»Reis nordpaa og ned !«

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

»Reis nordpaa og ned !«
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


En Mand paa Nordlandet roede engang ud paa Fiskefangst, men da han vilde til Land igjen, opstod der en Søndenvind, som blæste ham stærkt imode og drev ham bort fra Land, længere og længere, saa at han tilsidst troede, at han maatte drive ud paa det vilde Hav. Han begyndte at blive en Smule forknyt, thi bestandig blev det mørkere og mørkere, jo længere han drev ud paa Havet, og tilsidst kunde han neppe see Haand for Øie, formedelst Mulm og Taage. Endelig kom han dog til Land; han fastgjorde sin Baad og gik op paa Strandbredden, men da han med sine Hænder greb for sig, for han kunde jo ikke see Noget, bestod Strandgruset kun af Aske og Kul. Nu begyndte han for Alvor at blive hed om Ørene, men han blev dog ved at gaae nordpaa, omspændt af det sorteste Mulm, og ad en Sti, der gik meget brat nedad. Saaledes gik han længe, ligesom iblinde, indtil han skimtede noget Rødt i det Fjerne; did stævnede han og kom saa endelig til et stort og uoverskueligt Baal. Men hvad der især forundrede ham, var, at Baalet vrimlede af noget Levende, der saae ud, som det kunde være Sværme af Fluer eller Myg. Men foran Baalet stod en forfærdelig Jette med en frygtelig Jernstang i Haanden, hvormed han ragede i Baalet og feiede det sammen, forat intet Levende skulde komme bort. Alligevel slap en Flue ud og kom henimod Manden. Han spørger den om Navn og hvad dette har at betyde, men den svarer, at Baalet, som han kan see, er Helvede. Jetten er Fanden selv og det, der mylrer i Ilden, er de Fordømtes Sjæle, af hvilke den selv er een, fortæller den, idet den roser sig af sit Held med at være sluppen bort. Men neppe havde den faaet udtalt, før Jetten savnede den, thi Djævelen hytter sine Folk, saae, hvor Sjælen var henne, slog til den med sin Stang og kastede den et langt Stykke ind i Baalet. Da blev Manden bange og løb, med Tungen ud af Halsen, tilbage, men et godt Stykke Vei havde han at løbe, og steil og brat gik Veien opad; dog blev det lidt efter lidt lysere, som han kom opefter. Saa gik han den samme Vei tilbage.


Derfor siger man nu, naar man ønsker Ondt over Nogen, »at han skal reise nordpaa og ned«; man mener jo af Historien om denne Reise at kjende, hvor Helvede ligger. Men til end ydermere Bekræftelse paa denne Fortælling pleier man at anføre det Vers af Passionssalmerne, hvori det hedder:


»Fanden venter paa Sjæle hist,
For at stege dem paa sin Rist.«