Aandemanerens datter (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Takornaoq – åndemanerens datter

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Aandemanerens datter
Fortalt af Takornaoq - den menneskesky

Knud Rasmussen
København, 1926

"Min Fader og Moder fik ofte Børn, der døde," fortalte hun. "Min Fader var en stor Aandemaner, og da han meget gerne vilde have Børn, gik han ind over Landet til en Islom og bad den hjælpe sig. Min Fader og Moder fortæller, at jeg blev født ved Islommens Hjælp, en Islom, der snart var Fugl og snart kunde tage Menneskeham paa. Saaledes kom jeg til Verden, og jeg levede."

Nogen Tid efter at jeg var født, faldt det ind med Misfangst, og alle led Nød. Min Fader var da gaaet ud til en Vaage i Isen, og her fortæller man, at han talte saaledes til den: "Hvis min Datter skal leve, vil du blive, som du er; hvis min Datter skal dø, vil du lukke dig og holde alle Sæler borte fra os. Giv mig dette Tegn."

Vaagen rørte sig ikke. Der rejste sig ingen Skruning over Vandet, og min Fader begyndte at fange Sæler, og han vidste, at jeg ikke skulde dø.

Saa gik min Fader hjem og sagde til min Moder: "Der er i Dag givet mig et Tegn paa, at vor Datter ikke skal dø som de andre Børn, vi har faaet. Du behøver derfor ikke at holde al den Bod, som andre Kvinder, der har født."

Og min Moder spiste, hvad hun havde Lyst til, og der var for hende ingen Tabu. Men saa hændte det, at jeg alligevel blev syg, og de troede, at jeg skulde dø. Saa sagde min Fader til min Moder:

"Stil Kødspiddet op i Gryden! Hvis det falder over Ende, vil hun dø, hvis det bliver staaende, vil hun leve."

Kødspiddet blev lagt tværs over Gryden, og det faldt af sig selv ned og blev staaende. Saaledes fik de igen at vide, at jeg skulde leve, og min Moder begyndte atter at spise alt, hvad hun havde Lyst til.

Saa begyndte jeg da at leve mit Liv, og jeg naaede den Alder, hvor man sommetider ligesom er vaagen, sommetider ligesom sover. Jeg kunde begynde at huske og glemme. En Dag husker jeg, jeg saa en Flok Børn løbe ude og lege, og jeg fik stor Lyst til at lege sammen med dem. Men min Fader, som forstod de skjulte Ting, fandt ud af, at jeg legede med mine døde Søskendes Sjæle. Han blev bange for, at denne Leg kunde blive farlig for mig, og spurgte sine Hjælpeaander, og siden efter, naar jeg vilde gaa hen og lege med Børnene, skød der sig altid en Væg op af Jorden mellem dem og mig, saa at jeg ikke kunde komme hen til dem."

Vi kom nu til at tale om Patdloq (ham, der ligger paa Maven), hendes Mand, og om hendes mange Ægteskaber.

"Da jeg blev saa stor, at jeg kunde begynde at lege med de unge Mænd, blev jeg gift. Han hed Angutianuk (Det ikke rigtige Mandfolk). Ægteskabet var meget kort; vi blev skilt, og kort efter døde han af Sult.

Det varede ikke længe, før jeg blev gift igen. Han hed Quivapik, og alle var bange for ham, for han truede altid med at slaa ihjel. Han tog ind paa Landet paa Renjagt, og jeg tog med for at hjælpe ham med at bære Kødet. Vi levede ganske alene, langt fra Mennesker, og jeg græd ofte over det. Vi blev derinde hele Sommeren. Ild kunde vi kun faa med Ildsten (Svovlkis); men engang blev Ildstenene borte for os, og vi kunde ikke tænde Baal. Saa manede han Aander og sagde til mig: "Du skal lukke Øjnene og gribe i Luften!" Det gjorde jeg, og da Ildstenene kom flyvende gennem Luften, greb jeg dem, og vi kunde atter faa Baal.

Sommeren gik, og det blev Efteraar, og da Mørket kom, kunde vi undertiden se Væsener i Menneskeskikkelse; men vi vidste ikke, hvad det var. Vi blev bange for dem og rejste hjem til vor Boplads, hvor der dengang var Nød. Inden længe blev der fanget en Hvalros, og saa var der atter Kød paa Pladsen.

Knive var dengang meget sjældne, og det hændte ofte, at Mændene tabte dem. Min Mand maatte saa holde Aandemaning, og paa den Maade fandt han de tabte Knive.

Da vi var paa Southampton Island, blev han engang harpuneret gennem det ene Øje og gennem Laaret, saa at Harpunspidsen gik ud paa den anden Side. Saa stor en Aandemaner var han, at han ikke døde af det.

Engang forsøgte han at indfange en død, der vilde tilbage til Livet. Det var svært for ham at gribe ham, og han fik derfor en anden Aandemaner med sig. Min Mand sagde, at det skulde have været let for ham at føre den døde tilbage til Livet igen, hvis blot Maanen havde givet Lov; men den dødes Moder havde syet Dragter af nye Renskind paa Marble Island, og det maa man ikke paa den Ø, og saa vilde Maanen ikke give hendes Søn Lov til at vende tilbage.

En anden Gang var vi ude paa Laksefangst, og jeg kunde ingen Laks fange. Saa kom min Mand og tog Laksekrogen og Snøren fra mig og lagde Krogen ind mellem sine Kønsdele, og da han havde holdt den der en Stund, slugte han den og tog den ud gennem Navlen og halede Snøren samme Vej. Derefter fangede jeg mange Laks.

Jeg var gift med ham i syv Aar, men saa blev han dræbt af Folk, der var bange for ham. En Mand, der hed Ikumaq, "Flammen", stak ham ned med en Snekniv, og bagefter tog han mig til Kone. Han var ikke min Mand ret længe, og da jeg blev gift igen, blev det med Patdloq. Hos os kalder vi ikke vore Mænd ved Navn, og jeg kalder Patdloq for Umaga (ham der holder Liv i mig)."

Aftenen blev lang og indholdsrig. Bopladsfællerne kom nu og da ind for at faa Del i Samtalen, og da den menneskeskys Fortrolighed over for os havde smittet dem alle, fik vi mange paalidelige Oplysninger.

Da Gæsterne endelig var gaaet og Baadsmanden faldet i Søvn, fortalte den gamle Hedningekvinde mig sin største Oplevelse. Hele Bopladsen var rolig, og i Snehyttens Halvmørke saa jeg de gamle, slidte Ansigtstræk, Kvinden, der fortalte mig om Livet i dets brutaleste Form:

"Fra min Barndom til min Alderdom har jeg set mange Lande, og i al den Tid har mit Liv ikke været ensartet. Der var Tider, da jeg levede i Velstand, og andre Tider, da jeg levede i Nød.

Jeg har ogsaa engang truffet en Kvinde, som havde holdt Livet oppe ved at æde sin Mand og sine Børn.

Fodnoter

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 62, 64-66. København, 1926.