Alterbægere fra höje

Fra heimskringla.no
Revisjon per 25. jul. 2017 kl. 08:42 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

51. Alterbægere fra höje


805. På Flakkebjærg mark er der en höj, hvor der boede en trold, der kaldtes Enben, fordi han havde kun ét ben. Om helligaftenerne stod højen på fire pæle og troldene dansede da lystig omkring der under. Nu kom der en juleaften en karl ridende der forbi, og Enben kom ud og skjænkede for ham i et sølvbæger og bad ham at drikke det, der var deri. Det turde karlen ikke, han hældte det da ud bag ved sig på ryggen af hesten, hvor indholdet sved hårene bort. Derpå red han ad byen til over mark og gjærder, medens trolden satte efter ham. Karlen nåede da også ind på kirkegården, og der kunde trolden ikke sætte efter ham, fordi det var indviet jord. Nu blev han vred, fordi han havde mistet sit bæger. Han tog da en stor sten og vilde knuse kirken med, men den kunde ikke nå så langt, den faldt uden for byen og var så stor som en voksen mands höjde med tilsvarende tykkelse og bærer endnu mærket af fem fingre. Bægeret skal endnu benyttes som alterkalk i Flakkebjærg kirke.

Meddelt af ungkarl Niels Hansen, Løvegård, ved M. Balle.


806. Førend Vester-Vedsted sogn fik sin egen præst, måtte en præst fra Ribe tage her ud og prædike. En gang havde han glemt sin alterbog, og hans karl måtte tilbage til Ribe efter den. Da karlen om aftenen kom ridende med bogen og kom forbi den såkaldte Spindebanke, der ligger lidt nord for V.-Vedsted by, så han, at banken stod på ildstötter, og inde under den var der dands og lystig hed. En pige kom ud og bød ham en drik i et sølvbæger. Karlen hældte drikken bag over og sprængte bort med bægeret. Han blev så hæftig forfulgt af troldpakket fra højen, at han med nød og næppe nåede ind på kirkegården, hvor de måtte lade ham i fred. Karlen gik da ind i kirken og satte bægeret på alteret, og det skal være dette bæger, som endnu bruges i kirken.

Lærer Kr. Jensen, V.-Vedsted ved Ribe.


807. Den såkaldte Firhöj i Karlslunde sogn stod på fire røde pæle hver juleaften. Byens karle blev da enige om, at en af dem skulde ride ud til højen, og han fik den raskeste hest at ride på. Der var både musik og dands, og en trold kom ud med et stort sølvbæger i hånden. Karlen kastede vinen bort, men en dryp faldt på hestens lænd og sved både bud og hår bort. Han sporede nu hingsten, men trolden råbte: «Rid af det bolde til det knolde.» Da trolden nåede den plöjede jord, måtte han løbe frem og tilbage lige så tit, som ploven havde gået der. Da han nu kom tæt hen til kirken, hvor karlene ventede ham, råbte han: «Luk kirkeporten op!» Så kom han ind på indviet jord. Trolden hug sin økse så langt ind i ringmuren, at den revnede, men kunde ikke komme længere. Dette bæger står endnu i Karlslunde kirke.

Kl. Gj.


808. Ved Lyng sø i Pedersborg sogn ligger en bakke, der hedder Brøndhöj, hvorpå ofte lå nogle småtrolde og solede sig. En mand kom en gang efter sådan en lille trold, men han krøb hurtig på alle fire hen til en tjörnetorn, og der blev den borte. Da manden kom til tornen, var der ikke så meget som et musehul at se ved den.

En rask ungkarl kom en aften forbi Brøndhöj og så den stå på fire røde pæle. Da gik han ind i den gård, som ligger nærmest ved søen, fortalte det til manden og bad ham låne hans vrinsker at ride på. Manden vred sig noget derved, men da lagde karlen 100 rigsdaler på bordet til pant for hesten. Så fik han den og red lige til højen. Nogle småfolk kom ud og bød ham inden for. Han sagde tak, fik sin hest i stald og holdt sig lystig med dem, men vilde dog hverken spise eller drikke. Endelig bød han godnat og vilde hjem, men da han sad på hesten, kom en bøjet kjælling ud og bød ham en rejsesnaps, o. s. v. Hesten blev split ad, karlen væltede sig ind over kirkegårdsdiget. Bægeret i Pedersborg kirke.

A. N.


809. Imellem Satrup og RakkebølSandeved var i gammel tid et krat, hvori de små nisser opholdt sig. En dag, de stod og kjærnede, kom to mænd ridende forbi og bad dem om lidt kjærnemælk at drikke. De fik også mælk hver i et guldbæger, men mælken kastede de bag over rumpen af hestene og red så, alt hvad hestene kunde løbe. De nåede dem dog ved Rakkebøl kro, netop da mændene vilde trække hestene ind i stalden. De tog hver fat i et bagben af hestene, og dette måtte også følge med; men mændene slap for resten uskadte derfra og beholdt bægrene, om hvilke der siges, at det er dem, der bruges ved altergang i Satrup kirke.

Heinrich Thomsen.


810. På Sören Ebbes mark i Viksnæs ligger Guldstubbehöj. En mand, der en aften kom ridende hjem fra Sakskjøbing, så trolde dandse. . . Guldbægeret. Red ind på en kornmark. Men da han kom ud igjen, var trolden efter ham, indtil han kom til et höjt gjærde med et led på, der hvor nu skolen er. Da råbte trolden: «Stat, gjelding (gilding)!» men manden råbte: «Spring, vrinsker!» og så sprang hesten over leddet ind på gaden, og manden red op til kirkemuren og kastede bægeret der over. Der lå det om morgenen, og det bæger findes i kirken endnu.

H. Bojsen.


811. Til Åstrup kirke knytter sig følgende sagn. I en höj ved Lunde var der forhen underjordiske. De holdt gilde om natten, og så længe det varede, holdt folk ikke af at komme for tæt hen til højen, der da var åben, så at man kunde se, hvordan troldtøjet dandsede og drak. Det skete alligevel en enkelt gang, at der kom nogen forbi, og de kunde da se, at troldfolket havde et meget stort bæger af guld. Hos en bonde der i nærheden tjente en karl, som var en modig fyr. Han fik i sinde at prøve på at ride til gilde hos troldene, og en aften, da alle de andre i gården sov, tog han en vrinsker, som hans husbond havde, og red til gilde på den. Da han blev holdende ved højen, kom der straks en af troldtøjet ud til ham med guldbægeret fyldt, og bød ham at drikke af det. Karlen førte bægeret til munden, men i steden for at drikke kastede han drikken over sin skulder. Lidt af den faldt på hesten, og på de steder, hvor den nåede, svedes hårene af. Karlen beholdt imidlertid bægeret i hånden og red af sted, alt hvad hesten kunde rende. Troldene var imidlertid bestandig i hælene på ham, og han kunde høre, hvorledes de råbte: «Stat, gilding!» Havde det været en gildet hest, han red på, så havde de taget ham, men da det var en vrinsker, så kunde de ikke standse ham. De løb imidlertid godt, og det lod ikke til, at de kunde blive trætte, men da så karlen pludselig, at han var nær ved Åstrup kirke. Så red han lige imod den, for han vidste, at hvis han kom på viet jord, så havde troldtøjet ingen magt over ham. Han var også så heldig at nå hen til kirkegårdsmuren, inden troldtøjet fik ham revet af hesten, og han var ikke sen med at lade hesten springe over muren. Bægeret, som han havde taget, gav han til kirken, og det findes der endnu. På det sted, hvor han lod hesten sætte over muren, er der en sten, hvori der er et hestefjed, som hans hest har trådt.

P. Jensen, Kværndrup.


812. Karlens ridt med troldbægeret. . . Han red tværs over alle agre, så kunde trolden ikke nå ham, for han havde kun ét ben og derfor bestandig måtte løbe uden om furerne. Karlen nåede da Flakkebjerg kirke, førend trolden, og var nu i behold. Da råbte trolden: «Ja, var det ikke for de hellige ding-dang, så skulde du se, hvad Enben skulde gjøre ved Toben.» Da han så kom hjem, tog alle troldene en stor sten og strittede efter kirken for at slå den ned, men stenen nåede kun til åen, og der ligger den endnu. Man ser tydelig mærker i den af hænder. (Sml. nr. 803, 805 in. fl.)

Chr. R.


813. En karl red en nat forbi Pølse höje ved Kalvehave. Da stod en af dem på stötter o. s. v. Da han red med bægeret, råbtes der fra højen: «Å, Enben løb og tog Guldben med sig.» Andre siger, at én løb efter ham og sagde: «Stat, gilding!» Men karlen svarede hver gang: «Løb, vrinsker!» Han var knap inden for sin husbonds port, för de var uden for den. Da han ej turde beholde bægeret, skjænkede han det til Kalvehave kirke.

Lærer Rasmus Olsen.


814. En julekvæld væddede nogle karle om, hvem af dem der turde ride til Firhøjene ved Karlslunde. En af dem sagde ja, når de andre vilde lade kirkegårdsporten stå åben. Den enbenede trold løb nu efter ham, og karlen slap ind på kirkegården med bægeret, men trolden nåede blot at hugge med sin økse i porten. Bægeret er i Karlslunde kirke. (Sml. nr. 807.)

E. Maribo.


815. . . Énben skulde træde på hver fure. Han havde en økse i hånden, kylede den efter ham, og den blev siddende i kirkeporten. Alterbægeret i Karlslunde kirke.

Chr. Nielsen.


816. På Frørup mark ved Nyborg er der en stor banke med en dyb hulvej igjennem. Da en mand en gang red her forbi, kom en trold ud af højen og bød ham en gang at drikke. Han tog også mod bægeret, men slængte drikken bag over sig, noget faldt dog på hesten og sved hårene af, men bægeret red han rask af sted med hen over en pløjet mark. Trolden forfulgte ham vel, men kunde ikke komme ret rask af sted på den ujævne mark, da han måtte vælte sig over hver fure. Endelig nåede manden kirkegården, og der smed han bægeret ind over muren, men inden han selv nåede ind ad porten til præstegården, fik trolden i rumpen på hesten og rev den af. Bægeret bruges som alterbæger i kirken, men ved højen spøger det endnu.

V. Bennike.


817 Dær vår enn gann enn mann åå re fraa Stæe (Stege) yw a laannvæenn a Klendenn tæ. Daa ha' såå kåm tæ Östre höw, såå såå ha', a höwenn sto påå fire pæle, åå a dær vå' såå maanne åå daannse dær enne. Der kåm såå åsse enn lelle mann yw te ham mæ et bæer i nævenn åå sporde ham a, åm ha'tte velle dregge en lille tåår vin. Ha' tåw åsse bæere å lo, lessåm ha' dragg, men hæl' de al sammen bav öwer hoe påå sæ, å de, dær falt påå hæstenn, de sve alle håårene aa. Ha' jåw daa spårene i hæstenn åå re, al de ha' ku', åå bæere behåld ha' i nævenn, lee tæ ha' kåm tæ Ærmelu' (Elmelunde), åå dær slap ha' enn påå kjærkgåårenn, lessåm dænn lelle mann vår i hælene påå ham; mæn såå ku' ha'tte jöre ham nåwe, får de slaws fålk ka'tte rænne lee yw, mæn ha' måtte følle fårene åp åå ner påå dænn plöjde jor ve sien a laannvæenn. Dærfår ku' mann ri fraa ham; men de bæer, såm dænn mann fek dænn gann, de ær de, di haar tæ alterbæer i Ærmelu' kjærke inøw.

Fra Borre på Møen. N. E. Hansen.


818. En karl fra Boslunde red en aften silde fra Skjelskør. Da han kom til Dyreharsbakken, så han, at den stod på fire pæle, og at troldene havde travlt med at dandse. Han blev holdende for at se på löjerne; men da kom der nogle af troldene ud og bød ham en drik i et guldbæger. Karlen tog imod bægeret, men drikken kastede han bag sig og hesten, og dermed satte han af sted med bægeret i hånden, alt hvad remmer og töj kunde holde. Troldene fulgte efter, og de kom ham nærmere og næmere. Han red da ind på marken, og det hjalp; han kunde nemlig ride tværs over alle marker, men når troldene kom til en agerren, så måtte de løbe uden om. Alligevel var de karlen meget nær, da han kom til Boslunde, men da kastede han bægeret ind over kirkegårdsmuren, og nu lå det på indviet jord, så kunde troldene ikke få det, de måtte da vende næsen om og hjem. Dagen efter viste det sig, at hesten havde flere svedne pletter på bagdelen, det var nogle dråber af drikken, som havde voldt dette. Bægeret blev så ellers i lange tider brugt som alterbæger i Boslunde kirke.


819. I Findinge i Espe sogn ligger Storehöj, og der er kalken kommen fra, som bruges i Gjæstelev kirke. En mand fra Balteskov red med den fra bjærgfolkene: »Følg det jævne og ikke det hårde.» En gang kom bjærgmanden så nær, at han med den ene finger rev hestens ene bagsko af. Endelig smed han bægeret ind på kristen jord o. s. v.

Sødinge skole.


820. Karlen rider med sølvbægeret fra Nævebjærg eller NavlebjærgKirke-Skjensved mark og til Höjelse kirke. Hun hugger efter ham med sin økse, da han rider ind på kirkegården, men hugget traf i porten.

Ole Hansen.


821. Dværgene kan ikke gå over furerne, men må trimle sig over dem, fordi korsets tegn fremkommer ved gangen over dem. De råbte til en gammel kone: «Ikke ore bore, men ere bore,» hvilket vilde sige, at hun skulde gå langs furerne eller renderne.

Nik. Christensen.


822. En bonde havde været ude at pløje, og da han tog hjem, skulde han forbi en höj, hvor nogle troldfolk råbte efter ham: « Jeg ofrer jomfru Bogle.» Men bonden kastede sin hammel ind til dem og svarede: «Jeg ofrer jomfru Bogle med hammel og med hamle.» I det samme kom en lille mand frem og bød ham at drikke af sit guld-bæger o. s. v.

P. Olsen.


823. En aften red en mand fra Uggerløse mellem Ringsted og Holbæk, og vilde til stads. Da kom han forbi en höj, der stod på fire røde pæle, og höjfolket dandsede inde i den, så det knagede. I det samme kom der en trold ud til ham og rakte ham et guldbæger, men han vilde ikke drikke deraf og kastede det bag over hesten. Hvor det havde rørt den, blev der en skoldet plet. Nu red manden af sted, men en anden trold råbte til ham, at han skulde ej ride på de knoller, men på de boller. Som manden kom til en eng, der støder op til stedets kirke, styrtede hans hest, og for nu at blive frelst, skjænkede han bægeret til st. Ovald (?), til hvem kirken var indviet. Trolden greb en sten og kastede efter ham, men den ramte kirkemuren, som derved fik en revne, man aldrig siden har kunnet få lukket.

A. Smith.