Ægteskabsdjævelen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Ægteskabsdjævelen
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Paa Geirmundsstad i Skagefjord boede engang to Ægtefolk, der ikke stemmede overeens i Sind; men man sagde da ogsaa, at Konen var gode Venner med en anden Mand, der gjorde alt Sit til at forstyrre det gode Forhold imellem hende og hendes Huusbond. I den Hensigt tryllede han en Djævel til at paatage sig en Hunds Skikkelse; den var tørvebruun af Farve, og den sendte han til Geirmundsstad, for at den der skulde være Ægteskabsdjævel.
Hos Ægtefolkene paa Geirmundsstad opholdt sig en gammel Kone; hun lagde Mærke til, at hvergang, før Ægtefolkene kom op at skjændes, kom der en tørvebruun Hund ind i Badstuen, gik ind ad Gulvet og lagde Snuden op paa Sengen imellem Ægteparret, hvor det sad, og gav sig til at gabe heel uhyggeligt. Naar Hunden var færdig hermed, var det altid en staaende Regel, at Mand og Hustru kom op at skjændes. Den gamle Kone talte med de andre Tjenestefolk om den Forløber for Ægteparrets Skjænderi, hun saae, og de vare da Alle enige i, at hun skulde fortælle Huusmoderen om sit Syn, for at see, om hun ikke derved skulde kunne stifte Fred imellem Ægtefolkene, der i Grunden vare meget yndede af alle deres Folk.
Engang talte den gamle Kone, der var synsk, med sin Huusmoder og foreholdt hende det Ukristelige i, at Mand og Kone levede saaledes i Usamdrægtighed sammen. I Førstningen vilde Huusmoderen Intet høre herom, men den Gamle sagde, at hun vist vilde gjøre sig mere Umage for at undgaae onde Trætter med sin Mand, hvis hun blot vidste, hvoraf deres Usamdrægtighed kom. Hun fortalte hende siden Alt, og bad hende indtrængende om dog i Alt at være eftergivende mod sin Mand, for at hun ikke længer skulde fornøie Fanden med sit stygge Kiv. Huusmoderen lovede hende at gjøre, hvad der stod i hendes Magt.
Det gik da saaledes, at Ægteparrets Forhold til hinanden forbedrede sig Dag for Dag; thi Konen gav altid efter for Manden, og tilsidst blev deres Samliv meget kjærligt.
Men da saae man heller ikke Mere til den Tørvebrune.
