Årene 1702—12 (Árni Magnússons Levned)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Árni Magnússon (1663-1730)

Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson

VII
Årene 1702—12.
Virksomhed på Island, især Jordebogsarbejdet

Handelen på Island havde i et århundrede været monopolhandel, hvis fordærvelige virkninger forlængst var følte og påklagede. Det var for at klage over taksten, at Árnis fader blev sendt til København (se ovf.). Det må betragtes som givet, at Árni i sit hjem og påvirket af sin fader har lært handelsforholdene og deres skadelighed grundig at kende. Han har uden tvivl i sin ungdom fået indpodet en uvilje mod de danske købmænds hele færd og det uvæsen, de drev. Omkring århundredskiftet var det blevet sådan, at en ændring måtte indtræde eller søges iværksat. Man havde truffet den ordning, at landet deltes i bestemte handelskrese med de strængeste påbud om, at man måtte holde sig til købmanden i sin egen kres. Der forekom forsyndelser herimod af en ret ubetydelig art, men de straffedes hårdt. Således havde en mand, Holmfastur Gudmundsson, til en anden købmand end han skulde 1698 solgt »3 langer, 10 kullere og 2 bundter svømmeblærer«. For denne overtrædelse blev han bundet til en pæl og kagstrøget »med 16 slag af bøddelen«; han var forresten bleven dömt til at betale »8 merker« (ɔ: 10 rdl. in specie), men havde kun en ussel båd at betale med, som ikke blev modtaget. Flere lignende sager kendes. Denne sag nævnes her, fordi Árni senere fik med den at göre. Embedsmændene (sysselmændene) var heller ikke altid som de burde være og var selv undertiden afhængige af købmanden mere end godt var. De strænge år og al denne handelsnød i forbindelse med kongeskiftet 1699 bevirkede, at tingmændene, der i anledning af kongehyldingen var talrigt samlede i sommeren 1700, følte trang til at göre noget. Resultatet blev, at man enedes om at skrive til kongen og bede om hjælp. En af de mest fremtrædende blandt dem var den danskfødte lagmand Laurits Gottrup, der fandt støtte hos den daværende, iøvrigt ilde berygtede amtmand Chr. Müller. Tillige bad de om at måtte sende den ene af lagmændene til København, for mundtlig at forklare tilstanden. Kongen gav sit samtykke dertil, og amtmanden opfordrede Gottrup til at påtage sig rejsen. På altinget 1701 blev man imidlertid bange for, at denne sendelse vilde komme til at koste for meget, og mente, at embedsmændenes skriftlige forklaringer og indberetninger kunde göre samme nytte. Denne opfattelse gjordes bl. a. gældende af biskop Jón Vidalin til Skalholt og dennes slægtning, Páll Vidalin, der i det følgende kommer til at spille en stor rolle. Disse 2 Vidaliner var Árni Magnussons særlig gode venner. Amtmand Müller sluttede sig nu også til denne opfattelse, hvoraf følgen blev, at han og Gottrup blev uvenner. Ikke desto mindre rejste Gottrup til København samme sommer. Kongen udnævnte i oktober en kommission for at undersøge og overveje hele sagen. Det hører ikke herhen at komme nærmere ind på de særlige forhandlinger om handelsforholdene. Men sagen førte til, at kongen mente, at der var al grund til at undersøge landets hele tilstand og forhold, for at prøve på at få forbedringer deri og i det hele fremkalde nødvendige reformer. Jón Ólafsson antyder efter Árni, at grunden også var den at undersøge, om man ikke kunde få flere skatter af landet. Nu er det, at man i denne forbindelse kommer til Árni Magnusson.

Hans kendte praktiske dygtighed og indsigt i alle islandske forhold har utvivlsomt udpeget ham som den, regeringen havde bedst tillid til at udføre den gærning, som den ønskede. Ret pludselig og uvæntet for Árni kom udnævnelsen til den virksomhed, han som kommissær skulde udføre på Island.

25. april 1702 blev der udfærdiget et reskript til ham om at rejse til Island og dér udrette, hvad en ham medgiven instruks udførlig krævede. Og der tilföjedes: »skulde han ellers af sig selv observere noget videre der i landet, end hvad ham var befalet at forrette, som kunde geråde H. K. M. til tjæneste eller det gemen til bedste, skulde han det skriftlig forfatte og tillige med det øvrige ved hans tilbagekomst Hs. Maj. tilstille«. Instruksen selv er dateret 22. maj 1702 og består af 30 paragraffer. De første 4 paragraffer handler om en tilvejebringelse af en hele landet omfattende jordebog. Der skulde foretages undersøgelse af, hvorvidt almuen var trykket af ubillige pålæg, og klager modtages over embedsmænd (§ 5,6); købmændenes overholdelse af oktrojen (§ 7) og havneforholdene (§ 9), domkirkerne og bispestolene, samt skolernes tilstand m. v. (§ 10—13) skulde undersøges. Det kgl. jordegods skulde optegnes (§ 15—16). Foruden endnu andre ting skulde også visse bestemte sager undersøges, som den ovf. nævnte Holmfasts, en anden angående Tomas Konrádsson osv. (§ 22 og 23); grundene til svovlminedriftens ophør (§ 25) skulde efterforskes, beretning om fremmede nationers forbudne handel indgives (§ 27). Kommissærerne — der skulde være en til foruden Árni — havde ret til at lade sig »dokumenter ved domkirker, klostre eller hos privatmænd, som kan være til nytte uden tergiversation« forevise (§ 29). Det er som man sporede Árnis egne ord i denne paragraf. Og endelig hedder det i § 30: »alt hvad kan tjæne til landets tarv og opkomst samt de kgl. indkomsters forbedring overlades i øvrigt til kommissærernes nidkærhed, som vil blive nådig påskønnet«.

Kort over Island fra Árni Magnússons tid
Nicolas Sanson, 1698

Som man ser, var instruksen overmåde omfattende og gav kommissærerne en meget udstrakt myndighed samt anledning til så at sige at blande sig i eller tage sig af så godt som alt i det offenlige liv forekommende — bortset naturligvis fra alt lovgivningsarbejde —. Den led af samme fejl som instrukser i disse tider jævnlig led af, at bebyrde en enkelt mand — her dog to — med et uoverkommeligt arbejde, et arbejde, der i dette tilfælde tilmed var meget uligartet. Når man desuden — hvad man gjorde — tænkte sig arbejdet udfört i løbet af nogle få år, havde man regnet grundig fejl. Uden tvivl må arbejdet ved det nye jordebogsforetagende være betragtet som det vigtigste og mest påkrævede; det stilles da også i spidsen af instruksen. Et grundigt kendskab til jordegodserne og deres tilstand, kort sagt, det økonomiske grundlag for landets trivsel og opkomst, var og måtte være det allernødvendigste. Hermed stemmer det oprindelige, vel fra Árni selv stammende udkast til instruks, der endnu haves. Af dette ses også, at fuldmægtig, senere landfoged P. Beyer oprindelig var udset til at tiltræde kommissionen som sekretær; dette skete dog ikke. Det er sikkert Árni selv, der har fået sat igennem, at Páll J. Vidalin blev det andet medlem af kommissionen. Han var som sagt Árnis gode ven, og denne har væntet et godt samarbejde fra hans side, hvad der også blev tilfældet. Der blev sendt skrivelser til amtmand Müller, bægge biskopper og lagmænd om at yde kommissærerne al mulig støtte. 25. april fik Árni ordre til at rejse til Island med förste skib. 17. maj indgav han til Rentekammerkollegiet et andragende om Iön m. m., nemlig 200 rdl. til equipage, til sig og en tjæner fra afrejsen til ankomsten til Island 4 rdl. ugentlig, til fortæring i landet 2 rdl. pr. dag, til hans medkommissær 1 rdl. og så 4 rdl. om ugen til nedrejsen igen. Alt det øvrige (rejser i landet, papir og desl.) vilde han bekoste selv. 22. maj samme dato som instruksen) tilstår kongen Árni ikke blot hvad han har önsket, nemlig de 200 rdl. til equipagen, 4 rdl. til rejserne mellem Island og Khavn, samt 1 rdl. pr. dag til subsistence osv.. men også lov til at oppebære sin gage som embedsmand : 29. maj udstedte Árni et udlånsbevis for 7 fra Rentekammeret udlånte jordebøger, der nærmere specificeredes. Han vilde forberede sig så godt som muligt til arbejdet. 29. maj rejste han fra København, sikkert med købmand Fjelderup (Breve s 148). 18/19. juni var han nord for Langanes og ankom til Hofsós 24. juni, hvorpå han og hans værkfælle Páll Vidalin red til altinget, hvor kundgörelsen om deres hværv blev oplæst 18. juli. Af den ses, at den oprindelige plan var, at enhver jordejer selv skulde give en fortegnelse over sine jorder og deres værdi og dermed lade følge afskrifter af dokumenter ang. ejendomsretten, samt af kirkernes dokumenter af samme art. Alt dette skulde være færdigt i løbet af næste vinter og afleveres på altinget næste sommer. På denne måde har man altså tænkt sig en jordebog over hele Island fuldført eller ialfald alt materialet dertil samlet i löbet af ét eneste år. Denne plan har imidlertid hurtig vist sig uigennemførlig, så snild og simpel den end kunde synes at være, og en anden, sikkert mere pålidelig, men også mere langsom, fremgangsmåde måtte vælges, den der fulgtes, som det snart skal ses.

Det første brev iil Árni, der kendes, efter hans ankomst til Island, er fra købmand C. Pouelsen på Stappen (Arnarstapi) 3/7, og sendt til altinget. Foruden at meddele den elendige tilstand sender købmanden dommen over Thomas Konrádsson, hvem han har sagsøgt (jfr. instruksen ovf.). Brevet forudsætter, at Árni kommer der på egnen og købmanden stiller sit hus til hans rådighed. Ejendommeligt nok findes endnu et brev fra købmand Bærtelsen (Revets krambod, Snefjældsnæs) 4/7, hvori også denne klager stærkt over de slette tilstande (her særlig fiskeriets) og almuens armod, der er ude af stand til at betale, hvad den skulde. Det hedder utilsløret: »dette bedes ydmygst edle hr. professor vilde behage ved skibenes hiemsejling til dett kongl. rentekammer at referere«. Mulig er det hensigten med disse breve at søge at påvirke Árni til gunst for købmændene. Et andet brev fra samme af 24/8 haves af lignende indhold. Det er adresseret til Árni »a Westfjord«. Allerede nu besvarer Árni fra altinget 19/7 en forespörsel fra biskop Björn om forståelsen af en forordning, også ang. forhold til handelspladser, (»det må stå enhver frit for fra fjærntliggende distrikter at føre landskyld og lejer til sit hjem«). Sysselmand Magnus Björnsson skriver 8/8 og beder, under henvisning til samtale på altinget, at Árni vil skrive med »hans og almuens supplique«. Også fra købmand Fjelderup modtog Árni en anmodning (14/9) om, at Hofsos' distrikt ikke blev forminsket.

At Árni straks tog sig af de sager, som var ham pålagt, viser hans brev 21/10 til Steindor Finnsson, hvori han beder denne om oplysninger angående kontrakten mellem Thomas Konrádsson og købmand Jacob Sörensen på Rif. 8/3 1703 svarer Steindor, at derom husker han intet nöjagtig.

Da jordebogsarbejdet var det betydeligste og vigtigste af Árnis hværv, ligesom det også blev det resultatrigeste, vil det nu blive udførlig behandlet i det følgende i forbindelse med Árnis liv og opholdssteder iøvrigt i dette tidsrum.

At Árni på det omhyggeligste har overtænkt og forberedt den opgave, han påtog sig, er indlysende, selv om man ikke havde alle de papirer vedrørende hværvet, som endnu haves. Blandt disse er særlig 462, fol. at mærke; her findes regler for jordernes vurdering samt en fuldstændig plan for jordebogens indretning m. m., det meste med Árnis egen hånd. Planen er fulgt i praxis, men her skal man ikke komme nærmere ind på denne sag, da den uden tvivl vil blive behandlet i indledningen til udgaven af jordebogen. Hvad der findes i 1014, 4° er uden tvivl også forberedelser til jordebogsarbejdet Jfr. også 223, 8°).

Man er ret godt underrettet om Árnis og hans medarbejder Páll Vidalins rejser dels gennem Árnis breve, dels og især gennem Pálls »annal« for årene 1700—09 (trykt 1904); endelig giver Jordebogen selv nöjagtige oplysninger om, når enhver del af den blev udfærdiget. Da det kan væntes, at der i indledningen til udgaven af denne vil findes alle oplysninger om de enkelte sysler og repper, er det ikke nødvendigt her at gå i detaljer. Her skal der derfor i al korthed göres rede for Árnis rejser og virksomhed ved jordebogen.

Efter at de to mødtes 1702 red de først til Bessestad og Vidø for at efterse bygninger osv. i henhold til instruksen. Senere hen på sommeren mødtes de igen efter aftale i Hvammur, Árnis ungdomshjem, hvor hans broder Magnus nu var præst. Den 8/8 har Magnus Björnsson forudsat, at han rejste derhen. Derfra rejste de til Skógarströnd og ud i Eyrarsveit, Árni videre rundt om Snefjældsjökel, hvorefter de mødtes på den bekendte præstegård Staðarstaður (på sydsiden af næsset). Herfra skrev de rundskrivelser til sysselmændene angående folketælling og husdyrbestand. Her var de endnu i oktober (brev 21/10). Árni har også selvfølgelig besøgt sin morbroder Páll Ketilsson, der havde været præst dér, men nu bode på Slitvinda- (Slítanda-) staðir; herfra haves brev 15/12, hvori denne takker Árni for godt samvær. Noget efter er Árni rejst til Skalholt (rejsen tog 8 dage), hvor han ses at have været 15 novbr. På Skalholt opholdt Árni sig i det hele taget hver vinter under sit ophold i Island, hos sin gode ven, biskop Jon Vidalin. den berömte prædikant.

Resultatet af reisen for jordebogens vedkommende var, at omtr. halvdelen af syslet (Snefjældsnæs) blev færdig. Det var en god begyndelse (br til Rentek. 20/6 09). 1703 rejste bægge kommissærer til vestlandet, først ud i Bjarnøerne og Flatø, derpå til Bardestrand, og landede ved Hagi; opholdt sig på gården Bær, hvorfra turen igen gik ud til Bjarnøerne, derfra til Tjaldanessand, over Sælingdalsheden til Hvammur. Dette var i juni måned. Men kommissærerne fik nu et missive fra kongen om at undersöge Bessestad selv, og de skulde også møde på altinget. Fra Bessestad (i august; derefter til Grindavik), hvor de opholdt sig en halv måned, tog de til Vidø og udarbejdede jordebogen over hele den sydlige del af Guldbringesyssel. I sept. var Árni på Utskálar og i Keflavik. Her var de først færdig i november, vejret var, siger Árni »usædvanligen mildt og godt«. Árni tog så over Reykjavik og Saurbær på Kjalarnæs (sammen med Páll) til Skalholt. De havde nu høstet erfaringer, og de kunde indse, at det hele gik og måtte gå meget langsomt. Derfor tog de nu den beslutning i de følgende somre at »separere sig«, arbejde hver for sig med hjælpere (skrivere). Det skete også således for det meste herefter.

I deres indberetning til kongen 30. aug. 1703 giver de et overslag over arbejdets varighed. Der henvises til, at assessor Klein for omtr. 20 år siden fik befaling om at indrette en jordebog: dertil gik der 7 år, uagtet det var sysselmændene selv, der gjorde arbejdet; dertil er den jordebog meget mangelfuld, idet meget er forbigået, der burde være medtaget, og der er mangfoldige fejl derved. Nu har de nöje overvejet, hvor lang tid dette arbejde vilde tage, og mener, at såfremt ingen særlige forhindringer kom, kunde det blive færdigt ved udgangen af 1708. Det er i tiden medio maj til medio octobris, at der kan arbejdes. Der göres rede for de hindringer og besværligheder, der selv om sommeren kan træde forstyrrende ivejen. Alt dette er fuldkommen i sin orden. Rentekammeret synes at have holdt sig strængt til det her anførte årstal, som det siden vil ses.

1704 begav Árni sig i maj til Vestmannaøerne og gjorde jordebogen over dem færdig; den er det eneste, der findes med hans egen hånd. Det arbejde tog 5 uger. Páll tog til Kjósarsyssel og optegnede jorderne i Mosfellssveit. Der kom Árni til ham og de fortsatte arbejdet til altinget trådte sammen. Her indfandt de sig bægge d. 8. juli og deltog i domme. Efter altinget begav de sig østerpå helt hen til Lómagnúpssand og gjorde jordebog over Vesterskaftafellssyssel helt hen til Myrdalssand med standkvarter på Þykkvibær og Kirkjubær. Her havde de rigelig lejlighed til at forhandle med hinanden og rådslå om det hværv, der var pålagt dem. »De kom overens om, hedder det i P. Vidalins Aldarfarsbók, at uretfærdig adfærd af dem, som rådede over jordegods, de åndelige over åndeliges godser, kongens forleningsmænd over kongens ejendomme og proprietarii over deres egne, var en af de störste grunde til landets udarmelse, og især manglen på erstatning for kvilder, som da i nogle år havde plaget almuen tvært imod landets lov og al gode mænds gammel sædvane, hvilket altsammen i höj grad havde udarmet bønderne, til bedste for dem, som styrede jordegodserne, men til fordærv for lejerne, som foruden al erstatning for kvilder måtte, noglesteder i 70, 60, 50, 40, 30, 20 år, leje døde kvilder som lovlige.

Men forat bønderne aldrig skulde kunne tilbagelevere lejekvilder eller byde dem op ifølge lovens lydelse, havde husbønderne nogle steder fået sat igennem, at alt lejekvæg var med lejerens mærke. Kommissærerne betænkte, hvilken lovløshed dette var tværtimod loven. Købebolken k. 16. allermest på de godser, som kongen ejede og forpagtede til andre for en vis afgift« osv. Resultatet af kommissærernes overvejelser er den velskrevne og udførlige indberetning af 20. sept.. skrevet på Tykkebæ-kloster.

Efter endt arbejde østerpå drog de tilbage, Árni til Skalholt.

1705 rejste Árni østerpå igen, vistnok i begyndelsen af juni (3/5 er han endnu i Skalholt) og gjorde jordebog over resten af Vesterskaftafellssyssel færdig (Myrdalsegnen; 27. juni får Árni brev fra biskoppen, adresseret til Dyrhole eller Holt under Øfjældene). Páll udførte arbejdet i Kjos og på Kjalarnes. Bægge kom de så til altinget. På dette skulde der dömmes i den kedelige sag mellem Árni og bonden Magnus på Brødretunge, som vil blive omtalt senere. Árni drog efter altinget til Bessestad. Denne sommer fik kommissærerne atter brev fra Rentekammeret, hvori det pålagdes dem at undersøge »mange og store dokumenter«, som var tilsendte dem, angående den islandske handel, om den skulde være i »compagnie eller particulær«, samt hvilke købmænd havde bestemte havne og adskilte distrikter. »Men da de så, hedder det videre i Aldarfarsbók, at det var umuligt i så kort en tid at skrive en fuldkommen relation om så vigtige æmner, besluttede de, efter at være bleven enige om, at et compagni var skadeligt for landet, og en handel fordelt på flere hænder heldigere, skulde sekretæren rejse til Danmark, for dér at relatere dette, medens Páll skulde fortsætte kommissionsarbejdet«. Árni har sikkert også gærne, for sin egen skyld i anledning af sagen mod Magnus, ønsket at rejse til København. Han afrejste fra Keflavik d. 10. sept., hvor han og Páll skiltes.

Páll fortsatte jordebogsarbejdet om efteråret i sin egen hjembygd (Hrutafjorden, Midfjorden. Vatsnes og Vesturhop).

Árni opholdt sig nu i København den følgende vinter (1705-6). Angående hans virksomhed vedrørende handelsforholdene vil der senere blive handlet. Árni rejste igen fra Helsingör 18. juni, kom først til Island i Torlakshavn 8. juli, medens altinget stod og han begav sig straks derhen; Páll, der havde flere sager at göre med, blev glad ved hans komme. Forholdet til amtmand Müller var blevet ret spændt. Iøvrigt foretog Árni sig intet videre i jordebogsarbejdet, men red fra tinget over Eyrarbakke, hvor han var sammen med Páll, til Skalholt, hvor han forblev vinteren. Dér er han allerede 5. sept. Páll var i dette år så meget virksommere. För altinget havde han taget jordebog over de 3 sydligste repper i Borgarfjordsyssel, efter altinget over den sydligste del af Arnessyssel (Selvog, Grafning og endel af Ølves), hvorefter han rejste til nordlandet og fortsatte her arbejdet i nogle repper i Hunavatssyssel (Svinadal, Ásar, Vatsdal, Vididal).

Her skal indskydes, at Árni, i henhold til instruksen, overdrog sin broder, Jon, at forfatte jordebogen over Dale- og Strandesyssel. Dette arbejde udførte han i årene 1703—06, samt 1709— 10 (dele af Strandes.).

1707 er et år, der i landets historie karakteriseredes ved den store koppepest, der kom til landet i juli måned og rasede forfærdelig med megen mandedød i hele den sydvestlige del af landet. Páll rejste om foråret til Borgarfjorden for at göre jordebog over den sydligste, resterende rep dér (Skilmannahreppur); Árni (endnu 13/5 i Skalholt) mødte ham på Skagi (Akranæs). Her var de 8 dage i juni (br. 15/6) på Vogatunga (Leirársveit) i tælte. Her udgav de ordrer om »kontributionen« til at bestride omkostningerne ved Gottrups rejse til København. Alt gik uhyre langsomt; grunden til at det havde trukket så længe ud med denne sag var, at der skulde skaffes oplysninger fra de forskellige sysselmænd. Fra Vogatunga rejste Árni tilbage til Skalholt, men Páll gjorde jordebog over Leirársveit, Melasveit, Andakil og Skorradal. Árni red som sædvanlig til tinget med biskoppen, hvor Páll også indfandt sig. Fra tinget red de først til Bessestad (der var de 3/8), ti atter var der kommet kongelig skrivelse om, at de sammen med amtmanden skulde indgive en relation angående den nye forordning af 1705 om erstatning for kvilder m. m. Derefter rejste bægge to til Snefjældsnæssyssel, Árni over Kjalarnæs til Saurbær, og derfra ad søvejen til Saurbær på Hvalfjardarstrand, hvor de traf hinanden. Rejsen gik så videre over Rauðamelur til Slitandastaðir, hvor jo Árnis onkel bode. Her gjorde de udkast til deres relationer til Rentekammeret og Cancelliet. Da havde Árni fået en hjælper (skriver), Pjetur Markússon. Páll gjorde småture for at optage jordebog, over Bredevigrep lige til Öndverdarnæs, medens Árni synes at have opholdt sig det meste af tiden på nævnte gård, vistnok for at udarbejde brevene. På gården var han 2/9, 11/10. Men nu begyndte koppeepidemien at rase, folk døde i hobetal, til at begrave ligene manglede der både mænd og heste. Værket måtte foreløbig helt afbrydes, med nød og næppe og først sent kunde Árni komme til Skalholt (her er han 3. decbr.). Der haves i Aldarfarsbók en ret livlig beskrivelse af tilstandens elendighed. Páll vilde efter hjemkomsten have fortsat jordebogen på nordlandet, men nu var pesten også begyndt at grassere dér, så det måtte opgives.

Det følgende år 1708 gjorde Páll för tinget i maj en jordebog over Nordrárdal og resten af Borgarfjordsyssel. Han og Árni mødtes 12. juni for at rådslå om de sager, de skulde have frem på altinget, hvilket de så overværede, efter at Árni dog først var taget tilbage til Skalholt. 7—24. juli haves breve fra Árni, skrevne fra Þingvellir. Árni rejste hjem til Skalholt (jfr. breve af 11 august) og har vist gjort jordebog over en del af Rangárvallasyssel; Páll havde fortsat sit jordebogsarbejde i Grimsnes för altinget; efter dette fortsatte han med nogle nærliggende egne og om efteråret i egnene nord for Blanda. På altinget havde kommissærerne fældet nogle vigtige domme, hvorom senere. Der var atter for Árni i anledning af disse domme og andre sager fuld grund til at rejse til København, hvad han gjorde i september; med ham rejste hans brodersön Snorri. Den 9. kom han til Ørebak til skibet og kom til Khavn ved midten af oktober. Vinteren 1708—09 tilbragte Árni i København. Inden han rejste havde han fået sysselmanden Håkon Hannesson — og betalt ham forud — til at fortsætte jordebogen i Rangárvallasyssel. Under sit ophold i København forefaldt der en vigtig begivenhed i Árnis liv, idet han, 46 år gammel, giftede sig. Hans hustru hed Mette Fischer, enke efter en kgl. remsnider (sadelmager, en tysker). Hun var af norsk herkomst og var mindst 10 år ældre end Árni. Han var således fuldkommen fritaget for en cura posteritatis. Hvorledes det er gået til med dette giftermål, vides ikke. Sikkert er, at hun var bemidlet, og det er vel dette, der for Árni har været af betydning, men der kan også have været gensidig sympati. Brylluppet stod 16. maj, Magnus Arason digtede på latin et højtravende bryllupsdigt, der blev trykt. Jón Olafsson, der kun kendte forholdet fra ægteparrets sidste år, har egenlig ikke særlig meget til overs for hende. Han siger, at Árni »havde en hemmelig huskors, som ingen kunde mærke uden de som var ham mest familiær, helst når han var alene og havde lidt i hovedet, og undertiden hans bedste venner. Rent at sige var hans gamle kone, som gjorde mest dertil, og uanset han havde midler nok, måtte han ideligen høre på, hun havde gjort ham rig, med flere kællingehistorier, som ikke er værd at anføres«.

Jón fortæller ligeledes, at Árni havde fortalt ham, at han skulde have haft 9000 rdl. med hende, men at han kun havde fået 6000; han antyder, at hun efter giftermålet, bag sin mands ryg, havde foretaget nogle pengetransaktioner, hvorved hun blev snydt og havde således tabt en del penge. Der foreligger iøvrigt ikke meget til at bedömme hendes karakter. Der haves et par breve fra Árni til hende (1709—10) og hende til ham fra 1712. Bortset fra hendes sprog og retskrivning, som vist står på höjde med andre damers i den tid, viser hun sig som en forstandig og praktisk kone. Morsomt er, hvad hun skriver på en lap, der fulgte med brevet: »jeg vil studere på at læse islandsk skrift, vielt (! = ty. weil?) jeg er nu en halv islandsk dame. Ade min alkæreste, Ade tusinde gange«.

Efteråret 1708 (8/11) opterede Árni i Khavn »Höjmers residentz«, hvorhen han da er flyttet.

I januar dette år blev Árni notar i Konsistorium. Som sådan kunde han ikke foreløbig virke. Han rykkede op ved Ole Worms død; jfr. brev fra Reitzer 15. maj. Prof Lintrup påtog sig notar-arbejdet i Árnis sted.

Árni havde gerne villet rejse ned til Khavn igen efteråret 1709, for så til foråret efter at tage med skib til den vanskeligste egn af Island, Isafjordsyssel, men dette blev afslået. Han havde tilkendegivet Rentekammeret, at arbejdet med jordebogen formentlig kunde være færdigt 1711. Árni rejste så d. 7. juli fra Helsingør og ankom til Torlakshavn 3. august, og traf kort derefter sin kollega, der havde gjort jordebog i de egne. 1. sept. er han igen i Skalholt. Han gjorde da i november på selve Skalholt jordebog over Biskupstungur og en rep til. I indberetning 13. sept giver Árni oversigt over arbejdet i det sidste år. Under hans fravær har Páll gjort jordebog over den vestre del af Borgarfjord-syssel (der nu var helt færdig), ligeledes et stykke af Hnappadals-syssel samt en del af Hunavatssyssel, der nu også var næsten helt færdigt. Siden Árni kom hjem, har de fortsat arbejdet i Arnessyssel, der således var næsten helt færdigt, og skulde blive det inden vinterfrosten kom. Sysselmændene Hakon Hannesson og Isleifur Einarsson (i Østerskaftafellssyssel) havde gjort jordebogen over Østerskaftafellssyssel og halvdelen af Rangárvalla-syssel næsten færdig. Páll var rejst til nordlandet for få dage, for at tage fat på Skagafjordsyssel og arbejde indtil vinteren begyndte. Til foråret vil han til Isafjordsyssel. Samtidig hermed ansøgte Árni om at måtte tilbringe vinteren 1710—11 i Khavn, idet han påberåbte sig sit nylig indgåede ægteskab og helbreds-hensyn; han er af hensyn hertil rede til at slå af på gagen. 12. juni 1710 skriver Rentekammeret, at det vænter arbejdet sluttet med det første, i hvert fald til næste år. Heri må vel ligge et afslag for Árni om at rejse til Khavn om efteråret.

1710 tog bægge kommissærer så til Isafjordsyssel, som de gjorde helt færdig, foruden resten (5 tingsteder) af Bardastrandsyssel. Ved hjælp af brevene kan man göre sig et begreb om rejsen. 12. maj og 30. juni er Árni i Hvammur, 15. juli i Garpsdalur, i
august i Skutilsfjord (nuværende Isafjord købstad), 29. august
på Tingøre, 3. september på Hrafnseyri, hvorefter man atter
træffer ham i Hvammur 7. oktober; her opholdt han sig i det
mindste til den 28. okt.; 11. december er han igen i Skalholt.

I dette år blev han, skönt fraværende, gjort til assessor consistorii.

I håndskriftet AM 469 fol. kan man se et eksempel på Árni Magnússons og Páll Vídalín’s optegnelser til jordebogen (Barðastrandarsýsla på Vestfjordene).

1711 var Árni i Skalholt endnu 30. april, men d. 26—30. maj er han på vej vesterpå i Reykholt. Videre gik rejsen til Snefjældsnæssyssel, hvor arbejdet tidligere var blevet afbrudt. Nu optoges jordebog over resten, dog med undtagelse af et enkelt tingsogn, som først blev gjort færdigt 1714. Samme år optoges jordebog over resten af Arnessyssel, det siges ikke af hvem. Árni kom ikke til altinget i denne sommer (se brev nr. 54 i Brevv. s. 36). 13. august er han vendt tilbage til Skalholt, hvor han træffes i
følg. måned, samt 15. okt. men d. 23. okt. er han på Bessestad.

Rentekammeret var begyndt at blive utålmodigt over at arbejdet ikke blev færdigt og skrev et ret skarpt brev til kommissærerne 10. juni 1711. Den 23. sept skriver Árni fra Skalholt en længere redegörelse, idet han henviser til et tidligere afsendt, men forlist brev. Han omtaler, hvad der er foretaget siden 1709, og meddeler bl. a., at nu er også hele Mulasyssel, »som er det allervidtløftigste på det hele landet«, færdigt. Arbejdet her havde Þorsteinn Sigurdsson, Árnis øvede tjæner, udført. Árni nægter, at skylden for at arbejdet er gået så langsomt er kommissærernes, men henviser til, at der af »misundere og deres velyndere« er lagt dem hindringer i vejen, samt til, at de mange andre forretninger har kaldt dem fra arbejdet, og siger, at det »vilde blive alt for vidtløftigt i denne korte tid at beskrive alle de tribulationer, fortræd og uret, som vi nu på nogen års tid have måt lide her i landet«. Det er muligt, at der er noget overdrevent i disse udtalelser, i det hele og store er de vist rigtige nok, men fremfor alt var det landets udstrakthed, der måtte forsinke arbejdet, og de lange rejser i den korte sommer, noget som Árni tidligere også havde fremhævet. Vinteren 1711—12 var Árni som sædvanlig i Skalholt, med undtagelse af den antydede afbrydelse, en kortere tur til Bessestad. Praktisk talt var Árnis deltagelse jordebogsarbejdet sluttet. I det mindste ses det ikke, at han har gjort noget derved i forsommeren 1712, medens Páll arbejdede i Øfjordsyssel og den nævnte Þorsteinn i Tingøsyssel. Árni er endnu 22. maj i Skalholt; på altinget har han været og han er på Þingvöllur endnu 16. august.

Men Rentekammerets tålmod var bristet. I skrivelse til kommissærerne af 22. juli blev de beskyldte for at volde unødige processer, blande sig i dem uvedkommende sager, føre retterne i confusion, hvorved deres virksomhed hæmmes; der nægtes dem de penge, de havde ønsket, för end et resultat ses; Árni selv befales det »at forföje sig ud af landet med nærværende års skibe, at göre forklaring om deres forretning«. Det er klart, at Rentekammeret fra en anden ikke venlig side har fået meddelelser om Árnis og Pálls forhold. I skrivelsen selv siges det udtrykkelig, at de er fremkomne gennem Generaladmiral Gyldenløve, der da var stiftamtmand over Island, men han havde selv så godt som ingen direkte forbindelse med landet.

Árni havde ikke andet at göre end adlyde og forlod så Island — denne gang for bestandig — 1712 i september. Rejsen skal have været ret farlig og besværlig. Vind og vejr førte ham ikke direkte til København, men til Norge. 17. novbr. er Árni i Christianssand. Han havnede endelig hos sin gamle ven Þormóður på Stangeland og overvintrede hos ham. Først i marts 1713 kom Árni hjem til København over Fladstrand, Jylland og Fyn.

Med hensyn til jordebogen skal for fuldstændigheds skyld tilföjes, at jordebogen over Húnavatssyssel blev afsluttet 1713, over Skagafjordss. 1713—14, over Øljordss. 1713, over Hnappadals- og Snefjældsnæss. 1714; det meste udførtes af Páll Vidalin. Ejendommeligt nok begyndte og sluttede dette langvarige og möjsommelige arbejde med samme syssel.

Det er af ovenstående redegörelse klart, at Páll og andre medarbejdere som Isleifur Einarsson, Jón Magnusson og især Þorsteinn Sigurdsson, samt enkelte andre, der ikke navngives, har udarbejdet kvantitativt den störste del af værket, men Árni har også en meget betydelig del deri. Et er vistnok utvivlsomt, at det er ham, der udarbejdede det skema, efter hvilket det hele udførtes, så at det dannede en ensartet helhed, og at det er ham, der har været etslags overleder af det hele Arbejdet er udført med den störste samvittighedsfuldhed og nöjagtighed til trods for de meget betydelige vanskeligheder, der var forbundne dermed. Hvis der er unöjagtigheder deri, er det ikke kommissærernes skyld, men böndernes udsagn, »almuens underretning«, som er det konstante udtryk: denne måtte jo danne grundlaget for det, der optegnedes om jordernes kvalitet, bøndernes kreaturbestand, skatter m. m. Der er ingen grund til at tro andet end at »almuens underretning« er i alt væsenligt fuldkommen rigtig; den kritik, som er fremkommen, synes uberettiget.

Da Árni forlod Island, efterlod han hele jordebogsmaterialet, som han selv siger i sit svar 16/12 1713 på Rentekammerets rykkerskrivelse af 21/11, og kunde således intet aflevere endnu. Iøvrigt giver Árni her en udförlig redegörelse for arbejdet. Det er klart, at han er noget gnaven og får bl.a. lejlighed til at bemærke, at han »haver og allerede med min skade lært, at det tjæner ikke altid at sige for megen sandhed«. Atter 6/1 1714 forlanger Rentekammeret en redegörelse; selv om han ikke har hele materialet »skulle vi dog formode, at hr. assessor ikke derom er så ukyndig, han jo må vide, hvorledes matrikulen og jordebogen er indrettet«, hedder det lidt spydigt: tonen er ikke egenlig nådig. Gyldenløves indberetning, som Árni havde ønsket at få en kopi af, har åbenbart virket, og den hidrørte fra Árnis og Pálls uvenner. Rentekammeret afslog at give ham kopien, da indberetningen, hedder det, var bleven tilbagesendt til Konseillet. 12/6 1715 kræver Rentekammeret især oplysninger om arbejdets fuldendelse, da de oplysninger, som var sendte 1714, gik tabt ved skibsforlis. 25/6 1716 fornyer Rentekammeret sine krav om jordebogens afslutning og indsendelsen af en ekstrakt under trussel af, at sagen ellers vilde blive kongen forestillet. 27/6 s. å. indrömmer Rentekammeret, at materialet må forblive i Island til krigen var afsluttet, men hovedresultatet og en almindelig oversigt ønskedes straks. En sådan havde jo Árni tidligere gjort tid efter anden, så det er egenlig ikke let at se, hvad Rentekammeret kunde fordre udover det. I det hele ses, at Rentekammeret både för og senere ikke havde noget begreb om værket og dets vidtløftighed. 23. maj 1720 meddeler Rentekammeret, at admiral Raben har fået ordre til at nedbringe hele materialet og anmoder Árni om at sörge for, at det vil kunne ske. Raben førte så det hele sammen med alle Árnis andre efterladte sager (bøger og manuskripter) i efteråret 1720 til København. Dermed var jordebogstrængslerne ikke afsluttede. 1. novhr. 1720 udgik der reskript til Raben, Rostgaard og Árni om at undersøge de af Raben hjembragte kister og kasser med breve og håndskrifter m. m., som om ikke Árni alene vidste fuldkommen besked hermed. Kisterne indeholdt ikke blot jordebogsmanuskriptet samt breve (originaler og afskrifter), men også Árnis egne manuskripter, dels dem, han i 1702 havde ført med sig til Island fra Khavn, for nærmere at undersøge dem og mulig lade dem afskrive, dels dem, han under sit ophold havde erhværvet ved køb og som gaver. Alt dette var hans private ejendom, der, som man skulde synes, uden videre burde være udleveret til ham. Men nu skulde der foretages en undersøgelse »fra hvad steder i Island, de (brevene osv.) kan være kommen, hvem de kan tilhøre, så og om hvad materie de handler, og om de ere af nogen værdi eller raritet, og ellers hvorledes med dem kan være beskaffet«(!). Naturligvis kunde Árni ikke være tilfreds hermed, og ansøgte kongen (12/11 1720) om at måtte få de ham bevislig tilhørende bøger og dokumenter udleverede. Samme dag ansøger han Konseillet om, at visse mænd (andre end tidligere foreslået) måtte foretage undersøgelsen, hvis en sådan skulde ske. Atter 7/1 1721 ansøger Árni i en udførlig og oplysende skrivelse kongen om at måtte få sit udleveret. Han meddeler, at jordebogen og de den vedrørende dokumenter var nedpakket i 2 dertil indrettede kister, hans egne bøger osv. i 53 små kasser. Disse var alle oplagte på toldboden med admiralens sigil for og udtrykkelig forbud imod at udlevere dem uden kongelig ordre. Dette brev synes at have virket, 14/2 faldt en kongelig resolution, der gik ud på, at Árni skulde få alt sit udleveret, hvorimod de to kister med jordebogen skulde opbevares i Rentekammeret »til eftersyn« — hvad der jo var i sin orden. Den 10/7 1722 afkræver Rentekammeret Árni de ham i sin tid lånte (ældre) jordebøger. Disse blev mod kvittering afleverede 23/7. Men nu kommer det mærkelige, at Rentekammeret 26/2 1723 kræver Árnis og Pálls jordebog udleveret og henviser til skrivelsen af 10/7 1722, hvor jo noget helt andet krævedes. Det er klart, at Rentekammeret ikke vidste besked. Árni har ment, at der her forelå en misforståelse, og har ikke straks svaret. Rentekammeret gentager da sit krav 9/6 og (ret skarpt) 6/7, men han havde let spil, idet han kunde henvise til den kendsgærning, at de krævede jordebøger allerede forlængst var afleverede, og at hans og Pálls jordebog beroede i Rentekammeret selv (skriv. 17/7). Rentekammeret havde i skriv. 9/6 også krævet en beskrivelse af jordebogen og oplysninger vedrørende denne; det var Raben, der stod bagved. Árni giver da en kort men ret udførlig beskrivelse af dens indretning. Han fremhæver tillige, at der er gjort arbejde for de bevilgede penge og meget mere; han undlader ikke at bemærke, at han »udi 3 år har tilsat i landet en considerable del af mine egne penge« (s. 565). Han tilbyder, meget uegennyttig, at »offerere sin tjæneste til samme protokollers conservation«, han vil sortere dem og for sine egne penge lade dem i visse volumina indbinde; disse vilde blive 10—12 (ɔ: inddelte efter syslerne). Det lader imidlertid ikke til, at dette smukke tilbud er blevet ænset; dog blev Árni 17/8 opfordret til at indfinde sig i Rentekammeret for at åbne kasserne og få sagerne eftersete »for videre udi rigtighed at befordre (dem)«. Men dette ses Árni ikke at have gjort eller villet göre — han har måske ikke ment, at dette var det svar han havde væntet —, ti Rentekammeret fornyer sin anmodning om det samme 13. febr. 1725; her opfordres han tillige til at give et skriftlig forslag om, hvorledes jordebogen kan oversættes til dansk. Nu går der atter en rum tid uden at Árni har tænkt på at efterkomme denne opfordring, ti 5. juli 1727 anmoder Rentekammeret ham igen om at give sin betænkning om jordebogens ordning og oversættelse. Rentekammeret bemærker — ret forsonligt — at »det ikke intenderer noget til hr. Assessors mishag«. Men Árni var nu bleven stædig, og har rimeligvis ikke ment, at en oversættelse vedkom ham, og hans tilbud om ordningen var tidligere overhørt. 7. juli skriver Rentekammeret endelig meget skarpt til kongen og fremstiller hele forholdet og kræver, at, hvis Árni ikke vil efterkomme dets ønske, han så må blive draget til ansvar, ja at han skal tilbagebetale de oppebårne penge, og eventuelt tiltales af generalfiskalen. Kongen udsteder, i overensstemmelse hermed, en skrivelse til Árni. Nu kunde Árni ikke længer unddrage sig arbejdet. 28. juli kvitterer han for modtagelsen af hæfterne til ordning og lover at ordne dem og indbinde dem på egen bekostning og senere afgive en »underdanig forestilling, hvad der kunde fremdeles være at göre ved denne islandske Jordebog«. Mærkeligt nok er indbindingen imidlertid ikke foretagen.

19. juni 1728 forespörger Rentekammeret igen om arbejdet og den danske oversættelse (der tales intet om, hvem der skulde bekoste denne). Det truer atter med kongen. Og endnu, og for sidste gang, skriver Rentekammeret 19. marts 1729 (10 måneder för Árnis død) om det samme æmne. Der er vel ingen tvivl om, at Rentekammeret har anset Árni for pligtig til at lade det hele oversætte for hans egne penge, men det har intet begreb haft om, hvor stort et arbejde dette var, og hvor megen tid der krævedes dertil. Da Árni døde, kunde der blive spørsmål om, hvorledes staten skulde stille sig til hans bo og hvilke krav den mente at kunne göre gældende. Jordebogsmanuskriptet tilhørte staten, og efter Árnis død var der kun ét at göre, at aflevere det til staten (Rentekammeret). Árni havde selv sörget for, at det under branden 1728 var blevet flyttet til Gehejmearkivet, og der var det i god behold. Om hvorledes det senere gik kan der henvises til Emb. skr. s. 589. Her skal blot anføres, at H. Gram, executor testamenti, først 22/8 1742 lover at lade jordebogen oversætte på boets bekostning og dette skulde kunne foregå i løbet af 5—6 måneder (!) Hvad der var grunden til, at der gik 12 år til denne afgörelse fandt sted, vides ikke nu. Oversættelsen kom virkelig i stand i de følgende år, især ved Jon Marteinssons arbejde; men den var først færdig 1750. I fundatsen for det Arnamagnæanske legat 18. januar 1760 erklæres, »at den Jordebogen over Island betræffende post er gennem vores Rentekammer aldeles bragt i rigtighed, så at Vi ingen videre fordring desangående til afgangne Arnas Magnussens stervboe have«. Det var 30 år efter Árnis død. Selv havde han ikke stor personlig glæde af dette udmærkede arbejde; han følte sig fortrædiget og miskendt, og det har uden tvivl såret og ærgret ham mere end det pengetab, han direkte havde af arbejdet.

Hele jordebogen findes nu i 11 bind i Rigsarkivet; Bardestrandsyssel findes kun i koncept i Árnis egen samling; jordebogen over Mula- og Skaftafellssyslerne er gået helt tabt, rimeligvis er de brændte eller gået til grunde under branden 1728. Mærkeligt nok findes oversættelsen i Árnis håndskriftsamling (466—68,470—74).

Endnu blot et par oplysninger om den lön, kommissærerne oppebar for deres arbejde i 10—12 år.

Det er tidligere blevet omtalt, hvilken lön de skulde oppebære. Fra tid til anden gör Árni rede for de modtagne penge. I skrivelse af 18. maj 1703 skriver Rentekammeret til kommissærerne, at det »har ordineret hos jordebogsforpagterne at betale dennem 500 rigsdaler, hvorom assignationen herudi følger«. Herfor kvitterer de 1/9, 1703. 25/9 1704 kvitterer de for andre 500 rdl., men der udtales, at denne sum er utilstrækkelig. 29. maj 1706 giver Árni en oversigt over, hvad kommissærerne til dato har oppebåret, nemlig 2500 rdl. (500 rdl. i de første 3 år og 1000 1705). Árni opstiller et specificeret regnskab i henhold til hvad der var ham lovet, og efter det skulde de have haft 3821 rdl. Der manglede således ikke så lidt. Árni erindrer om, at han må betale dem, der arbejder i hans sted, han må betale for sine heste, hvorfor han ansøger om passende godtgørelse for den i Khavn tilbragte vinter. 21. juni 1709 findes atter et opgör over modtagne penge. Heraf ses, at Páll fik betaling til 24. juni 1707: fra 1706 til 1709 skyldes der ham 1096 rdl. Árni selv tilkommer omtr. for samme tidsrum 2164 rdl. — ialt 3260 rdl. Til dækning heraf har de fået 2020 rdl.; der resterer således 1240 rdl.. som ønskes udbetalte. 13. sept. 1709 andrager Árni igen om en assignation pa 1000 rdl. Ifg. regnskabsoversigt (Embskr. s. 575) havde kommissærerne til 28. juni 1709 fået ialt 6505 rdl., men derefter intet. Árni siger i et andragende 16/12 1713, at han har mattet låne penge for selv at betale Páll. I 1714 får denne 300 rdl. Men endnu så sent som 1727 er der tale om resterende penge til Páll, som Rentekammeret ikke vil udbetale, medmindre jordebogen afleveres. Dermed ophører alle breve om den finansielle side af sagen; det lader således til, at Árni aldrig har fået en øre for sit arbejde fra 1709 af (Páll kun de nævnte 300), men tværtimod har måttet lægge ud af sin egen lomme. Det gör et ejendommeligt indtryk under alt dette at læse, at Rentekammeret 28. decbr. 1709 opfordrer Árni til at yde et krigslån på 500 rdl. Det var for så vidt heldigt, at han nu var bleven gift. Hans kone ses at have indbetalt 300 rdl. Mere havde hun ikke disponibelt. Det er klart, at Árni ikke har spundet silke ved sit ophold og hværv i Island. Men det ser ud til, at jordebogen var bleven ham en æresag, en sag, som han vilde få tilendebragt selv om det skulde koste ham direkte udgifter, hvilket taler höjt som så meget andet om hans redelighed og ærekærhed.

______________________________________

Efter denne oversigt over jordebogsarbejdet skal der nu gives en kort fremstilling af de mange sager, som kommissærerne og særlig Árni fik med at göre i de år, der her er tale om. De var dels og hovedsagelig af offenlig, dels af privat art.

Havde kommissærerne kun skullet have med jordebogsarbejdet at göre, vilde deres hværv have været adskillig lettere og sikkert för tilendebragt end tilfældet blev. Der er forhen givet en kort oversigt over de vigtigste hværv foruden jordebogen, som instruksen pålagde kommissærerne. Man kunde forudse, at de vilde tage megen tid; så skete det desværre også. Der var da hovedsagelig handelsforholdene, de skulde overveje, samt retslige forhold, der skulde undersøges, og i forbindelse med dem forskellige sager og domme; blandt disse var de 4 såkaldte »enormitetssager«; endelig var der en sag, der angik Árni selv personlig.

Hvad handelsforholdene især angår, kan der, som för bemærket, henvises til J. Aðils’ store för nævnte værk Einokunarverzlun Dana á Islandi 1602—1787 (1919).

Som för bemærket var tiderne omkring år 1700 på Island overordenlig vanskelige: en række af uår havde raset med sult og mandedöd: handelen var som tidligere meget elendig. Tilstandene var måske værre end nogensinde. Resultatet af de overvejelser, man i den anledning gjorde, blev, at lagmand Gottrup, dog ikke uden en del modstand, rejste med sin familje til København og opholdt sig her en vinter. Det hører ikke hid at göre rede for, hvad han udrettede. Frygten for omkostningerne ved rejsen viste sig ikke at være ubegrundet. Gottrups regning blev temmelig stor. Omkostningerne skulde efter visse regler fordeles på befolkningen og sysselmændene skulde inddrive pengene. Men det gik langsomt og ikke uden vanskeligheder. Det blev overdraget kommissærerne at ordne sagen. Efter megen strid og mange år opgjorde Árni regnskabet og bestemte, hvad Gottrup formentlig skulde have og det ikke altfor knebent, dog således, at han ikke måtte kræve penge til sin familjes rejse og underhold. 9. juni 1707 havde kommissærerne udsendt en kundgørelse om, hvorledes og hvor meget der skulde betales (jfr. skriv. 22. juli til sysselmændene). Der afkræves Gottrup et regnskab 7. sept. 1709; 7. juni 1710 skriver Árni — for det er ham, der åbenbart er brevets forfatter — til Gottrup og opstiller mod ham et regnskab, der går ud på, at han skulde have 460 rdl.; selv havde han forlangt 1158 rdl. Árni regner endogså flere ting ret rigeligt og overhovedet, så vidt man nu kan bedömme sagen, meget retfærdigt og billigt. Efter nu at have fradraget, hvad Gottrup havde modtaget, blev der kun 18 rdl. 3 mark og 6 skill. til rest; disse penge skal nu Gottrup tage af de 30 rdl.. som Árni selv havde lånt ham 1708 på altinget. Árni har vist aldrig fået sine penge, og han har vist selv betalt de resterende penge, blot for nu endelig at blive færdig med denne kedelige sag. Derefter hører man ikke mere til den.

Hovedformålet for Gottrups rejse havde været at få udvirket en forbedring i handelsforholdene. Kongen nedsatte en kommission (22. okt. 1701) forat overveje sagen, de af Gottrup medbragte andragender og hans forslag. Dette sidste gik ud på, at handelen ikke, som hidtil, skulde overdrages enkelte købmænd, der fik en bestemt havn at besejle og et bestemt handelsdistrikt, men et handelskompagni, hvorved handelsdistrikterne skulde ophæves som uhensigtsmæssige. Heller ikke var det heldigt, mentes der, at forpagte jordebogsindtægterne til enkelte personer, især købmændene. Med hensyn til handelsdistrikternes uhensigtsmæssighed henvistes til Holmfast Gudmundssons og Tomas Konradssons sager m. m. Desuden var der vanskeligheder, f. eks. med hensyn til transport af landskyld fra det ene distrikt til det andet, hvad købmændene påstod var ulovligt, i handelsforordningen selv var det ikke forbudt. Her var især bispestolene interesserede. Gottrup kunde af egen erfaring tale med i denne sag. Da han, som bode på Nordlandet, skulde sejle med et skib fra Keflavik (sydvestlandet), forlangte stedets købmænd, at han skulde bidrage til sit underhold ombord med en eller to okser og noget smör. Han ønskede da at købe kreaturerne i omegnen, men da købmændene erfarede dette, truede de bønderne med Bremerholm og alt ondt, hvis de solgte Gottrup noget kreatur. Også en anden og bedre takst på varerne foreslog Gottrup. Alt dette kunde se tiltalende ud. Men da nu købmændene blev spurgte, erklærede de sig i en skrivelse 29. nov. 1701 bestemt imod oprettelsen af et handelskompagni og anførte flere grunde, især vilde det medføre mange og store omkostninger; heller ikke vilde de høre noget om nye takster. Gottrup fastholdt sin opfattelse i en ny skrivelse 5. jan. 1702. men købmændene gav ikke efter. 15. apr. svarede kongen og udtalte, at der vilde blive udnævnt mænd til at undersøge landets og folkets forhold og tilstand. Købmændene fik 5—6000 rdl.s eftergivelse i afgiften for de næste 4 år, men det blev dem strængelig forbudt at anvende hårde straffe for ubetydelige forseelser, og i den nye takst blev simpel 10 rdl.s bøde fastsat istedenfor konfiskation af boslod og Bremerholmslaveri. De »mænd«, hvortil der sigtedes, var vistnok Árni (og Páll Vídalín) (jfr. ovf. På Island var meningerne meget delte om, hvad der burde göres, striden fortsattes. Gottrup rejste da igen til København efterår 1704. Samtidig hermed havde en kyndig mand, B. Nebel, indgivet en lang skrivelse, hvori han anbefaler oprettelsen af et handelskompagni m. m. Nu begynder købmændene selv at blive tvivlrådige, og det endte med at de sluttede sig til tanken. Gottrup havde heller ikke ligget på den lade side med at anbefale den. Det kom så vidt, at regeringen 31. marts 1705 erklærede, at den tænkte på at oprette et handelskompagni for Island. Men den besluttede, efter købmændenes forslag, at ville høre kommissærernes mening og sendte disse i maj 1705 alle dokumenter sagen vedrørende. Det var naturligt, at sagen nu blev stillet i bero i København. Ikke desto mindre skrev købmændene kongen 28. juli, at de ikke forstod regeringens stilling, og erklærede nu, at de var stemt for et handelskompagni, og ønsker en hurtig afgörelse. Endelig 30. nov. 1705 erklærede de, at de valgte handelskompagniformen og var rede til at gøre nye kontrakter om vilkårene. Det erindres, at Árni vinteren 1705—06 opholdt sig i Kobenhavn, og dette har næppe været uden betydning for sagens videre forløb. 14. okt. skriver han til kongen og meddeler, at han er kommen ned for at göre forslag om handelen, efter at han har gjort sig bekendt med de fremkomne oplysninger og dokumenter. 8. decbr. afgiver han en foreløbig erklæring og beder om, at der ikke må resolveres noget förend han har fremsendt sin udførlige redegørelse og forslag; dette skete i en såre lang. fortræffelig gennemtænkt og velskreven betænkning af 5. januar 1706. I denne fraråder han på det bestemteste at forlade distriktsinddelingen og at oprette et for hele landet fælles handelskompagni. Der kan ikke være tale om her at gengive hele denne betænkning. Árnis begrundelse af sin opfattelse, der jo falder sammen med købmændenes oprindelige mening, — han forstår ikke deres hurtige skiften-standpunkt — er affattet grundig, saglig og sagkyndig. Betænkningen førte til et resultat, nemlig oktrojen af 13. april 1706, der skulde gælde for 6 år, (jfr. Embskr. 153ff.). 6. febr. fremsender Árni en skrivelse angående taksten. Købmændene var ikke glade ved resultatet og var herefter Árnis uvenner. Den ved den nævnte oktroj bestemte ordning af handelen bestod til 1732. Uden tvivl må det siges, at Árnis indflydelse på denne sag er det betydeligste, han (bortset fra jordebogsarbejdet) på det praktiske område udrettede.

Árni affattede også et udførligt og velbetænkt forslag om handelsdistrikternes omfang og inddeling; den hidrører dog først fra 23. sept. 1711. Men skrivelsen synes ikke at have fået nogen særlig betydning; da havde han også mægtige modstandere, bl. a. selve stiftamtmanden Gyldenlöve.

Straks efter at Árni var kommen til Island, var han meget ivrig efter at udføre det ham og hans medkommissær pålagte hværv m. h. t. landboforhold og rettens pleje

I oktober lod de til alle sysselmænd udgå en rundskrivelse om en almindelig folketælling, gård for gård: denne udførtes i det følgende år. Folketællingslisterne opbevaredes i Rigsarkivet, men er nu afleverede til Islands landsarkiv: de er i flere henseender af meget stor værdi. Samtidig udsendte de en anden rundskrivelse om mandtalsbøger og kvægregistre særlig m. h. til skatteopppebörselen.

Måneden för havde de udfærdiget meget udførlige skrivelser til kongen, indeholdende kritiske indberetninger om kirker og offenlige bygningers tilstand, om restancer hos embedsmænd og andre: især var det tilstandene i Guldbringesyssel, hvor bønderne og fiskerne var særlig plagede med etslags hoveritjæneste for de danske Bessestadherrer, der voldte besvær; bøndernes fattigdom og elendighed beskrives. Tillige indberettes der om Vidø- og Kirkebækloster, præsterne i Holarstift m. m. (Gottrups rejsegodtgörelse). Indberetningen om rettens pleje er affattet i 13 punkter. Her er meget at klage over; somme af sysselmændene forstår ikke loven, som de burde: der strides ofte hvad proceduren angår om bagateller, dommene er ofte ufuldkomne, lovrettemændene er betydningsløse, man er höjst usikker om, hvad der er gældende lov, almuen ved hverken ud eller ind; det er således ikke mærkeligt, at hele retsplejen er ussel og trænger til forbedring. Árni lægger stor vægt på, at fattigfolk kan få deres ret, hvad de desværre havde mange gange vanskeligt ved at få; han undlader aldrig at fremhæve dette og tale den fattige og elendiges sag. Hans retfærdighedsfølelse var udpræget og dette vil der i det følgende fremføres eksempler på. Naturligvis måtte dette volde de stærkeres mishag og påføre Árni manges uvilje.

Hvad landboforholdene angår, var der især en sag af störste vigtighed, forholdet mellem ejer og lejer (fæster). Angående dette stiller Árni et bestemt og klart forslag 20. sept. 1704. Et hovedpunkt var, hvorledes man skulde forholde sig med de såkaldte lejekvilder, der för er nævnte. Der var dem, bl. a. også L. Gottrup, der krævede, at når disse døde (af alderdom eller affældighed og sygdom), skulde de erstattes af fæsteren, hvilket af denne måtte føles som en byrdefuld og uretfærdig pligt, som med stor vanskelighed kunde fyldestgöres. Árni beviser, at dette krav også er fuldstændig lovstridigt, at fæsteren ikke er erstatningspligtig, undtagen når han selv er skyld i kreaturets død. Dette førte til en forordning af 15. maj 1705, der bl. a. forbød at tage leje af uddødt kvæg, pålæg af nye byrder, og som iøvrigt tog sigte på at forbedre lejlændingenes kår. Oftere udtaler Árni sig om det hoveri, som bønderne i Guldbringesyssel måtte udføre ved skyds og andre pålæg af amtmanden og andre. I så henseende var der forefaldet en ret opsigtvækkende sag, hvori hovedpersonen var en Ásbjörn Joakimsson; denne klagede til kommissærerne over den medfart, han havde måtte lide ved lagmanden Sig. Björnsson og L. Gottrups behandling af sagen. Ásbjörn havde i 1681 fået befaling af lagmand Gottrups (da på Bessestad) tjæner Peter Andresen, til at skydse sig over en fjord, hvad Asbjørn nægtede at göre, fordi han lige stod i begreb med at flytte med sin hele familje (ved fardag). Så lod Gottrup ham stævne til tinge, hvor Sig. Björnsson dömte i sagen. Árni anfører i sin skrivelse, at Peter intet kongebrev havde at fremvise for sit krav, foruden andet, hvad der kunde fremføres til gunst for Ásbjörn. Ikke desto mindre var denne bleven dömt til legemlig straf, der straks eksekveredes, således at han blev pisket 2 gange med besvimelsesanfald mellem og bagefter. Denne dom og straf kritiseres af Árni ubarmhjærtig og med fuldgyldige grunde. Nu ønsker Ásbjörn oprejsning. Árni skriver: »Dette sidste er af os derfore allerunderdanigst bleven anført, at Eders Majestet deraf kan se, på hvad måde processer føres her i landet, og hvad den fattige her ibland må udstå, endda af dem som Eders Majestet har betrot retten i hænder«. 13. maj 1707 får kommissærerne et reskript om at dømme i denne sag. Så skulde der på ny optages vidneførsel. Men sagen trak i langdrag, vistnok på grund af Asbjörns defensors, vicelagmand Oddur Sigurdssons, lunkenhed, og 21. sept. 1709 skrev kommissærerne til kongen og bad om at måtte være fritagne for at dømme i sagen. De havde nu så meget andet at tænke på, forsvar for deres egne domme (hvorom nedenfor) m. m. De gentager det samme 21(—26.) sept. 1711 (hvor en udførlig fremstilling af hele sagen gives) og udtaler ønsket om, at Ásbjörn fik en anden forsvarer end Oddur, hvad stiftamtmand Gyldenløve erklærede for unødvendigt. I juli havde Ásbjörn, der nu var henved 70 år gammel, tilskrevet kommissærerne og indstændigt bedt dem om ikke at slippe hånden af ham. De indstiller ham (26. sept.) til kongens allernådigste velvilje. 22. juli 1712 får kommissærerne befaling til at fremme sagen og bringe den til ende. Men de kom aldrig til at dømme i sagen, og den døde hen, som det synes. Den afgiver en fortræffelig belysning af forholdene og den uret, man begik mod de fattige og ringere. Árnis uvilje mod at have med sagen at göre havde sikkert sin grund i den modstand, han allerede nu mærkede hos Gyldenløve, og dennes begunstigelse af hans modstandere, især amtmand Müller.

Tid efter anden fremsendte kommissærerne indberetninger om forskellige forhold, som instruksen eller senere reskripter påbød dem, som om klostrene og deres tilstand, Bessestadkirke, om falkehuset, svovlminerne i Krysuvik osv. osv. Alle disse indberetninger er prægede af sagkundskab og sund fornuft. Særlig kan fremhæves Árnis skrivelse til kongen af 27. apr. 1706, hvor 12 æmner drøftes meget udførlig og godt (jfr. indholdslisten ved dens slutning). Jfr. også Árnis skrivelse til Rentekammeret 15. sept. 1706.

Det skete ret hyppigt, at øvrighedspersoner tog deres undergivnes vidnesbyrd om, at de selv havde handlet retskaffent. Således afkrævede L. Gottrup gennem sysselmanden bønderne i hans syssel et sådant vidnesbyrd, som han selv formulerer, i 1703; 8 bønder nægtede imidlertid at afgive et sådant, hvorover Gottrup blev höjlig opbragt og stævnede dem straks for retten, fordi »de havde vanæret hans person og givet andre stor forargelse« (Árnis ord i indberetning af 18 sept. 1703). Disse bønder sagde, at dels forstod de ikke de til dem rettede spørsmål, dels vidste de ikke, med hvad lov dette forlangtes af dem. Dommen gik ud på, at de havde været skyldige til at svare ja eller nej på spørsmålene og skulde betale 7 rdl. til lagmanden for den ham forvoldte omkostning. Dette gjorde de så. I lovretten blev de yderligere idömte en bøde for utilbörlig opsætsighed. Herover besværede bønderne sig for kommissærerne. Disse hævder nu, at den islandske lov aldeles ikke hjemler denslags krav; dette udvikles nærmere, og det vises, at dommen ikke grunder sig på nogen lov eller ret. Det udtales, at »såfremt de (bønderne) ingen videre assistence skulde få imod laugmandens myndighed og nidkærhed for at vinde sin sag, da ville uden tvil deres og andre lige condition undergifnes vilkår her i landet derved ikke lidet forringes, idet ingen fremdeles skulde letteligen vove sig til at klage over noget sådant, som dennem kunde hænde at overkomme, mens heller lide det meste de kunde udstå«. Der fremhæves, hvor mægtig en stilling Gottrup har i sit syssel som embedsmand for Tingørekloster, som sysselmand (men med en — naturligvis af ham afhængig — vicedommer) og som lagmand.

I flere andre sager kommer det til sammenstød med Gottrup (f. eks. ang. kalken fra Grunds kirke, som Gottrup havde modtaget som pant).

I alle disse og andre indberetninger, der angår lov og ret, ved man ganske vist ikke bestemt, hvad der hidrører fra Árni eller fra Páll, men de har sikkert bægge altid overvejet sagerne og konfereret med hinanden. Fra andre steder ved man, at Árni var overmåde godt inde i, hvad der var gældende lov og hvad ikke, og sikkert er, at det er Árni, der har givet indberetningerne den danske form og fremstilling; det er hans egenhændige udkast, der i flere tilfælde haves.

I årene 1702—06 har Árnis ord, indberetninger og forslag i det hele vejet tungt hos regeringen i København, og hans råd er bleven fulgt, som vi har set med hensyn til handelen m. m. Da hans kyndighed i »landets væsen«, som han kalder det, var uomtvistelig, var det ikke så underligt, at regeringen kunde tænke på at give Árni en höjere og varig stilling. Det ses af dennes brev til obersekretær Dose i 1706, at der den foregående vinter, da Árni opholdt sig i København, var blevet rettet det spörsmål til ham, om han ikke vilde have lyst til at blive amtmand over landet, hvortil han da skulde have svaret, at han »ikke var sindet at søge efter den charge«. Nu fastholder han denne sin mening, men udtaler dog, at hvis amtmand Müller døde. vilde han ikke have noget imod at »forrette amtmands function sålænge commissonen varer, når jeg ikkun måtte være viss på at komme derfra, når den får ende«: han ønsker så hellere at have sine »charger« »ved archiven og universitetet« og han ønsker i såfald ikke, uegennyttig som han altid var, at oppebære »nogen særdeles gage«. Amtmand Müller blev imidlertid ved med at leve, og dermed er sagen bortfalden. Herefter mærker man også, som andetsteds omtalt, amtmandens indflydelse tiltage hos Gyldenløve, og den deraf følgende forringelse af Árnis. Dose, der åbenbart var venlig stemt imod Árni, døde desværre kort efter i november 1706.

Om andre sager, kommissærerne fik officielt med at göre, også som dommere, kan henvises til Embedsskrivelser; her skal der kortelig omtales de förnævnte såkaldte enormitetssager, da de havde og fik særlig betydning for Árni selv.

I disse 4 enormitetssager dömte kommissærerne på altinget 1708.

Den første er Jón Hreggviðssons sag. Den var således beskaffen: Jón var en fattig bonde, som engang sammen med en anden, der var bøddel, kom fra en gård, hvor de havde fået brændevin; de var bægge drukne, og lagde sig til at sove ude på marken; bødlen døde naturligvis af drik og kulde, men Jón blev beskyldt for at have dræbt ham. Det gik ham, der ganske sikkert var helt uskyldig, ikke bedre eller værre, end at han 1684 — ti så langt gik også denne sag tilbage — blev dömt til døden; lagmanden var titnævnte Sig. Björnsson. Jón slap imidlertid ud af landet og fik udvirket hos kongen to lejdebreve til Island igen (1686) og en höjesteretsstævning m. h t. den fældede dom. Lejdebrevene skulde naturligvis gælde, sålænge sagen stod på. Nu skulde man tro, at sagen gik sin jævne gang. Men det skete ikke. Sagen blev ikke forfulgt og Jón forblev i landet uantastet — ganske vist uden at være befriet for mistanken for mord. Det udtales i den nye stævning, at lagmanden på altinget 1686 skulde have gjort en kontrakt med Jón, gående ud på, at han skulde forblive uantastet, hvis han stak höjesteretsstævningen under stolen. Sagen blev nu genoptagen, uden at det er klart, hvad der egenlig har bevirket dette. Rimeligvis har Árni hørt om sagen og fundet, at der her ikke var gået rigtig frem. Man kan måske ikke helt frigöre sig for den tanke, at den omstændighed, at det var lagmand S. Björnsson, der på andre punkter stod imod kommissærerne og sluttede sig til deres fjender, Gottrup og amtmanden (det var dem som havde fældet dommen), var medvirkende. Dette må man dog være varsom med, ti Árni tager f. eks. Gottrups parti, hvor denne havde ret. Både lagmand S. Björnsson og Jón stævnedes til at møde for kommissærerne på altinget 1708. Deres dom faldt således ud, at S. Björnsson blev dömt fra sit embede som lagmand (han havde iøvrigt allerede 1705 frasagt sig embedet). Der fremkom under sagen et forfalsket transskript af Jóns lejdebrev; lagmanden forpligtedes til at göre rede for, hvorledes det hang sammen hermed. Jón (der nu var 60 år gammel) selv dömtes til at forfølge sin sag snarest muligt, d. v. s. lade den komme for Höjesteret.

S. Björnsson fik ved reskript af 4. maj 1709 tilladelse — gennem Gyldenløve — til at indstævne kommissærernes dom for den islandske landsoverret. Egenlig måtte dette synes at være abnormt, ti man skulde tro, at kommissærernes dom måtte være den endelige; hvad skulde de overhovedet give sig af med at dömme, hvis ikke det var meningen? Det er åbenbart, at Gyldenløve ikke var venlig stemt mod dem. Nu blev kommissærerne af sysselmand Jón Eyjólfsson og landfoged P. Beyer 6. aug. 1709 indstævnede for at forsvare deres dom. I så henseende skriver de indlæg 14. juni 1710. Her fremsætter de sagen og fremhæver særlig transskriptets forfalskning og afkræfter de indvendinger, som S. Björnssons sön, landsekretæren Sig. Sigurdsson, havde fremført. Kommissærerne blev indstævnede til at møde på Bessestad d. 18. sept., for at være tilstede ved S. Björnssons edsaflæggelse, som han ifl. overrettens dom 21. juli 1710 skulde foretage ang. beskyldningen for forfalskningen og den formentlige kontrakt med Jón 1686. De protesterer herimod 3. sept. 1710, idet de selv er så langt borte, at de ikke kan komme tilstede: desuden er sagen allerede af dem appelleret til Højesteret; Jón agter også selv for sit vedkommende at appellere til Højesteret. Han blev imidlertid ved overretten dömt til slaveri på Bremerholm — en höjst mærkelig afgørelse. 9. sept. skriver kommissærerne til kongen og ønsker, at sagen må komme for Højesteret 1713, jfr. skriv, af 27/10 1710. 27/3 1711 gaves tilladelse hertil. Stævningen til Højesteret er dateret 14. april 1713, og endelig faldt da dommen i denne langvarige sag: for S. Björnssons vedkommende således, at han blev fuldstændig frikendt, hvorimod kommissærerne idömtes 300 rdl. i omkostninger og der tales om deres »uskellige og ubevislige angivelser og beskyldinger«. Hvad Jón, der var bleven ført til København, angår, blev hans sag endelig pådömt 25. juli 1715; han blev enstemmig frikendt og vendte tilbage til Island året efter. Tiltrods for at Árni og Páll havde måttet føle sig ilde berört ved dommen over dem, måtte de føle en dobbelt glæde over dommen over Jón; det var dog dem, han kunde takke for den endelige, rigtignok sene, oprejsning. Under sit ophold i Khavn blev Jón støttet af Árni, hos hvem han også fik mad. Både Páll og Árni digtede ironiske vers i anledning af dommen. Árnis lød omtrent således:

Undres vil de vel i år

de brave Islændinger,

når Hreggvids sönnen grå af hår

sit hoved med sig bringer.

Endnu mindre glæde fik de af de andre enormitetssager, der her kort skal omtales.

År 1678 havde Sig. Björnsson ladet en mand, Magnus Benediktsson, kagstryge for udøvelse af trolddom. Kommissærerne mente (jfr. skriv. 30/6 1710), at grundlaget for dommen var altfor svagt, og at Magnus var uskyldig dömt. S. Björnssons fremfærd havde ingen lov at støtte sig til: hans dom dömtes ugyldig og han selv blev idömt 30 rdl. bøde og sagsomkostninger.

Árnis uvilje mod trolddomsbeskyldninger kommer her ikke så klart frem som i den anden sag af lignende art, imod Ari Pálsson. I skriv. 23/6 1710 giver kommissærerne en udførlig fremstilling af denne sag, der drejede sig om Ari som trolddomsudøver; han skulde især have bevirket en kvindes sygdom (det er klart, at der her er tale om en hysterisk, så at sige imbecil kvinde). Det var at vænte, at Árni ikke var særlig tilböjelig til at tro på denslags, med Tistedsbesættelsen i minde. Han — ti det er uden tvivl ham, som har affattet skrivelsen — gennemgår omhyggelig sagen og viser klart og utvetydigt, at manden var fuldstændig uskyldig, beskyldningerne futile (»sagens grundlag er galskabs beskyldninger hen i det blå, uden nogen efterrettelige dokumenter eller sandsynlighed«) og sagens behandling lidet tiltalende. Resultatet var blevet, at dommen lød på dødsstraf og Are blev brændt 1681. Hele sagen og dommen göres nu til genstand for den stærkeste kritik, der var fuldtud berettiget.

Andre sager af lignende art gennemgås nöje, hvorved der falder et yderligere mærkeligt skær over denne dom. Kommissærerne — og atter er det Árni, hvis mening her har sejret, Páll var tidligere af en anden mening, hvad han tilstår — gør gældende, at bægge lagmænd altid er ansvarlige for enhver altingsdom. S. Björnsson havde påpeget, at dommen galdt en sag i den anden lagmands distrikt, og at det var denne, der var ansvarlig for dommen, medens S. Björnsson kun havde været meddommer og hævder, at dommen er ham uvedkommende. Her forelå altså et juridisk fortolkningsspörsmål. Árni hævder sin opfattelse med mange kraftige bl. a. historiske grunde.

Kommissærernes dom lød på. at S. Björnsson var ansvarlig for dommen (den anden lagmand var død 1694), og han dömtes til at have sit lösegods forbrudt.

Endelig var der den såkaldte Geirny-sag. Denne Geirny havde været gift med en mand, men efter hans død fået barn med hans broder Bjarne, hvilket efter dagældende ret var en blodskamsag, der skulde straffes med døden. Geirny foregav, at hendes mand havde været impotent: det pålagdes hende (1698) at aflægge tylftered herpå, hvad der skete, og samtidig blev det henvist til gejstligheden at afgöre, hvorvidt der var tale om blodskam; derefter var der intet gjort i sagen: personerne levede uantastede (Bjarne døde iøvrigt 1706). Atter her viser kommissærerne, hvorledes der er faret frem mod lov og ret i landet; eden burde aldrig være bleven krævet, og bægge lagmændene, S. Björnsson og Gottrup, idömtes en bøde på 60 rdl. hver; desuden blev en lovrettesmand idömt 30 rdl. mulkt og til tab af sin lovrettemands stilling. Også sagsomkostninger idömtes.

Naturligvis kunde S. Björnsson ikke finde sig i disse domme,
men han var bleven gammel, og hans sön Sigurður, landstingssekretæren, forfulgte sagerne på faderens vegne. I en skrivelse af 21/9 1711 til kongen giver kommissærerne en fremstilling af, hvad der videre foretoges. De havde ialfald væntet, at sagerne skulde, hvis de kom videre, direkte indstævnes for Höjesteret, og dette er deres hovedkrav. Men Sigurður »gik en anden vej og søgte om en kongl. benåding, at vores domme måtte indstævnes for amtmanden og 24 mænd her i landet, hvilket hannem og allernådigst blev bevilget af dato 4. maji 1709«. Der tilföjes, karakteristisk nok for Árni (der alene konciperede skrivelsen), følgende bitre anklage, der hidsættes også som prøve på, hvad Árni lejlighedsvis dristede sig til at skrive: »Årsagen til denne landstingsskriverens ansøgning var formodentligen, at sagerne hermed kunde forhales, og, såvit det kunde stå til hannem, aldrig komme for Eders Majestets Höjesteret. Så viste han og, at vi (efter den os allernådigst medgivne instructions formælding) nogle gange havde her i landet taget os an fattige brøstholdene folks sager og hjulpet dennem til rette imod dennem, som vare mægtigere, hvorudover de samme var (som let er at tænke) misnöjede med os. Derimod haver hans fader (forrige laugmand Sigurd Björnsen) gjærne været de formuendes ven og patron, og skal der iblant hans domme vel ikke findes uden meget få, hvor en uformuende mand har vundet imod en mægtig«. Der er iøvrigt mange gange skrevet skrappere og mere personlig nærgående end dette. 22 sept 1711 androg Árni på egne og Pálls vegne, at, hvis de 3 enormitetsdomme skulde komme for den isl. overret, der da måtte udgå en befaling til vicelagmanden Jón Eyjólfsson — der i disse sager spillede en rolle — og P. Beyer at forestå retten på tilbörlig måde. Også dette var et ret dristigt skridt, der naturligvis ikke förte til noget. 22. juli 1712 skriver Gyldenløve, at det skal have sit forblivende med de 3 sager. Dommen blev fældet i overretten 24. juli 1714 og gik imod kommissærerne; S. Björnsson frifandtes med den begrundelse, at de 2 sager angående Are og Magnus ikke hørte ind under hans lagdömme, altså stik imod Árnis opfattelse, og at den 3. (Geirny-sagen) henhørte under en gejstlig domstol. Dermed var den endelige afgörelse falden i disse langvarige og indviklede sager, sikkert til stor misfornöjelse for Árni. Der er ingen tvivl om, at det, der dikterede Árni hans optræden, var nidkærhed for lov og ret; han har i S. Björnsson set en dommer og øvrighed, der altid leflede med de store og ikke tog sig nok af de små. Man kan, som det er blevet sagt (Kålund), tale om en lyst til formalisme, og man kan sige, at det var liden nytte til at opgrave disse gamle sager; men ialfald i Jon Hreggviðssons sag førte Árnis stræben til en fuldstændig oprejsning for denne, og den endelige höjesteretsdom har sikkert haft eller kunnet have en gavnlig moralsk virkning for den fölgende tid. Utvivlsomt har kommissærernes, og det vil særlig sige Árnis, virksomhed måttet åbne öjnene på dem, der havde med retslig procedure og dommermyndighed at göre, for den rette behandling af domssager, undersøgelse og erkendelse af, hvad der virkelig var gældende lov i landet, selv om kommissærerne må siges personlig at have lidt nederlag m. h. t. deres domsafsigelser. De havde ved disse og flere andre afgörelser skabt sig fjender bl. de mægtige, først og fremmest amtmand Chr. Müller og L. Gottrup. Og det er klart, at den første havde og fik meget at sige hos Gyldenløve. Ved denne blev han den stærkeste. Hvis Árni kunde være skarp i sine udtalelser om dem og andre, var Müller det ikke mindre om kommissærerne. Han siger ligefrem i et brev til Gyldenløve 14/2 1707, i anledning af Árnis ansøgning til kongen om Brödretunge, at man af denne kan »fornemme supplikantens malitieuse og hadelige angivelse, såsom han er af et hadsk og falsk gemyt, og af sit hjærte hader alle ærlige danske, som har en oprigtig og redelig intention til Deres kgl. Majts. tjæneste, så så han og gærne, at de alle vare udryddede af Island, på det han allene med hans onde anhang og samforbundene kunde være regerendis herre og således pro arbitrio råde i landet. Det var derfor ikke got, om han udi hans onde forsæt skulle få gehör, ti der er meget at betænke ved hvo der ret kender ham, tiden skal lære alting«, og han håber, at »denne mands odiöse calumnie« ikke skal blive ham ( Müller) til prejudice osv. Det er klart, at en skrivelse som denne måtte göre indtryk på Gyldenløve, der jo var udenfor det hele. Müllers udtalelse om Árnis »gemyt« er naturligvis ganske urigtig, og hans beskyldning for had til »de danske« har kun gældt sådanne folk som Chr. Müller selv (og P. Beyer); sådanne embedsmænd har Árni naturligvis ikke ønsket Island fra Danmark. Det er også fra nu af at man tydelig mærker den unåde, som Árni var i hos Gyldenløve; tidligere var hans ord og betænkninger modtagne gunstigt og lagt til grund for forbedringer. Nu blev hans andragender gentagne gange afslåede; der nægtedes ham lov til at rejse ned til København, og han blev på enhver måde fortrædiget. Hans forslag og ønsker lægges til side, for ikke at tale om, som för bemærket, at Rentekammeret i sin mangel på forståelse af hovedsagen bliver skrappere og skrappere og stadig mere unådig. Störst personlig ærgrelse havde Árni dog uden tvivl af sagen mod bonden Magnus Sigurðsson i Brödretunge. En udførlig fremstilling fra begyndelsen af 1708 i anledning af denne sags behandling for Höjesteret giver Árni, hvortil der kan henvises. Her skal hovedpunkterne kort anføres. Denne Magnus på Brødretunge, en gård noget nordøst for Skalholt, var en bonde, gift med Tordis, en søster til selve bispefruen på Skalholt. Af naturen har han vist ikke været ubegavet eller uden ævner. Men han var blevet forfalden til drik og opførte sig overfor sin hustru som en halvgal mand, og det i den grad, at hun så sig nødt til ligefrem at flygte bort til sin søster og svoger, bispen. Dette skete allerede i januar 1702 — mere end 10 måneder för Árni så hende eller hendes mand. Dog kom hun tilbage til hjemmet på mandens indstændige bönner, men blot for at han trakterer hende endnu værre. Dette gentog sig. Árni meddeler, at han efter nytår 1703 besøgte Magnus for at låne bøger hos ham. Magnus fortalte da Árni det hele og ønskede, at han skulde tage sig af sagen og indlede proces mod bispen, der skulde stå bag ved konens opsætsighed. Det vilde Árni naturligvis ikke blande sig i, men opfordrede Magnus til at være skikkelig mod sin kone. I marts 1703 kom konen til Skalholt efter at manden havde været ond imod hende. Magnus var åbenbart bleven vred på Árni, fordi han var uvillig til at göre som han vilde, og begyndte nu »at tale om vores (ɔ: Árnis og konens) venskab« — og han beskyldte, nu og i den følgende tid, Árni for at stå i utilladeligt forhold til hans kone; han ikke blot udspredte dette ærekrænkende rygte, men beskyldte Árni åbenlyst i breve til ham for dette forhold. Efter det sidste brev, 8. april 1704, fandt Árni sig foranlediget til at stævne ham til tinge (altinget); sysselmanden idömte Magnus en bøde, men iøvrigt blev sagen henvist til landstinget, hvor også dommen gik imod Magnus. Atter faldt en lignende dom 1705, efterat Magnus havde stævnet sysselmandens dom til landstinget; han blev nu yderligere idömt en bøde på 300 rdl. 1706 rådede Árnis »uvenner« Magnus til at rejse til Danmark for at fortolke sin sag. Her fik han en »liderlig« studiosus Jón Torfason til at føre sagen. Men nu døde Magnus her i marts 1707 efter at have overdraget Jón at forfølge sagen. Denne fik udvirket en höjesteretsstævning imod Árni »således indrettet, som jeg uforgribeligen mener, at aldrig er exempel til«. 29. august 1707 ansøgte Árni kongen om at måtte overtage gården Brødretunge som betaling for Magnus' gæld, hvad amtmand Müller naturligvis havde nægtet. Amtmanden havde endogså allerede overdraget gården — sikkert for at fortrædige Árni — til Sigriðr Hákonardóttir, den myndige moder til den senere lagmand Oddur Sigurðsson, der heller ikke var gunstig stemt mod Árni. Amtmanden sendte Gyldenløve et forsvar for denne overdragelse med hæftige udfald mod Árni (»ont og nidisk sind«), og Gyldenløve gav ham medhold, han har »udi denne sag gjort hvis ret og billigt være kan«. Endelig faldt Höjesterets dom i sagen 18. marts 1709, og den gik mærkeligt nok Árni ganske imod, de tidligere domme blev underkendte og sagen iøvrigt hævet. Det har været et hårdt stød for Árni, ikke mindst fordi det måtte give hans modstandere anledning til at gotte sig over dette nederlag i en for ham så personlig og krænkende sag; det kunde heller ikke være ham behageligt, når han tænkte på sine københavnske venner. Man kan imidlertid ikke lade være med at få indtrykket af, at Árni er gået noget hårdt frem i denne elendige sag, men til hans undskyldning tjæner, at han har følt sig pa det dybeste krænket. Der lå sikkert intet til grund for beskyldningen, og det rygte, som Magnus selv har skabt, måtte være Árni meget ubehageligt. Man forstår, at han med sin ærekær-stejle karakter kunde tage sagen således, men man kunde ønske, at han, som en af de fornuftigere höjesteretsdommere (P. Eggers) siger, havde »dog heller foragtet det [det onde rygte] eller søgt satisfaction derfor på en lemfældigere måde, som vel kunde sket ved en afbigt, hvilken han burde nydt, om Magnus levede«.

Når det erindres, at der var mange andre sager, tildels af mindre betydning, som kommissærerne måtte tage sig af, er det klart, at de havde meget at bestille i alle disse år. End yderligere fremgår dette af Árnis brevveksling. Hvert öjeblik får han og besvarer han breve fra private personer ang. klager over de forskelligste forhold, formentlig uret og undertrykkelse, ofte i latterlig ringe anledning, men det lader til, at Árni har svaret på det alt sammen. En rektor klager over, at han ingen lön har fået i 3—4 år, hans bolig er dårlig osv. (Jón Arnason 25/6 1703). Et par præster beder om lönforhöjelse (Þorleifr Arnason 17/10 1703); Árni anmodes om at være behjælpelig med at skaffe adgang til skolen i Skalholt, eller kald til sönner, en døende mand beder om hjælp for kone og börn, en provst skriver om en præsts hordomssag, en præst om, hvorledes han i et slagsmål er bleven mishandlet af en anden præst: flere anmoder om hjælp i meget forskellige sager (én ang. en drengs penge, som biskop Björn ikke skulde have forvaltet rigtig: Árni skriver til vennen derom). Især er det sager angående arv og jordekøb og meget af denslags, det drejer sig om; én beder om hjælp til at beholde sin jord mod Beyers overgreb, eller afgiftsfrihed for et fartöj; mange spörger om bortdøde lejekvilder. Ja, der findes klager til Árni over urigtig afkrævede 3 rdl. i året 1699 eller om udlånt smede-værktöj, som ejeren vil have tilbage med Árnis bistand. Der findes også klager over embedsmænd, og her var Árni ikke til at spøge med. Således skriver Árni i anledning af en bondes klage over sysselmanden Jón Þorláksson til denne ret skarpt 20/4 1705 Árni kritiserer hans dom (»han har dömt i sin egen sag, hans sön er en af meddommerne«). Árni spörger, i henhold til hvilken lov dommen er fældet. »De vil vel svare, i henhold til en altings vedtægt. Men dette er ingen lov. 'Lagmændene har dömt således'. Det tilfredsstiller mig ikke. Lagmænd har at dömme efter loven, og intet andet; dertil er de satte, og det alene er deres embede og har altid været«. I en anden ret skarp skrivelse 16/2 1704 giver Árni Erlendur Asmundsson, V. Gislasons fuldmægtig, en advarsel om ikke at forurette visse bønder ved opsigelse af fæstegårde, ulovlige pålæg osv. Árni siger her bl. a.: »men det siger jeg Dem forud, at hvis nogen af disse bønder eller andre klager i fremtiden over en dem tilföjet synlig uret, vil jeg bestemt mage det således, at den, over hvem der klages, skal få lejlighed til at forsvare sine handlinger. Til slutning vil jeg her bemærke, at såfremt nogen af dem, som De eller andre (måske) måtte mistænke for at have forebragt mig dette eller lignende, møder noget hårdt fra Deres eller andres side i anledning deraf, så vil jeg, alt hvad jeg orker, hjælpe dem til at få deres ret«. Árni har sikkert også fået mange klager over de danske herrer på Bessestads, især amtmandens, krav til folk. Således kunde amtmand Müller oftere göre stærke krav om skyds (heste til befordring). Ifølge brev af 16/9 1706 til obersekretær Vibe havde han således i 1701 forlangt 96 heste. I den anledning skriver Árni i nævnte brev ret hvast således: »Amtmanden er ikkun mådeligen kyndig udi landets væsen, og så at sige ukyndig udi landsloven, hvilket med mange argumenter kunde godtgjöres Sligt gjör dennem dristige, som vilde betjene sig deraf. Skulde sagen være imod en kjøbmand, så frygte folkene for at klage, årsagen er, at sysselmændene, en stor del, ere ikke nidkjære for at gjöre hvad de skulde i slige tilfælde, og hvad amtmanden angår, da haver han ved offentlige skrifter annulleret det, som i så måde er bleven klaget, uden at informere sig eller inqvirere om tingen. Det som jeg her så dristeligen skriver til Eders Excellence kan jeg godtgjöre med bevisligheder, om det blev mig pålagt, torte og ellers ikke fremkomme dermed«.

"Det billede, man får af Árni under hans Islandsophold er det af en mand, . . . som, flittig og virksom, aldrig glemmer hvad der for ham altid var det vigtigste, den islandske litteratur og dens redning fra undergang."

Alt dette har naturligvis taget meget af Árnis tid, og langsomt arbejdede han vist altid. Ofte har han måttet göre vidtløftige og ret brydsomme forstudier; derom vidner hans mange og grundige indlæg og indberetninger. Alligevel har beskæftigelsen med alle disse sager ikke taget hele hans tid.

Vintrene var lange og egnede sig til meget arbejde; der er intet der viser, at Árni nogen sinde var ørkesløs eller lå på den lade side. Han har allerede fra begyndelsen af forudset, at han vilde få tid til litterær sysselsættelse. Derfor tog han med sig fra København vistnok alle de håndskrifter, han dengang ejede. I sin skrivelse 7. jan. 1721 udtaler han dette. Han siger: »Anno 1702 og 1706 tog jeg med mig her fra byen (ɔ: Khavn) til Island en temmelig del bøger, trykte og skrevne på pergament og papir, for at have noget at bestille om vintertiderne der i landet, og på det jeg ikke aldeles skulde forgætte det, som jeg tilforne havde ladet mig være angelegen at vide. Ydermere bragte jeg derhen en stor del gamle munkebreve, hvoraf nogle ere mine egne«, osv.; dem af disse sidste, der ikke var hans egne, vilde han »lade afkopiere«. På Island fik han desuden købt endel foruden dem han havde iforvejen. Det er sysselsættelsen med alt dette, som Árni har forkortet sig tiden med, ved at undersøge håndskrifterne og brevene, ordne dem og afskrive dem eller lade dem afskrive Her skal der iövrigt ikke dvæles nærmere ved hans håndskriftindsamling. Det vil vi senere udførlig komme tilbage til. Men det fremgår af alt, at han har nyttet disse Islandsår godt til at opspore håndskrifter og dokumenter, hvor de så end fandtes. Det er en mærkelig sporsans, han viser sig i besiddelse af, og han skyde ingen ulejlighed, sikkert heller ingen udgifter, når det drejede sig om sådanne. Det var ganske naturligt, at mange hjalp ham dermed og forærede ham, hvad de vidste han satte pris på. Ikke således at forstå, at han havde ladet sig bestikke eller noget i den retning. I hvert fald behøvede ikke bønderne og de ringere det for at få ham til at tage sig af deres sager. Ti han vilde aldrig andet end hvad ret og billigt var. Det billede, man får af Árni under hans Islandsophold er det af en mand, en karakter, som er pligtopfyldende til det yderste, som i kraft heraf måske i enkelte tilfælde er gået noget skrappere til værks end det var nødvendigt, en mand som altid var rede til at hjælpe den fattige, forfulgte og forurettede, altid var på sin post overfor øvrighedens overgreb, som altid vilde bryde dens tildels egoistiske politik og stræben; en mand, personlig ærekær som få, og endelig en mand som, flittig og virksom, aldrig glemmer hvad der for ham altid var det vigtigste, den islandske litteratur og dens redning fra undergang. For os er hans ophold på Island i denne henseende af en alt andet overvejende vigtighed.

Foruden den brevveksling med isl. venner og bekendte og andre, der tyde til Árni for at søge hans råd og hjælp, førte han selvfølgelig også brevveksling med københavnske venner. Både kunde han ønske at vide noget om, hvorledes det gik med forskellige sager dernede; dels var det også hans egne private interesser, han måtte lade varetage der.

Det var da for det første regeringsmyndighederne. Blandt dem den nævnte obersekretær Dose (d. 1706). D. 22. aug 1705 takker Árni ham for et missive af 19. maj og et dermed følgende anker rødvin. Det er klart, at Dose har været ham venlig stemt, og tonen i Árnis skrivelser til ham bærer præg af tillid, ja næsten fortrolighed, »Velbårne herre, jeg skriver dette så ligefrem, udi den store tillid, at det bliver af mig optaget såsom af en client, der ikke bör at dølge noget i så måde for sin patron« (17/9 1706). Dernæst er der oberhofmeister Fr. Walter (d. 1718). Til denne, der var bleven dronningens oberhofmeister 1702, skriver Árni 28. aug. 1703 (på tysk) et brev, hvori han taler om landets fattigdom, samt om jordebogsarbejdet og søger at göre forståeligt, at dertil skal der længere tid end man har trot, og beder Walter sörge for, at han beholder sine stillinger i Khavn ved arkivet og Universitetet; han siger, sikkert ærligt nok, at han kun ønsker »consummirt zu werden« mellem bøger og brevskaber. Walter har åbenbart bedt Árni skaffe sig bl. a. »sorte ræve«, men denne oplyser ham om, at der kun findes »grå og brune«, som han gærne vil skaffe ham, hvis det ønskes. I svar herpå (18/5 1704) siger Walter, at han har talt med kongen om Árnis embeder og siger, at kongen er ham gunstig; der er intet at være bange for. Senere (1707) beder Walter Árni skaffe sig en isl. hest, hvad denne gjorde, men ønsker intet derfor; Walter har vist ham så megen godhed. Denne sender ham (1708) et anker »d'eau de vie«. Til I. G. Holstein, dengang deputeret i finanserne, skriver Árni (18/9 1706) og beder om hans bevågenhed; Holstein skriver tilbage (20/4 1707), at han ikke skal låne bagvaskere øre, når det gælder en »mand som dem, som jeg kender og æstimerer«. Kammeradvokat Friesse beder, ligesom Walter, Árni skaffe sig en isl. hest (1706), det gjorde Árni og ønskede derfor »til foråret noget fransk br-vin, som ham selv syntes«.

Til schoutbynacht, daværende stabchef hos Gyldenløve, Chr. T. Sehested, skriver Árni (1709) om forskellige sager, især hans broder Jóns beklagelige ægteskabsbrud og beder om hans bistand til, at sagen kan få så godt udfald som muligt. Sehested svarer (2/6 1710), at det er lykkedes at få Jón benådet. Tonen er ligefrem og ikke unådig.

Endelig bör nævnes den lærde geheimeråd J. Ahlefeldt. Der haves to breve (1704 og 1709) fra Árni (på ty.). I det 1. brev anbefaler Árni sig til ham, der var bleven Rentekammerets chef. Iøvrigt indeholder det oplysninger om det gamle Grönland, da han har hört, at Ahlefeldt samler på alt vedrørende det gamle. Brevet er skrevet pa Kirkjubær-kloster, hvor Árni ingen litterære kilder havde. Det er beundringsværdigt at se, hvad han har læst og husket om æmnet og Grönlands gamle historie; han henviser også til trykte böger. Det andet brev handler om en hest, Ahlefeldt havde ønsket at få.

Nok så stor interesse har det at se, hvem der var Árnis særlige venner i Khavn. Man kommer da til at tænke på M. Moth; men nogen brevveksling af betydning mellem ham og Árni kendes ikke i disse år. Der kendes kun ét brev fra 1703, hvori Árni sender Moth en afskrift af digtet Meum est propositum efter et 150 år gammelt håndskrift. Det er kuriöst nok. Der har vel aldrig været en virkelig fortrolighed mellem de to; Moth var i rang langt höjere end Árni, og om nogen forretningsforbindelse mellem dem kunde der ikke være tale, således som tilfældet var med tre andre, professor C. Reitzer og brødrene præsident D. Mathesius og kancellisekretær J. Mathesius.

Fra de første år (til 1710) haves ingen af Árnis breve i behold, men der findes uddrag (»memoriallister«) af flere breve fra ham, hvoraf det klart fremgår, hvad brevene drejede sig om. Det er forretninger af alle slags, først og fremmest vedrørende bøger og køb af sådanne på auktioner, bøger som Árni ønsker sig tilsendte, P. Syvs manuskripter, Þormóðs håndskriftsamling ifald han skulde dø; særlig omtaler han 5 manuskripter (membraner), som Þormóður har fra Universitetsbiblioteket og som skulde kræves tilbageleverede. Han omtaler også engang, at stillingen som historiograf kunde han lide at få (efter Þormóðs død). Reitzer har åbenbart haft fuldmagt fra Árni til at hæve hans lön og forvalte pengene, udbetale deraf, hvad der skulde betales, f. eks. til prof. Lintrup, der læste og eksaminerede for Árni (5 á 6 dukater »er hel vel«). Han havde 1706 stået Árni bi med udlån af manuskripter i Universitetsbiblioteket og han opterer på Árnis vegne 1710 en tiende og 1711 »Eggislöfmagle Kirke«, samt Svogerslöf og Sölleröd kongetiende osv. Også bedes Reitzer hilse mange navngivne personer, hvoraf Árnis udstrakte bekendtskab ses (se f. eks. s. 375). Han skriver også om de norske breve fra Trondhjem og Stavanger, for hvilke sidste især han atter og atter blev krævet af biskop Bircherod, men Árni var langsom i benyttelsen af sådanne breve, og har ment, at det ikke hastede med tilbageleveringen deraf, da jo dog »ingen er i Norge, som kan læse dem ret«. »Dog haver jeg ufejlbarlig i sinde at skikke dem tilbage, når jeg tilfulde haver brugt dennem« siger han (s. 373). Intet glemte Árni deroppe »i sin afkrog« (»in angulo mundi« som han siger i brev til Walter). Han beder Reitzer om at undersøge, hvorledes det forholder sig med et foregivent håndskrift af Saxo grammaticus, der ifølge Bussæus' meddelelse skulde være bleven solgt hos en »bogkræmer på Ulfelts plads«. Det er klart, at Árni stiller sig meget tvivlsomt overfor denne meddelelses reelle grundlag, men han ønsker at sagen skal undersøges. Ja, han ønsker at »forhverve hos monsr. Jörgen Rask på Møen den hans observation om nægen, som bønderne kaster i furen, i henseende at destinere den til Jøden (Oden) af Upsal« — denne har han hört ham (Rask) fortælle, men han husker ikke alt nöjagtigt. Dette er et lille eksempel på, at intet var Árni fremmed indenfor nordisk videnskab. Reitzer skriver i sine breve om alt, hvad han har udrettet for Árni og meddeler ham det avancement, som han gjorde ved Universitetet f. eks. ved prof. Masius' død (1709). Han sender ham aviser. Det er overmåde tiltalende at se, hvilken omhu han har vist og hvor stort et arbejde han har gjort for Árni. Der er kun ét, han nødig vil have med at göre: »hans fordringer hos vore studentere«(!). Árni har altså lånt penge til studenter og vistnok ikke blot Islændere; det var sikkert ikke for vindings skyld. Om Reitzers følelser overfor Árni vidner følgende udtalelse (15/5 1708), der ganske sikkert er oprigtig ment — uden tvivl har flere andre kunnet underskrive den —: »og uden at hykle for Hannem er Hans liv mig ikke alleneste for min egen, men endog for det almindelige bestes skyld kostbar . . . De aftener komme vel med guds hjælp igen, at vi ved en andægtig snak kan begræde, eller og, om Hannem således lyster, belee tidernes dårligheder. Og til dette sidste, nemmelig at belee, vil jeg rade Hannem, når et og andet ord, som profanum vulgus kan have ladet falde, vorder Hannem forebragt. Han haver adskillige uvenner, jeg bekender det; men derimod haver Han og nogle venner. Og det må være Hans trøst, at som de retsindige elske Hannem, så ere de andre Hannem findske, fordi Han mener sit fæderneland vel, eller i det mindste ikke mener som de«. Disse ord er sande og rigtig følte. Árni sender Reitzers hustru ederdun, som hun takker personlig for i en efterskrift. I brev af 11/6 1710 gör Reitzer rede for de penge, han har udbetalt til Árnis brodersön Snorre. Så tilföjer han spøgefuldt (hvad der også kaster et lille glimt over fru Mette): »Men nu må jeg spörge, hvorledes jeg skal forholde mig med Hans herefter indkommende penge, da Han ingen brodersön haver længer her på stæden, ja jeg spörger så meget alvorliger herom, som Hans kæreste er vred på mig, fordi hun ej i slige penge vorder delagtig; og haver hun nogle gange talt til mig derom, hvilket er meget hårdt for så galant en mand og en kvindekönnets store tjæner som jeg er«. Uden tvivl har læsningen af disse ord fremkaldt en krusning af Árnis læber.

Brevvekslingen med brødrene Mathesius hidrører fra årene 1707—12, rimeligvis fordi mange (tidligere) breve er gået tabt. De, især J. Mathesius, besørger for Árni mange praktiske forretninger og kommissioner, er bægge Árnis fortrolige venner (dus-brødre). Også til dem sender Árni ederdun. D. Mathesius modtager Árnis lön og gör regnskab derfor; sender ham sukker, te, apotekervarer og krudt. J. Mathesius havde den for Árni gunstige stilling at være kancellisekretær: derfor skriver Árni til ham om forskellige sager (processer og indlæg), hvorledes de kan behandles i Höjesteret til mindst tidsspilde for parterne (det drejer sig bl. a. om Jon Hreggviðssons sag, der skulde komme for 1713). I Árnis breve findes flere hentydninger til den uvilje, andre nærede mod ham, og den fortræd, man vilde göre ham; især findes der i brevet 21/9 1711 skarpe udtalelser om Oddur Sigurdsson. På den anden side ser man her Árnis trofasthed. Således tager han sig varmt af sysselmanden Hákon Hannesson, som var blevet uretfærdig behandlet, for ikke at tale om Jon Hreggviðsson; Árni siger (i br. 21/9 1711) om denne: »skulde og hertil behøves særdeles udgifter på Jon Regvidsens vegne, så får jeg dennem at betale, hvor nødig jeg vilde, ti Jon Regvidsen er en betler; imidlertid har jeg ikke den samvittighed at forlade ham, aldeles forsvarsløs og enormiter forurettet, mit i hans sag for 4 eller 8 rds skyld, ihvor knap pengetiden og er hos mig«.

Fra kancellisekretæren haves kun ét, men til gengæld meget langt brev (23/7 1712), som Árni først har fået 10/11 året efter! J. Mathesius takker for ikke mindre end 4 breve; hans brev drejer sig helt om forskellige forretninger, især processerne og hvad der hang sammen dermed. I brevet findes forskellige hentydninger til Árnis forhold til de styrende og til købmændene: »alle ere dig lidet gunstige, så vit commissionen angår«, »I have desforuden et ulykkeligt fatum, og må jeg ofte tage imod adskillige fortredelige svar, når jeg vil remonstrere sagerne på det beste: jeg er solus contra omnes osv.«; »Men jeg kender deres (købmændenes) uartighed, og veed at mine gode venner i Island (ɔ: Árni) har fast ingen af købmændene til patron, hvortil jeg og i blant har uformerket været testis auritus«. Et lille strejflys falder også her over fru Mette, når Mathesius skriver: »Du beder mig jeg skal trøste din kone, men jeg har iblant været nødt til mere at læse af loven end af evangelio, og om hun endskönt kan være bleven stødt derover, så gör jeg dog alting i beste mening og som en ærlig ven«. I anledning af at Árni har klaget over, at han ingen lön har modtaget, udtales der, at han kan ikke vænte at få noget, det er ikke anderledes hjemme: »jeg og andre, hvis husholdning koster årlig 15 á 16 hundrede rigsdr., har ikke fået en skilling til lön i 3 år, eller nogen anden subsidium fra kongen, og kan vi ej heller vente noget sligt, sålænge gud ikke giver os non dico pacem sed bonam pacem«.

Af andre venner kan nævnes O. Schielderup, der skriver 9/5 1703 (og 19/5 1704), lige bleven amtmand i Trondhjem, hvad han meddeler i det sidste brev. Også han er Árnis dusbroder. Brevene er meget fornøjelige. Der meldes forskelligt nyt og personalia. »Vennerne her ved stædet lever gud ske lov alle vell«.

Som vi har set var Fr. Rostgaard Árnis gode ven. Nogen synderlig brevveksling mellem de to findes ikke. Ialfald er kun et par breve antydede fra Árni 1706 og 1707: deres indhold findes kun i isl. uddrag; der antydes forretninger og Árni sender også ham ederdun, denne synes Árni særlig at have yndet som gave til sine gode venner. Så er der etatsråd N. Foss, fra hvem der haves tidligere breve. Fra ham haves ét brev fra 1707. Han sender Árni et Njálahåndskrift (ɔ: 468. 4°) og ønsker gamle norske eller danske mønter, der mulig kunde være at få i Island (en fortegnelse over sådanne medfølger). Postforvalter J. Lerke er åbenbart en af Árnis nære venner (br. 1707). Ligeledes assessor H. Scavenius (br. 1707 kun ved memorialnotits), angående forretninger. Historikeren prof. O. Sperling brevveksler Árni med — ligesom tidligere — (1707—13) om sproglige og litterære æmner (boglån). At Árni også vekslede breve med personer med navnet Bartholin, er ikke at undres over; prof. C. Bartholin lykønsker ham (1710) til hans avancement ved Universitetet, og Th. Bartholin (senere justitiarius) skriver til Árni et længere brev (1710), hvori han takker for brev fra ham og medfølgende Arngrims Crymogæa. Brevet indeholder en sikkert oprigtig ment anerkendelse af Árnis store kundskaber. Iøvrigt indeholder brevet efterretninger fra Khavn. især personalia. Han meddeler, at han har købt bøger for Árni på Bircherods auktion.

Hvad forholdet til Þormóður Torfason angår, haves kun breve fra årene 1703—05 (7 fra Þormóður, 1 fra Árni). Først sent fik Þormóður at vide, at Árni var rejst til og opholdt sig i Island. Alle brevene fra ham drejer sig, som iøvrigt tidligere, om hans egne sager, trykningen af hans skrifter; han klager over, at deres trykning går langsomt; det er klart, at han savner Árni stærkt som mellemmand og medhjælp. Iøvrigt er det særtegnende, når han meddeler, at en bogtrykker har nægtet at have med hans bøger at göre, hvis Árni får noget med dem at bestille. Det er klart, at Árni atter og atter har rettet korrekturen, hvorved sætningen er bleven dyrere og mere tidsrøvende. Árnis brev er fra 25—26. september 1704, skrevet på Kirkebækloster. Bl. a. meddeler han, hvad han har fået af håndskrifter (det er meget lidt), siger, at der er meget lidet tilbage. Han føler sig deroppe »som i et fængsel«. Som kuriosum ytrer han — i anledning af hvad han har hørt om Þormóðs giftermål med sin husholderske (hvad der senere kom istand) — »ro er bedst af alt« (fátt er kyrru betra). Dette glemte Árni selv 5 år senere. Nu blev Þormóður imidlertid så syg, at al brevveksling måtte høre op. Árni kunde på den anden side heller ikke i de følgende år tage sig af hans sager.

Til slutning skal her dvæles ved Árnis forhold til et par venner og bekendte i Island, først og fremmest biskop Björn Þorleifsson (d. 1710). Denne mand var ingen synderlig begavelse, men holdt af at vise en flot optræden som biskop. Han og Árni var dusbrødre og oprigtige venner, men Árni var ham langt overlegen i kundskaber og intelligens. Árni er ofte nødt til at sige ham flere »sandheder« på en ret eftertrykkelig men dog venskabelig måde, og kritiserer ham. Biskoppen var af svag karakter, han gav efter for Gottrup, hvad Árni dadler ham for, men han gav også altid efter for Árni. Árni havde tidligere benyttet biskoppens hjælp til at skaffe sig bøger og dokumenter til låns. Det samme gjorde han under sit ophold i Island. De traf hinanden på altinget om sommeren, hvor Árni modtog lånte dokumenter og leverede dem tilbage igen lejlighedsvis. Især var dokumenter i bispearkivet ham kærkomment lån. Af særlig interesse er Árnis brev 31/3 1705. Heri bebrejder Árni biskoppen ret skarpt hans forhold til Gottrup; han ytrer bl. andre meget vægtige udtalelser: »Og det kan jeg ikke agte for venskab, om nogen lader som han er min gode ven i ord, men er mig i mod i gærninger, såmeget han formår eller er istand til«, og han citerer Hávamáls bekendte vers: »sin ven skal man være ven med og med hans ven etc«. Senere i brevet siger han, atter med stærk finte til vennen: »Dette vil Monfrére synes er store ord, men jeg vil, hvis jeg må, kalde det candorem. Det er ikke mit sind at simulere og dissimulere alle ting, lade som jeg stundom er neutral, men så straks efter stille mig til modstand i hvad jeg kunde eller turde, men jeg vil enten være 'rå eller kogt' [en isl. talemåde] såvel deri at sige min mening etiam juste expostulando eum amicis, som i andre ting. Og den behandling vil være alle oprigtige mænd kærest«. Biskoppen havde ønsket at Árni vilde virke for, at han, der nu havde trykkeriet på Holar, måtte trykke den nye norske lovbog på islandsk. Herimod udtaler Árni sig bestemt, eftersom lovbogen ikke er gyldig og passer heller ikke på flere punkter til isl. forhold. Efter denne kritik har biskoppen slået den plan ud af hovedet. Hvis biskoppen mener, hvad Árni er tilböjelig til at tro, at det er den isl. lovbogs concept, som lagmændene Magnus Jonsson og Sig. Björnsson har affattet, udtaler Árni derom: »Jeg for min person siger for alvor, gud lade mig ikke komme i den vildfarelse, at jeg föjer det til alle mine onde gærninger imod ham, at jeg med vilje og vidende bringer den ulykke over mit fædreland, at et så male sanum og perfunctorie congestum opus ved min bistand skulde blive sanktioneret som lov mange ufødte og sagesløse mennesker til plage«. Også fraråder Árni at trykke Altingsbøgerne og anfører grunde derfor. Han nytter lejligheden til stærkt at kritiserer den sidste udgave af Hallgrimur Pjeturssons salmer (det er udgaven 1704), det er både retskrivningen og enkelte steder, hvis behandling han med rette dadler. Der findes intet y i bogen, så at forskellige ord derved sammenblandes. Et enkelt steds behandling (salm. XVI, 12) kritiseres særlig stærkt. Han hævder, at ændringer i andres digte, og ikke mindst Hallgrims, er ganske utilladelige. Ikke mindre stærkt kritiserer Árni præsten Sig. Jonssons salmer over Gerhards meditationes, især det sproglige udtryk, men også som oversættelse; der er futile tildigtninger og sproglige uhyrligheder, hvorpå der anføres eksempler. Også på dette område var Árni alle andre overlegen, og at han har ret i sin straffetale, behøver ikke at siges. Indirekte var dette en kritik af biskoppen selv, der måtte siges at have ansvaret for udgaven. Ligeledes kritiserer Árni, at biskoppen har trykt et digt, hvor bisper kaldes »landets fromme fædre«, ti 'landsfader' er noget. der kun kan bruges om en konge. Denne kritik førte ikke til noget brud mellem de to venner. Biskoppen var som sagt en eftergivende mand og har ikke villet undvære Árnis venskab. Hans stemning i anledning af Árnis unådige skrivelse ses godt af efterskriften til br. 18/5 1705. I br. 18/7 s. å. siger han også: »Jeg er heller ikke så synsvag, at jeg ikke kan se, at Monfr. vil mig med sin forsigtighed (eller advarsel?) alt godt«, for ikke at tale om, at han anser alt, hvad Árni siger om retskrivning og denslags spörsmål, »tanquam de tripode dictum«. Biskoppen var Árni behjælpsom med mange dokumenter og lign., men hvor ringe forståelse han dog har haft af Árnis stræben viser hans udtalelse i br. 24/6 1708, hvor det hedder: »Pontusrimer sendes efter begæring også til altinget, hvis de til den tid er færdigskrevne, men ikke ved jeg. hvad Monfr. vil med sådan skammelighed, og den skjald var bedre puttet i en törvegrav«. Af lignende art er hvad han skriver efter den store brand på Holar natten til d. 19. nov. 1709: »Ikke fordömmer jeg læsning af sagaer, men andet er nyttigere« ; et lille sagahåndskrift fandtes efter branden forbrændt, men dog læseligt: det vil han egenhændig aflevere til Árni, »så at det kan ses, hvilke tanker djævelen har haft med at redde sådant lapperi fra ødelæggelsen, hvor 3 bibler med flere andre bøger brændte, medens kort og pucbpenge fandtes uskadte«. Dette er et godt vidnesbyrd om bispens åndelige egenskaber.

Den titnævnte Sigurd lagmand, om hvis upartiskhed og lovkyndighed Árni ikke nærede nogen höje tanker, har, som det synes, stået på en ret god fod med Árni, ialfald inden domfældelsen (1708). Der haves et brev fra ham (januar s. å.), hvori han takker Árni for behageligt samvær og tilsendte bøger; Sigurd var en litterær person, der beskæftigede sig meget med oldlitteraturen; som sådan har han vist været mere agtet af Árni. Det samme er tilfældet med sönnen, landstingsskriveren Sigurd; meget venskabelige breve skriver Árni til denne 1710 og derefter og endogså vejleder ham med hans faders sager (de rejste sammen fra Island 1712). Det er et ret mærkeligt forhold, man her ser, men der synes ingen grund til at antage, at de venlighedsudtryk, der findes i Sigurds breve, blot er tomme talemåder.