Forskjell mellom versjoner av «Æventyrlige sagn om bjærgfolk»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
 
(Én mellomliggende revisjon av samme bruker vises ikke)
Linje 151: Linje 151:
 
''Jens Pedersen''.
 
''Jens Pedersen''.
  
 +
 +
1425. Der boede en dværg i ''Salgjerhöj''. Han sammen med hans sønner pløjede op ad bakken. Men det var for strængt, tykte han. «Jo,» sagde de, «lad os pløje derop.» Deraf fik gården, som ligger på skrænten af höjen, navnet ''Plejdrup''.
 +
 +
''Lærer Dissing, Erslev''.
 +
 +
 +
1426. Ole havde kun en helmisko, der levede af lyngen i klitten om sommeren, og til en forandring lyng med kålblade om vinteren. Den kunde næppe bære sig selv, mindre trække ploven. Da fik han dværgmanden i ''Salgjerhyw'' til at hjælpe sig o. s. v. Dagen før kampen fik Oles ko kalv, og da manden var gået for at få en håndsrækning, slagtede konen kalven, hængte hjærtet og lungerne, så blodigt som det var, med en snor om halsen og hægtede skindpelsen derover Da Salgjer kom ind i stuen, syntes Helle så svag, at hun knap kunde hænge sammen, «Det var ilde, at jeg skulde gjøre jer ulejlighed, koen har nu kjælvet, men ungen er død, og når Ole kommer hjem, så river han mig rent ud, så ilter er han bleven i de sidste dage » — «Sig til din mand, at jeg i morgen rejser til ''Malhöj'' til min broder. » Næste dag var dværgen med sin hele yngel forsvunden. Ole blev en holden mand og byggede sig en gård, hvor hytten før stod. Den kaldte de ''Pløjdrup'', «for,» sagde konen, «du råbte til trolden: pløj der op, vi trækker nok, og denne pløjning har lagt grunden til vor velstand. »
 +
 +
<small>Dette sagn findes i en mere udførlig form i min bog «Jyske folkeminder» IX under «Prøver af jyske landskabsmål».</small>
 +
 +
 +
''P. Henriksen''.
 +
 +
1427. Der var en mand, som havde et stykke eng til halvt med en bjærgmand. Men alle de karle, han havde, de kom af med deres liv den dag, de slog den eng, for det bjærgmanden gik foran og gik for stærkt. Den gang det blev bekjendt, så kunde manden ikke vel få nogle karle, der var ingen for at komme dertil at tjene alene for den eng sin skyld. Så lovede han en grumme stor løn ud, og så var der én, som tog sig det på, han tykte, han vilde prøve det. Den gang det lakkede hen ad høslætten, gik han og tænkte på nogle dage for, at det var endda slemt, dersom han skulde af med hans liv, ligesom de andre karle, manden havde haft, han måtte se at finde på en udvej, og nu var det snart ved tiden. Så boede der en hekskjælling et stykke derfra, hende gik han til og snakkede med om det en dag. Så sagde hun til ham, at den morgen, de skulde ned i engen og slå, da skulde han komme om til hende, så skulde hun nok hjælpe ham til rette ved det og fly ham en høle. Nå, han gik også om til hende den morgen, og hun flyede ham en høle og sagde til ham, at han måtte aldrig stryge den og aldrig se den i eggen, den skulde nok holde sig skarp alligevel; og så skulde han tage et hjul af vognen, de kjørte ned i engen på, og lægge midt i engen, og så tage høleen og gå rundenom hjulet og sige til bjærgmanden, han skulde komme bag efter. Det gjorde han også. Den gang de kommer på engen, tager han hjulet af vognen og lægger midt i stykket, tager hans høle, og stiller sig an for at begynde. «Nu skal du komme bag efter, » siger han til bjærgmanden, «du har gået foran de andre år, i år da vil a gå foran.» Og så begyndte de at slå sådan, at bjærgmanden begyndte knapan at puste, for karlens høle bed så udmærket, han havde aldrig slået med sådan en høle. Så siger bjærgmanden: «Holdt, lad os fytte en gang!» for bjærgfolkene de kan ikke snakke rigtig, de siger fytte for stryge. Karlen sagde: «Nej, i dag slår vi, i morgen fytter vi!» Nu blev de sådan ved at slå runden om hjulet, og inden de fik ende på stykket, styrtede bjærgmanden. Karlen havde da frelst hans liv. Så ilav han kjørte hjem, kom han om ved en milepæl, der stod ved siden af vejen, det var sådan en stor sten. Han tykte, han havde slået med hans høle den hele dag, og den var lige skarp, han vilde prøve, om han kunde hugge den sten over med den. Og den hug han af, te den spurrede langt hen. Så vilde han endda se til høleen, om det blev ikke kjendt på den, men da han fik den set i eggen, var det ikke andet end et helmisben, han stod med i hånden. Sådan gik det med den slåen, og siden den tid beholdt manden engen alene, men så kunde han også godt beholde hans karle.
 +
 +
''Hans Kristian Pedersen, Brigshus''.
 +
 +
 +
1428. Et sted var der en stor eng, som bjærgmanden havde forpagtet af mændene, og de havde forpligtet sig til at sende ham en mand til at slå hvert år. Hele engen skulde slåes én dag, og når den dag kom, gik bjærgmanden ud midt i engen og begyndte, og den anden skulde så gå uden om. På den måde kvælld han dem alle sammen. Nu stod der atter en mand for tur, og hans karl havde en sykone i byen — som de fleste har — hende fortæller han det til. Hun havde sagt, da han stedede sig til ham: «Du skal ikke lade dig forskrække, men kom om til mig, før du tager derned, og få en hjølli ved mig.» Da der nu kom bud fra bjærgmanden, at den og den dag . . . . gik han om til hende, og hun havde lavet ham en træhjølli og sagde: «Når nu bjærgmanden siger: Lad os fikke, skal du svare: Lad os nu slå i dag og fikke i morgen.» Så gik han i engen med hans hjølli, og det gik godt. Bjærgmanden vilde fikke, og til sidst blev han så overvunden og så ærgerlig, at han løb op på en bøj og sprang i ene flintesten.
 +
 +
''Thomas Søndergård, Estrup''.
 +
 +
 +
1429. En gårdmand havde en eng, som blev slået en gang hver sommer; og hver gang den skulde slåes, kom nissen og hjalp gårdmandens karl dermed. Men nissen var nu karlen helt overlegen i kræfter, og han gik så rask, at karlen havde ondt ved at følge med, så at, når de var færdige med at slå engen, duede karlen ikke rigtig til arbejde mere, sådan havde nissen kjørt med ham, og gårdmanden var nødt til at skifte karle hver sommer. En gang får manden som sædvanlig en ny karl. Dagen før han skulde til at slå, går han hen til en klog mand og klager sig til ham, om han ikke kunde sige ham et godt råd mod nissen, for ellers gik det jo ham, som det var gået alle de andre karle, at han blev split ad. «Jo,» siger da den kloge mand, «jeg skal fly dig en høle, som du kan høste alt det det skal være med uden at blive træt, men så skal du også love mig to ting, og det er, at du hverken må stryge den eller se i biddet af den.» Ja, det troede karlen da nok han kunde lade være. Han takker for leen og går hjem, og om anden dagen mødte nissen, som han plejede, og han og karlen gav sig straks i færd med slåningen. Mage til høle havde karlen aldrig haft, ti den var så hvas, at han havde ikke det mindste arbejde ved at bruge den. Da de så havde slået et godt stød, råber nissen: «Fep engang!» — «Nej,» siger karlen, «slå i dag og fep i morgen!» for det kneb jo for nissen at følge med. Det varede ikke ret længe, inden de var færdige med engen, og så gik de jo begge hver til sit. Karlen fulgte en markvej, og den gik igjennem et dige. For at værne digets ender var her oprejst to store sten, og som karlen nu går her med leen under armen, tager bladet af den — sådan for vanvare — om én af de her store sten og skjærer den midt over. Så vilde karlen lige se til bladet, og til hans store forundring ser han, at det var et sideben af Djævelen. Siden den dag kom nissen ikke tiere for at hjælpe at slå hø.
 +
 +
''J. J. K., S. ved J. K. Krabbe''.
 +
 +
 +
1430. På en gård i ''Binderup, Dalbynedre'' sogn, havde de en gang i flere år en dværg til høstmand, som al tid gik så voldsomt på, at han ødelagde alle deres karle, for de kunde umulig holde ud med ham. Men så en sommer havde de fået en karl, der besluttede at prøve på ved list at stå sig med den Slemme. Da de skulde ud at høste, forsynede han sig i al stilhed med en del løse sideben, som han stak ind under sin vest; og da de havde høstet lidt, udbrød han: «Fy-y, hvor det er varmt! lad os rive et sideben ud,» stak så hånden ind under vesten, fik fat i ét og slængte det fra sig. Dværgen skulde jo gjøre lige så, men han var nødt til at tage et af sine egne, det troede han jo også, at karlen gjorde. Hver gang i dagens løb, karlen fik det for varmt, rev han et sideben ud, dværgen lige så, men medens karlen stod sig brav, blev udfaldet, at dværgen styrtede.
 +
 +
''Karen Marie Rasmussen, Linde''.
 +
 +
 +
1431. På ''Havmosegård'', der skal have ligget i den sydlige del af ''Tvilum'' sogn, tjente en gang en pige, der af sin gjerrige madmoder blev sat til at spinde en vis hob garn hver aften. Madmoderen forlangte nu så meget af pigen, at denne måtte spinde næsten hele natten og snart aldrig fik søvn i øjnene. En aften snart ved midnatstid sad pigen og spandt og græd tillige, for hun var både søvnig og træt, og havde dog næsten ikke mere end halvdelen spundet af det, hun skulde. Som hun nu sad der, gik døren op, og en lille før mand trådte ind. «Hvad græder du for, min. pige?» spurgte manden. Så fortalte hun om den megen spinden, som hun ikke kunde overkomme. «Du skal ikke græde,» sagde han, «jeg vil komme hver aften og spinde for dig, når du så vil love at følge med mig hjem og blive min kone.» Pigen var i stor forlegenhed og gik så ind på det, den fremmede forlangte. Fra den aften af kunde pigen gå meget tidlig til sengs, og endda blev der mere spundet, end den gjerrige kone forlangte. Men endelig var alt, både uld og hør, opspundet, og så siger den lille mand til pigen: « Ja, nu om tre dage kommer jeg, så skal du med mig hjem og være min kone.» Pigen var nu igjen meget sorgfuld, hun græd og bad om at blive fri for, hvad hun ubetænkt havde lovet. Bjærgmanden lovede da endelig, at hvis hun kunde gjætte hans navn, til han kom igjen, så forlangte han ikke anden betaling. Pigen vedblev at sørge, for hun vidste ikke, hvordan hun skulde gjætte bjærgmandens navn, det var ikke så let. På samme gård tjente en dreng, der den aften var ude at flytte fårene, og da han på hjemvejen kom forbi en stor höj, hørte han én synge inde i höjen:
 +
::«Jeg hasped, og jeg spandt
 +
::hos en jomfru, som jeg vandt,
 +
::Trillevip det er mit navn.»
 +
Da drengen kom hjem, fortalte han til pigen, hvad han havde hørt, og hun blev ikke lidt glad, for nu vidste hun jo, hvad bjærgmanden hed. Tre dage efter kom han og spurgte hende først, om hun kunde gjætte hans navn. «Du hedder vel Povl,» mente pigen. «Nej.» — «Ja, så hedder du vel Per.» — «Nej.» — «Ja, så hedder du Trillevip.» Her over blev bjærgmanden noget lang i ansigtet og gik sin vej.
 +
 +
''Fortalt af en gl. kone i Vole; S. P. Jensen''.
 +
 +
 +
1432. Der var en mand, der havde en höj på sin mark. Så en dag, han var ude at pløje på den ager, der lå næst ind til höjen, og han havde en dreng til at kjøre ploven for sig, som var meget næsvis, da kunde de børe, at bjærgmanden var ved at kjærne smør der nede. Så er det, drengen råber: «Når I får kjærnet, giv os så en kjaanbryggi (&#596;: meldmad med nyskjærnet, usaltet smør på)!» Da de kommer så igjen, stod der to tallerkener udenfor höjen, den ene var hvælvet over den anden, og da de så til det, var der to meldmader. De så jo kjønne nok ud. Så siger drengen: «A æder dem!» — «Nej, det må du ikke,» siger hans fader. «Så giver a hunden dem.» Hunden tog også et stykke, som han brød af, og da den fik det ædt, så rendte den ad höjen til. Det var manden jo gal over, havde de nu selv ædt af meldmaderne, skulde de jo have hørt bjærgmanden til og så gik han og tænkte på, hvordan han skulde få sig hævnet på ham, men han vidste snart ikke, hvorledes det bedst skulde ske. Så kommer han om ved höjen en aften, han er ret fuld, og så giver han sig til at bande og skjælde hæslig over bjærgmanden: at nu havde han været der i så mange år og ingen husleje givet, og dersom han betalte nu ikke, så skulde han splitte höjen ad og alt det, bjærgmanden havde, også. Da han sådan havde skjældet og smældet, gik han hjem og i hans seng. Men bjærgmanden han blev forskrækket for denher trusel, og den gang manden havde så ligget og sovet et bitte korn, kommer bjærgmanden til vinduerne og taler til ham: han skulde komme og bytte hans gode med ham; han vilde give ham det halve af det, han havde, men så skulde han lade ham sidde i fred. Manden bliver jo så angst, for det han havde sådan skjældt bjærgmanden ud og bandt over ham, at han turde aldrig svare et ord. Men så slumpede konen endda til at sige: «Han er så mænd syg, tag du' din part og lad os ligge, vi betroer dig godt nok til at bytte det!» Så om morgenen, den gang de kom ud, da lå der en stor dynge penge uden døren, og bjærgmanden havde byttet dem så ligelig, at der var en rigsbankskilling, som de hver kunde få det halve af, og den havde han brækket over og lagt den ene halvdel ovenpå dyngen. Så havde manden penge nok, og siden den tid var han og bjærgmanden aldrig uvenner.
 +
 +
''Maren Pedersdatter''.
  
  

Nåværende revisjon fra 20. sep. 2017 kl. 12:48

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

85. Æventyrlige sagn om bjærgfolk


1400. Der var en bjærgmand i Busbjærg, som opholdt sig i Hagenstrup mølle om natten, og det var folkene ikke tilfreds med. De turde ikke være der om natten og gik op til Amstrup og lå der. Men hvad passerer så? En aften kom nogle bjørnetrækkere med en bjørn og vantedes kvarter, og så havde folk vist dem der til. Ja, de kunde godt være der, men der var bjærgfolk, og sådan og sådan. Da vilde de godt tage til takke med lejligheden, og dersom de måtte få en seng og komme i, så brød de dem ikke om noget. Folkene gik så op til Amstrup, men bjørnetrækkerne gik ind og lagde bjørnen i kakkelovnskrogen og redte ham der et leje, tog låsen fra hans mund og gik i seng. Den gang de havde ligget, til klokken var halv tolv, så blev der da sådant et mørke for vinduerne, te de kunde ingen ting se. Døren sprang op, og hvad der kom ind, det vidste de ikke, men bjørnen begyndte at knurre, og den kommer op, og der bliver tummel på gulvet. Omsider knager døren, og det kommer ud på broen med hverandt, men nu kan det nok være, der blev kommers, og karlene turde snart ikke røre sig, langt mindre gå op og føle efter, om bjørnen var inde eller ude. Endelig bliver der stille, og de får bjørnen listet ind igjen, men han var så opirret, at han var ikke god at komme af sted med. Til sidst fik de ham dog stillet tilfreds med et stykke kjød, og så går de i seng og sover godt til dag. Så om morgenen kommer folkene, og de ser først, hvad der er på broen. Det var, ligesom de havde væltet en balle tjære, og der lå sådan en mængde hår. Så troede de jo, te de fremmede folk var af med livet, og der var ingen døre låsede, så bjærgmanden havde været inde også, kunde de skjønne. Men da de kommer ind, ligger karlene i god behold i sengen, og bjørnen begynder at knurre. Han fik jo snart låsen for hans mund, og så vilde møllerfolkene da have at vide, hvordan det var gået til, og karlene fortæller det kort sagt. Nu tænkte de, at det kunde give en forandring, og der kunde blive fred i huset. Så akkorderer de med dem om at blive der endnu en nat for betaling, og folkene vilde også blive hjemme. Der kom nogle folk fra Amstrup også derned, og de vilde blive ved dem, for når den ene Kunde være der, så kunde den anden også, tykte de. Så skulde de jo have noget at forslå tiden med, for at holde dem vågne, og de giver dem da til at spille kort med bjørnetrækkerne. Så klokken bliver elleve og går ad tolv til, da bliver det mørkt for vinduerne igjen, og der kommer en røst: « Kræsten!» Han tej stille. «Kræsten! sover du?» Så svarede mølleren: «Nej!» og til de andre i stuen helt stille: «Hvys, hvys, hvys!» Da kommer røsten igjen: «Har du den store fommelååj endnu?» — «Han sover!» siger mølleren (og til de andre: «Hvys, hvyss!), «I må ikke vække ham, for han har lagt unger i dag, og hvis han bliver vækket, så bliver han meget værre, end han var sidste nat.» Så siger bjærgmanden: « Ja, nu har a været nabo til dig i så mange år og så mange år, og vi er al tid komne godt ud af det med hinanden, men siden du nu har fået den store fommelååj, så kan a ikke være ved dig længere, nu flytter a over i Ålum bakker. Siden har de haft fred for den bjærgmand og har ikke fornummet det mindste til ham.

Peder Andersen Bjerregård, Brandstrup.


1401. En mand, som rejste omkring med en bjørn, han lod dandse for folk, kom en gang til et sted, hvor han gjærne vilde blive natten over. «Det kan du godt,» sagde manden, «men her går spøgeri om natten, så ingen tør være her.» — «Da tør jeg nok være her,» sagde manden med bjørnen. Kort sagt, han blev, og alle folk på stedet drog bort, da det begyndte at blive mørkt. Han lukkede nu yderdøren, men lod alle indvendige døre stå åbne, så bjørnen kunde gå frit omkring i huset, selv lagde han sig i sengen og slap i søvn; men langt ud på natten vågnede han ved, at der var tummel ude i kjøkkenet. Han listede sig op og kigede derud; da så han ved måneskinnet en mængde småfolk, som havde travlt med at koge og stege i skorstenen. Lidt efter, da det begyndte at dufte så dejligt, så han bjørnen komme frem af en krog og række poten op i skorstenen for at tage et stykke steg; men da var der én af de småfolk, som slog den over foden, hvorover bjørnen blev vred, greb den lille mand og rev ham i tusende stykker. Herover blev alle de andre småfolk så rædde, at de løb deres vej. Manden og bjørnen spiste nu de lækre sager, og han samlede alle de fade og tallerkener, gafler og knive sammen, som småfolkene var løbne fra, og de var alle af sølv. Han gjemte det hele, lagde sig igjen til at sove, og ingen forstyrrede ham mere. Dagen efter kom folkene igjen, og manden fortalte dem, hvorledes det var gået, hentede sølvtøjet, gav dem det og sagde: «Nu tænker jeg nok, at spøgeriet har ende.» De gav ham noget af sølvtøjet, og han rejste videre. En dags tid efter pløjede stedets mand på sin mark ved siden af en höj. Da kom en lille mand ud af höjen og spurgte: «Har I endnu den lille kirer (kytter-hund)?» «Ja,» svarede manden, «og den har fået syv unger!» — «Da skuld’ Fanden bittes med den!» sagde den lille mand og skyndte sig bort. Siden den dag mærkede man aldrig noget til de småfolk.

Martin Pedersen, Ejstrup, ved T. Kristensen, Rönslunde.


1402. I Klemmensker sogn er en gård, som hedder Bjørnegården. Her kom mange troldfolk hver juleaften. Bjørnen og dens hvalpe. . . .

G. J.


1403. Der var en herremand i Sverig, der et år udsendte tre af sine karle på selve juleaften. Den ene skulde drage hen til en mølle og forjage nogle trolde, som kom der og holdt måltid netop den aften, og derefter dandsede de. Når de så havde dandst, tændte det ild i deres haler, og så brændte møllen af. På den måde havde de brændt møllen af i flere år i træk. Den karl fik en bjørn med sig, og da nu dandsen begyndte, sukkede han bjørnen efter troldene, og så løb de. Altså blev møllen skånet. Året efter kom de rigtig nok igjen og spurgte mølleren, om Kisæ var hjemme. Han svarede ja, «og han har syv unger, der er værre end han selv.» Så rejste de, og kom aldrig mere.

Den anden karl blev sendt hen til en stor sten, og den var løft op og stod på fire guldpiller. Den skal der være et hul oven i så dybt, at det er på en mands höjde. Der skulde han ride til og få troldens guldbæger. De dandsede også og kom og flyede ham bægeret, han skulde drikke af. Men han slog drikken bag over sig og red. Det åd hans kappe op og skoldede hårene af hesten der bag over. Så red han tvært over en svær del plovland, og troldene løb langs med furerne og kunde ikke tage ham. Da han kom i nærheden af gården og kirken, var han ræd, han kunde ikke stå sig, og smed da bægeret over på kirkegården, men red selv ind i gården. De var så nær efter ham, at da han var kommen i porten og slog den i, snap de en stor sten og slog porten i stykker med, men de kunde alligevel ikke få hold i ham. Bægeret blev skjænket til kirken, som endnu bærer navnet Troldeborg.

Den tredje karl blev sendt hen på kirkegården. Hvert år på juleaften var der én, der gik igjen der, og nu skulde karlen tage hans liglagen, de ståend han var af graven. Det skete også, og karlen kløv op i tårnet med det og satte sig i glamhullet. Da gjengangeren nu kom og vilde i graven igjen, manglede han jo lagenet. Så får han karlen at se der oppe i tårnet, og han begynder at hoppe for at ville hoppe op og tage det. Første gang kom han ikke uden midt på tårnet, anden gang hoppede han næsten derop, og så truede han karlen med, at hvis han kom tredje gang, skulde han nok tage både ham og lagenet. Så blev karlen bange og skar et stykke af det og lod falde ned til ham igjen. Han tog det og rejste i hans grav og kom ikke siden derfra. Så kom karlen hjem til husbonden og viste ham, hvad han endnu havde i behold af lagenet.

Ørre.


1404. En gårdmand i Lakkendrup på Fyen havde en smuk datter, der var hans eneste barn, og hende så mange mildt til. En dag kom der samtidig to friere, Lars og Hans. Lars var en rig mands søn, og ham syntes faderen bedst om, men Maren syntes bedst om Hans, der var dygtigst af de to. Så sagde faderen til hende: «Jeg vil ikke tvinge dig, men nu vil jeg forelægge dem begge et arbejde,» og den, der så udførte det bedst, skulde være hendes mand. Det var hun til freds med. Så kaldte han dem for sig og sagde, hvad bestemmelse, der var tagen. «Der er to store bakker på min jord, og ved siden af to dybe dale. Den af jer, der først kan blive færdig med at flytte sin bakke ned i dalen, han har tjent Maren, og I må godt tage, hvad hjælp I vil til arbejdet.» Da Maren hørte dette, blev hun lige godt noget modfalden, ti hun mente, at den rige mands søn sagtens kunde få hjælp til arbejdet, og så fik hun ikke den, hun holdt af. Lars havde en stor del af byens folk til at hjælpe sig, og det gik rask frem ad, medens Hans gik alene. Som han gik ved sin bakke, opdagede han en åbning, og dér kom en lille mand ud af. Han sagde: «God dag, Hans! kom ind og drik et glas med os.» Han fulgte straks med og kom til sin store forundring ind i en stue, hvor der var mange små folk forsamlede, og det gik let med dands og musik. Alle hilste på ham og ønskede ham til lykke. «Vi vil hjælpe dig at vinde Maren, når du vil love, ikke at forurolige os mere end nødvendigt og så i fremtiden lade os bo i fred.» Det lovede han, og dagen blev bestemt, da arbejdet skulde gå for sig. Da Hans mødte, var alle de små folk i fuldt arbejde. De løftede bakken op på deres skuldre og bar den ned i dalen, og dermed var den sag i orden. Hans gik hen og mældte sig, at nu var han færdig, og alle skulde ud at se på, hvordan det var gjort, og hvorvidt Lars var med sit. Han var kun halvt færdig, og alle de Lakkendrup karle og drenge grov endda, som de var gale. Da de hørte, at Hans var færdig og skulde have Maren, løb de alle ad byen til, og dalen blev aldrig fyldt.

Rasmus Kristensen, Vester-Skjerninge.


1405. Under Bålsbjærg udi sydvest ligger en liden by, som hedder Råby, uden tvivl så kaldet, fordi der i fordums tid har været en temmelig god jagt der omkring Bålsbjærg med rådyr, harer, ræve og andre smådyr. Sydvest derfor ligger en liden höj, som kaldes Stumpekuld. Derudi haver været et spøgelse, som hed Stumpepilt. Så haver det sig en gang begivet og tildraget, at en gedehyrde ved navn Gubbe eller Ubbe Findsøn haver drevet sin gedehjord op over Stumpekuld, der som pilten havde sit hjem og værelse. Da gik han ud halv fortørnet og sagde til Gubbe: « Kommer du mere igjen at gjøre mig uro og fortræd med dine bjælder og skjelder, da skal jeg kramme dig så små, som jeg gjør med denne sten.». Sa tog han en flintesten op af jorden og smulrede hannem imellem sine fingre så små som sand, at gnisterne fløj af hannem. Der Gubbe eller Ubbe Findsøn det så, tog han frimodeligen en trind, nygjort ost af sin lædersæk, kryste vallen af hannem, at den flød imellem hans fingre ned på jorden, og sagde til pilten: «Da skal jeg kryste dig så tynd som dette vand, jeg kryster af denne sten.» Da sagde pilten: «Så ville vi slås med hverandre.» Gubbe svarede: «Det samme tykker jeg, da må vi ret blive vrede på hverandre.» Pilten siger: «Hvorledes?» Gubbe svarer: «Gak du hen på den höj, jeg vil blive her, så ville vi bande hverandre først, ti af bande kommer vrede, og af vrede slagsmål.» Pilten sagde: «Dette må vel så være, dog vil jeg bande dig først.» Gubbe svarede: «Så bande nu, det værste du kan.» Pilten siger: «Du skal få en krognæbbet trold.» Gubbe spænder en stiv bue, lægger en skarp spade kuld (kølv?) derpå, skyder til pilten og siger: «Da skal du få en fluende Fanden,» sætter så pilen i hans liv op til fjerene. Da greb pilten hasteligen til og vilde tage pilen af livet på sig, men jo mere han rukte derpå at uddrage hannem, jo større ve og pinagtighed havde han deraf. Da sagde han til Gubbe: «Hvad er det, du sende til mig?» Gubbe svarede: «Dette er en bande!» Pilten siger: «Hvorfor haver hun fjere?» — « Fordi hun skal fly snart frem.» Pilten spør ydermere ad og siger: «Hvi sidder hun så hart og fast udi livet?» Gubbe svarede: «Fordi hun skal bide på og blive rodfæst.» Pilten spør endnu fremdeles og siger: «Haver du mange flere slige onde bander?» Gubbe skød atter en anden pil til hannem og sagde: «Ja, der haver du endnu én.» Pilten siger: «Est du ikke endnu vred?» Gubbe svarer: «Nej, fordi jeg haver endnu ikke bandet dig nok.» Da sagde pilten: «Jeg kan såre ilde fordrage dine bander, meget værre dine hug, jeg vil sætte en anden udi min sted at slås med dig, når du bliver vred.» Dermed blev ende på disse fine herrers trætte og uenighed. Siden haver jeg intet hørt eller spurgt om dem uden aleneste, at Stumpepilt haver endnu at bestille om nattetide på Råby og Råbeløv mark med folk at forvilde.

Filkested. Villands herredv.

Suhm siger meget naivt hertil: Denne historie er trykt i Kjøbenhavn både i forrige og dette århundrede (!!) Præsteindberetning til Ole Worm.


1406. I en gård havde de så megen ulempe af en trold, og folkene kunde ikke bjærge sig for ham. Der var en væg, som al tid faldt ned, for der kom han ind af, og hvor tit de murede den op, så faldt den alligevel natten efter. Så kom han ind i værelserne og rumsterede, og enden på det blev, at folkene flyttede derfra hver aften og gik hen til naboen og lå om natten, konen vilde nu for al ting ikke ligge der tiere. Så en dag lidt før aften kommer en tiggerdreng dertil og spørger, om han kan ikke være der. «Nej, du kan ikke, vi kan ikke være her selv.» — «Hvordan det?» siger han, «hvad er der i vejen?» Ja, så fortalte de ham det. «Da tør a godt være her, når a først kan få det, a kan spise, så skal a nok få den fyr vist her fra.» — « Ja, kan du det, skal du endda få ti daler for din ulejlighed.» Konen sørgede nu for hans forplejning, og så gik både hun og manden hen til naboens. Da drengen har spist, går han og leder omkring i værelserne og finder nogle støvler. Der skjærer han skaftet af den ene og syer for den nedre ende af det skaft, og så stopper han det ind under hans klæder, så det kommer helt op under hans hage, får dernæst fat i et stort mund klæde og binder det om halsen. Endelig giver han sig til at koge ærter og får sig lavet en god portion mad, går så ud og hveder hans kniv rigtig godt og sætter sig så hen i rigtig god ro. Dagskjæret var for længe siden gået af himlen, og endelig kommer trolden. «Hvad bestiller du her?» siger han til drengen, da han får øje på ham. «A spiser ærter, vil du have nogle med?» Jo, og de spiste rask en tid. Hveranden skefuld puttede drengen i støvleskaftet. «Nu er a snart mæt,» siger trolden. «Da kan a spise mange endnu,» siger drengen. Da de havde fået et par rigtig tykke liv begge to, siger drengen: «A tror, a har spist for mange, ærterne trønder i livet på mig, de var nok ikke kogt godt nok. Véd du ingen råd for det?» Nej, han vidste ikke. «Ja, da har en gammel mand en gang sagt til mig, te én kunde godt skjære hul på sin mave, og a troer, a vil prøve på det, for det er da hæslig, som de ærter trykker.» Han river kniven af lommen og skjærer hul på støvleskaftet, så ærterne vælter ud: «Å, hvor det linnd, den rare mand, der gav mig det råd.» Så begynder trolden også at klage sig, det klemte også i hans mave. «A kan godt give dig en ritte,» siger drengen. «Nej, a vil selv.» — «Men snit nu godt til.» Han lægger også kraft på, og tarmene og det hele væltede ud. «Å, å troer ikke, a lever,» siger trolden, «din skarns dreng, du har narret mig!» Et øjeblik efter var trolden død, og drengen lagde ham tilbage på gulvet, til manden og konen kom. Da render drengen ud og råber: «A narrede ham lige godt pænt, nu skal I se, han ligger der inde.» Så fik drengen hans ti daler og en god davre, og så rejste han af. Siden kunde folkene godt være i deres gård om natten.

Filip Mikkelsen, Rind v. Viborg.


1407. En mand og en trold var naboer. Manden kom til at mangle noget rug, da han skulde til at så, og så gik han hjem og satte sig for bordenden og klagede sig. «Hvad er der i vejen med dig?» siger konen. Han fortalte så, at han manglede sæderug. «Ja, dette kan du få ude hos trolden,» siger konen. Han går så derud og siger til ham, om han vilde ikke låne ham noget rug at så i hans jord. Det var trolden villig til, men han vilde dele halvt med ham om afgrøden. Det var manden godt tilfreds med, og næste sommer blev der det bedste korn, nogen kunde se. De mejede så hver sin del af det. Da det var nu bestilt, siger trolden: «Den af os to, som kan spænde de mærkeligste skabninger for høstvognen, den skal have hele rugen. » Det var da noget ærgerligt noget, tænkte manden, og han gik hjem og klagede sig til konen. «Det skal du så mænd ikke være kjed af,» siger hun, «for mig og vor pige vi er begge store og stærke, og nu skal vi trække af alle vore klæder og smøre kroppen ind i tjære og derefter vælte os i noget fyld, så skal du spænde os for vognen, og a skal love dig for, at trolden aldrig har set sådan nogle dyr.» Det blev nu sådan, og da de kom ud i marken, kommer trolden med en mus og en rotte for hans vogn. «Sådan to dyr har a set tit,» siger manden, «men dem a har, har du nok ikke set.» Trolden måtte sige, det var sandt nok, og manden fik hele rugen. Men så siger trolden: «Den, der kommer nu først til at smage af det nye rug, dens bag skal komme til at snakke lige så stærkt som munden.» Det var noget galt noget, tænkte manden. Han sætter sig atter for bordenden og klager sig. «Hvad er der nu i vejen igjen?» siger konen. Så fortæller manden, hvad trolden har sagt. «Å, ikke andet, gå du nu ud og træsk, så skal a komme og tage noget, vi kan male på kværnen, og når det er gjort, så skal a koge nogne grød og gå ud og give trolden.» Konen kom jo så og tog af det nye rug, malede det og kogte grød, og da de er færdige, kommer hun en stor klat smør i dem og bærer dem ud til trolden i en potte. Så siger hun: «Her kommer a nu med nogne grød til dig.» — «Tak skal du have,» siger trolden, og han begynder straks at hugge i sig. Da han har ædt lidt, siger han: «Det er nogne gode grød, du har kogt» — «Det er nogne gode grød, du har kogt,» siger så hans r . . . «Det er noget godt smør, a har at dyppe dem i.» R . . en siger det samme. Så mærkede han jo, det var galt fat, og konen stræbte at gå hjem, og siden så de ikke noget til ham.

Peder Havmand, Øster-Alling.


1408. Imellem Nibe og Løgstør boede en bondemand, der var i med en bjærgmand, som boede oppe i en höj. Bonden var fattig, og bjærgmanden rig. Bonden havde mange børn — det var nu det tolvte, der lige var født — men bjærgmanden havde ingen. Som nu bonden går en dag og pløjer og har en lille dreng på seks år til at gjenne på hestene, så siger han imellem stunder, som han nu pløjer: «Er det ikke skammeligt, er det ikke skammeligt.» Det gjentages nu flere gange, og endelig tager drengen ordet: «Hvad er det, der er skammeligt, fader?» — «Hvad kan det hjælpe at sige det, din hvalp !» — «Det kunde endda træffe,» siger drengen. «Ja, du véd da, vi skal til at have din bitte bro'r i kirke.» — «Hvad gjør det?» siger drengen, «der er da ikke så langt til kirken, det kan ikke tøde så meget.» — «Nej, det er ikke det, din tossede knægt, men du véd, vi må have bjærgmanden med.» — Jamen, det kan du jo også godt.» — «Nej, gu kan a ej, for han æder os af huse.» — «Du kan jo lade mig gå over at byde ham.» — «Hvad kan det hjælpe? han kommer dog alligevel, og gå hen og gjøre ham vred det tør a missel it.» — «A skal nok byde ham,» siger drengen, «så han skal hverken blive vred eller komme.» — «Ja, a véd nok, du er hans kjæledægge, men det kan lige godt ikke gjøre det ud, og a vilde nødig, han skulde blive vred på os.» — «Nej, det skal a nok passe.» Så fik han lov til at gå, køeld kjæppen og vilde vende sig fra ploven, men i det samme kom han i tanker om, at han skulde da vide, hvad tid barselet skulde være. «Ja, det må helst blive på søndag, hvis det kan lade sig gjøre. » Så går drengen. Da han træffer trolden, siger han: «En lykkelig dag i dag!» — de må jo ikke sige goddag til sådanne folk. «Hvad kommer du efter, min bitte dreng?» — «A skulde gå herover og hilse fra min fader og min moder, om I ikke vilde komme over til os på søndag til barsel.» Jo, det vilde han da så gjærne. «Da Gud ske lov og tak,» siger drengen, «for min fader han længes så hårdt efter jer.» — «Gjør han det, da skal a nok komme.» — «I skal tro,» siger drengen igen, «vi skal have et rigtigt barsel.» — «Nå, skal I det.» — «Ja, der kommer både præst og degn.» — «Præst og degn! ja, det er nu af de folk, a kan ikke så godt lide, dem kan a ikke vel være i selskab med.» — «Å, det skal I ikke kere jer om, I kan være inde i sovekammeret ved min moder, og I skal få alt det vin, I vil have.» Det vidste knægten nu, han var glad ved. «Så skal a også nok komme,» siger bjærgmanden. «I kan tro, det bliver stort til vores på søndag, for der kommer også Vorherre og sant Peder.» — «Nej, det er det værste, dem kan a slet ikke have med at gjøre, de er så hellige, og dem kan der ingen skjule sig for.» — «Å,» siger drengen, «de er slet ikke så slemme, de er for resten de bedste, der vandrer her på jorden.» — «Hvordan véd du det?» siger bjærgmanden. «Jo, det véd a, for det siger min moder; så snart vi døer, så fører de os til Himmerig.» — «Hvor er det?» siger han igjen. «Det er under de hvælvinger, du ser der oppe, der er Himmerig, og der boer Vorherre, der er evig glæde.» — «Det har a aldrig set noget til,» siger bjærgmanden, «a har boet her i flere hundrede år, og a tykkes, a boer meget höjere end både din fader og din moder.» — «Du skulde alligevel prøve at gå i kompagni med dem; når vi holder os ved dem, så går al ting godt for os.» — «Å, a har sølv og guld nok, a trænger ikke til deres hjælp.» — «Ja, vi skal da også have trommespil,» siger drengen. «Nej, skal I have trommespil! så kommer a ikke,» som han kunde lægge til, «for det sidste, a var der ovre på den kant, da slog de den ene trommestikke efter mig og slog mit ene ben i stykker.» — «Ja, da kan min fader ikke vel undvære jer,» siger drengen igjen, «for der er ingen, der giver nogen faddergave andre end jer.» — «Faddergave! ja, hvad plejer de at give?» — «Å, det er forskjelligt, det er, ligesom de har råd til. Nogle giver en skjæppe sølvpenge, og nogle giver en skjæppe guldpenge, og nogle giver to og tre, ligesom de har råd til.» Nu havde de snakket så længe, at det var blevet mørk aften. «Ja, a vilde gjærne give noget også,» siger han, «hvis du kan bære dem hjem.» Jo, det mente han nok. «Følg så med mig,» og de kom da ind i et kammer, hvor der var fuldt af guldmønter. «Her er nu en sæk, og så kan du øse i med denher skovl, til a siger stop.» Drengen øser så i, til den bliver fuld. «Nu kan du binde for dem.» — « Jamen den sæk kan a ikke bære.» — «A skal nok bære dem hjem til jer dør.» Sådan fik drengen dem hjem, og da bjærgmanden var gået igjen, gik han faderen ud, og de tømte sækken af. Så gjorde de et stort barsel, og de kjørte et helt læs fødevarer ned til trolden af det bedste, de kunde lave, og han blev nok så glad. Så sagde trolden en dag til manden: «Du er fattig, nu vil vi være halvt om at dyrke marken.» Ja, det var godt nok. «Så vil vi sætte kartofler,» siger manden, «og a skal nok give dem gjødning, når du vil skaffe kartoflerne.» Dem havde han jo ondt ved at skaffe, da han var så fattig. Så vilde bjærgmanden det år have toppene, for de blev så store og groede så godt til. Men der blev han narret. Næste år såede de vinterhvede, og bjærgmanden skaffede kornet, men bonden gjødningen, og han gjødede godt. Nu vilde bjærgmanden have roden, og det kom de heller ikke noget imellem om. «Vi kommer til at have en hel del svin at have i skoven,» siger bonden. Ja nok. Bjærgmanden lod ham kjøbe nogle magre polte, te halen hængte lige ned på, og tænkte: «Nu skal a rigtig pudse ham.» De gik nu i skoven, men da der hen på vinteren kom sne, skulde de til at have dem hjem, og så skulde de jo have dem byttet. Bjærgmanden vilde have dem, halen hængte lige ned på, og det var kun to, der blev hans part, et par rigtige vantrivninger. I den mellemtid havde trolden lagt sig en del børn til, og nu var han bleven helt fattig, men bonden var bleven rig. Så siger han en dag til ham: «Det er galt med de mange børn, nu vil vi ikke have flere». — «Ja, det er jo ikke så godt at blive fri for», mente bonden, «når det er Guds vilje. » — «Da véd a et råd for det,» siger trolden. «Hvad er det?» — «Vi gilder hinanden.» — «Det véd a ikke, om a vil gå ind på,» siger bonden, «for så bliver a et skumpelskud hjemme.» Bjærgmanden vilde så først gjøres ved, og han led jo en svær smærte, men kom da over det. Da kom turen til bonden. Han gik og var ikke ret godt tilpas over at tænke på det, og det lagde konen mærke til. Hun vilde have at vide, hvad der var ved det, og så fortalte han det «Å, ikke andet,» siger hun, «lad mig komme i dine klæder, så går a i steden for dig.» Så går hun ud til bjærgmanden om aftenen. «Ja, vi skulde vel til at at have dig gjort i stand,» sagde trolden. «Det behøves ikke, for a er færdig med det,» svarte hun. Da han nu mærkede, hvordan hun havde det, sagde han: «Du er meget mere ilde behandlet, end a er, bare såret endda kunde læges.» Så kunde hun gå hjem med det.

Rasmus Peter Mortensen, Mejlby.


1409. En bondemand gik en dag ude på sin mark og såede frø af en lille pose. Så havde han en hjordedreng, der gik og passede hans kreaturer. Da han nu har afsået, vilde han hen og se til drengen; men hele tiden, både lav han såede, og lav han kom hen til drengen, var han så harmet og gik og græd. «Hvad er der ved det med jer, husbond?» siger drengen, det var sådan et stykke munter klør. Ja, han vilde jo ikke sige det, men måtte omsider til det, for drengen æskede ham. Det var, te manden havde en bjærgmand på hans mark, han vidste nok af ham at sige, og nu skulde de have barn i kirke på søndag, så skulde han have ham bøjen, om det skulde være godt nok, for hejsen kunde han have held til at miste et kreatur eller to; men det gale var, at hvis han bød ham, vilde hans naboer og slægtninge være misfornøjede med det, dem turde han heller ikke gjøre imod. «Husbond, a skal nok gå hen og byde ham, sådan te han skal ikke komme.» — «Jamen du skal byde ham hæderligt alligevel.» Se, det var der en kunst ved. «Ja, det skal a nok, men a vil have den bitte pose med, du har sået frø af.» Så går han og træffer bjærgmanden. « A skulde hilse fra min husbond, te I skulde komme til barsel den og den dag og det og det klokkeslæt.» Ja, bjærgmanden takkede jo, det var til måde. «Men sig mig en gang, jeg skal vel af med faddergave?» — «Ja, det er jo skik og brug.» — «Da er jeg selv kjed af at gå og slæbe på det.» — «Da kan a godt tage det med, her har a en bitte pose ved mig.» Bjærgmanden havde en buttel, der stod med sølvpenge i, og han støder så en hel del af dem i posen. «Sig mig nu, om der er nogle, der giver mere?» — «Ja, de fleste giver mere,» sagde drengen. «Da vil jeg ikke give mindst,» og han kylte nok en slant i. Om der nu nogen gav mere? Ja, der kunde vel være nogne. Bjærgmanden skulde af med nogle flere penge, det var jo ærendet af det, og han kyler så halv ond de sidste penge ned, der var i buttelen. Så takkede drengen og var allerede henne i døren for at gå, og han havde nu mere, end han vel kunde bære. «Men sig mig en gang, hvem andre der kommer med til gildet» — «Ja, der kommer dem, og der kommer dem, og Jomfru Marie og Vorherre Krist er også bøden.» — «Nå ja, de andre bryder jeg mig ikke om, men deher sidste de kommer vel sildig og går tidlig, så jeg kan vel sagt sidde i en krog, det ståend de er der; jo, sig så, jeg skal nok komme. Men det er sandt, det er jo somme steder skik, te de har spil og dands til deres barselgilde, hvad musik skal I have?» — «Vi skal have trommespil.» — «Trommespil! nej, hold lidt, nej, så kommer jeg ikke, for i fjor en sommerhed dag var jeg ude på marken, og da kom der en tambur efter mig og slog mit ene lår i stykker med trommestikken. Siden den tid har jeg været lam.» Så kom drengen hjem med den besked, at han kom ikke, men faddergaven havde han, og det var manden godt fornøjet med.

Jens Dalum, Fly.


1410. I Varde-egnen boede i en höj en bjærgmand, som manden, på hvis ejendom han boede, bar respekt for. Da han skulde have sit ældste barn døbt, var han meget rådvild, om han skulde byde trolden til barsel eller ej. Han tænkte: «Byder jeg ham, så vil jo intet menneske betræde mit hus, mens han er der, byder jeg ham ikke, er der fare for, at han skal tage det fortrydelig op og hævne sig på en eller anden nedrig måde.» I denne knibe gik manden ude på marken og tænkte over, hvorledes han bedst skulde ligne det Da kom hans hyrdedreng, en uforsagt fyr, til ham og spurgte ham, hvad der var i vejen. Manden fortalte ham det. «Å, ikke andet,» udbrød drengen, «vil du låne mig en pose, skal jeg nok byde ham således, at han ikke skal komme.» Nå, drengen beder bjærgmanden, om han ikke vil komme hen og stå fadder til hans naboes barn. Jo, det vilde han gjærne, men så plejede folk vel at give en faddergave. Ja vel. Bjærgmanden styrtede da en del sølvpenge i drengens pose, og på spørgsmålet, om nogle gav mere, svarede drengen: «De fleste giver mere.» Bjærgmanden styrtede derpå nok en del penge i, og på hans spørgsmål svarede drengen: «Ja, en del giver mindre.» Bjærgmanden vilde på ingen måde være den ringeste og fyldte posen med sølvpenge. Drengen spurgte trolden, om han så vilde komme. «Jo, men hvilke gjæster skal der indbydes ?» — «Å, st Peder, jomfru Marie o. s. v.» Ja, det var rigtig nok ikke af troldens venner, «men man kan vel sidde i en krog,» tænkte han. «Hvilken musik skal I have?» spurgte han derpå. «Trommemusik!» svarede drengen. « Trommemusik! nej, hils så, at jeg ikke kan komme, ti det er jeg en hader af; i går slog tordenen ned og knuste mit lår.»

Jeppe Jensen, Åkjær.


1411 . . . «Ja, naboer og slægtninge véd jeg jo nok kommer der, men dem kjender jeg de fleste af, der kommer vel også nogen af de store.» — «Ja, det tror jeg nok, der kommer da for det første en provst og to præster.» — «Fy for skam, de karle er just ikke mine venner, for de tænker mest på at spise og drikke og taler vel ikke til mig i sådant et lag. Hvem flere kommer der så?» — «Så kommer mutter Marie,» siger drengen. «Nå ja, det er jo ikke så rart, men hun holder sig vel mest til fruentimmerne; hvem flere?» — «Ja, så er der jo Vorherre og st. Peder, de kommmer også.» — «Hillemænd!» råbte bjærgmanden, «så tør jeg nok ikke komme; dog, sådanne fornemme folk bier sjælden ret længe, men sig mig, I skal vel have dands og musik?» — «Ja, naturligvis, vi skal både have trommer og triangler.» — « Av, av! I skal have trommemusik . . . krevl på mit ene ben og bange for at få det andet lår i stykker også.»

A. O. P.


1412 Drengen går ud til bjærgmanden: «Goddag.» — «Ja, tak.» — «Hvad godt i dag, lille karl?» Så forretter han det . . . . Ja, han var så ræd for Tordenfåer og mutter Marie . . . . Alle folk vilde nu gjærne have den dreng at tjene, men han sagde, te det kunde ikke nytte, for så kjendte bjærgmanden ham ikke, når han kom hen på en fremmed mark. Det kunde der være noget i, og så blev han gående ved den mand, og blev så gjæv med ham, te han fik gården efter ham.

Margrete Jensdatter, Mejlby.


1413. Henne ved Sale der var en bjærgmand. Så skulde en mand tæt ved have barn i kirke og bød også bjærgmanden. Han spurgte, om Vorherre og sant Peder skulde med. «Ja, så kommer a ikke, for a var ude den anden dag, og da smed han en trommestik fra sig og slog mit ene ben i stykker. Men a skal nok give dig faddergave alligevel,» og så gav han en hel pose fuld af penge.

Søren Hansen, Hårup.


1414. Drengen beder bjærgmand til fadder. Havde taget en posefuld sten med og sagde, at Vorherre havde givet ham den fuld af penge. Gav ham en halv tøndesæk fuld.

Nik. Christensen.


1415. På en bondes mark lå en höj, hvori der boede en bjærgmand. Bonden skulde have et barn i kirke . . . . Hans datter gik så til höjen og blev indladt af bjærgmanden. Hun bad ham komme den bestemte dag for at stå fadder til barnet. Han spurgte hende, om der blev trommespil. Ja, det mente hun nok. «Så tør jeg ikke komme.»

Jens Nielsen, Ringkjøbing.


1416. En mand havde en troldhöj på hans mark, og den vilde han gjærne have af vejen, for troldene i den var ham til besvær, men han vidste ikke ret, hvordan han skulde bære sig ad med det. Så skulde der være barsel hos ham, og han var kjed af at få trolden med for skams skyld, men turde heller ikke lade det være. Hans karl kunde kjende ham råd. Får en tøndesæk på nakken og vil byde ham. Banker på höjen. Trolden ud. «På søndag skal vi have barsel, og du . . . .» — «Ja tak.» — «A kan godt tage faddergaven med mig hjem i dag.» Kommer ind i höjen. Der stod en hel kiste fuld. Øser i én gang og anden gang. Nu var der retten nok. Hjælper ham ud. «Nu skal I passe på at komme i tide, for der er store gjæster: Herremanden og hans frue og jomfru Marie.» — «Det er skikkelige folk.» — «Vi skal have trommemusik . . . .» «Den anden dag tordnede det. De tog to sten og slog i hælene på mig og slog mit ene ben i stykker.» . . . .

Mariane Jakobsen, Hammerum.


1417. I de to höje, der er ved Amstrup huse, var der to bjærgmænd. En dag, da en mand fra Amstrup, var ude at plove, kom der en bjærgmamd til ham og klagede sig over, at hans nabo vilde al tid være over ham. «Han har en skjæppe penge flere, end a har, og derfor vil han al tid være villere end mig, når vi kommer sammen i gilder. Vil du ikke hjælpe mig at få den skjæppe penge fra ham, så vi kan blive lige rige? og du må godt få dem, men så skal du tage en topskjæppe, for så er a da lidt rigere.» Det vilde manden jo godt, og så skulde bjærgmanden til at undervise ham om, hvordan det skulde gå til. «A vil fly dig noget at smøre dine øjne i, så kan du se ham. Han er gode venner med din kone og kommer tit hjem til dine, og de bar for meget sammen, men det kan du nu selv få at se. Når du nu kommer hjem, så er han der, og så skal du liste dig til at få ham gildet, så har du spillet vundet, og vil nemt komme til at få pengene.» Så prøver han også til med det. Da han kommer hjem, sidder konen i kakkelovnskrogen, og bjærgmanden på hendes knæ. Manden skotter noget til det, men han siger ikke noget. Så siger bjærgmanden: «A troer, han kan se mig, ja, a frygter for det.» — «Nej, det troer a ikke,» siger konen. «Men a vil løbe op og pisse i ølpotten, dersom han kan se det, så drikker han ikke af den.» Han kommer op og skal have det forrettet, men da kan a tro, manden er gesvindt, han har kniven ved hånden og skjærer småtøjet af ham til hobe. Så render bjærgmanden med det, han nu havde fået. Dagen efter kom han igjen og vil akkordere med manden om, at han vil lade ham få det igjen, han der havde skåret af ham. Manden vidste ikke, hvad nytte han kunde have af det. «Jo, når du blot vil stikke det til igjen, så skal det nok gro sammen. » Ja, det vilde han nok, «men så vil a jo have en topskjæppe penge for det.» Ja, han tykte, det kunde blive ved den strøgne skjæppe, det var mere rele. Men manden vilde have den topskjæppe, der var ikke noget at se efter, og han må nødes til at sige ja til det. Så kommer han med pengene, og manden har straks hånden i lommen for at tage det frem. «Stræb, stræb at stikke det til,» siger bjærgmanden, «for der kommer min nabo, og han må jo ikke se, hvad vi er ved.» Da han skulde nu være så snar, får han det vendt fejl, så klundten kom ud ad, og så rendte han sådan med det. Siden kunde de være i sikkerhed for hans besøg til konen.

Niels Kragelund, Arnborg.


1418. Der var en bjærgmand i Vendsyssel, han havde en broder, der boede her oppe ved Lemvigs-egnen. De tager jo sammen en gang imellem at besøge hverandre, og så skal de jo over Ottesund. Ham fra Lemvigs-egnen han vilde en dag over til broderen, men netop som han kommer til sundet og vil over, er der en bondemand, som også har en broder i Vendsyssel, han vil over at besøge, og så kom de over af én gang, men bjærgmanden havde gjort sig usynlig, så ingen gav agt på, te han var med. Da de var komne over og skulde til at tage hver sin vej, sætter bjærgmanden hans hat på mandens hoved, og så kan han se ham. Dernæst tager han en krukke med salve op og flyer ham, den skulde han smøre hans øjne med, så kunde han for eftertiden se alle bjærgfolkene. Endelig siger han ham, te den salve havde også den egenskab, at den kunde læge sår. Bondemanden takker, og efter at de har fulgtes ad en lang tid, rejser de hver sin vej. Manden kommer endelig til broderen. Da havde han ligget syg en tid, men nu kan bonden jo se, hvad der er i vejen. Her var også en bjærgmand, netop broderen til ham, han havde fulgtes med, som var gode venner med broderkonen, og det var ham, der plagede hans broder. Bjærgmanden tykte, te denher fremmede mand så så nøje efter ham, og det kunde han ikke forstå, han troede jo, han var usynlig. Så siger han til konen: «Tror du, han kan se mig?» Ja, det vidste hun jo ikke, men det skulde hun nemt opdage. «Nu skal han jo have noget at spise til middag, og når a sætter det på bordet, så skal du gå op og gjøre dit behov over det. Dersom han kan se det, så tager han jo intet af det, men dersom han ikke kan se dig, så spiser han.» I den tid hun laver middagsmad, snakker manden med hans broder, og han fortæller, at han troer, han er forgjort af bjærgfolkene. Broderen trøster ham og mener, han skal nok komme sig, når han vil have tålmodighed. Ja, han vil jo gjærne vide noget om, hvad der er at gjøre, men det lader broderen, han kan ikke sige. Da de har endt samtalen, er middagsmaden færdig, konen havde lavet en æggekage og dækket et pænt bord. Så kommer den fremmede mand og sætter sig, og bjærgmanden er og på hans plads, han vidste jo, hvad han skulde bestille. Når mennesket er i den stilling, er der noget, der hænger ned, og det griber broderen straks om og skjærer det hele af. Så render bjærgmanden, det bedste han kan; Han vil hen til broderen, som er hos ham i besøg, for at få noget af hans krukke at smøre sig med, men da er det jo galt, han havde givet krukken bort til en mand, der vilde hen at besøge hans broder i Vendsyssel. Nok er det, det viser sig, te den mand, der har skåret, er netop den samme, der har krukken. Så må han tilbage til ham og beder ham om at hjælpe ham at blive lægt. Det var han just ikke tilbøjelig til, og han gjør ham en hel del bebrejdelser, for det han sådan havde plaget hans broder og været gode venner med hans broderkone. Men da han lover så svært godt for fremtiden, smører han ham endelig. Men for at bjærgmanden ikke skulde fristes til at komme tiere i det ærende, så vender han sagerne baglænds, idet han sætter dem til og smører ham. Det groer godt nok sammen, men så jo lidt sært ud. Manden rejser snart hjem igjen, for nu var hans broder kommen sig og levede så svært godt med konen, og det varede heller ikke længe, inden bjærgmanden forlod Vendsyssel og rejste ned sønder på ad Tyskland med de andre trolde.

Kes.


1419. Der var en mand, der pløjede med fire skårne heste på hans mark hver dag. Så var der en höj, og hver gang, han kom der, så siger manden til drengen, der kjørte for ham: «Gjen på æ gildinger, dreng!» Så kommer bjærgmanden ud, da han hører det nogle gange, og siger: «Er det de stærkeste, gildingerne?» — «Ja,» siger han manden. «Vil du så ikke gilde mig?» siger han bjærgmanden. «Jo, læg dig så ned.» Så gildede han ham. Da det var nu gjort, siger manden til ham: «Hvorfor vilde du gildes?» — «Jo, for a er uens med min nabo, og a kan ikke godt få magten over ham.» Anden dagen, han kommer der op igjen at plove, da kommer bjærgmanden atter ud til ham og siger: «Nu skal du have mange tak, nu kan a retten få magten over min nabo, nu i aften kan du komme op til mig, så skal a gilde dig.» Det bliver manden jo så meget forsagt over, og han siger det til hans kone. «Det skal have gode veje med det,» siger hun, «a kan trække i dine bukser og tage din gamle hat og din kjole på, så vil a gå derop.» Hun rejser da af ved aftenstid. Så siger bjærgmanden: «Nå, kommer du nu?» — «Ja.» — «Læg dig så ned, så skal a snart gilde dig.» Den gang hun havde nu lagt sig ned, og han skal til det, så siger han: «Nej, det her ser galt ud, du er jo hulgildet; dig kan a slet ikke have med at bestille.» Så gik hun hjem igjen, og de var glade ved det både manden og konen, te det gik så godt. Så tænkte bjærgmanden ved sig selv: «Har han nu narret dig så godt, hvordan skal du så bære dig ad med at narre ham?» Så kom han ud til ham om dagen efter og siger: «Nu skal du jo have noget i jorden, kan vi ikke sætte kartofler til halvs?» — «Ja-a, det kan vi gjærne,» siger manden. Så sætter de kartofler. Da høstens dag kommer, siger bjærgmanden: «Hvordan skal vi nu skifte dem?» — «Ja, det skal du jo råde noget for,» siger manden til ham. «Ja, så vil a have det, der er oven jorden,» siger bjærgmanden. «For den gang kan du også få det,» siger manden. Han tog toppen lige så snært af i jorden, som han kunde, det gjorde bjærgmanden, og manden grov kartoflerne op. Kort efter siger han igjen til ham: «Hvad skal vi nu have sået i år?» — «Ja, det véd a snart ikke,» siger manden. «Ja, lad os så få sået rug.» Høstens dag kommer, så kommer bjærgmanden og siger: «Hvordan skal vi bytte det i år?» — «Ja, det skal du jo råde noget for.» — «Ja, i fjor blev a narret, da fik a kuns toppen, nu vil a have roden, så kan du tage det, der er oven jorden, og så vil a have det neden jorden.» Manden høstede nu rugen og tog det hjem, men bjærgmanden fik stubberne. Så siger han til ham: «Hvad skal vi nu have sået til næste år?» — «Havre!» siger manden. Nå, da høstens dag kommer, siger bjærgmanden: «Nu har du narret mig i to år, nu vil a ikke narres det tredje, nu har a både fået oven jorden og neden jorden, og a er narret hver gang.» — «Hvordan skal vi så skifte det?» — «Ja, hvem der kan komme med den skjønneste befordring, den skal have det alt sammen i år.» — «Ja, lad gå da!» siger manden. Da havren var høstet, så møder bjærgmanden med en træsko, der var to mus for. Manden kommer med hans kone og hans pige al støvsnøgne for en lille barnevogn. Så siger bjærgmanden: «Ja, nu har du narret mig i to år, og i år er a også narret, for sådan et par dyr har a aldrig set, så fede, som de er, og så godt, som du har røgtet dem, der er ikke et hår på dem nogne steder,» siger bjærgmanden. «Ja, nu vil a sige dig farvel, a er narret hver gang, nu vil vi ikke så til halvs mere.» Bjærgmanden kjørte hjem til höjen, og manden kjørte hans havre hjem. Siden véd a ikke, de har haft noget sammen, de to.

Erik Jensen, Feldborg.


1420. En fattig bonde, der ikke vidste, hvordan han skulde komme ud af at svare enhver sit, gik i kompagniskab med trolden om at drive gården. Trolden skulde give ham to hundrede daler i forskud, og så skulde de siden dele udbyttet. Det første år såede de hele lodden til med byg, som voksede godt; trolden vilde have den del, der voksede under jorden, og det fik han, han var selv med at høste og var en rask høstkarl. Da de pløjede stubben, skulde trolden pille rødderne op som sin del; men han indså snart, at han havde gjort en dårlig akkord, og lod rødderne ligge. «Næste år vil jeg have, hvad der groer over jorden, » sagde han, og det blev de også enige om. Nu såede de gulerødder; trolden fik toppen, og bonden roden, så trolden blev atter skuffet. Det tredje år skulde han igjen have, hvad der voksede under jorden, og det blev de atter enige om. Nu såede de hør, hvoraf bonden fik stængelen, og den anden roden. Det fjerde år vilde trolden have, hvad der voksede over jorden. De lagde da kartofler, og han gik og glædede sig over den dejlige top, de kjønne blomster og de mange kartoffelæbler — for det var, inden kartoffelsygdommen kom ind i landet. Han fik jo en hel hob top, men han så nok, at bonden fik den bedste del; toppen lå og brændte sammen, og æblerne rådnede, men bonden kunde fodre sit kvæg med kartoflerne hele vinteren. Nu gik trolden og brummede over dette her, og påstod, at bonden havde narret ham. «Du har jo fået ganske efter dit eget forlangende,» sagde bonden, og det kunde han ikke nægte. Imidlertid var trolden bleven kjed af jordbedriften og vilde prøve noget andet. Det femte år fik bonden altså lov at dyrke sin jord, som han selv vilde, og nu skulde de i fællesskab have svin på olden. De kjøbte da hundrede magre grise i fællesskab, der alle hængte med halerne på et par stykker nær, og så tænkte trolden, at de med de hængende haler var de skrappeste, og forlangte, at han til efteråret vilde have alle dem, der havde disse lader. Det blev de også enige om, men manden vidste nok, hvad han vidste, om den ting. Da nu efteråret kom, var grisene blevne store fedesvin med krølle på halerne på én nær. Bonden drev sine ind i svinehuset. «Det er altså mine så nær som den ene sølle pjes der,» sagde han og gav den syge gris et lille rap over ryggen med en kvist. Det satte humør i den, så den også satte krølle på halen og løb ind til de andre. Trolden blev så snydevred over også at være bleven narret den gang, at han hævede kammeratskabet, og det syntes bonden godt om, ti nu kunde han ene klare sig i fremtiden.

Chr. Weiss.


1421. En mand og en trold blev enige om at kjøbe et stykke jord i samling, men trolden måtte betale det, og manden skulde passe lodden. Det første år blev det bestemt, at der skulde fedes svin. Manden satte et svin derind, som havde krølle på halen, og trolden satte ni og halvfems derind, som alle havde slette haler. Men trolden kunde ikke tælle, han huskede derfor kun på, at alle de svin med krøllede haler tilhørte manden, de øvrige var hans. Da der så var gået et halvt års tid, skulde svinene deles. Men da var de blevne så fede, at de havde krøller på halen alle sammen, og manden fik derfor hele første års udbytte. Det andet år blev der lagt kartofler o. s. v. Rod og top. Tredje år blev der sået korn, og så omvendt. Blev vred og gav manden begge dele.

Chr. R.


1422. Bonden og bjærgmanden satte svin til halvs med hinanden på skoven. Da disse var fedede, og delingen skulde gå for sig, spurgte bonden den anden, om han havde mærket sine. Trolden havde forsømt det og spurgte om bondens mærke. «A slog en krølle på halen af mine,» svarte han og fik nu alle de fede. Men bjærgmanden måtte lade sig nøje med en gammel mager so, hvis hale hang lige ned.

H. Br.


1423. En bjærgmand og en bondemand boede i skjel sammen, så lejede de et stykke jord og havde det til fælles. Det første år blev de enige om at så rug i det. Men da de nu skulde til at høste, siger bjærgmanden: «Hvik vil du helst have, enten rod eller top?» — «Ja, det må du selv om,» siger bonden. Jo, han vilde da helst have roden, for det var det meste. Så blev det sådan. Bonden bjærgede kornet hjem og tærskede det, hvorpå han tog kjærnen og gav bjærgmanden halmen. Det andet år satte de kartofler, ti år vil a have toppen,» siger bjærgmanden, den gang de var modne. Ja, det kunde han da også gjærne få. Så tog de dem op, og bonden tog alle kartoflerne til sin part. Nu kunde bjærgmanden godt mærke, at han var bleven narret to gange. Så det tredje år da såede de havre i stykket Da tiden kom, det blev høstet, så vilde de begge to have toppen, for nu var bjærgmanden bleven så klog. De kunde ikke komme til rette om det på anden måde, end at han siger: «Ja, så kan vi mødes en dag og rives om det.» Det siger bonden ja til, og dagen bliver bestemt, da de skal mødes og rives med hinanden. Så går bonden og kommer i tanker om, te bjærgmandens negle de var for skarpe, han var bange for at blive reven ihjel, og det bliver han lidt urolig over. Så siger konen til ham: Hvad han gik og sørgede over? Det, tykte han, kunde ikke hjælpe at sige hende, men hun mente, hun var lige så klog som han, hun havde hjulpet ham så mange gange, og det kunde vel være, hun kunde også give ham et godt råd i det mindste. Ja, så siger han det da: I morgen så skulde han og bjærgmanden rives om deres havre, og han var ræd, te den andens negle var for skarpe, så han skulde blive reven ihjel. «Det skal du slet ikke bryde dig om,» siger konen, «det skal a nok afgjøre med bjærgmanden. Når du ser, han kommer, kan du gå op og lægge dig på loftet » Så anden dagen, da de ser bjærgmanden komme gående, render manden og derop og lægger sig al stille. Så kommer han ind og siger: «God dag!» Konen beder ham sidde ned. Han sidder lidt, så siger han: «Er jer mand ikke hjemme?» — «Nej, han er ikke,» siger hun, «men a tænker, han skal snart komme,» og dermed går hun hen og kiger ud ad vinduet, ligesom for at se efter ham. Så spørger han om, hvor han er henne. «Han er så mænd henne ved smeden.» — «Hvad mon han er der efter?» siger han. «Han er så mænd henne at få sine negle hvæssede.» siger konen. Så spørger han, om hun troer, de bliver skarpe. «Ja, det er a vis på,» siger hun, «de var skarpe i forvejen,» for hun og hendes mand havde levet sammen i atten år, og ingen vidste, de havde skiftet et ondt ord, «og nu i nat kom han til at rive mig i søvne.» Om det var meget? «Ja, det var ikke så lidt,» siger hun, og så tager hun klæderne op og viser ham det. «Ja, så kan du hilse din mand og sige ham, at jeg vil ikke rives med ham, han må godt beholde toppen.»

Hans Kr. Pedersen.


1424. Der var en mand, der fæstede sig en stor plet øde hede, og han får jo et stort stykke brækket op og standet, men mangler til at så i det, og han var for fattig til at kjøbe noget sædekorn. Som han så går og er halv sørgmodig over det, for jorden var nu så godt standet, kommer der en lille mørk mand til ham en aften, han går og grubelerer, og spørger ham om, hvad han var så sørgmodig over. «Ja, hvad kan det nytte, a siger dig det, du er vel ikke mere velgjørende end andre.» Ja, det kunde han ikke vide, han havde da noget imellem hænder, «og du kunde jo da sige mig, hvad det er.» Ja, det, han manglede hårdest, det var da noget at så i hans jord. Det kunde den lille mand godt hjælpe ham med, han vilde lægge halv sæd til imod at få den halve afgrøde, men manden skulde besørge arbejdet udført Det var han tilfreds med, og så vilde han have kartofler i det først, og det blev vedtaget, at de skulde trække lod om, hvem der skulde have det, der var oven jorden. Så trækker den lille mand det korteste strå. Tiden går, til kartoflerne kommer til at stå i blomster, og de ser frodige ud. Så vilde den lille mand helst have toppen, og manden får da kartoflerne, den gang de blev modne. Det kunde den lille mand nu se, at det års avl ikke var lykkedes for ham, og så skulde det prøves med en anden sæd. Manden vilde have rug næst efter, og det blev bestemt, at det år skulde der ingen lodtrækning være, den lille mand vilde nu have det, der blev i jorden. Tiden kom, da rugen var moden, og så høster manden det og henter det hjem, den anden kunde tage hans, når han tykte til. Der blev jo vel lidt til ham, og han så nok, te nu var han snydt to år i træk, hvorfor han spekulerede på at få oprejsning. Nu havde husmanden jo haft en god avl, og så ønskede han at få bedre bygning, men havde ikke råd til det endnu. Så tilbyder den lille mand ham, han vil sætte ham en bygning helt i stand, imod at han skal tilhøre ham, når det blev færdigt, inden kokken galede. Det går han ind på. Så kom der jo folk af alle professioner om aftenen, og hver tog rask fat på sit arbejde. Manden gik oppe og så til, og han begyndte at gryve (grue) for den fart, det gik i. Da det er næsten færdigt, og kokken galer ikke, var han ved at komme i tanker om, det var en skidt husbonde, han vilde komme til at tjene. Nu vilde han gjærne have arbejdet standset og får da konen ud ad hønsehuset, hvor hun giver sig til at gale dygtig. Så begynder kokken også. Han galer én gang, anden gang og tredje gang, så var tiden udløben, og arbejdet var da så nær færdigt som at få en dør og to luger hængt. Dem kunde de aldrig siden holde lukkede. Så flyttede folkene ind i deres nye gård, de boede der med god lykke og havde siden evne til at drive deres ejendom.

Jens Pedersen.


1425. Der boede en dværg i Salgjerhöj. Han sammen med hans sønner pløjede op ad bakken. Men det var for strængt, tykte han. «Jo,» sagde de, «lad os pløje derop.» Deraf fik gården, som ligger på skrænten af höjen, navnet Plejdrup.

Lærer Dissing, Erslev.


1426. Ole havde kun en helmisko, der levede af lyngen i klitten om sommeren, og til en forandring lyng med kålblade om vinteren. Den kunde næppe bære sig selv, mindre trække ploven. Da fik han dværgmanden i Salgjerhyw til at hjælpe sig o. s. v. Dagen før kampen fik Oles ko kalv, og da manden var gået for at få en håndsrækning, slagtede konen kalven, hængte hjærtet og lungerne, så blodigt som det var, med en snor om halsen og hægtede skindpelsen derover Da Salgjer kom ind i stuen, syntes Helle så svag, at hun knap kunde hænge sammen, «Det var ilde, at jeg skulde gjøre jer ulejlighed, koen har nu kjælvet, men ungen er død, og når Ole kommer hjem, så river han mig rent ud, så ilter er han bleven i de sidste dage » — «Sig til din mand, at jeg i morgen rejser til Malhöj til min broder. » Næste dag var dværgen med sin hele yngel forsvunden. Ole blev en holden mand og byggede sig en gård, hvor hytten før stod. Den kaldte de Pløjdrup, «for,» sagde konen, «du råbte til trolden: pløj der op, vi trækker nok, og denne pløjning har lagt grunden til vor velstand. »

Dette sagn findes i en mere udførlig form i min bog «Jyske folkeminder» IX under «Prøver af jyske landskabsmål».


P. Henriksen.

1427. Der var en mand, som havde et stykke eng til halvt med en bjærgmand. Men alle de karle, han havde, de kom af med deres liv den dag, de slog den eng, for det bjærgmanden gik foran og gik for stærkt. Den gang det blev bekjendt, så kunde manden ikke vel få nogle karle, der var ingen for at komme dertil at tjene alene for den eng sin skyld. Så lovede han en grumme stor løn ud, og så var der én, som tog sig det på, han tykte, han vilde prøve det. Den gang det lakkede hen ad høslætten, gik han og tænkte på nogle dage for, at det var endda slemt, dersom han skulde af med hans liv, ligesom de andre karle, manden havde haft, han måtte se at finde på en udvej, og nu var det snart ved tiden. Så boede der en hekskjælling et stykke derfra, hende gik han til og snakkede med om det en dag. Så sagde hun til ham, at den morgen, de skulde ned i engen og slå, da skulde han komme om til hende, så skulde hun nok hjælpe ham til rette ved det og fly ham en høle. Nå, han gik også om til hende den morgen, og hun flyede ham en høle og sagde til ham, at han måtte aldrig stryge den og aldrig se den i eggen, den skulde nok holde sig skarp alligevel; og så skulde han tage et hjul af vognen, de kjørte ned i engen på, og lægge midt i engen, og så tage høleen og gå rundenom hjulet og sige til bjærgmanden, han skulde komme bag efter. Det gjorde han også. Den gang de kommer på engen, tager han hjulet af vognen og lægger midt i stykket, tager hans høle, og stiller sig an for at begynde. «Nu skal du komme bag efter, » siger han til bjærgmanden, «du har gået foran de andre år, i år da vil a gå foran.» Og så begyndte de at slå sådan, at bjærgmanden begyndte knapan at puste, for karlens høle bed så udmærket, han havde aldrig slået med sådan en høle. Så siger bjærgmanden: «Holdt, lad os fytte en gang!» for bjærgfolkene de kan ikke snakke rigtig, de siger fytte for stryge. Karlen sagde: «Nej, i dag slår vi, i morgen fytter vi!» Nu blev de sådan ved at slå runden om hjulet, og inden de fik ende på stykket, styrtede bjærgmanden. Karlen havde da frelst hans liv. Så ilav han kjørte hjem, kom han om ved en milepæl, der stod ved siden af vejen, det var sådan en stor sten. Han tykte, han havde slået med hans høle den hele dag, og den var lige skarp, han vilde prøve, om han kunde hugge den sten over med den. Og den hug han af, te den spurrede langt hen. Så vilde han endda se til høleen, om det blev ikke kjendt på den, men da han fik den set i eggen, var det ikke andet end et helmisben, han stod med i hånden. Sådan gik det med den slåen, og siden den tid beholdt manden engen alene, men så kunde han også godt beholde hans karle.

Hans Kristian Pedersen, Brigshus.


1428. Et sted var der en stor eng, som bjærgmanden havde forpagtet af mændene, og de havde forpligtet sig til at sende ham en mand til at slå hvert år. Hele engen skulde slåes én dag, og når den dag kom, gik bjærgmanden ud midt i engen og begyndte, og den anden skulde så gå uden om. På den måde kvælld han dem alle sammen. Nu stod der atter en mand for tur, og hans karl havde en sykone i byen — som de fleste har — hende fortæller han det til. Hun havde sagt, da han stedede sig til ham: «Du skal ikke lade dig forskrække, men kom om til mig, før du tager derned, og få en hjølli ved mig.» Da der nu kom bud fra bjærgmanden, at den og den dag . . . . gik han om til hende, og hun havde lavet ham en træhjølli og sagde: «Når nu bjærgmanden siger: Lad os fikke, skal du svare: Lad os nu slå i dag og fikke i morgen.» Så gik han i engen med hans hjølli, og det gik godt. Bjærgmanden vilde fikke, og til sidst blev han så overvunden og så ærgerlig, at han løb op på en bøj og sprang i ene flintesten.

Thomas Søndergård, Estrup.


1429. En gårdmand havde en eng, som blev slået en gang hver sommer; og hver gang den skulde slåes, kom nissen og hjalp gårdmandens karl dermed. Men nissen var nu karlen helt overlegen i kræfter, og han gik så rask, at karlen havde ondt ved at følge med, så at, når de var færdige med at slå engen, duede karlen ikke rigtig til arbejde mere, sådan havde nissen kjørt med ham, og gårdmanden var nødt til at skifte karle hver sommer. En gang får manden som sædvanlig en ny karl. Dagen før han skulde til at slå, går han hen til en klog mand og klager sig til ham, om han ikke kunde sige ham et godt råd mod nissen, for ellers gik det jo ham, som det var gået alle de andre karle, at han blev split ad. «Jo,» siger da den kloge mand, «jeg skal fly dig en høle, som du kan høste alt det det skal være med uden at blive træt, men så skal du også love mig to ting, og det er, at du hverken må stryge den eller se i biddet af den.» Ja, det troede karlen da nok han kunde lade være. Han takker for leen og går hjem, og om anden dagen mødte nissen, som han plejede, og han og karlen gav sig straks i færd med slåningen. Mage til høle havde karlen aldrig haft, ti den var så hvas, at han havde ikke det mindste arbejde ved at bruge den. Da de så havde slået et godt stød, råber nissen: «Fep engang!» — «Nej,» siger karlen, «slå i dag og fep i morgen!» for det kneb jo for nissen at følge med. Det varede ikke ret længe, inden de var færdige med engen, og så gik de jo begge hver til sit. Karlen fulgte en markvej, og den gik igjennem et dige. For at værne digets ender var her oprejst to store sten, og som karlen nu går her med leen under armen, tager bladet af den — sådan for vanvare — om én af de her store sten og skjærer den midt over. Så vilde karlen lige se til bladet, og til hans store forundring ser han, at det var et sideben af Djævelen. Siden den dag kom nissen ikke tiere for at hjælpe at slå hø.

J. J. K., S. ved J. K. Krabbe.


1430. På en gård i Binderup, Dalbynedre sogn, havde de en gang i flere år en dværg til høstmand, som al tid gik så voldsomt på, at han ødelagde alle deres karle, for de kunde umulig holde ud med ham. Men så en sommer havde de fået en karl, der besluttede at prøve på ved list at stå sig med den Slemme. Da de skulde ud at høste, forsynede han sig i al stilhed med en del løse sideben, som han stak ind under sin vest; og da de havde høstet lidt, udbrød han: «Fy-y, hvor det er varmt! lad os rive et sideben ud,» stak så hånden ind under vesten, fik fat i ét og slængte det fra sig. Dværgen skulde jo gjøre lige så, men han var nødt til at tage et af sine egne, det troede han jo også, at karlen gjorde. Hver gang i dagens løb, karlen fik det for varmt, rev han et sideben ud, dværgen lige så, men medens karlen stod sig brav, blev udfaldet, at dværgen styrtede.

Karen Marie Rasmussen, Linde.


1431. På Havmosegård, der skal have ligget i den sydlige del af Tvilum sogn, tjente en gang en pige, der af sin gjerrige madmoder blev sat til at spinde en vis hob garn hver aften. Madmoderen forlangte nu så meget af pigen, at denne måtte spinde næsten hele natten og snart aldrig fik søvn i øjnene. En aften snart ved midnatstid sad pigen og spandt og græd tillige, for hun var både søvnig og træt, og havde dog næsten ikke mere end halvdelen spundet af det, hun skulde. Som hun nu sad der, gik døren op, og en lille før mand trådte ind. «Hvad græder du for, min. pige?» spurgte manden. Så fortalte hun om den megen spinden, som hun ikke kunde overkomme. «Du skal ikke græde,» sagde han, «jeg vil komme hver aften og spinde for dig, når du så vil love at følge med mig hjem og blive min kone.» Pigen var i stor forlegenhed og gik så ind på det, den fremmede forlangte. Fra den aften af kunde pigen gå meget tidlig til sengs, og endda blev der mere spundet, end den gjerrige kone forlangte. Men endelig var alt, både uld og hør, opspundet, og så siger den lille mand til pigen: « Ja, nu om tre dage kommer jeg, så skal du med mig hjem og være min kone.» Pigen var nu igjen meget sorgfuld, hun græd og bad om at blive fri for, hvad hun ubetænkt havde lovet. Bjærgmanden lovede da endelig, at hvis hun kunde gjætte hans navn, til han kom igjen, så forlangte han ikke anden betaling. Pigen vedblev at sørge, for hun vidste ikke, hvordan hun skulde gjætte bjærgmandens navn, det var ikke så let. På samme gård tjente en dreng, der den aften var ude at flytte fårene, og da han på hjemvejen kom forbi en stor höj, hørte han én synge inde i höjen:

«Jeg hasped, og jeg spandt
hos en jomfru, som jeg vandt,
Trillevip det er mit navn.»

Da drengen kom hjem, fortalte han til pigen, hvad han havde hørt, og hun blev ikke lidt glad, for nu vidste hun jo, hvad bjærgmanden hed. Tre dage efter kom han og spurgte hende først, om hun kunde gjætte hans navn. «Du hedder vel Povl,» mente pigen. «Nej.» — «Ja, så hedder du vel Per.» — «Nej.» — «Ja, så hedder du Trillevip.» Her over blev bjærgmanden noget lang i ansigtet og gik sin vej.

Fortalt af en gl. kone i Vole; S. P. Jensen.


1432. Der var en mand, der havde en höj på sin mark. Så en dag, han var ude at pløje på den ager, der lå næst ind til höjen, og han havde en dreng til at kjøre ploven for sig, som var meget næsvis, da kunde de børe, at bjærgmanden var ved at kjærne smør der nede. Så er det, drengen råber: «Når I får kjærnet, giv os så en kjaanbryggi (ɔ: meldmad med nyskjærnet, usaltet smør på)!» Da de kommer så igjen, stod der to tallerkener udenfor höjen, den ene var hvælvet over den anden, og da de så til det, var der to meldmader. De så jo kjønne nok ud. Så siger drengen: «A æder dem!» — «Nej, det må du ikke,» siger hans fader. «Så giver a hunden dem.» Hunden tog også et stykke, som han brød af, og da den fik det ædt, så rendte den ad höjen til. Det var manden jo gal over, havde de nu selv ædt af meldmaderne, skulde de jo have hørt bjærgmanden til og så gik han og tænkte på, hvordan han skulde få sig hævnet på ham, men han vidste snart ikke, hvorledes det bedst skulde ske. Så kommer han om ved höjen en aften, han er ret fuld, og så giver han sig til at bande og skjælde hæslig over bjærgmanden: at nu havde han været der i så mange år og ingen husleje givet, og dersom han betalte nu ikke, så skulde han splitte höjen ad og alt det, bjærgmanden havde, også. Da han sådan havde skjældet og smældet, gik han hjem og i hans seng. Men bjærgmanden han blev forskrækket for denher trusel, og den gang manden havde så ligget og sovet et bitte korn, kommer bjærgmanden til vinduerne og taler til ham: han skulde komme og bytte hans gode med ham; han vilde give ham det halve af det, han havde, men så skulde han lade ham sidde i fred. Manden bliver jo så angst, for det han havde sådan skjældt bjærgmanden ud og bandt over ham, at han turde aldrig svare et ord. Men så slumpede konen endda til at sige: «Han er så mænd syg, tag du' din part og lad os ligge, vi betroer dig godt nok til at bytte det!» Så om morgenen, den gang de kom ud, da lå der en stor dynge penge uden døren, og bjærgmanden havde byttet dem så ligelig, at der var en rigsbankskilling, som de hver kunde få det halve af, og den havde han brækket over og lagt den ene halvdel ovenpå dyngen. Så havde manden penge nok, og siden den tid var han og bjærgmanden aldrig uvenner.

Maren Pedersdatter.