Afsluttende bemærkninger (Betænkning nr. 19)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 13. jan. 2013 kl. 20:00 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Afsluttende bemærkninger (Betænkning nr. 19))
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Betænkning vedrørende de i Danmark beroende islandske håndskrifter og museumsgenstande


afgivet af

den af Undervisningsministeriet under 13. marts 1947 nedsatte kommission


AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Det må bero på et skøn, hvilken vægt man vil tillægge de enkelte i det foregående nævnte synspunkter, både hvad angår billighed og hensyn til konsekvenserne af en eventuel udlevering af håndskrifter. Ligeledes vil det bero på et skøn, til hvilket resultat man vil nå ved at afveje billighedshensynene over for hensynet til konsekvenserne. Herom har der ikke kunnet opnås enighed inden for kommissionen. I det følgende redegøres for medlemmernes forskellige opfattelser.

Svend Dahl, Paul Holt, Axel Linvald og Erwin Munch-Petersen ønsker at udtale følgende:

»Som det fremgår af betænkningens sidste kapitler, indeholder kommissionens redegørelse — der er tiltrådt af samtlige medlemmer — en såvidt muligt udtømmende fremstilling af de betragtninger, som kan gøres gældende både for og imod en mere eller mindre vidtgående aflevering af de i danske samlinger beroende islandske håndskrifter. Da betænkningen således ikke tager standpunkt til en aflevering eller dennes omfang, ønsker vi at tilføje en kort redegørelse for de synspunkter, som efter vor opfattelse bør være bestemmende ved håndskriftsagens afgørelse. Vi ser i denne forbindelse bort fra museumsgenstandene, idet samtlige medlemmer af kommissionen er enige om, at denne del af spørgsmålet har fundet sin endelige afgørelse i 1930.

Vedrørende håndskrifterne ønsker vi at fremhæve:

  1. Der er ikke fra islandsk side med nogen holdbar juridisk begrundelse gjort og kan ikke gøres krav på nogen del af de islandske håndskriftsamlinger, som er i dansk besiddelse.

Herom er der enighed mellem kommissionens samtlige medlemmer.

  1. Det er vel en følge af de to folks flerhundredårige statsforbindelse, at en så betydelig mængde islandske håndskrifter har fundet deres hjemsted i Danmark. Samtidig er der dog anledning til at understrege, at der også i Sverige findes en ikke ringe tilsvarende samling, om hvis udlevering der os bekendt ikke rejses noget krav fra islandsk side.

  2. Kun de færreste — omend nogle meget vigtige — af de i Danmark beroende islandske håndskrifter er direkte blevet afgivet fra Island til danske statsmyndigheder (d. v. s. kongen), dog uden at der har været tale om anvendelse af tvang. Af de håndskrifter, der nu findes i Den Arnamagnæanske Samling, og som ifølge Arne Magnussons testamente er kommet i Københavns Universitets besiddelse, er ganske vist hovedparten indsamlet på Island; ikke få og vigtige erhvervelser er dog sket uden om Island ved køb eller gave fra danske, norske og andre bogsamlere, i hvis biblioteker de ofte var indkomne før Arne Magnussons tid.

  3. En del af de nu i Danmark bevarede islandske håndskrifter har overhovedet aldrig været på Island, men er skrevet i Norge og er først derfra kommet til Danmark og enten i Norge eller i Danmark erhvervet af Arne Magnusson.

  4. Danske og norske lærdes, også Arne Magnussons, indsamling af islandske håndskrifter er ganske analog med tilsvarende indsamlinger, der har ført til, at den klassiske oldtids græske håndskrifter i renæssancetiden er reddet fra undergang af italienske paver, fyrster og lærde og derfor nu ganske overvejende beror i Italiens og Vesteuropas videnskabelige centrer og uanfægtet findes der.

  5. Danmarks moralske ret til at beholde de islandske håndskrifter er — ganske bortset fra, at deres overførelse til København ubestridelig har reddet dem fra undergang — blevet styrket og underbygget ved den betydelige indsats, der fra dansk side lige fra det 17. århundrede og til vore dage er gjort for at skaffe den internationale videnskabelige verden så vel som de nordiske folk kendskab til og indlevelse i den fællesnordiske kulturarv, som mange af de islandske håndskrifter repræsenterer, dels gennem udgaver af originalteksterne, dels gennem oversættelser.

  6. Danmark har i tidernes løb både fra Island, fra den antikke kulturs lande, fra orienten og andre egne skabt rige samlinger af litterære mindesmærker, som har betydet, at dansk humanistisk forskning har fået privilegier og pligter, der ikke på væsentlig måde bør forringes; en indskrænkning i disse samlinger — og dette gælder også de islandske — ville betyde en forringelse af disse privilegier og forpligtelser og dermed en indsnævring af perspektiverne i dansk kultur og af dansk forsknings muligheder for fortsat at gøre sig gældende på områder, som har international videnskabelig betydning.

  7. En fuldstændig — eller meget vidtgående — aflevering af sådanne samlinger, som i århundreder har været i et lands legitime besiddelse, er i den på dette område gældende internationale praksis uden fortilfælde og kan næppe heller antages at ville finde efterfølgelse. Medens Danmark derfor ved en aflevering vil lide et betydeligt tab, er der ingen som helst udsigt til, at vi derigennem skulle fremme opfyldelsen af eventuelle danske ønsker om afleveringer til vort land fra anden side.

  8. En fuldstændig — eller meget vidtgående — aflevering af de islandske håndskrifter vil med større eller mindre ret kunne opfattes som »fortilfælde« og kan derfor også tænkes at fremkalde krav fra anden side. Under kommissionens forhandlinger har vi haft vor opmærksomhed henvendt på de i dansk eje beroende persiske, indiske og hebraiske håndskriftsamlinger, men dog navnlig været opmærksom på, at en opløsning af Den Arnamagnæanske Samling meget vel kan fremkalde norske krav på de i denne beroende norske håndskrifter, et krav, som i så fald vanskelig vil kunne afvises. Tillige er det vor opfattelse, at en vidtgående udlevering af de islandske håndskrifter også vil kunne virke stimulerende på norske ønsker om en fornyet forhandling vedrørende den dansk-norske arkivsag og på kravene om en afgørelse af denne i overensstemmelse med norske anskuelser.

  9. Eventuelle norske ønsker om aflevering af norske håndskrifter eller islandske håndskrifter med norsk emne i Den Arnamagnæanske Samling vil stille danske myndigheder overfor den meget vanskelige opgave at skulle optræde som opmand mellem to nordiske folk ved i de enkelte tilfælde at bedømme den saglige begrundelse for norske og islandske ønsker.

Vi lægger ikke skjul på, at ovenstående betragtninger efter vor overbevisning ville kunne begrunde en afvisning af størsteparten af de islandske ønsker. Uanset dette har vi dog fuld forståelse for, at det af islænderne ud fra deres nationale forudsætninger kan føles som et unaturligt forhold, at Island, som er så fattigt på historiske fortidsminder, nu — som følge af den historiske udvikling — er i den stilling, at så godt som hele det håndskriftmateriale, som vidner om islandsk åndslivs rige blomstring i fortiden, beror udenfor landets grænser. Som en naturlig konsekvens af denne erkendelse mener vi, at man fra dansk side — ud fra fællesnordiske sympatier og som gave — ville kunne afgive til Island håndskrifter, som må siges på en ganske særlig måde at være knyttet til landet ved på een gang at være skrevet af islændere og omhandle islandske forhold og personer, og som derfor i overvejende grad vil have interesse for islændere og næppe i synderlig grad vil blive dyrket af andre end islandske forskere. Det er ikke kommissionens opgave at stille konkrete forslag; for at tydeliggøre vor opfattelse ønsker vi dog at udtale, at det her drejer sig om følgende kategorier;

a)
Alle islandske diplomer, der ikke blev afleveret i 1927, såvel som alle sådanne håndskrifter, der må siges at være dele af islandske lokalarkiver (kopibøger, kirkeregnskaber m. m.), alle håndskrifter vedrørende Islands historie, topografi, kirkelige forhold, administrative forhold og retsvæsen, herunder de islandske love,

Are Frodes Íslendingabók og Landnámabók,
bispesagaerne,
genealogierne.

b)
Efter vor opfattelse vil det dog også være naturligt at inddrage følgende kategorier i gaven: Alle håndskrifter, der indeholder den middelalderlige islandske religiøse litteratur og helgenbiografierne, for så vidt de er i ren islandsk sprogdragt, den matematiske, astronomiske, komputistiske og lægevidenskabelige litteratur samt middelalderlige islandske skrifter med verdenshistoriske o. lign. emner. Desuden alle sen- og eftermiddelalderlige litterære håndskrifter (annaler, religiøs litteratur, sagaer og eventyr, rímurdigtningen). Også om disse kategorier gælder det, at de overvejende vil blive benyttet af islandske forskere.
c)
Endelig kunne man overveje at udvide gaven med håndskrifter fra følgende kategorier: islændingesagaer (slægtssagaer), fornaldarsagaer og eddadigtning, selvom disse kategorier ikke blot har islandsk interesse, men også i mere eller mindre omfattende grad har betydning for fællesnordisk kultur og videnskab.

En løsning af sagen efter de her antydede linier ville formentlig kunne føre til et resultat, der i store træk svarer til afgørelsen af museumssagen i 1930.

Forudsætningen for en gave af den her skitserede karakter må dog under alle omstændigheder være,

at
man mener at kunne sætte sig ud over de ejendomsretlige betragtninger, som eventuelt måtte stille sig i vejen for en opløsning af Den Arnamagnæanske Samling,
at
en sådan gave anerkendes som en endelig løsning af den islandske håndskriftsag, på samme måde som det efter kommissionens enstemmige opfattelse bør være tilfældet med museumssagen efter den i 1930 stedfundne aflevering af genstande fra Nationalmuseet,
at
det udtrykkelig aftales, at både de i Danmark tilbageblivende håndskrifter og de til Island afgivne håndskrifter altid skal kunne udlånes til brug for forskere i henholdsvis Island og Danmark,
at
håndskrifter, som benyttes ved udarbejdelsen af den nye islandske ordbog, først udleveres, når arbejdet med denne er tilstrækkelig fremskredet til, at de kan undværes,
at
man inden udleveringen af islandske håndskrifter sørger for, at der af disse tilvejebringes fotografiske gengivelser. På den anden side ville vi også finde det rimeligt, at der skænkes Island fotografiske gengivelser af de håndskrifter, som forbliver i København. En sådan fotografering vil også af den grund være i begge parters interesse, at den i nogen grad vil begrænse omfanget af gensidige udlån.«


I tilslutning hertil ønsker Halfdan Hendriksen at udtale:

»Selvom Undervisningsministeriet i sin Skrivelse af 13. marts 1947 udelukkende har anmodet Kommissionen om at fremkomme med en Redegørelse for de Hensyn af politisk, historisk og retlig samt almen kulturel og videnskabelig Art, som naturligt maa skønnes at burde tages i Betragtning ved Afgørelsen af Spørgsmaalet om Overlevering til Island af de i Danmark beroende islandske Haandskrifter, har en Række af Kommissionens Medlemmer forstaaeligt nok fundet det naturligt og rigtigt at fremkomme med Forslag til de Retningslinier, der bør følges ved en eventuel Udlevering.

Paa det foreliggende Grundlag har jeg imidlertid ikke ment at burde fremsætte noget selvstændigt Forslag, men ønsker dog at fremhæve, at jeg sympatiserer med Konklusionen af den af Rigsbibliotekar Svend Dahl, Seminarieforstander Paul Holt, Rigsarkivar Axel Linvald og Professor Erwin Munch-Petersen fremsatte Særudtalelse, idet jeg understreger, at Forudsætningen for en eventuel Udlevering af Dele af den arnamagnæanske Samling naturligvis maa være, at Universitetets Billigelse hertil indhentes.«


Alsing Andersen og Erik Arup, der med kommissionens øvrige medlemmer er enige om, at spørgsmålet om museumsgenstandene er endelig afgjort ved den i 1930 trufne ordning, og at der ikke fra islandsk side med nogen holdbar juridisk begrundelse er gjort eller kan gøres krav på nogen del af de islandske håndskriftsamlinger, der befinder sig i Danmark, ønsker at fremsætte følgende udtalelse om de synspunkter og retningslinier, som efter deres formening bør være afgørende ved sagens videre behandling:

»Når så stort et antal af de gamle islandske håndskrifter er kommet til Danmark, er det en naturlig følge af den århundredlange statslige forbindelse mellem Island og Danmark. Det har endvidere vist sig, at det var heldigt og nyttigt, at så mange af håndskrifterne kom til Danmark. Islændingene kunne dengang ikke selv opbevare håndskrifterne. I Danmark blev de ikke alene opbevaret, men også i stort omfang udgivet i samarbejde med islandske forskere, hvis naturlige arbejdsplads dengang var Københavns universitet.

Der er altså intet at bebrejde Danmark, tværtimod. Også andre lande var meget energiske efter at skaffe sig islandske håndskrifter, og der findes ikke helt ringe samlinger i andre lande. Hvis der ikke i Danmark havde været interesse for håndskrifterne, ville størstedelen af dem enten være gået til grunde eller i dag have befundet sig i andre landes biblioteker eller arkiver. Islands ønske om nu at få bevarede håndskrifter ført tilbage til deres hjemland havde under sådanne omstændigheder ikke haft nogen udsigt til at gå i opfyldelse. Dette er det rimeligt for Island at tage i betragtning.

Men dette gør efter vor mening ikke det islandske folks ønske mindre forståeligt eller mindre begrundet. Lige så naturlig den stedfundne historiske udvikling har været som følge af de herskende forhold, lige så naturligt er efter vor mening Islands ønske om nu at få den væsentlige del af sine nationale litterære skatte tilbage.

Efter århundreders forløb er det islandske folk atter selvstændigt. Det kan se tilbage på en tusindårig kultur. Som det siges i de første linier af denne kommissionsbetænkning: »I tiden fra begyndelsen af det 12. århundrede og op til reformationen udførtes på Island en litterær stordåd.« Der opstod en litteratur, som gennem håndskrifterne flere hundrede år derefter inspirerede de andre nordiske folk med hensyn til at genskabe deres interesse for de nordiske folks ældste historie.

Det er rigtigt, som det er blevet fremhævet, at disse håndskrifter bl. a. derved har fået almindelig nordisk interesse og betydning. For os er dette imidlertid intet gyldigt argument imod de islandske ønsker. Thi hvor megen betydning denne litteratur end har for hele Norden og for andre lande, og uden hensyn til hvor skæbnen har ladet dem opbevare i de sidste 2–300 år, står følgende kendsgerninger dog fast:

  1. Håndskrifterne er i alt væsentligt skrevet i Island, af islændinge, for islændinge.
  2. Håndskrifterne er Islands litterære frembringelser — og ikke noget andet lands.
  3. Alligevel kendes så godt som hele denne litteratur kun gennem håndskrifter, der befinder sig — udenfor Island.

Hvor historisk begrundet denne tilstand end er, anser vi den for at være både urimelig og uholdbar.

Island kan nu selv opbevare håndskrifterne på betryggende måde, og islændingene er selv i stand til at arbejde med dem på lige så god videnskabelig måde som andre, og ganske naturligt i langt større omfang end andre, både af sproglige årsager, og simpelthen fordi der her er tale om deres nationale arv.

Det er rigtigt, at dansk videnskab altid har følt håndskrifternes nærværelse i Danmark »som et privilegium og som en forpligtelse«. Dansk videnskab har stor ære af den indsats, den har øvet på dette område. Det må også erkendes, at vilkårene vil blive betydelig ringere, dersom en væsentlig del af håndskrifterne føres bort fra København.

Efter vor mening vil det alligevel — som forholdene har ændret sig — være urigtigt af dansk videnskab at søge at hævde et særligt privilegium på dette område. Lige så vel som danske forskere er nærmest til at tage sig af studiet af dansk sprog, litteratur og historie, må vi erkende, at islandske forskere ifølge sagens natur er nærmest til at påtage sig studiet af islandsk sprog, litteratur og historie — uden at der derfor bliver tale om en eneret for nogen.

Vi mener heller ikke, at man med rette kan hævde, at en udlevering af de islandske håndskrifter fra de danske offentlige samlinger betyder »anerkendelse af en betragtningsmåde, der næppe vil være fremmende for international videnskabelig forståelse«.

Hvis danske autoriteter — på den ganske særlige baggrund, som findes i denne sag — beslutter sig til at give det islandske folk en gave, er der selvsagt ikke herved sket noget principielt brud på almindeligt gældende internationale regler. Det kan efter vor mening absolut ikke skabe nogen konsekvenser for Danmark over for noget andet land. Det ønsker vi at understrege.

Ej heller tør man deraf drage den slutning, at den internationale videnskabelige forskning på dette område derved skulle få ringere kår i fremtiden. Der er her tale om et meget omfattende forskningsområde, og det er ikke usandsynligt, at den omstændighed, at de islandske forskere fremtidig i langt større udstrækning vil kunne hellige sig dette for dem særlig naturlige arbejde, netop vil kunne virke fremmende både for dansk og international forskning.

Efter den rolle, Danmark og dansk videnskab har spillet på dette område, kan man imidlertid vanskeligt tænke sig, at Islands ønsker skulle gå ud på helt at blotte Danmark for værdifulde islandske håndskrifter. Ligesom der i Danmark findes håndskrifter fra mange andre lande og kulturkredse, må det føles naturligt, at der også fremtidig findes islandske håndskrifter i dansk eje, deriblandt også nogle af dem, som det vil smerte begge folk at undvære. De håndskriftsamlinger, det drejer sig om, er så omfattende og så forskellige i indhold, karakter og litterær værdi, at det ikke er muligt i en kommissionsbetænkning at stille helt konkrete forslag.

Så meget mere anerkender vi det værdifulde, positive bidrag til sagens løsning, som er ydet af rigsbibliotekar Svend Dahl, seminarieforstander Paul Holt, rigsarkivar Axel Linvald og professor Munch-Petersen, der i deres særudtalelse nævner visse kategorier af håndskrifter, som efter deres opfattelse kan udleveres eller indgå i overvejelserne derom.

Vi må dog ud fra vort synspunkt anse det for ønskeligt at gå videre for at nå frem til en virkelig endelig løsning.

Hvordan ordningen kan blive i enkeltheder, kan ikke afgøres uden forudgående samtaler mellem sagkyndige fra de to lande.

Hovedinteressen knytter sig imidlertid til de gamle pergamenthåndskrifter, skindbøgerne, på Det kgl. Bibliotek og i Den Arnamagnæanske Samling på Universitetsbiblioteket. Efter vor opfattelse vil det være rimeligt at skænke Island disse håndskrifter, der udgør Islands nationale klenodier.

I øvrigt vil det være naturligt at tage hensyn til de håndskrifter, hvis indhold er af rent islandsk karakter eller overvejende har interesse for islændinge, altså det man i almindelighed har betegnet som Islands egentlige nationallitteratur, begyndende med Are Frodes Islændingebog og Snorre Sturleson og omfattende poetisk digtning, de islandske slægtssagaer og samtidssagaer, bispesagaerne, fornaldarsagaerne, skrifter vedrørende islandsk historie, topografi og administration m. m., de islandske lovbøger og andet retsstof, de såkaldte rímur og den sen-middelalderlige litteratur samt de islandske jordebøger og diplomer.

På den anden side findes ting, som det vil være naturligt at bevare i Danmark. Det gælder f. eks. Suhms afskrifter i Ny kongelig Samling i Det kgl. Bibliotek. I Arne Magnussons samling findes en del håndskrifter, der er skrevet uden for Island, eller som Arne Magnusson har fået som gave fra eller købt på auktion efter ikke-islændinge, f. eks. private samlere i Danmark eller Norge som Herman Meier, Jens Rosenkrantz o. fl. Dertil kommer de håndskrifter, som før Arne Magnussons tid har været i danske samleres eje, samt håndskrifterne i Thotts, Rostgaards, Kalls og Uldalls samlinger i Det kgl. Bibliotek og i de såkaldte tillægssamlinger til Den Arnamagnæanske Samling.

Efter vor mening må forudsætningen for spørgsmålets løsning være, at den ordning, man når frem til, fra islandsk side uforbeholdent anerkendes som en endelig ordning.

Endvidere må der træffes aftale om, at de håndskrifter, der benyttes ved arbejdet på den nye oldislandske ordbog, forbliver i København, så længe det er nødvendigt for dette ordbogsarbejde.

Der bør desuden træffes aftale om, at håndskrifter altid skal kunne udlånes til brug for forskere i henholdsvis Danmark og Island.

Og endelig bør der inden udleveringen tilvejebringes fotografiske kopier af de pågældende håndskrifter, ligesom det vil være naturligt at skænke Island fotografiske kopier af de håndskrifter, som fortsat måtte forblive i Danmark.

For Danmark vil tabene og ulemperne, så uomtvistelige de er ved udlevering af en så væsentlig del af håndskrifterne, dog være forholdsvis ringe i forhold til vort lands egne rige nationale minder. Vi for vort vedkommende forstår, at det for Islands folk og forskning må være meget magtpåliggende, at landets vigtigste nationale skatte i rimeligt omfang kommer tilbage til det land, hvorfra de er kommet, og til det folk, som har frembragt dem.

Vi mener derfor, at Danmark ved denne sags behandling bør lade såvel juridiske betragtninger som nationale og fagmæssige prestigehensyn træde i baggrunden.«


Thorkild Holst ønsker at udtale:

»Undertegnede er af den mening, at Danmark bør tilbagegive Island samtlige håndskrifter, som stammer fra Island, d. v. s. er skrevet af islændinge i Island.

Disse håndskrifter er skabt af det islandske folks forfædre, som derigennem reddede nordens ældste historie og literatur fra forglemmelse og sikrede eftertiden en kulturarv af uvurderlig betydning. De tilhører derfor efter min opfattelse det islandske folk.

Det er rigtigt, at det i høj grad skyldes dansk indsats, at så mange islandske håndskrifter blev reddet fra at gå til grunde i Island. Det bør dog samtidig anerkendes, at det i stor udstrækning var islændinge selv, der foretog indsamlingen af håndskrifterne, og at det ikke mindst skyldtes disse islændinges (bl. a. biskop Brynjolf Sveinsson, Thormod Torfæus og Arne Magnusson) initiativ, kundskaber og forståelse for håndskrifternes betydning, at så mange af dem blev reddet.

Når man med rette fremhæver Danmarks indsats ved indsamlingen, opbevaringen og udforskningen af håndskrifterne, bør det ikke glemmes, at det daværende danske styre har et stort ansvar for, at der ikke i Island skabtes muligheder for håndskrifternes opbevaring og udforskning. Det var derfor en pligt for Danmark at indsamle håndskrifterne og sørge for, at de blev forsvarligt opbevaret og videnskabeligt undersøgt og bearbejdet.

Selvom håndskrifternes tilbagelevering til Island vil være et tab for dansk videnskab, bør dette forhold ikke forhindre tilbageleveringen. Håndskrifternes tilstedeværelse i Island vil sikkert med tiden vise sig at være til gavn for den videnskabelige forskning som helhed, idet islændingene af sproglige, historiske og nationale grunde i særlig grad vil føle sig tilskyndet og forpligtet til at arbejde med håndskrifterne og til at yde ikke-islandske forskere al mulig støtte i dette arbejde.

Påstanden om at en tilbagelevering af håndskrifterne til Island skulle få konsekvenser for Danmark i forhold til andre nationers eventuelle krav på danske samlinger må bestemt afvises. Her er tale om et ganske særligt forhold, hvor man fra dansk side ønsker at give en gave til et folk, der i århundreder har stået i nationalt fællesskab med Danmark, et folk som er fattigt på historiske fortidsminder, og som ikke selv ejer nogle af de værker, som deres forfædre har skabt.

En videst mulig opfyldelse af de islandske ønsker vil være en retfærdighedshandling overfor det islandske folk og vil styrke og gavne den venskabelige forbindelse imellem det islandske og danske folk.«


Johs. Brøndum-Nielsen og Carsten Høeg fremsætter følgende udtalelse:

»Undertegnede Medlemmer af Kommissionen ønsker i første Række at fremhæve — bl. a. under Hensyn til den Formulering, de islandske Ønsker har faaet i flere, ret autoritative Udtalelser — Betydningsfuldheden af, at alle Kommissionens Medlemmer er enige om, at der ikke fra islandsk Side med nogen holdbar juridisk Begrundelse er gjort eller kan gøres Krav paa nogen Del af de islandske Haandskriftsamlinger, som er i dansk Besiddelse. Og vi ønsker at insistere paa den, efter vor Opfattelse, selvfølgelige Regel, at en Bortgiven af kulturelle, uerstattelige Mindesmærker, der er i Statens retslig uanfægtelige Besiddelse, altid og i alle Henseender maa have Undtagelsens Karakter, og kun kan være forsvarlig, naar der kan fremføres Argumenter af ganske særlig Art. I det foreliggende Tilfælde mener vi, at saadanne Argumenter kan anføres. Vi sigter til det Forhold, at Aarsagen til, at saa mange islandske Haandskrifter findes i Danmark, i væsentlig Grad er det tidligere eksisterende, nu ophævede Statsfællesskab, og — navnlig — til det Forhold, at Island — hvis største kulturelle Indsats ligger paa den middelalderlige Litteraturs Omraade, og hvor just den boglige Kultur baade i Middelalderen og i Nutiden har været usædvanlig rig og dyb — saa godt som helt savner de Mindesmærker, hvorigennem denne middelalderlige Bogkultur er blevet overleveret til Nutiden.

Vi mener ogsaa, at man bør tage Hensyn til, at de islandske Ønsker bæres frem af en bred og ikke uforklarlig Folkestemning, og at en fuldstændig Afvisning af dem derfor vil kunne føles som Udslag af manglende nordisk Samfølelse.

Dette er Baggrunden for vort i det følgende udførte og i Enkeltheder begrundede Forslag om en betydelig Gave af Haandskrifter til Island.

Ved Overvejelser over, hvilke Haandskrifter — eller hvilken Art af Haandskrifter — det vil være rigtigst og forsvarligst at skænke til Island, møder man den Vanskelighed, at der med Hensyn til den Arnamagnæanske Samling gør sig Betænkeligheder gældende, der ikke rammer de islandske Haandskrifter, der findes i det kongelige Bibliotek. Vi sigter til det Forhold, at den Arnamagnæanske Samling er stiftet ved en testamentarisk Gave, og at det af Fundatsens Paragraf 1 fremgaar, at Samlingen ved Oprettelsen af Fundatsen og sikkert i Overensstemmelse med Testators Vilje er blevet opfattet som en Helhed, der »til evig Tid skal være bestemt og henlagt til at oplyse, forbedre og til Trykken at befordre lade, alt hvad der angaaer de nordiske, nemlig Danmarks, Norges og underliggende Landes Historier, hvorunder de ældre Tider i Norden, deres Geographie, Love, Skikke og Sædvaner, Levemaade, Kunster og Videnskaber, Myntvæsen, Monumenter, og alt andet deslige skal forstaaes« (sml. § 27, hvor det foreskrives, at intet af Samlingen maa »forkomme eller formindskes«). I en Udtalelse til Undervisningsministeriet fra Københavns Universitets Rektor (af 25. Marts 1946) er der redegjort for de Grunde, der har ført Rektor til at udtale, at Universitetet maa »bestemt modsætte sig Tanken om Udlevering af visse Dele af den Arnamagnæanske Samling.« Da det imidlertid ikke er nærværende Kommissions Opgave at belyse dette Spørgsmaal, og da der i Kommissionens Fremstilling af Betragtninger over Billighed og lignende Spørgsmaal tages Sigte saavel paa den Arnamagnæanske Samlings Haandskrifter som paa andre Haandskrifter, har vi ment det rigtigt at angive baade (a) et Forslag, der bygger paa den Antagelse, at Universitetet vil finde det forsvarligt at fravige Fundatsens Bestemmelser, og (b) et Forslag, der vil kunne bringes til Anvendelse, hvis den Arnamagnæanske Samlings Udelelighed fastholdes.

a. Vi har bestræbt os for at finde videnskabeligt forsvarlige Kriterier for at udskille de Haandskrifter, som det vil være naturligst at skænke til Island. Ihvorvel vi er af den Opfattelse, at det, set fra et rent videnskabeligt Synspunkt, vil være bedst at lade Samlingerne bero uantastet dér, hvor de er, og hvor der er opbygget et stort Apparat til at udnytte dem, mener vi, at to Grupper lader sig udskille.

  1. Vi mener, med Støtte i fast, international Tradition, at der er Rimelighed i at anlægge forskellige Synspunkter paa Dokumenter og paa Litteratur, og at en Udlevering til Island af de Diplomer og Arkivalier, der ikke omfattedes af Udleveringen i 1927, kan anbefales og begrundes med Henvisning til, at Studiet af slige Dokumenter — i visse Henseender — har bedre Kaar paa Fremstillingsstedet end andetsteds. Det vil maaske være forsvarligt at lade denne Gruppe omfatte ogsaa visse litterære Haandskrifter med rent topografisk Indhold.
  2. Vi mener ogsaa, at det er muligt at anlægge forskellige Synspunkter paa den middelalderlige og paa den senere Litteratur, idet det kan antages — udfra almindelig videnskabelig Erfaring —, at de litterære Frembringelser fra den Periode, hvor Island ikke stod i Centrum i den nordiske Kulturudvikling, i ikke ringe Grad vil blive et Specialomraade for islandske Lærde (selvom denne Litteratur naturligvis ingenlunde er uden Interesse for andre Forskere og ogsaa i de senere Aar har været Genstand for danske Videnskabsmænds Studier). Vi foreslaar derfor (under det ovenfor angivne Forbehold), at Haandskrifter, der indeholder eftermiddelalderlig islandsk Litteratur, skænkes til Island.
  3. Herudover har vi ikke kunnet finde Mulighed for at anlægge videnskabeligt begrundede Delingslinier. Da vi imidlertid er klare over, at de islandske Ønsker i denne Sag i væsentlig Grad er bestemt, ikke af Hensynet til Videnskabens Trivsel, men af det naturlige Ønske om, at Befolkningen med egne Øjne i eget Land kan se og beundre de Haandskrifter, der med god Grund kan betragtes som Nationens Klenodier, og glæde sig ved at vide, at der paa Island selv findes og studeres vigtige og fornemme Repræsentanter for den middelalderlige Bogkultur, mener vi at turde gaa et Skridt videre og foreslaa, at der til Island skænkes enkelte vigtige og karakteristiske middelalderlige Haandskrifter. Hvis man beslutter sig til en Gave af Haandskrifter af denne Karakter, maa man være betænkt paa at udvælge saadanne Haandskrifter, der, netop ud fra det her anlagte Synspunkt, har speciel og exklusiv islandsk Betydning.

b. Hvis der ikke bliver Tale om en Udlevering af Dele af den Arnamagnæanske Samling, vil der kun være Mulighed for at skænke Island Haandskrifter af den sidst nævnte Kategori (a, III). I saa Fald vilde man kunne foreslaa at skænke Island Grágás, Gráskinna, Haandskrifter af Njals Saga og Codex Regius af Yngre Edda.

Vi er af den faste Anskuelse, at hvad enten der bliver Tale om en Gave af den i Forslag a eller den i Forslag b angivne Karakter, vil man med Rette kunne hævde, at der er udvist megen Liberalitet og Offervilje fra dansk Side; og man tør med stor Sikkerhed spaa, at i andre Lande vil man snarere hævde, at vi er gaaet for vidt end for kort. Overfor endnu videre gaaende Forslag — som vi betragter som uforenelige med Hensynet til dansk Kulturs og Videnskabs Interesser — vil vi henvise til de i denne Særudtalelses Indledning anførte Betragtninger og til de Betragtninger, der findes i den af Rigsbibliotekar Dahl, Seminarieforstander Holt, Rigsarkivar Linvald og Professor Munch-Petersen formede Særudtalelse (ovenfor S. 102 ff., Punkt 1–10). Vi kan i det store og hele slutte os til disse. Vi ønsker særlig at fremhæve vor Tilslutning til Betragtningerne over de uheldige Følger, som en Forringelse af de islandske Haandskriftsamlinger i København vil have for dansk Videnskab og overhovedet for dansk kulturelt Perspektiv, og over det Brud paa hidtidig international Praksis, som en vidtgaaende Udlevering vil betyde; ogsaa vi er af den Anskuelse, at disse Betragtninger »ville kunne begrunde en afvisning af størsteparten af de islandske ønsker« (ovenfor S. 104).

Vi mener, at de Myndigheder, som skal træffe Afgørelsen i denne Sag, maa være klare over, at et tungt Ansvar overfor kommende Generationer er forbundet med ethvert Forslag, der betyder et Brud paa hævdvunden international Praksis - og en Anerkendelse af snævre nationalistiske Synspunkter for humanistisk Videnskabs Arbejdsforhold -, og som medfører en Forringelse af de kulturelle Samlinger, som Videnskabsmænd og Videnskabens Velyndere med Vidsyn og Opofrelse har skabt i Danmark gennem Aarhundreder og overdraget til Statens Varetægt. Vi ønsker i denne Sammenhæng at henvise til, at ogsaa officielle Repræsentanter for Island og for islandsk Videnskab maa antages at have anerkendt saadanne Synspunkter, naar de ved tidligere Lejligheder har givet danske Forhandlere det bestemte Indtryk, at den allerede foretagne Udlevering af Arkivalier og Gaven af Museumsgenstande fuldt ud havde tilfredsstillet de islandske Ønsker (se f. Eks. Professor Arups ovenfor S. 70 f. citerede Udtalelse). Vi mener bestemt ikke, at Ophævelsen af Forbundsloven kan begrunde en Ændring i Synet paa disse Forhold.

Vi gør opmærksom paa, at i Tilfælde af, at en Gave af den ovenfor angivne Art realiseres, bør der med Gaven være forbundet en Aftale om, at de til Island afgivne Haandskrifter altid vil kunne udlaanes til Brug for Forskere i danske Biblioteker; paa tilsvarende Maade bør der afgives Forsikring om, at man fra dansk Side vil fortsætte den hidtidige Praksis med Udlaan til Island af de i Danmark opbevarede Haandskrifter. Det bør ligeledes tilkendegives, at ingen af de Haandskrifter, der benyttes ved Udarbejdelsen af den oldislandske Ordbog, kan udleveres, før end Arbejdet med denne er tilstrækkelig fremskredet til, at de kan undværes i København.

Til Slut ønsker vi at fremhæve, at det, baade af almene Sikkerhedshensyn og af Hensyn til Begrænsningen af gensidige Udlaan, vil være af største Værdi, om man fra dansk Side vil organisere en fuldstændig Gennemfotografering af de islandske Haandskrifter i Danmark, der ikke foreligger i Facsimileudgave, og at vi vilde finde det smukt og betimeligt, om man fra dansk Side vil skænke Island fotografiske Gengivelser af de Haandskrifter, der forbliver i København. Overhovedet maa man gøre sig klart, at det i Fremtiden, som Følge af en almen videnskabelig Udvikling, i stigende Grad vil være naturligt, at der i det Land, hvor der findes store Samlinger af videnskabeligt vigtige Haandskrifter, anvendes betydelige Midler til at koncentrere og organisere det videnskabelige Arbejde, navnlig Udgiver- og Ordbogsarbejde, uden hvilket Haandskrifterne i Virkeligheden kun har Affektionsværdi.«


Denne udtalelse er tiltrådt af Otto Himmelstrup med følgende bemærkninger:

»Af de her foreliggende Indstillinger ønsker jeg at tiltræde den af Professorerne Brøndum-Nielsen og Carsten Høeg udarbejdede, der synes mig at imødekomme de Krav, som Rimelighed og Billighed i den her foreliggende Sammenhæng kan stille til os, naar samtidig Hensynet til Bevarelsen af forsvarlige Arbejdsvilkaar for dansk videnskabelig Forskning skal tilgodeses. Den synes mig endvidere bedst stemmende med de Synspunkter af almen kulturel og videnskabelig Art, der har været fremholdt under tidligere Forhandlinger om det heromhandlede Spørgsmaal — og i saa Henseende har jeg navnlig fæstnet mig ved Skrivelse til Undervisningsministeriet fra Universitetets Rektor af 25. Marts 1946 sammenholdt med den nuværende Undervisningsministers Tale i Folketinget den 15. November 1946. Med Hensyn til Universitetets Stilling til det af Arne Magnusson i sin Tid oprettede Testamente maa min umiddelbare Opfattelse tilsige mig, at naar Testator (Arne Magnusson) med de stærkest mulige Udtryk har henlagt Ejendomsretten til Københavns Universitet, bør ingen Statsmyndighed tiltage sig Ret til at fratage Universitetet de i Testamentet omhandlede Genstande.«


Brøndum-Nielsens og Høegs udtalelse er ligeledes tiltrådt af Viggo Starcke med følgende tilføjelse:

»Efter Prof. Poul Johs. Jørgensens udtømmende Behandling af Problemets retslige Side er der i Kommissionen fuldkommen Enighed om, at Det kongelige Bibliotek og Københavns Universitet har en klar juridisk Ret til de islandske Håndskrifter i Danmark, og at Island ikke har noget retsligt Krav at stille om deres Udlevering.

I offentlige Anliggender bør et Retssynspunkt være afgørende, idet Statsmagten har en Pligt til at hævde Retten. Billighedssynspunkter har deres naturlige Område, hvor Retsspørgsmålet er uklart eller tvivlsomt, men bør ikke kunne tilsidesætte en klar, uanfægtet Ret. Det vil derfor være rigtigt at stille sig afvisende, hvis Krav, der ikke er retsligt begrundede, fremsættes fra anden Side, mens velmotiverede Ønsker bør overvejes af den, der har Ejendomsretten.

Den Arnamagnæanske Samling er Universitetets retmæssige Ejendom, fastlagt i et Legat. Da Samlingen er Universitetets Ejendom, bør Staten som sådan ikke kunne tilsidesætte Universitetets Ret under den bestående Lovgivning. En eventuel Gave bør kun ydes af den, der selv har Ejendomsretten til det bortgivne, og ikke af een Part til en anden på en tredie Parts Bekostning.

Det Arnamagnæanske Legat giver både Universitetet en Ret og en Pligt til at bevare Samlingen, og det er tvivlsomt, om Universitetet, selv om det ønskede det, har Ret til at tilsidesætte Legatets Bestemmelser, forringe eller opløse Samlingen og derved berøve kommende Slægter den Ret, de ved Legatet har opnået.

Forudsætningen for de af mig tiltrådte Udtalelser er derfor, at de nævnte Arkivalier og Diplomer i Den Arnamagnæanske Samling ved deres eventuelle Udskillelse ikke forandrer Legatets Karakter og Værdi.

Begrebet moralsk Ejendomsret, som Udtryk for Billighed, har sin Betydning, men dels er det vanskeligere at afgrænse end den objektive juridiske Ejendomsret, idet det ofte vil komme til at hvile på et subjektivt individuelt Skøn, dels vil det ofte være Udtryk for en Stemning, som måske kan være forbigående.

I Danmark er der fuld Forståelse af Islands Ønsker, og det indrømmes åbent, at Island har en moralsk Ret til den åndelige Værdi af den Litteratur, det i sin Storhedsperiode har frembragt. Men det er ikke Håndskrifternes åndelige Indhold, der betinger Islands nuværende Ønsker og Interesse, idet det åndelige Indhold er fuldt tilgængeligt for enhver gennem de foreliggende Udgaver og Oversættelser. Det er selve Skindbøgernes Pergament med den dertil knyttede Affektionsværdi, det drejer sig om.

At Island har en moralsk Ret til det åndelige Indhold af sin nationale Litteratur, en Ret, som ikke bestrides af nogen, medfører i og for sig ikke en moralsk Ret til selve det rent materielle: Håndskrifterne i dansk Eje, selvom man menneskeligt kan forstå islandske Ønsker om at eje dem.

Da Danmark har en uanfægtet juridisk Ret til disse Håndskrifter, og desuden har en moralsk Ret, som er erhvervet ved at redde dem fra fuldstændig Tilintetgørelse, ved at bevare dem gennem Århundreder, ved at oversætte dem og ved at udgive dem, må min Konklusion være, at Håndskrifterne bør forblive der, hvor der både er en moralsk og en juridisk Ejendomsret til dem.«