, Vestisland.
 * <FONT COLOR=49727E>Kilder:</FONT> ''Landnamsbogen:'' 65; M17

← Eldre revisjon	Revisjonen fra 5. jul. 2026 kl. 06:25
(Én mellomliggende revisjon av samme bruker vises ikke)
(Ingen forskjell)

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. jul. 2026 kl. 05:25
Linje 61:		Linje 61:
	::35. [[Om åskvädrens betydelse i hvarje särskild månad]]		::35. [[Om åskvädrens betydelse i hvarje särskild månad]]
	::36. [[Om götarnas alfabet]]		::36. [[Om götarnas alfabet]]
		+
		+
		+	<big>'''Bok 2. Om Nordens underbara naturföreteelser'''</big>
		+	::1. Om brinnande vatten
		+	::2. Om mystiska egenskaper hos några berg
		+	::3. Om uppenbarelser af drunknandes skuggor
		+	::4. Om hemska ljud från strandgrottor
		+	::5. Om en klippa, kallad Hafsmunken
		+	::6. Om den krönta klippan och fiskerikedomen vid densamma
		+	::7. Om hafssvallet eller oceanens ebb och flod
		+	::8. Om hafssvalg och om isens märkvärdiga natur
		+	::9. Om Grönländarnas läderbåtar
		+	::10. Om skeppsbrott vid Grundtlands [Grönlands] kuster
		+	::11. Om Gruntlands [Grönlands] dvärgar och Hvitarks klippa
		+	::12. Om de norska hafskusternas omätliga djup
		+	::13. Om hamnar med inslagna järnringar
		+	::14. Om den äfventyrliga passagen öfver bergen Skars och Sula mellan Sverige och Norge
		+	::15. Om vägstoder i snöfjällen
		+	::16. Om färder som företagas under mörker
		+	::17. Om lyse och torrvedsfacklor
		+	::18. Om vattendrags uppsvällande och anlopp
		+	::19. Om tre berömda sjöar i Götaland
		+	::20. Om klipphålor såsom försåtliga tillhåll
		+	::21. Om den urgamla, härliga konungaborgen Årnäs i Västergötland
		+	::22. Om en underbar trädgård på Kindaberg i närheten av nyss nämnda slott
		+	::23. Om ön Ölands, i Götaland, skönhet och fruktbarhet
		+	::24. Om den ryktbara götiska ön, som kallas Gotland
		+	::25. Om furstliga vapensköldar inhuggna på berghällarna vid Hangö
		+	::26. Om kristaller och magneter
		+	::27. Om hjälmprydda klippor
		+	::28. Om trånga pass vid insegling i hamn
		+	::29. Om steniga och trånga farleder
		+	::30. Om strida strömmar
		+	::31. Om olika gestaltningar af strandklippor
		+	::32. Om baustastenar och källsprång
		+	::33. Om märken för att uppleta källor

@@ Linje 71: / Linje 71: @@
 * [[Om pave Marcellinus]] (Danish; ''Jesper Lauridsen'', 2026)
 * [[Kvinnelige  makter - Njorun: Njords mystiske søster]] (Norwegian; ''Knut Rage'', 2026)
@@ Linje 93: / Linje 96: @@
 * [[Kvinnelige  makter - Jomfru Maria og hennes førkristne skygger]] (Norwegian; ''Knut Rage'', 2026)
 * [[Om mångårdar och ännu något om solens afspeglingar]] (Swedish; ''Olaus Magnus'', 1555 / 2010)

@@ Linje 72: / Linje 72: @@
 * [[Om pave Marcellinus]] (dansk; ''Jesper Lauridsen'', 2026)
 * [[Kvinnelige  makter - Njorun: Njords mystiske søster]] (norsk; ''Knut Rage'', 2026)
@@ Linje 94: / Linje 97: @@
 * [[Kvinnelige  makter - Jomfru Maria og hennes førkristne skygger]] (norsk; ''Knut Rage'', 2026)
 * [[Om mångårdar och ännu något om solens afspeglingar]] (svensk; ''Olaus Magnus'', 1555 / 2010)

@@ Linje 6 950: / Linje 6 950: @@
 ----
 =====Kollslœkr =====
-* <FONT COLOR=49727E>Fordanskning:</FONT> Kolbæk  [[Bilde:Vesturland .jpg|150px|right]]
+* <FONT COLOR=49727E>Fordanskning:</FONT> Kollbæk  [[Bilde:Vesturland .jpg|150px|right]]
 * <FONT COLOR=49727E>Beskrivelse:</FONT> Gård og kilde/bæk, Borgarfjordsyssel, Vestisland.
 * <FONT COLOR=49727E>Kilder:</FONT> ''Landnamsbogen:'' 28

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 4. jul. 2026 kl. 05:52
Linje 1:		Linje 1:
−	[[Fil:~~Martyrdom of pope Marcellinus~~.~~jpg~~\|~~thumb~~\|~~right~~\|~~300px~~\|~~<center>'''Sankt Marcellinus’ martyrium</center>]]~~	+	{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
		+	\|- style="background-color:#e9e9e9"
		+	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
		+	\|-
		+	! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link=Om pave Marcellinus]] !! !!
		+	\|-
		+	\|}