Forskjell mellom versjoner av «Íslendingabók - Tekst med kommentar»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Tekst med kommentar)
 
(31 mellomliggende revisjoner av samme bruker vises ikke)
Linje 1: Linje 1:
 
{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 
{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 
|- style="background-color:#e9e9e9"   
 
|- style="background-color:#e9e9e9"   
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
+
!align="center" valign="top" width="40%" | <b>Velg språk</b> !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 
|-
 
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Tekst med kommentar]] !!  !!  
+
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Íslendingabók]]  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Íslendingabók (Finnur Jónsson)]] !!  !!
 +
|-
 +
! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Íslendingabók (Finnur Jónsson)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Islændingebogen]] !!  !!  
 
|-
 
|-
 
|}
 
|}
Linje 21: Linje 23:
  
 
1. [Í]slendiŋa bóc gørþa ec fyrst byscopom árum Þorláki oc Katli oc sýndac
 
1. [Í]slendiŋa bóc gørþa ec fyrst byscopom árum Þorláki oc Katli oc sýndac
<br>2. bæþi þeim oc Sæmundi presti. En meþ þvi at þeim licaþi svá at hava eþa
+
<br>2. b&#281;&#769;þi þeim oc S&#281;&#769;mundi presti. En meþ þvi at þeim licaþi svá at hava eþa
<br>3. þar viþr auka þá skrifaþa ec þesa of et sama far fyr útan áttartölo oc
+
<br>3. þar viþr auka þá skrifaþa ec þesa of et sama far fyr útan áttart&#491;lo oc
<br>4. conuŋa ævi oc iócc þvi er mér varþ síþan cunnara oc nú er gerr sagt á þesi
+
<br>4. conuŋa &#281;&#769;vi oc iócc þvi er mér varþ síþan cu&#628;ara oc nú er ge&#640; sagt á þesi
<br>5. en á þeirri. En hvatki es misagt es i frǿþom þesom þá er scyllt at hava
+
<br>5. en á þei&#640;i. En hvatki es misagt es i frǿþom þesom þá er scyllt at hava
<br>6. þat helldr er sannara reynisc.
+
<br>6. þat helldr er sa&#628;ara reynisc.
  
 
<blockquote>
 
<blockquote>
Linje 35: Linje 37:
 
&nbsp;&nbsp; ''gørþa ec-Katli]'' det er ikke helt tydeligt, hvorledes disse ord er at forklare. Det nærmestliggende, især på grund af det følgende sýndac, er at forstå dem som hentydende til og beroende på en opfordring fra de to biskoppers side; som en egenlig dedikation kan de næppe være at opfatte.(1) Man kunde let tænke sig, at ved en eller anden lejlighed, da Are var sammen med dem, f. eks. på altinget -, er de kommen til at tale om Islands historie; at de har kendt Ares interesser -  og samlinger til landets historie - kan man gå ud fra. Biskop Torlak var knyttet til Haukadal og fik der ialfald en del af sin uddannelse.(2) men senere end Are; dette var et tilknytningspunkt mellem ham og Are. Torlak var en lærd mand, der holdt skole på sit bispesæde, så at det ikke er mærkeligt at træffe ham i forbindelse med Are. Biskop Ketill var en anset gejstlig; om hans lærde studier vides dog intet. Bægge biskopper tillægges udfærdigelsen af den islandske Kristenret 1123.
 
&nbsp;&nbsp; ''gørþa ec-Katli]'' det er ikke helt tydeligt, hvorledes disse ord er at forklare. Det nærmestliggende, især på grund af det følgende sýndac, er at forstå dem som hentydende til og beroende på en opfordring fra de to biskoppers side; som en egenlig dedikation kan de næppe være at opfatte.(1) Man kunde let tænke sig, at ved en eller anden lejlighed, da Are var sammen med dem, f. eks. på altinget -, er de kommen til at tale om Islands historie; at de har kendt Ares interesser -  og samlinger til landets historie - kan man gå ud fra. Biskop Torlak var knyttet til Haukadal og fik der ialfald en del af sin uddannelse.(2) men senere end Are; dette var et tilknytningspunkt mellem ham og Are. Torlak var en lærd mand, der holdt skole på sit bispesæde, så at det ikke er mærkeligt at træffe ham i forbindelse med Are. Biskop Ketill var en anset gejstlig; om hans lærde studier vides dog intet. Bægge biskopper tillægges udfærdigelsen af den islandske Kristenret 1123.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''sýndac]'' »jeg viste den« - åbenbart for at afæske nævnte mænd deres dom om bogen; her tilföjes Sæmund frode, ikke som den, der har opfordret Are til at skrive, men som den, der på grund af sine historiske kundskaber egnede sig til at bedømme Ares værk. Sæmund havde selv skrevet en bog - på latin - om de norske kongers »liv« - således som det hedder i digtet Nóregs konunga tal - ned til og med Magnus d. gode; se herom F. Jónssons litteraturhistorie.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''sýndac]'' »jeg viste den« - åbenbart for at afæske nævnte mænd deres dom om bogen; her tilföjes Sæmund frode, ikke som den, der har opfordret Are til at skrive, men som den, der på grund af sine historiske kundskaber egnede sig til at bedømme Ares værk. Sæmund havde selv skrevet en bog - på latin - om de norske kongers »liv« - således som det hedder i digtet Nóregs konunga tal - ned til og med Magnus d. gode; se herom F. Jónssons litteraturhistorie.
<br>&nbsp;&nbsp; ''2-3. En-auka]'' disse ord synes enkle og klare nok; ikke desto mindre har de været gjort til genstand for forskellig tolkning. Guðbr. Vigfússon mente i sin tid, et svá sigtede til den sidste skikkelse, vor Islb.,(''svá''= »således som det er blevet«), men denne opfattelse er ganske uhjemlet, B. M. Ólsen drøfter 3 muligheder for forståelsen af dette ord: ''svá'' kunde omfatte alle de forandringer, som af forfatteren er foretagne i den tidligere tekst ..»og dette vilde utvivlsomt stemme bedst med betydningen af ''svá''«, men så vilde ordene ''eþa þar viþr auca'' være overflødige; dette er rigtigt. Eller kunde ''svá'' omfatte de forandringer alene, som ikke er fremhævede ved de nævnte ord. Denne opfattelse menes dog hverken sproglig eller logisk at kunne forsvares. Så er der den 3. mulighed, at ''svá'' kun omfatter rettelser, derimod hverken udeladelser eller tilföjelser. Denne opfattelse skulde falde sammen med G. Vigfússons. B. M. Ólsen kan ikke godkende den, men fremstiller selv en ny (fjerde) tolkning. Han mener, at ''svá'' hverken peger hen til den første eller den sidste redaktion i og for sig [dette er nu noget dunkelt], men, på grund af sætningernes indbyrdes korrespondance, til ordene: ''þa skrifaþa. ec þessa of et sama far fyr útan áttartölo oc conunga æve''; han antager en brakylogisk fremstilling, således at ordene egenlig skulde lyde: ''En - hava, þá skrifaþa ec þessa of et sama far fyr útan áttartölo oc conunga æve, oc meþ því at þeim lícaþe þar viþr at auca þá jócc því'' osv. Han oversætter det hele saledes: »Men da det behagede dem at have det således, (dvs.: bogen uforandret - ''of et sama far'' - med udeladelse af visse afsnit), dels også at (jeg skulde) göre tilföjelser dertil (dvs.: til det tidligere arbejde), så skrev jeg denne (Islændingebog) angående det samme æmne uden (eller: med udeladelse, af) ''áttartala og conunga æve'', og tilföjede, hvad jeg senere fik nærmere kundskab om, og hvorom der i denne (bog) findes udførligere oplysninger end i hin«. Efter dette skulde Are have udtrykt sig ret dunkelt.
+
<br>&nbsp;&nbsp; ''2-3. En-auka]'' disse ord synes enkle og klare nok; ikke desto mindre har de været gjort til genstand for forskellig tolkning. Guðbr. Vigfússon mente i sin tid, et svá sigtede til den sidste skikkelse, vor Islb., (''svá''= »således som det er blevet«), men denne opfattelse er ganske uhjemlet, B. M. Ólsen drøfter 3 muligheder for forståelsen af dette ord: ''svá'' kunde omfatte alle de forandringer, som af forfatteren er foretagne i den tidligere tekst. »og dette vilde utvivlsomt stemme bedst med betydningen af ''svá''«, men så vilde ordene ''eþa þar viþr auca'' være overflødige; dette er rigtigt. Eller kunde ''svá'' omfatte de forandringer alene, som ikke er fremhævede ved de nævnte ord. Denne opfattelse menes dog hverken sproglig eller logisk at kunne forsvares. Så er der den 3. mulighed, at ''svá'' kun omfatter rettelser, derimod hverken udeladelser eller tilföjelser. Denne opfattelse skulde falde sammen med G. Vigfússons. B. M. Ólsen kan ikke godkende den, men fremstiller selv en ny (fjerde) tolkning. Han mener, at ''svá'' hverken peger hen til den første eller den sidste redaktion i og for sig [dette er nu noget dunkelt], men, på grund af sætningernes indbyrdes korrespondance, til ordene: ''þa skrifaþa. ec þessa of et sama far fyr útan áttartölo oc conunga æve''; han antager en brakylogisk fremstilling, således at ordene egenlig skulde lyde: ''En - hava, þá skrifaþa ec þessa of et sama far fyr útan áttartölo oc conunga æve, oc meþ því at þeim lícaþe þar viþr at auca þá jócc því'' osv. Han oversætter det hele således: »Men da det behagede dem at have det således, (dvs.: bogen uforandret - ''of et sama far'' - med udeladelse af visse afsnit), dels også at (jeg skulde) göre tilföjelser dertil (dvs.: til det tidligere arbejde), så skrev jeg denne (Islændingebog) angående det samme æmne uden (eller: med udeladelse, af) ''áttartala og conunga æve'', og tilföjede, hvad jeg senere fik nærmere kundskab om, og hvorom der i denne (bog) findes udførligere oplysninger end i hin«. Efter dette skulde Are have udtrykt sig ret dunkelt.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Imidlertid havde allerede Arne Magnússon (og senere Jón Sigurðsson og Jón Þorkelsson (3) gjort en anden opfattelse gældende. Arne siger (4): »og da den syntes dem for lidet meddelende om et og andet, så locupleterede han den, men bibeholdt den førstes metode«. I overensstemmelse hermed er hans latinske gengivelse: »Cumqve liber iste iis placeret aut augeri posse videretur, hunc de eadem materia conscripsi præter genealogias et regum vitas, adjeciqve illa osv.« (5) Det er klart, at Arne ingen vanskeligheder har set med at forstå ordene. Han lader ''svá'' åbenbart gå på den første bog i dens oprindelige skikkelse.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Imidlertid havde allerede Arne Magnússon (og senere Jón Sigurðsson og Jón Þorkelsson (3) gjort en anden opfattelse gældende. Arne siger (4): »og da den syntes dem for lidet meddelende om et og andet, så locupleterede han den, men bibeholdt den førstes metode«. I overensstemmelse hermed er hans latinske gengivelse: »Cumqve liber iste iis placeret aut augeri posse videretur, hunc de eadem materia conscripsi præter genealogias et regum vitas, adjeciqve illa osv.« (5) Det er klart, at Arne ingen vanskeligheder har set med at forstå ordene. Han lader ''svá'' åbenbart gå på den første bog i dens oprindelige skikkelse.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Og dette er det eneste logiske og sproglig nærmest liggende. Det er mærkeligt, at G. Vigfússon og B. M. Ólsen ikke har villet forstå en så simpel sag og gjort det hele så indviklet. Fejlen er den, at det ikke er faldet dem ind, at Are selv kunde have fundet på at ændre noget i bogens form, men at alle de ændringer, der er foretagne, er gjort efter biskoppernes og Sæmunds råd. Når man ikke går ud fra dette, - og Are siger ingensteds, at det er så -, er sagen klar. De 3 mænd har alle udtrykt deres tilfredshed med bogen ''som den var'', blot har de antydet, at noget kunde tilföjes. Det ligger i sagens natur, at vi nu ikke er i stand til at udpege disse tilföjelser. Nogen anden betydning for den yngre bogs form og indhold er man ikke berettiget til at tillægge dem. Jfr. det følgende.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Og dette er det eneste logiske og sproglig nærmest liggende. Det er mærkeligt, at G. Vigfússon og B. M. Ólsen ikke har villet forstå en så simpel sag og gjort det hele så indviklet. Fejlen er den, at det ikke er faldet dem ind, at Are selv kunde have fundet på at ændre noget i bogens form, men at alle de ændringer, der er foretagne, er gjort efter biskoppernes og Sæmunds råd. Når man ikke går ud fra dette, - og Are siger ingensteds, at det er så -, er sagen klar. De 3 mænd har alle udtrykt deres tilfredshed med bogen ''som den var'', blot har de antydet, at noget kunde tilföjes. Det ligger i sagens natur, at vi nu ikke er i stand til at udpege disse tilföjelser. Nogen anden betydning for den yngre bogs form og indhold er man ikke berettiget til at tillægge dem. Jfr. det følgende.
Linje 45: Linje 47:
 
<br>&nbsp;&nbsp; Hvad man nu her har at holde sig til, er de ovf. omtalte hentydninger i sagaerne til Are som hjemmelsmand for slægtrækker. Af dem er det klart, at det kun drejer sig om to hovedslægter syd og øst for Bredefjorden, nemlig Ketill flatnefs (Auðr den djupudges) og Torolf mostrarskeggs efterkommere, og Are hørte til dem bægge. Hvis det er rigtigt, hvad Hauksb.-Melab. meddeler, (8) at Brandr prior den frode har »mest optegnet Bredefjordingernes slægt« (''kynslóð''), så indskrænkes derved ret betydeligt, hvad der med nogen sandsynlighed kan tillægges Are. For en nøgtern betragtning må det synes rimeligst, at den nævnte áttartala kun er de to hovedfamiljers slægtregister i det omfang, Are kendte det, og han har vel kendt det tilbunds.(9) Han betegner sin egen slægt som »Bredefjordingerne«. Når det forholder sig så, og når Hauks ovf. omtalte »vidnesbyrd« vurderes på rette måde, nemlig som ganske værdiløst, bortfalder ethvert støttepunkt for B. M. Ólsens yndlingstanke, at Are skulde have forfattet en særlig Landnáma, hvilken tanke ikke støttes ved noget som helst virkelig pålideligt vidnesbyrd. Når Maurer tænker sig (i sin bog Island), at áttartala har været »stammtafeln der vornehmsten geschlechter« - uden at bestemme dette nöjere -, er det blot en gisning, eller, om man vil, en indrømmelse til forfægterne af Landnáma-teorien, uden at han egenlig udgiver det for at være sin opfattelse. I sin afhandling (i Germania XXXVI) erkender Maurer ikke, at B. M. Ólsen har tilvejebragt noget bevis for, at Are har skrevet en Landnámabók.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Hvad man nu her har at holde sig til, er de ovf. omtalte hentydninger i sagaerne til Are som hjemmelsmand for slægtrækker. Af dem er det klart, at det kun drejer sig om to hovedslægter syd og øst for Bredefjorden, nemlig Ketill flatnefs (Auðr den djupudges) og Torolf mostrarskeggs efterkommere, og Are hørte til dem bægge. Hvis det er rigtigt, hvad Hauksb.-Melab. meddeler, (8) at Brandr prior den frode har »mest optegnet Bredefjordingernes slægt« (''kynslóð''), så indskrænkes derved ret betydeligt, hvad der med nogen sandsynlighed kan tillægges Are. For en nøgtern betragtning må det synes rimeligst, at den nævnte áttartala kun er de to hovedfamiljers slægtregister i det omfang, Are kendte det, og han har vel kendt det tilbunds.(9) Han betegner sin egen slægt som »Bredefjordingerne«. Når det forholder sig så, og når Hauks ovf. omtalte »vidnesbyrd« vurderes på rette måde, nemlig som ganske værdiløst, bortfalder ethvert støttepunkt for B. M. Ólsens yndlingstanke, at Are skulde have forfattet en særlig Landnáma, hvilken tanke ikke støttes ved noget som helst virkelig pålideligt vidnesbyrd. Når Maurer tænker sig (i sin bog Island), at áttartala har været »stammtafeln der vornehmsten geschlechter« - uden at bestemme dette nöjere -, er det blot en gisning, eller, om man vil, en indrømmelse til forfægterne af Landnáma-teorien, uden at han egenlig udgiver det for at være sin opfattelse. I sin afhandling (i Germania XXXVI) erkender Maurer ikke, at B. M. Ólsen har tilvejebragt noget bevis for, at Are har skrevet en Landnámabók.
 
<br>&nbsp;&nbsp; I denne forbindelse må et sted i Sturlunga saga nævnes. Det findes i den sidste udgave I, 243-44. Det er kapitlet om Ketilbjörn, landnamsmanden, der bosatte sig på Mosfell. Ketilbjörns sön var Teitr, fader til Gizur hvide, fader til Jórunn, der var Sæmund frodes stammoder; Gizur hvides sön, biskop Ísleifr, nævnes i samme forbindelse. Derefter anføres et kapitel om Ísleif, der er lige skrevet ud af Íslb. Midt inde i det første stykke findes ordene: ''svá segir Teitr'', »således siger (sagde) Teit«; dette er ganske Ares måde at anføre sine hjemmelsmænd på, og denne Teit er tilvisse ingen anden end hans fra Íslb. kendte ven og lærer, biskop Isleifs sön. Vi er altså utvivlsomt i Ares umiddelbare nærhed. Nu kan det huskes, at Are og Sæmund var nærbeslægtede, og at Teitr og Sæmund nedstammede fra to søskende (Gizurr hvíti og Jórunn). Det er således overmåde let at tænke sig, at Teits slægtregister har - gennem Sæmund - været knyttet til Ares eget, ovf. omtalte, slægtregister, så at der ingen grund er til at ty til Landnáma. Hvad der følger efter ordene: »Således siger Teit« skulde man ikke tro havde stået hos Are, undtagen den sidste sætning, der er ganske i Ares stil: »Fra Ketilbjörn og Helga stammer Mosfellsmændene«, jfr. kap. 2, hvor disse ord genfindes, hvorefter slægtregistret ned til og med Sæmund følger. Den derpå følgende notits om biskop Gizur med henvisning til Olaf den helliges (!) saga har intet med Are at gøre. Derpå kommer stykket fra Islb., hvortil tilbörligt hensyn senere skal tages.
 
<br>&nbsp;&nbsp; I denne forbindelse må et sted i Sturlunga saga nævnes. Det findes i den sidste udgave I, 243-44. Det er kapitlet om Ketilbjörn, landnamsmanden, der bosatte sig på Mosfell. Ketilbjörns sön var Teitr, fader til Gizur hvide, fader til Jórunn, der var Sæmund frodes stammoder; Gizur hvides sön, biskop Ísleifr, nævnes i samme forbindelse. Derefter anføres et kapitel om Ísleif, der er lige skrevet ud af Íslb. Midt inde i det første stykke findes ordene: ''svá segir Teitr'', »således siger (sagde) Teit«; dette er ganske Ares måde at anføre sine hjemmelsmænd på, og denne Teit er tilvisse ingen anden end hans fra Íslb. kendte ven og lærer, biskop Isleifs sön. Vi er altså utvivlsomt i Ares umiddelbare nærhed. Nu kan det huskes, at Are og Sæmund var nærbeslægtede, og at Teitr og Sæmund nedstammede fra to søskende (Gizurr hvíti og Jórunn). Det er således overmåde let at tænke sig, at Teits slægtregister har - gennem Sæmund - været knyttet til Ares eget, ovf. omtalte, slægtregister, så at der ingen grund er til at ty til Landnáma. Hvad der følger efter ordene: »Således siger Teit« skulde man ikke tro havde stået hos Are, undtagen den sidste sætning, der er ganske i Ares stil: »Fra Ketilbjörn og Helga stammer Mosfellsmændene«, jfr. kap. 2, hvor disse ord genfindes, hvorefter slægtregistret ned til og med Sæmund følger. Den derpå følgende notits om biskop Gizur med henvisning til Olaf den helliges (!) saga har intet med Are at gøre. Derpå kommer stykket fra Islb., hvortil tilbörligt hensyn senere skal tages.
<br>&nbsp;&nbsp; Det stykke, som her altså med nogen sandsynlighed kan henføres til Are, kan og må have stået i den første Íslb. og været en del af dens áttartala. Dets indhold hænger sammen med Ares eget ættetal, går i hvert fald ikke udover, hvad der kan forudsættes at have stået der. Endelig skal bemærkes, at der er nært slægtskab mellem hele dette stykke og tilsvarende fremstilling i Landnámabók: sagen er den, at det er denne, som er benyttet af Sturl.- stykkets forfatter, og Ares korte fremstilling er af denne kombineret dermed. (l0)
+
<br>&nbsp;&nbsp; Det stykke, som her altså med nogen sandsynlighed kan henføres til Are, kan og må have stået i den første Íslb. og været en del af dens áttartala. Dets indhold hænger sammen med Ares eget ættetal, går i hvert fald ikke udover, hvad der kan forudsættes at have stået der. Endelig skal bemærkes, at der er nært slægtskab mellem hele dette stykke og tilsvarende fremstilling i Landnámabók: sagen er den, at det er denne, som er benyttet af Sturl.- stykkets forfatter, og Ares korte fremstilling er af denne kombineret dermed. (10)
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''Conunga ævi'' er et ikke mindre omtvistet udtryk. Det er først ordet ''ævi'', der må tages i betragtning. Are selv giver os ved sin brug af ordet ellers en velkommen vejledning til forståelse deraf. Han taler om »lovsigemændenes ævi« , der anføres i hans egen bog (10. kap.): det er klart, at han bruger ordet om lovsigemændenes funktionstid og dennes udstrækning (de år, de virkede som lovsigemænd). Dette har B. M. Ólsen rigtig set og hævdet. (11) Den samme brug findes åbenbart i Nóregs konunga tal, v. 40, hvor forf. siger: ''Intak svá ævi þeira'' (dvs.: de norske kongers »liv« til og med Magnus d. gode) sem Sæmundr sagði enn fróði. Det er regeringsårene, der menes. Jfr. Sigvats brug af ordet i ''Alfívu æfi'' (13,28). Det ligger således nærmest at tolke Ares ''Conunga ævi'' i overensstemmelse hermed og antage, at ordet betyder: rækkefølgen af de (norske) konger med angivelse af deres regerings år. Det følger af sig selv, at dertil kunde knyttes bemærkninger om de vigtigste begivenheder i deres liv eller deres  vigtigste handlinger; og atter her kan der henvises til Ares egne bemærkninger om lovsigemændene; om de to første fortælles, hvor de var fra; om Skapte Toroddsson har han flere oplysninger (kap. 8); til Kolbeinn og Sigvatr Surtsson knytter han historiske begivenheder (kap. 9); jfr. hvad der meddeles om Markus og Bergþórr i kap. 10. Selv om nu ''ævi'' vi kan bruges således, er det selvfølgelig ikke udelukket, at samme forfatter kan bruge ordet i betydning 'liv, levetid'.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''Conunga ævi'' er et ikke mindre omtvistet udtryk. Det er først ordet ''ævi'', der må tages i betragtning. Are selv giver os ved sin brug af ordet ellers en velkommen vejledning til forståelse deraf. Han taler om »lovsigemændenes ævi« , der anføres i hans egen bog (10. kap.): det er klart, at han bruger ordet om lovsigemændenes funktionstid og dennes udstrækning (de år, de virkede som lovsigemænd). Dette har B. M. Ólsen rigtig set og hævdet. (11) Den samme brug findes åbenbart i Nóregs konunga tal, v. 40, hvor forf. siger: ''Intak svá ævi þeira'' (dvs.: de norske kongers »liv« til og med Magnus d. gode) sem Sæmundr sagði enn fróði. Det er regeringsårene, der menes. Jfr. Sigvats brug af ordet i ''Alfívu æfi'' (13,28). Det ligger således nærmest at tolke Ares ''Conunga ævi'' i overensstemmelse hermed og antage, at ordet betyder: rækkefølgen af de (norske) konger med angivelse af deres regerings år. Det følger af sig selv, at dertil kunde knyttes bemærkninger om de vigtigste begivenheder i deres liv eller deres  vigtigste handlinger; og atter her kan der henvises til Ares egne bemærkninger om lovsigemændene; om de to første fortælles, hvor de var fra; om Skapte Toroddsson har han flere oplysninger (kap. 8); til Kolbeinn og Sigvatr Surtsson knytter han historiske begivenheder (kap. 9); jfr. hvad der meddeles om Markus og Bergþórr i kap. 10. Selv om nu ''ævi'' vi kan bruges således, er det selvfølgelig ikke udelukket, at samme forfatter kan bruge ordet i betydning 'liv, levetid'.
 
Ser man nu på, hvad kilderne indeholder om Ares (ældre) bog eller hvad der mulig hidrører fra den (jfr. ovf.), kan først anføres, hvad Snorre siger i sin fortale om Are. Han siger: »han skrev i begyndelsen af sin bog [mærk enkelttallet] mest om Islands bebyggelse (byggð) og lovsætning, dernæst om lovsigemænd, hvor længe hver havde fremsagt (loven; jfr. ''ævi'') og havde den årtælling først til det, at kristendommen kom til Island og siden lige ned til sine dage; dertil föjede han også mange historiske eksempler (''dæmi''; begivenheder), både konge-ævi i Norge og Danmark og ligeledes i England, eller (= og), andre store tidender, der var sket her i landet... Han skrev, som han selv siger, de norske kongers ævi efter Odd, sön af Kol, sön af Hallr fra Sidas fortælling, men Odd havde lært den af Torgeir avrådskol, den mand, der var kyndig og så gammel, at han bode i Nidarnæs, da Hakon jarl den mægtige blev dræbt« Så følger notitser om Ares liv og ophold i Haukadal, og om Hall og Teit, »han underviste Are præst og fortalte ham mange kundskaber, som Are siden nedskrev. Are lærte også mange kundskaber af Turid,  Snorre godes datter« osv. Det er nu straks klart, at meget af, hvad der nævnes, svarer til, hvad der findes i vor Íslb., men også meget, der ikke findes der. Det er soleklart, at Snorre har haft den ældre bog og at denne har haft meget stof tilfælles med den yngre. »Islands bebyggelse og lovsætning« er åbenbart hvad der findes i kap. 1 og 2 (jfr. disse kapitlers overskrifter i indholdsfortegnelsen); disse har altså også stået i begyndelsen af den ældre. Når Snorre siger »dernæst« (om lovsigemænd), skal ikke dette indtryk forstås som om lovsigemændenes række stod i et kapitel for sig. Den har sikkert været ordnet ganske som i den yngre, og dette skimtes i Snorres udtryk. Dernæst følger den vigtige oplysning om ''konunga ævi''. Dette udtryk må selvfølgelig opfattes som ''lögsögumanna ævi'', dvs. kongernes regeringstid; ordet er sikkert lånt fra Are selv, rimeligvis fra den ældre bogs prolog, hvis indhold må have været noget forskelligt fra den yngres. I den har der mulig stået Oplysningen om Odd Kolsson som hjemmelsmand, men den kan også have stået et andet sted inde i bogen. Mærkelig er oplysningen om, at Are har anvendt »historiske eksempler«, konge-ævi fra Danmark og England. Sligt kendes ikke fra den yngre, medmindre Snorre - noget unöjagtigt - sigter til Ivar og kong Edmund i 1. kap. Men herom savnes oplysninger ellers. Ares oplysninger om sig selv har, kan man med sikkerhed slutte, selv om Snorre også har kendt den yngre bog, også stået i den ældre. Der har også Turid været nævnet (jfr. kap. 1). De »store tidender her i landet« svarer meget træffende til, hvad den yngre bog indeholder. Vi føres således til den bestemte antagelse, at den ældre bog i alt væsenligt har indeholdt samme stof som den yngre, foruden de to æmner, som Are udelod.
 
Ser man nu på, hvad kilderne indeholder om Ares (ældre) bog eller hvad der mulig hidrører fra den (jfr. ovf.), kan først anføres, hvad Snorre siger i sin fortale om Are. Han siger: »han skrev i begyndelsen af sin bog [mærk enkelttallet] mest om Islands bebyggelse (byggð) og lovsætning, dernæst om lovsigemænd, hvor længe hver havde fremsagt (loven; jfr. ''ævi'') og havde den årtælling først til det, at kristendommen kom til Island og siden lige ned til sine dage; dertil föjede han også mange historiske eksempler (''dæmi''; begivenheder), både konge-ævi i Norge og Danmark og ligeledes i England, eller (= og), andre store tidender, der var sket her i landet... Han skrev, som han selv siger, de norske kongers ævi efter Odd, sön af Kol, sön af Hallr fra Sidas fortælling, men Odd havde lært den af Torgeir avrådskol, den mand, der var kyndig og så gammel, at han bode i Nidarnæs, da Hakon jarl den mægtige blev dræbt« Så følger notitser om Ares liv og ophold i Haukadal, og om Hall og Teit, »han underviste Are præst og fortalte ham mange kundskaber, som Are siden nedskrev. Are lærte også mange kundskaber af Turid,  Snorre godes datter« osv. Det er nu straks klart, at meget af, hvad der nævnes, svarer til, hvad der findes i vor Íslb., men også meget, der ikke findes der. Det er soleklart, at Snorre har haft den ældre bog og at denne har haft meget stof tilfælles med den yngre. »Islands bebyggelse og lovsætning« er åbenbart hvad der findes i kap. 1 og 2 (jfr. disse kapitlers overskrifter i indholdsfortegnelsen); disse har altså også stået i begyndelsen af den ældre. Når Snorre siger »dernæst« (om lovsigemænd), skal ikke dette indtryk forstås som om lovsigemændenes række stod i et kapitel for sig. Den har sikkert været ordnet ganske som i den yngre, og dette skimtes i Snorres udtryk. Dernæst følger den vigtige oplysning om ''konunga ævi''. Dette udtryk må selvfølgelig opfattes som ''lögsögumanna ævi'', dvs. kongernes regeringstid; ordet er sikkert lånt fra Are selv, rimeligvis fra den ældre bogs prolog, hvis indhold må have været noget forskelligt fra den yngres. I den har der mulig stået Oplysningen om Odd Kolsson som hjemmelsmand, men den kan også have stået et andet sted inde i bogen. Mærkelig er oplysningen om, at Are har anvendt »historiske eksempler«, konge-ævi fra Danmark og England. Sligt kendes ikke fra den yngre, medmindre Snorre - noget unöjagtigt - sigter til Ivar og kong Edmund i 1. kap. Men herom savnes oplysninger ellers. Ares oplysninger om sig selv har, kan man med sikkerhed slutte, selv om Snorre også har kendt den yngre bog, også stået i den ældre. Der har også Turid været nævnet (jfr. kap. 1). De »store tidender her i landet« svarer meget træffende til, hvad den yngre bog indeholder. Vi føres således til den bestemte antagelse, at den ældre bog i alt væsenligt har indeholdt samme stof som den yngre, foruden de to æmner, som Are udelod.
Linje 54: Linje 56:
 
<br>&nbsp;&nbsp; Der er iøvrigt to andre småting, som henføres til Are, men som ikke står i Íslb. Den ene er, som bemærket, angivelsen af, hvor mange skibe, der sejlede til Grönland med Erik d. røde; i Hauksb.-Melab. tillægges den Are (»vise mænd« i Sturlb.). Den anden er notitsen om landets sorg efter Gizurs død; se herom ovf.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Der er iøvrigt to andre småting, som henføres til Are, men som ikke står i Íslb. Den ene er, som bemærket, angivelsen af, hvor mange skibe, der sejlede til Grönland med Erik d. røde; i Hauksb.-Melab. tillægges den Are (»vise mænd« i Sturlb.). Den anden er notitsen om landets sorg efter Gizurs død; se herom ovf.
 
<br>&nbsp;&nbsp; A. Heusler har gjort en ny og ejendommelig opfattelse af forholdet mellem de to bøger gældende. Han mener, at vor Íslb. er en udfyldning til den første, hovedsagelig »nachträge« dertil, samt, at der af disse »efterhåndstilföjelser« nogle er bleven optagne i den første. Allerede dette sidste er nu meget dristigt. Men hovedindvendingen mod denne antagelse er, at man ikke rigtig forstår , hvad den ældre bog da har indeholdt af Islands historie, eftersom det er og må være klart, at den yngre bog indeholder hovedbegivenheder deraf; hvorledes er det tænkeligt, at disse ikke har stået i den første? også strider denne opfattelse imod Ares egne ord (''of et sama far''). Den må derfor forkastes for ikke at tale om, at den er lidet rimelig i og for sig.
 
<br>&nbsp;&nbsp; A. Heusler har gjort en ny og ejendommelig opfattelse af forholdet mellem de to bøger gældende. Han mener, at vor Íslb. er en udfyldning til den første, hovedsagelig »nachträge« dertil, samt, at der af disse »efterhåndstilföjelser« nogle er bleven optagne i den første. Allerede dette sidste er nu meget dristigt. Men hovedindvendingen mod denne antagelse er, at man ikke rigtig forstår , hvad den ældre bog da har indeholdt af Islands historie, eftersom det er og må være klart, at den yngre bog indeholder hovedbegivenheder deraf; hvorledes er det tænkeligt, at disse ikke har stået i den første? også strider denne opfattelse imod Ares egne ord (''of et sama far''). Den må derfor forkastes for ikke at tale om, at den er lidet rimelig i og for sig.
<br>&nbsp;&nbsp; En helt ny opfattelse er gjort af J. Schreiner i hans bog: Saga og oldfunn (Norske Akademis Skrifter II, hist.-filos. kl. 1927, nr. 4). Han vil konstatere en Konungabók af Are og mener at kunne påvise stykker, der beror på den. Han mener at måtte tolke Ares ord helt anderledes end det hidtil er gjort. Are har aldrig skrevet to Islændingebøger. Den bog, han først skrev, blev "refusert« af de mænd, han viste den til; han måtte "göre arbejdet om igen«, og da forøgede han den med áttartala og konunga ævi, men navnet blev bibeholdt(!). Men hvad så? Jo, »en senere afskriver har skåret bort Ares áttartala og conunga ævi, fordi disse partier ikke gik ind i fremstillingen som organiske bestanddele« - og således fremkom Konungabók (og Landnama ?). Denne nye opfattelse er i det foregående egenlig imødegået; her kan man ikke komme nærmere ind på den. Det vilde føre for vidt. Tiltrods for forf.s umiskendelige alvor i sit forsøg på at bevise sin opfattelse, er det mærkeligt at læse (s. 84) : "at det er Are, som har skrevet en Konungabók, er en hypotese« . Dette kommer ganske uvæntet; læseren måtte af det foregående få det indtryk, at sagen var afgjort, og forf. betragter senere - og i senere skrifter - sagen for afgjort, og ikke blot som en" hypotese«. Andet kan den aldrig blive og det endda en meget usandsynlig.
+
<br>&nbsp;&nbsp; En helt ny opfattelse er gjort af J. Schreiner i hans bog: Saga og oldfunn (Norske Akademis Skrifter II, hist.-filos. kl. 1927, nr. 4). Han vil konstatere en Konungabók af Are og mener at kunne påvise stykker, der beror på den. Han mener at måtte tolke Ares ord helt anderledes end det hidtil er gjort. Are har aldrig skrevet to Islændingebøger. Den bog, han først skrev, blev "refusert« af de mænd, han viste den til; han måtte "göre arbejdet om igen«, og da forøgede han den med áttartala og konunga ævi, men navnet blev bibeholdt(!). Men hvad så? Jo, »en senere afskriver har skåret bort Ares áttartala og conunga ævi, fordi disse partier ikke gik ind i fremstillingen som organiske bestanddele« - og således fremkom Konungabók (og Landnama ?). Denne nye opfattelse er i det foregående egenlig imødegået; her kan man ikke komme nærmere ind på den. Det vilde føre for vidt. Tiltrods for forf.s umiskendelige alvor i sit forsøg på at bevise sin opfattelse, er det mærkeligt at læse (s. 84) : "at det er Are, som har skrevet en Konungabók, er en hypotese«. Dette kommer ganske uvæntet; læseren måtte af det foregående få det indtryk, at sagen var afgjort, og forf. betragter senere - og i senere skrifter - sagen for afgjort, og ikke blot som en" hypotese«. Andet kan den aldrig blive og det endda en meget usandsynlig.
  
 
&nbsp;&nbsp; Blot som kuriosum kan A. Bleys antagelse anføres. Han mener, at det var bispernes (og Sæmunds) tanke ved en ny (forkortet) udgave at få istand en skolebog i Islands historie for den opvoksende ungdom. Denne opfattelse behøver ingen gendrivelse.
 
&nbsp;&nbsp; Blot som kuriosum kan A. Bleys antagelse anføres. Han mener, at det var bispernes (og Sæmunds) tanke ved en ny (forkortet) udgave at få istand en skolebog i Islands historie for den opvoksende ungdom. Denne opfattelse behøver ingen gendrivelse.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Resten af prologen behøver ingen tolkning.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Resten af prologen behøver ingen tolkning.
  
1. [H]alfdan hvitbæinn Upplenndiŋa conuŋr sonr Óláfs trételgio Svia conuŋs
+
1. [H]alfdan hvitb&#281;i&#628; Upple&#628;diŋa conuŋr sonr Óláfs trételgio Svia conuŋs
<br>2. vas faþer Aysteins fretz fauþur Halfdanar ens millda oc ens matarilla föþor
+
<br>2. vas faþer Aysteins fretz f&#42809;þur Halfdanar ens millda oc ens matarilla f&#491;þor
<br>3. Goþroþar veiþiconungs föþor Halfdanar ens svarta föþor Harallz ens hár-
+
<br>3. Goþroþar veiþiconungs f&#491;þor Halfdanar ens svarta f&#491;þor Harallz ens hár-
<br>4. fagra es fyrstr varþ þes kyns einn conuŋr at öllom Norvegi.
+
<br>4. fagra es fyrstr varþ þes kyns einn conuŋr at &#491;llom Norvegi.
  
 
&nbsp;&nbsp; Dette stykke står, som det af det følgende vil ses, udenfor den egenlige Íslb. Der er flere forskere, (12) der har udtalt, at det ved en uagtsomhed var gået over i den yngre Íslb. og var denne uvedkommende eller at det var en blot og bar afskrivertilföjelse. Heusler har udtalt, at da Are 3 andre steder (i k. 7, 8 og 9) har anført norske kongers forfædre, var denne Haralds genealogi overflødig. Men dette er misvisende og urigtigt. I kap. 7 anføres Olaf Tryggvasons slægtregister til Harald hårfagre, dette danner altså en fortsættelse af Haralds. Ganske det samme er tilfældet med de to andre (kong Olaf d. helliges og Haralds hårdrådes slægtregister). Man kunde således med fuld ret sige, at netop disse 3 slægtregistre forudsætter en redegørelse for Harald hårfagres slægt opad i tiden. Der kan næppe være tvivl om, at Are med velberåd hu har anbragt Haralds genealogi netop der, foran selve bogen. I kap. 1 nævnes han straks (i hans tid blev Island bebygget). Derfor mente Are, at der måtte gøres rede for den mand, der havde så stor betydning for Islands opdagelse og bebyggelse. Et tilsvarende stykke har utvivlsomt stået i den ældre bog. For såvidt kan det siges at være gået over i den yngre, men som sagt med velberåd hu og en bestemt hensigt.
 
&nbsp;&nbsp; Dette stykke står, som det af det følgende vil ses, udenfor den egenlige Íslb. Der er flere forskere, (12) der har udtalt, at det ved en uagtsomhed var gået over i den yngre Íslb. og var denne uvedkommende eller at det var en blot og bar afskrivertilföjelse. Heusler har udtalt, at da Are 3 andre steder (i k. 7, 8 og 9) har anført norske kongers forfædre, var denne Haralds genealogi overflødig. Men dette er misvisende og urigtigt. I kap. 7 anføres Olaf Tryggvasons slægtregister til Harald hårfagre, dette danner altså en fortsættelse af Haralds. Ganske det samme er tilfældet med de to andre (kong Olaf d. helliges og Haralds hårdrådes slægtregister). Man kunde således med fuld ret sige, at netop disse 3 slægtregistre forudsætter en redegørelse for Harald hårfagres slægt opad i tiden. Der kan næppe være tvivl om, at Are med velberåd hu har anbragt Haralds genealogi netop der, foran selve bogen. I kap. 1 nævnes han straks (i hans tid blev Island bebygget). Derfor mente Are, at der måtte gøres rede for den mand, der havde så stor betydning for Islands opdagelse og bebyggelse. Et tilsvarende stykke har utvivlsomt stået i den ældre bog. For såvidt kan det siges at være gået over i den yngre, men som sagt med velberåd hu og en bestemt hensigt.
Linje 68: Linje 70:
  
 
1. Inn hoc codice continnenntur capitula.
 
1. Inn hoc codice continnenntur capitula.
<br>2. [F]rá Islanz bygþ I. frá lannáms monnom II. oc lagasetniŋ. frá alþiŋis
+
<br>2. [F]rá Islanz by&#610;þ I. frá la&#628;áms mo&#628;om II. oc lagasetniŋ. frá alþiŋis
<br>3. setniŋ III. frá miseris tali  IIII. frá fiórþuŋa deilld  V. frá Grǿnlannz bygþ VI.
+
<br>3. setniŋ III. frá miseris tali  IIII. frá fiórþuŋa deilld  V. frá Grǿnla&#628;z bygþ VI.
 
<br>4. frá þvi er crístni kom á Ísland  VII. frá byscopom útlendom VIII. frá Ísleifi
 
<br>4. frá þvi er crístni kom á Ísland  VII. frá byscopom útlendom VIII. frá Ísleifi
 
<br>5. byscopi  IX. frá Gizori byscopi [x.].
 
<br>5. byscopi  IX. frá Gizori byscopi [x.].
Linje 78: Linje 80:
  
 
1. <u>Incipit libellus Islandorum</u>.
 
1. <u>Incipit libellus Islandorum</u>.
<br>2. I. [I]sland bygþisc fyrst úr Norvegi á dögom Harallz ens hárfagra Half-
+
<br>2. I. [I]sland by&#610;þisc fyrst úr Norvegi á d&#491;gom Harallz ens hárfagra Half-
<br>3. danar sonar ens svarta í þann tíþ at ætlon oc tölo þeira Teitz fóstra míns
+
<br>3. danar sonar ens svarta í þa&#628; tíþ at &#281;&#769;tlon oc t&#491;lo þeira Teitz fóstra míns
<br>4. þes mannz er ec kunna spacastan sonar Ísleifs byscops. oc Þorkels fauþor
+
<br>4. þes ma&#628;z er ec kunna spacastan sonar Ísleifs byscops. oc Þorkels f&#42809;þor
<br>5. bróþor míns Gellissonar er laŋt munnþi fram oc Þóriþar Snorra dóttor
+
<br>5. bróþor míns Gellissonar er laŋt mu&#628;þi fram oc Þóriþar Snorra dóttor
<br>6. goþa es bæþi vas margspöc oc óliúgfróþ es Íwarr Ragnars sonr loþbrókar
+
<br>6. goþa es b&#281;&#769;þi vas margsp&#491;c oc óliúgfróþ es Íwarr Ragnars sonr loþbrókar
 
<br>7. lét drepa Eadmund enn helga Eŋla conuŋ. En þat vas DCCCLXX. epter burþ
 
<br>7. lét drepa Eadmund enn helga Eŋla conuŋ. En þat vas DCCCLXX. epter burþ
<br>8. Cristz at því es ritiþ es i sögo hans. Iŋolfr hét maþr nórænn es sannliga er
+
<br>8. Cristz at því es ritiþ es i s&#491;go hans. Iŋolfr hét maþr nóræ&#628; es sannliga er
 
<br>9. sagt at fǿre fyrst papan til Íslandz þá es Haralldr enn hárfagri var xvi.
 
<br>9. sagt at fǿre fyrst papan til Íslandz þá es Haralldr enn hárfagri var xvi.
<br>10. vetra gamall. En i annat sinn fám vetrom siþarr. Hann bygþi suþr i Raykiar-
+
<br>10. vetra gamall. En i a&#628;at sinn f&#491;&#769;m vetrom siþarr. Ha&#628; bygþi suþr i Raykiar-
<br>11. víc. þar er Iŋolfs höfþi kallaþr fyr austan Minþacs ayri sem hann kom
+
<br>11. víc. þar er Iŋolfs höfþi kallaþr fyr &#42809;stan Minþacs ayri sem hann kom
<br>12. fyrst á land. en þar Iŋolfsfell fyr vestan ölfoss á es hann lagþi sína eigo á
+
<br>12. fyrst á land. en þar Iŋolfsfell fyr vestan &#490;lfoss &#491;&#769; es hann lagþi sína eigo á
<br>13. síþan. Í þann tíþ vas Ísland viþi vaxit á miþli fiallz oc fiöro. Þá váro hér
+
<br>13. síþan. Í þa&#628; tíþ vas Ísland viþi vaxit á miþli fiallz oc fiöro. Þá váro hér
<br>14. mennn cristnir peir er Norþmennn kalla papa. En peir fóro síþan á braut af
+
<br>14. men&#628; cristnir peir er Norþmen&#628; kalla papa. En peir fóro síþan á br&#42809;t af
<br>15. þvi at þeir villdo eigi vesa hér viþ hæiþna mennn. oc léto epter bǿcr irscar
+
<br>15. þvi at þeir villdo eigi vesa hér viþ hæiþna men&#628;. oc léto epter bǿcr irscar
<br>16. oc biöllor oc bagla. af þvi mátti scilia at þeir váro mennn irscer. En þá
+
<br>16. oc bi&#491;llor oc bagla. af þvi mátti scilia at þeir váro men&#628; irscer. En þá
<br>17. varþ för manna mikil mioc út hiŋat úr Norvege til þes unnz conuŋrenn Haralldr
+
<br>17. varþ f&#491;r manna mikil mioc út hiŋat úr Norvege til þes u&#628;z conuŋre&#628; Haralldr
<br>18. bannaþi af pví at honom þótti landauþnn nema. þá sættusc peir á þat at
+
<br>18. ba&#628;aþi af pví at honom þótti landauþ&#628; nema. þá s&#281;&#769;ttusc peir á þat at
<br>19. hverr maþr scylldi giallda conuŋi v. aura sá er eigi væri frá þvi sciliþr. oc
+
<br>19. hverr maþr scylldi giallda conuŋi v. aura sá er eigi v&#281;&#769;ri frá þvi sciliþr. oc
<br>20. papan fǿri hiŋat. En svá er sagt at Haralldr væri LXX. vetra conuŋr oc yrþi
+
<br>20. papan fǿri hiŋat. En svá er sagt at Haralldr v&#281;&#769;ri LXX. vetra conuŋr oc yrþi
<br>21. átrǿþr. þau hafa upphöf veriþ at gialldi pvi es nú er kallat lanndaurar. en
+
<br>21. átrǿþr. þau hafa upph&#491;f veriþ at gialldi pvi es nú er kallat la&#628;daurar. en
<br>22. þar gallzk stunndom meira en stunndom minna unz Óláfr enn digri gørþi scýrt
+
<br>22. þar gallzk stu&#628;dom meira en stu&#628;dom mi&#628;a unz Óláfr e&#628; digri gørþi scýrt
<br>23. at hverr maþr scylldi giallda conuŋi halfa mörk. sá er fǿre á miþli Norvegs
+
<br>23. at hverr maþr scylldi giallda conuŋi halfa m&#491;rk. sá er fǿre á miþli Norvegs
<br>24. oc Íslannz. nema conor. eþa peir mennn es hann næmi frá. sva sagþi Þorkell
+
<br>24. oc Ísla&#628;z. nema conor. eþa peir men&#628; es hann næmi frá. sva sagþi Þorkell
 
<br>25. oss Gellissonr.
 
<br>25. oss Gellissonr.
  
Linje 115: Linje 117:
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''7. DCCCLXX''] her mangler ''vetra'' i teksten, har vist været udeladt ved uagtsomhed i membranen, hvis ikke skriveren har villet have ordet indbefattet i det romerske tal.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''7. DCCCLXX''] her mangler ''vetra'' i teksten, har vist været udeladt ved uagtsomhed i membranen, hvis ikke skriveren har villet have ordet indbefattet i det romerske tal.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''7-8. epter burþ Cristz''] dette er Ares faste udtryk, der kommer to gange til, i kap. 7 og 10.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''7-8. epter burþ Cristz''] dette er Ares faste udtryk, der kommer to gange til, i kap. 7 og 10.
<br>&nbsp;&nbsp; ''9-10. xvi. vetra gamall''] Harald hårfagres alder er jo ikke helt sikker. Are selv siger - senere i delle kapitel -, at han blev 80 år og var 70 år konge, dvs. 10 år gammel blev han konge; hermed stemmer Snorres angivelse i 1. kap. af sagaen om Harald. Dette har været fast overlevering. Der er al grund til at antage, at Are har betragtet 852 som Haralds fødselsår, som de fleste. annaler har (Ann. reg. har en anden beregning og sætter det til 848); 862 sættes hans regerings ophav i Resen., medens 3 andre annaler (vistnok ved fejltagelse) har 863. Hvis dette er rigtigt, skulde Harald efter Ares beregning være død 932. Hermed stemmer, hvad Are siger i slutn. af kap. 3, at landet var helt bebygget 60 år efter Edmunds død, dvs.: 930, og at dette var et eller to år för kong Haralds død. Når man opfatter dette »eller« som ligt med »eller rettere«, hvad det oftere synes at betyde, kommer man netop til 932 som Haralds dødsår efter Ares opfattelse. Herefter skulde så Ingolfr første gang have taget til Island i året 868 (16) - og anden gang, som det straks efter hedder, nogle få vintre senere. Det er beklageligt, at Are ikke har kunnet eller turdet udtrykke sig bestemtere herom. I de fleste annaler sættes Ingolfs bosættelse i Reykjarvik til 874 (ann. reg. 875), hvilket godt passer til det nævnte årstal (868). Hermed stemmer Landnámas angivelse (s. 5) : »Den sommer, Ingolfr sejlede ud for at bosætte sig i Island, havde kong Harald været 12 år konge i Norge; da var der gået ...fra vor herres fødsel 874 år« .Theodricus (Hist. kap. 3) siger, at Ingolf »opsøgte, fandt og begyndte at bo« i Island i »omtr. det 10. år« af Haralds regering; da han sætter begyndelsen af hans regering til 858, passer denne tidsregning nöje til Ares (men Theodricus' udtryk er for summariske).
+
<br>&nbsp;&nbsp; ''9-10. xvi. vetra gamall''] Harald hårfagres alder er jo ikke helt sikker. Are selv siger - senere i dette kapitel -, at han blev 80 år og var 70 år konge, dvs. 10 år gammel blev han konge; hermed stemmer Snorres angivelse i 1. kap. af sagaen om Harald. Dette har været fast overlevering. Der er al grund til at antage, at Are har betragtet 852 som Haralds fødselsår, som de fleste. annaler har (Ann. reg. har en anden beregning og sætter det til 848); 862 sættes hans regerings ophav i Resen., medens 3 andre annaler (vistnok ved fejltagelse) har 863. Hvis dette er rigtigt, skulde Harald efter Ares beregning være død 932. Hermed stemmer, hvad Are siger i slutn. af kap. 3, at landet var helt bebygget 60 år efter Edmunds død, dvs.: 930, og at dette var et eller to år för kong Haralds død. Når man opfatter dette »eller« som ligt med »eller rettere«, hvad det oftere synes at betyde, kommer man netop til 932 som Haralds dødsår efter Ares opfattelse. Herefter skulde så Ingolfr første gang have taget til Island i året 868 (16) - og anden gang, som det straks efter hedder, nogle få vintre senere. Det er beklageligt, at Are ikke har kunnet eller turdet udtrykke sig bestemtere herom. I de fleste annaler sættes Ingolfs bosættelse i Reykjarvik til 874 (ann. reg. 875), hvilket godt passer til det nævnte årstal (868). Hermed stemmer Landnámas angivelse (s. 5) : »Den sommer, Ingolfr sejlede ud for at bosætte sig i Island, havde kong Harald været 12 år konge i Norge; da var der gået...fra vor herres fødsel 874 år«. Theodricus (Hist. kap. 3) siger, at Ingolf »opsøgte, fandt og begyndte at bo« i Island i »omtr. det 10. år« af Haralds regering; da han sætter begyndelsen af hans regering til 858, passer denne tidsregning nöje til Ares (men Theodricus' udtryk er for summariske).
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''10-11. Hann bygþi suþr i Raykiarvic''] ''bygþi'' bet. her 'tog sig (endeligt) ophold, bolig'. ''suþr:'' dette udtryk vilde passe godt til Ares eget ophold på Snefjældsnæs (se foran s. II). ''Reykjarvik'' er altså den ældste form af dette navn, der senere er blevet til ''Reykja-'' ved at r er sløjfet i udtalen. Således skrives også i Landnáma (s. 7).(17) Navnet hidrører, som bekendt, fra de varme kilder noget øst for gården (byen).
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''10-11. Hann bygþi suþr i Raykiarvic''] ''bygþi'' bet. her 'tog sig (endeligt) ophold, bolig'. ''suþr:'' dette udtryk vilde passe godt til Ares eget ophold på Snefjældsnæs (se foran s. II). ''Reykjarvik'' er altså den ældste form af dette navn, der senere er blevet til ''Reykja-'' ved at r er sløjfet i udtalen. Således skrives også i Landnáma (s. 7).(17) Navnet hidrører, som bekendt, fra de varme kilder noget øst for gården (byen).
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''11. þar er'' osv.] hermed kan sammenlignes Landnámas udførlige fremstilling (s. 5 f.). Navnet Ingólfshöfði og Ingólfsfell eksisterer endnu(18) og er velkendte, hvorimod ''Minþakseyrr'' er forsvundet og glemt vistnok længe før Arne Magnussons dage.(19) Stedet var vistnok i den såkaldte Mýrdalr. Anledningen til navnet findes angivet i Landn. (s. 5-6); ''minnþak'' er et irsk ord (menadach(20)); det betyder æltet blanding af mel og smør; irske trælle lavede det, men så mugnede det og blev kastet overbord; det drev i land på en ør, som så blev opkaldt derefter. - ''ölfoss ö'' er den nuværende Ölfusá; den vest for den liggende egn kaldes Ölfus(-es). I kap. 7 nævnes ''ölfossvatn'' dvs.: det nuværende Þingvallavatn. Man har tidligere søgt at forklare dette navn ud fra et stednavn Álfsós (i Landn.),(21) men forklaringen er sproglig set höjst urimelig, for ikke at sige umulig. I hvert fald er det næsten utænkeligt, at navnet var blevet så stærkt ændret allerede i Ares tid. Ares navneform lader sig derimod let forklare, ordet er sammensat med ''al-'' og ''foss'' (a er omlydt på grund af den følgende labial i forbindelse med o); navnet betyder altså 'alle fossers, dvs.: de mange fossers elv'. Det passer fortrinlig til elven, efter at den er falden ud af søen (Þingvallavatn), hvor der er en mængde vandfald i det nuværende Sogið. Det er efter dem elven har fået sit navn (egl. ölfossa-á, a måtte bortfalde). Herefter har man navnet ölfosssveit; dette er blevet forkortet, så at ölfoss er blevet tilbage, og det er blevet neutrum; foss er på grund af mindre stærk betoning blevet ''-vus''.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''11. þar er'' osv.] hermed kan sammenlignes Landnámas udførlige fremstilling (s. 5 f.). Navnet Ingólfshöfði og Ingólfsfell eksisterer endnu(18) og er velkendte, hvorimod ''Minþakseyrr'' er forsvundet og glemt vistnok længe før Arne Magnussons dage.(19) Stedet var vistnok i den såkaldte Mýrdalr. Anledningen til navnet findes angivet i Landn. (s. 5-6); ''minnþak'' er et irsk ord (menadach(20)); det betyder æltet blanding af mel og smør; irske trælle lavede det, men så mugnede det og blev kastet overbord; det drev i land på en ør, som så blev opkaldt derefter. - ''ölfoss ö'' er den nuværende Ölfusá; den vest for den liggende egn kaldes Ölfus(-es). I kap. 7 nævnes ''ölfossvatn'' dvs.: det nuværende Þingvallavatn. Man har tidligere søgt at forklare dette navn ud fra et stednavn Álfsós (i Landn.),(21) men forklaringen er sproglig set höjst urimelig, for ikke at sige umulig. I hvert fald er det næsten utænkeligt, at navnet var blevet så stærkt ændret allerede i Ares tid. Ares navneform lader sig derimod let forklare, ordet er sammensat med ''al-'' og ''foss'' (a er omlydt på grund af den følgende labial i forbindelse med o); navnet betyder altså 'alle fossers, dvs.: de mange fossers elv'. Det passer fortrinlig til elven, efter at den er falden ud af søen (Þingvallavatn), hvor der er en mængde vandfald i det nuværende Sogið. Det er efter dem elven har fået sit navn (egl. ölfossa-á, a måtte bortfalde). Herefter har man navnet ölfosssveit; dette er blevet forkortet, så at ölfoss er blevet tilbage, og det er blevet neutrum; foss er på grund af mindre stærk betoning blevet ''-vus''.
Linje 129: Linje 131:
 
<br>&nbsp;&nbsp; Ser man nu på dette 1. kapitel, vil det vise sig at være vel ordnet. Det falder i følgende afsnit. 1, Islands bebyggelse og tiden derfor l. 1-8. 2, Den første landnamsmand, Ingolfr, 1. 8-13. 3, Beskrivelse af landet I. 13. 4, Tidligere (irske) beboere 1. 13-16; dette som etslags tillægsbemærkning. 5, Udvandringen, dens omfang og deraf følgende konflikt I. 16-20. 6, Dens udstrækning i tid, angivet ved Haralds levetid, 1. 20-21. 7, Slutningsoplysning om landøre, et vigtig forhold, der i den følgende tid spillede en ikke ringe rolle i forholdet mellem Island og Norge.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Ser man nu på dette 1. kapitel, vil det vise sig at være vel ordnet. Det falder i følgende afsnit. 1, Islands bebyggelse og tiden derfor l. 1-8. 2, Den første landnamsmand, Ingolfr, 1. 8-13. 3, Beskrivelse af landet I. 13. 4, Tidligere (irske) beboere 1. 13-16; dette som etslags tillægsbemærkning. 5, Udvandringen, dens omfang og deraf følgende konflikt I. 16-20. 6, Dens udstrækning i tid, angivet ved Haralds levetid, 1. 20-21. 7, Slutningsoplysning om landøre, et vigtig forhold, der i den følgende tid spillede en ikke ringe rolle i forholdet mellem Island og Norge.
  
1. [H]rollaugr sonr Raugvallz iarls á Mǿre bygþi austr á Síþu. þaþan
+
1. [H]rollaugr sonr R&#42809;gvallz iarls á Mǿre bygþi austr á Síþu. þaþan
<br>2. ero Siþumennn komner.
+
<br>2. ero Siþumen&#628; komner.
<br>3. Ketilbiörnn Ketils sonr maþr nórǿnn bygþi suþr at Mosfelli eno øfra.
+
<br>3. Ketilbi&#491;r&#628; Ketils sonr maþr nórǿ&#628; bygþi suþr at Mosfelli eno øfra.
 
<br>4. þaþan ero Mosfelliŋar comner.
 
<br>4. þaþan ero Mosfelliŋar comner.
<br>5. Öþr dótter Ketils flatnefs hersis nórǿns bygþi vestr i Bræiþafirþi. þaþan
+
<br>5. &#490;þr dótter Ketils flatnefs hersis nórǿns bygþi vestr i Br&#281;iþafirþi. þaþan
<br>6. ero Bræiþfirþiŋar comner.
+
<br>6. ero Br&#281;iþfirþiŋar comner.
<br>7. Helgi enn Magri norǿnn sonr Eyvindar austmannz bygþi norþr i Eyiafirþi.
+
<br>7. Helgi enn &#1084;agri norǿ&#628; sonr Eyvindar austma&#628;z by&#610;þi norþr i Eyiafirþi.
 
<br>8. þaþan ero Eyfirþiŋar comner.
 
<br>8. þaþan ero Eyfirþiŋar comner.
<br>9. En þá es Ísland vas víþa bygt orþit. þá hafþi maþr astrǿnn fyrst lög
+
<br>9. En þá es Ísland vas víþa by&#610;t orþit. þá hafþi maþr astrǿ&#628; fyrst l&#491;g
 
<br>10. út hiŋat úr Norvegi sá er Ulfliótr hét. Svá sagþi Teitr oss. oc váro þá
 
<br>10. út hiŋat úr Norvegi sá er Ulfliótr hét. Svá sagþi Teitr oss. oc váro þá
<br>11. Ultliótz lög kölloþ. Hann var faþer Gunnars er Diuþdǿler ero comner frá i
+
<br>11. Ultliótz l&#491;g k&#491;lloþ. Ha&#628; var faþer Gu&#628;ars er Diuþdǿler ero comner frá i
<br>12. Eyiafirþi. En þav váro flest sett at þvi sem þá váro Golaþiŋs lög eþa ráþ
+
<br>12. Eyiafirþi. En þav váro flest sett at þvi sem þá váro Golaþiŋs l&#491;g eþa ráþ
<br>13. Þorleifs ens spaca Hörþacárasonar váro til hvar viþ scylldi avca eþa af
+
<br>13. Þorleifs ens spaca H&#491;rþacárasonar váro til hvar viþ scylldi avca eþa af
<br>14. nema eþa annann veg setia. Ulfliótr var austr i Lóni. En svá er sagt at Grímr
+
<br>14. nema eþa a&#628;a&#628; veg setia. Ulfliótr var austr i Lóni. En svá er sagt at Grímr
<br>15. geitscor væri fóstbróþer hanns sá er kannaþi Ísland alt at ráþi hanns áþr
+
<br>15. geitscor v&#281;&#769;ri fóstbróþer ha&#628;s sá er ka&#628;aþi Ísland alt at ráþi ha&#628;s áþr
<br>16. alpiŋi væri átt. en honom fecc hverr maþr pening til á landi hér. en hann
+
<br>16. alpiŋi v&#281;&#769;ri átt. en honom fecc hverr maþr pening til á landi hér. en hann
 
<br>17. gaf fé þat síþan til hofa.
 
<br>17. gaf fé þat síþan til hofa.
  
Linje 167: Linje 169:
 
<br>&nbsp;&nbsp; Endelig bemærkes, at Ulfljot siges at have været 3 år udenlands og i et par annaler, at han »kom med love til Island« 927, (i et par henføres dette til 928); hvis dette er rigtigt, måtte Ulfljot have været i Norge 924-27; de følgende år (928-29) må så tænkes at være gået med til samråd med de andre islandske hövdinger, som havde været med til at sende Ulfljot til Norge. To år er dog en ret rigelig tid dertil. Det er stor skade, at man intet ved om de forhandlinger, der må være førte mellem de islandske hövdinger i årene 928-29, ti det er klart, at alt må have været tilrettelagt för sommeren 930, da det første altingsmøde holdtes og den første lovsigemand begyndte sin virksomhed. Alt dette er ikke blevet til på engang fuldt færdigt som en Athena.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Endelig bemærkes, at Ulfljot siges at have været 3 år udenlands og i et par annaler, at han »kom med love til Island« 927, (i et par henføres dette til 928); hvis dette er rigtigt, måtte Ulfljot have været i Norge 924-27; de følgende år (928-29) må så tænkes at være gået med til samråd med de andre islandske hövdinger, som havde været med til at sende Ulfljot til Norge. To år er dog en ret rigelig tid dertil. Det er stor skade, at man intet ved om de forhandlinger, der må være førte mellem de islandske hövdinger i årene 928-29, ti det er klart, at alt må have været tilrettelagt för sommeren 930, da det første altingsmøde holdtes og den første lovsigemand begyndte sin virksomhed. Alt dette er ikke blevet til på engang fuldt færdigt som en Athena.
  
1. III. [A]lþiŋi vas sett at ráþi Ulfliótz oc allra lannzmanna þar er nú es.
+
1. III. [A]lþiŋi vas sett at ráþi Ulfliótz oc allra la&#628;zma&#628;a þar er nú es.
<br>2. En áþr vas þiŋ á Kialarnesi þat es Þorsteinn Iŋolfsonr lannáma mannz faþer
+
<br>2. En áþr vas þiŋ á Kialarnesi þat es Þorstei&#628; Iŋolfsonr lannáma mannz faþer
<br>3. Þorkels Mána lögsögo manns hafþi þar oc höfþiŋiar þeir es at því hurfu.
+
<br>3. Þorkels &#1084;ána l&#491;gs&#491;go manns hafþi þar oc h&#491;fþiŋiar þeir es at því hurfu.
<br>4. En maþr hafþi secr orþit of þræls morþ eþa leysiŋs sá er land átti i Blá-
+
<br>4. En maþr hafþi secr orþit of þr&#281;&#769;ls morþ eþa leysiŋs sá er land átti i Blá-
 
<br>5. scógom hann es nefndr Þórer croppinskeggi. En dóttor sonr hans es callaþr
 
<br>5. scógom hann es nefndr Þórer croppinskeggi. En dóttor sonr hans es callaþr
<br>6. Þorvalldr croppinskeggi. sá es fór siþan i Austfiörþo oc brenndi þar inni
+
<br>6. Þorvalldr croppinskeggi. sá es fór siþan i Austfi&#491;rþo oc brenndi þar inni
<br>7. Gunnar bróþor sinn. Svá sagþi Hallr Órœkiosonr. En sá hét Kolr es myrþr
+
<br>7. Gu&#628;ar bróþor sinn. Svá sagþi Hallr Órœkiosonr. En sá hét Kolr es myrþr
<br>8. vas. Viþ hann es kennd geá sú es þar es kölloþ siþan Cols geá sem hræen
+
<br>8. vas. Viþ hann es ke&#628;d geá sú es þar es k&#491;lloþ siþan Cols geá sem hr&#281;&#769;en
<br>9. funndusc. Land þat varþ siþan allz heriar fé. En þat lögþo lanndz mennn til
+
<br>9. fu&#628;dusc. Land þat varþ siþan allz heriar fé. En þat l&#491;gþo la&#628;dz men&#628; til
<br>10. alþiŋis nayzlo. Af þvi es þar almennniŋ at viþa til alþiŋis i scógom. oc á
+
<br>10. alþiŋis nayzlo. Af þvi es þar alme&#628;niŋ at viþa til alþiŋis i scógom. oc á
<br>11. hæiþom hagi til hrossa hafnar. þat sagþi Ulfheþinn oss. svá hava oc spacer
+
<br>11. hæiþom hagi til hrossa hafnar. þat sagþi Ulfheþi&#628; oss. svá hava oc spacer
<br>12. mennn sagt at á lx. vetra yrþi Ísland albygt, svá at eigi væri meirr siþan.
+
<br>12. men&#628; sagt at á lx. vetra yrþi Ísland albygt, svá at eigi v&#281;&#769;ri mei&#640; siþan.
<br>13. Því nær tók Hramnn lögsögo Hrœngssonr lannáma mansz. Næstr Ulflióti oc
+
<br>13. Því nær tók Hram&#628; l&#491;gs&#491;go Hrœngssonr la&#628;áma mansz. N&#281;&#769;str Ulflióti oc
 
<br>14. hafþi xx. sumor. Hann var ýr Raŋár hverfi. þat var lx. vetrum epter dráp
 
<br>14. hafþi xx. sumor. Hann var ýr Raŋár hverfi. þat var lx. vetrum epter dráp
<br>15. Eadmundar conuŋs. vetri eþa tveim áþr Haralldr en hárfagri yrþi dauþr
+
<br>15. Eadmundar conuŋs. vetri eþa tveim áþr Haralldr en hárfagri yrþi d&#42809;þr
<br>16. at tölo spacra manna. Þórarenn Raga bróþer sonr Óleifs hialta tóc lögsögo
+
<br>16. at t&#491;lo spacra ma&#628;a. Þórare&#628; Raga bróþer sonr Óleifs hialta tóc l&#491;gs&#491;go
<br>17. næstr Hramni. oc hafþi önnor xx. hann vas borgfirþcr.
+
<br>17. n&#281;&#769;str Hramni. oc hafþi &#491;nnor xx. ha&#628; vas borgfirþcr.
  
 
<blockquote>
 
<blockquote>
Linje 193: Linje 195:
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''allra lannzmanna''] naturligvis hövdingernes og de mere betydelige bønders: jfr. ''hverr maþr'' (II, 16).
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''allra lannzmanna''] naturligvis hövdingernes og de mere betydelige bønders: jfr. ''hverr maþr'' (II, 16).
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''þar es nu es''] dette betegner altså, at altinget fra første færd afholdtes på ''þingvöllr''. Om Are med denne bemærkning skulde hentyde til, at tinget nogensinde er holdt et andet sted er, skönt ikke umuligt, dog ret urimeligt. Der foreligger nemlig en efterretning i Hænsaþórissaga,(40) der lyder: »men tinget holdtes da under Ármannsfell«. Sagaen hører, som bekendt, ikke til de mest pålidelige. Men bortset derfra er det et stort spörsmål, om sagaens ord siger noget som helst andet end at tinget holdtes på Þingvöllr. Tingpladsen er nemlig så nær ved (sydfor) Ármannsfell, at udtrykket, i alt fald i store dele af landet, godt kunde være brugt.(41) Det er kun ordet »da«, som kunde synes at være unaturligt eller ubehændigt, da det dog synes at måtte indeholde et eller andet modsætningsforhold. Sagaens forf. kan tænkes at have set dette udtryk og trot, at det betød en anden tingplads; da er hans udtryk forståeligt. Muligt er det, som prof. Ó. Lárusson har peget på (i Árbók hins isl. fornleifafjel. 1925-26 s. 12), at bemærkningen i sagaen gælder stedet for ''fjærdingstingets'' afholdelse, og at forfatteren, af uvidenhed, har sammenblandet det med altinget. Efterretningen har vist ingen historisk værd. Ares ord betyder ikke andet end »hvor det nu er og altid har været«.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''þar es nu es''] dette betegner altså, at altinget fra første færd afholdtes på ''þingvöllr''. Om Are med denne bemærkning skulde hentyde til, at tinget nogensinde er holdt et andet sted er, skönt ikke umuligt, dog ret urimeligt. Der foreligger nemlig en efterretning i Hænsaþórissaga,(40) der lyder: »men tinget holdtes da under Ármannsfell«. Sagaen hører, som bekendt, ikke til de mest pålidelige. Men bortset derfra er det et stort spörsmål, om sagaens ord siger noget som helst andet end at tinget holdtes på Þingvöllr. Tingpladsen er nemlig så nær ved (sydfor) Ármannsfell, at udtrykket, i alt fald i store dele af landet, godt kunde være brugt.(41) Det er kun ordet »da«, som kunde synes at være unaturligt eller ubehændigt, da det dog synes at måtte indeholde et eller andet modsætningsforhold. Sagaens forf. kan tænkes at have set dette udtryk og trot, at det betød en anden tingplads; da er hans udtryk forståeligt. Muligt er det, som prof. Ó. Lárusson har peget på (i Árbók hins isl. fornleifafjel. 1925-26 s. 12), at bemærkningen i sagaen gælder stedet for ''fjærdingstingets'' afholdelse, og at forfatteren, af uvidenhed, har sammenblandet det med altinget. Efterretningen har vist ingen historisk værd. Ares ord betyder ikke andet end »hvor det nu er og altid har været«.
<br>&nbsp;&nbsp; ''2-3. En aþr vas'' osv.] dette særting på Kjalarnæs er ellers ukendt. At det holdtes der - og ikke f. eks. i Reykjarvik - kommer rimeligvis deraf, at der var bebyggelsen tættest (omkring Reykjarvik var der endnu ingen bebyggelse); dertil har sikkert folk fra det nuværende Mosfellssveit, mulig også fra Kjós, søgt. Her var flere hövdinger - landnamsmænd og deres sönner -; Helgi bjóla tog en stor del af Kjalarnes i besiddelse og bode på Hof (han blev stamfader til biskop Jón Ögmundsson); Ørlyg tog en anden del af Kjalarnes og bode på Esjuberg; hans sön Valþjófr bosatte sig netop i Kjós; Þórðr skeggi, som først havde bot i Lón og af hvem Ulfljot købte landet, bosatte sig senere i Mosfelssveit; Hallr goðlauss bosatte sig nord for ham. Det er disse eller disses sönner, som Are betegner som »de hövdinger, der sluttede sig dertil«. I Kjallnesingas. siges Helge at have været gift med Ingolfs datter, Þórny. I Landn.(42) står det samme som hos Are om Torstein; det er åbenbart hæntet fra Are. Derfra hidrører også hvad der berettes bagved Melabók(43): »Torstein Ingolfsson lod først af alle sætte ting på Kjalarnes, for altinget blev oprettet, efter samråd med Helge bjóla og Ørlyg på Esjuberg og andre vise mænd, og derfor følger endnu indvielsen af altinget med det godord«.(44)
+
<br>&nbsp;&nbsp; ''2-3. En aþr vas'' osv.] dette særting på Kjalarnæs er ellers ukendt. At det holdtes der - og ikke f. eks. i Reykjarvik - kommer rimeligvis deraf, at der var bebyggelsen tættest (omkring Reykjarvik var der endnu ingen bebyggelse); dertil har sikkert folk fra det nuværende Mosfellssveit, mulig også fra Kjós, søgt. Her var flere hövdinger - landnamsmænd og deres sönner -; Helgi bjóla tog en stor del af Kjalarnes i besiddelse og bode på Hof (han blev stamfader til biskop Jón Ögmundsson); Ørlyg tog en anden del af Kjalarnes og bode på Esjuberg; hans sön Valþjófr bosatte sig netop i Kjós; Þórðr skeggi, som først havde bot i Lón og af hvem Ulfljot købte landet, bosatte sig senere i Mosfelssveit; Hallr goðlauss bosatte sig nord for ham. Det er disse eller disses sönner, som Are betegner som »de hövdinger, der sluttede sig dertil«. I Kjallnesingas. siges Helge at have været gift med Ingolfs datter, Þórny. I Landn.(42) står det samme som hos Are om Torstein; det er åbenbart hæntet fra Are. Derfra hidrører også hvad der berettes bagved Melabók(43): »Torstein Ingolfsson lod først af alle sætte ting på Kjalarnes, för altinget blev oprettet, efter samråd med Helge bjóla og Ørlyg på Esjuberg og andre vise mænd, og derfor følger endnu indvielsen af altinget med det godord«.(44)
 
Hvor dette ting har været holdt siges ikke, naturligst er det at tænke sig, at det har været holdt på eller i nærheden af Hof, der ganske vist ligger meget vestlig på næsset, men det kunde ikke spille nogen rolle.
 
Hvor dette ting har været holdt siges ikke, naturligst er det at tænke sig, at det har været holdt på eller i nærheden af Hof, der ganske vist ligger meget vestlig på næsset, men det kunde ikke spille nogen rolle.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Foruden dette ting, om hvis skæbne senere intet vides, havde man også et andet særting, på Torsnæs, hvorom der fortælles i Eyrbyggja.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Foruden dette ting, om hvis skæbne senere intet vides, havde man også et andet særting, på Torsnæs, hvorom der fortælles i Eyrbyggja.
<br>&nbsp;&nbsp; Disse ting har uden tvivl været indrettede efter norske ting. Kjalarnesting er den straks efter nævnte Þórir bleven dömt. For så vidt er der en forbindelse mellem kapitlets begyndelse og fortsættelsen.
+
<br>&nbsp;&nbsp; Disse ting har uden tvivl været indrettede efter norske ting. Kjalarnesting er den straks efter nævnte Þórir bleven dömt. For så vidt er der en forbindelse mellem kapitlets begyndelse og fortsættelsen.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''4. secr orþit''] »dömt fredløs«; dvs. dömt til at forlade sin hjembygd (''heraðsekr''), han er rimeligvis draget til østfjordene, eftersom hans dattersön bode der.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''4. secr orþit''] »dömt fredløs«; dvs. dömt til at forlade sin hjembygd (''heraðsekr''), han er rimeligvis draget til østfjordene, eftersom hans dattersön bode der.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''4. sá er'' osv.] sá går på maþr, men ikke ''þræls''. ''Blascógar'' og det fra andre kilder kendte deraf afledede navn ''Bláskógaheiðr'' er nu ukendte navne. Men der er ingen tvivl om, at således kaldtes de höjere liggende skovbevoksede hede-egne nord og vest for Tingvalla-sænkningen, navnet er såre betegnende på grund af det dunkle »blågrönne birkekrat, der her er spredt over den mörke grund«.(45)
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''4. sá er'' osv.] sá går på maþr, men ikke ''þræls''. ''Blascógar'' og det fra andre kilder kendte deraf afledede navn ''Bláskógaheiðr'' er nu ukendte navne. Men der er ingen tvivl om, at således kaldtes de höjere liggende skovbevoksede hede-egne nord og vest for Tingvalla-sænkningen, navnet er såre betegnende på grund af det dunkle »blågrönne birkekrat, der her er spredt over den mörke grund«.(45)
Linje 203: Linje 205:
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''hræen''] er velkendt i plur. om et lig.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''hræen''] er velkendt i plur. om et lig.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''10. alþiŋis nayzlo''] »brug for altinget«, dvs. for de besøgende, og da til bægge de ting, som straks efter nævnes.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''10. alþiŋis nayzlo''] »brug for altinget«, dvs. for de besøgende, og da til bægge de ting, som straks efter nævnes.
<br>&nbsp;&nbsp; ''12. 1x. vetra''] hermed menes år 930, hvilket bliver klart ved den følgende bestemmelse ved hjælp af Edmunds død 870; da blev Hrafn lovsigemand.
+
<br>&nbsp;&nbsp; ''12. lx. vetra''] hermed menes år 930, hvilket bliver klart ved den følgende bestemmelse ved hjælp af Edmunds død 870; da blev Hrafn lovsigemand.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''12. albygt''] ved altingets og »fristatens« oprettelse har man altså ment, at landet var faktisk fuldtud taget i besiddelse rundt om. Herimod taler ikke, at der senere kom enkelte indvandrere fra Norge, der da fik land enten som gave eller for penge.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''12. albygt''] ved altingets og »fristatens« oprettelse har man altså ment, at landet var faktisk fuldtud taget i besiddelse rundt om. Herimod taler ikke, at der senere kom enkelte indvandrere fra Norge, der da fik land enten som gave eller for penge.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''15. vetri eþa tveim''] se herom foran s. 10.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''15. vetri eþa tveim''] se herom foran s. 10.
  
1. IV. [Þ]at vas oc þá es ener spöcosto mennn á lannde hér höfþo talit i
+
1. IV. [Þ]at vas oc þá es ener sp&#491;costo men&#628; á la&#628;de hér h&#491;fþo talit i
<br>2. tveim misserom fióra daga enns fiórþa hunndraþs. þat verþa vicur ii. enns sétta
+
<br>2. tveim misserom fióra daga e&#628;s fiórþa hu&#628;draþs. þat verþa vicur ii. e&#628;s sétta
 
<br>3. tegar en mónoþr XII. þritøgnáttar oc dagar iiii. umbfram. þá mercþo þeir
 
<br>3. tegar en mónoþr XII. þritøgnáttar oc dagar iiii. umbfram. þá mercþo þeir
<br>4. at sólargangi at sumaret munaþi aptr til vársens en þat cunnne eŋi segia
+
<br>4. at sólargangi at sumaret munaþi aptr til vársens en þat cu&#628;ne eŋi segia
<br>5. þeim at degi einom vas fleira en heilom vicom gegnndi i tveim misserom oc
+
<br>5. þeim at degi einom vas fleira en heilom vicom geg&#628;di i tveim misserom oc
<br>6. þat olli. En maþr het Þorsteinn surtr hann vas breiþfirþscr sonr Hallstæins
+
<br>6. þat olli. En maþr het Þorstei&#628; surtr ha&#628; vas breiþfirþscr sonr Hallst&#281;ins
<br>7. Þórolpssonar Morstrarsceggia lanndnáma manns oc Óscar Þorsteins dóttor
+
<br>7. Þórolpssonar &#1084;orstrarsceggia la&#628;dnáma ma&#628;s oc Óscar Þorsteins dóttor
<br>8. ens rauþa. Hann draymþi þat at hann hygþisc vesa at lögbergi þá es þar
+
<br>8. ens rauþa. Ha&#628; draymþi þat at hann hygþisc vesa at l&#491;gbergi þá es þar
<br>9. var fiölment oc vaca en hann hugþi alla menn aþra sofa. en siþan
+
<br>9. var fi&#491;lment oc vaca en hann hugþi alla menn aþra sofa. en siþan
<br>10. hugþisc hann sofna. en hann hugþi þá alla aþra vacna. þann draum réþ
+
<br>10. hugþisc hann sofna. en hann hugþi þá alla aþra vacna. þa&#628; draum réþ
<br>11. Ósýfr Helgasonr móþor faþer Gellis Þorkelssonar svá at aller menn mynndi
+
<br>11. Ósýfr Helgasonr móþor faþer Gellis Þorkelssonar svá at aller menn my&#628;di
<br>12. þagna viþ meþan hann mællti at lögbergi. en síþan es hann þagnaþi at þá
+
<br>12. þagna viþ meþan hann m&#281;llti at l&#491;gbergi. en síþan es hann þagnaþi at þá
<br>13. myndi aller þat róma es hann hefþi mællt. En þeir váro báþer spaker
+
<br>13. myndi aller þat róma es hann hefþi m&#281;&#769;llt. En þeir váro báþer spaker
<br>14. menn miöc. En síþan es mennn qvómo til þiŋs þá leitaþi hann þess ráþs
+
<br>14. menn mi&#491;c. En síþan es men&#628; qvómo til þiŋs þá leitaþi hann þess ráþs
<br>15. at lögbergi at et siaunda hvert sumar scylldi auka vicu oc freista hvé þá
+
<br>15. at l&#491;gbergi at et siaunda hvert sumar scylldi auka vicu oc freista hvé þá
<br>16. hlýddi. En svá sem Ósýfr réþ draumenn þá vöcnoþo aller menn viþ þat
+
<br>16. hlýddi. En svá sem Ósýfr réþ draumenn þá v&#491;cnoþo aller me&#628; viþ þat
<bR>17. vel. oc vas þá þat þegar í lög leitt at ráþi Þorkels Mána oc annarra spacra
+
<bR>17. vel. oc vas þá þat þegar í l&#491;g leitt at ráþi Þorkels &#1084;ána oc annarra spacra
<br>18. manna. At rétto tali ero í hverio áre v. dagar enns fiórþa hundraþs ef eigi,
+
<br>18. manna. At rétto tali ero í hverio áre v. dagar e&#628;s fiórþa hundraþs ef eigi,
<br>19. es hlaupár en þá einom fleira. en at áro tali verþa iiii. En þá es. aycsc at
+
<br>19. es hlaupár en þá einom fleira. en at &#491;&#769;ro tali verþa iiii. En þá es. aycsc at
<br>20. áro tali et siaunda hvert at vico en øngo at hinu þá verþa vii. ár saman
+
<br>20. &#491;&#769;ro tali et si&#42809;nda hvert at vico en øngo at hinu þá verþa vii. &#491;&#769;r saman
<br>21. iamnn löŋ at hvárotveggia. En ef hlaupár verþa ii. á miþli þeira es aka scal
+
<br>21. iam&#628; l&#491;ŋ at hv&#491;&#769;rotveggia. En ef hlaup&#491;&#769;r verþa ii. á miþli þeira es aka scal
<br>22. þá þarf aca et sétta.
+
<br>22. þá þarf &#42809;ca et sétta.
  
 
<blockquote>
 
<blockquote>
 
1. [Þ]at: [T]hat AB. lannde: lanndi A. talit: taliþ A. - 4. sumar et AB. - 6. Enn A. -7. mostrar- B. - 9. alla: menn tf. B. - 12. þagna viþ: Arne Magn.; þegn varþ AB. - 18. ero: ul. AB. hunþ- AB.
 
1. [Þ]at: [T]hat AB. lannde: lanndi A. talit: taliþ A. - 4. sumar et AB. - 6. Enn A. -7. mostrar- B. - 9. alla: menn tf. B. - 12. þagna viþ: Arne Magn.; þegn varþ AB. - 18. ero: ul. AB. hunþ- AB.
<br>&nbsp;&nbsp; Afskrift af dette kapitel findes i det gamle hds. 1812,4&deg; i gml. kgl. saml. i Det kgl. Bibliotek.(48) Afvigelser, der findes deri, er følgende: 1. Þat-es: ul. lannde hér: Íslandi. höfþo talit: hugþo tal. - 2. fióra-hunndraþs: ccc. daga oc iiii. - 4. sumaret: sumar. vársens: várs. - 4-5.  segia þeim: peim at segia. - 5. fleira en: meirr an. heilom: ul. i-misserom: ul. - 6. maþr: breiþfirþcr tf. og ul. så: hann-breipf. sonr: hann var sonr. - 7. Morstrar-: mostrar-. lanndnáma manns: þess er nam Þorsness lond. - 8. þat: ul. hygþisc vesa: væri. - 10. hann-þá: ul. þann; E(n) þann. - 11. svá at: suat. mynndi: myndo. - 12. þagna viþ: þegia. At[2]: ul. - 13. myndi: myndo. þat róma: omv. hefþe: hafþe. - 13 - 14. En-miöc: ul. - 14. En-qvómo: þá como menn. þá oc. ráþs: ul. - 15. hvé pá: huesso - 16. En svá osv.: for dette og alt det følgende har hds. forkortende blot: ''En menn toko vel under''. De fleste af disse afvigelser er vistnok vilkårlige ændringer af afskriveren;(49) slutningen er på grund af pladsmangel så stærkt forkortet. På enkelte punkter har hds. måske det oprindelige som ''hugþo tal'' l. 1, udeladelsen af artiklen i l. 4, og enkelte skrivemåder som ''an''l. 5. Af dette således bevarede kapitel kan intet sluttes om forholdet mellem den ældre og den yngre Isl.
+
<br>&nbsp;&nbsp; Afskrift af dette kapitel findes i det gamle hds. 1812,4&deg; i gml. kgl. saml. i Det kgl. Bibliotek.(48) Afvigelser, der findes deri, er følgende: 1. Þat-es: ul. lannde hér: Íslandi. höfþo talit: hugþo tal. - 2. fióra-hunndraþs: ccc. daga oc iiii. - 4. sumaret: sumar. vársens: várs. - 4-5.  segia þeim: þeim at segia. - 5. fleira en: meirr an. heilom: ul. i-misserom: ul. - 6. maþr: breiþfirþcr tf. og ul. så: hann-breipf. sonr: hann var sonr. - 7. Morstrar-: mostrar-. lanndnáma manns: þess er nam Þorsness lond. - 8. þat: ul. hygþisc vesa: væri. - 10. hann-þá: ul. þann; E(n) þann. - 11. svá at: suat. mynndi: myndo. - 12. þagna viþ: þegia. At[2]: ul. - 13. myndi: myndo. þat róma: omv. hefþe: hafþe. - 13 - 14. En-miöc: ul. - 14. En-qvómo: þá como menn. þá oc. ráþs: ul. - 15. hvé pá: huesso - 16. En svá osv.: for dette og alt det følgende har hds. forkortende blot: ''En menn toko vel under''. De fleste af disse afvigelser er vistnok vilkårlige ændringer af afskriveren;(49) slutningen er på grund af pladsmangel så stærkt forkortet. På enkelte punkter har hds. måske det oprindelige som ''hugþo tal'' l. 1, udeladelsen af artiklen i l. 4, og enkelte skrivemåder som ''an''l. 5. Af dette således bevarede kapitel kan intet sluttes om forholdet mellem den ældre og den yngre Isl.
 
</blockquote>
 
</blockquote>
  
&nbsp;&nbsp; ''2. missere''] bet. 'halvår', jfr. ''þat er misseres tal at ii. missere heiter ár pat er vetr oc sumar''.(50)
+
&nbsp;&nbsp; ''2. missere''] bet. 'halvår', jfr. ''þat er misseres tal at ii. missere heiter ár þat er vetr oc sumar''.(50)
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''fiórþa hunndraþs'' osv.] hundrað = 120, dvs.: 364 dage; 52 × 7 = 364, 12 × 30 + 4 = 364. Hermed sammenligne man hvad der star i Rímbeygla:(51) ''Í tveim misserum ero vikor ii ens sétta tegar oc nótt i. umbfram''. Det er denne sidste nat (dvs.: den 365. dag), som man havde overset, hvorfor året stadig var blevet kortere og hvorved det hele.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''fiórþa hunndraþs'' osv.] hundrað = 120, dvs.: 364 dage; 52 × 7 = 364, 12 × 30 + 4 = 364. Hermed sammenligne man hvad der star i Rímbeygla:(51) ''Í tveim misserum ero vikor ii ens sétta tegar oc nótt i. umbfram''. Det er denne sidste nat (dvs.: den 365. dag), som man havde overset, hvorfor året stadig var blevet kortere og hvorved det hele.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''4. munaþi aptr til vársens''] førtes længere tilbage (kom för end det skulde); ''munaþe'' af ''munar'', af ''munr'' 'forskel', (har intet med verb. ''muna'' 'at længes' at göre).
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''4. munaþi aptr til vársens''] førtes længere tilbage (kom för end det skulde); ''munaþe'' af ''munar'', af ''munr'' 'forskel', (har intet med verb. ''muna'' 'at længes' at göre).
Linje 247: Linje 249:
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''18. At rétto tali'' osv.] »den rigtige tælling« er den almindelige kirkeligkalendariske med 365 dage i året og 1 dag mere, når det er skudår (''hlaupár''), som Are siger. I modsætning hertil står »vor tælling«, den særlig islandske, dvs. Torstein surts beregning. Endnu den dag i dag findes »sumarauki« i den islandske almanak, selv om den ingen praktisk betydning har mere (1928 var sumaraukiår). Når nu hvert 7. år forøges med 7 dage, bliver summen af de 6 × 364 (= 2184) + 371 dvs.: 364 + 7) = 2555 dage, hvilket jo naturligvis nöje svarer til 365 × 7. Skuddagen kendte Torstein intet til; den kom først med kirken. Trods Torsteins reform måtte der altså komme en fejl i tidsregningen, men den har man ikke lagt videre mærke til i det forholdsvis korte tidsrum, indtil skuddagen rådede bod på den. Are går ud fra, at den må lægges yderligere til, således at der faktisk bliver en 7 års periode på 2556 dage (den ene dag kom af sig selv til, hvad enten man »tæller« på den ene eller den anden måde), men når det tilfælde indtraf, at der var skudår to gange indenfor 7-års perioden, blev det en dag for meget, da måtte »det sjætte« , dvs. kun (eller allerede) det sjætte forlænges. Det er meningen af Ares ''»et sétta«''. Det er således fuldkommen i sin orden, hvad Are siger. Tidligere har man misforstået hans ord, fordi man ikke har taget hensyn til forholdet med skudårene. I sin afhandling i Bussæus' udgave har J. Gam allerede givet denne ligefremme og rigtige forklaring; mærkeligt nok, at man i senere tider ikke synes at have taget hensyn til den.(53) Iøvrigt er der ingen grund til her at komme nærmere ind på den gamle tidsregning.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''18. At rétto tali'' osv.] »den rigtige tælling« er den almindelige kirkeligkalendariske med 365 dage i året og 1 dag mere, når det er skudår (''hlaupár''), som Are siger. I modsætning hertil står »vor tælling«, den særlig islandske, dvs. Torstein surts beregning. Endnu den dag i dag findes »sumarauki« i den islandske almanak, selv om den ingen praktisk betydning har mere (1928 var sumaraukiår). Når nu hvert 7. år forøges med 7 dage, bliver summen af de 6 × 364 (= 2184) + 371 dvs.: 364 + 7) = 2555 dage, hvilket jo naturligvis nöje svarer til 365 × 7. Skuddagen kendte Torstein intet til; den kom først med kirken. Trods Torsteins reform måtte der altså komme en fejl i tidsregningen, men den har man ikke lagt videre mærke til i det forholdsvis korte tidsrum, indtil skuddagen rådede bod på den. Are går ud fra, at den må lægges yderligere til, således at der faktisk bliver en 7 års periode på 2556 dage (den ene dag kom af sig selv til, hvad enten man »tæller« på den ene eller den anden måde), men når det tilfælde indtraf, at der var skudår to gange indenfor 7-års perioden, blev det en dag for meget, da måtte »det sjætte« , dvs. kun (eller allerede) det sjætte forlænges. Det er meningen af Ares ''»et sétta«''. Det er således fuldkommen i sin orden, hvad Are siger. Tidligere har man misforstået hans ord, fordi man ikke har taget hensyn til forholdet med skudårene. I sin afhandling i Bussæus' udgave har J. Gam allerede givet denne ligefremme og rigtige forklaring; mærkeligt nok, at man i senere tider ikke synes at have taget hensyn til den.(53) Iøvrigt er der ingen grund til her at komme nærmere ind på den gamle tidsregning.
  
1. V. [Þ]iŋa dæilld mikil varþ á miþli þeira Þórþar gellis sonar Ólæifs
+
1. V. [Þ]iŋa d&#281;illd mikil varþ á miþli þeira Þórþar gellis sonar Ól&#281;ifs
<br>2. feilanns ýr Bræiþafirþi oc Odz þes er kallaþr var Tuŋu-Oddr. hann var borg-
+
<br>2. feila&#628;s ýr Br&#281;iþafirþi oc Odz þes er kallaþr var Tuŋu-Oddr. ha&#628; var borg-
<br>3. firþscr. Þorvalldr sonr hans vas at brenno Þorkels Blunnketils sonar meþ Hœnsa-
+
<br>3. firþscr. Þorvalldr sonr hans vas at bre&#628;o Þorkels Blu&#628;ketils sonar meþ Hœnsa-
<br>4. Þóri i örnolfsdali en Þórþr geller varþ höfþiŋi at söcenne af þvi at Her-
+
<br>4. Þóri i &#490;rnolfsdali en Þórþr geller varþ h&#491;fþiŋi at s&#491;ce&#628;e af þvi at Her-
<br>5. stæinn Þorkels sonr Blunnketils sonar átti Þórunni systordóttor hans. Hon
+
<br>5. st&#281;inn Þorkels sonr Blu&#628;ketils sonar átti Þórunni systordóttor hans. Hon
<br>6. vas Helgo dótter oc Gunnars syster Iófríþar es Þorstæinn átti Egilssonr. En
+
<br>6. vas Helgo dótter oc Gu&#628;ars syster Iófríþar es Þorst&#281;inn átti Egilssonr. En
 
<br>7. þeir váro sótter á þiŋi því es var i Borgarfirþi í þeim staþ es siþan es kallat
 
<br>7. þeir váro sótter á þiŋi því es var i Borgarfirþi í þeim staþ es siþan es kallat
<br>8. Þiŋnes. Þat váro þá lög at vigsacar skylldi sǿkia á því þiŋi es næst vas
+
<br>8. Þiŋnes. Þat váro þá l&#491;g at vigsacar skylldi sǿkia á því þiŋi es n&#281;&#769;st vas
<br>9. véttvaŋi. En þeir börþosc þar oc mátti þiŋit eigi heyiasc at lögum. Þar fell
+
<br>9. véttvaŋi. En þeir b&#491;rþosc þar oc mátti þiŋit eigi heyiasc at l&#491;gum. Þar fell
<br>10. Þórolfr refr bróþer Ólfs i Dölom úr liþi Þórþar gellis. En siþan fóro sac-
+
<br>10. Þórolfr refr bróþer Ólfs i D&#491;lom úr liþi Þórþar gellis. En siþan fóro sac-
<br>11. arnar til alþiŋis. oc börþusc þeir þar þá enn. þá fellu mennn úr liþi Oddz.
+
<br>11. arnar til alþiŋis. oc b&#491;rþusc þeir þar þá e&#628;. þá fellu men&#628; úr liþi Oddz.
<br>12. enda varþ secr hann Hœnsa-Þórir oc drepinn síþan. oc flæiri þeir es at
+
<br>12. enda varþ secr ha&#628; Hœnsa-Þórir oc drepi&#628; síþan. oc fl&#281;iri þeir es at
<br>13. brennunni váro. Þá talþi Þórþr geller tölo umb at lögbergi. hvé illa mönnom
+
<br>13. bre&#628;u&#628;i váro. Þá talþi Þórþr geller t&#491;lo umb at l&#491;gbergi. hvé illa m&#491;&#628;om
<br>14. gegndi at fara i ócunn þing at sǿkia of víg eþa harma sina. oc talþi hvat
+
<br>14. gegndi at fara i ócu&#628; þing at sǿkia of víg eþa harma sina. oc talþi hvat
 
<br>15. honom varþ fyrir áþr hann mǿtti því máli til laga coma. oc qvaþ ýmissa
 
<br>15. honom varþ fyrir áþr hann mǿtti því máli til laga coma. oc qvaþ ýmissa
<br>16. vandrǿþi møndo verþa ef eigi réþisc bǿtr á. þá vas landino sciþt i fiórþuŋa.
+
<br>16. vandr&#281;&#769;þi møndo verþa ef eigi réþisc bǿtr á. þá vas landino sciþt i fiórþuŋa.
<br>17. svá at iii. urþu þing í hveriom fiórþungi. oc scylldu þiŋunautar æiga hvar
+
<br>17. svá at iii. urþu þing í hveriom fiórþungi. oc scylldu þiŋunautar &#281;iga hvar
 
<br>18. sacsócner saman. nema i Norþlendinga fiorþungi váro iiii. af þvi at þeir
 
<br>18. sacsócner saman. nema i Norþlendinga fiorþungi váro iiii. af þvi at þeir
<br>19. urþu eigi á annat sátter. þeir er fyr norþan váro Eyiafiörþ villdu eigi þangat
+
<br>19. urþu eigi á a&#628;at sátter. þeir er fyr norþan váro Eyiafi&#491;rþ villdu eigi þangat
<br>20. sǿkía þiŋit oc eigi i Scagafiörþ þeir es þar váro fyr vestan. en þó scylldi
+
<br>20. sǿkía þiŋit oc eigi i Scagafi&#491;rþ þeir es þar váro fyr vestan. en þó scylldi
<br>21. iöfn dómnefna oc lögretto scipon úr þeira fiórþungi sem ór einom hveriom
+
<br>21. i&#491;fn dómnefna oc l&#491;gretto scipon úr þeira fiórþungi sem ór einom hveriom
<br>22. öþrom. En siþan váro sett fiórþuŋar þiŋ. svá sagþi oss Ulfheþinn Gunnars
+
<br>22. &#491;þrom. En siþan váro sett fiórþuŋar þiŋ. svá sagþi oss Ulfheþinn Gu&#628;ars
<br>23. sonr lögsögomaþr. Þorkell Máne Þorsteinssonr Iŋolfssonar tóc lögsögo epter
+
<br>23. sonr l&#491;gs&#491;gomaþr. Þorkell Máne Þorsteinssonr Iŋolfssonar tóc l&#491;gs&#491;go epter
<br>24. Þórarin Raga-bróþor oc hafþi xv. sumor. þa hafþi Þorgeirr at Liósavatnni
+
<br>24. Þórarin Raga-bróþor oc hafþi xv. sumor. þa hafþi Þorgeirr at Liósavat&#628;i
 
<br>25. Þorkelssonr xvii. sumor.
 
<br>25. Þorkelssonr xvii. sumor.
  
Linje 278: Linje 280:
  
 
&nbsp;&nbsp; ''1. Þórþar gellis''] Ares egen farfar (se s. IV). Her kan der være tale om en gammel retsoverlevering.
 
&nbsp;&nbsp; ''1. Þórþar gellis''] Ares egen farfar (se s. IV). Her kan der være tale om en gammel retsoverlevering.
<br>&nbsp;&nbsp; ''3. Þorvalldr...vas at brenno Þorkels'' osv.] de begivenheder, hvortil der her og i det følgende sigtes, er hovedindholdet i Hænsaþórissaga. I forhold til Ares beretning er sagaens i flere hovedpunkter urigtig, hvad K. Maurer i sin fortræffelige afhdl. om sagaen(54) udførlig har påvist. Hovedfejlen i sagaen er, at det var Blundketill, der blev indebrændt af Hönsetore, det samme findes i Isl. ann., der anfører »Brenna Blundketils« ved år 962 (dette er fremkommet ved en eller anden beregning, men er sandsynligvis rigtigt eller tilnærmelsesvis rigtigt). En kilde har dog bevaret mindet om det rigtige; det er den variant, der findes i Melabók og som beror på særligt kendskab til stedlige traditioner, der har levet til ind i 13. årh. og mulig på kendskab til Ares bog. I Melab. hedder det(55): »''Arnolfr hét maðr, er nam Norðtungu alla á milli Kjarrár ok Þverár ok bjó i örnólfsdal; hans son var Blundketill, faðir Þorkels, er Hænsna-Þórir brendi inni. Þaðan af gerðiz deild þeira Þórðar gellis ok Tungu-Odds''« .
+
<br>&nbsp;&nbsp; ''3. Þorvalldr...vas at brenno Þorkels'' osv.] de begivenheder, hvortil der her og i det følgende sigtes, er hovedindholdet i Hænsaþórissaga. I forhold til Ares beretning er sagaens i flere hovedpunkter urigtig, hvad K. Maurer i sin fortræffelige afhdl. om sagaen(54) udførlig har påvist. Hovedfejlen i sagaen er, at det var Blundketill, der blev indebrændt af Hönsetore, det samme findes i Isl. ann., der anfører »Brenna Blundketils« ved år 962 (dette er fremkommet ved en eller anden beregning, men er sandsynligvis rigtigt eller tilnærmelsesvis rigtigt). En kilde har dog bevaret mindet om det rigtige; det er den variant, der findes i Melabók og som beror på særligt kendskab til stedlige traditioner, der har levet til ind i 13. årh. og mulig på kendskab til Ares bog. I Melab. hedder det(55): »''Arnolfr hét maðr, er nam Norðtungu alla á milli Kjarrár ok Þverár ok bjó i örnólfsdal; hans son var Blundketill, faðir Þorkels, er Hænsna-Þórir brendi inni. Þaðan af gerðiz deild þeira Þórðar gellis ok Tungu-Odds''«.
<br>&nbsp;&nbsp; ''4. varþ höfþiŋi at söcenne''] 'blev hovedmand med hensyn til sagen (processen)'. Det er blevet sagt, at denne betegnelse 'hovedmand' ikke egenlig var det rette juridiske udtryk, der matte være ''aðili''. Dette sidste er rigtigt. Sagen var den, at Tord var ikke »aðili« i sagen. Den rette sagsøger var Torkels sön, Hersteinn, men denne kunde godt overdrage en anden at føre sagen; det er dette Hersteinn åbenbart må have gjort.(56) Det er derfor, Are hellere vælger det nævnte udtryk; og man må ikke overse - hvad man vist altid har gjort -, at Are siger 'han blev' (ikke 'han var') i rigtig opfattelse af forholdet. Grunden til, at sönnen, der har følt sig svag til at føre drabssagen, henvendte sig til Tord geller, der var en stor hövding, var det svogerskab, der bestod mellem slægterne; Hersteinn var gift med Tords søsterdatter, Torunn, hvad Are direkte udtaler. Intet kunde da være naturligere end at Hersteinn overdrog sin hustrus morbroder at føre sagen, og det er dette Are mener.
+
<br>&nbsp;&nbsp; ''4. varþ höfþiŋi at söcenne''] 'blev hovedmand med hensyn til sagen (processen)'. Det er blevet sagt, at denne betegnelse 'hovedmand' ikke egenlig var det rette juridiske udtryk, der måtte være ''aðili''. Dette sidste er rigtigt. Sagen var den, at Tord var ikke »aðili« i sagen. Den rette sagsøger var Torkels sön, Hersteinn, men denne kunde godt overdrage en anden at føre sagen; det er dette Hersteinn åbenbart må have gjort.(56) Det er derfor, Are hellere vælger det nævnte udtryk; og man må ikke overse - hvad man vist altid har gjort -, at Are siger 'han blev' (ikke 'han var') i rigtig opfattelse af forholdet. Grunden til, at sönnen, der har følt sig svag til at føre drabssagen, henvendte sig til Tord geller, der var en stor hövding, var det svogerskab, der bestod mellem slægterne; Hersteinn var gift med Tords søsterdatter, Torunn, hvad Are direkte udtaler. Intet kunde da være naturligere end at Hersteinn overdrog sin hustrus morbroder at føre sagen, og det er dette Are mener.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''7. á þiŋi því''] dvs.: Tingnæsting, hvor vårtinget holdtes. Þingnes er på østsiden af hovedfloden Hvitá og var netop det ting, der var »nærmest ved drabsstedet«. Dette vårting  var naturligvis (således også sagaen) det første, der holdtes efter indebrændingen, dvs.: 962.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''7. á þiŋi því''] dvs.: Tingnæsting, hvor vårtinget holdtes. Þingnes er på østsiden af hovedfloden Hvitá og var netop det ting, der var »nærmest ved drabsstedet«. Dette vårting  var naturligvis (således også sagaen) det første, der holdtes efter indebrændingen, dvs.: 962.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''síþan''] må betegne i almlh. »fra den tid, da tinget blev oprettet«.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''síþan''] må betegne i almlh. »fra den tid, da tinget blev oprettet«.
Linje 299: Linje 301:
 
<br>&nbsp;&nbsp; 6, Da blev landet delt i fjærdinger og disse i 3 ting med 3 hovedhov hvert.
 
<br>&nbsp;&nbsp; 6, Da blev landet delt i fjærdinger og disse i 3 ting med 3 hovedhov hvert.
 
<br>&nbsp;&nbsp; 7, Goderne som hovindehavere; hovtold.
 
<br>&nbsp;&nbsp; 7, Goderne som hovindehavere; hovtold.
<br>&nbsp;&nbsp; I Melabók er ordningen 1, 2, 6, 7 osv. og så et nyt (8.) afsnit om Nord- landsfjærdingen, »Nordlandsfjærdingen deltes i 4 ting, den var større end de andre fjærdinger«. Under 6 gives den vigtige tilföjelse, at landet deltes i fjærdinger »i Tord gellers dage« .Derefter følger 3, 4, et nyt (9.) om domkres, 5, og endelig (10.) en bemærkning om indvielsen af tinget efter allsherjargoden Tormods udsagn,
+
<br>&nbsp;&nbsp; I Melabók er ordningen 1, 2, 6, 7 osv. og så et nyt (8.) afsnit om Nord- landsfjærdingen, »Nordlandsfjærdingen deltes i 4 ting, den var større end de andre fjærdinger«. Under 6 gives den vigtige tilföjelse, at landet deltes i fjærdinger »i Tord gellers dage«. Derefter følger 3, 4, et nyt (9.) om domkres, 5, og endelig (10.) en bemærkning om indvielsen af tinget efter allsherjargoden Tormods udsagn,
 
I Þórðars. er forholdet følgende: efter et langt slægtregister ned til Hördakåre og hans efterkommere sker overgangen til 1 (men dette her ganske kort), hvorefter følger 2 og 3, 6 og 7, 4 og 5. og så bemærkningen om indvielsen (10); hertil knyttes en bemærkning om Ulfljóts sön Gunnar (jfr. Islb. kap. 2) og Djupdölerne. Der mangler altså Melabóks nr, 8 og 9 samt dennes tidsbestemmelse under 6 (»i Tord gelles tid«).
 
I Þórðars. er forholdet følgende: efter et langt slægtregister ned til Hördakåre og hans efterkommere sker overgangen til 1 (men dette her ganske kort), hvorefter følger 2 og 3, 6 og 7, 4 og 5. og så bemærkningen om indvielsen (10); hertil knyttes en bemærkning om Ulfljóts sön Gunnar (jfr. Islb. kap. 2) og Djupdölerne. Der mangler altså Melabóks nr, 8 og 9 samt dennes tidsbestemmelse under 6 (»i Tord gelles tid«).
<br>&nbsp;&nbsp; Som bekendt har K. Maurer ment, at dette stykkes indhold berode på Ares Islb. den ældre; af en eller anden grund skulde det være udeladt i den yngre. Det er nu ikke let at se grunden til en sådan udeladelse, og Maurer har heller ikke kunnet fremføre nogen bindende grund. på den anden side synes det klart, at hele stykket er en kompilation af tildels uensartede dele. Et fælles grund]ag er åbenbart at forudsætte, men dette er behandlet på en lidt forskellig måde i de 4 skrifter. Tiltrods for at Melabók-teksten er friest, har den dog bevaret (eller tilföjet?) den nævnte vigtige oplysning (okt. 6); den beror måske på læsning i Íslb. Når fjærdingsinddelingen i de andre kilder henføres til tiden for altingets oprettelse, må dette betegnes som absolut urigtigt.
+
<br>&nbsp;&nbsp; Som bekendt har K. Maurer ment, at dette stykkes indhold berode på Ares Islb. den ældre; af en eller anden grund skulde det være udeladt i den yngre. Det er nu ikke let at se grunden til en sådan udeladelse, og Maurer har heller ikke kunnet fremføre nogen bindende grund. på den anden side synes det klart, at hele stykket er en kompilation af tildels uensartede dele. Et fælles grundlag er åbenbart at forudsætte, men dette er behandlet på en lidt forskellig måde i de 4 skrifter. Tiltrods for at Melabók-teksten er friest, har den dog bevaret (eller tilföjet?) den nævnte vigtige oplysning (okt. 6); den beror måske på læsning i Íslb. Når fjærdingsinddelingen i de andre kilder henføres til tiden for altingets oprettelse, må dette betegnes som absolut urigtigt.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Imod Maurers mening, at stykket hidrører fra Are, har V. Finsen udtalt sig i Frist. Instit.(62) Idet han påpeger, at den tilstand, stykket (÷ Melab.) forudsætter ved at omtale 3 ting i hver fjærding (12 ialt), netop er den gamle, inden Nordlandsfjærdingen fik 4 (der efter Are må henføres til Tords reform), udtaler han, at det er mindre sandsynligt, at bemærkningen skulde være udeladt i den yngre bog: »Hvad særlig angår den herom handlede del af notitsen om tinglagene og godedömmerne, vilde det også efter beskaffenheden af det således meddelte have formodningen for sig, at det, som siges om disse sidste eller en del deraf, vilde være blevet optaget i den nye bearbejdelse, dersom det havde stået i den første recension. Men i hvert fald synes den i notitsen indeholdte meddelelse om tinglagenes ordning at være så forskellig fra den tilsvarende meddelelse i Islendingabók, idet notitsen kun taler om 12 tinglag i hele landet (tre tinglag i hver fjærding), Íslendingabók derimod om 12 tinglag med tillæg af et 13. på Nordlandet, at der ikke synes her at kunne foreligge et forhold som mellem en ældre og en yngre recension af samme skrift...Os forekommer det sandsynligst, at den [notitsen] overhovedet ikke hidrører fra Are frode, og at den er en gammel, fra mund til mund gået beretning af sagamæssig karakter, hvorefter den altså i og for sig er af en mindre pålidelig beskaffenhed end Are frodes omhyggelige værk, medens det dog er en selvfølge, at den kan indeholde rigtige meddelelser, således som det her må antages, hvor en bestyrkelse findes ad andre veje«.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Imod Maurers mening, at stykket hidrører fra Are, har V. Finsen udtalt sig i Frist. Instit.(62) Idet han påpeger, at den tilstand, stykket (÷ Melab.) forudsætter ved at omtale 3 ting i hver fjærding (12 ialt), netop er den gamle, inden Nordlandsfjærdingen fik 4 (der efter Are må henføres til Tords reform), udtaler han, at det er mindre sandsynligt, at bemærkningen skulde være udeladt i den yngre bog: »Hvad særlig angår den herom handlede del af notitsen om tinglagene og godedömmerne, vilde det også efter beskaffenheden af det således meddelte have formodningen for sig, at det, som siges om disse sidste eller en del deraf, vilde være blevet optaget i den nye bearbejdelse, dersom det havde stået i den første recension. Men i hvert fald synes den i notitsen indeholdte meddelelse om tinglagenes ordning at være så forskellig fra den tilsvarende meddelelse i Islendingabók, idet notitsen kun taler om 12 tinglag i hele landet (tre tinglag i hver fjærding), Íslendingabók derimod om 12 tinglag med tillæg af et 13. på Nordlandet, at der ikke synes her at kunne foreligge et forhold som mellem en ældre og en yngre recension af samme skrift...Os forekommer det sandsynligst, at den [notitsen] overhovedet ikke hidrører fra Are frode, og at den er en gammel, fra mund til mund gået beretning af sagamæssig karakter, hvorefter den altså i og for sig er af en mindre pålidelig beskaffenhed end Are frodes omhyggelige værk, medens det dog er en selvfølge, at den kan indeholde rigtige meddelelser, således som det her må antages, hvor en bestyrkelse findes ad andre veje«.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Hertil kan jeg i det hele og store slutte mig; blot må det tilföjes, at en oprindelig skreven urtekst må ligge til grund for hele stykket, men at denne er bleven tildels vilkårlig behandlet og interpoleret, og dette vistnok ved kendskab til Are frodes Íslb.
 
<br>&nbsp;&nbsp; Hertil kan jeg i det hele og store slutte mig; blot må det tilföjes, at en oprindelig skreven urtekst må ligge til grund for hele stykket, men at denne er bleven tildels vilkårlig behandlet og interpoleret, og dette vistnok ved kendskab til Are frodes Íslb.
  
1. VI. [L]and þat es kallat es Grǿnland fannzc oc bygþisc af Íslande. Eirikr
+
1. VI. [L]and þat es kallat es Grǿnland fa&#628;zc oc bygþisc af Íslande. Eirikr
<br>2. enn rauþi hét maþr breiþfirþscr es fór ut heþan þangat. oc nam þar land
+
<br>2. e&#628; rauþi hét maþr breiþfirþscr es fór ut heþan þangat. oc nam þar land
<br>3. er síþan es. kallaþr Eiriksfiörþr. Hann gaf nafn landino oc kallaþi Grǿnland.
+
<br>3. er síþan es. kallaþr Eiriksfi&#491;rþr. Ha&#628; gaf nafn landino oc kallaþi Grǿnland.
<br>4. oc qvaþ mennn þat myndu fýsa þangat farar at landit ætti nafn gótt. Þeir
+
<br>4. oc qvaþ men&#628; þat myndu fýsa þangat farar at landit ætti nafn gótt. Þeir
<br>5. fundo þar manna vister bæþi austr oc vestr á landi. oc kæipla brot oc stein-
+
<br>5. fundo þar ma&#628;a vister b&#281;&#769;þi austr oc vestr á landi. oc k&#281;ipla brot oc stein-
 
<br>6. smiþi þat es af þvi má scilia at þar hafþi þess conar þióþ farit es Vinland
 
<br>6. smiþi þat es af þvi má scilia at þar hafþi þess conar þióþ farit es Vinland
<br>7. hefir bygt oc Grœnlenndingar calla Scræliŋa. En þat vas es hann tóc bygva
+
<br>7. hefir bygt oc Grœnle&#628;dingar calla Scr&#281;liŋa. En þat vas es hann tóc by&#610;va
 
<br>8. landit xiiii. vetrom eþa xv. fyrr en cristni qvæme hér á Ísland at þvi er
 
<br>8. landit xiiii. vetrom eþa xv. fyrr en cristni qvæme hér á Ísland at þvi er
 
<br>9. sá talþi fyrir Þorkeli Gellissyni á Grœnlannde er sialfr fylgþi Eiríke enom
 
<br>9. sá talþi fyrir Þorkeli Gellissyni á Grœnlannde er sialfr fylgþi Eiríke enom
Linje 332: Linje 334:
 
<br>&nbsp;&nbsp; I Landn.(68) hedder det: »således siger Are Torgilsson (sål. Hauksb., Melab., medens Sturlub. har 'kyndige mænd'), at den sommer sejlede 25 skibe til Grönland fra Bredefjorden og Borgarfjorden, men 14 kom hele vejen, nogle dreves tilbage, nogle forliste, Det var 15 år för end kristendommen blev lovtaget på Island«, Det er vel rimeligst, at Ares navn er rigtigt her, og at det er erstattet med 'vise mænd' og ikke omvendt; det støttes ved den sidste tidsbestemmelse, der er identisk med Ares. I så fald er der her tale om en bemærkning, som må have stået i den ældre bog, men som i den yngre er udfalden. Man kunde da snarest tænke på at - ikke ''Are'', men - en afskriver havde oversprunget den. Sætningen kunde, ja måtte da have stået i slutningen af kapitlet. Det er fristende at göre en formodning gældende; som kapitlet nu er, ender det med ordet ''<b>út</b>''; efter Landn. kunde man antage, at hos Are havde der stået: '''þat sumar fóru xxv, skip til Grœnlands ór Breiðafirði ok Borgarfirði en xiiii, kómuz <b>út</b>''. På grund af dette - formodede - homöioteleuton kunde en skriver have oversprunget sætningen; fortsættelsen: ''sum rak aptr en sum týnduz'' kan hidrøre fra Landn.forfatteren selv.
 
<br>&nbsp;&nbsp; I Landn.(68) hedder det: »således siger Are Torgilsson (sål. Hauksb., Melab., medens Sturlub. har 'kyndige mænd'), at den sommer sejlede 25 skibe til Grönland fra Bredefjorden og Borgarfjorden, men 14 kom hele vejen, nogle dreves tilbage, nogle forliste, Det var 15 år för end kristendommen blev lovtaget på Island«, Det er vel rimeligst, at Ares navn er rigtigt her, og at det er erstattet med 'vise mænd' og ikke omvendt; det støttes ved den sidste tidsbestemmelse, der er identisk med Ares. I så fald er der her tale om en bemærkning, som må have stået i den ældre bog, men som i den yngre er udfalden. Man kunde da snarest tænke på at - ikke ''Are'', men - en afskriver havde oversprunget den. Sætningen kunde, ja måtte da have stået i slutningen af kapitlet. Det er fristende at göre en formodning gældende; som kapitlet nu er, ender det med ordet ''<b>út</b>''; efter Landn. kunde man antage, at hos Are havde der stået: '''þat sumar fóru xxv, skip til Grœnlands ór Breiðafirði ok Borgarfirði en xiiii, kómuz <b>út</b>''. På grund af dette - formodede - homöioteleuton kunde en skriver have oversprunget sætningen; fortsættelsen: ''sum rak aptr en sum týnduz'' kan hidrøre fra Landn.forfatteren selv.
  
1. VII. [Ó]láfr conungr Trygvasonr Óláfssonar Harallzsonar enns hárfagra
+
1. VII. [Ó]láfr conungr Try&#610;vasonr Óláfssonar Harallzsonar e&#628;s hárfagra
<br>2. com cristni i Norveg oc á Ísland. hann sendi hingat til lannz prest þann er
+
<br>2. com cristni i Norveg oc á Ísland. hann sendi hingat til la&#628;z prest þann er
<br>3. hét Þangbrandr. oc hér kendi mönnom cristni oc scírþi þá alla es viþ trú
+
<br>3. hét Þangbrandr. oc hér kendi m&#491;nnom cristni oc scírþi þá alla es viþ trú
 
<br>4. tóco, En Hallr á Síþu Þorsteins sonr lét scírasc snimhendis oc Hiallti
 
<br>4. tóco, En Hallr á Síþu Þorsteins sonr lét scírasc snimhendis oc Hiallti
<br>5. Sceggiasonr ýr Þjórsárdali. oc Gizorr enn hvíti Teitzsonr Ketilbiarnarsonar
+
<br>5. Sceggiasonr ýr Þjórsárdali. oc Gizorr e&#628; hvíti Teitzsonr Ketilbiarnarsonar
<br>6. frá Mosfelli, oc marger höfþiŋiar aþrer. En þeir váro þó flæiri es i gegn
+
<br>6. frá Mosfelli, oc marger h&#491;fþiŋiar aþrer. En þeir váro þó fl&#281;iri es i gegn
<br>7. mælto oc neitto, En þá er hann hafþi hér verit einn vetr eþa ii. þá fór
+
<br>7. m&#281;lto oc neitto, En þá er hann hafþi hér verit einn vetr eþa ii. þá fór
<br>8. hann á braut. oc hafþe vegit hér ii. menn eþa iii. þá er hann höfþo nitt.
+
<br>8. hann á braut. oc hafþe vegit hér ii. menn eþa iii. þá er hann h&#491;fþo nitt.
 
<br>9. En hann sagþi conuŋinom Ólafi es hann com austr allt þat es hér hafþi
 
<br>9. En hann sagþi conuŋinom Ólafi es hann com austr allt þat es hér hafþi
<br>10. yfir hann giŋit. oc lét orvænnt at hér munndi cristni enn tacasc. En hann
+
<br>10. yfir hann giŋit. oc lét orv&#281;&#769;&#628;t at hér mu&#628;di cristni enn tacasc. En hann
<br>11. varþ viþ þat reiþr miöc. oc ætlaþi at láta mæiþa eþa drepa ossa lannda fyrer
+
<br>11. varþ viþ þat reiþr mi&#491;c. oc &#281;tlaþi at láta m&#281;iþa eþa drepa ossa la&#628;da fyrer
 
<br>12. þá es þar váro austr. En þat sumar et sama qvómo útan heþan þeir Gizorr
 
<br>12. þá es þar váro austr. En þat sumar et sama qvómo útan heþan þeir Gizorr
<br>13. oc Hiallti oc þágo þá unndan viþ conuŋenn. oc héto honom umbsýslo sinni til
+
<br>13. oc Hiallti oc þágo þá u&#628;dan viþ conuŋenn. oc héto honom umbsýslo si&#628;i til
<br>14. á nyia læic at hér yrþi enn viþ cristninni tekit. oc léto ser eigi annars vón
+
<br>14. á nyia l&#281;ic at hér yrþi enn viþ cristni&#628;i tekit. oc léto ser eigi annars vón
<br>15. en þar mundi hlýþa. En et næsta sumar epter fóro þeir austan oc þrestr
+
<br>15. en þar mundi hlýþa. En et n&#281;&#769;sta sumar epter fóro þeir austan oc þrestr
<br>16. sá es Þormóþr hét. oc qvómo þá i Vestmannaeyiar es x. vicur váro af sumri
+
<br>16. sá es Þormóþr hét. oc qvómo þá i Vestma&#628;aeyiar es x. vicur váro af sumri
 
<br>17. oc hafþi allt farisc vel at. svá qvaþ Teitr þann segia es sialfr var þar. þá
 
<br>17. oc hafþi allt farisc vel at. svá qvaþ Teitr þann segia es sialfr var þar. þá
<br>18. vas þat mælt et næsta sumar áþr i lögom at mennn scylldi svá coma til al-
+
<br>18. vas þat m&#281;&#769;lt et n&#281;sta sumar áþr i l&#491;gom at men&#628; scylldi svá coma til al-
<br>19. þingis es x. vikur væri af sumri. en þangat til qvómo viku fyrr. En þeir
+
<br>19. þingis es x. vikur v&#281;&#769;ri af sumri. en þangat til qvómo viku fyrr. En þeir
<br>20. fóro þegar inn til meginnlannz oc síþan til alþingis. oc gáto at Hiallta at
+
<br>20. fóro þegar inn til megi&#628;la&#628;z oc síþan til alþingis. oc gáto at Hiallta at
<br>21. hann vas eþter i Laugardali meþ xii. mann. af því at hann hafþi áþr secr
+
<br>21. hann vas eþter i Laugardali meþ xii. ma&#628;. af því at hann hafþi áþr secr
<br>22. orþit fiörbaugs maþr et næsta sumar á alþingi of goþgá. En þat vas til
+
<br>22. orþit fi&#491;rbaugs maþr et n&#281;&#769;sta sumar á alþingi of goþgá. En þat vas til
<br>23. þess haft at hann qvaþ at lögbergi qviþling þenna. Vil ec eigi goþ gøyia
+
<br>23. þess haft at hann qvaþ at l&#491;gbergi qviþling þenna. Vil ec eigi goþ gøyia
 
<br>24. gray þykir mér Frayia. En þeir Gizorr fóro unz þeir qvómo i staþ þann
 
<br>24. gray þykir mér Frayia. En þeir Gizorr fóro unz þeir qvómo i staþ þann
 
<br>25. í hiá Olfossvatni es kallaþr es Vellankatla. oc gørþo orþ þaþan til þings at
 
<br>25. í hiá Olfossvatni es kallaþr es Vellankatla. oc gørþo orþ þaþan til þings at
<br>26. á mót þeim scylldi coma aller fulltings mennn þeira. af því at þeir höfþo
+
<br>26. á mót þeim scylldi coma aller fulltings men&#628; þeira. af því at þeir h&#491;fþo
<br>27. spurt at andscotar þeira villdi veria þeim þingvöllenn. En fyrr en þeir
+
<br>27. spurt at andscotar þeira villdi veria þeim þingv&#491;llenn. En fyrr en þeir
 
<br>28. fǿri þaþan þá kom þar riþandi Hiallti oc þeir er epter váro meþ honom.
 
<br>28. fǿri þaþan þá kom þar riþandi Hiallti oc þeir er epter váro meþ honom.
 
<br>29. En síþan riþo þeir á þingit oc qvómu áþr á mót þeim frændr þeira oc
 
<br>29. En síþan riþo þeir á þingit oc qvómu áþr á mót þeim frændr þeira oc
<br>30. vinir sem þeir höfþo æst. En ener heiþnu mennn hurfu saman meþ alvæpni.
+
<br>30. vinir sem þeir h&#491;fþo &#281;&#769;st. En ener heiþnu men&#628; hurfu saman meþ alv&#281;&#769;pni.
<br>31. oc hafþi svá nær at þeir myndi beriasc at eigi of sá á miþli. En annann
+
<br>31. oc hafþi svá n&#281;&#769;r at þeir myndi beriasc at eigi of sá á miþli. En anna&#628;
<br>32. dag epter gingo þeir Gizorr oc Hiallti til lögbergs. oc báro þar uþþ erindi
+
<br>32. dag epter gingo þeir Gizorr oc Hiallti til l&#491;gbergs. oc báro þar uþþ erindi
<br>33. sin. En svá er sagt at þat bæri frá hvé vel þeir mæltu. En þat gørþisc af
+
<br>33. sin. En svá er sagt at þat b&#281;&#769;ri frá hvé vel þeir m&#281;&#769;ltu. En þat gørþisc af
<br>34. því at þar nefnþi annarr maþr at öþrom vátta. oc sögþusc hvárer ýr lögom
+
<br>34. því at þar nefnþi annarr maþr at &#491;þrom vátta. oc s&#491;gþusc hvárer ýr l&#491;gom
<br>35. viþ aþra ener cristnu mennn oc ener heiþno. oc giŋo síþan frá lögbergi. þá
+
<br>35. viþ aþra ener cristnu men&#628; oc ener heiþno. oc giŋo síþan frá l&#491;gbergi. þá
<br>36. háþo ener cristno mennn Hall á Siþo at hann scylldi lög þeira upp segia
+
<br>36. háþo ener cristno men&#628; Hall á Siþo at hann scylldi l&#491;g þeira upp segia
 
<br>37. þau es cristnenne scyllde fylgia. En hann leystisc þvi undan viþ þá at hann
 
<br>37. þau es cristnenne scyllde fylgia. En hann leystisc þvi undan viþ þá at hann
<br>38. caypti at Þorgeiri lögsögumanni at hann scylldi upp segia. en hann vas enn
+
<br>38. caypti at Þorgeiri l&#491;gs&#491;guma&#628;i at hann scylldi upp segia. en hann vas enn
<br>39. þá heiþinn. En siþan es mennn qvómo i búþer þá lagþisc hann niþr Þor-
+
<br>39. þá heiþinn. En siþan es men&#628; qvómo i búþer þá lagþisc hann niþr Þor-
<br>40. geirr. oc bræiddi felld sinn á sic. oc hvillþi þann dag allan oc nóttena epter
+
<br>40. gei&#640;. oc br&#281;iddi felld sinn á sic. oc hvillþi þann dag allan oc nóttena epter
<br>41. oc qvaþ ecke orþ. En of morgonenn epter settisc hann upp. oc gørþi orþ
+
<br>41. oc qvaþ ecke orþ. En of morgone&#628; epter settisc hann upp. oc gørþi orþ
<br>42. at mennn scylldi ganga til lögbergis. En þá hóf hann tölo sína upp es mennn
+
<br>42. at men&#628; scylldi ganga til l&#491;gbergis. En þá hóf hann t&#491;lo sína upp es men&#628;
<br>43. qvómo þar. oc sagþi at honom þótti þá commit hag manna í ónýtt efni ef
+
<br>43. qvómo þar. oc sagþi at honom þótti þá commit hag ma&#628;a í ónýtt efni ef
<br>44. mennn scylldi eigi hafa aller lög æin á landi hér. oc talþi fyrer mönnom á
+
<br>44. men&#628; scylldi eigi hafa aller l&#491;g &#281;in á landi hér. oc talþi fyrer m&#491;&#628;om á
<br>45. marga vega at þat scylldi eigi láta verþa. oc sagþi at þat munndi at þvi
+
<br>45. marga vega at þat scylldi eigi láta verþa. oc sagþi at þat mu&#628;di at þvi
<br>46. ósætti verþa es vísa ván vas at þær barsmiþer gørþisc á miþli manna es
+
<br>46. ósætti verþa es vísa ván vas at þ&#281;&#769;r barsmiþer gørþisc á miþli manna es
<br>47. landet eyddisc af. Hann sagþi frá þvi at conuŋar ýr Norvegi oc ýr Dan-
+
<br>47. landet eyddisc af. Ha&#628; sagþi frá þvi at conuŋar ýr Norvegi oc ýr Dan-
<br>48. mörco höfþo haft ófriþ oc orrostor á miþli sín laŋa tíþ til þess unz lannz-
+
<br>48. m&#491;rco h&#491;fþo haft ófriþ oc o&#640;ostor á miþli sín laŋa tíþ til þess unz la&#628;z-
<br>49. mennn gørþo friþ á miþli þeira þótt þeir villdi eigi. En þat ráþ gørþisc svá
+
<br>49. men&#628; gørþo friþ á miþli þeira þótt þeir villdi eigi. En þat ráþ gørþisc svá
<br>50. at af stundu sendusc þæir gersemar á miþli. enda hellt friþr sá meþan þeir
+
<br>50. at af stundu sendusc þ&#281;ir gersemar á miþli. enda hellt friþr sá meþan þeir
 
<br>51. lifþu. En nú þykker mér þat ráþ qvaþ hann at vér látem oc eigi þá ráþa
 
<br>51. lifþu. En nú þykker mér þat ráþ qvaþ hann at vér látem oc eigi þá ráþa
<br>52. er mest vilia i gegnn ganngasc. oc miþlom svá mál á miþli þeira at hverer
+
<br>52. er mest vilia i geg&#628; ga&#628;gasc. oc miþlom svá mál á miþli þeira at hverer
<br>53. tvegio havi nacqvat sins máls. oc hövom aller ein lög oc æinn siþ. þat
+
<br>53. tvegio havi nacqvat sins máls. oc h&#491;vom aller ein l&#491;g oc &#281;inn siþ. þat
<br>54. mon verþa satt es vér slitom i sundr lögen. at vér monom slita oc friþenn.
+
<br>54. mon verþa satt es vér slitom i sundr l&#491;gen. at vér monom slita oc friþe&#628;.
 
<br>55. En hann lauc svá máli sino at hvárer tveggio iátto þvi at aller scylldi ein
 
<br>55. En hann lauc svá máli sino at hvárer tveggio iátto þvi at aller scylldi ein
<br>56. lög hava þau sem hann ræþi upp at segia. þá vas þat mællt i lögom at aller
+
<br>56. l&#491;g hava þau sem hann réþi upp at segia. þá vas þat m&#281;&#769;llt i l&#491;gom at aller
<br>57. menn scylldi cristner vesa oc scirnn taca þeir er áþr váro óscirþer á landi
+
<br>57. me&#628; scylldi cristner vesa oc scir&#628; taca þeir er áþr váro óscirþer á landi
<br>58. hér. En of barna útburþ scylldo standa en forno lög oc of hrossakiötz át.
+
<br>58. hér. En of barna útburþ scylldo standa en forno l&#491;g oc of hrossaki&#491;tz át.
<br>59. scylldo mennn blóta á laun ef villdo. en varþa fiörbaugs garþr ef váttom
+
<br>59. scylldo men&#628; blóta á laun ef villdo. en varþa fi&#491;rbaugs garþr ef váttom
<br>60. of qvæmi viþ. En siþar fám vetrom var sú heiþni af numen sem önnor.
+
<br>60. of qvæmi viþ. En siþar fám vetrom var sú heiþni af numen sem &#491;nnor.
<br>61. Þenna atburþ sagþi Teitr oss at þvi er cristni com á Ísland. En Óláfr Trygva-
+
<br>61. Þe&#628;a atburþ sagþi Teitr oss at þvi er cristni com á Ísland. En Óláfr Try&#610;va-
<br>62. sonr fell et sama sumar at sögo Sæmundar prestz. þá barþisc hann viþ
+
<br>62. sonr fell et sama sumar at s&#491;go S&#281;&#769;mundar prestz. þá barþisc hann viþ
<br>63. Svein Harallz son. Dana conung oc Óláf enn sǿnsca Eiricsson at Upsölom
+
<br>63. Svein Harallz son. Dana conung oc Óláf enn sǿnsca Eiricsson at Ups&#491;lom
 
<br>64. Svía conuŋs oc Eiríc es siþan vas iarl at Norvegi Háconarson. þat vas cxxx.
 
<br>64. Svía conuŋs oc Eiríc es siþan vas iarl at Norvegi Háconarson. þat vas cxxx.
 
<br>65. vetrum epter dráp Eadmundar. en M. epter burþ Cristz at alþýþo tali.
 
<br>65. vetrum epter dráp Eadmundar. en M. epter burþ Cristz at alþýþo tali.
  
 
<blockquote>
 
<blockquote>
1. conungr: rex AB. - 2. Noreg AB. - 17. þann: fork. i AB som þat ellers. - 27. vællenn AB. - 31. beriast A. eigi mgl. AB. - 32. gingo: geingo (-u) AB. - 34. sögþusk A. - 40. hvillþi: sål. A ved rettelse; huillþi B. - 47. -et: -eþ AB.
+
1. conungr: rex AB. - 2. Noreg AB. - 17. þann: fork. i AB som þat ellers. - 27. vællenn AB. - 31. beriast A. eigi mgl. AB. - 32. gingo: geingo (-u) AB. - 34. s&#491;gþusk A. - 40. hvillþi: sål. A ved rettelse; huillþi B. - 47. -et: -eþ AB.
 
</blockquote>
 
</blockquote>
  
Linje 413: Linje 415:
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''8. oc hafþe vegit'' osv.] jfr. ''En þá er Þangbrandr kendi trú fyrir mönnum á Islandi, tóku margir menn þat til at niða hann''. Kristnis. kap. 9; både Torvald veile og Vetrlide digtede nidvers om Tangbrand; han dræbte dem bægge; i en kamp faldt 3 mand (med flere); Njála nævner (kap. 101) en Torkel i Stafafell, som Tangbrand dræbte, om ikke for nid, det er måske ham, Are også sigter til; jfr. iøvrigt kap. 102. I Laxdælas. siges, at Tangbrand dræbte 2 (s. 154) ; atter her bet. ''eþa'' det samme som för.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''8. oc hafþe vegit'' osv.] jfr. ''En þá er Þangbrandr kendi trú fyrir mönnum á Islandi, tóku margir menn þat til at niða hann''. Kristnis. kap. 9; både Torvald veile og Vetrlide digtede nidvers om Tangbrand; han dræbte dem bægge; i en kamp faldt 3 mand (med flere); Njála nævner (kap. 101) en Torkel i Stafafell, som Tangbrand dræbte, om ikke for nid, det er måske ham, Are også sigter til; jfr. iøvrigt kap. 102. I Laxdælas. siges, at Tangbrand dræbte 2 (s. 154) ; atter her bet. ''eþa'' det samme som för.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''10. oc lét-tacasc''] jfr. ''ok kallaði enga ván, at kristni mundi þar við gangaz'' Kristnis. kap. 11.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''10. oc lét-tacasc''] jfr. ''ok kallaði enga ván, at kristni mundi þar við gangaz'' Kristnis. kap. 11.
<br>&nbsp;&nbsp; ''10-11. En hann'' osv.] .ifr. Kristnis. kap. 11, Njála kap. 104.
+
<br>&nbsp;&nbsp; ''10-11. En hann'' osv.] jfr. Kristnis. kap. 11, Njála kap. 104.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''11. fyrer''] bet. »derfor«, til straf, bod derfor.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''11. fyrer''] bet. »derfor«, til straf, bod derfor.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''13. oc þágo þá'' osv.] jfr. ''ok þágu þeir þá alla undan'', Njála sst.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''13. oc þágo þá'' osv.] jfr. ''ok þágu þeir þá alla undan'', Njála sst.
Linje 445: Linje 447:
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''hrossakiötz át''] hestekød var hovedføden ved de hedenske offerfester; derfor anså de kristne, at det var en for dem usömmelig føde. Helt ned til vore dage har hestekød på Island været afskyt; kun de allerfattigste nød det; at kaldes »hestekødspiser« var nærmest et grovt skældsord. Fra Are synes meddelelsen i Grettiss. (s. 174) at stamme: ''»Þat hafði verit lög her á landi, at eigi var bannat at blóta â laun eða fremja aðra forneskju, en varðaði fjörbaugsök, ef opinbert yrði«''.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''hrossakiötz át''] hestekød var hovedføden ved de hedenske offerfester; derfor anså de kristne, at det var en for dem usömmelig føde. Helt ned til vore dage har hestekød på Island været afskyt; kun de allerfattigste nød det; at kaldes »hestekødspiser« var nærmest et grovt skældsord. Fra Are synes meddelelsen i Grettiss. (s. 174) at stamme: ''»Þat hafði verit lög her á landi, at eigi var bannat at blóta â laun eða fremja aðra forneskju, en varðaði fjörbaugsök, ef opinbert yrði«''.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''59. fjörbaugsgarþr''] Kristnis. har dativ -garði; straffen var altså 3 års landflygtighed.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''59. fjörbaugsgarþr''] Kristnis. har dativ -garði; straffen var altså 3 års landflygtighed.
<br>&nbsp;&nbsp; ''60. En siþar fám vetrum'' osv.] dette oplyses ved, hvad der fortælles i Olaf d. helliges saga(69): ''»þeir'' (Islænderne) ''sögðu frá kristnihaldinu, at þat var lotfat i lögum at eta hross ok bera út börn, sem heiðnir menn, ok enn fleiri hlutir«. »þat var þá eptir er Íslendingar höfðu fœrt lög sin ok sett kristinn rétt eptir þvi sem orð hafði til send Óláfr konungr«'' .Dette må være sket o. 1020 og sigte til hvad Are siger er sket »få vintre senere«.
+
<br>&nbsp;&nbsp; ''60. En siþar fám vetrum'' osv.] dette oplyses ved, hvad der fortælles i Olaf d. helliges saga(69): ''»þeir'' (Islænderne) ''sögðu frá kristnihaldinu, at þat var lotfat i lögum at eta hross ok bera út börn, sem heiðnir menn, ok enn fleiri hlutir«. »þat var þá eptir er Íslendingar höfðu fœrt lög sin ok sett kristinn rétt eptir þvi sem orð hafði til send Óláfr konungr«''. Dette må være sket o. 1020 og sigte til hvad Are siger er sket »få vintre senere«.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''62. at sögo Sæmundar''] om der her sigtes til en mundtlig meddelelse eller til Sæmunds skrift om de norske konger, er naturligvis usikkert. Snarest er det dog vel skriftet, der menes.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''62. at sögo Sæmundar''] om der her sigtes til en mundtlig meddelelse eller til Sæmunds skrift om de norske konger, er naturligvis usikkert. Snarest er det dog vel skriftet, der menes.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''65. vetrum''] er vel afskriverfejl for ''vetra''.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''65. vetrum''] er vel afskriverfejl for ''vetra''.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''at alþýþo tali''] identisk med at ''almanna tali'' (i slutn. af kap. 10), dvs. almindelig tælling af år fra Kristi fødsel.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''at alþýþo tali''] identisk med at ''almanna tali'' (i slutn. af kap. 10), dvs. almindelig tælling af år fra Kristi fødsel.
  
1. VIII. [Þ]essi ero nöfnn byscopa þeira es verit hafa á Íslandi útlender at
+
1. VIII. [Þ]essi ero n&#491;f&#628; byscopa þeira es verit hafa á Íslandi útlender at
<br>2. sögo Teitz. Friþrecr com i heiþni hér. en þeser váro síþan. Biarnharþr enn
+
<br>2. s&#491;go Teitz. Friþrecr com i heiþni hér. en þeser váro síþan. Biarnharþr enn
<br>3. bócvisi v. ár. Colr fá ár. Hróþolfr. xix. ár. Jauhan enn irsci fá ár. Biarnharþr
+
<br>3. bócvisi v. ár. Colr fá ár. Hróþolfr. xix. ár. J&#42809;han e&#628; irsci fá ár. Biarnharþr
 
<br>4. XIX. ár. Heinrecr ii. ár. Enn qvómo hér aþrer v. þeir er byscopar qvóþosc
 
<br>4. XIX. ár. Heinrecr ii. ár. Enn qvómo hér aþrer v. þeir er byscopar qvóþosc
<br>5. vesa. örnolfr oc Goþiscolcr. oc iii. ermskir Petrús oc Abrahám oc Stephánús.
+
<br>5. vesa. &#490;rnolfr oc Goþiscolcr. oc iii. ermskir Petrús oc Abrahám oc Stephánús.
<br>6. Grimr at Mosfelli Svertingsson tóc laugsögo epter Þorgeir. oc hafþi ii.
+
<br>6. Grimr at Mosfelli Svertingsson tóc l&#42809;gs&#491;go epter Þorgeir. oc hafþi ii.
 
<br>7. sumor. en þá fecc hann lof til þess at Scapti Þóroddz sonr hefþi systor
 
<br>7. sumor. en þá fecc hann lof til þess at Scapti Þóroddz sonr hefþi systor
<br>8. sonr hans af þvi at hann vas hásmæltr sialfr. Scaþti hafþi lögsögo xxvii.
+
<br>8. sonr hans af þvi at hann vas hásm&#281;&#769;ltr sialfr. Scaþti hafþi l&#491;gs&#491;go xxvii.
<br>9. sumor. Hann setti fimtardóms lög. oc þat at engi vegandi scylldi lýsa vig
+
<br>9. sumor. Hann setti fimtardóms l&#491;g. oc þat at engi vegandi scylldi lýsa vig
<br>10. á hendr öþrom manni en sér. En áþr váro hér slic lög of þat sem i Nor-
+
<br>10. á hendr &#491;þrom ma&#628;i en sér. En áþr váro hér slic l&#491;g of þat sem i Nor-
<br>11. vegi. Á hans dögom urþo marger höfþingiar oc rikismenn seker eþa land-
+
<br>11. vegi. Á hans d&#491;gom urþo marger h&#491;fþingiar oc rikisme&#628; seker eþa land-
<br>12. flótta of vig eþa barsmiþer af ríkis söcom hans oc landstiórn. En hann
+
<br>12. flótta of vig eþa barsmiþer af ríkis s&#491;com hans oc landstiórn. En hann
<br>13. andaþisc á eno sama áre oc Óláfr enn digre fell Harrallz sonr Goþrøþarsonar
+
<br>13. andaþisc á eno sama áre oc Óláfr enn digre fell Ha&#640;allz sonr Goþrøþarsonar
 
<br>14. Biarnarsonar Harallzsonar ens hárfagra. xxx. vetrum síþar en Óláfr felli
 
<br>14. Biarnarsonar Harallzsonar ens hárfagra. xxx. vetrum síþar en Óláfr felli
<br>15. Trygvasonr. þá tóc Steinn Þorgestes sonr lögsögo oc hafþi iii. sumor. þá
+
<br>15. Try&#610;vasonr. þá tóc Stei&#628; Þorgestes sonr l&#491;gs&#491;go oc hafþi iii. sumor. þá
<br>16. hafþi Þorkell Tiörvasonr xx. sumor. þá hafþi Geller Bölvercs sonr IX.
+
<br>16. hafþi Þorkell Ti&#491;rvasonr xx. sumor. þá hafþi Geller B&#491;lvercs sonr IX.
 
<br>17. sumor.
 
<br>17. sumor.
  
 
<blockquote>
 
<blockquote>
1. Þessi: hds. har [T]h. -3. ör (bis)= or A, ör B. - 4. ör= ligel. er: ed AB. -13
+
1. Þessi: hds. har [T]h. -3. &#491;r (bis)= or A, &#491;r B. - 4. &#491;r: ligel. er: ed AB. -13
 
andadisc A, anþaþisc B. -14. vetrum: vistnok fejl f. ''vetra''. - Þorgestez A, e(2) er her blot etslags schwa-vokal.
 
andadisc A, anþaþisc B. -14. vetrum: vistnok fejl f. ''vetra''. - Þorgestez A, e(2) er her blot etslags schwa-vokal.
 
</blockquote>
 
</blockquote>
  
1-5. De her nævnte 'biskopper' nævnes i Hungrvaka (kap. 3), alle i biskop lsleifs tid undtagen Friðrekr; det er dog vist mindre rigtigt, hvis det er Isleifs 'bispetid' der menes. Her opregnes de i følgende orden : Friðrekr, Jón enn írski, Bjarnvarðr Vilráðsson enn bókvísi, Rúðolfr (tolket af nogle, siger Hungrvaka, som Úlf fra Rúða dvs.: Rouen!), »han var 19 vintre på Island [dvs.: 1030-49] og bode i Bær i Borgarfjorden«(70) Heinrekr, »2 år på Island«, Bjarnvarðr enn saxlenzki, »var på Is- land 20 vintre«. Hungrvakas forfatter har ikke udskrevet Are. Han har lidt forskellige navneformer og rækkefølgen er en anden (1, 5, 2, 4, 7, 6). Om Friðrekr se særlig Kristnis. og Þorvaldsþ. og Olaf Tryggvas. s.; K. Maurer: Die Bekehrung I, 204 ff. Kolr er her helt udeladt. Han omtales derimod i Hungrv. i kap. 2 ; han døde under et besøg på Island »og blev begravet på Skalholt«. Derefter omtaler Hungrvaka (en anden) Kolr som discipel af Isleifr og siger, at han blev biskop i Viken i Norge. Denne Kolr »víkverjabyskup« var ifg. Landn.(71) en efterkommer af Ketilbjörn. Hungrvaka-forf. mener åbenbart, at denne Kolr var en anden end den, som »blev begravet på Skalholt«. Deri har han vist ret. I Vígaglumssaga (slutn.) siges Vígaglum at være døbt af »biskop Kolr« og at han døde i »hvideklæder«; dette er sket i de første år efter 1000; den her nævnte Kolr kan umulig være den samme som Oslo-bispen, men er snarest identisk med den af Are nævnte. Oslo-bispen nævnes i næste kap. ''Kollr'', se herom nedenfor .
+
1-5. De her nævnte 'biskopper' nævnes i Hungrvaka (kap. 3), alle i biskop lsleifs tid undtagen Friðrekr; det er dog vist mindre rigtigt, hvis det er Isleifs 'bispetid' der menes. Her opregnes de i følgende orden : Friðrekr, Jón enn írski, Bjarnvarðr Vilráðsson enn bókvísi, Rúðolfr (tolket af nogle, siger Hungrvaka, som Úlf fra Rúða dvs.: Rouen!), »han var 19 vintre på Island [dvs.: 1030-49] og bode i Bær i Borgarfjorden«(70) Heinrekr, »2 år på Island«, Bjarnvarðr enn saxlenzki, »var på Is- land 20 vintre«. Hungrvakas forfatter har ikke udskrevet Are. Han har lidt forskellige navneformer og rækkefølgen er en anden (1, 5, 2, 4, 7, 6). Om Friðrekr se særlig Kristnis. og Þorvaldsþ. og Olaf Tryggvas. s.; K. Maurer: Die Bekehrung I, 204 ff. Kolr er her helt udeladt. Han omtales derimod i Hungrv. i kap. 2 ; han døde under et besøg på Island »og blev begravet på Skalholt«. Derefter omtaler Hungrvaka (en anden) Kolr som discipel af Isleifr og siger, at han blev biskop i Viken i Norge. Denne Kolr »víkverjabyskup« var ifg. Landn.(71) en efterkommer af Ketilbjörn. Hungrvaka-forf. mener åbenbart, at denne Kolr var en anden end den, som »blev begravet på Skalholt«. Deri har han vist ret. I Vígaglumssaga (slutn.) siges Vígaglum at være døbt af »biskop Kolr« og at han døde i »hvideklæder«; dette er sket i de første år efter 1000; den her nævnte Kolr kan umulig være den samme som Oslo-bispen, men er snarest identisk med den af Are nævnte. Oslo-bispen nævnes i næste kap. ''Kollr'', se herom nedenfor.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''4. Enn qvómo'' osv.] de her nævnte »biskopper« er ellers ganske ukendte. De to første er vist tyske mænd: Arnulph og Godeskalk; bægge navne findes hos Förstemann (det sidste i lidt forskellige former), medens de 3 andre, der bærer latinsk-bibelske navne sikkert har stammet fra Sydevropa eller, hvis vi tör stole på Ares betegnelse ''ermskir'', dvs.: armeniske, fra Lille-Asien. ''Ermland'' findes både som navn på Armenien og ligeledes på et område i Pröjsen.(72) I den såkaldte »Viðbætir«, der findes i nogle håndskrifter af Landn., opregnes(73) »udenlandske« biskopper i en udvidet form; de 3 siges at have været »fra Armenia«, men det vides ikke, hvor gammelt dette »tillæg« er.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''4. Enn qvómo'' osv.] de her nævnte »biskopper« er ellers ganske ukendte. De to første er vist tyske mænd: Arnulph og Godeskalk; bægge navne findes hos Förstemann (det sidste i lidt forskellige former), medens de 3 andre, der bærer latinsk-bibelske navne sikkert har stammet fra Sydevropa eller, hvis vi tör stole på Ares betegnelse ''ermskir'', dvs.: armeniske, fra Lille-Asien. ''Ermland'' findes både som navn på Armenien og ligeledes på et område i Pröjsen.(72) I den såkaldte »Viðbætir«, der findes i nogle håndskrifter af Landn., opregnes(73) »udenlandske« biskopper i en udvidet form; de 3 siges at have været »fra Armenia«, men det vides ikke, hvor gammelt dette »tillæg« er.
  
Linje 486: Linje 488:
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''11. Á hans dögom'' osv.] vi kan ikke nu sige, hvad det er eller hvilke tilfælde Are her har haft i tankerne eller kendt. Man kunde pege på sådanne store sager som processen efter Höskuld eller Njal i Njálss. (efter sagaen havde dog Skafte kun lidet at sige m. h. t. domsafgörelsen). Flere domfældelser i drabssager kunde nævnes i Skaftes tid.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''11. Á hans dögom'' osv.] vi kan ikke nu sige, hvad det er eller hvilke tilfælde Are her har haft i tankerne eller kendt. Man kunde pege på sådanne store sager som processen efter Höskuld eller Njal i Njálss. (efter sagaen havde dog Skafte kun lidet at sige m. h. t. domsafgörelsen). Flere domfældelser i drabssager kunde nævnes i Skaftes tid.
  
1. IX. Ísleifr Gizorarsonr ens hvita vas vigþr til byscops a dögom Harallz
+
1. IX. Ísleifr Gizorarsonr ens hvita vas vigþr til byscops a d&#491;gom Harallz
 
<br>2. Norvegs conuŋs Sigurþarsonar Halfdanarsonar Sigurþarsonar hrisa Harallz
 
<br>2. Norvegs conuŋs Sigurþarsonar Halfdanarsonar Sigurþarsonar hrisa Harallz
<br>3. sonar ens hárfagra. En es þat sá höfþingiar oc góþer mennn at Ísleifr vas
+
<br>3. sonar ens hárfagra. En es þat sá h&#491;fþingiar oc góþer men&#628; at Ísleifr vas
<br>4. myklo nýtri en aþrir kennimennn þeir es á þvisa lanndi næþi þá selldo hon-
+
<br>4. myklo nýtri en aþrir ke&#628;imen&#628; þeir es á þvisa la&#628;di n&#281;&#769;þi þá selldo hon-
 
<br>5. om marger sono sina til læringar oc léto vigia til presta. þeir urþu síþan
 
<br>5. om marger sono sina til læringar oc léto vigia til presta. þeir urþu síþan
 
<br>6. vigþer ii. til byscopa Collr er var i Vic austr. oc Ióan at Hólom. Ísleifr
 
<br>6. vigþer ii. til byscopa Collr er var i Vic austr. oc Ióan at Hólom. Ísleifr
<br>7. átti iii. sono. þeir urþu aller höfþiŋiar nýter. Gizorr byscop oc Teitr prestr
+
<br>7. átti iii. sono. þeir urþu aller h&#491;fþiŋiar nýter. Gizorr byscop oc Teitr prestr
 
<br>8. faþer Halls oc Þorvalldr. Teit fœddi Hallr i Haukadali.  sá maþr es þat vas
 
<br>8. faþer Halls oc Þorvalldr. Teit fœddi Hallr i Haukadali.  sá maþr es þat vas
<br>9. almælt at milldastr. Væri oc agæstr at góþo á landi her olærþra manna. Ec kom
+
<br>9. alm&#281;&#769;lt at milldastr. V&#281;&#769;ri oc ag&#281;&#769;str at góþo á landi her ol&#281;&#769;rþra ma&#628;a. Ec kom
<br>10. oc til Halls vii. vetra gamall. vetri epter þat es Geller Þorkelssonr föþor
+
<br>10. oc til Halls vii. vetra gamall. vetri epter þat es Geller Þorkelssonr f&#491;þor
<br>11. faþer minn oc fóstri andaþisc. oc vasc þar xiiii. vetr. Gunnarr enn spaci
+
<br>11. faþer minn oc fóstri andaþisc. oc vasc þar xiiii. vetr. Gu&#628;arr enn spaci
<br>12. hafþi tekit lögsögo þá es Geller lét af. oc hafþi iii. sumor. þá hafþi Colbeinn
+
<br>12. hafþi tekit l&#491;gs&#491;go þá es Geller lét af. oc hafþi iii. sumor. þá hafþi Colbeinn
<br>13. Flosasonr vi. Þat sumar er hann tóc lögsögo fell Haralldr conungr á Eng-
+
<br>13. Flosasonr vi. Þat sumar er hann tóc l&#491;gs&#491;go fell Haralldr conungr á Eng-
<br>14. landi. Þá hafþi Geller i annat sinn iii. sumor. þá hafþi Gunnarr i annat sinn
+
<br>14. landi. Þá hafþi Geller i a&#628;at sinn iii. sumor. þá hafþi Gunnarr i a&#628;at sinn
<br>15. i sumar. þá hafþi Sighvatr Surtssonr systorson Colbeins viii. Á þeim dögom
+
<br>15. i sumar. þá hafþi Sighvatr Surtssonr systorson Colbeins viii. Á þeim d&#491;gom
<br>16. com Sæmundr Sigfússonr sunnan af Fraclandi hingat til landz oc lét síþan
+
<br>16. com S&#281;&#769;mundr Sigfússonr su&#628;an af Fraclandi hingat til landz oc lét síþan
 
<br>17. vígiasc til prestz. Ísleifr vas vígþr til byscops þá es hann vas fimtøgr þá
 
<br>17. vígiasc til prestz. Ísleifr vas vígþr til byscops þá es hann vas fimtøgr þá
<br>18. vas Léó septimus páve. En hann vas enn næsta vetr i Norvegi oc fór síþan
+
<br>18. vas Léó septimus páve. En hann vas enn n&#281;&#769;sta vetr i Norvegi oc fór síþan
 
<br>19. út hingat. En hann andaþisc i Scálahollti þá es hann hafþi allz verit
 
<br>19. út hingat. En hann andaþisc i Scálahollti þá es hann hafþi allz verit
<br>20. byscop iiii. vetr oc xx. sva sagþi Teitr oss. þat var á drottins dægi vi. nót-
+
<br>20. byscop iiii. vetr oc xx. sva sagþi Teitr oss. þat var á drottins d&#281; gi vi. nót-
<br>21. tom epter hátiþ þeira Pétars oc Póls lxxx. vetra epter Óláfs fall Trygva
+
<br>21. tom epter hátiþ þeira Pétars oc Póls lxxx. vetra epter Óláfs fall Try&#610;va
 
<br>22. sonar. þar vas ec þá meþ Teiti fóstra mínom xii. vetra gamall. En Hallr
 
<br>22. sonar. þar vas ec þá meþ Teiti fóstra mínom xii. vetra gamall. En Hallr
<br>23. sagþi oss svá es bæþi vas minnigr oc ólyginn oc mundi sialfr þat es hann
+
<br>23. sagþi oss svá es b&#281;&#769;þi vas minnigr oc ólyginn oc mundi sialfr þat es hann
 
<br>24. var scírþr at Þangbrandr scírþi hann þrévetran. en þat var vetri fyrr en
 
<br>24. var scírþr at Þangbrandr scírþi hann þrévetran. en þat var vetri fyrr en
<br>25. cristni væri hér i lög tekin. en hann gørþi bú þrítøgr oc bió lxiiii. vetr i
+
<br>25. cristni v&#281;&#769;ri hér i l&#491;g tekin. en hann gørþi bú þrítøgr oc bió lxiiii. vetr i
 
<br>26. Haukadali. oc hafþi xciiii. vetr þá es hann andaþisc. en þat vas of hótiþ
 
<br>26. Haukadali. oc hafþi xciiii. vetr þá es hann andaþisc. en þat vas of hótiþ
 
<br>27. Martens byscops á enom x. vetri epter andlát Ísleifs byscops.
 
<br>27. Martens byscops á enom x. vetri epter andlát Ísleifs byscops.
Linje 526: Linje 528:
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''13. Þat sumar'' osv.] stemmer fuldkommen med lovsigemændenes øvrige års-tælling og det historiske år for Haralds fald.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''13. Þat sumar'' osv.] stemmer fuldkommen med lovsigemændenes øvrige års-tælling og det historiske år for Haralds fald.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''15. Á þeim dögom''] d. e. i årene 1076-83; Sæmund var født 1056; det er altså i et af hans 20.-27. år, hvilket passer særdeles godt.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''15. Á þeim dögom''] d. e. i årene 1076-83; Sæmund var født 1056; det er altså i et af hans 20.-27. år, hvilket passer særdeles godt.
<br>&nbsp;&nbsp; ''18. septimus''] er fejl; Leo den 7. var pave 936-39; det er Leo den 9., der menes, (1049-54), og »nonus« står i Kristnis. (kap. 14). Septimus - rimeligvis oprindelig skrevet med romertal (ix eller viiii) - må bero på fejllæsning eller misforståelse. Men heller ikke Leo ix mener man passer, ti han døde i april 1054. Det var Victor 11, der var biskop 1056 (biskop 1055-57). Hungrvaka fortæller, at Isleifr rejste til pave Leo, men at denne sendte ærkebiskop Adalbert i Bremen brev om, at han skulde vie Isleifr til biskop. Det skete, han blev viet 14 dage fór Columbadag (9. juni). Arne Magnusson har(78) udtalt, at Isleifr var rejst udenlands 1052 eller 1053 og er virkelig kommet til Rom inden pave Leo døde, men at denne ikke havde nået at udfærdige brevet til ærkebispen; det må Victor II have gjort, men han blev først valgt omtrent et år efter Leos død. Isleifr er  så rejst til Bremen og er bleven viet der 1056. I Norge måtte han  så vænte en hel vinter (1056-57)(79) og derefter er han  så kommen hjem. Den her fremførte opfattelse, at Isleifr virkelig har truffet Leo, er meget sandsynlig. Det forklarer, hvorledes Leo overhovedet er bleven nævnet; kun kunde man være tilböjelig til at formode, at Leo i virkeligheden selv har nået at udfærdige brevet til Adalbert inden han døde, og at Isleifr faktisk er viet i maj 1055. I Hungrvaka står, at han blev viet 4 (iiii) dage för Kolumbamesse; forudsat at vielsen fandt sted 1056, er dette helt galt, man har da antaget, at et .x. var overset eller udfaldet i hds. og at der havde stået xiiii (sål. allerede Arne Magn.). Langt mindre fejl vilde det imidlertid være, at antage, at der havde stået iiiii (el. v.), og at dette var blevet til iiii; netop 5 dage för Kolumbamesse faldt pinsedag i 1055 (4. juni). Derefter har han så været vinteren 1055-56 i Norge, på Island regnede man hans bispeår imidlertid fra den tid, han virkelig fungerede som biskop, dvs.: fra og med 1056 (vinteren 1055-56 har man ikke regnet med). Jfr. K. Kålund i Sturl. I, 244, hvor der henvises til P. A. Munch, NfH II, 214-15, der antager, at Isleifr er bleven viet 1055. Det samme gör K. Maurer i Die Bekehrung II, 589 f. [[Adam af Bremen biografi|Adam af Bremen]] omtaler Isleifr i sin 4. bog (kap. 36), uden at bidrage til tidsregningen; han siger blot, at han er bleven sendt »ad pontificem« og at han »aliquandiu retentus est apud eum cum ingenti prorsus honore«. » Pontifex (kan ikke betyde andet end pave. Dette løser alle vanskeligheder. Mulig bör man da rykke Isleifs fødselsår et eller to år tilbage.
+
<br>&nbsp;&nbsp; ''18. septimus''] er fejl; Leo den 7. var pave 936-39; det er Leo den 9., der menes, (1049-54), og »nonus« står i Kristnis. (kap. 14). Septimus - rimeligvis oprindelig skrevet med romertal (ix eller viiii) - må bero på fejllæsning eller misforståelse. Men heller ikke Leo ix mener man passer, ti han døde i april 1054. Det var Victor 11, der var biskop 1056 (biskop 1055-57). Hungrvaka fortæller, at Isleifr rejste til pave Leo, men at denne sendte ærkebiskop Adalbert i Bremen brev om, at han skulde vie Isleifr til biskop. Det skete, han blev viet 14 dage fór Columbadag (9. juni). Arne Magnusson har(78) udtalt, at Isleifr var rejst udenlands 1052 eller 1053 og er virkelig kommet til Rom inden pave Leo døde, men at denne ikke havde nået at udfærdige brevet til ærkebispen; det må Victor II have gjort, men han blev først valgt omtrent et år efter Leos død. Isleifr er  så rejst til Bremen og er bleven viet der 1056. I Norge måtte han  så vænte en hel vinter (1056-57)(79) og derefter er han  så kommen hjem. Den her fremførte opfattelse, at Isleifr virkelig har truffet Leo, er meget sandsynlig. Det forklarer, hvorledes Leo overhovedet er bleven nævnet; kun kunde man være tilböjelig til at formode, at Leo i virkeligheden selv har nået at udfærdige brevet til Adalbert inden han døde, og at Isleifr faktisk er viet i maj 1055. I Hungrvaka står, at han blev viet 4 (iiii) dage för Kolumbamesse; forudsat at vielsen fandt sted 1056, er dette helt galt, man har da antaget, at et x. var overset eller udfaldet i hds. og at der havde stået xiiii (sål. allerede Arne Magn.). Langt mindre fejl vilde det imidlertid være, at antage, at der havde stået iiiii (el. v.), og at dette var blevet til iiii; netop 5 dage för Kolumbamesse faldt pinsedag i 1055 (4. juni). Derefter har han så været vinteren 1055-56 i Norge, på Island regnede man hans bispeår imidlertid fra den tid, han virkelig fungerede som biskop, dvs.: fra og med 1056 (vinteren 1055-56 har man ikke regnet med). Jfr. K. Kålund i Sturl. I, 244, hvor der henvises til P. A. Munch, NfH II, 214-15, der antager, at Isleifr er bleven viet 1055. Det samme gör K. Maurer i Die Bekehrung II, 589 f. [[Adam af Bremen biografi|Adam af Bremen]] omtaler Isleifr i sin 4. bog (kap. 36), uden at bidrage til tidsregningen; han siger blot, at han er bleven sendt »ad pontificem« og at han »aliquandiu retentus est apud eum cum ingenti prorsus honore«. » Pontifex (kan ikke betyde andet end pave. Dette løser alle vanskeligheder. Mulig bör man da rykke Isleifs fødselsår et eller to år tilbage.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''21. hátiþ þeira Pétars ok Póls''] dvs.: 29. juni.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''21. hátiþ þeira Pétars ok Póls''] dvs.: 29. juni.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''26-27. hótiþ Martens''] dvs.: 11. nov. (1090).
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''26-27. hótiþ Martens''] dvs.: 11. nov. (1090).
  
1. X. [G]izorr byscop sonr Ísleifs vas vigþr til byscops at bǿn lannzmanna
+
1. X. [G]izorr byscop sonr Ísleifs vas vigþr til byscops at bǿn la&#628;zma&#628;a
<br>2. á dögom Óláfs conuŋs Harallzsonar ii. vetrom epter þát es Ísleifr andaþ-
+
<br>2. á d&#491;gom Óláfs conuŋs Harallzsonar ii. vetrom epter þát es Ísleifr andaþ-
 
<br>3. isc. þánn vas hann annan hér á landi en annan á Gautlandi. En þá vas
 
<br>3. isc. þánn vas hann annan hér á landi en annan á Gautlandi. En þá vas
<br>4. namnn hanns rǿtt at hann hét Gisrøþr. svá sagþi hann oss. Marcús Scegia-
+
<br>4. nam&#628; hanns rǿtt at hann hét Gisrøþr. svá sagþi hann oss. Marcús Sce&#610;ia-
<br>5. sonr hafþi lögsögo næstr Sighvati oc tóc þát sumar es Gizorr byscop hafþi
+
<br>5. sonr hafþi l&#491;gs&#491;go n&#281;&#769;str Sighvati oc tóc þát sumar es Gizorr byscop hafþi
<br>6. einn vetr verit hér á landi. en far meþ iiii. sumor oc .xx. At hanns sögo er
+
<br>6. einn vetr verit hér á landi. en far meþ iiii. sumor oc. xx. At hanns s&#491;go er
<br>7. scrifoþ ævi allra lögsögomanna á bóc þesi þeira es váro fyrer várt minni.
+
<br>7. scrifoþ &#281;&#769;vi allra l&#491;gs&#491;gomanna á bóc þesi þeira es váro fyrer várt minni.
<br>8. en honom sagþi Þórarinn bróþer hanns oc Sceggi faþer þeira oc fleiri sþaker
+
<br>8. en honom sagþi Þórarinn bróþer ha&#628;s oc Sceggi faþer þeira oc fleiri sþaker
<br>9. menn til þeira ævi es fyrer hanns minni váro at þvi es Biarni enn spaki hafþi
+
<br>9. me&#628; til þeira &#281;&#769;vi es fyrer ha&#628;s minni váro at þvi es Biarni e&#628; spaki hafþi
<br>10. sagt. föþor faþer þeira es munþi Þóraren lögsögomann oc vi. aþra siþán. Gizorr
+
<br>10. sagt. f&#491;þor faþer þeira es munþi Þóraren l&#491;gs&#491;goma&#628; oc vi. aþra siþán. Gizorr
<br>11. byscoþ vas ástsælli af öllom lannnzmönnom en hverr maþr annarra. þeira
+
<br>11. byscoþ vas ásts&#281;&#769;lli af &#491;llom la&#628;nzm&#491;&#628;om en hverr maþr a&#628;arra. þeira
<br>12. es vér vitem her á landi hafa verit. Af ástsælþ hanns oc af tölom þeira
+
<br>12. es vér vitem her á landi hafa verit. Af ásts&#281;&#769;lþ ha&#628;s oc af t&#491;lom þeira
<br>13. Sæmundar meþ umbráþi Marcús lögsögomannz vas þát i lög leitt at aller
+
<br>13. S&#281;&#769;mundar meþ umbráþi Marcús l&#491;gs&#491;goma&#628;z vas þát i l&#491;g leitt at aller
<br>14. menn tölþo oc virþo alt fé sitt ac sóro at rétt virt væri hvárt sem vas i
+
<br>14. me&#628; t&#491;lþo oc virþo alt fé sitt ac sóro at rétt virt v&#281;&#769;ri hvárt sem vas i
<br>15. löndom eþá í lausaaurum ac gørþo tiunnd af síþan. Þat ero miclar iartecner
+
<br>15. l&#491;ndom eþá í lausaaurum ac gørþo tiu&#628;d af síþan. Þat ero miclar iartecner
<br>16. hvat hlýþner lannzmennn váro þeim manni es hann com þvi framm at fé
+
<br>16. hvat hlýþner la&#628;zme&#628;n váro þeim ma&#628;i es hann com þvi framm at fé
<br>17. allt vas virt meþ svardögom þat es á Íslande vas oc landet sialft oc tiunder
+
<br>17. allt vas virt meþ svard&#491;gom þat es á Íslande vas oc landet sialft oc tiunder
<br>18. af gørvar. oc lög á lögþ at svá scal vesa meþán Ísland es bygt. Gizarr byscop
+
<br>18. af gørvar. oc l&#491;g á l&#491;gþ at svá scal vesa meþán Ísland es by&#610;t. Gizorr byscop
<br>19. lét oc lög leggia á þat at stóll byscops þess es á Islandi væri scylldi i Scála-
+
<br>19. lét oc l&#491;g leggia á þat at stóll byscops þess es á Islandi v&#281;&#769;ri scylldi i Scála-
 
<br>20. hollti vesa en aþr vas hvergi. oc lagþe hann þár til stólsins Scálaholltz
 
<br>20. hollti vesa en aþr vas hvergi. oc lagþe hann þár til stólsins Scálaholltz
<br>21. land oc margra cynia auþǿfe önnar. bæþi i löndom oc í lausom aurom.
+
<br>21. land oc margra cynia auþǿfe &#491;nnor b&#281;&#769;þi i l&#491;ndom oc í lausom aurom.
 
<br>22. En þá es honom þótti sá staþr hava vel at avþǿvam þróazk. þá gaf hann
 
<br>22. En þá es honom þótti sá staþr hava vel at avþǿvam þróazk. þá gaf hann
<br>23. meir en fiórþung byscopsdóms sins til þes at helldr væri ii. byscops stólar
+
<br>23. meir en fiórþung byscopsdóms sins til þes at helldr v&#281;&#769;ri ii. byscops stólar
<br>24. á landi hér en einn svá sem Norþlenndiŋar æstu hann til. En hann hafþi
+
<br>24. á landi hér en einn svá sem Norþle&#628;diŋar &#281;&#769;stu hann til. En hann hafþi
 
<br>25. áþr látet telia búendr á landi hér. oc váru þá í Austfirþiŋa fiórþuŋi vii.
 
<br>25. áþr látet telia búendr á landi hér. oc váru þá í Austfirþiŋa fiórþuŋi vii.
<br>26. hundroþ heil. en i Raŋæinga fiórþuŋi x. en i Breiþfirþiŋa fiórþungi ix. en
+
<br>26. hundroþ heil. en i Raŋ&#281;&#769;inga fiórþuŋi x. en i Breiþfirþiŋa fiórþungi ix. en
 
<br>27. i Ayfirþiŋa fiórþungi xii. en ótalþer váro þeir es eigi átto þiŋfarar caupi
 
<br>27. i Ayfirþiŋa fiórþungi xii. en ótalþer váro þeir es eigi átto þiŋfarar caupi
 
<br>28. at gegna of allt Ísland.
 
<br>28. at gegna of allt Ísland.
<br>29. [U]lvheþinn Gunnars sonr ens spaca tóc lögsögo epter Marcús. oc hafþi
+
<br>29. [U]lvheþi&#628; Gu&#628;ars sonr ens spaca tóc l&#491;gs&#491;go epter Marcús. oc hafþi
<br>30. ix. sumor. þá hafþi Bergþórr Hramfnnssonr vi. En þá hafþi Goþmundr
+
<br>30. ix. sumor. þá hafþi Bergþórr Hramf&#628;ssonr vi. En þá hafþi Goþmundr
<br>31. Þorgeirssonr xii. sumor. Et fyrsfa sumar es Bergþórr sagþi lög upp vas
+
<br>31. Þorgeirssonr xii. sumor. Et fyrsfa sumar es Bergþórr sagþi l&#491;g upp vas
<br>32. nýmæli þat gørt. at lög ór scylldi scriva á bóc at Havliþa Moss sonar of
+
<br>32. ným&#281;&#769;li þat gørt. at l&#491;g ór scylldi scriva á bóc at Havliþa Moss sonar of
<br>33. vetrenn epter at sögo oc umbráþi þeira Bergþórs oc annarra spacra manna
+
<br>33. vetre&#628; epter at s&#491;go oc umbráþi þeira Bergþórs oc a&#628;arra spacra ma&#628;a
<br>34. þeira er til þess váro tecner. Scylldu þeir gørva nymæli þau öll í lögom er
+
<br>34. þeira er til þess váro tecner. Scylldu þeir gørva nym&#281;&#769;li þ&#42809; &#491;ll í l&#491;gom er
<br>35. þeim litisc þau betri en en forno lög. scylldi þav segia upp et næsta sumar
+
<br>35. þeim litisc þau betri en en forno l&#491;g. scylldi þav segia upp et n&#281;&#769;sta sumar
<br>36. epter i lögrétto: oc þau öll hallda es enn meire hlutr manna mælti þá eigi gegnn.
+
<br>36. epter i l&#491;grétto: oc þau &#491;ll hallda es enn meire hlutr ma&#628;a m&#281;&#769;lti þá eigi geg&#628;.
<br>37. En þat varþ at framfara. at þá vas scrivaþr Vígslóþi oc margt annat i lögom.
+
<br>37. En þat varþ at framfara. at þá vas scrivaþr Vígslóþi oc margt a&#628;at i l&#491;gom.
<br>38. oc sagt upp i lögretto af kennimönnöm of sumaret epter. En þat lícaþi öllom
+
<br>38. oc sagt upp i l&#491;gretto af ke&#628;im&#491;&#628;om of sumaret epter. En þat lícaþi &#491;llom
<br>39. vel. oc mællti þvi mangi igegnn. þat vas oc et fyrsta sumar es Bergþórr
+
<br>39. vel. oc m&#281;&#769;llti þvi mangi igeg&#628;. þat vas oc et fyrsta sumar es Bergþórr
<br>40. sagþi lög upp þá vas Gizorr byscop óþiŋfǿrr af sótt. þá sendi hann orþ til alþiŋis
+
<br>40. sagþi l&#491;g upp þá vas Gizorr byscop óþiŋfǿrr af sótt. þá sendi hann orþ til alþiŋis
<br>41. vinom sinom oc höfþingiom at biþia scylldi Þorlác Rúnolfsson Þorleiks-
+
<br>41. vinom sinom oc h&#491;fþingiom at biþia scylldi Þorlác Rúnolfsson Þorleiks-
 
<br>42. sonar bróþor Halls i Haukadali at hann scylldi láta vigiasc til byscops. En
 
<br>42. sonar bróþor Halls i Haukadali at hann scylldi láta vigiasc til byscops. En
<br>43. þat gerþo aller svá sem orþ hanns qvómo til. oc fecsc þat af þvi at Gizorr
+
<br>43. þat gerþo aller svá sem orþ ha&#628;s qvómo til. oc fecsc þat af þvi at Gizorr
<br>44. hafþi sialfr fyrr miöc beþit. oc fór hann útan þat sumar. en kom út et
+
<br>44. hafþi sialfr fyrr mi&#491;c beþit. oc fór hann útan þat sumar. en kom út et
<br>45. næsta epter oc vas þá vígþr til byscops. Gizorr vas vigþr til byscops þá es
+
<br>45. n&#281;&#769;sta epter oc vas þá vígþr til byscops. Gizorr vas vigþr til byscops þá es
<br>46. hann vas fertøgr. Þá vas Gregóríus septimus pápe. en siþann vas hann enn
+
<br>46. hann vas fertøgr. Þá vas Gregóríus septimus pápe. en siþa&#628; vas hann enn
<br>47. næsta vetr i Danmörco oc kom of sumarit epter hiŋat til lannz. En þá es
+
<br>47. n&#281;&#769;sta vetr i Danm&#491;rco oc kom of sumarit epter hiŋat til la&#628;z. En þá es
<br>48. hann hafþi verit xxiiii. vetr byscop svá sem faþer hanns. þá vas Ióan
+
<br>48. ha&#628; hafþi verit xxiiii. vetr byscop svá sem faþer ha&#628;s. þá vas Ióan
<br>49. ögmundarsonr vígþr til byscops fyrstr til stóls at Hólom. Þá vas hann
+
<br>49. &#490;gmundarsonr vígþr til byscops fyrstr til stóls at Hólom. Þá vas hann
 
<br>50. vetri miþr en hálfsextøgr. En xii. vetrom síþar þá es Gizorr hafþi alls verit
 
<br>50. vetri miþr en hálfsextøgr. En xii. vetrom síþar þá es Gizorr hafþi alls verit
 
<br>51. byscop xxxvi. vetr. þá vas Þorlácr vígþr til byscops. hann lét Gizorr vígia
 
<br>51. byscop xxxvi. vetr. þá vas Þorlácr vígþr til byscops. hann lét Gizorr vígia
Linje 584: Linje 586:
 
<br>53. En Gizorr byscop andaþisc xxx. nóttom síþar í Scálahollti á enom þriþia
 
<br>53. En Gizorr byscop andaþisc xxx. nóttom síþar í Scálahollti á enom þriþia
 
<br>54. degi i vicu v. Kalend. Iunii. Á þvi áre eno sama andaþisc Páschalis secun-
 
<br>54. degi i vicu v. Kalend. Iunii. Á þvi áre eno sama andaþisc Páschalis secun-
<br>55. dus pápe fyrr en Gizorr byscop. oc Baldvine Iórsala conuŋr. oc Arnaldus
+
<br>55. dus pápe fy&#640; en Gizorr byscop. oc Baldvine Iórsala conuŋr. oc Arnaldus
 
<br>56. patriarcha i Hierúsalem. oc Philippus Svía conuŋr. En síþar et sama sumar
 
<br>56. patriarcha i Hierúsalem. oc Philippus Svía conuŋr. En síþar et sama sumar
 
<br>57. Alexiús Grikkia conuŋr. þá hafþi hann xxxviii. vetr setit at stóli i Micla-
 
<br>57. Alexiús Grikkia conuŋr. þá hafþi hann xxxviii. vetr setit at stóli i Micla-
<br>58. garþi. En ii vetrom síþar varþ alldamót. Þá höfþo þeir Eysteinn oc Sigurþr
+
<br>58. garþi. En ii vetrom síþar varþ alldamót. Þá h&#491;fþo þeir Eystei&#628; oc Sigurþr
<br>59. verit xvii. vetr conuŋar i Norvegi epter Magnus foþor sinn Óláfsson Harallz-
+
<br>59. verit xvii. vetr conuŋar i Norvegi epter Magnus foþor si&#628; Óláfsson Harallz-
 
<br>60. sonar. Þat vas cxx. vetrum epter fall Óláfs Tryggvasonar. en ccl. epter
 
<br>60. sonar. Þat vas cxx. vetrum epter fall Óláfs Tryggvasonar. en ccl. epter
 
<br>61. dráp Eadmundar Eŋla conuŋs. en Dxvi. vetrum epter andlát Gregórius
 
<br>61. dráp Eadmundar Eŋla conuŋs. en Dxvi. vetrum epter andlát Gregórius
 
<br>62. páva þess es cristni com á England at því es talit es. En hann andaþisc á
 
<br>62. páva þess es cristni com á England at því es talit es. En hann andaþisc á
<br>63. öþro áre conuŋdóms Fóco kæisara. Dciiii vetrom epter burþ Cristz at almanna
+
<br>63. &#491;þro áre conuŋdóms Fóco k&#281;isara. Dciiii vetrom epter burþ Cristz at alma&#628;a
<br>64. tali. þat verþr allt samann mcxx ár. Hér lýxc siá bóc.
+
<br>64. tali. þat verþr allt sama&#628; mcxx ár. Hér lýxc siá bóc.
  
 
<blockquote>
 
<blockquote>
10. mundi A. - 12. vitem: vitam AB. -15. löndom: lonþom AB. - 17. -dögom: þogom AB. - 26. Breipfirpiŋa: Breiþiŋa AB. - 36. þau: B; þau A. -50. sextøgr: Arne Magn., fertogr AB. - 54. v.: mgl. AB. andaþisc: obiit AB.
+
10. mundi A. - 12. vitem: vitam AB. -15. l&#491;ndom: lonþom AB. - 17. -d&#491;gom: þogom AB. - 26. Breipfirpiŋa: Breiþiŋa AB. - 36. þau: B; þau A. -50. sextøgr: Arne Magn., fertogr AB. - 54. v.: mgl. AB. andaþisc: obiit AB.
 
<br>&nbsp;&nbsp; I Kristnis. kap. 15-17 findes mere eller mindre nöjagtige udtog af dette kapitel. Således þá vas osv. I. 46, I. 10, 11-28, 29-39, her mærkes, at sætningen om Goðmundr Þorgeirssonr I. 30-1 mangler, 45-6, 47-49, 51-2, 53-4 »quinto calendas junii« har sagaen, 54-57, 63 (fra Kristi fødsel).
 
<br>&nbsp;&nbsp; I Kristnis. kap. 15-17 findes mere eller mindre nöjagtige udtog af dette kapitel. Således þá vas osv. I. 46, I. 10, 11-28, 29-39, her mærkes, at sætningen om Goðmundr Þorgeirssonr I. 30-1 mangler, 45-6, 47-49, 51-2, 53-4 »quinto calendas junii« har sagaen, 54-57, 63 (fra Kristi fødsel).
 
I Hungrvaka findes naturligvis paralleller til kapitlet; særlig kan nævnes bøndernes antal i hver fjærding; tallene er de samme. Ligeledes findes de synkronistiske angivelser I. 54-57.
 
I Hungrvaka findes naturligvis paralleller til kapitlet; særlig kan nævnes bøndernes antal i hver fjærding; tallene er de samme. Ligeledes findes de synkronistiske angivelser I. 54-57.
<br>&nbsp;&nbsp; I Sturlunga findes en afskrift af kapitlet(79): der findes følgende varianter (enkelte af mindre betydning medtages ikke): I. 2-3. þat-andaþisc: andlát föður sins. -3. hér á landi: á Íslandi. þá: pat. - 4. røtt: rétt. - 4. oss: Ara presti. - 4-10. Marcús-sípan: ul. - 11. ástsælli: betr þokkaðr. - 11-12. hverr-verit: aðrir menn á Íslandi. - 12. ástsælð hans: ástsemd við hann. tölum: fortölum. - 13. lögs. m.: ok enn fleiri spakra manna tf. -14. menn: á Íslandi þeir er eigi váru frá numnir tf. - 15. lausaaurum: lausum eyri. ero-jart.: var með miklum jartegnum. - 17. á Ísl.: hér á landi. - 18. lög á lögþ: lögleiddi. - 20. en-hvergi: ul. – 24. svá-til : ul. - 26. heil: ul. - 28. of -Ísl.: ul. - 29. ens spaca: ul. - 30-39. En-vas oc: ul. - 40. af sótt: ul. - 41. ok höfþingiom: ul. - 41-42. Þorleikss.: ul. - 43-44. oc-beþit: ul. - 46. septimus: sá er hinn vii. hefir verit með þvi nafni. - 49. fyrstr-Hólom: ul. - 50. vetri-sextøgr: fjórurn vetrum meir en fimtøgr (vistnok ved en rigtig ændring). - 51-52. hann-sér: i Skálaholt at Gizuri byskupi. - 52. þá-xxx.: ul. -52-53. xxx.-síþar: ul. - 53-54.: á -Junii: ul. - 54-55. secundus: ul.-  56. En-sumar: ul. - 57-60. þá-Har.sonar: ul. - 60. cxx.: cxviii (selvstændig rettelse på grund af at bemærkningen om aldamót er ul.). Tryggvas.: en cc. ok L. eptir þat er Ingólfr landnámsmaðr kom til Íslands tf. Resten er udeladt. Også i Jóns saga byskups findes et stykke afskrevet (og Are er citeret; Bisk. I, 158); det begynder med biskop Isleifs død, hvorefter der fortsættes med Gizurs præstevielse efter Hungrvaka. Så følger stykket I. 12-21, ret ordret; men der er ingen grund til at anføre varianter derfra.
+
<br>&nbsp;&nbsp; I Sturlunga findes en afskrift af kapitlet(79): der findes følgende varianter (enkelte af mindre betydning medtages ikke): I. 2-3. þat-andaþisc: andlát f&#491;ður sins. -3. hér á landi: á Íslandi. þá: pat. - 4. røtt: rétt. - 4. oss: Ara presti. - 4-10. Marcús-sípan: ul. - 11. ástsælli: betr þokkaðr. - 11-12. hverr-verit: aðrir menn á Íslandi. - 12. ástsælð hans: ástsemd við hann. t&#491;lum: fort&#491;lum. - 13. l&#491;gs. m.: ok enn fleiri spakra manna tf. -14. menn: á Íslandi þeir er eigi váru frá numnir tf. - 15. lausaaurum: lausum eyri. ero-jart.: var með miklum jartegnum. - 17. á Ísl.: hér á landi. - 18. l&#491;g á l&#491;gþ: l&#491;gleiddi. - 20. en-hvergi: ul. – 24. svá-til : ul. - 26. heil: ul. - 28. of -Ísl.: ul. - 29. ens spaca: ul. - 30-39. En-vas oc: ul. - 40. af sótt: ul. - 41. ok h&#491;fþingiom: ul. - 41-42. Þorleikss.: ul. - 43-44. oc-beþit: ul. - 46. septimus: sá er hinn vii. hefir verit með þvi nafni. - 49. fyrstr-Hólom: ul. - 50. vetri-sextøgr: fjórurn vetrum meir en fimtøgr (vistnok ved en rigtig ændring). - 51-52. hann-sér: i Skálaholt at Gizuri byskupi. - 52. þá-xxx.: ul. -52-53. xxx.-síþar: ul. - 53-54.: á -Junii: ul. - 54-55. secundus: ul.-  56. En-sumar: ul. - 57-60. þá-Har.sonar: ul. - 60. cxx.: cxviii (selvstændig rettelse på grund af at bemærkningen om aldamót er ul.). Tryggvas.: en cc. ok L. eptir þat er Ingólfr landnámsmaðr kom til Íslands tf. Resten er udeladt. Også i Jóns saga byskups findes et stykke afskrevet (og Are er citeret; Bisk. I, 158); det begynder med biskop Isleifs død, hvorefter der fortsættes med Gizurs præstevielse efter Hungrvaka. Så følger stykket I. 12-21, ret ordret; men der er ingen grund til at anføre varianter derfra.
 
</blockquote>
 
</blockquote>
  
 
&nbsp;&nbsp; 3. á Gautlandi] I. 46-7 siger Are, at Gizurr var den næste vinter efter sin indvielse i Danmark og derefter siger Kristnis. det samme. Hvorledes så Gautland er at forstå, er ikke klart. Efter Hungrvaka rejste Gizurr først til Saxland og så til paven; denne sendte ham til erkebispen i Magdeburg og der blev han viet d. 4. sept. (1082); vinteren 1082-83 skulde han så have været i Götland-Danmark og være kommen til Island 1083. Götland må være Vestergötland; grunden til hans ophold der er ukendt. I Jónssaga siges Gizurr at have været en del af vinteren i Danmark, og en del af den i Götland; dette er vel kun en kontamination af bægge de benyttede kilder, men måske rigtigt.
 
&nbsp;&nbsp; 3. á Gautlandi] I. 46-7 siger Are, at Gizurr var den næste vinter efter sin indvielse i Danmark og derefter siger Kristnis. det samme. Hvorledes så Gautland er at forstå, er ikke klart. Efter Hungrvaka rejste Gizurr først til Saxland og så til paven; denne sendte ham til erkebispen i Magdeburg og der blev han viet d. 4. sept. (1082); vinteren 1082-83 skulde han så have været i Götland-Danmark og være kommen til Island 1083. Götland må være Vestergötland; grunden til hans ophold der er ukendt. I Jónssaga siges Gizurr at have været en del af vinteren i Danmark, og en del af den i Götland; dette er vel kun en kontamination af bægge de benyttede kilder, men måske rigtigt.
<br>&nbsp;&nbsp; ''3-4. En vas'' osv.] her må der sigtes til Gizurs Tysklandsophold. Det følgende ord rætt (sål. hds.) kan opfattes på to måder, dels som ''rætt'', dsv. 'opfattet i tale', dels som ''rétt'' (Konr. Gísl. Aarb. 1870 s. 130). Dette sidste mener jeg ikke er rigtigt, men at ''rætt'' bet. ''rǿtt''; K. Gíslason vil ikke anerkende en betydning 'udtale' i ''at ræða'', men det kan dog sikkert gengives således, hvad meningen angår. Navnet ''Gizurr'' var ukendt i Tyskland og så kaldte man - ikke Gizurr selv - ham med et tysk navn, som lignede det noget, og da var ''Gisfrid'' (som Gizurr har islandiseret til ''Gisrøðr'') det nærmest liggende; det er dette navn, Tyskerne bar givet ham og kaldt ham med; hans navn blev »talt«, således, at han blev kaldt G. Denne fremgangsmåde er så almenkendt fra alle tider, at der intet påfaldende er i at finde et eksempel derpå her. Den gamle opfattelse må sikkert opretholdes.
+
<br>&nbsp;&nbsp; ''3-4. En þá vas'' osv.] her må der sigtes til Gizurs Tysklandsophold. Det følgende ord rætt (sål. hds.) kan opfattes på to måder, dels som ''rætt'', dsv. 'opfattet i tale', dels som ''rétt'' (Konr. Gísl. Aarb. 1870 s. 130). Dette sidste mener jeg ikke er rigtigt, men at ''rætt'' bet. ''rǿtt''; K. Gíslason vil ikke anerkende en betydning 'udtale' i ''at ræða'', men det kan dog sikkert gengives således, hvad meningen angår. Navnet ''Gizurr'' var ukendt i Tyskland og så kaldte man - ikke Gizurr selv - ham med et tysk navn, som lignede det noget, og da var ''Gisfrid'' (som Gizurr har islandiseret til ''Gisrøðr'') det nærmest liggende; det er dette navn, Tyskerne har givet ham og kaldt ham med; hans navn blev »talt«, således, at han blev kaldt G. Denne fremgangsmåde er så almenkendt fra alle tider, at der intet påfaldende er i at finde et eksempel derpå her. Den gamle opfattelse må sikkert opretholdes.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''10. Þóraren-síþan''] dvs. hele lovsigemandsrækken - med undtagelse af den første, Hrafn - fra 950 til 1053.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''10. Þóraren-síþan''] dvs. hele lovsigemandsrækken - med undtagelse af den første, Hrafn - fra 950 til 1053.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''13-14. aller menn tölþo'' osv.] dette er snarest sket 1096; det er tiende - loven, der findes i Konungsbók af Grågåsen.
 
<br>&nbsp;&nbsp; ''13-14. aller menn tölþo'' osv.] dette er snarest sket 1096; det er tiende - loven, der findes i Konungsbók af Grågåsen.
Linje 624: Linje 626:
  
 
1. Tillæg I. Þetta es cyn byscopa Íslendiŋa oc ættartala.
 
1. Tillæg I. Þetta es cyn byscopa Íslendiŋa oc ættartala.
<br>2. [K]etilbiörn landnámsmaþr sá es bygþi suþr at Mosfelli eno øfra vas
+
<br>2. [K]etilbi&#491;rn landnámsmaþr sá es bygþi suþr at Mosfelli eno øfra vas
<br>3. faþer Teitz föþor Gizorar enns hvita föþor Ísleifs es fyrstr vas byscop i Scála-
+
<br>3. faþer Teitz f&#491;þor Gizorar e&#628;s hvita f&#491;þor Ísleifs es fyrstr vas byscop i Scála-
 
<br>4. hollti faþer Gizorar byskops.
 
<br>4. hollti faþer Gizorar byskops.
<br>5. [H]rollaugr lanndnámsmaþr sá es bygþi austr á Síþu á Breiþabolstaþ vas
+
<br>5. [H]rollaugr la&#628;dnámsmaþr sá es bygþi austr á Síþu á Breiþabolstaþ vas
<br>6. faþer özorar föþor Þórdisar móþor Halls á Siþo föþor Egils föþor Þorgerþar
+
<br>6. faþer &#490;zorar f&#491;þor Þórdisar móþor Halls á Siþo f&#491;þor Egils f&#491;þor Þorgerþar
<br>7. móþor Ióanns es fyrstr vas byscop at Hólom.
+
<br>7. móþor Ióa&#628;s es fyrstr vas byscop at Hólom.
<br>8. öþr landnámscona es bygþi vestr i Breiþafirþi í Hvammi vas móþer
+
<br>8. &#490;þr landnámscona es bygþi vestr i Breiþafirþi í Hvammi vas móþer
<br>9. Þorsteins enns rrauþa föþor Óleifs fæilans föþor Þórþar gelles föþor Þórhilldar
+
<br>9. Þorsteins e&#628;s &#640;auþa f&#491;þor Óleifs f&#281;ilans f&#491;þor Þórþar gelles f&#491;þor Þórhilldar
<br>10. rriúþu móþor Þórþar hesthöfþa föþor Carlsefnes föþor Snorra föþor Hall-
+
<br>10. &#640;iúþu móþor Þórþar hesth&#491;fþa f&#491;þor Carlsefnes f&#491;þor Snorra f&#491;þor Hall-
<br>11. fríþar móþor Þorlács es nú es byscop i Scálahollti næstr Gizori.
+
<br>11. fríþar móþor Þorlács es nú es byscop i Scálahollti n&#281;&#769;str Gizori.
<br>12. Helgi enn Magri lanndnámamaþr sá es bygþi norþr i Eyiafirþi í Cristnesi
+
<br>12. Helgi e&#628; &#1084;agri la&#628;dnámamaþr sá es bygþi norþr i Eyiafirþi í Cristnesi
<br>13. vas faþer Helgo móþor Einars föþor Eyiolrs Valgerþar sonar föþor Goþ-
+
<br>13. vas faþer Helgo móþor Einars f&#491;þor Eyiolrs Valgerþar sonar f&#491;þor Goþ-
<br>14. munndar föþor Eyiolfs föþor Þorsteins föþor Ketils es nú es byscoþ at Hólom
+
<br>14. mu&#628;dar f&#491;þor Eyiolfs f&#491;þor Þorsteins f&#491;þor Ketils es nú es byscoþ at Hólom
<br>15. næstr Ióanni.
+
<br>15. n&#281;str Ióa&#628;i.
  
 
<blockquote>
 
<blockquote>
Linje 646: Linje 648:
 
</blockquote>
 
</blockquote>
  
1. Tillæg II. Þesi ero nöfn laŋfeþga Ynngliŋa oc Breiþfirþiŋa.
+
1. Tillæg II. Þesi ero n&#491;fn laŋfeþga Y&#628;gliŋa oc Breiþfirþiŋa.
<br>2. [Y]ngvi Tyrkia conuŋr. ii. Niörþr Svia conuŋr. iii. Freyr. iiii. Fiölner
+
<br>2. [Y]ngvi Tyrkia conuŋr. ii. Ni&#491;rþr Svia conuŋr. iii. Freyr. iiii. Fi&#491;lner
<br>3. sá er dó at Friþfróþa. v. Svegþer. vi. Vanlandi. vii. Visburr. viii. Dómaldr.
+
<br>3. sá er dó at Friþfróþa. v. Svegþer. vi. Vanlandi. vii. Visbu&#640;. viii. Dómaldr.
<br>4. IX. Dómarr. x. Dygve. xi. Dagr. xii. Alrecr. xiii. Agne. xiiii. Yngvi. xv.
+
<br>4. IX. Dóma&#640;. x. Dygve. xi. Dagr. xii. Alrecr. xiii. Agne. xiiii. Yngvi. xv.
<br>5. Iorunndr. xvi. Aun enn gamli. xvii. Egill vendilcráca. xviii. Óttarr. xix. Aþísl
+
<br>5. Ioru&#628;dr. xvi. Aun enn gamli. xvii. Egill vendilcráca. xviii. Óttarr. xix. Aþísl
<br>6. at Uppsölom. xx. Eysteinn. xxi. Yngvarr. xxii. Brautönundr. xxiii. Ingialldr
+
<br>6. at Upps&#491;lom. xx. Eysteinn. xxi. Yngva&#640;. xxii. Braut&#491;nundr. xxiii. Ingialldr
<br>7. enn illráþi. xxiiii. Óláfr tretelgia. xxv. Halfdan hvitbeinn Upplendinga conuŋr.
+
<br>7. enn illráþi. xxiiii. Óláfr tretelgia. xxv. Halfdan hvitbei&#628; Upplendinga conuŋr.
 
<br>8. xxvi. Goþrøþr. xxvii. Ólafr. xxviii. Helgi. xxix. Iŋialldr dóttorsonr Sigurþar
 
<br>8. xxvi. Goþrøþr. xxvii. Ólafr. xxviii. Helgi. xxix. Iŋialldr dóttorsonr Sigurþar
<br>9. Ragnars sonar loþbrócar. xxx. Óleifr enn hviti. xxxi. Þorsteinn enn rrauþi.
+
<br>9. Ragnars sonar loþbrócar. xxx. Óleifr e&#628; hviti. xxxi. Þorstei&#628; enn &#640;auþi.
<br>10. xxxii. Óleifr fæilan es fyrstr bygþi þeira á Íslandi. xxxiii. Þórþr geller.
+
<br>10. xxxii. Óleifr f&#281;ilan es fyrstr bygþi þeira á Íslandi. xxxiii. Þórþr geller.
<br>11. xxxiiii. Eyiolfr es skírþr vas i eni sinni þá es cristni com á Ísland. xxxv.
+
<br>11. xxxiiii. Eyiolfr es skírþr vas i eni si&#628;i þá es cristni com á Ísland. xxxv.
<br>12. Þorkell. xxxvi. Geller faþer þeira Þorkels föþor Brannz oc þorgils föþor
+
<br>12. Þorkell. xxxvi. Geller faþer þeira Þorkels f&#491;þor Bra&#628;z oc þorgils f&#491;þor
 
<br>13. míns. en ec heitec Are.
 
<br>13. míns. en ec heitec Are.
  

Revisjonen fra 2. aug. 2019 kl. 08:09

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif


Are hinn Froðe Þorgilsson

Íslendingabók

Udgiven ved
FINNUR JÓNSSON

København 1930


Tekst med kommentar


1. [Í]slendiŋa bóc gørþa ec fyrst byscopom árum Þorláki oc Katli oc sýndac
2. bę́þi þeim oc Sę́mundi presti. En meþ þvi at þeim licaþi svá at hava eþa
3. þar viþr auka þá skrifaþa ec þesa of et sama far fyr útan áttartǫlo oc
4. conuŋa ę́vi oc iócc þvi er mér varþ síþan cuɴara oc nú er geʀ sagt á þesi
5. en á þeiʀi. En hvatki es misagt es i frǿþom þesom þá er scyllt at hava
6. þat helldr er saɴara reynisc.

1. -lennd-: -lend- A. - 2. Enn B. - 3. viþur A. áttar-: ættar- B (sikkert ur.). - 4. iócc: sål. AM; iöce A, ioce B. sidan A. - 5. misagt: sål. allerede de ældste udgaver; nusagt bægge. - 6. helldur A.

1. Íslendiŋa bóc] ordet bet. naturligvis en bog om Islændinger eller, som man også kunde sige, om Island. Af sammenhængen fremgår, at denne bog - den første - har haft dette navn. A. Heusler vil, at ordet skal bet. »En Islændingebog«, ikke »Islændingebogen«. Formelt er dette muligt, men der er ingen grund til at opfatte ordet således, og selv om man gør det, gør det næppe nogen realitetsforskel; derfor kunde den yngre bog godt have samme navn og med ikke mindre ret. Men når Are nu skriver således, er det naturligt, at han forudsætter, at hans bog var velkendt; han peger på den, og da er »Islændingebogen« det naturligste. En nutidsforfatter vilde måske snarest have skrevet »Min Islændingebog«.

   gørþa ec-Katli] det er ikke helt tydeligt, hvorledes disse ord er at forklare. Det nærmestliggende, især på grund af det følgende sýndac, er at forstå dem som hentydende til og beroende på en opfordring fra de to biskoppers side; som en egenlig dedikation kan de næppe være at opfatte.(1) Man kunde let tænke sig, at ved en eller anden lejlighed, da Are var sammen med dem, f. eks. på altinget -, er de kommen til at tale om Islands historie; at de har kendt Ares interesser - og samlinger til landets historie - kan man gå ud fra. Biskop Torlak var knyttet til Haukadal og fik der ialfald en del af sin uddannelse.(2) men senere end Are; dette var et tilknytningspunkt mellem ham og Are. Torlak var en lærd mand, der holdt skole på sit bispesæde, så at det ikke er mærkeligt at træffe ham i forbindelse med Are. Biskop Ketill var en anset gejstlig; om hans lærde studier vides dog intet. Bægge biskopper tillægges udfærdigelsen af den islandske Kristenret 1123.
   sýndac] »jeg viste den« - åbenbart for at afæske nævnte mænd deres dom om bogen; her tilföjes Sæmund frode, ikke som den, der har opfordret Are til at skrive, men som den, der på grund af sine historiske kundskaber egnede sig til at bedømme Ares værk. Sæmund havde selv skrevet en bog - på latin - om de norske kongers »liv« - således som det hedder i digtet Nóregs konunga tal - ned til og med Magnus d. gode; se herom F. Jónssons litteraturhistorie.
   2-3. En-auka] disse ord synes enkle og klare nok; ikke desto mindre har de været gjort til genstand for forskellig tolkning. Guðbr. Vigfússon mente i sin tid, et svá sigtede til den sidste skikkelse, vor Islb., (svá= »således som det er blevet«), men denne opfattelse er ganske uhjemlet, B. M. Ólsen drøfter 3 muligheder for forståelsen af dette ord: svá kunde omfatte alle de forandringer, som af forfatteren er foretagne i den tidligere tekst. »og dette vilde utvivlsomt stemme bedst med betydningen af svá«, men så vilde ordene eþa þar viþr auca være overflødige; dette er rigtigt. Eller kunde svá omfatte de forandringer alene, som ikke er fremhævede ved de nævnte ord. Denne opfattelse menes dog hverken sproglig eller logisk at kunne forsvares. Så er der den 3. mulighed, at svá kun omfatter rettelser, derimod hverken udeladelser eller tilföjelser. Denne opfattelse skulde falde sammen med G. Vigfússons. B. M. Ólsen kan ikke godkende den, men fremstiller selv en ny (fjerde) tolkning. Han mener, at svá hverken peger hen til den første eller den sidste redaktion i og for sig [dette er nu noget dunkelt], men, på grund af sætningernes indbyrdes korrespondance, til ordene: þa skrifaþa. ec þessa of et sama far fyr útan áttartölo oc conunga æve; han antager en brakylogisk fremstilling, således at ordene egenlig skulde lyde: En - hava, þá skrifaþa ec þessa of et sama far fyr útan áttartölo oc conunga æve, oc meþ því at þeim lícaþe þar viþr at auca þá jócc því osv. Han oversætter det hele således: »Men da det behagede dem at have det således, (dvs.: bogen uforandret - of et sama far - med udeladelse af visse afsnit), dels også at (jeg skulde) göre tilföjelser dertil (dvs.: til det tidligere arbejde), så skrev jeg denne (Islændingebog) angående det samme æmne uden (eller: med udeladelse, af) áttartala og conunga æve, og tilföjede, hvad jeg senere fik nærmere kundskab om, og hvorom der i denne (bog) findes udførligere oplysninger end i hin«. Efter dette skulde Are have udtrykt sig ret dunkelt.
   Imidlertid havde allerede Arne Magnússon (og senere Jón Sigurðsson og Jón Þorkelsson (3) gjort en anden opfattelse gældende. Arne siger (4): »og da den syntes dem for lidet meddelende om et og andet, så locupleterede han den, men bibeholdt den førstes metode«. I overensstemmelse hermed er hans latinske gengivelse: »Cumqve liber iste iis placeret aut augeri posse videretur, hunc de eadem materia conscripsi præter genealogias et regum vitas, adjeciqve illa osv.« (5) Det er klart, at Arne ingen vanskeligheder har set med at forstå ordene. Han lader svá åbenbart gå på den første bog i dens oprindelige skikkelse.
   Og dette er det eneste logiske og sproglig nærmest liggende. Det er mærkeligt, at G. Vigfússon og B. M. Ólsen ikke har villet forstå en så simpel sag og gjort det hele så indviklet. Fejlen er den, at det ikke er faldet dem ind, at Are selv kunde have fundet på at ændre noget i bogens form, men at alle de ændringer, der er foretagne, er gjort efter biskoppernes og Sæmunds råd. Når man ikke går ud fra dette, - og Are siger ingensteds, at det er så -, er sagen klar. De 3 mænd har alle udtrykt deres tilfredshed med bogen som den var, blot har de antydet, at noget kunde tilföjes. Det ligger i sagens natur, at vi nu ikke er i stand til at udpege disse tilföjelser. Nogen anden betydning for den yngre bogs form og indhold er man ikke berettiget til at tillægge dem. Jfr. det følgende.
   3. þá skrifaþa-far] her har ordet far voldt nogen vanskelighed. Arne oversatte dette med »(de eadem) materia« (se ovf.), men har et alternativ: »eadem methodo forsitan«. Det er kun disse to betydninger, det drejer sig om, men i grunden siger de det samme; om man skriver: »om samme æmne« eller »på samme måde« - bliver meningen den samme. Analoge udtryksmåder (f. eks. at fornu fari, at réttu fari o. fl.) synes sprogligt at tale for den sidste opfattelse, så at ordene kunde gengives: »med samme stof og samme ordning«.
   3-4. fyr útan-ævi] disse ord kan simpelthen ikke betyde andet end: »uden, dvs.: med undtagelse af, ættetal og kongers liv«. Det forudsættes altså, at disse to således betegnede æmner har stået i den første bog. Der står intet om (se ovf.), at det er på de 3 mænds råd, at disse æmner er udelukkede; de havde kun rådet til at have den første som den var, men med nogle tilföjelser. Det er Are selv, der med sin kritiske sans og sans for helheden er kommen til erkendelse af, at det var bedst at udskille disse æmner som mindre vedkommende en sammenhængende fremstilling om Island. (6) På den anden side er det overmåde let at tænke sig, at Are i sin første bog både skrev om Norge og Island, da deres historie havde så mange berøringspunkter; dette forhold er heller ikke helt udslettet i den yngre bog.
   Det store spörsmal er nu, hvad der skal forstås ved disse to ord: ættetal og kongers liv.
   Man kunde være fristet til at sige, at svar herpå er det umuligt at give. Det vilde dog være forhastet straks at opgive ævret: est qvadam prodire tenus, si non datur ultra lyder det gamle, gode ord.
   Arne Magnusson mente, at der sigtedes til Ares eget slægtregister bag ved bogen og den deri indeholdte kongerække, samt bispernes ættetal. Hertil har andre sluttet sig, hvorimod B. M. Ólsen har bestridt dette, og sikkert med rette. Han siger bl.a. (7): »Ordet áttartala kan i og for sig omfatte så mange slægtrækker, som det skal være, da det ifølge sin oprindelse og i henhold til den måde, hvorpå det bruges hos Are både i prologen og i overskriften til biskoppernes stamtavler, ikke egenlig betegner en slægtrække, men slægtopregning«. Hvad enten nu denne áttartala har været kortere eller længere (vidtløftigere), mener B. M. Ólsen, at Are deraf har gjort et særligt skrift, dvs.: Landnáma eller grundlaget for denne (jfr. ovf.).
   Hvad man nu her har at holde sig til, er de ovf. omtalte hentydninger i sagaerne til Are som hjemmelsmand for slægtrækker. Af dem er det klart, at det kun drejer sig om to hovedslægter syd og øst for Bredefjorden, nemlig Ketill flatnefs (Auðr den djupudges) og Torolf mostrarskeggs efterkommere, og Are hørte til dem bægge. Hvis det er rigtigt, hvad Hauksb.-Melab. meddeler, (8) at Brandr prior den frode har »mest optegnet Bredefjordingernes slægt« (kynslóð), så indskrænkes derved ret betydeligt, hvad der med nogen sandsynlighed kan tillægges Are. For en nøgtern betragtning må det synes rimeligst, at den nævnte áttartala kun er de to hovedfamiljers slægtregister i det omfang, Are kendte det, og han har vel kendt det tilbunds.(9) Han betegner sin egen slægt som »Bredefjordingerne«. Når det forholder sig så, og når Hauks ovf. omtalte »vidnesbyrd« vurderes på rette måde, nemlig som ganske værdiløst, bortfalder ethvert støttepunkt for B. M. Ólsens yndlingstanke, at Are skulde have forfattet en særlig Landnáma, hvilken tanke ikke støttes ved noget som helst virkelig pålideligt vidnesbyrd. Når Maurer tænker sig (i sin bog Island), at áttartala har været »stammtafeln der vornehmsten geschlechter« - uden at bestemme dette nöjere -, er det blot en gisning, eller, om man vil, en indrømmelse til forfægterne af Landnáma-teorien, uden at han egenlig udgiver det for at være sin opfattelse. I sin afhandling (i Germania XXXVI) erkender Maurer ikke, at B. M. Ólsen har tilvejebragt noget bevis for, at Are har skrevet en Landnámabók.
   I denne forbindelse må et sted i Sturlunga saga nævnes. Det findes i den sidste udgave I, 243-44. Det er kapitlet om Ketilbjörn, landnamsmanden, der bosatte sig på Mosfell. Ketilbjörns sön var Teitr, fader til Gizur hvide, fader til Jórunn, der var Sæmund frodes stammoder; Gizur hvides sön, biskop Ísleifr, nævnes i samme forbindelse. Derefter anføres et kapitel om Ísleif, der er lige skrevet ud af Íslb. Midt inde i det første stykke findes ordene: svá segir Teitr, »således siger (sagde) Teit«; dette er ganske Ares måde at anføre sine hjemmelsmænd på, og denne Teit er tilvisse ingen anden end hans fra Íslb. kendte ven og lærer, biskop Isleifs sön. Vi er altså utvivlsomt i Ares umiddelbare nærhed. Nu kan det huskes, at Are og Sæmund var nærbeslægtede, og at Teitr og Sæmund nedstammede fra to søskende (Gizurr hvíti og Jórunn). Det er således overmåde let at tænke sig, at Teits slægtregister har - gennem Sæmund - været knyttet til Ares eget, ovf. omtalte, slægtregister, så at der ingen grund er til at ty til Landnáma. Hvad der følger efter ordene: »Således siger Teit« skulde man ikke tro havde stået hos Are, undtagen den sidste sætning, der er ganske i Ares stil: »Fra Ketilbjörn og Helga stammer Mosfellsmændene«, jfr. kap. 2, hvor disse ord genfindes, hvorefter slægtregistret ned til og med Sæmund følger. Den derpå følgende notits om biskop Gizur med henvisning til Olaf den helliges (!) saga har intet med Are at gøre. Derpå kommer stykket fra Islb., hvortil tilbörligt hensyn senere skal tages.
   Det stykke, som her altså med nogen sandsynlighed kan henføres til Are, kan og må have stået i den første Íslb. og været en del af dens áttartala. Dets indhold hænger sammen med Ares eget ættetal, går i hvert fald ikke udover, hvad der kan forudsættes at have stået der. Endelig skal bemærkes, at der er nært slægtskab mellem hele dette stykke og tilsvarende fremstilling i Landnámabók: sagen er den, at det er denne, som er benyttet af Sturl.- stykkets forfatter, og Ares korte fremstilling er af denne kombineret dermed. (10)
   Conunga ævi er et ikke mindre omtvistet udtryk. Det er først ordet ævi, der må tages i betragtning. Are selv giver os ved sin brug af ordet ellers en velkommen vejledning til forståelse deraf. Han taler om »lovsigemændenes ævi« , der anføres i hans egen bog (10. kap.): det er klart, at han bruger ordet om lovsigemændenes funktionstid og dennes udstrækning (de år, de virkede som lovsigemænd). Dette har B. M. Ólsen rigtig set og hævdet. (11) Den samme brug findes åbenbart i Nóregs konunga tal, v. 40, hvor forf. siger: Intak svá ævi þeira (dvs.: de norske kongers »liv« til og med Magnus d. gode) sem Sæmundr sagði enn fróði. Det er regeringsårene, der menes. Jfr. Sigvats brug af ordet i Alfívu æfi (13,28). Det ligger således nærmest at tolke Ares Conunga ævi i overensstemmelse hermed og antage, at ordet betyder: rækkefølgen af de (norske) konger med angivelse af deres regerings år. Det følger af sig selv, at dertil kunde knyttes bemærkninger om de vigtigste begivenheder i deres liv eller deres vigtigste handlinger; og atter her kan der henvises til Ares egne bemærkninger om lovsigemændene; om de to første fortælles, hvor de var fra; om Skapte Toroddsson har han flere oplysninger (kap. 8); til Kolbeinn og Sigvatr Surtsson knytter han historiske begivenheder (kap. 9); jfr. hvad der meddeles om Markus og Bergþórr i kap. 10. Selv om nu ævi vi kan bruges således, er det selvfølgelig ikke udelukket, at samme forfatter kan bruge ordet i betydning 'liv, levetid'. Ser man nu på, hvad kilderne indeholder om Ares (ældre) bog eller hvad der mulig hidrører fra den (jfr. ovf.), kan først anføres, hvad Snorre siger i sin fortale om Are. Han siger: »han skrev i begyndelsen af sin bog [mærk enkelttallet] mest om Islands bebyggelse (byggð) og lovsætning, dernæst om lovsigemænd, hvor længe hver havde fremsagt (loven; jfr. ævi) og havde den årtælling først til det, at kristendommen kom til Island og siden lige ned til sine dage; dertil föjede han også mange historiske eksempler (dæmi; begivenheder), både konge-ævi i Norge og Danmark og ligeledes i England, eller (= og), andre store tidender, der var sket her i landet... Han skrev, som han selv siger, de norske kongers ævi efter Odd, sön af Kol, sön af Hallr fra Sidas fortælling, men Odd havde lært den af Torgeir avrådskol, den mand, der var kyndig og så gammel, at han bode i Nidarnæs, da Hakon jarl den mægtige blev dræbt« Så følger notitser om Ares liv og ophold i Haukadal, og om Hall og Teit, »han underviste Are præst og fortalte ham mange kundskaber, som Are siden nedskrev. Are lærte også mange kundskaber af Turid, Snorre godes datter« osv. Det er nu straks klart, at meget af, hvad der nævnes, svarer til, hvad der findes i vor Íslb., men også meget, der ikke findes der. Det er soleklart, at Snorre har haft den ældre bog og at denne har haft meget stof tilfælles med den yngre. »Islands bebyggelse og lovsætning« er åbenbart hvad der findes i kap. 1 og 2 (jfr. disse kapitlers overskrifter i indholdsfortegnelsen); disse har altså også stået i begyndelsen af den ældre. Når Snorre siger »dernæst« (om lovsigemænd), skal ikke dette indtryk forstås som om lovsigemændenes række stod i et kapitel for sig. Den har sikkert været ordnet ganske som i den yngre, og dette skimtes i Snorres udtryk. Dernæst følger den vigtige oplysning om konunga ævi. Dette udtryk må selvfølgelig opfattes som lögsögumanna ævi, dvs. kongernes regeringstid; ordet er sikkert lånt fra Are selv, rimeligvis fra den ældre bogs prolog, hvis indhold må have været noget forskelligt fra den yngres. I den har der mulig stået Oplysningen om Odd Kolsson som hjemmelsmand, men den kan også have stået et andet sted inde i bogen. Mærkelig er oplysningen om, at Are har anvendt »historiske eksempler«, konge-ævi fra Danmark og England. Sligt kendes ikke fra den yngre, medmindre Snorre - noget unöjagtigt - sigter til Ivar og kong Edmund i 1. kap. Men herom savnes oplysninger ellers. Ares oplysninger om sig selv har, kan man med sikkerhed slutte, selv om Snorre også har kendt den yngre bog, også stået i den ældre. Der har også Turid været nævnet (jfr. kap. 1). De »store tidender her i landet« svarer meget træffende til, hvad den yngre bog indeholder. Vi føres således til den bestemte antagelse, at den ældre bog i alt væsenligt har indeholdt samme stof som den yngre, foruden de to æmner, som Are udelod.
   Hvorledes svarer nu, hvad der henføres til Are i kilderne, til den formentlige betydning af conunga ævi? De citater fra Are og hentydninger til opgivelser af ham er foran anførte. Enhver uhildet må indrömme, at de passer som fod i hose til, hvad man kunde vænte anført vedrørende konunga ævi, naturligvis både i den ene og den anden - snævrere - betydning af ordet ævi. Det er indlysende, at ved hjælp af disse citater kan man ikke opbygge en teori om en særskilt »kongebog« af Are. Endnu mindre på de par usikre citater, der ovf. er nævnede og belyste.
   Man kan med nogenlunde sikkerhed antage, at Are til sin omtale af kongernes 'liv' har knyttet nævnelsen af de vigtigste begivenheder i deres historie (kampe og lign.), ganske som han til lovsigemændenes 'liv' föjer sådanne, når han fandt det for godt, således som det ovf. er anført.
   Et særligt æmne må her omtales.
   K. Maurer har, som bekendt i sin udførlige og grundige afhandling: Die Quellenzeugnisse osv. (1869), undersøgt et stykke om de gamle hedenske love og Ulfljot m. m., der findes i Hauksbók, Melabók, Þorsteins þáttr uxafóts og en bearbejdelse af Þórðar saga hreðu, omtrent enslydende i dem alle. Det er et meget interessant stykke og ret gammeldags i sin tone (hvor det ikke er moderniseret ved en vilkårlig behandling som i Melabók). Maurer har villet godtgöre, at det hidrører fra Ares Íslb. (den ældre), og da vel fra kap. 2. Der er dog straks den vanskelighed til stede, at Are ikke omtaler nogen udeladelse undt. áttartala og conunga ævi, men stykket kan ikke have hørt til noget af disse æmner. At (Are eller) hans rådgivere skulde have fundet stykket for hedensk og derfor ikke værd at opbevare eller gentage i den yngre bog, er lidet troligt. Hidrører stykket fra Are, er det således umuligt at udfinde en fornuftig grund til at det skulde være udeladt. Dette vender vi senere tilbage til.
   Der er iøvrigt to andre småting, som henføres til Are, men som ikke står i Íslb. Den ene er, som bemærket, angivelsen af, hvor mange skibe, der sejlede til Grönland med Erik d. røde; i Hauksb.-Melab. tillægges den Are (»vise mænd« i Sturlb.). Den anden er notitsen om landets sorg efter Gizurs død; se herom ovf.
   A. Heusler har gjort en ny og ejendommelig opfattelse af forholdet mellem de to bøger gældende. Han mener, at vor Íslb. er en udfyldning til den første, hovedsagelig »nachträge« dertil, samt, at der af disse »efterhåndstilföjelser« nogle er bleven optagne i den første. Allerede dette sidste er nu meget dristigt. Men hovedindvendingen mod denne antagelse er, at man ikke rigtig forstår , hvad den ældre bog da har indeholdt af Islands historie, eftersom det er og må være klart, at den yngre bog indeholder hovedbegivenheder deraf; hvorledes er det tænkeligt, at disse ikke har stået i den første? også strider denne opfattelse imod Ares egne ord (of et sama far). Den må derfor forkastes for ikke at tale om, at den er lidet rimelig i og for sig.
   En helt ny opfattelse er gjort af J. Schreiner i hans bog: Saga og oldfunn (Norske Akademis Skrifter II, hist.-filos. kl. 1927, nr. 4). Han vil konstatere en Konungabók af Are og mener at kunne påvise stykker, der beror på den. Han mener at måtte tolke Ares ord helt anderledes end det hidtil er gjort. Are har aldrig skrevet to Islændingebøger. Den bog, han først skrev, blev "refusert« af de mænd, han viste den til; han måtte "göre arbejdet om igen«, og da forøgede han den med áttartala og konunga ævi, men navnet blev bibeholdt(!). Men hvad så? Jo, »en senere afskriver har skåret bort Ares áttartala og conunga ævi, fordi disse partier ikke gik ind i fremstillingen som organiske bestanddele« - og således fremkom Konungabók (og Landnama ?). Denne nye opfattelse er i det foregående egenlig imødegået; her kan man ikke komme nærmere ind på den. Det vilde føre for vidt. Tiltrods for forf.s umiskendelige alvor i sit forsøg på at bevise sin opfattelse, er det mærkeligt at læse (s. 84) : "at det er Are, som har skrevet en Konungabók, er en hypotese«. Dette kommer ganske uvæntet; læseren måtte af det foregående få det indtryk, at sagen var afgjort, og forf. betragter senere - og i senere skrifter - sagen for afgjort, og ikke blot som en" hypotese«. Andet kan den aldrig blive og det endda en meget usandsynlig.

   Blot som kuriosum kan A. Bleys antagelse anføres. Han mener, at det var bispernes (og Sæmunds) tanke ved en ny (forkortet) udgave at få istand en skolebog i Islands historie for den opvoksende ungdom. Denne opfattelse behøver ingen gendrivelse.
   Resten af prologen behøver ingen tolkning.

1. [H]alfdan hvitbęiɴ Uppleɴdiŋa conuŋr sonr Óláfs trételgio Svia conuŋs
2. vas faþer Aysteins fretz fꜹþur Halfdanar ens millda oc ens matarilla fǫþor
3. Goþroþar veiþiconungs fǫþor Halfdanar ens svarta fǫþor Harallz ens hár-
4. fagra es fyrstr varþ þes kyns einn conuŋr at ǫllom Norvegi.

   Dette stykke står, som det af det følgende vil ses, udenfor den egenlige Íslb. Der er flere forskere, (12) der har udtalt, at det ved en uagtsomhed var gået over i den yngre Íslb. og var denne uvedkommende eller at det var en blot og bar afskrivertilföjelse. Heusler har udtalt, at da Are 3 andre steder (i k. 7, 8 og 9) har anført norske kongers forfædre, var denne Haralds genealogi overflødig. Men dette er misvisende og urigtigt. I kap. 7 anføres Olaf Tryggvasons slægtregister til Harald hårfagre, dette danner altså en fortsættelse af Haralds. Ganske det samme er tilfældet med de to andre (kong Olaf d. helliges og Haralds hårdrådes slægtregister). Man kunde således med fuld ret sige, at netop disse 3 slægtregistre forudsætter en redegørelse for Harald hårfagres slægt opad i tiden. Der kan næppe være tvivl om, at Are med velberåd hu har anbragt Haralds genealogi netop der, foran selve bogen. I kap. 1 nævnes han straks (i hans tid blev Island bebygget). Derfor mente Are, at der måtte gøres rede for den mand, der havde så stor betydning for Islands opdagelse og bebyggelse. Et tilsvarende stykke har utvivlsomt stået i den ældre bog. For såvidt kan det siges at være gået over i den yngre, men som sagt med velberåd hu og en bestemt hensigt.
   Der er iøvrigt ikke grund til at komme nærmere ind på dette stykke. Kun skal bemærkes, at Halfdan hvitbeinn betegnes ganske på samme måde i Ares egen genealogi, samt at Eysteins tilnavn findes ikke hos Snorre, men i Historia Norwegiæ, hvor det gengives ved »bumbus«. Endelig lægge man mærke til formen Nor-vegr uden - det senere sædvanlige - bortfald af v. Det minder om Nur-viak på den store Jællingesten. Formen er i det hele konstant hos Are.

1. Inn hoc codice continnenntur capitula.
2. [F]rá Islanz byɢþ I. frá laɴáms moɴom II. oc lagasetniŋ. frá alþiŋis
3. setniŋ III. frá miseris tali IIII. frá fiórþuŋa deilld V. frá Grǿnlaɴz bygþ VI.
4. frá þvi er crístni kom á Ísland VII. frá byscopom útlendom VIII. frá Ísleifi
5. byscopi IX. frá Gizori byscopi [x.].

   Overskriften: »I denne bog findes (følgende) kapitler« hidrører vel fra Are selv. Indholdsangivelsen svarer nöje til indholdet. Dens enkelte ord svarer jævnlig til tekstens: Frá Íslands byggðÍsland byggðisk (kap. 1); lagasetningþau vöru flest sett (kap. 2); alþingissetningAlþingi vas sett (kap. 3); misseristalhugðu tal i tveim misserum (kap. 4); Grænlands byggð...Grænland fannsk ok byggðisk (kap. 6); frá þvi es cristni com á ÍslandÓláfr...com (her transitivt) cristni...á Ísl. (kap. 7); frá byskupum útlendumnömn byskupa...útlendir (kap. 8); frá Ísleifi, Gizori, byskupi (kap. 9 og 10), jfr. begyndelsen til disse kapitler. Det er således kun indholdet af kap. 5, der ikke verbalt genlyder i indholdsangivelsen. - Som ovf. bemærket passer Snorres beskrivelse af bogens indhold ret godt, men den er ikke nöjagtig.

   Den slags indholdsangivelser er ellers ikke ukendte, og er anbragte efter fremmede forbilleder. Her ligger det nærmest at minde om, at foran Vigslóði i Staðarhólsbók findes en nöjagtig indholdsfortegnelse kapitel for kapitel, og Vigslóði var netop noget af det, der optegnedes 1117-18 - altså i Ares tid. Det samme er tilfældet med Festaþáttr og Landabrigðispáttr sst. Heraf tör man måske drage den slutning, at netop disse to afsnit hørte til Hafliðaskrá, at de var det eller noget af det, som Are betegner som »mart annat i lögum«.

1. Incipit libellus Islandorum.
2. I. [I]sland byɢþisc fyrst úr Norvegi á dǫgom Harallz ens hárfagra Half-
3. danar sonar ens svarta í þaɴ tíþ at ę́tlon oc tǫlo þeira Teitz fóstra míns
4. þes maɴz er ec kunna spacastan sonar Ísleifs byscops. oc Þorkels fꜹþor
5. bróþor míns Gellissonar er laŋt muɴþi fram oc Þóriþar Snorra dóttor
6. goþa es bę́þi vas margspǫc oc óliúgfróþ es Íwarr Ragnars sonr loþbrókar
7. lét drepa Eadmund enn helga Eŋla conuŋ. En þat vas DCCCLXX. epter burþ
8. Cristz at því es ritiþ es i sǫgo hans. Iŋolfr hét maþr nóræɴ es sannliga er
9. sagt at fǿre fyrst papan til Íslandz þá es Haralldr enn hárfagri var xvi.
10. vetra gamall. En i aɴat sinn fǫ́m vetrom siþarr. Haɴ bygþi suþr i Raykiar-
11. víc. þar er Iŋolfs höfþi kallaþr fyr ꜹstan Minþacs ayri sem hann kom
12. fyrst á land. en þar Iŋolfsfell fyr vestan Ǫlfoss ǫ́ es hann lagþi sína eigo á
13. síþan. Í þaɴ tíþ vas Ísland viþi vaxit á miþli fiallz oc fiöro. Þá váro hér
14. menɴ cristnir peir er Norþmenɴ kalla papa. En peir fóro síþan á brꜹt af
15. þvi at þeir villdo eigi vesa hér viþ hæiþna menɴ. oc léto epter bǿcr irscar
16. oc biǫllor oc bagla. af þvi mátti scilia at þeir váro menɴ irscer. En þá
17. varþ fǫr manna mikil mioc út hiŋat úr Norvege til þes uɴz conuŋreɴ Haralldr
18. baɴaþi af pví at honom þótti landauþɴ nema. þá sę́ttusc peir á þat at
19. hverr maþr scylldi giallda conuŋi v. aura sá er eigi vę́ri frá þvi sciliþr. oc
20. papan fǿri hiŋat. En svá er sagt at Haralldr vę́ri LXX. vetra conuŋr oc yrþi
21. átrǿþr. þau hafa upphǫf veriþ at gialldi pvi es nú er kallat laɴdaurar. en
22. þar gallzk stuɴdom meira en stuɴdom miɴa unz Óláfr eɴ digri gørþi scýrt
23. at hverr maþr scylldi giallda conuŋi halfa mǫrk. sá er fǿre á miþli Norvegs
24. oc Íslaɴz. nema conor. eþa peir menɴ es hann næmi frá. sva sagþi Þorkell
25. oss Gellissonr.

5. framm. B. - 8. Noren A. - Ordet sonr (sonar) er jævnlig forkortet.

Overskriften er som den foregående på latin, men det er umuligt at sige, hvorfor de er skrevne i dette sprog; der er vist ingen dybere mening deri. »Her slutter denne bog« i kap. 10 er derimod ikke på latin. Således som B. M. Ólsen vidtløftig begrundede det - hvad der egenlig kunde synes ret overflødigt -, er grænserne for den egenlige bog hermed fastslåede. Et andet spörsmål, er hvad libellus betyder. Det er jo diminutivum; man kunde være fristet til at tro, at Are havde valgt dette udtryk, fordi bogen - efter fjærnelsen af de to æmner - var faktisk mindre omfangsrig. På den anden side kalder han sit skrift for »bog« (slutn.), jfr. Íslendingabók. Mulig er libellus et beskedenhedsudtryk. Men da havde man væntet et ord som bæklingr, som forfatteren af Hungrvaka bruger om sit skrift; mulig har det ord endnu ikke eksisteret i Ares tid.

2. á dögom osv.] er som antydet en fortsættelse af det slægtregister, der står foran.
3. þann tiþ] brugen af tíð som mask. er altså så gammel; mulig er tið i denne forbindelse den oprindelige akkus. form af adjektivet (tíðr).
3. ætlon oc tölo] beregning og tælling, dvs.: af år.
6. margspöc oc óliugfróþ] her bruges spakr i samme betydn. som fróðr (således også om Teitr), måske her for ikke at gentage dette ord. - liúgfróðr bet. 'den, hvis kyndighed grunder sig på lögn, uefterrettelighed', altså: 'urigtig underrettet'. Fra og med at ætlon ' og hertil er en indskudssætning, det følgende es går på þann tíþ. Man lægge mærke til, hvorledes de 3 personer karakteriseres, hver på sin måde og ved en smuk afveksling.
   7. Eadmund] Edmund d. hellige var konge i øst-Angel og blev dræbt af vikinger 870, som det straks efter hedder. I Ragnarssonaþáttr(13) hedder det, at det var Ivars to halvbrødre, Yngvar og Husto (dvs.: Ubbe),(14) der efter lvars befaling »pinte« kong Jatmund og underkastede sig hans rige. Når Are siger, at Ivar lod Edmund dræbe, er det åbenbart det samme som Ragnsþ. udtrykker. Den »saga«, Are henviser til, anses for at være Passio S. Edmundi, som Abbo Floriacensis skrev o. 100 år senere og som findes trykt i Surius' helgenlivssamling under 20. novbr.(15)
   7. DCCCLXX] her mangler vetra i teksten, har vist været udeladt ved uagtsomhed i membranen, hvis ikke skriveren har villet have ordet indbefattet i det romerske tal.
   7-8. epter burþ Cristz] dette er Ares faste udtryk, der kommer to gange til, i kap. 7 og 10.
   9-10. xvi. vetra gamall] Harald hårfagres alder er jo ikke helt sikker. Are selv siger - senere i dette kapitel -, at han blev 80 år og var 70 år konge, dvs. 10 år gammel blev han konge; hermed stemmer Snorres angivelse i 1. kap. af sagaen om Harald. Dette har været fast overlevering. Der er al grund til at antage, at Are har betragtet 852 som Haralds fødselsår, som de fleste. annaler har (Ann. reg. har en anden beregning og sætter det til 848); 862 sættes hans regerings ophav i Resen., medens 3 andre annaler (vistnok ved fejltagelse) har 863. Hvis dette er rigtigt, skulde Harald efter Ares beregning være død 932. Hermed stemmer, hvad Are siger i slutn. af kap. 3, at landet var helt bebygget 60 år efter Edmunds død, dvs.: 930, og at dette var et eller to år för kong Haralds død. Når man opfatter dette »eller« som ligt med »eller rettere«, hvad det oftere synes at betyde, kommer man netop til 932 som Haralds dødsår efter Ares opfattelse. Herefter skulde så Ingolfr første gang have taget til Island i året 868 (16) - og anden gang, som det straks efter hedder, nogle få vintre senere. Det er beklageligt, at Are ikke har kunnet eller turdet udtrykke sig bestemtere herom. I de fleste annaler sættes Ingolfs bosættelse i Reykjarvik til 874 (ann. reg. 875), hvilket godt passer til det nævnte årstal (868). Hermed stemmer Landnámas angivelse (s. 5) : »Den sommer, Ingolfr sejlede ud for at bosætte sig i Island, havde kong Harald været 12 år konge i Norge; da var der gået...fra vor herres fødsel 874 år«. Theodricus (Hist. kap. 3) siger, at Ingolf »opsøgte, fandt og begyndte at bo« i Island i »omtr. det 10. år« af Haralds regering; da han sætter begyndelsen af hans regering til 858, passer denne tidsregning nöje til Ares (men Theodricus' udtryk er for summariske).
   10-11. Hann bygþi suþr i Raykiarvic] bygþi bet. her 'tog sig (endeligt) ophold, bolig'. suþr: dette udtryk vilde passe godt til Ares eget ophold på Snefjældsnæs (se foran s. II). Reykjarvik er altså den ældste form af dette navn, der senere er blevet til Reykja- ved at r er sløjfet i udtalen. Således skrives også i Landnáma (s. 7).(17) Navnet hidrører, som bekendt, fra de varme kilder noget øst for gården (byen).
   11. þar er osv.] hermed kan sammenlignes Landnámas udførlige fremstilling (s. 5 f.). Navnet Ingólfshöfði og Ingólfsfell eksisterer endnu(18) og er velkendte, hvorimod Minþakseyrr er forsvundet og glemt vistnok længe før Arne Magnussons dage.(19) Stedet var vistnok i den såkaldte Mýrdalr. Anledningen til navnet findes angivet i Landn. (s. 5-6); minnþak er et irsk ord (menadach(20)); det betyder æltet blanding af mel og smør; irske trælle lavede det, men så mugnede det og blev kastet overbord; det drev i land på en ør, som så blev opkaldt derefter. - ölfoss ö er den nuværende Ölfusá; den vest for den liggende egn kaldes Ölfus(-es). I kap. 7 nævnes ölfossvatn dvs.: det nuværende Þingvallavatn. Man har tidligere søgt at forklare dette navn ud fra et stednavn Álfsós (i Landn.),(21) men forklaringen er sproglig set höjst urimelig, for ikke at sige umulig. I hvert fald er det næsten utænkeligt, at navnet var blevet så stærkt ændret allerede i Ares tid. Ares navneform lader sig derimod let forklare, ordet er sammensat med al- og foss (a er omlydt på grund af den følgende labial i forbindelse med o); navnet betyder altså 'alle fossers, dvs.: de mange fossers elv'. Det passer fortrinlig til elven, efter at den er falden ud af søen (Þingvallavatn), hvor der er en mængde vandfald i det nuværende Sogið. Det er efter dem elven har fået sit navn (egl. ölfossa-á, a måtte bortfalde). Herefter har man navnet ölfosssveit; dette er blevet forkortet, så at ölfoss er blevet tilbage, og det er blevet neutrum; foss er på grund af mindre stærk betoning blevet -vus.
   12. es hann lagþi osv.] hermed betegnes østgrænsen for Ingolfs landnam, es = hvor, dvs.: hvorfra.
   13. i pann tíþ osv.] hermed stemmer beretninger i forskellige andre kilder, og der foreligger intet, der kan modbevise det her berettede; man må blot ikke tænke på andet end birk, rön og krat.(22)
   13. þá váro osv.] denne efterretning er sikkert fuldkommen historisk. Irske eneboere er i det 8. og 9. årh. nået op til sydøstkysten af Island og har opholdt sig der i kortere eller længere tid. Deres efterladenskaber, da de flygtede bort for de indvandrende Nordmænd, hvis færd de vist kendte fra deres hjemstavn, viste, hvem de var og hvorfra de var komne. De endnu bevarede stednavne er talende vidnesbyrd om deres ophold; ti derefter opkaldte landnamsmændene steder som Papafjörðr, Papóss, Papey, Papýli (dvs.: Papbyli), -- alle i Søndermulesyssel, Øster- og Vesterskaftafellssyssel.(23) Beretningen genfindes i Landn. (begynd.); her er Island identificeret med Bedas Thile (Thule). Man skimter tydelig Ares ord i Landn.: »En áðr Island byggðiz af Nóregi, váru þar þeir menn, er Norðmenn kalla papa: þeir váru menn kristnir, ok hyggja menn, at þeir væri vestan um haf, þvíat funduz eptir þeim bækr irskar, bjöllur ok baglar ok enn fleiri hlutir, þeir er af mátti skilja, at þeir váru Vestmenn; þat fanz i Papey austr ok i Papýli; er ok þess getit a bókum enskum, at i þann tima var farit milli landanna.« Det er klart heraf, at om noget sammentræf eller personligt samkvem mellem disse »paper« og de ankomne landnamsmænd har der ikke været tale; det er kun de efterladte genstande, der har vidnet om disse eneboeres tidligere ophold i landet. De er altså de første opdagere af Island, men deres opdagelse havde ingen praktiske følger. Som bekendt bekræftes denne beretning af, hvad munken Dicuil, der skrev et skrift: De mensura orbis terrre 825, meddeler. Han siger: »Der er nu 30 år siden nogle klerke (clerici), som fra 1. februar til 1. august opholdt sig på hin ø (dvs.: Thile), fortalte mig, at ikke blot ved sommersolhverv, men også i dagene deromkring bjærger solen sig om aftenen ligesom bagved en lille höj, således at der ikke bliver mörkt på endogså det mindste sted, men alt hvad man vil foretage sig, endogså at pille lus af sin skjorte, kan man göre som om solen skinnede; og dersom man havde befundet sig oppe på et höjt fjæld, vilde solen måske slet ikke have været skjult af dem«, og han tilföjer, hvad der er interessant nok: »ved en dags sejlas fra øen mod nord traf de på islagt hav« (congelatum mare)(24); det er havisen, de har set i året 795. Det er klart, at efter år 795 i den første halvdel af det 9. årh. har de antydede eneboere opholdt sig på Island, vist lokkede derhen af Dicuils hjemmelsmænd. Selve ordet papi, med kort a som den nuværende udtale af stednavnene viser, er vistnok kommet fra irsk popa(25) eller fra lavtysk pape.(26)
   18. af því at - nema] i disse ord ligger der en ret stærk overdrivelse. Det er dog vel ikke Ares særlige opfattelse der her kommer tilsyne, men en nedarvet antagelse; i hvert fald kan ordene umulig gælde hele Norge, men blot vestkysten, og det endda kun visse dele deraf.
   19. hverr maþr] hermed må vist menes enhver 'familjefader', men ikke enhver person, der var på skibet. Ganske vist ser man, at senere måtte enhver, der var ombord, betale landøre, men da var det hele forhold ændret.
   19. v. aura] her er det uklart, hvad der er underforstået, 'vadmel' eller 'sølv'. Er der tale om 5 øre, dvs.: lovøre (lögeyrir), bliver summen overmåde ringe, dvs.: 30 alen vadmel i det hele. Derfor er ordet silfrs at underforstå, og det vil blive bekræftet ved de senere forhold. Man hører 'landøre' flere gange omtalte i de følgende tider, men da er forholdet som sagt ændret. Nu var det ikke mere en afgift, man betalte, når man forlod Norge for at udvandre; udvandringen hørte jo faktisk op ved o. 925. Afgiften blev nu afkrævet enhver, der kom til Norge, som et slags havne- og vare-told; i og for sig passer også selve navnet bedre til en sådan afgift. Are siger heller ikke, at ordet brugtes i Harald hårfagres tid. Det er mulig yngre. I det 10. årh. høres aldrig noget om 'landøre'; det er først i Olaf d. helliges tid, at de omtales. Det skib, som Sigvatr skjald kom på til Norge, landede i Trondhjem; da nu Sven jarl skulde have halvdelen af alle indtægter nordenfjelds, tog han halvdelen af 'landørene' af skibsmandskabet; da så kong Olaf kom til Trondhjem, krævede han den anden halvdel (af dette synes man at kunne slutte, at denne afgift er ældre end jarle-styrelsen); skibsmandskabet vilde ugærne betale mere, og fik Sigvatr til at gå i forbön hos kongen, hvad han også gjorde; »nu beder jeg om eftergivelse af skind« (feldar) siger han (i et vers); afgiften betaltes altså i skind (varer). Vistnok 1018 rejste Hjalte Skeggjason til Norge og derfra til Sverrig - ifg. en underfundig aftale med Olaf d. hellige. Da han kom til Olaf d. svenske, sagde han, at han bragte ham som Norges retmæssige hersker landøreafgiften for sig og sine skibsfæller, og det var 10 mark sølv - det er vist meningen, at der var 20 skibsfæller ialt, ½ mark for hver, jfr. nedenfor - Kong Olaf var så ædelmodig at skænke ham landørene.(27) Nogle år efter dette blev en kontrakt oprettet mellem kong Olaf d. hellige og Islænderne; der findes trykt f. eks. i Dipl. Isl. I, 65-6; det er den, Are åbenbart sigter til i det følgende. Her hedder det i § 3: »Islændere skal ingen afgift betale i Norge undtagen landøre, ej heller nogen til opsynsmænd i købingen. Frelsfødte mænd - der besidder fuld ret (dvs.: til bøder) -skal som landøre betale 6 felder (skind; jtr. Sigvats vers) og 6 alen vadmel eller en halv mark sølv. Da forfalder afgiften, når man er kommen til ankerleje eller landtove« I § 12 nævnes nogle tilfælde, hvor Islændere ikke behøvede at betale denne afgift. Ved denne kontrakt var altså sagen ordnet for fremtiden. Istedenfor Harald hårfagres bortrejseafgift af 5 øre var der nu kommen en indrejseafgift af 4 øre sølv pro persona. Dette bekræfter, at Ares 5 øre er 5 øre sølv. De 4 øre sølv er lig med 16 lovøre eller 96 alen vadmel. Blandt Sven Alfivassons trykkende bestemmelser var den, at enhver, der rejste fra Norge til Island - hvad enten han var norsk eller islandsk - skulde betale landøre. Dette er således en genoptagelse af Harald hårfagres bestemmelse, hvad enten der er en historisk forbindelse eller ej(28); den var ny for alle Nordmænd (norske købmænd), der foretog handelsrejser, og for Islændere blev afgiften nu dobbelt. Disse hårde bestemmelser har næppe holdt sig, som nogle andre, til Sigurd jorsalafarers tid.(29) Det ser ud til, at denne bortrejseafgift har holdt sig til noget ind i Magnus d. godes tid ifg. fortællingen om Torstein Siduhallsson.(30) Torstein rejste til Dublin uden kongens tilladelse og uden at betale landøre, som kongens skatmester havde krævet. Her synes virkelig at være tale om bortrejseafgift, altså i henhold til Svens lov. Endnu en mærkelig oplysning haves om landøre. På sin udenlandsrejse 1202 kom bispeæmnet Gudmund Arason til Syderøerne; da kom kongens (den syderøske kong Olafs) sysselmand til skibet og krævede landøre, »i henhold til Syderøingernes lov«, »20 hundrede vadmel, ti der var 20 islandske mænd på skibet«. »De vilde ikke betale, ti de vidste, at de skulde betale lige så meget, når de kom til Norge«; de slap med at betale halvdelen. Dette er meget interessant. 100, dvs.: 120, alen vadmel, er netop 20 lovøre og 20 lovøre er netop 5 øre sølv; dvs. det er akkurat den samme sum, som Harald krævede og Are nævner. Der er mulig historisk sammenhæng heri.
   Om landøreeftergivelse for dem, der deltog i hærtog, henvises til Gulþ.l. § 148 og Frostatingsl. XVI, 1.
   Endelig gjorde den »gamle pagt« mellem Islænderne og kong Hakon 1262 ende på denne afgift; »landøre skal eftergives« (dvs.: ophøre) hedder det i en af paragraferne.
   20. Ens svá er sagt osv.] denne sætning har vakt anstød; den kommer tilsyneladende ret umotiveret, midt i en bestemt sammenhæng, som den ikke synes at have noget at göre med. Det er i virkeligheden ret vanskeligt at forstå den her. På den anden side vægrer man sig ved at tro, at den ikke hidrører fra Are selv. Den er vistnok at forstå som en afslutning på alt det foregående, som et sidestykke til de to tidsbestemmelser, der indeholdes i bemærkningerne om Harald. Alt det foregående foregik i hans tid, og hvor lang denne var, får man en forestilling om ved denne bemærkning. Det følgende falder efter hans tid og er en historisk tillægsbemærkning om det, der er omtalt lige för. Således forstået er sætningen, kan man sige, velbegrundet.
   Ser man nu på dette 1. kapitel, vil det vise sig at være vel ordnet. Det falder i følgende afsnit. 1, Islands bebyggelse og tiden derfor l. 1-8. 2, Den første landnamsmand, Ingolfr, 1. 8-13. 3, Beskrivelse af landet I. 13. 4, Tidligere (irske) beboere 1. 13-16; dette som etslags tillægsbemærkning. 5, Udvandringen, dens omfang og deraf følgende konflikt I. 16-20. 6, Dens udstrækning i tid, angivet ved Haralds levetid, 1. 20-21. 7, Slutningsoplysning om landøre, et vigtig forhold, der i den følgende tid spillede en ikke ringe rolle i forholdet mellem Island og Norge.

1. [H]rollaugr sonr Rꜹgvallz iarls á Mǿre bygþi austr á Síþu. þaþan
2. ero Siþumenɴ komner.
3. Ketilbiǫrɴ Ketils sonr maþr nórǿɴ bygþi suþr at Mosfelli eno øfra.
4. þaþan ero Mosfelliŋar comner.
5. Ǫþr dótter Ketils flatnefs hersis nórǿns bygþi vestr i Bręiþafirþi. þaþan
6. ero Bręiþfirþiŋar comner.
7. Helgi enn мagri norǿɴ sonr Eyvindar austmaɴz byɢþi norþr i Eyiafirþi.
8. þaþan ero Eyfirþiŋar comner.
9. En þá es Ísland vas víþa byɢt orþit. þá hafþi maþr astrǿɴ fyrst lǫg
10. út hiŋat úr Norvegi sá er Ulfliótr hét. Svá sagþi Teitr oss. oc váro þá
11. Ultliótz lǫg kǫlloþ. Haɴ var faþer Guɴars er Diuþdǿler ero comner frá i
12. Eyiafirþi. En þav váro flest sett at þvi sem þá váro Golaþiŋs lǫg eþa ráþ
13. Þorleifs ens spaca Hǫrþacárasonar váro til hvar viþ scylldi avca eþa af
14. nema eþa aɴaɴ veg setia. Ulfliótr var austr i Lóni. En svá er sagt at Grímr
15. geitscor vę́ri fóstbróþer haɴs sá er kaɴaþi Ísland alt at ráþi haɴs áþr
16. alpiŋi vę́ri átt. en honom fecc hverr maþr pening til á landi hér. en hann
17. gaf fé þat síþan til hofa.

3. -felle B; -felli A. -4. Mosfill- A. -11. diuff- AB.

I tilslutning til første kapitel nævnes her først 4 landnamsmænd, en fra hver fjærding af landet. Af disse tilhører de 3, Hrollaugr, öþr [Auðr] og Helge, de ældste landnamsmænd, der kom til ganske ubebygget land og kunde tage i besiddelse så store strækninger, som de vilde. Grunden til, at netop disse landnamsmænd nævnes (og ikke f. eks. Ketil höng eller Skallagrim eller Ingimund d. gamle), må vistnok søges i det slægtskabsforhold, der var mellem Are selv og Hrollaugr og öþr; Helge d. magre frembød sig så at sige af selv på grund af sin höje byrd. Når Ketilbjörn vælges som repræsentant for Sydlandet, må grunden dertil utvivlsomt søges, ikke blot i slægtens betydning, men også i Ares eget forhold til den. Endnu en - og måske ikke den ringeste - grund for Are til at vælge disse landnamsmænd var, at de blev stamfædre til de første islandske biskopper, jfr. det første tillæg til bogen.
   Disse 4 småstykker er alle byggede nöjagtig ens: navn - fadernavn - antydning af hjemstavn (á Mæri er sidestykke til de andres (maþr, hersir, nórænn) - bolig -efterkommere ved en fællesbetegnelse. Dette sidste minder om den måde, hvorpå Kolskeggr har formet sine meddelelser om Østlandets landnamsmænd.
   1. Hrollaugr osv.] Se om ham Landn. s. 141. Siða har i oldtiden haft större udstrækning end senere og nutildags; jfr. herom Kålund, Isl. beskr. II, 312; hele Hrollaugs landnam har været indbefattet i den.
   3. Mosfell et øfra] i Grimsnes; »det øvre« anses for at betegne en modsætning til Mosfell i Mosfellssveit; det er dog et höjst mærkeligt tilfælde, da afstanden er så stor som den er; man væntede, at der ikke så langt fra dette Mosfell havde været et andet, et neðra, men et sådant er ukendt.
   5. Öþr] således skrives navnet også i Till. I, men Ö er vist kun en betegnelse for Au, og mulig har der stået et tegn for dette i originalen, som Jón Erlendsson har misforstået. I de øvrige kilder findes navnet skrevet Auðr eller Unnr, Uðr.(31) Der er vist ingen tvivl om, at Auðr er den ægte navneform, og at alle de andre former(32) er forvanskninger deraf.

   9. maþr astrǿnn] Ulfljotr er sikkert kommen til Island i en fremrykket alder. Han skulde være født o. 865, eftersom han siges at have været 60 år (en kilde 55) gammel, da han rejste til Norge for at skabe love for Island. Han er vist først kommet til Island noget efter 900; om ham se iøvrigt Landn. s. 139. Ulfljot må have været bleven velkendt blandt de andre hövdinger, siden det blev ham, der blev valgt til denne vigtige rejse. Andre grunde har der også været, nemlig at man vidste, at han var nærbeslægtet (søstersön(33)) med Torleif den spake, »den lovkyndige«, og at de fleste af landnamsmændene var fra det vestlige Norge, netop der, hvor Torleif havde hjemme.
   11. Hann var osv.] denne bemærkning har man fundet noget mærkelig på dette sted, men den er vel blot et udslag af en tilbøjelighed til at gøre nærmere rede for personen ved at angive hans efterkommere ligesom i redegørelsen for landnamsmændene. Der er vist ingen grund til at mistænkeliggøre dens oprindelighed. I Þórðars. hreðu nævnes også Gunnarr i forbindelse med det vigtige afsnit om Ulfljotsloven, der formenes at hidrøre fra den ældre Íslb.
   12. Golaþiŋs lög] om Golaþing haves efterretning i Egilssaga (kap. 56) i Erik blodøkses tid (933-34). Derefter skulde Gulatingslagen bestå af de 3 vestlandske hovedfylker: Firdafylke, Sogn og Hördaland. Tinget holdtes på øen Gula (Guløy) lidt syd for mundingen af Sognefjorden. Om stedet kan henvises til O. Midtbö i Maal o. M. 1918 og 1920 og G. Indrebö i Syn og Segn 1917. Det er denne samme lov, der er bleven revideret af kong Hakon d. gode i forbindelse med den samme Torleiv spake (34) vel en 10-15 år efter Ulfljots samråd med Torleiv.
   13. Þorleifs ens spaca] denne mand må betragtes som en fuldtud historisk person. Han havde en dattersön af samme navn og tilnavn i Olaf Tryggvasons tid.(35) Men mulig er ikke alt historisk, hvad der meddeles om ham.
   14. Ulfliótr-Lóni] se Landn. (s. 139); han købte Lónlandene af Þórðr skeggi, der havde bot der i 10 år, men flyttede derfra, da han fik efterretning om ilanddrivningen af hans höjsædesstøtter.
   14. Grímr geitscor] er ellers ganske ukendt. Hans tilnavn skrives - scor, der både kan læses som skor, skór og skör. 'Gedekløft' er lidet sandsynligt i og for sig; 'gedesko' er ellers ukendt i islandsk, men i norske dialekter (f. eks. i Sogn) findes et geitskor som navn på dueurten, epilobium angustifolium (Aasen). Det kunde være dette, som er anvendt til tilnavn. Rimeligst forekommer det dog at være, at ordet skal læses som -skör 'gedehår'. Meddelelsen om Grímr har altid været forstået således, som om det var ham, der havde fundet stedet nord for (Tingvalla-)søen og bestemt det til at være den fremtidige tingplads. Herom siger Are dog i virkeligheden ikke et ord, men blot at han havde Undersøgt landet. Imod den gængse opfattelse strider egenlig Ares oplysning i det næste kapitel; efter denne er stedet blevet valgt på grund af det tilfældige, at det var blevet konfiskeret ifølge en dom (vist fældet på Kjalarnæs-ting), altså var det på en måde herreløst land og derfor kunde det gøres til den »statsejendom«, det blev. Derefter skulde Grímr aldeles ikke være den, der havde valgt stedet. Om bægge dele kan forliges, synes mere end tvivlsomt.
   16. pening] hermed menes vist den mindste kendte penge-enhed, ifg. Grågåsen 1/10 af en eyrir, vistnok en lögeyrir, (6 alen vadmel). Det har sikkert ikke været en helt ringe sum, selv om hverr maðr kun betegner hverr bóndi. Om fordelingen af summen vides intet.
   Ulfljotsloven, Ulfljótslög, var det naturligt at kalde disse ældste islandske love. Om deres udstrækning og indhold vides nu intet bestemt. I det bekendte afsnit, der findes i Hauksb., Melab., Þorsteins þ. uxafóts og Þórðars hreðu findes den oplysning, at begyndelsen til »de hedenske love« var, »at man ikke måtte sejle til landet med gabende hoveder eller oplukkede gab [dvs.: på dyre- og dragehovederne] så at landvætterne forskrækkedes derved«. (Þórðars.; omtr. det samme i de andre kilder). Den oprindelige lov er i tidens løb blevet ændret meget betydeligt, ikke mindst ved og på grund af kristendommens indførelse. Det er nu umuligt at sige, hvor meget der var tilbage af den oprindelige lov, da de isl. love første gang blev optegnede (Hafliðaskrá).
   Endelig bemærkes, at Ulfljot siges at have været 3 år udenlands og i et par annaler, at han »kom med love til Island« 927, (i et par henføres dette til 928); hvis dette er rigtigt, måtte Ulfljot have været i Norge 924-27; de følgende år (928-29) må så tænkes at være gået med til samråd med de andre islandske hövdinger, som havde været med til at sende Ulfljot til Norge. To år er dog en ret rigelig tid dertil. Det er stor skade, at man intet ved om de forhandlinger, der må være førte mellem de islandske hövdinger i årene 928-29, ti det er klart, at alt må have været tilrettelagt för sommeren 930, da det første altingsmøde holdtes og den første lovsigemand begyndte sin virksomhed. Alt dette er ikke blevet til på engang fuldt færdigt som en Athena.

1. III. [A]lþiŋi vas sett at ráþi Ulfliótz oc allra laɴzmaɴa þar er nú es.
2. En áþr vas þiŋ á Kialarnesi þat es Þorsteiɴ Iŋolfsonr lannáma mannz faþer
3. Þorkels мána lǫgsǫgo manns hafþi þar oc hǫfþiŋiar þeir es at því hurfu.
4. En maþr hafþi secr orþit of þrę́ls morþ eþa leysiŋs sá er land átti i Blá-
5. scógom hann es nefndr Þórer croppinskeggi. En dóttor sonr hans es callaþr
6. Þorvalldr croppinskeggi. sá es fór siþan i Austfiǫrþo oc brenndi þar inni
7. Guɴar bróþor sinn. Svá sagþi Hallr Órœkiosonr. En sá hét Kolr es myrþr
8. vas. Viþ hann es keɴd geá sú es þar es kǫlloþ siþan Cols geá sem hrę́en
9. fuɴdusc. Land þat varþ siþan allz heriar fé. En þat lǫgþo laɴdz menɴ til
10. alþiŋis nayzlo. Af þvi es þar almeɴniŋ at viþa til alþiŋis i scógom. oc á
11. hæiþom hagi til hrossa hafnar. þat sagþi Ulfheþiɴ oss. svá hava oc spacer
12. menɴ sagt at á lx. vetra yrþi Ísland albygt, svá at eigi vę́ri meiʀ siþan.
13. Því nær tók Hramɴ lǫgsǫgo Hrœngssonr laɴáma mansz. Nę́str Ulflióti oc
14. hafþi xx. sumor. Hann var ýr Raŋár hverfi. þat var lx. vetrum epter dráp
15. Eadmundar conuŋs. vetri eþa tveim áþr Haralldr en hárfagri yrþi dꜹþr
16. at tǫlo spacra maɴa. Þórareɴ Raga bróþer sonr Óleifs hialta tóc lǫgsǫgo
17. nę́str Hramni. oc hafþi ǫnnor xx. haɴ vas borgfirþcr.

2. mannz A. - 6. ínne B. - 9. síþan B; mgl. A. -14. vetrum vist fejl f. vetra. - 17. -firþer AB; c læst som e (AM).

   1. Alþiŋi] navnet har sikkert fra begyndelsen af været bestemt, for derigennem at betone, at tinget skulde være for hele landets befolkning. Det er dog næppe originalt på Island. Således nævnes alþingi i Herjedalen.(36) Det findes også - ganske vist meget senere - brugt om Færingernes ting(37) og om et norsk lagting.(38) Endvidere brugtes det i Gotland: Gutnalþing.(39) Men ingen steder har navnet holdt sig eller været almindeligt undt. på Island.
   at ráþi] omfatter ikke blot råd eller en beslutning, men også den deraf følgende handling (udførelsen).
   allra lannzmanna] naturligvis hövdingernes og de mere betydelige bønders: jfr. hverr maþr (II, 16).
   þar es nu es] dette betegner altså, at altinget fra første færd afholdtes på þingvöllr. Om Are med denne bemærkning skulde hentyde til, at tinget nogensinde er holdt et andet sted er, skönt ikke umuligt, dog ret urimeligt. Der foreligger nemlig en efterretning i Hænsaþórissaga,(40) der lyder: »men tinget holdtes da under Ármannsfell«. Sagaen hører, som bekendt, ikke til de mest pålidelige. Men bortset derfra er det et stort spörsmål, om sagaens ord siger noget som helst andet end at tinget holdtes på Þingvöllr. Tingpladsen er nemlig så nær ved (sydfor) Ármannsfell, at udtrykket, i alt fald i store dele af landet, godt kunde være brugt.(41) Det er kun ordet »da«, som kunde synes at være unaturligt eller ubehændigt, da det dog synes at måtte indeholde et eller andet modsætningsforhold. Sagaens forf. kan tænkes at have set dette udtryk og trot, at det betød en anden tingplads; da er hans udtryk forståeligt. Muligt er det, som prof. Ó. Lárusson har peget på (i Árbók hins isl. fornleifafjel. 1925-26 s. 12), at bemærkningen i sagaen gælder stedet for fjærdingstingets afholdelse, og at forfatteren, af uvidenhed, har sammenblandet det med altinget. Efterretningen har vist ingen historisk værd. Ares ord betyder ikke andet end »hvor det nu er og altid har været«.
   2-3. En aþr vas osv.] dette særting på Kjalarnæs er ellers ukendt. At det holdtes der - og ikke f. eks. i Reykjarvik - kommer rimeligvis deraf, at der var bebyggelsen tættest (omkring Reykjarvik var der endnu ingen bebyggelse); dertil har sikkert folk fra det nuværende Mosfellssveit, mulig også fra Kjós, søgt. Her var flere hövdinger - landnamsmænd og deres sönner -; Helgi bjóla tog en stor del af Kjalarnes i besiddelse og bode på Hof (han blev stamfader til biskop Jón Ögmundsson); Ørlyg tog en anden del af Kjalarnes og bode på Esjuberg; hans sön Valþjófr bosatte sig netop i Kjós; Þórðr skeggi, som først havde bot i Lón og af hvem Ulfljot købte landet, bosatte sig senere i Mosfelssveit; Hallr goðlauss bosatte sig nord for ham. Det er disse eller disses sönner, som Are betegner som »de hövdinger, der sluttede sig dertil«. I Kjallnesingas. siges Helge at have været gift med Ingolfs datter, Þórny. I Landn.(42) står det samme som hos Are om Torstein; det er åbenbart hæntet fra Are. Derfra hidrører også hvad der berettes bagved Melabók(43): »Torstein Ingolfsson lod først af alle sætte ting på Kjalarnes, för altinget blev oprettet, efter samråd med Helge bjóla og Ørlyg på Esjuberg og andre vise mænd, og derfor følger endnu indvielsen af altinget med det godord«.(44) Hvor dette ting har været holdt siges ikke, naturligst er det at tænke sig, at det har været holdt på eller i nærheden af Hof, der ganske vist ligger meget vestlig på næsset, men det kunde ikke spille nogen rolle.
   Foruden dette ting, om hvis skæbne senere intet vides, havde man også et andet særting, på Torsnæs, hvorom der fortælles i Eyrbyggja.
   Disse ting har uden tvivl været indrettede efter norske ting. På Kjalarnesting er den straks efter nævnte Þórir bleven dömt. For så vidt er der en forbindelse mellem kapitlets begyndelse og fortsættelsen.
   4. secr orþit] »dömt fredløs«; dvs. dömt til at forlade sin hjembygd (heraðsekr), han er rimeligvis draget til østfjordene, eftersom hans dattersön bode der.
   4. sá er osv.] sá går på maþr, men ikke þræls. Blascógar og det fra andre kilder kendte deraf afledede navn Bláskógaheiðr er nu ukendte navne. Men der er ingen tvivl om, at således kaldtes de höjere liggende skovbevoksede hede-egne nord og vest for Tingvalla-sænkningen, navnet er såre betegnende på grund af det dunkle »blågrönne birkekrat, der her er spredt over den mörke grund«.(45)
   5. þórer croppinskeggi] er ellers ukendt ligesom hans straks efter nævnte dattersönner. Den ene af disse, Þorvaldr croppinsceggi, kunde være den samme som den, der nævnes i Njála kap. 145; han faldt i Tingvallaslaget 1011 og karakteriseres som hit mesta illmeni; han tilhørte Floses skare men denne bestod for en stor del af mænd fra Østlandet. Han har slægtet sin bedstefar på. Torvald må ganske vist have været til års ved den tid, men der er intet til hinder for, at han er identisk med Ares.(46)
   8. Colsgeá] dette navn kendes nu ikke.(47) Efter Arni Magnússon anføres den oplysning, at denne kløft har været syd for de såkaldte Leirur nord for selve Tingsletten; Sig. Vigfússon mener, at det kunde være den senere såkaldte Leiragjá.
   hræen] er velkendt i plur. om et lig.
   10. alþiŋis nayzlo] »brug for altinget«, dvs. for de besøgende, og da til bægge de ting, som straks efter nævnes.
   12. lx. vetra] hermed menes år 930, hvilket bliver klart ved den følgende bestemmelse ved hjælp af Edmunds død 870; da blev Hrafn lovsigemand.
   12. albygt] ved altingets og »fristatens« oprettelse har man altså ment, at landet var faktisk fuldtud taget i besiddelse rundt om. Herimod taler ikke, at der senere kom enkelte indvandrere fra Norge, der da fik land enten som gave eller for penge.
   15. vetri eþa tveim] se herom foran s. 10.

1. IV. [Þ]at vas oc þá es ener spǫcosto menɴ á laɴde hér hǫfþo talit i
2. tveim misserom fióra daga eɴs fiórþa huɴdraþs. þat verþa vicur ii. eɴs sétta
3. tegar en mónoþr XII. þritøgnáttar oc dagar iiii. umbfram. þá mercþo þeir
4. at sólargangi at sumaret munaþi aptr til vársens en þat cuɴne eŋi segia
5. þeim at degi einom vas fleira en heilom vicom gegɴdi i tveim misserom oc
6. þat olli. En maþr het Þorsteiɴ surtr haɴ vas breiþfirþscr sonr Hallstęins
7. Þórolpssonar мorstrarsceggia laɴdnáma maɴs oc Óscar Þorsteins dóttor
8. ens rauþa. Haɴ draymþi þat at hann hygþisc vesa at lǫgbergi þá es þar
9. var fiǫlment oc vaca en hann hugþi alla menn aþra sofa. en siþan
10. hugþisc hann sofna. en hann hugþi þá alla aþra vacna. þaɴ draum réþ
11. Ósýfr Helgasonr móþor faþer Gellis Þorkelssonar svá at aller menn myɴdi
12. þagna viþ meþan hann męllti at lǫgbergi. en síþan es hann þagnaþi at þá
13. myndi aller þat róma es hann hefþi mę́llt. En þeir váro báþer spaker
14. menn miǫc. En síþan es menɴ qvómo til þiŋs þá leitaþi hann þess ráþs
15. at lǫgbergi at et siaunda hvert sumar scylldi auka vicu oc freista hvé þá
16. hlýddi. En svá sem Ósýfr réþ draumenn þá vǫcnoþo aller meɴ viþ þat
17. vel. oc vas þá þat þegar í lǫg leitt at ráþi Þorkels мána oc annarra spacra
18. manna. At rétto tali ero í hverio áre v. dagar eɴs fiórþa hundraþs ef eigi,
19. es hlaupár en þá einom fleira. en at ǫ́ro tali verþa iiii. En þá es. aycsc at
20. ǫ́ro tali et siꜹnda hvert at vico en øngo at hinu þá verþa vii. ǫ́r saman
21. iamɴ lǫŋ at hvǫ́rotveggia. En ef hlaupǫ́r verþa ii. á miþli þeira es aka scal
22. þá þarf ꜹca et sétta.

1. [Þ]at: [T]hat AB. lannde: lanndi A. talit: taliþ A. - 4. sumar et AB. - 6. Enn A. -7. mostrar- B. - 9. alla: menn tf. B. - 12. þagna viþ: Arne Magn.; þegn varþ AB. - 18. ero: ul. AB. hunþ- AB.
   Afskrift af dette kapitel findes i det gamle hds. 1812,4° i gml. kgl. saml. i Det kgl. Bibliotek.(48) Afvigelser, der findes deri, er følgende: 1. Þat-es: ul. lannde hér: Íslandi. höfþo talit: hugþo tal. - 2. fióra-hunndraþs: ccc. daga oc iiii. - 4. sumaret: sumar. vársens: várs. - 4-5. segia þeim: þeim at segia. - 5. fleira en: meirr an. heilom: ul. i-misserom: ul. - 6. maþr: breiþfirþcr tf. og ul. så: hann-breipf. sonr: hann var sonr. - 7. Morstrar-: mostrar-. lanndnáma manns: þess er nam Þorsness lond. - 8. þat: ul. hygþisc vesa: væri. - 10. hann-þá: ul. þann; E(n) þann. - 11. svá at: suat. mynndi: myndo. - 12. þagna viþ: þegia. At[2]: ul. - 13. myndi: myndo. þat róma: omv. hefþe: hafþe. - 13 - 14. En-miöc: ul. - 14. En-qvómo: þá como menn. þá oc. ráþs: ul. - 15. hvé pá: huesso - 16. En svá osv.: for dette og alt det følgende har hds. forkortende blot: En menn toko vel under. De fleste af disse afvigelser er vistnok vilkårlige ændringer af afskriveren;(49) slutningen er på grund af pladsmangel så stærkt forkortet. På enkelte punkter har hds. måske det oprindelige som hugþo tal l. 1, udeladelsen af artiklen i l. 4, og enkelte skrivemåder som anl. 5. Af dette således bevarede kapitel kan intet sluttes om forholdet mellem den ældre og den yngre Isl.

   2. missere] bet. 'halvår', jfr. þat er misseres tal at ii. missere heiter ár þat er vetr oc sumar.(50)
   fiórþa hunndraþs osv.] hundrað = 120, dvs.: 364 dage; 52 × 7 = 364, 12 × 30 + 4 = 364. Hermed sammenligne man hvad der star i Rímbeygla:(51) Í tveim misserum ero vikor ii ens sétta tegar oc nótt i. umbfram. Det er denne sidste nat (dvs.: den 365. dag), som man havde overset, hvorfor året stadig var blevet kortere og hvorved det hele.
   4. munaþi aptr til vársens] førtes længere tilbage (kom för end det skulde); munaþe af munar, af munr 'forskel', (har intet med verb. muna 'at længes' at göre).
   6. Þorsteinn surtr] se slægtregistret ovf. s. IV.
   8. draymþi...at...hygþisc] dette er netop den klassiske udtryksmåde, jfr. f. eks. þat dreymdi mik at ek þóttiz heima vera osv.(52)
   11. móþor faþer] Torkel Eyjolfsson var den berömte Guðrun Ósýfrsdatters sidste mand; deres sön var Gellir, Ares farfar. Her er der således utvivlsomt tale om en overlevering i Ares egen familje; det er fra den, Are har sin meddelelse; han angiver undtagelsesvis ingen bestemt hjemmelsmand; man kommer til at tænke på Torkel Gellirs sön (jfr. kap. 6).
   12. þagna viþ] dette er Arne Magnussons rettelse af þegn varþ, der er meningsløst; ordene har måske været udviskede i orig. Andre har villet rette til þegja við el. þögn varða, der jo ligger grafisk temmelig nær, men varða findes, som det synes, ellers ikke brugt således (i en betydn. som 'at iagttage, overholde').
   15. siaunda hvert osv.] efter dette havde det været lige så simpelt at föje en dag til hvert år, hvorved man da havde fået de 365 dage. Men Schröter siger (Haandbog i kronologi II, 323): »Ved denne ejendommelige indskydningsmetode opnåede man at bibeholde det gamle forhold mellem måneds- og ugedagen, således at sommeren fremdeles altid begyndte en torsdag, vinteren en fredag«.
   16. vöcnoþo...viþ þat vel] 'vågnede vel derved', dvs.: lod som det var dem forståeligt, indlysende, og sluttede sig til forslaget.
   17. at ráþi Þorkels mána osv.] Torkel måne var lovsigemand 970- 84; hvis det skulde være meningen, at reformen er vedtaget under ham som lovsigemand, står det for tidligt i den kronologiske fremstilling; det skulde snarere have stået efter det følgende kapitel. Men der er ingen grund til at antage en anakronisme her; Torkel kaldes ikke her 'lovsigemand'; han kan godt derfor have været virksom ved reformen som medlem af lovretten, og dette bestyrkes ved tilföjelsen: oc annarra spacra manna. Afgörende er, at Torsteins død, - han druknede i Bredefjorden - efter alt at dömme må sættes til årene 950-60; Guðbr. Vigfússon sætter den til 960.
   18. At rétto tali osv.] »den rigtige tælling« er den almindelige kirkeligkalendariske med 365 dage i året og 1 dag mere, når det er skudår (hlaupár), som Are siger. I modsætning hertil står »vor tælling«, den særlig islandske, dvs. Torstein surts beregning. Endnu den dag i dag findes »sumarauki« i den islandske almanak, selv om den ingen praktisk betydning har mere (1928 var sumaraukiår). Når nu hvert 7. år forøges med 7 dage, bliver summen af de 6 × 364 (= 2184) + 371 dvs.: 364 + 7) = 2555 dage, hvilket jo naturligvis nöje svarer til 365 × 7. Skuddagen kendte Torstein intet til; den kom først med kirken. Trods Torsteins reform måtte der altså komme en fejl i tidsregningen, men den har man ikke lagt videre mærke til i det forholdsvis korte tidsrum, indtil skuddagen rådede bod på den. Are går ud fra, at den må lægges yderligere til, således at der faktisk bliver en 7 års periode på 2556 dage (den ene dag kom af sig selv til, hvad enten man »tæller« på den ene eller den anden måde), men når det tilfælde indtraf, at der var skudår to gange indenfor 7-års perioden, blev det en dag for meget, da måtte »det sjætte« , dvs. kun (eller allerede) det sjætte forlænges. Det er meningen af Ares »et sétta«. Det er således fuldkommen i sin orden, hvad Are siger. Tidligere har man misforstået hans ord, fordi man ikke har taget hensyn til forholdet med skudårene. I sin afhandling i Bussæus' udgave har J. Gam allerede givet denne ligefremme og rigtige forklaring; mærkeligt nok, at man i senere tider ikke synes at have taget hensyn til den.(53) Iøvrigt er der ingen grund til her at komme nærmere ind på den gamle tidsregning.

1. V. [Þ]iŋa dęilld mikil varþ á miþli þeira Þórþar gellis sonar Ólęifs
2. feilaɴs ýr Bręiþafirþi oc Odz þes er kallaþr var Tuŋu-Oddr. haɴ var borg-
3. firþscr. Þorvalldr sonr hans vas at breɴo Þorkels Bluɴketils sonar meþ Hœnsa-
4. Þóri i Ǫrnolfsdali en Þórþr geller varþ hǫfþiŋi at sǫceɴe af þvi at Her-
5. stęinn Þorkels sonr Bluɴketils sonar átti Þórunni systordóttor hans. Hon
6. vas Helgo dótter oc Guɴars syster Iófríþar es Þorstęinn átti Egilssonr. En
7. þeir váro sótter á þiŋi því es var i Borgarfirþi í þeim staþ es siþan es kallat
8. Þiŋnes. Þat váro þá lǫg at vigsacar skylldi sǿkia á því þiŋi es nę́st vas
9. véttvaŋi. En þeir bǫrþosc þar oc mátti þiŋit eigi heyiasc at lǫgum. Þar fell
10. Þórolfr refr bróþer Ólfs i Dǫlom úr liþi Þórþar gellis. En siþan fóro sac-
11. arnar til alþiŋis. oc bǫrþusc þeir þar þá eɴ. þá fellu menɴ úr liþi Oddz.
12. enda varþ secr haɴ Hœnsa-Þórir oc drepiɴ síþan. oc flęiri þeir es at
13. breɴuɴi váro. Þá talþi Þórþr geller tǫlo umb at lǫgbergi. hvé illa mǫɴom
14. gegndi at fara i ócuɴ þing at sǿkia of víg eþa harma sina. oc talþi hvat
15. honom varþ fyrir áþr hann mǿtti því máli til laga coma. oc qvaþ ýmissa
16. vandrę́þi møndo verþa ef eigi réþisc bǿtr á. þá vas landino sciþt i fiórþuŋa.
17. svá at iii. urþu þing í hveriom fiórþungi. oc scylldu þiŋunautar ęiga hvar
18. sacsócner saman. nema i Norþlendinga fiorþungi váro iiii. af þvi at þeir
19. urþu eigi á aɴat sátter. þeir er fyr norþan váro Eyiafiǫrþ villdu eigi þangat
20. sǿkía þiŋit oc eigi i Scagafiǫrþ þeir es þar váro fyr vestan. en þó scylldi
21. iǫfn dómnefna oc lǫgretto scipon úr þeira fiórþungi sem ór einom hveriom
22. ǫþrom. En siþan váro sett fiórþuŋar þiŋ. svá sagþi oss Ulfheþinn Guɴars
23. sonr lǫgsǫgomaþr. Þorkell Máne Þorsteinssonr Iŋolfssonar tóc lǫgsǫgo epter
24. Þórarin Raga-bróþor oc hafþi xv. sumor. þa hafþi Þorgeirr at Liósavatɴi
25. Þorkelssonr xvii. sumor.

9. -vagi AB. - 12. es mgl. AB. - 15. qvad AB. - 24. hafdi A. I de fleste håndskrifter af Hænsaþóriss. findes et stykke, der åbenbart er taget fra Islb. Varianter derfra er følgende efter den i udg. (Isls. II) trykte hovedtekst uden hensyn til de varianter til denne, der dér findes: stykket begynder i 1.13. - 13. þá-umb: Þórðr gellir talaði þá langa tölu ok snjalla. hvé: ok tjáði þat hversu. ócunn: ókunnig. - 14. sina: at reka tf. (læser altså sinna lige foran). talþi hvat: sagði nú hversu mikit. - 15. mætti - coma: gat þessu máli til skíla komit. - 15-16. ýmissa-verþa: mörgum manni mein mundu at verða þessu vandrreði. -16. reþisc-a: væri bretr a raðnar; her tfs. en uoprindelig sætning. þá: en þá er (1. v.). -17. svtl: var svá skipat. urþu: varu. -17-18. oc-saman: ul. -18. af þvi: ok þvi svá. -20. þingit: þing. oc: enda (måske oprl.). - 20. þar: ul. -21. oc-scipon: ul. - 22. öþrom: af þvi skal einn maðr þaðan sitja fyrir forráðs goðorð, at þeir goðar vildu allir setit hafa tf. fiórþuŋar: fjórðungs. oss: mér. - 22-23. Gunnars sonr: hermed slutter stykket. Det er klart, at ingen af disse varianter har betydning for urteksten. Den under 22 anførte plussætning er sikkert ikke hæntet fra Are, men må stamme andetsteds fra (jfr. V. Finsens Frist. Inst. s. 77, 78 anm. 1).

   1. Þórþar gellis] Ares egen farfar (se s. IV). Her kan der være tale om en gammel retsoverlevering.
   3. Þorvalldr...vas at brenno Þorkels osv.] de begivenheder, hvortil der her og i det følgende sigtes, er hovedindholdet i Hænsaþórissaga. I forhold til Ares beretning er sagaens i flere hovedpunkter urigtig, hvad K. Maurer i sin fortræffelige afhdl. om sagaen(54) udførlig har påvist. Hovedfejlen i sagaen er, at det var Blundketill, der blev indebrændt af Hönsetore, det samme findes i Isl. ann., der anfører »Brenna Blundketils« ved år 962 (dette er fremkommet ved en eller anden beregning, men er sandsynligvis rigtigt eller tilnærmelsesvis rigtigt). En kilde har dog bevaret mindet om det rigtige; det er den variant, der findes i Melabók og som beror på særligt kendskab til stedlige traditioner, der har levet til ind i 13. årh. og mulig på kendskab til Ares bog. I Melab. hedder det(55): »Arnolfr hét maðr, er nam Norðtungu alla á milli Kjarrár ok Þverár ok bjó i örnólfsdal; hans son var Blundketill, faðir Þorkels, er Hænsna-Þórir brendi inni. Þaðan af gerðiz deild þeira Þórðar gellis ok Tungu-Odds«.
   4. varþ höfþiŋi at söcenne] 'blev hovedmand med hensyn til sagen (processen)'. Det er blevet sagt, at denne betegnelse 'hovedmand' ikke egenlig var det rette juridiske udtryk, der måtte være aðili. Dette sidste er rigtigt. Sagen var den, at Tord var ikke »aðili« i sagen. Den rette sagsøger var Torkels sön, Hersteinn, men denne kunde godt overdrage en anden at føre sagen; det er dette Hersteinn åbenbart må have gjort.(56) Det er derfor, Are hellere vælger det nævnte udtryk; og man må ikke overse - hvad man vist altid har gjort -, at Are siger 'han blev' (ikke 'han var') i rigtig opfattelse af forholdet. Grunden til, at sönnen, der har følt sig svag til at føre drabssagen, henvendte sig til Tord geller, der var en stor hövding, var det svogerskab, der bestod mellem slægterne; Hersteinn var gift med Tords søsterdatter, Torunn, hvad Are direkte udtaler. Intet kunde da være naturligere end at Hersteinn overdrog sin hustrus morbroder at føre sagen, og det er dette Are mener.
   7. á þiŋi því] dvs.: Tingnæsting, hvor vårtinget holdtes. Þingnes er på østsiden af hovedfloden Hvitá og var netop det ting, der var »nærmest ved drabsstedet«. Dette vårting var naturligvis (således også sagaen) det første, der holdtes efter indebrændingen, dvs.: 962.
   síþan] må betegne i almlh. »fra den tid, da tinget blev oprettet«.
   9. En þeir börþosc þar osv.] dette skildres i sagaen nogenlunde som her; ifg. sagaen kunde Tord geller ikke komme til selve tingstedet, ikke engang over elven, med andre ord: der blev slet intet ting holdt. Herefter hedder det i sagaen: Þórðr snýr nú málinu til alþingis, dvs: samme sommer (962).
   9. þar fell osv.] det samme fortæller sagaen ordret Med undt. af ordene úr-Gellis. I Landn. (s. 67) hedder det: »Torolf ræv var også sön af Eystein, han som faldt på Tingnæsting af Tord gelles skare« (ór liði þórðar gellis).
   11. ok hörþusc þeir þar þa enn] sagaen fortæller, at Tord vilde værge tingpladsen for Tungu-Oddr, hvorefter kampen opstod, »der blev mandefald og mange blev sårede«, og »der faldt seks mand af Odds følge«. Herefter kom der forlig i stand. Ifg. sagaen lykkedes det Hersteinn at dræbe Hönsetore, endnu inden sagen var bilagt på altinget. Iøvrigt er der ikke grund til at komme nærmere ind på sagen.
   13. Þa talþi osv.] efter Are sker dette på samme alting, dvs.: 962; forudsat at dette årstal er det rigtige, må den reform, som Tord foranledigede, henføres til netop dette år. Reformen gik ud på, som V. Finsen siger,(58) at skabe bedre værnetingsordning, og i så henseende lægge vægten på, at »tingfæller skulde sagsøge hinanden«, dvs. på det ting, der i enhver sag var det selvfølgelige, og da naturligvis vårtinget. Hørte parterne til to forskellige ting, kunde sagen overhovedet ikke komme for på et vårting (altså kun på altinget).
   16. þá vas landino scipt osv.] det nye, som er følgen af Tords tale (og forslag?), er - ikke at der oprettes ting, ti de var der åbenbart lige siden altingets tilblivelse, da de lå til grund for lovrettens ordning, men - at de eksisterende 12 ting reguleres og indordnes under den nu bestemte inddeling af landet i 4 fjærdinger, samt at Nordlandsfjærdingen nu fik et ting til, af den grund som Are anfører; derved blev der 3 tinggoder flere end för. Dette skulde dog ingen indflydelse have på dommernes antal (de gamle 36), og, som jeg mener, heller ikke på antallet af lovrettegoderne. Den ændring, at Nordlandets 4. ting fik indflydelse på lovrettens sammensætning, således at de 3 goder derfra fik sæde i lovretten, samt at denne blev udvidet med 3 × 3 fra de andre fjærdinger, hvorved lovrettemedlemmerne blev 48, - denne ændring må rettest henføres til 1004 og være samtidig med femterettens oprettelse.(59) Det vilde være en höjst mærkelig udtryksmåde hos Are, hvis »jævn dommerudnævnelse« betød og forudsatte den tidligere tilstand uforandret (4 × 9), men »jævn lovrettesordning« en ny, der nu blev indført (dvs. 4 × 9 + 3 + 3 × 3), og at iöfn (vel at mærke foran dómnefna) skulde antyde dette. Naturlig tale vilde det sidste ikke være, og ikke som Are ellers plejer at skrive. Sagens forløb har vel været følgende. Foreløbig beholdt man de gamle indretninger (som bekendt ændredes domstolene aldrig), men formentlig er Nordlandsfjærdingens 3 ekstragoder bleven misfornöjede med helt at stå udenfor (politisk) legislativ indflydelse på altinget og har søgt at skaffe sig en sådan. Det er denne tilstand, der har medført et godt grundlag for Njals forslag og for en nyordning af lovretten, således at dens medlemsantal af 48 goder nu (1004) blev vedtaget.
   22. En síþan váro osv.] disse fjærdingsting kom aldrig til at få nogen betydning; det hedder om Tord gelle - naturligt nok -, at han fik oprettet et sådant i Vestfjærdingen.(60)
   Til belysning af hvad der her meddeles om Tords reform tjæner et sted i Staðarhólsbók (§ 328), hvis begyndelse lyder: »Sakar þær allar, sem verða með mönnum, er rétt at sækja á alþingi, enda er rétt at sækja á heraðsþingum, hvárt sem þat er á fjórðunga þingum, þá er þau eru höfð ok fjórðungsmenn allir eiga bar saman sóknir, enda er rétt á várþingum þeim öllum. er aðiljar eru allir samþinga ok svá þeir menn allir, er fyrir sökum eru hafðir osv.«(61)
   Angående hele sagen kan henvises til den grundige afhandling af prof. Ólafur Lárusson i Árbok hins ísl, fornleifafjel. 1925-26 (s, 4-17), hvor han søger at påvise spor af fjærdingstingenes afholdelse og virksomhed, samt bestemme, hvor de er bleven afholdt (dette, på grundlag af den såkaldte Kirknaskrá, Dipl. Isl. XII; jfr. samme forfatters afhdl. derom i Skírnir 1925).
I forbindelse hermed er det kanske hensigtsmæssigt at se på det meget omtalte stykke, der findes i Hauksbók, ­Þorsteins þáttr uxafóts, Melabók og Þórðarsaga hreðu (i Vatshyrna). De to første er omtrent enslydende, og er afskrifter af samme grundtekst, hvis ikke þorst, þ. ligefrem er afskrift af Hauksb. I de to andre er teksten noget anderledes og vistnok oprindeligst i Þórðars.
I Hauksb.-Þorst. þ. består stykket af følgende afsnit:
   1, Om Tord skegge og Ulfljótr og hans love.
   2, Altingets stiftelse og en lov for alle,
   3, Lovenes ophav (skibenes gabende hoveder).
   4, Edsringen og goderne.
   5, Edsformularet (for sagens parter).
   6, Da blev landet delt i fjærdinger og disse i 3 ting med 3 hovedhov hvert.
   7, Goderne som hovindehavere; hovtold.
   I Melabók er ordningen 1, 2, 6, 7 osv. og så et nyt (8.) afsnit om Nord- landsfjærdingen, »Nordlandsfjærdingen deltes i 4 ting, den var større end de andre fjærdinger«. Under 6 gives den vigtige tilföjelse, at landet deltes i fjærdinger »i Tord gellers dage«. Derefter følger 3, 4, et nyt (9.) om domkres, 5, og endelig (10.) en bemærkning om indvielsen af tinget efter allsherjargoden Tormods udsagn, I Þórðars. er forholdet følgende: efter et langt slægtregister ned til Hördakåre og hans efterkommere sker overgangen til 1 (men dette her ganske kort), hvorefter følger 2 og 3, 6 og 7, 4 og 5. og så bemærkningen om indvielsen (10); hertil knyttes en bemærkning om Ulfljóts sön Gunnar (jfr. Islb. kap. 2) og Djupdölerne. Der mangler altså Melabóks nr, 8 og 9 samt dennes tidsbestemmelse under 6 (»i Tord gelles tid«).
   Som bekendt har K. Maurer ment, at dette stykkes indhold berode på Ares Islb. den ældre; af en eller anden grund skulde det være udeladt i den yngre. Det er nu ikke let at se grunden til en sådan udeladelse, og Maurer har heller ikke kunnet fremføre nogen bindende grund. på den anden side synes det klart, at hele stykket er en kompilation af tildels uensartede dele. Et fælles grundlag er åbenbart at forudsætte, men dette er behandlet på en lidt forskellig måde i de 4 skrifter. Tiltrods for at Melabók-teksten er friest, har den dog bevaret (eller tilföjet?) den nævnte vigtige oplysning (okt. 6); den beror måske på læsning i Íslb. Når fjærdingsinddelingen i de andre kilder henføres til tiden for altingets oprettelse, må dette betegnes som absolut urigtigt.
   Imod Maurers mening, at stykket hidrører fra Are, har V. Finsen udtalt sig i Frist. Instit.(62) Idet han påpeger, at den tilstand, stykket (÷ Melab.) forudsætter ved at omtale 3 ting i hver fjærding (12 ialt), netop er den gamle, inden Nordlandsfjærdingen fik 4 (der efter Are må henføres til Tords reform), udtaler han, at det er mindre sandsynligt, at bemærkningen skulde være udeladt i den yngre bog: »Hvad særlig angår den herom handlede del af notitsen om tinglagene og godedömmerne, vilde det også efter beskaffenheden af det således meddelte have formodningen for sig, at det, som siges om disse sidste eller en del deraf, vilde være blevet optaget i den nye bearbejdelse, dersom det havde stået i den første recension. Men i hvert fald synes den i notitsen indeholdte meddelelse om tinglagenes ordning at være så forskellig fra den tilsvarende meddelelse i Islendingabók, idet notitsen kun taler om 12 tinglag i hele landet (tre tinglag i hver fjærding), Íslendingabók derimod om 12 tinglag med tillæg af et 13. på Nordlandet, at der ikke synes her at kunne foreligge et forhold som mellem en ældre og en yngre recension af samme skrift...Os forekommer det sandsynligst, at den [notitsen] overhovedet ikke hidrører fra Are frode, og at den er en gammel, fra mund til mund gået beretning af sagamæssig karakter, hvorefter den altså i og for sig er af en mindre pålidelig beskaffenhed end Are frodes omhyggelige værk, medens det dog er en selvfølge, at den kan indeholde rigtige meddelelser, således som det her må antages, hvor en bestyrkelse findes ad andre veje«.
   Hertil kan jeg i det hele og store slutte mig; blot må det tilföjes, at en oprindelig skreven urtekst må ligge til grund for hele stykket, men at denne er bleven tildels vilkårlig behandlet og interpoleret, og dette vistnok ved kendskab til Are frodes Íslb.

1. VI. [L]and þat es kallat es Grǿnland faɴzc oc bygþisc af Íslande. Eirikr
2. eɴ rauþi hét maþr breiþfirþscr es fór ut heþan þangat. oc nam þar land
3. er síþan es. kallaþr Eiriksfiǫrþr. Haɴ gaf nafn landino oc kallaþi Grǿnland.
4. oc qvaþ menɴ þat myndu fýsa þangat farar at landit ætti nafn gótt. Þeir
5. fundo þar maɴa vister bę́þi austr oc vestr á landi. oc kęipla brot oc stein-
6. smiþi þat es af þvi má scilia at þar hafþi þess conar þióþ farit es Vinland
7. hefir bygt oc Grœnleɴdingar calla Scręliŋa. En þat vas es hann tóc byɢva
8. landit xiiii. vetrom eþa xv. fyrr en cristni qvæme hér á Ísland at þvi er
9. sá talþi fyrir Þorkeli Gellissyni á Grœnlannde er sialfr fylgþi Eiríke enom
10. rauþa út.

1. Eirikr: Eirekr B. - 9. lannde: B; landi A.

   1. Grǿnland] mærkeligt nok findes her udelukkende denne form. Are har dog selv sikkert skrevet Grǿna-, en form der findes mange steder.
   Om Grönlands opdagelse og bebyggelse kan henvises til Erik d. rødes saga og til Landnámabók.(63)
   2. breiþfirþscr] denne betegnelse kunde Are godt bruge, da Erik havde bot i de egne i længere tid. Efter alt at dömme var han født i Norge (Jæderen).
   4. ok qvaþ osv.] dette genfindes i Landn.: »ok hann kallaði Grænland, þviat hann lét þat menn mjök mundu fýsa þangat, ef landit héti vel«; det er sikkert hæntet fra Are.
   5. báþi austr ok vestr] d. e. både i Øster- og Vesterbygden.
   5-6. klæplabrot oc steinsmíþi] 'brudstykker (dele) af småbåde og redskaber af sten'. keipull er et ord, der med en undtagelse ellers ikke synes at forekomme i litteraturen; det er diminutiv af keipr, der i Flóam.s.(64) bruges om en båd, i sammensætn. Huðkeipr(65) om en skindbåd. I navneremserne findes keipull blandt skipaheiti.
   6. þess conar þióþ osv.] det er klart af Ares fremstilling, at man endnu ikke i hans dage kendte noget til 'Skrælinger' i selve Grönland; det er kun fra 'Vinland', at man har kendt dem; de 'Skrælinger', man forefandt i 'Vinland', har man - ved en vel forståelig og rimelig slutning - identificeret med de mænd, hvis efterladenskaber man fandt i de grönlandske bygder. Først langt senere - i det 13. årh. - gjorde Grönlænderne bekendtskab med eskimoer i det höje nord på Grönlands vestkyst. Navnet skrælingar har været genstand for forskellige tolkninger. Nu til dags betyder ordet på Island en 'udannet, ubehövlet person', en 'barbar'. Intet er til hinder for, at denne betydning er nedarvet fra oldtiden, hvad så end ordets etymologiske betydning er. Når W. Thalbitzer har ment,(66) at til grund derfor la et eskimo-ord, så er dertil at sige, at man ved år 1100 ikke kan forudsætte et sådant samkvem med eskimoerne, at ordet kunde opstå på den måde. Snarest må man tænke sig, at ordet fra først af benyttedes af Grönlænderne, at ordet, m. a. o., har allerede tidligere eksisteret i sproget; jfr. Falk-Torps Etymol. ordbog: skral. I Hist. Norw. omtales Skrælinger på følgende måde(67) »Trans Viridenses ad aquilonem quidam homunciones á venatoribus reperiuntur, quos Scrælinga appellant [så kommer en fabel om deres blod]. Sed ferri metallo penitus carent, dentibus cetinis pro missilibus, saxis acutis pro cultris utuntur«. Der er iøvrigt ingen grund til her at komme nærmere ind på Vinlandsspörsmålet.
   8. xiiii. vetrom eþa xv.] efter hvad der för er bemærket om brugen af eþa skulde Are have antaget, at året 985 var Eriks rigtige udfærdsår for at bosætte sig i Grönland.
   9. á Grœnlannde] kan kun betyde, at Torkel har for en tid opholdt sig i Grönland.
   fylgþi] dvs.: havde fulgt. - Når Torkel opholdt sig i Grönland, lader sig ikke afgöre. Gellir skulde være født o. 1012; så kunde Torkel være født o. 1040; 20 år gammel, o. 1060, kunde Torkel have været i Grönland; da må hans hjemmelsmand have været meget gammel, opimod 90 år.
   I Landn.(68) hedder det: »således siger Are Torgilsson (sål. Hauksb., Melab., medens Sturlub. har 'kyndige mænd'), at den sommer sejlede 25 skibe til Grönland fra Bredefjorden og Borgarfjorden, men 14 kom hele vejen, nogle dreves tilbage, nogle forliste, Det var 15 år för end kristendommen blev lovtaget på Island«, Det er vel rimeligst, at Ares navn er rigtigt her, og at det er erstattet med 'vise mænd' og ikke omvendt; det støttes ved den sidste tidsbestemmelse, der er identisk med Ares. I så fald er der her tale om en bemærkning, som må have stået i den ældre bog, men som i den yngre er udfalden. Man kunde da snarest tænke på at - ikke Are, men - en afskriver havde oversprunget den. Sætningen kunde, ja måtte da have stået i slutningen af kapitlet. Det er fristende at göre en formodning gældende; som kapitlet nu er, ender det med ordet út; efter Landn. kunde man antage, at hos Are havde der stået: 'þat sumar fóru xxv, skip til Grœnlands ór Breiðafirði ok Borgarfirði en xiiii, kómuz út. På grund af dette - formodede - homöioteleuton kunde en skriver have oversprunget sætningen; fortsættelsen: sum rak aptr en sum týnduz kan hidrøre fra Landn.forfatteren selv.

1. VII. [Ó]láfr conungr Tryɢvasonr Óláfssonar Harallzsonar eɴs hárfagra
2. com cristni i Norveg oc á Ísland. hann sendi hingat til laɴz prest þann er
3. hét Þangbrandr. oc hér kendi mǫnnom cristni oc scírþi þá alla es viþ trú
4. tóco, En Hallr á Síþu Þorsteins sonr lét scírasc snimhendis oc Hiallti
5. Sceggiasonr ýr Þjórsárdali. oc Gizorr eɴ hvíti Teitzsonr Ketilbiarnarsonar
6. frá Mosfelli, oc marger hǫfþiŋiar aþrer. En þeir váro þó flęiri es i gegn
7. męlto oc neitto, En þá er hann hafþi hér verit einn vetr eþa ii. þá fór
8. hann á braut. oc hafþe vegit hér ii. menn eþa iii. þá er hann hǫfþo nitt.
9. En hann sagþi conuŋinom Ólafi es hann com austr allt þat es hér hafþi
10. yfir hann giŋit. oc lét orvę́ɴt at hér muɴdi cristni enn tacasc. En hann
11. varþ viþ þat reiþr miǫc. oc ętlaþi at láta męiþa eþa drepa ossa laɴda fyrer
12. þá es þar váro austr. En þat sumar et sama qvómo útan heþan þeir Gizorr
13. oc Hiallti oc þágo þá uɴdan viþ conuŋenn. oc héto honom umbsýslo siɴi til
14. á nyia lęic at hér yrþi enn viþ cristniɴi tekit. oc léto ser eigi annars vón
15. en þar mundi hlýþa. En et nę́sta sumar epter fóro þeir austan oc þrestr
16. sá es Þormóþr hét. oc qvómo þá i Vestmaɴaeyiar es x. vicur váro af sumri
17. oc hafþi allt farisc vel at. svá qvaþ Teitr þann segia es sialfr var þar. þá
18. vas þat mę́lt et nęsta sumar áþr i lǫgom at menɴ scylldi svá coma til al-
19. þingis es x. vikur vę́ri af sumri. en þangat til qvómo viku fyrr. En þeir
20. fóro þegar inn til megiɴlaɴz oc síþan til alþingis. oc gáto at Hiallta at
21. hann vas eþter i Laugardali meþ xii. maɴ. af því at hann hafþi áþr secr
22. orþit fiǫrbaugs maþr et nę́sta sumar á alþingi of goþgá. En þat vas til
23. þess haft at hann qvaþ at lǫgbergi qviþling þenna. Vil ec eigi goþ gøyia
24. gray þykir mér Frayia. En þeir Gizorr fóro unz þeir qvómo i staþ þann
25. í hiá Olfossvatni es kallaþr es Vellankatla. oc gørþo orþ þaþan til þings at
26. á mót þeim scylldi coma aller fulltings menɴ þeira. af því at þeir hǫfþo
27. spurt at andscotar þeira villdi veria þeim þingvǫllenn. En fyrr en þeir
28. fǿri þaþan þá kom þar riþandi Hiallti oc þeir er epter váro meþ honom.
29. En síþan riþo þeir á þingit oc qvómu áþr á mót þeim frændr þeira oc
30. vinir sem þeir hǫfþo ę́st. En ener heiþnu menɴ hurfu saman meþ alvę́pni.
31. oc hafþi svá nę́r at þeir myndi beriasc at eigi of sá á miþli. En annaɴ
32. dag epter gingo þeir Gizorr oc Hiallti til lǫgbergs. oc báro þar uþþ erindi
33. sin. En svá er sagt at þat bę́ri frá hvé vel þeir mę́ltu. En þat gørþisc af
34. því at þar nefnþi annarr maþr at ǫþrom vátta. oc sǫgþusc hvárer ýr lǫgom
35. viþ aþra ener cristnu menɴ oc ener heiþno. oc giŋo síþan frá lǫgbergi. þá
36. háþo ener cristno menɴ Hall á Siþo at hann scylldi lǫg þeira upp segia
37. þau es cristnenne scyllde fylgia. En hann leystisc þvi undan viþ þá at hann
38. caypti at Þorgeiri lǫgsǫgumaɴi at hann scylldi upp segia. en hann vas enn
39. þá heiþinn. En siþan es menɴ qvómo i búþer þá lagþisc hann niþr Þor-
40. geiʀ. oc bręiddi felld sinn á sic. oc hvillþi þann dag allan oc nóttena epter
41. oc qvaþ ecke orþ. En of morgoneɴ epter settisc hann upp. oc gørþi orþ
42. at menɴ scylldi ganga til lǫgbergis. En þá hóf hann tǫlo sína upp es menɴ
43. qvómo þar. oc sagþi at honom þótti þá commit hag maɴa í ónýtt efni ef
44. menɴ scylldi eigi hafa aller lǫg ęin á landi hér. oc talþi fyrer mǫɴom á
45. marga vega at þat scylldi eigi láta verþa. oc sagþi at þat muɴdi at þvi
46. ósætti verþa es vísa ván vas at þę́r barsmiþer gørþisc á miþli manna es
47. landet eyddisc af. Haɴ sagþi frá þvi at conuŋar ýr Norvegi oc ýr Dan-
48. mǫrco hǫfþo haft ófriþ oc oʀostor á miþli sín laŋa tíþ til þess unz laɴz-
49. menɴ gørþo friþ á miþli þeira þótt þeir villdi eigi. En þat ráþ gørþisc svá
50. at af stundu sendusc þęir gersemar á miþli. enda hellt friþr sá meþan þeir
51. lifþu. En nú þykker mér þat ráþ qvaþ hann at vér látem oc eigi þá ráþa
52. er mest vilia i gegɴ gaɴgasc. oc miþlom svá mál á miþli þeira at hverer
53. tvegio havi nacqvat sins máls. oc hǫvom aller ein lǫg oc ęinn siþ. þat
54. mon verþa satt es vér slitom i sundr lǫgen. at vér monom slita oc friþeɴ.
55. En hann lauc svá máli sino at hvárer tveggio iátto þvi at aller scylldi ein
56. lǫg hava þau sem hann réþi upp at segia. þá vas þat mę́llt i lǫgom at aller
57. meɴ scylldi cristner vesa oc scirɴ taca þeir er áþr váro óscirþer á landi
58. hér. En of barna útburþ scylldo standa en forno lǫg oc of hrossakiǫtz át.
59. scylldo menɴ blóta á laun ef villdo. en varþa fiǫrbaugs garþr ef váttom
60. of qvæmi viþ. En siþar fám vetrom var sú heiþni af numen sem ǫnnor.
61. Þeɴa atburþ sagþi Teitr oss at þvi er cristni com á Ísland. En Óláfr Tryɢva-
62. sonr fell et sama sumar at sǫgo Sę́mundar prestz. þá barþisc hann viþ
63. Svein Harallz son. Dana conung oc Óláf enn sǿnsca Eiricsson at Upsǫlom
64. Svía conuŋs oc Eiríc es siþan vas iarl at Norvegi Háconarson. þat vas cxxx.
65. vetrum epter dráp Eadmundar. en M. epter burþ Cristz at alþýþo tali.

1. conungr: rex AB. - 2. Noreg AB. - 17. þann: fork. i AB som þat ellers. - 27. vællenn AB. - 31. beriast A. eigi mgl. AB. - 32. gingo: geingo (-u) AB. - 34. sǫgþusk A. - 40. hvillþi: sål. A ved rettelse; huillþi B. - 47. -et: -eþ AB.

   1. conungr] rex A B, er blot at opfatte som en forkortelse.
   Harallzsonar] en tilknytning til det foran bogen stående stykke.
   2. cristni] er dativ; »fik kristendommen indført«.
   sendi hingat til lannz osv.] om Tangbrand og hans færd i Island fortælles udførlig i Kristnis. kap. 5-6 og særlig kap. 7-9, Njála kap. 100-104.
   3. þangbrandr] om ham se K. Maurer: Die Bekehrung I, 382 ff.
   4. snimhendis] er vist sammensat af snim og hendis, dannet af hönd. Jfr. Kristnis. kap. 7, Njála k. 100.
   4-5. oc Hiallti osv.] se Kristnis. kap. 8;
   6. marger höfþiŋiar] jfr. ok tóku þá margir menn við trú Kristnis. kap. 8. I Njála nævnes nogle ved navn (kap. 101) ; jfr. også Tjodrek k. 12.
   7. einn vetr eþa ii.] som sædvanlig bet. eþa hér »eller rettere«. Ifg. andre kilder er det sikkert, at Tangbrand var 2 vintre i Island, 997-98 og 998-99, hvorimod det beror på en fejl, når Kristnis. lader ham være der 3 år.
   8. oc hafþe vegit osv.] jfr. En þá er Þangbrandr kendi trú fyrir mönnum á Islandi, tóku margir menn þat til at niða hann. Kristnis. kap. 9; både Torvald veile og Vetrlide digtede nidvers om Tangbrand; han dræbte dem bægge; i en kamp faldt 3 mand (med flere); Njála nævner (kap. 101) en Torkel i Stafafell, som Tangbrand dræbte, om ikke for nid, det er måske ham, Are også sigter til; jfr. iøvrigt kap. 102. I Laxdælas. siges, at Tangbrand dræbte 2 (s. 154) ; atter her bet. eþa det samme som för.
   10. oc lét-tacasc] jfr. ok kallaði enga ván, at kristni mundi þar við gangaz Kristnis. kap. 11.
   10-11. En hann osv.] jfr. Kristnis. kap. 11, Njála kap. 104.
   11. fyrer] bet. »derfor«, til straf, bod derfor.
   13. oc þágo þá osv.] jfr. ok þágu þeir þá alla undan, Njála sst.
   14. oc léto osv.] jfr. Gizurr sagði, at honum þótti ván at kristni mundi við gangaz á Íslandi, ef ráðum væri at farit Kristnis. k. 11.
   15. þar] »dér«, på det punkt, i så henseende; bör ikke rettes til þat.
   15-16. prestr sá osv.] denne nævnes også i Kristnis. kap. 12 og Tjodrek kap. 12 (»Thermonem presbyterum, quem illi materna lingua Þormoð appellabant«; det er ifg. Tjodrek som om denne var hovedmanden).
   16. es x.-sumri] ordret ens i Njála.
   18. mælt...í lögom] egl. 'fremsagt i loven', blandt andre ting i loven; her bet. ordene blot »vedtaget som lov«.
   20--21. oc gáto osv.] jfr. Kristnis. kap. 12: en er þeir kómu i Laugardal, fengu þeir þat af Hjalta, at hann var eptir meo tolpta mann, þvíat hann var sekr fjörbaugsmaðr.
   22. En þat osv.] dette fortælles i Kristnis. i kap. 10, hvor kvædlingen anføres, og i Njála kap. 102, hvor den anføres i den udvidede form, jfr. også Olaf Tryggv. s. (Odds og i Fms.). Med hensyn til hele dette afsnit kan jævnføres teksten i Odds Oláfssaga (AM 310), der her findes som Tillæg. Meget eller det meste deraf er omtrent ordret taget fra Are.
   '23. Vil ec osv.] verset har vist oprindelig lydt:

Vilkat goð geyja.
grey þykkjumk Freyja.

I andre kilder (Óláfss. og Njála) findes hertil föjede 2 linjer, der afgjort er tildigtning:

æ mun annat tveggja
Óðinn grey eða Freyja.

Det er usikkert om goþ er sing. mask. - altså de kristnes gud - eller plur. ntr. - altså de hedenske guder -; der er måske en tilsigtet tvetydighed i udtrykket. I det første tilfælde er der alvor, i det sidste ironi, der ligger bagved. Genzmers tolkning i Arkiv XLIV er fuldkommen uantagelig.
   24-28. En þeir Gizorr osv.] dette genfindes, blot noget stilistisk ændret, i Kristnis. kap. 12. Til det følgende findes her paralleller, der åbenbart er påvirkede af Ares ordlyd, delvis anføres hans ord ordret; nogen tekstkritisk betydning har de dog ikke. Der er gjort flere tilföjelser og indskud i Ares tekst. og så i Njála findes store ligheder i ord og udtryk, så at en påvirkning fra Are synes umiskendelig.
   31. at eigi of sá á miþli] 'at man ikke kunde se imellem', dvs.: at man ikke kunde se, hvad udfaldet vilde blive (om det kom til kamp eller ej).
   38. caypti] i Kristnis. hedder det, at Hallr gav Torgeir ½ hundrede sølv for at »fremsige« den nye lov, Njála nævner 3 mark sølv. Ifg. Grågås fik lovsigemanden 200 (240) alen vadmel i lön, hvilket udgör ½ hundrede sølv. At der her ikke er tale om nogen art af bestikkelse skulde man synes var overflødigt at bemærke. Hvis det havde været det, vilde »gaven« aldrig være kommen til nogens kundskab.
   47. conuŋar] i Kristnis. nævnes de ved navn, Dagr og Tryggvi; hvis ikke Torgeir selv har lavet det hele, er den tildragelse, der mulig sigtes til, fuldstændig ukendt. Det er i hvert fald godt »lavet«. I Kristnis. er her ordlyden omtrent helt igennem Ares.
   58. En of barna útburþ-lög] en lovbestemmelse herom er ukendt; den måtte også i fristatsloven helt falde bort i tidens løb.
   hrossakiötz át] hestekød var hovedføden ved de hedenske offerfester; derfor anså de kristne, at det var en for dem usömmelig føde. Helt ned til vore dage har hestekød på Island været afskyt; kun de allerfattigste nød det; at kaldes »hestekødspiser« var nærmest et grovt skældsord. Fra Are synes meddelelsen i Grettiss. (s. 174) at stamme: »Þat hafði verit lög her á landi, at eigi var bannat at blóta â laun eða fremja aðra forneskju, en varðaði fjörbaugsök, ef opinbert yrði«.
   59. fjörbaugsgarþr] Kristnis. har dativ -garði; straffen var altså 3 års landflygtighed.
   60. En siþar fám vetrum osv.] dette oplyses ved, hvad der fortælles i Olaf d. helliges saga(69): »þeir (Islænderne) sögðu frá kristnihaldinu, at þat var lotfat i lögum at eta hross ok bera út börn, sem heiðnir menn, ok enn fleiri hlutir«. »þat var þá eptir er Íslendingar höfðu fœrt lög sin ok sett kristinn rétt eptir þvi sem orð hafði til send Óláfr konungr«. Dette må være sket o. 1020 og sigte til hvad Are siger er sket »få vintre senere«.
   62. at sögo Sæmundar] om der her sigtes til en mundtlig meddelelse eller til Sæmunds skrift om de norske konger, er naturligvis usikkert. Snarest er det dog vel skriftet, der menes.
   65. vetrum] er vel afskriverfejl for vetra.
   at alþýþo tali] identisk med at almanna tali (i slutn. af kap. 10), dvs. almindelig tælling af år fra Kristi fødsel.

1. VIII. [Þ]essi ero nǫfɴ byscopa þeira es verit hafa á Íslandi útlender at
2. sǫgo Teitz. Friþrecr com i heiþni hér. en þeser váro síþan. Biarnharþr enn
3. bócvisi v. ár. Colr fá ár. Hróþolfr. xix. ár. Jꜹhan eɴ irsci fá ár. Biarnharþr
4. XIX. ár. Heinrecr ii. ár. Enn qvómo hér aþrer v. þeir er byscopar qvóþosc
5. vesa. Ǫrnolfr oc Goþiscolcr. oc iii. ermskir Petrús oc Abrahám oc Stephánús.
6. Grimr at Mosfelli Svertingsson tóc lꜹgsǫgo epter Þorgeir. oc hafþi ii.
7. sumor. en þá fecc hann lof til þess at Scapti Þóroddz sonr hefþi systor
8. sonr hans af þvi at hann vas hásmę́ltr sialfr. Scaþti hafþi lǫgsǫgo xxvii.
9. sumor. Hann setti fimtardóms lǫg. oc þat at engi vegandi scylldi lýsa vig
10. á hendr ǫþrom maɴi en sér. En áþr váro hér slic lǫg of þat sem i Nor-
11. vegi. Á hans dǫgom urþo marger hǫfþingiar oc rikismeɴ seker eþa land-
12. flótta of vig eþa barsmiþer af ríkis sǫcom hans oc landstiórn. En hann
13. andaþisc á eno sama áre oc Óláfr enn digre fell Haʀallz sonr Goþrøþarsonar
14. Biarnarsonar Harallzsonar ens hárfagra. xxx. vetrum síþar en Óláfr felli
15. Tryɢvasonr. þá tóc Steiɴ Þorgestes sonr lǫgsǫgo oc hafþi iii. sumor. þá
16. hafþi Þorkell Tiǫrvasonr xx. sumor. þá hafþi Geller Bǫlvercs sonr IX.
17. sumor.

1. Þessi: hds. har [T]h. -3. ǫr (bis)= or A, ǫr B. - 4. ǫr: ligel. er: ed AB. -13 andadisc A, anþaþisc B. -14. vetrum: vistnok fejl f. vetra. - Þorgestez A, e(2) er her blot etslags schwa-vokal.

1-5. De her nævnte 'biskopper' nævnes i Hungrvaka (kap. 3), alle i biskop lsleifs tid undtagen Friðrekr; det er dog vist mindre rigtigt, hvis det er Isleifs 'bispetid' der menes. Her opregnes de i følgende orden : Friðrekr, Jón enn írski, Bjarnvarðr Vilráðsson enn bókvísi, Rúðolfr (tolket af nogle, siger Hungrvaka, som Úlf fra Rúða dvs.: Rouen!), »han var 19 vintre på Island [dvs.: 1030-49] og bode i Bær i Borgarfjorden«(70) Heinrekr, »2 år på Island«, Bjarnvarðr enn saxlenzki, »var på Is- land 20 vintre«. Hungrvakas forfatter har ikke udskrevet Are. Han har lidt forskellige navneformer og rækkefølgen er en anden (1, 5, 2, 4, 7, 6). Om Friðrekr se særlig Kristnis. og Þorvaldsþ. og Olaf Tryggvas. s.; K. Maurer: Die Bekehrung I, 204 ff. Kolr er her helt udeladt. Han omtales derimod i Hungrv. i kap. 2 ; han døde under et besøg på Island »og blev begravet på Skalholt«. Derefter omtaler Hungrvaka (en anden) Kolr som discipel af Isleifr og siger, at han blev biskop i Viken i Norge. Denne Kolr »víkverjabyskup« var ifg. Landn.(71) en efterkommer af Ketilbjörn. Hungrvaka-forf. mener åbenbart, at denne Kolr var en anden end den, som »blev begravet på Skalholt«. Deri har han vist ret. I Vígaglumssaga (slutn.) siges Vígaglum at være døbt af »biskop Kolr« og at han døde i »hvideklæder«; dette er sket i de første år efter 1000; den her nævnte Kolr kan umulig være den samme som Oslo-bispen, men er snarest identisk med den af Are nævnte. Oslo-bispen nævnes i næste kap. Kollr, se herom nedenfor.
   4. Enn qvómo osv.] de her nævnte »biskopper« er ellers ganske ukendte. De to første er vist tyske mænd: Arnulph og Godeskalk; bægge navne findes hos Förstemann (det sidste i lidt forskellige former), medens de 3 andre, der bærer latinsk-bibelske navne sikkert har stammet fra Sydevropa eller, hvis vi tör stole på Ares betegnelse ermskir, dvs.: armeniske, fra Lille-Asien. Ermland findes både som navn på Armenien og ligeledes på et område i Pröjsen.(72) I den såkaldte »Viðbætir«, der findes i nogle håndskrifter af Landn., opregnes(73) »udenlandske« biskopper i en udvidet form; de 3 siges at have været »fra Armenia«, men det vides ikke, hvor gammelt dette »tillæg« er.


   7-8. systorsonr hans] slægtregistret er:

Aettartafla2.gif

Grímr og Rannveig var således halvsøskende.
   9. Hann setti] udtrykket betegner naturligvis ikke andet end at Skapte var stærkt medvirkende ved forberedelsen og vedtagelsen af loven, der foregik i hans første funktionsår.
   fimtardóms lög] loven om 'femteretten'; ordet er sammensat af fimt, der egl. skulde bet. 'et antal af fem'; men navnet har intet at göre med rettens sammensætning; subst. fimt er ene og alene brugt for at få et navn i formel grammatisk overensstemmelse med fjórðungs- (i fjórðungsdómar). Om anledningen til oprettelsen af denne domstol fortæller Njála, som bekendt, i kap. 97, vistnok i hovedsagen rigtig, selv om der har været flere andre og vigtigere motiver end de der anførte. Et af disse, som iøvrigt træder ret stærkt frem, er at sager ikke kunde få nogen afslutning for fjærdingsretterne, når dommerne ikke var enige; hvor ofte sligt er forekommet, vides ganske vist intet om. I femteretten skulde der sidde 48 mænd, hvilket igen forudsætter flere goder end de gamle 39 (eller 36); der skulde altså nye godord til (og det var dette, der for Njal siges at have været hovedmotivet til forslaget, der tillægges ham); af de nævnte 48 skulde imidlertid efter gammel skik kun de 36 dömme, 12 skulde udskydes, 6 af hver part eller alle af den ene. Ved voteringen gjaldt flertallet absolut. De sager, der skulde komme for den nye ret, var først og fremmest alle de sager, der ikke var bleven afgjorte i fjærdingsretterne; så var der nogle sager, hvori retten var første instans.(74) oc þat at osv.] hvorledes den gamle lov (norsk og islandsk) har været angående den her omhandlede sag, er ukendt. Arne Magnussen gör opmærksom på(75) en lovbestemmelse i Gulatingsloven, der mulig kunde kaste lys over sagen; det hedder der: »Hvis nu 4 mænd går sammen ad en vej, og en af dem bliver en mands bane og angriber [dvs.: dræber] en af sine ledsagere, så er den mands-bane, der er ene i sin sag (påstand; dvs.: hvem de 2 andre udpeger som drabsmanden) ; hvis en træl er med dem, bliver han mands-bane, hvis de andre vil skylde ham derfor«(76); Arne henviser også til et sted i Vígaglúmss.(77)
   11. Á hans dögom osv.] vi kan ikke nu sige, hvad det er eller hvilke tilfælde Are her har haft i tankerne eller kendt. Man kunde pege på sådanne store sager som processen efter Höskuld eller Njal i Njálss. (efter sagaen havde dog Skafte kun lidet at sige m. h. t. domsafgörelsen). Flere domfældelser i drabssager kunde nævnes i Skaftes tid.

1. IX. Ísleifr Gizorarsonr ens hvita vas vigþr til byscops a dǫgom Harallz
2. Norvegs conuŋs Sigurþarsonar Halfdanarsonar Sigurþarsonar hrisa Harallz
3. sonar ens hárfagra. En es þat sá hǫfþingiar oc góþer menɴ at Ísleifr vas
4. myklo nýtri en aþrir keɴimenɴ þeir es á þvisa laɴdi nę́þi þá selldo hon-
5. om marger sono sina til læringar oc léto vigia til presta. þeir urþu síþan
6. vigþer ii. til byscopa Collr er var i Vic austr. oc Ióan at Hólom. Ísleifr
7. átti iii. sono. þeir urþu aller hǫfþiŋiar nýter. Gizorr byscop oc Teitr prestr
8. faþer Halls oc Þorvalldr. Teit fœddi Hallr i Haukadali. sá maþr es þat vas
9. almę́lt at milldastr. Vę́ri oc agę́str at góþo á landi her olę́rþra maɴa. Ec kom
10. oc til Halls vii. vetra gamall. vetri epter þat es Geller Þorkelssonr fǫþor
11. faþer minn oc fóstri andaþisc. oc vasc þar xiiii. vetr. Guɴarr enn spaci
12. hafþi tekit lǫgsǫgo þá es Geller lét af. oc hafþi iii. sumor. þá hafþi Colbeinn
13. Flosasonr vi. Þat sumar er hann tóc lǫgsǫgo fell Haralldr conungr á Eng-
14. landi. Þá hafþi Geller i aɴat sinn iii. sumor. þá hafþi Gunnarr i aɴat sinn
15. i sumar. þá hafþi Sighvatr Surtssonr systorson Colbeins viii. Á þeim dǫgom
16. com Sę́mundr Sigfússonr suɴan af Fraclandi hingat til landz oc lét síþan
17. vígiasc til prestz. Ísleifr vas vígþr til byscops þá es hann vas fimtøgr þá
18. vas Léó septimus páve. En hann vas enn nę́sta vetr i Norvegi oc fór síþan
19. út hingat. En hann andaþisc i Scálahollti þá es hann hafþi allz verit
20. byscop iiii. vetr oc xx. sva sagþi Teitr oss. þat var á drottins dę gi vi. nót-
21. tom epter hátiþ þeira Pétars oc Póls lxxx. vetra epter Óláfs fall Tryɢva
22. sonar. þar vas ec þá meþ Teiti fóstra mínom xii. vetra gamall. En Hallr
23. sagþi oss svá es bę́þi vas minnigr oc ólyginn oc mundi sialfr þat es hann
24. var scírþr at Þangbrandr scírþi hann þrévetran. en þat var vetri fyrr en
25. cristni vę́ri hér i lǫg tekin. en hann gørþi bú þrítøgr oc bió lxiiii. vetr i
26. Haukadali. oc hafþi xciiii. vetr þá es hann andaþisc. en þat vas of hótiþ
27. Martens byscops á enom x. vetri epter andlát Ísleifs byscops.

2. Halfþan- AB. - 6. Collr: sål. AB. - 8. þorvalldr: sål. Arne Magn.; þorvallz AB. - 13. konungr: rex AB. - 24. -branþ- AB. - 27. Ísleifs: mgl. AB.
   I Sturlunga (Kål. udg. I, 244 og 246) findes dette kapitel udskrevet; varianter derfra er: 1. Gizurars.-hvita: ul. -2. Norv. kgs.: ul. - 2-3. Halfdanars. - hárfagra: ul. - 3. es: ul. oc-mennn: á Íslandi. Ísleifr: byskup tf. nýtri: meiri nytjamaðr. - 4. þeir-næþi: her á landi. - 5. léto: láta. urþu: váru. - 6. ii.: ul. Collr: Kolr. Ióan: er siðan varð byskup tf. - 6-17. Ísleifr-prestz: ul. her, men findes lidt senere. - 6. Ísleifr: byskup tf. - 7. urþu: váru. nýter: ul. - 7-9. Gizorr-manna: varieret. - 10. oc: ul. Halls: hans. - 10-11. föþorf.-fóstri: ul. - 11-17. oc vasc-prestz: ul. men fortsættes med En Hallr (1.22). - 18. septimus páve: papi, sá er inn ix. hefir verit með þvi nafni. Norvegi: Niðarósi. - 19. út hingat: til Íslands. En: ul. - 20. svá-oss: ul. vi.: vii. - 21. hátiþ-Pétars: Pétrs messu. Óláfs fall: fall Óláfs konungs. Resten af kap. findes noget senere i Sturl. - 23-24. oss-þrévetran: svá Ara presti enum fróða, at hann myndi, at hann var skirðr þrévetr. - 25. her: á Íslandi efter tekin. - 26. oc: hann. - 26-27. en-vetri: þat var Marteins messu x. vetrum.
   I Kristnis. kap. 14 er Are også benyttet, men ikke udskrevet; sål. findes her Isleifs alder (1. 17) ; for septimus står her: nonus (1. 17); 1. 18 ff. findes næsten ordret. Derefter følger, hvad der, findes 1. 3-6. Derefter kommer bemærkningen om hans død; her siges han at være død iii. nonas julii (I. 20-21). Kap. slutter med disse ord: Ari enn fróði stóð yfir grepti hans, xii. vetra gamall, er flest hefir sagt frá þessum tiðendum, er hér eru rituð.

   1. Ísleifr] var født 1006; han blev viet til biskop 50 år gammel, var biskop 24 år, døde 80 år efter Olaf Tryggvasons fald (se senere i kapitlet).
   4. es] er dativ.
   6. Collr] se foran; om denne Collr, der vistnok ellers med urætte kaldes Kolr, vides iøvrigt intet, undt. at han ifg. Landn. nedstammede fra Ketilbjörn, og var således i slægt med Ísleifr (Ketilbjörn - Teitr- Ketilbjörn -Kolr- Þorkell - Kolr; her findes kun formen med ét l).
   8. sá maþr] det gar på Hallr.
   13. Þat sumar osv.] stemmer fuldkommen med lovsigemændenes øvrige års-tælling og det historiske år for Haralds fald.
   15. Á þeim dögom] d. e. i årene 1076-83; Sæmund var født 1056; det er altså i et af hans 20.-27. år, hvilket passer særdeles godt.
   18. septimus] er fejl; Leo den 7. var pave 936-39; det er Leo den 9., der menes, (1049-54), og »nonus« står i Kristnis. (kap. 14). Septimus - rimeligvis oprindelig skrevet med romertal (ix eller viiii) - må bero på fejllæsning eller misforståelse. Men heller ikke Leo ix mener man passer, ti han døde i april 1054. Det var Victor 11, der var biskop 1056 (biskop 1055-57). Hungrvaka fortæller, at Isleifr rejste til pave Leo, men at denne sendte ærkebiskop Adalbert i Bremen brev om, at han skulde vie Isleifr til biskop. Det skete, han blev viet 14 dage fór Columbadag (9. juni). Arne Magnusson har(78) udtalt, at Isleifr var rejst udenlands 1052 eller 1053 og er virkelig kommet til Rom inden pave Leo døde, men at denne ikke havde nået at udfærdige brevet til ærkebispen; det må Victor II have gjort, men han blev først valgt omtrent et år efter Leos død. Isleifr er så rejst til Bremen og er bleven viet der 1056. I Norge måtte han så vænte en hel vinter (1056-57)(79) og derefter er han så kommen hjem. Den her fremførte opfattelse, at Isleifr virkelig har truffet Leo, er meget sandsynlig. Det forklarer, hvorledes Leo overhovedet er bleven nævnet; kun kunde man være tilböjelig til at formode, at Leo i virkeligheden selv har nået at udfærdige brevet til Adalbert inden han døde, og at Isleifr faktisk er viet i maj 1055. I Hungrvaka står, at han blev viet 4 (iiii) dage för Kolumbamesse; forudsat at vielsen fandt sted 1056, er dette helt galt, man har da antaget, at et x. var overset eller udfaldet i hds. og at der havde stået xiiii (sål. allerede Arne Magn.). Langt mindre fejl vilde det imidlertid være, at antage, at der havde stået iiiii (el. v.), og at dette var blevet til iiii; netop 5 dage för Kolumbamesse faldt pinsedag i 1055 (4. juni). Derefter har han så været vinteren 1055-56 i Norge, på Island regnede man hans bispeår imidlertid fra den tid, han virkelig fungerede som biskop, dvs.: fra og med 1056 (vinteren 1055-56 har man ikke regnet med). Jfr. K. Kålund i Sturl. I, 244, hvor der henvises til P. A. Munch, NfH II, 214-15, der antager, at Isleifr er bleven viet 1055. Det samme gör K. Maurer i Die Bekehrung II, 589 f. Adam af Bremen omtaler Isleifr i sin 4. bog (kap. 36), uden at bidrage til tidsregningen; han siger blot, at han er bleven sendt »ad pontificem« og at han »aliquandiu retentus est apud eum cum ingenti prorsus honore«. » Pontifex (kan ikke betyde andet end pave. Dette løser alle vanskeligheder. Mulig bör man da rykke Isleifs fødselsår et eller to år tilbage.
   21. hátiþ þeira Pétars ok Póls] dvs.: 29. juni.
   26-27. hótiþ Martens] dvs.: 11. nov. (1090).

1. X. [G]izorr byscop sonr Ísleifs vas vigþr til byscops at bǿn laɴzmaɴa
2. á dǫgom Óláfs conuŋs Harallzsonar ii. vetrom epter þát es Ísleifr andaþ-
3. isc. þánn vas hann annan hér á landi en annan á Gautlandi. En þá vas
4. namɴ hanns rǿtt at hann hét Gisrøþr. svá sagþi hann oss. Marcús Sceɢia-
5. sonr hafþi lǫgsǫgo nę́str Sighvati oc tóc þát sumar es Gizorr byscop hafþi
6. einn vetr verit hér á landi. en far meþ iiii. sumor oc. xx. At hanns sǫgo er
7. scrifoþ ę́vi allra lǫgsǫgomanna á bóc þesi þeira es váro fyrer várt minni.
8. en honom sagþi Þórarinn bróþer haɴs oc Sceggi faþer þeira oc fleiri sþaker
9. meɴ til þeira ę́vi es fyrer haɴs minni váro at þvi es Biarni eɴ spaki hafþi
10. sagt. fǫþor faþer þeira es munþi Þóraren lǫgsǫgomaɴ oc vi. aþra siþán. Gizorr
11. byscoþ vas ástsę́lli af ǫllom laɴnzmǫɴom en hverr maþr aɴarra. þeira
12. es vér vitem her á landi hafa verit. Af ástsę́lþ haɴs oc af tǫlom þeira
13. Sę́mundar meþ umbráþi Marcús lǫgsǫgomaɴz vas þát i lǫg leitt at aller
14. meɴ tǫlþo oc virþo alt fé sitt ac sóro at rétt virt vę́ri hvárt sem vas i
15. lǫndom eþá í lausaaurum ac gørþo tiuɴd af síþan. Þat ero miclar iartecner
16. hvat hlýþner laɴzmeɴn váro þeim maɴi es hann com þvi framm at fé
17. allt vas virt meþ svardǫgom þat es á Íslande vas oc landet sialft oc tiunder
18. af gørvar. oc lǫg á lǫgþ at svá scal vesa meþán Ísland es byɢt. Gizorr byscop
19. lét oc lǫg leggia á þat at stóll byscops þess es á Islandi vę́ri scylldi i Scála-
20. hollti vesa en aþr vas hvergi. oc lagþe hann þár til stólsins Scálaholltz
21. land oc margra cynia auþǿfe ǫnnor bę́þi i lǫndom oc í lausom aurom.
22. En þá es honom þótti sá staþr hava vel at avþǿvam þróazk. þá gaf hann
23. meir en fiórþung byscopsdóms sins til þes at helldr vę́ri ii. byscops stólar
24. á landi hér en einn svá sem Norþleɴdiŋar ę́stu hann til. En hann hafþi
25. áþr látet telia búendr á landi hér. oc váru þá í Austfirþiŋa fiórþuŋi vii.
26. hundroþ heil. en i Raŋę́inga fiórþuŋi x. en i Breiþfirþiŋa fiórþungi ix. en
27. i Ayfirþiŋa fiórþungi xii. en ótalþer váro þeir es eigi átto þiŋfarar caupi
28. at gegna of allt Ísland.
29. [U]lvheþiɴ Guɴars sonr ens spaca tóc lǫgsǫgo epter Marcús. oc hafþi
30. ix. sumor. þá hafþi Bergþórr Hramfɴssonr vi. En þá hafþi Goþmundr
31. Þorgeirssonr xii. sumor. Et fyrsfa sumar es Bergþórr sagþi lǫg upp vas
32. nýmę́li þat gørt. at lǫg ór scylldi scriva á bóc at Havliþa Moss sonar of
33. vetreɴ epter at sǫgo oc umbráþi þeira Bergþórs oc aɴarra spacra maɴa
34. þeira er til þess váro tecner. Scylldu þeir gørva nymę́li þꜹ ǫll í lǫgom er
35. þeim litisc þau betri en en forno lǫg. scylldi þav segia upp et nę́sta sumar
36. epter i lǫgrétto: oc þau ǫll hallda es enn meire hlutr maɴa mę́lti þá eigi gegɴ.
37. En þat varþ at framfara. at þá vas scrivaþr Vígslóþi oc margt aɴat i lǫgom.
38. oc sagt upp i lǫgretto af keɴimǫɴom of sumaret epter. En þat lícaþi ǫllom
39. vel. oc mę́llti þvi mangi igegɴ. þat vas oc et fyrsta sumar es Bergþórr
40. sagþi lǫg upp þá vas Gizorr byscop óþiŋfǿrr af sótt. þá sendi hann orþ til alþiŋis
41. vinom sinom oc hǫfþingiom at biþia scylldi Þorlác Rúnolfsson Þorleiks-
42. sonar bróþor Halls i Haukadali at hann scylldi láta vigiasc til byscops. En
43. þat gerþo aller svá sem orþ haɴs qvómo til. oc fecsc þat af þvi at Gizorr
44. hafþi sialfr fyrr miǫc beþit. oc fór hann útan þat sumar. en kom út et
45. nę́sta epter oc vas þá vígþr til byscops. Gizorr vas vigþr til byscops þá es
46. hann vas fertøgr. Þá vas Gregóríus septimus pápe. en siþaɴ vas hann enn
47. nę́sta vetr i Danmǫrco oc kom of sumarit epter hiŋat til laɴz. En þá es
48. haɴ hafþi verit xxiiii. vetr byscop svá sem faþer haɴs. þá vas Ióan
49. Ǫgmundarsonr vígþr til byscops fyrstr til stóls at Hólom. Þá vas hann
50. vetri miþr en hálfsextøgr. En xii. vetrom síþar þá es Gizorr hafþi alls verit
51. byscop xxxvi. vetr. þá vas Þorlácr vígþr til byscops. hann lét Gizorr vígia
52. til stóls i Scálahollti at sér livanda. þá vas Þorlácr ii. vetrom meir en xxx.
53. En Gizorr byscop andaþisc xxx. nóttom síþar í Scálahollti á enom þriþia
54. degi i vicu v. Kalend. Iunii. Á þvi áre eno sama andaþisc Páschalis secun-
55. dus pápe fyʀ en Gizorr byscop. oc Baldvine Iórsala conuŋr. oc Arnaldus
56. patriarcha i Hierúsalem. oc Philippus Svía conuŋr. En síþar et sama sumar
57. Alexiús Grikkia conuŋr. þá hafþi hann xxxviii. vetr setit at stóli i Micla-
58. garþi. En ii vetrom síþar varþ alldamót. Þá hǫfþo þeir Eysteiɴ oc Sigurþr
59. verit xvii. vetr conuŋar i Norvegi epter Magnus foþor siɴ Óláfsson Harallz-
60. sonar. Þat vas cxx. vetrum epter fall Óláfs Tryggvasonar. en ccl. epter
61. dráp Eadmundar Eŋla conuŋs. en Dxvi. vetrum epter andlát Gregórius
62. páva þess es cristni com á England at því es talit es. En hann andaþisc á
63. ǫþro áre conuŋdóms Fóco kęisara. Dciiii vetrom epter burþ Cristz at almaɴa
64. tali. þat verþr allt samaɴ mcxx ár. Hér lýxc siá bóc.

10. mundi A. - 12. vitem: vitam AB. -15. lǫndom: lonþom AB. - 17. -dǫgom: þogom AB. - 26. Breipfirpiŋa: Breiþiŋa AB. - 36. þau: B; þau A. -50. sextøgr: Arne Magn., fertogr AB. - 54. v.: mgl. AB. andaþisc: obiit AB.
   I Kristnis. kap. 15-17 findes mere eller mindre nöjagtige udtog af dette kapitel. Således þá vas osv. I. 46, I. 10, 11-28, 29-39, her mærkes, at sætningen om Goðmundr Þorgeirssonr I. 30-1 mangler, 45-6, 47-49, 51-2, 53-4 »quinto calendas junii« har sagaen, 54-57, 63 (fra Kristi fødsel). I Hungrvaka findes naturligvis paralleller til kapitlet; særlig kan nævnes bøndernes antal i hver fjærding; tallene er de samme. Ligeledes findes de synkronistiske angivelser I. 54-57.
   I Sturlunga findes en afskrift af kapitlet(79): der findes følgende varianter (enkelte af mindre betydning medtages ikke): I. 2-3. þat-andaþisc: andlát fǫður sins. -3. hér á landi: á Íslandi. þá: pat. - 4. røtt: rétt. - 4. oss: Ara presti. - 4-10. Marcús-sípan: ul. - 11. ástsælli: betr þokkaðr. - 11-12. hverr-verit: aðrir menn á Íslandi. - 12. ástsælð hans: ástsemd við hann. tǫlum: fortǫlum. - 13. lǫgs. m.: ok enn fleiri spakra manna tf. -14. menn: á Íslandi þeir er eigi váru frá numnir tf. - 15. lausaaurum: lausum eyri. ero-jart.: var með miklum jartegnum. - 17. á Ísl.: hér á landi. - 18. lǫg á lǫgþ: lǫgleiddi. - 20. en-hvergi: ul. – 24. svá-til : ul. - 26. heil: ul. - 28. of -Ísl.: ul. - 29. ens spaca: ul. - 30-39. En-vas oc: ul. - 40. af sótt: ul. - 41. ok hǫfþingiom: ul. - 41-42. Þorleikss.: ul. - 43-44. oc-beþit: ul. - 46. septimus: sá er hinn vii. hefir verit með þvi nafni. - 49. fyrstr-Hólom: ul. - 50. vetri-sextøgr: fjórurn vetrum meir en fimtøgr (vistnok ved en rigtig ændring). - 51-52. hann-sér: i Skálaholt at Gizuri byskupi. - 52. þá-xxx.: ul. -52-53. xxx.-síþar: ul. - 53-54.: á -Junii: ul. - 54-55. secundus: ul.- 56. En-sumar: ul. - 57-60. þá-Har.sonar: ul. - 60. cxx.: cxviii (selvstændig rettelse på grund af at bemærkningen om aldamót er ul.). Tryggvas.: en cc. ok L. eptir þat er Ingólfr landnámsmaðr kom til Íslands tf. Resten er udeladt. Også i Jóns saga byskups findes et stykke afskrevet (og Are er citeret; Bisk. I, 158); det begynder med biskop Isleifs død, hvorefter der fortsættes med Gizurs præstevielse efter Hungrvaka. Så følger stykket I. 12-21, ret ordret; men der er ingen grund til at anføre varianter derfra.

   3. á Gautlandi] I. 46-7 siger Are, at Gizurr var den næste vinter efter sin indvielse i Danmark og derefter siger Kristnis. det samme. Hvorledes så Gautland er at forstå, er ikke klart. Efter Hungrvaka rejste Gizurr først til Saxland og så til paven; denne sendte ham til erkebispen i Magdeburg og der blev han viet d. 4. sept. (1082); vinteren 1082-83 skulde han så have været i Götland-Danmark og være kommen til Island 1083. Götland må være Vestergötland; grunden til hans ophold der er ukendt. I Jónssaga siges Gizurr at have været en del af vinteren i Danmark, og en del af den i Götland; dette er vel kun en kontamination af bægge de benyttede kilder, men måske rigtigt.
   3-4. En þá vas osv.] her må der sigtes til Gizurs Tysklandsophold. Det følgende ord rætt (sål. hds.) kan opfattes på to måder, dels som rætt, dsv. 'opfattet i tale', dels som rétt (Konr. Gísl. Aarb. 1870 s. 130). Dette sidste mener jeg ikke er rigtigt, men at rætt bet. rǿtt; K. Gíslason vil ikke anerkende en betydning 'udtale' i at ræða, men det kan dog sikkert gengives således, hvad meningen angår. Navnet Gizurr var ukendt i Tyskland og så kaldte man - ikke Gizurr selv - ham med et tysk navn, som lignede det noget, og da var Gisfrid (som Gizurr har islandiseret til Gisrøðr) det nærmest liggende; det er dette navn, Tyskerne har givet ham og kaldt ham med; hans navn blev »talt«, således, at han blev kaldt G. Denne fremgangsmåde er så almenkendt fra alle tider, at der intet påfaldende er i at finde et eksempel derpå her. Den gamle opfattelse må sikkert opretholdes.
   10. Þóraren-síþan] dvs. hele lovsigemandsrækken - med undtagelse af den første, Hrafn - fra 950 til 1053.
   13-14. aller menn tölþo osv.] dette er snarest sket 1096; det er tiende - loven, der findes i Konungsbók af Grågåsen.
   15. iartecner] om dette er Ares form, turde være tvivlsomt; i Larssons Ordförrådet findes iartein- og ved siden deraf iartegn-.
   22. Þá gaf hann osv.] oprettelsen af bispesædet på Holar må være foregået 1104 eller så, da den 1. biskop her, Jóan ögmundarson, tiltrådte embedet 1106, og blev viet 1105.
   24. En hann hafþi áþr osv.] herom kan der især henvises til B. M. Ólsens grundige afhandling: Um skattbændatal(80); han sætter denne 'bondetælling' i forbindelse med tiendeloven og det er vist rigtigt. Herefter har man forsøgt at udregne, hvor mange der dengang bode i Island, men beregningen er meget usikker.
   27. þingfarar caup] 'tingrejselön' modtog de bønder, der af pligt rejste til altinget, medens de, der forblev hjemme, skulde betale (betalingen, hvis sum er ukendt, anvendtes så til dem, der rejste).
   30-31. En þá-sumor] Gudmund var lovsigemand 1123-34; efter dette skulde man antage, at Íslb.(81) var skrevet efter 1134; man har dog fundet dette urimeligt og antaget, at denne sætning er senere tilföjet, måske dog af Are selv. Det er nu i og for sig mest sandsynligt, at den er et indskud, fordi denne lovsigemandstid går ud over det tidspunkt, Are vilde føre sin fremstilling ned til, nemlig Gizurs død 1118 eller höjst til aldamót 1120. Dette var hans værks grænse. Det var ham en bevidst grænse; derfor er det heller ikke sandsynligt, at han senere skulde have tilföjet sætningen. Derimod kunde man godt tiltro en afskriver, der afskrev originalen efter 1134, at have föjet Gudmund til. Som det af de ovf. anførte parallelstykker fremgår, vil det ses, at sætningen mangler både i Kristnis. og Sturl. Der kan dog desværre intet med sikkerhed sluttes heraf. I Kristnis., hvor teksten er noget fordærvet, kunde forfatteren på grund af sammenhængen godt af sig selv have udeladt sætningen, selv om den havde stået i originalen. I Sturl. er her et helt stykke, begyndende med omtalte sætning, udeladt, så at det viser heller ikke noget. Men der er et vigtigt moment, der synes at udpege sætningen som indskud; den adskiller på en unaturlig måde nævnelsen af Bergþórr som lovsigemand og den vigtige begivenhed, der stod i den nöjeste forbindelse med ham, lovoptegnelsen. Der er det mærkelige forhold i hds. af Kristnis., at sætningen »Da tog Bergtor Hrafnsson lovsigemandsembedet« er udfalden, hvilket åbenbart er en afskriverfejl, mens der fortsættes med »og den første sommer, da han fremsagde loven«. Dette »han« er vist Ares udtryk,(81)
   36. manna] d. e. goderne, der havde sæde i lovretten.
   37. framfara] er vel subst. framfari 'hvad der går frem, udvirkes'; jfr. framför 'fremgang, trivsel'.
   margt annat] desværre kan man ikke nöjere bestemme, hvad Are sigter til.
   38. sagt upp] må her bet. 'oplæst'; mærk, at det er de gejstlige, de eneste skrivekyndige, der foretager denne første oplæsning.
   45. vas þá vígþr] »var da bleven viet«.
   47. í Danmörco] se foran ved 1. 4.
   50. halfsextøgr] således må hds. rettes (AM); f og x er blevet læst som f og r, hvad der var let nok; jfr. fjóra vetr ens sétta tegar i Kristnis.
   54. v. kalendas junii] d. e. 28. maj.
   58. alldamót] med öld menes her en cyclus lunaris (19 år); afslutningen af en sådan og begyndelsen til en ny faldt netop i 1120.
   60. cxx.] her og i det følg. bet. c, som ellers, 100, ikke 120.

1. Tillæg I. Þetta es cyn byscopa Íslendiŋa oc ættartala.
2. [K]etilbiǫrn landnámsmaþr sá es bygþi suþr at Mosfelli eno øfra vas
3. faþer Teitz fǫþor Gizorar eɴs hvita fǫþor Ísleifs es fyrstr vas byscop i Scála-
4. hollti faþer Gizorar byskops.
5. [H]rollaugr laɴdnámsmaþr sá es bygþi austr á Síþu á Breiþabolstaþ vas
6. faþer Ǫzorar fǫþor Þórdisar móþor Halls á Siþo fǫþor Egils fǫþor Þorgerþar
7. móþor Ióaɴs es fyrstr vas byscop at Hólom.
8. Ǫþr landnámscona es bygþi vestr i Breiþafirþi í Hvammi vas móþer
9. Þorsteins eɴs ʀauþa fǫþor Óleifs fęilans fǫþor Þórþar gelles fǫþor Þórhilldar
10. ʀiúþu móþor Þórþar hesthǫfþa fǫþor Carlsefnes fǫþor Snorra fǫþor Hall-
11. fríþar móþor Þorlács es nú es byscop i Scálahollti nę́str Gizori.
12. Helgi eɴ мagri laɴdnámamaþr sá es bygþi norþr i Eyiafirþi í Cristnesi
13. vas faþer Helgo móþor Einars fǫþor Eyiolrs Valgerþar sonar fǫþor Goþ-
14. muɴdar fǫþor Eyiolfs fǫþor Þorsteins fǫþor Ketils es nú es byscoþ at Hólom
15. nęstr Ióaɴi.

5. austr: austr A. - 10-11. Hallfiþar AB.
   Med hensyn til disse 4 bispeslægtregistre lægge man mærke til den nöjagtig gennemførte parallellisme i sætningsfølge og ordvalg. Ligeledes ses, at kun de første biskopper, den ene til Skalholt, den anden til Hólar, nævnes og så deres eftermænd i samme rækkefølge. Slutningen er ganske ens. Slægtregistrene er i fuld overensstemmelse med alle andre kilder (f. eks. Landnáma). Endelig lægge man mærke til - jfr. ovf. - den lighed, der er mellem disse stykker og den første halvdel af kap. 2.
   Endnu mærkes, at der over Hallr (på Sida), Þórþr (hesthöfþe) og Goþmundr (på Möðruvellir) findes et kors, der rimeligvis, som nævnt i Landn. 1843-udgaven, skal betegne de 3 som slægtens første kristne; rimeligvis har der da også stået et sådant over Gizurr (hvíti) i det første stykke, men er blevet overset.
   Stykkerne er i hvert fald skrevne för 1133 (det år da Torlak døde). Det er rimeligst at antage, at de forudsætter selve Íslb. Om de også har stået bagved den ældre, er det umuligt at afgöre. I hvert fald kan de ikke være en del af dennes egenlige áttartala.

1. Tillæg II. Þesi ero nǫfn laŋfeþga Yɴgliŋa oc Breiþfirþiŋa.
2. [Y]ngvi Tyrkia conuŋr. ii. Niǫrþr Svia conuŋr. iii. Freyr. iiii. Fiǫlner
3. sá er dó at Friþfróþa. v. Svegþer. vi. Vanlandi. vii. Visbuʀ. viii. Dómaldr.
4. IX. Dómaʀ. x. Dygve. xi. Dagr. xii. Alrecr. xiii. Agne. xiiii. Yngvi. xv.
5. Ioruɴdr. xvi. Aun enn gamli. xvii. Egill vendilcráca. xviii. Óttarr. xix. Aþísl
6. at Uppsǫlom. xx. Eysteinn. xxi. Yngvaʀ. xxii. Brautǫnundr. xxiii. Ingialldr
7. enn illráþi. xxiiii. Óláfr tretelgia. xxv. Halfdan hvitbeiɴ Upplendinga conuŋr.
8. xxvi. Goþrøþr. xxvii. Ólafr. xxviii. Helgi. xxix. Iŋialldr dóttorsonr Sigurþar
9. Ragnars sonar loþbrócar. xxx. Óleifr eɴ hviti. xxxi. Þorsteiɴ enn ʀauþi.
10. xxxii. Óleifr fęilan es fyrstr bygþi þeira á Íslandi. xxxiii. Þórþr geller.
11. xxxiiii. Eyiolfr es skírþr vas i eni siɴi þá es cristni com á Ísland. xxxv.
12. Þorkell. xxxvi. Geller faþer þeira Þorkels fǫþor Braɴz oc þorgils fǫþor
13. míns. en ec heitec Are.

3. Friþ-: Frid- A. - 13. heitec: heiter AB.

Med dette slægtregister kan sammenlignes det, der findes i Ynglingatal og Historia Norvegiæ.
   1. Breiþfirþiŋa] således betegner Are sin egen slægt, dvs. Auðr djúpúðgas efterkommere, og med rette.
   2. Yngvi] »Freyr hét Yngvi öðru nafni«, Yngls. Tyrkia konuŋr kaldes han her; det er samme historiske teori, der genfindes hos Snorre (Yngls. kap. 5; prologen til Edda; her nævnes netop Yngvi som Odins sön, og Odins folk identificeres med »Tyrker« fra Troja).
   Fiölner] jfr. 1. vers i Ynglt. og Hist. N. »qui in dolio medonis dimersus est«.
   3. Svegþer] sål. også Hist. N.; den rette form er Sveigðir, som 2 hds. af Hkr. har.
   Dómaldr] Dómaldi Ynglt., Domald Hist. N.
   4. Alrecr] sål. også Ynglt., Alric Hist. N.
   Agne] Hist. N. har ved fejl Hogna.
   Yngvi] sål. også Ynglt., Ingialdr Hist. N.
   5. Aun] Auchun Hist. N.
   vendilcráca] sål. også Hist. N., medens Ynglt. henførte dette tilnavn (jfr. Yngls.) til hans sön Óttarr, og det er vist rigtigere.
   8. Goþrøþr] herefter kommer en anden gren af slægten; jfr. Landn. s. 63.
   Helgi] der altså var gift med en (ukendt) datter af Sigurðr ormr-í--auga, er ellers ukendt; jfr. þáttr af Upplendinga konungum (Hauksb.).


Fodnoter:

(1) Det mente også B. M. Ólsen (Aarb. 1885 s. 353).
(2) Se Hungrvaka, Bisk. I, 72.
(3) Se B. M. Ólsens afhdl. Aarb. 1885 s. 343.
(4) Arnes levned II, 18.
(5) Sst. s. 1. S. 20 udtaler Arne, at ordene of et sama far mulig bör gengives ved: »de iisdem rebus«.
(6) Arne Magnusson gengiver ordene ved »præter genealogias et regum vitas«
(7) Aarb. 1885 s. 367.
(8) Landn.b. 1925 s. 63.
(9) B. M. Ólsen udtaler (Aarb. 1893 s. 239, jfr. s. 235), at áttartala-afsnittet »ikke har været særdeles omfattende«.
(10) I sin Timarit-afhdl. har B. M. Ólsen betragtet sagen anderledes og til gunst for sine teorier, men hans opfattelse er urigtig og gendrevet af K. Maurer (i Germ.-afhdl.), der med rette betragter Sturlunga-stykket som en kompilation.
(11) Aarb. 1885 s. 362, hvor han anfører andre eksempler på denne brug.
(12) Halfdan: i B er H skrevet.
(13) Sål. H. M. Ólsen, Aarb. 1885, s. 349. 356. 363; dette stykke og et andet om Harald skulde stå på »aldeles umotiverede steder". Heusler betragter stykket som afskrivertilföjelse.
(14) Hauksbók s. 464.
(15) Hinguar og Hubba i den angelsaks. krönike ved år 870.
(16) Sål. K. Maurer: Altnord. osv. s. 57 (531).
(17) I Lögm. ann. sættes dette til 867, medens det samme synes sat til 870 i ann. reg. og Skalh. ann.
(18) I Arne Magnússons Jordebog lyder navnet Reykja-.
(19) Se Kålunds Isl. II, 287-88, I, 78.
(20) Se Kålund II, 344-45.
(21) Se Marstrander: Bidrag s. 111; A. Bugge: Vesterl. indfl. s. 361.
(22) Br. Jónsson i Tímarit XVI, 164 f. og B. M. Ólsen sst. 173 f.
(23) Jfr. þ. Thoroddsen: Lýsing Islands II, 422 f.
(24) Herom kan henvises til Kålund: Isl. beskr.
(25) Udg. af Dicuil ved G. Parthey s. 42-44.
(26) Dette betegner Marstrander, på grund af o, som usandsynligt (Bidrag s. 95).
(27) Sål. Hellquist, Et. ordb.
(28) Hkr. II, 115.
(29) Hkr. II, 513, Ágrip sp. 49.
(30) Hkr. III, 287.
(31) Fms. VI, 98.
(32) Se Lind: Dopnalnn.
(33) Annar et sted i cod. Fris er uden al betydning.
(34) Det er lidt tvivlsomt, hvorledes slægtskabet var; ifg. Landn. 139 skulde Ulfljotr have været Torleifs broderdattersön. Men andetsteds kaldes han »søstersön«, og det er rimeligere. Således også Þórðars. hreðu.
(35) Hkr. I, 182.
(36) Se Hallfreðarsaga.
(37) NgL. II, 489.
(38) Se gloss. til NgL.
(39) Gutalag osv. (Pipping) s. 64-65. Der er ingen grund til at udfinde en skruet tolkning af dette ord istedenfor den ganske ligefremme: Gutna alþing.
(40) Isls. II, 171.
(41) Jfr. A. Heusler: Zwei Isl. s. XI, hvor der henvises til Maurers afhdl. om sagaen. Jfr. Kålunds Isl. beskr. I, 91f.
(42) S. 28.
(43) Udg. s. 145.
(44) Om sagen kan henvises til Árbók fornleif. 1881-82 s. 65 ff.
(45) Kålund, Isl. beskr. I, 156, jfr. 312; Árb. fornl. 1881-82 s. 38 f.
(46) Den i Árbók fornl, fj. 1920 s. 9 udtalte opfattelse er næppe rigtig.
(47) Kålund, Isl. beskr., jfr. Árbok fornl. 1881-82 s, 38.
(48) Se Larssons udg. s. 7-8.
(49) Om det hele kan henvises til Henning-Hoffory i Zs. f. deut. alt. XXVI, s. 178 ff. og mine bemærkninger i Íslb. 1887 s. XIV--XV; hvad der dér er bemærket, fastholder jeg.
(50) 1812, Larssons udg. s. 19).
(51) Sst. s. 24.
(52) Gunnl. s. 1916 s. 4.
(53) Om sagen kan iøvrigt henvises til Bilfinger: Untersuchungen I (1899) s. 36f og N. Beckman, Inledning til Isl. alfræði II, s. IV ff., G. Björnsson, Skirnir 1915.
(54) Üeber die Hænsa-Þórissaga 1871; jfr. F. Jónssons litt. hist.
(55) II, 738f. jfr.228f.
(56) Kap. 45 s. 42 i udg.
(57) Jfr. v. Finsen: Frist. Inst. s. 40.
(58) Frist. Inst. s. 42.
(59) Det er vist dette, der har foresvævet den, der skrev de dunkle ord i Njála k. 97; sagaens meddelelse om lovretten er iøvrigt falsk og meningsløs.
(60) Se Landn. s. 59, Eyrb. s. 12; her kaldes tinget fjórðungsþing.
(61) Dette sted har allerede Arne Magnusson fremdraget (Levned II, 55); jfr. V. Finsen, Frist. Inst, s. 43.
(62) S. 70-71 anm.
(63) S. 61 ff.
(64) Fornsögur 1860 s. 177.
(65) Sst. 145 jfr. Flat. I, 541, hvor ordet bruges om Skrællingernes både.
(66) Vidensk. selsk. oversigt 1905; han vil udlede det af det eskimo-ord karaleq, som eskimoerne bruger om dem selv.
(67) Monum. hist. Norv. s. 76.
(68) S. 62.
(69) Hkr. II, 83. 272
(70) Det er denne biskop, som Hauksbók og Melabók (Landnáma) nævner (se udg. 1925 s. 36 anm.) i det legendariske afsnit om Ásolfr; det hedder her, at da Hrodolf forlod Bær, var der tilbage »3 munke« (hvoraf en drömte om Ásolf osv.). Efter dette skulde Hrodolf ligefrem have indrettet etslags kloster på Bær; herom savnes ellers enhver efterretning. Denne Hróðolfr er vistnok identisk med den Rudolf, som ifg. engelske kilder var en slægtning af kong Edvard, af hvem han fik Abington abbedi 1050, han døde 1052 (på Island 1030-49?); jfr. P. A. Munch Afh. 1, 2, 599 og B. Kahle Sagabibl. XI, 95, Safn IV, 823 f.
(71) S. 26. Jfr. Bisk. I, 153. 219, Sturl. I, 244.
(72) Jfr. Arne Magn. Levned II, 66. Jfr. også K. Maurer: Die Bekehrung II, 586 ff.
(73) Udg. 1843, s. 331-32.
(74) Se herom fimtardómr i Finsens glossar, om hele sagen kan henvises til sammes Frist. Inst. s. 98 ff., især 106 ff.
(75) Levned II, 71 f.
(76) NgL I, 61 (§ 154).
(77) Isl. forns. I,71.
(78) Levned II, 76. (2) Dette er også Isl. ann.s beregning, vist efter Are, og den opfattelse er der, at 1056 var vielsesåret.
(79) I, 244 ff.
(80) Safn til sögu Íslands IV, især s. 349 ff.
(81) Jfr. A. Bley om sagen i hans afhdl. s. 346 f.