1. Qvad om Gudrune (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Det Förste Qvad om Gudrune.


Gudrun sad over Sigurds Lig; hun græd ikke som andre Qvinder, men hendes Hjerte var nær ved at briste af Sorg. Baade Koner og Mænd gik hen for at tröste hende, men det var ikke let. — Det er et Folkesagn at Gudrun havde nydt noget af Fafners Hjerte, og at hun derfor forstod sig paa Fuglenes Sprog.[1] Dette er endvidere bleven digtet om Gudrun:

1. Fordum sig Gudrun
Beredte til Döden,
Da sorgfuld hun sad
Ved Sigurds Lig;
Ej Öjnene hun væded,
Ej med Hænder slog,
Ikke hun klaged
Som Qvinder andre.


2. Höviske [2] Jarler [3]
Traadte frem,
For hendes haarde
Hu at formilde;
Ikke Gudrun
Græde kunde;
Af Sorrig nær
Selve Döden. [4]


3. Jarlers ypperlige
Qvinder sade
Guldprydede
For Gudrune;
Hver af dem fortalte
Om den Hjertesorg
Som hun [5] allerbittrest
Oplevet havde.


4. Da sagde Giaf-lauge,
Giukes Söster:
"Mig glædelösest
Veed jeg paa Jorden;
Fem Ægtemænds
Tab har jeg lidt;
Mistet to Döttre,
Trende Söstre,
Otte Brödre —
Dog jeg end lever!"


5. Ikke Gudrun
Græde kunde,
Saa var hun sorgfuld
Efter sin Mage,
Saa haardt bedrövet
Ved Konningens Lig.


6. Da sagde Herborg,
Hunalands Dronning:
"Jeg en end haardere
Harm maa beklage;
Mine syv Sönner
I sydligt Land,
Og Manden, den ottende,
Styrted i Kamp.


7. Fader og Moder,
Fire Brödre,
Dem paa Vandet
Vinden sveg;
Bölgen mod Skibets
Planker dem slog!


8. Selv jeg skulde hædre,
Selv til Graven före,
Skulde selv behandle
Deres Jordefærd; [6]
I et Aar
Det alt jeg opleved,
Saa at Ingen mig
Sögte at tröste. [7]


9. Saa blev jeg hæftet
Og krigsfangen
I det samme Aars [8]
Sidste Dage.
Da jeg maatte pynte
Og Sko binde
Paa en Herses [9] Qvinde
Hver en Morgen.


10. Hun trued mig
Af Aabryne
Og med haarde
Hug mig slog.
Aldrig en Husbonde
Fandt jeg bedre;
Ej en Husfrue
Nogensinde værre." —


11. Ikke Gudrun
Græde kunde,
Saa var hun sorgfuld
Efter sin Mage,
Saa haardt bedrövet
Ved Konningens Lig.


12. Da sagde Guldrande,
Giukes Datter:
"Ej meget Fostermoder!
Du veed, skjönt klog du
Den unge Qvinde
At give til Svar." —
Hun sagde Kongens
Lig ej skjules burde.


13. Bort fra Sigurds
Krop Lagenet hun rykte,
Hans Aasyn vendte
Mod Hustruens Knæ;
"See til din Elskte!
Din Mund hans Læber röre
Som om du favned
Fyrsten karsk!" —


14. Did et Blik
Gudrun kasted,
Saa hun Kongens Haar
Klæbrigt af Blod,
Heltens klare
Öjne slukte,
Fyrstens Bryst
Flænget af Sværdet.


15. Da sank mod Bolstret [10]
Gudrun tilbage;
Haarbaandet [11] lösnedes,
Kinderne rödmed,
Men en Regndraabe
Randt til Knæet ned.


16. Da græd Gudrun,
Giukes Datter,
Saa at stride Taarer
Styrtede frem
Og fra Gaarden höjt
Gjæssene [12] istemte,
De fromme Fugle
Som Fruen ejed.


17. Da sagde Guldrande,
Giukes Datter:
"Eders Kjærlighed
Stærkest jeg kjendte
Blandt Mennesker alle
Over Muld;
Ingensteds min Söster!
Var du fornöjet,
Ude eller inde,
Uden hos (din) Sigurd."


18. Da sagde Gudrun,
Giukes Datter:
"Mod Giukes Sönner
Min Sigurd var
Som Sværd-Lilien [13]
Af Græsset opspiret,
Eller Ædelstenen
Straalerig
Over Kongers
Isse fæstet. [14]


19. För jeg og tyktes
Fyrstens Mænd
Höjere end nogen
Herians [15] Dise; [16]
Nu er jeg saa liden
Som Lovet i Skove
Omtumlet af Storm —
Efter Kongens Död.


20. Enten jeg sidder
Eller mig lægger
Fortroligst Ven jeg savner [17]
Det Giukes Sönner volde —
Giukes Sönner volde
Min Ulykke
Og deres Sösters
Bedske Graad. —


21. Saa I ödelægger
Land og Folk
Som I bevared
Sorne Ede. —
Intet godt af Guldet [18]
Gunnar! du nyder;
Dig skulle de Ringe
Döden bringe
For de Ede som
Du Sigurd har givet.


22. Tit var i Gaard
Glæden större
Da min Sigurd
Sadlede Grane,
Og de til Brynhilde
At beile uddroge,
Den Uhelds Trold,
I en ond Time." —


23. Da sagde Brynhilde
Budles Datter:
"Gid Mand og Börn
Den Troldqvinde [19] savne,
Som dig Gudrun!
Græde bad
Og dig i Morges
Mælet gav." [20]


24. Da sagde Guldrande,
Giukes Datter:
"Du Alle Forhadte!
Med de Ord du tie;
Ædlingers Ulykke [21]
Immer du var; —
Hver Vanhelds-Bölge
Dig omtumler;
Du syv Kongers
Bedske Harm,
Qvinde-Venskabs værste
Forstyrrerinde!"


25. Da sagde Brynhilde
Budles Datter:
"Al Ulykke ene
Atle Volder,
Min Broder af
Budle avlet. —
Da i Hunners
Hall vi skued
Slangelejets Flammer
Konningen pryde;
Siden den Gang
Undgjeldet jeg haver;
Det Syn jeg evig
Angre skal." [22]


26. Ved Stötten hun stod,
Træet hun favned —
Af Brynhilde
Budles Datters
Öjne Ild gnistred —
Gift hun fnyste
Da hun saa
Sigurds Vunder. — —


Siden gik Gudrun bort derfra, over Skove og Örkener, lige til Danmark, hvor hun opholdt sig i syv Halvaar hos Thora, Hakons Datter. Brynhilde vilde ikke overleve Sigurd; hun lod dræbe otte af sine Trælle og fem Trælqvinder; derefter gjennemborede hun sig selv med et Sværd tildöde, som det fortælles i det korte Qvad om Sigurd. [23]

Noter:

  1. See foran S. 37.
  2. El. zirlige, belevne.
  3. El. herrer, Hofmænd.
  4. E. O. færdig at briste af Harme.
  5. ↄ: Fortællerinden.
  6. El. Selv den sidste Hæder
    Jeg dem vise maatte;
    Ordne og udföre
    Deres Jordefærd.
  7. El. opmuntre, glæde.
  8. E. O. Halvaars.
  9. En Friherres.
  10. ↄ: Dynen, Puden (i Sengen eller paa Löjbænken).
  11. El. a) Haarkammen; b) Diademet; c) selve Haaret.
  12. Afzelius har forandret dem til Svaner, ligesom Schlegel o. fl. de indiske. See foran S. 70. See endv. Kosegartens Nala (1820) s. 6, 225-227.
  13. (Afzelius). E. O. som Sværd-Lög.
  14. E. O. som den klareherlige Ædelsteen, trukket paa et Baand over Kongerne.
  15. ↄ: Odins.
  16. El. Nogen Qvinde af kongelig Slægt.
  17. E. O. jeg savner i Sæde og paa Leje min Tale-Ven (ↄ: Hjerte-Ven).
  18. ↄ: af Sigurds Efterladenskab.
  19. E. O. den Vætte eller Dise.
  20. E O. Maal-Runer. Tale-Runer, ↄ: som da indgav dig hvad du lærte.
  21. Egtl. Vanskjæbne; Ulykkes-Norne.
  22. Jfr. det tredje Qvad om Sigurd Str. 35-40.
  23. See her foran S. 76-83.