Almindelig nedsættende tilnavne

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. jan. 2013 kl. 14:50 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Almindelig nedsættende tilnavne)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Tilnavne i den islandske oldlitteratur


ved Finnur Jónsson


særtryk af
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
1907


H.H. Thieles Bogtrykkeri
Kjøbenhavn
1908


Syvende afdeling

Almindelig nedsættende tilnavne


afráðskollr, Þorgeirr Hkr. X. ‘Skadehoved’; betydn. er noget usikker; det første led er det velkendte afráð ‘afgift, trykkende byrde’, og så ‘skade, tab’, som en lider.

dáraskapr, (H)reiðarr D. N. XIII. ‘Spot, nar’; altså vel ‘en, der gör utilbörlige löjer’.

ganimaðr, Móðólfr Sturl. XIII. ‘Fremfusende mand’, mulig med bibetydning af ‘spottende’; gani er st. i gana, ‘gabe, rende, fare ubesindig frem’; jfr. subst. gan ‘overmodig og stöjende færd’.

gaurr, Grímr, forhist. (v. l. gaue Flat.; AM. 62 har det uden tvivl rigtige; grái har Fms. I). ‘Tølper’.

anmarki, Þorkell Gísl. X. ‘Fejl, Lyde’.

galli, Gizurr Ann. osv. XIV; Ívarr Sv. XII. ‘Lyde’, vel nærmest i moralsk henseende el. med hensyn til karakteren; næppe om legemlig fejl.

óreiða, Árni Sturl., Ann. XIII. Vistnok = óreiðumaðr ‘en, der er uredelig og upålidelig’.

órœkja, Mǫrðr Ldn., Nj. X. ‘Skødesløshed’, en, der er ligegyldig og sløset.

ósiðr, Einarr Sturl. XIII. ‘Usæd’, tølper.

dofni (hinn), Þórðr Ldn. X. ‘Slap, følesløs’ (f. eks. om et ben, der »sover«), el. mulig = da. ‘doven’; beskrivelsen af Þ. svarer dog ikke til tn.

híma, Þórir Ldn., Eir. IX. ‘En, der opholder sig etsteds træg, ubevægelig og doven’.

hímaldi, Erlendr Hkr., Ldn., Ld. XI—XII. ‘Den dorske, træge’, jfr. foranst.

klaufi, Sigurðr Orkn. XII; Þorgeirr Ldn. IX—X; Þorgrímr Fsk. XII. Tn. kan være afledet af klauf ‘en klov’, men det er vel identisk med isl. klaufi, ‘en klodrian, klods’, som gör alting forkert; i øvrigt er dette sikkert dannet af klauf, og bet. vel ‘en, hvis hånd er ligesom en klov’, ligeså ubehjælpsom og klodset.

slysa- -Hrói Flat. (= H. heimski, prúði, auðgi), -Úfi Fas., sagnh. ‘Uheld-’, plaget el. hjemsøgt af uheld.

akraspillir, Eymundr Gl. IX = Ǫgmundr akraspillir Fas. (v. l. aska-sp., aka-sp. ur.); Amund Ætt. X. ‘Ager-ødelægger’; grunden ukendt.

meinakr, Þorkell Eyrb. X. ‘Ménager’; betydningen usikker.

bófi, Freysteinn Eyrb. X. ‘Slyngel, skurk’; Fritzner har kun betydn. ‘gut’, men dette er sikkert ikke rigtigt. Nu betyder ordet altid ‘slyngel’, og at en lign. betydning har eksisteret i oldtiden, tyder sætningen i Eyrb. »ball þér nú bófi« på. No. boven tyder på det samme: »fordringsfuld i optræden« (Ross), da. bove ‘skurk, usling’ (Ka.).

beiskaldi, Þorleifr Ldn., Bisk., Sturl., Ann. XII. ‘Den bitre’; tn. er dannet af adj. beiskr med endelsen -aldi.

bitra, Þorbjǫrn Ldn. IX—X. ‘Bitterhed’.

geigr, Bárðr Ætt. XII (?); Guðini Hák. XIII (v. l. gengr ur.). ‘Trussel, skade’.

íma, Þórir Flat. (I, 439) er fejl for híma, s. d. ovenfor.

sneglu- -Halli Flat., Skt., Mork. XI (= grautar-H). Betydn. er ikke sikker; det ligger nær at sætte den i forbindelse med mandens væsen, hans bidende og sarkastiske tilsvar. Bj. Hald. har et snegla, som han identificerer med snegða ‘inquietudo’; jeg mener også at kende ordet, men ikke ganske i den betydn., særlig adj. sneglulegur, som står i forb. med følgende ord i no. (Ross): snegla i betydn. »en noget vel tynd, lidt svag, figur«. Det er mulig denne betydning, der her bör antages, så meget mere som beskrivelsen af ham passer ret godt hertil: »H. var hár maðr ok hálslangr, herðalítill ok handsíðr«, altså forholdsvis lang og tynd. Næppe at henføre til sv. snegäl ‘se snedt’ (Rietz).

eyglu- -Bersi ( = Hólmgǫngu-B., Raza-B.) Korm. X; -Halli Svarf. X—XI ( = Hreðu-H. s. d.). Betydn. må vistnok være ‘ufredelig, fjendsk’ el. lign. At aflede ordet af auga kan næppe være rigtigt, medmindre det skulde bet. ‘seende barsk el. lumsk’, jfr. no. øygla ‘skotte til siderne, kaste skelende blik’ (Aasen).

svíðandi, Sveinn Knytl., Ann. XII ( = Sv. grade). ‘Svidende, brændende', »þvíat hann var við alt fólk harðr ok grimmr«.

ribbungr, Sigurðr Hák. XIII. Bet. mulig blot ‘en, der hører til Ribbungerne’, er deres anfører; men sål. kaldtes en af de værste oprørsskarer mod Hakon gamle; ordet er vel identisk med ribbaldi ‘en ufredelig og brutal person’ (jfr. Fritzner); det er vistnok ikke-nordisk af oprindelse.

matarilli (hinn), Hálfdan enn mildi (ok m.), Hkr., forh. ‘Den madkarrige’; »hann svelti menn at mat«.

bifi, Ívarr Ann. XIV. Måske ‘den frygtsomme, eftergivende’, af st. i bifa ‘at bevæge’, bifask ‘lade sig rokke’.

bósi, Eiríkr Magn. lag. XIII; Þorlaugr Hák. XIII. Betydn. ikke ganske sikker, snarest vel ‘pigejæger’ el. lign. (jfr. sagaen om Bósi); nu til dags hedder det fyldigere kvennabósi om en meget erotisk anlagt mand. No. har bose ‘stump, klods, . . . også om en dygtig karl’ (Aasen). Dette kan godt være grundbetydn. Sv. har bose ‘djefvul, hin onde’; ‘esping’, ‘rackare’, ‘en i sit arbete vårdsløs menniska’ (Rietz).

glæsirófa, Styrkárr Hkr. XII. ‘Pragthale’, et nedsættende tn. om en pyntesyg person; jvf. ovf. dýrðill, der ikke er fuldt så nedsættende.

grárófa, Jón Ann. XIV. ‘Gråhale’.

begla, Bótólfr Orkn. XII. Betydn. usikker, måske ‘en, der hindrer’, jfr. begla ‘hindre, møde, stå i vejen for’ (Aasen), en betydn., der passer udmærket til hvad der fortælles om B., idet han ved urigtig angivelse reddede Rögnvald jarl for hans forfølgere. Isl. har bagi ‘noget der er ubehageligt, fortræd’ (vb. baga), der næppe er = oldsprogets bági. Jfr. Bj. Hald.: bagi ‘difficultas, jactura’. I øvrigt har Rietz: begla ‘stå och gapa’.

bǫggvir, Klaufi Svarf., Ldn. X. ‘Fortræd-volder’ el. lign. Isl. har et vb. bagga ‘at forulempe, skade’; »hvað baggar þjer«, ‘hvad går der af dig, hvad fejler du’ (jfr. Bj. Hald.); af st. i dette ord antager jeg bǫggvir må afledes; dette bekræftes ved det hos Glúmr forekommende subst. bǫggr (altså en va-st.), der åbenbart bet. ‘ulykke, tab’ (»molestia, incommodum« Svb. Eg.).

fjósi, Jón Sturl. XII. ‘Stald-’; dannet af fjós ‘kostald’, el. forkortet af fjósamaðr ‘kostald-passer’; i alt fald er tn. nedsættende.

illskælda, se ovenfor IV. afdel.

skáldaspillir, se ovenfor IV. afdel.

festargarmr (v. l. -gramr sikkert ur.) Gunnl., Ld. X—XI. ‘Lænkehund’.

fuðhundr (v. l. -endr Eirsp.) Þorgils Bǫgl. XIII. ‘Canis cunni’, d. v. s. en tævehund (fuð særlig om tævens genitalia); men dog vel med bibetydning af kvindekærhed; jfr. ovf. bósi. Hvis fuðendr er rigtigt, må det vel stå for fuð-hendr, hendr til vb. henda ‘at gribe, snappe efter’; betydn. bliver en lignende.

saurr, Eyjólfr Ldn. X; Snorri Sturl. XIII. ‘Smuds, skarn’.

kelduskítr, Andrés Hkr. XII. ‘Kilde- [el. snarere] sump-skarn’; ifg. Fritzner, den, der udtömmer sig i en brönd (se ordet s. l.); det er mulig rigtigt, men kelda bruges dog ellers ikke om en brönd.

sveitarskítr, Sveinn Sv. XII. ‘Skareskarn’, mulig en modsætning til det ovf. anførte sveitarbót.

þúfuskítr, Þorgils Sv., Hák. XII. ‘Tueskarn’, vel egl. det ‘skarn’ (gødning), der kørtes ud og især kom til at ligge på tuerne (jfr. »aka skarni á hóla«, Nj.). Med dette tn. betegnedes en ubetydelig tronkræver i Norge.

skratti, Rǫgnvaldr Ág. IX—X. ‘Troldkarl’, = seiðskratti; jfr. tekstens »var hann kallaðr seiðmaðr . . . ok síddi þar ok var kallaðr skratti«; heraf er det sidste ment som tn., derimod ikke »seiðmaðr«; men tn. har en meget nedsættende betydning.

skratta- -Bjǫrn Sturl. XII. Uagtet dette er identisk med det foreg., må betydn. her vel være en anden, eftersom vi er så langt inde i den kristne tid, nemlig ‘djævle-’. (Nyisl. skrattinn = fanden).

trǫll, Arnbjǫrn Bǫgl. XIII. ‘Trold’, mulig på grund af hans uhyggelige (sorte) udseende eller hans dröjhed og höjde.

trǫlli, Þorgrímr Fbr., Ljósv. X—XI. ‘Trold’, = det foreg.

þurs, Þórir Ldn., Eg. IX—X; Þorsteinn Ldn. X. ‘Turs, jætte’, omtr. = trǫll; snarest på grund af et mörkt, uhyggeligt udseende, sort hår og skæg, jfr. svartiþurs ovf.