Vis kilden til Andet Kvad om Atle (F.W.Horn)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Atlamál in grænlenzku]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Grønlandske Atleord (Atlamǫ́l en grœnlenzko)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Den grönlandske Sang om Atle]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den grönländska sången om Atle]] !! 
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Atlam&#491;&#769;l]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det grønlandske Kvad om Atle (Olaf Hansen)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Sången om Atle den grönlänske (NFS)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Andet Kvad om Atle (F.W.Horn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den grönlänske sången om Atle (PAG)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det Grönlandske Atlamaal (FM)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den Grönländska sången om Attle (AAA)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det grønlandske Digt om Atle (V.B.Hjort)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den grönlänske sången om Atle (KL)]] !! 
|-
|}


<center><big>'''[[Den ældre Edda (F.W. Horn)|Den ældre Edda]]'''</big>


Oversat af<br>'''[[Frederik Winkel Horn biografi|Frederik Winkel Horn]]'''<br>1869


<big>'''Det andet Kvad om Atle'''</big><br>(Atlamál)</center>


::1. Vidt de gruelige Frasagn 
::spurgtes, om hvorlunde fordum 
::Mændene i Samraad stode, 
::knytted dem med stærke Eder; 
::Enigheden steg, men siden 
::kom der Frygt, og Baandet brødes,
::grumt de Gjukesønner sveges.


::2. Voxede de Drotters Skjæbne 
::— slige burde Døden spare — 
::dengang raaded Atle ilde, 
::skjønt ej ellers Kløgt han savned, 
::styrted sine stærke Støtter, 
::mod sig selv han stred, da listig 
::han til sine Maage skikked  
::Bud, at brat de skulde komme.


::3. Snild var Gudrun, ej hun savned 
::Mandevid, og grant hun hørte, 
::hvad i Løn de talte sammen; 
::da var gode Raad helt dyre, 
::Brødrene hun vilde hjælpe, 
::men nu skulde Snekken fare 
::over Søen og dem hente, 
::og hun selv kom ikke did.


::4. Runer risted hun, men Vinge 
::— altid var til ondt han rede — 
::ændred dem, før frem de raktes; 
::foer saa Atles Mænd paa Fjorden
::did, hvor Gjukes Sønner bode.


::5. Gildeglæde blev i Hallen, 
::Baalet tændtes, ingen frygted
::Svig, da Atles Mænd var komne; 
::hvad fra Søsteren dem bragtes, 
::hængte de paa Søjlen, tænkte, 
::at det ingenting betød.


:: <big><big>* * *</big></big>


::6. Høgne bød de gjøre Følge, 
::om saa Gunnar vilde komme, 
::klart det var, paa Svig de pønsed, 
::havde blot de set sig for.


::7. Gunnar lovede at komme, 
::dersom Høgne vilde følge,   
::Høgne lovede at gjøre, 
::hvad hans Broder tyktes bedst.


::8. Kostbera, den snilde Kvinde, 
::Høgnes Viv, kom nu i Hallen, 
::hilsede de baade Brødre, 
::glad var ogsaa Gunnars Hustru, 
::Glaumvør, sørged for de komne, 
::ej paa Gjæstfrihed det skorted.


::9. Mjøden bar de om i Hallen, 
::intet savnedes ved Gildet, 
::mange var de Horn, som tømtes, 
::indtil nok der tyktes drukket, 
::gik da Kjæmperne at sove, 
::ud gik ogsaa Mand og Viv.


::10. Derom kunde alle melde, 
::at Kostbera Runer skjønned; 
::nu ved Ildens Skjær hun raaded 
::Runerne og bed i Læben, 
::Vinge havde svært dem vildet, 
::tunge vare de at tyde.


::11. Gik de saa til deres Leje, 
::Høgne og hans snilde Hustru, 
::længe laa hun, før hun sovned;
::drømte saa den bolde Kvinde 
::talte om det, da hun vaagned, 
::dulgte Drotten ej sin Drøm.


::12. »Høgne, du at fare tænker, 
::tag mod Raad og gjør det ikke, 
::faa er fuldt i Runer kyndig, 
::til en anden Gang du bie; 
::Runerne, din Søster risted, 
::raaded jeg, den lyse Kvinde 
::bød dig ej til denne Færd.


::13. Et der er, som mest mig undrer, 
::endnu kan jeg ej det fatte, 
::hvad der voldte, at den vise 
::Kvinde vildt har Runer ristet,  
::thi der tykkes underst ligge 
::Bud om eders bratte Bane, 
::om I giver jer paa Færden, 
::vist en Stav din Søster fattes, 
::eller andre volde det.«


::14. »Alle Runer ere onde, 
::aldrig jeg paa sligt forstod mig, 
::ej jeg til det Onde søger, 
::om jeg ej har ondt at lønne; 
::gode Gaver jeg mig venter, 
::Guld og Gods, og frygter ikke, 
::vil man end mig gjøre ræd.«


::15. Lidet agted sligt den Gjæve, 
::vendte sig og vilde sove, 
::endnu tav dog ej hans Hustru: 
::»Til jert Fald I stunder, spaar jeg, 
::om I ej fra Færden lade, 
::Gjæstevenskab hos Kong Atle 
::faar I ej for dennesinde.


::16. Høgne hør, hvad nys jeg drømte, 
::aldrig skuffe mine Drømme,
::vist jeg tror, det gaar jer ilde, 
::jeg dit Lagen saae i Luer, 
::Flammer leged her i Hallen.«


::17. »Klæder ligger der herinde, 
::som ej meget værd I skatter; 
::brat, jeg tænker, vil de brænde, 
::derom varsled vel mit Lagen.« 
::Lidet agted sligt den Gjæve, 
::vendte sig og vilde sove, 
::end dog ej hans Hustru tav.


::18. »Tyktes mig, en Bjørn var kommen 
::ind i Hallen, Bjælker brød han, 
::rysted sine brede Labber, 
::saa det jaged Rædsel i os, 
::i sit Gab han tog os begge, 
::ej vi evned os at værge, 
::Gny og Bulder var at høre.«


::19. »Vejret voxer, snart det raser, 
::Storm jeg tænker varsler Bjørnen.« 
::Lidet agted sligt den Gjæve, 
::vendte sig og vilde sove, 
::endnu tav dog ej hans Hustru.


::20. »Saa jeg saae en Ørn herinde, 
::frem igjennem Hallen foer den, 
::Blod var paa dens sorte Vinger, 
::vist jeg tror, det Vanheld varsler, 
::paa os alle Blod den stænked, 
::af dens Lader det mig tyktes, 
::det var Atles Ham, jeg saae.«


::21. »Kvæg skal slagtes, Blod da flyder, 
::ofte varsler Ørn om Oxe, 
::Atles Sind er ærligt, tror jeg, 
::hvad saa du end ser i Drømme.« 
::Endt var Talen, begge tav.


::22. Glaumvør vaagned, om det samme
::talede den ædle Kvinde,
::kvad, at Drømmen varsled ilde,
::bad saa Gunnar blive hjemme,
::ikke lod han dog sig sige,
::trode fast, han skulde fare
::ej blot frem, men ogsaa hjem.


::23. »Galgen tyktes mig dig vented, 
::og jeg saae dig hænge i den, 
::saae, du laa i Ormegaarden, 
::mens du leved, saae jeg Orme 
::gnave dig, og alt faldt sammen, 
::raad nu du, hvad det betyder.«


::24. »Højt skal snart vort Banner vaje, 
::derom varslede din Galge, 
::Drøm om Orme Guld os lover.« 
::Kvinden bad ham blive hjemme, 
::ikke lod han dog sig sige, 
::trode fast, han skulde fare 
::ej blot frem, men ogsaa hjem.


::25. »Blodigt Sværd, mig tyktes, 
::droges af din Brynje — tungt at sige 
::slige Drømme til sin Husbond — 
::midt igjennem dig stod Sværdet, 
::tyktes mig, mens Ulve hyled.«


::26. »Hundeglam vi faa at høre, 
::tænker jeg, thi Drøm om Vaaben 
::varsler tidt, vi møde Hunde.« 
::Kvinden bad ham blive hjemme, 
::ikke lod han dog sig sige, 
::trode fast, han skulde fare  
::ej blot frem men ogsaa hjem.


::27. Saa jeg saae en Aa herinde, 
::gjennem Hallen frem den bruste, 
::over Bænkene den vælted,
::dine og din Broders Fødder
::brød den, vilde ikke vige,
::vel maa Sligt om noget varsle.«


::28. »Agre, tænker jeg, betyder 
::Aaen, som du saae sig brede; 
::tidt om Fødderne vi hildes, 
::naar vi paa en Kornmark skride.« 
::Kvinden bad ham blive hjemme, 
::ikke lod han dog sig sige, 
::trode fast, han skulde fare, 
::ej blot frem, men ogsaa hjem.


::29. »Døde Kvinder saae jeg komme 
::hid i Nat i fagre Klæder, 
::dig de vilde kaare, Gunnar, 
::byde dig til deres Bænke, 
::nu er dine Diser svage.«


::30. »Nu det er for sent at melde 
::sligt, thi Færden er besluttet, 
::ikke vil mit Ord jeg svigte, 
::og at fare har jeg lovet; 
::men ej længer vil jeg dølge, 
::at jeg tænker, det gaar ilde, 
::rimeligt mig tykkes, Livet 
::levnes os blot stakket Stund.«


::31. Men saasnart blot lidt det lysned,
::gik de ivrige fra Lejet
::for til Færden sig at skynde,
::skjøndt de andre bad dem blive;
::fem blot foer, langt flere Kjæmper
::blev tilbage der i Hallen,
::ilde var kun det betænkt.


::32. Der var Gunnar, der var Høgne, 
::begge Konning Gjukes Sønner, 
::Snævar, Solar, Høgnes Sønner,
::som den femte fulgte Orkning, 
::Høgnes milde, blide Maag.


::33. End var Atles Mænd i Følget, 
::begge Kvinderne dem fulgte, 
::ledte deres Mænd af Gaarde, 
::med de Fagre foer, til Fjorden 
::skilte dem, bestandig bad de 
::Kjæmperne om ej at fare, 
::men de agted ej derpaa.


::34. Kvad da Glaumvør, Gunnars Hustru, 
::Ord til Vinge, som hun tyktes 
::vel var værd til ham at sige: 
::»Ikke véd jeg, om I lønner 
::som forskyldt min Gjæstemildhed, 
::men den kalder jeg en Niding, 
::der som Gjæst har Ondt isinde.


::35. Svor da Vinge, lidt han spared
::sligt, skjønt kun paa Svig han tænkte,
::bad, at Jætter maatte tage
::ham, ifald ej sandt han talte,
::bød dem hænge ham i Galgen,
::om han Fred og Venskab brød.


::36. Blid i Sinde kvad saa Bera, 
::ønsked godt for sine Venner, 
::»sejler sæle og faar Sejer, 
::maa det gaa, som jeg det ønsker, 
::ve dem, som det hindre vil«.


::37. Høgne trøsted dem og svared: 
::»vær ved godt Mod, gode Kvinder, 
::hvordan end vor Skjæbne bliver; 
::mange ønske godt som Bera, 
::og det gaar ej, som de ønsker, 
::mangen hjælper det kun lidet, 
::at han følges godt af Gaarde.«


::38. Tidt de saae sig om til Afsked, 
::indtil Skjæbnen gik imellem, 
::og de hver gik sine Veje; 
::Glaumvør gik med Graad til Lejet, 
::smilende til Væven Bera.


::39. Vældig rode de, saa Snekken 
::rysted under deres Aarer, 
::stærke var de Tag, de toge, 
::som i Raseri de rode, 
::Tolle brast og Hamler sprængtes, 
::ikke lod de Anker falde, 
::førend de fra Borde gik.


::40. Og en liden Stund derefter 
::— derom er ej mangt at melde — 
::saae de for sig Budles Kongsgaard; 
::højt det hvén i Borgeledet, 
::dengang Høgne op det rusked; 
::kvad da Vinge Ord, som aldrig 
::burde have været sagt:


::41. »Farer fjernt fra Huset, Kjæmper, 
::farligt er det did at søge, 
::snart jeg bærer jer paa Baalet, 
::flux I skal for Sværdhug falde; 
::fagert bad jeg Eder komme, 
::Svig der var dog i min Tale, — 
::eller bier her imedens 
::jeg faar eders Galge rejst.«


::42. Kvad da Høgne, — lidet tænkte 
::han at vige, aldrig frygted 
::han, naar Modet var paa Prøve —: 
::»tror du, at du kan os skræmme? 
::sjelden tror jeg sligt dig lykkes; 
::om du gjør din Tale længer, 
::øges blot din egen Ufærd.«


::43. Saa til Hel de sendte Vinge, 
::lagde deres Øxer paa ham,
::mens han snapped efter Vejret. 
::Høgne raabte, saa det runged: 
::»Gjæster er i Gaarde komne, 
::Gjæstemildhed trænges nu.«


::44. Flokkedes da Atles Kjæmper, 
::klædte sig i Staal og Plade, 
::og gik rustede til Muren; 
::da blev vrede Ord der skiftet: 
::»før I Vinge vog, vi agted 
::alt at tage eders Liv.«


::45. Lo da Høgne højt og traadte 
::paa den slagne Vinges Lig og sagde:
::»lidet ser man eders Hensigt, 
::endnu er I ikke rede, 
::og vi har en Mand alt fældet, 
::givet ham en Plads i Helhjem, 
::han var en af eders Flok.«


::46. Rasende det Ord dem gjorde, 
::højt de gamle Kæmper brølte, 
::tog til Buerne og sigted, 
::vrede skjød de, som de evned, 
::skjærmed sig med deres Skjolde.


::47. Tidender i Hallen spurgtes, 
::om hvad de derude øved, 
::højt de hørte Trællen sige: 
::»blodig Brad nu bydes Ørnen, 
::snart skal Arveøl vi drikke, 
::nu skal Niflungerne fare 
::ned at gjæste Niflhjem.«


::48. Grum blev Gudrun, da hun hørte 
::dette Ord om Sorg og Kvide, 
::vild sprang op hun fra sit Sæde, 
::sine Ringe bort hun slængte, 
::kastede dem rundt omkring sig, 
::saa de dyre Smykker brast.


::49. Saa gik Gudrun ud af Hallen, 
::ikke blidt hun aabned Døren, 
::foer ej frem, som var hun frygtsom, 
::hilsede de komne Gjæster, 
::kyssed sine bolde Brødre, 
::bragte dem sin sidste Hilsen, 
::vist oprigtig hun den mente, 
::saa den bolde Kvinde kvad:


::50. »Uden Frugt jeg Midler søgte 
::til at vare jer for Færden, — 
::Ingen kjæmper mod sin Skjæbne, — 
::hid I kom, det skal saa være.« 
::Snildt hun talte saa og prøved, 
::om de ej forliges kunde; 
::ej om Fred de vilde høre, 
::Alle svared nej dertil.


::51. Saae den ædelbaarne Kvinde, 
::at med Sværd der skulde leges, 
::hærded saa sit Sind til Kampen, 
::kasted Kaaben, greb til Sværdet, 
::sine Brødres Liv hun værged, 
::ikke var hun spag i Striden, 
::da med Sværd i Haand hun stod.


::52. Tvende Mænd for Gudrun segned, 
::Atles Broder var den ene, 
::bære maatte de ham siden, 
::thi hans ene Fod var borte; 
::og den anden saa hun hugged, 
::at han aldrig mer sig rejste, 
::thi til Helhjem hun ham skikked, 
::dog ej hendes Hænder skjalv.


::53. Vidt gik Rygtet ud i Verden, 
::om hvorlunde Gjukes Datter 
::og hans Sønner stod i Striden, 
::videre foer intet Frasagn,
::Vaaben klang og Brynjer sledes, 
::tunge Hug paa Hjælme faldt.


::54. Saa de stred den hele Morgen, 
::stred til Middag alt var leden, 
::mer end nok var da der kjæmpet, 
::Blodet strømmed over Marken, 
::atten hunske Kæmper laa der, 
::ogsaa Beras tvende Sønner 
::blege laa hos hendes Broder.


::55. Vred tog Atle da tilorde: 
::»svart er sligt et Syn at skue, 
::Skylden lægger jeg paa Eder; 
::tred’ve bolde Mænd vi vare, 
::nu er elleve tilbage, 
::hugget i vor Flok I har.


::56. Brødre fem vi var, da Budle 
::døde, nu staar jeg alene, 
::tvende sendte I til Helhjem, 
::tvende hugged I tilskamme, 
::mine Frænder I mig røved, 
::tidt for Guld og Gods I sveg mig, 
::og min Søsters Død I voldte, 
::det er Atles største Sorg.


::57. Gode vare mine Maage, 
::ej jeg dølger det, men lidet 
::baader det mig, onde Kvinde, 
::da du kom, veg Freden fra mig, 
::hvad til Tarv os skulde tjene, 
::vakled fra den Stund du kom.«


::58. »Tidt har du fortalt mig, Atle, 
::hvad du nu igjen fortæller, 
::men hvad mig er timet, Atle, 
::derom ej et Ord du melder, 
::grumt du har min Moder myrdet 
::for at tage hendes Skatte,
::mine bolde Søstersønner 
::sulted du ihjel i Hulen.


::59. Stor var Sorgen, endnu større 
::vilde du den skulde vorde, 
::vilde fælde mine Brødre, 
::le jeg maa, naar du fortæller, 
::om hvad Sorg du maatte lide, 
::glad skal Guderne jeg takke, 
::om det maa dig ilde gaa.«


::60. »Nu jeg ægger eder Jarler: 
::øger denne Kvindes Kummer, 
::stor hun er i Ord og Lader, 
::lad os høre hende klage, 
::se jeg gad, om intet mægter 
::hendes Graad at presse frem.


::61. Griber Høgne og med Kniven 
::skjærer Hjertet af hans Side, 
::skynder jer, mit Bud at lyde, 
::griber saa den grumme Gunnar, 
::og i Galgen op ham klynger, 
::byder Ormene til Fest.«


::''Høgne kvad:''
::62. »Gjør som det dig lyster, Atle, 
::glad jeg paa min Skjæbne bier, 
::ikke skal du se mig modløs, 
::værre Kaar har før jeg prøvet; 
::mens vi endnu havde Kræfter, 
::evned vi os vel at værge, 
::saart nu vore Vunder svide, 
::ene faar du raade nu.«


::63. Kvad da Bejte, Atles Bryde, 
::lad os tage Hjalle fangen, 
::og lad Høgnes Liv os spare, 
::kun til Hælvten Atle lyde; 
::Hjalle værdig er til Døden,
::thi hvorlænge han end lever, 
::altid bliver han et Drog,«


::64. Ræd da blev den stakkels Madsvend, 
::sad ej stille, smidig blev han, 
::om fra Krog til Krog han rendte, 
::usæl, raabte han, var Kampen, 
::at hans Liv den skulde koste, 
::usæl var den Dag at kalde, 
::da fra Svinene han toges, 
::og fra al den anden Gammen, 
::som han fordum havde havt.


::65. Dog de greb den stakkels Madsvend, 
::kom med Kniven, Trællen brølte, 
::endnu før han  Odden kjendte; 
::om han bare maatte leve, 
::loved han at gjøde Jorden,  
::gjøre alt det værste Arbejd, 
::om han bare maatte leve.


::66. Høgne agted paa hans Klager, 
::Faa som han vist havde handlet, 
::vilde Trællen fri fra Døden: 
::»mig skal mindre Mén det volde, 
::om vi denne Leg skal lege, 
::hvorfor vil hans Skraal I høre?«


::67. Greb de saa den bolde Konning, 
::andet Valg de ikke havde, 
::kunde ikke længer tøve, 
::Mændene med Undren hørte, 
::hvordan Høgne lo i Døden, 
::vel han bar sin bittre Kval.


::<big><big>* * *</big></big>


::68. Saa tog Gunnar til sin Harpe, 
::rørte den med Fodens Fingre, 
::slog den saa, at Kvindetaarer 
::randt, og alle Kjæmper sørged,
::som fik Harpens Klang at høre; 
::Tagets Bjælker brast isønder, 
::da han for sin Søster kvad.


::69. Saa de dyre Helte døde, 
::end det aarle var paa Dagen, 
::længer leved deres Stordaad, 
::faa som dem har Jorden skuet, 
::bedre Mænd den aldrig saae.


::70. Atle tyktes, han var Stormand, 
::da han over dem var skredet, 
::Søsteren han Sorgen meldte, 
::pralende han den forkyndte: 
::»Gudrun, se, nu er det Morgen, 
::dine Venner har du mistet, 
::selv du har en Del af Skylden, 
::for hvad der idag er sket.«


::71. »Atle du er glad og farer 
::frem og lyser Drab tilhænde, 
::men ifald du alt faar prøvet, 
::tænker jeg, skal du det angre; 
::jeg skal om en Arv fortælle, 
::som jeg fik fra mine Brødre: 
::ej Ulykken fra dig viger, 
::førend ogsaa jeg er død.«


::72. »Imod Sligt et Værn jeg kjender, 
::Raad, som sig langt bedre sømmer, 
::tidt forkaste vi det Gode. 
::Tærner jeg til Trøst dig giver, 
::snehvidt Sølv og røde Ringe, 
::som du selv det vælge vil.«


::73. »Haab ej det, saa gaar det aldrig, 
::Baand jeg brød for mindre Aarsag, 
::vild jeg før dig tyktes, Atle, 
::nu er vildere jeg vorden;
::medens endnu Høgne leved, 
::føjed jeg mig tavs i alt.


::74. Samme Kongsgaard saae os fostres, 
::mangen Leg vi sammen legte, 
::fulgtes ad i Mark og Lunde, 
::Grimhild gav os Guld og Smykker, 
::aldrig evner du at bøde 
::mine Brødres Død, og aldrig 
::faar du mer mig glad at se.


::75. Ak, men Kvinders Kaar er kranke, 
::let kan Mændene dem magte, 
::hugges Kvistene af Træet, 
::snart det falder, snart det falder, 
::om I tage bort dets Rødder, 
::ene faar du raade, Atle«.


::76. Ej Godtroenhed han savned, 
::da paa slige Ord han trode, 
::svær var Svigen ej at kjende, 
::om man brugte sine Øjne; 
::falsk var Gudrun i sit Hjerte, 
::talte andet, end hun tænkte, 
::lod, som hun var vel tilmode, 
::bar paa begge Skuldre Kappen.



::77. Arveøl hun gjorde rede
::efter sine døde Brødre,
::ogsaa Atle vilde fejre
::sine døde Frænders Minde,
::og tilsidst var alting rede,
::lavet til til Drikkegildet,
::da blev Larm og Gny i Hallen.


::78. Grumt var hendes store Hjerte, 
::grumt hun haded Budleætten, 
::Storhævn vilde hun nu tage 
::over Atle, og hun kaldte 
::paa de Pilte smaa, som legte
::glade udenfor ved Væggen; 
::bange blev de, græd dog ikke, 
::spurgte, hvad hun vilde dem.


::79. »Spørger ikke, hvad jeg vil jer, 
::eder begge vil jeg dræbe, 
::længe har det alt mig lystet 
::imod Ælde jer at skjærme.« 
::»Myrd os, om det saa dig lyster, 
::Ingen mægter det at hindre,   
::stakket Ro din Vrede følger, 
::om du øver denne Daad.«


::80. Deres unge Liv hun myrded, 
::dræbte sine raske Sønner, 
::ej hun som en Moder handled, 
::da hun sine Børn lod bløde. 
::Atle spurgte, hvor de drev nu   
::deres Spil og muntert legte, 
::thi han intetsteds dem saae.


::81. »Jeg skal sige dig det, Atle, 
::ej skal Grimhilds Datter dølge, 
::hvad der blev af dine Sønner; 
::ej vil det dig Glæde volde 
::at faa det at vide, Atle;   
::Ve du vakte mig og Vaande, 
::da du mine Brødre vog.


::82. Fra den Stund, da dem du fældte, 
::lukked sjelden jeg mit Øje; 
::haardt jeg loved mig at hævne, 
::du skal se, at jeg det mindes; 
::det var Morgen, da du meldte 
::mig om mine Brødres Bane, 
::nu er Aften kommen, Atle, 
::nu skal du faa Nyt at høre.


::83. Dine Sønner, som du vilde 
::mistet sidst af Alt i Verden,
::har du mistet, Drik jeg brygged, 
::bød dig deres Blod at drikke, 
::deres Hjerter har jeg taget, 
::stegt paa Spid og budet dig dem, 
::Kalvehjerter jeg dem kaldte.


::84. Ene var du om det Maaltid, 
::spiste Alt og levned Intet, 
::vel du tyggede din Føde, 
::spared ikke dine Tænder. 
::Nu har jeg fortalt dig Atle 
::din og dine Sønners Skjæbne, 
::faa kan ønske sig den værre, 
::det er mig, som har den voldet, 
::ej dog praler jeg deraf.«


::85. »Gudrun, grum og grusom var du, 
::da du øved slig en Udaad,  
::blanded Blod af mine Sønner 
::i min Mjød; dem har du myrdet, 
::som du sidst var til at myrde, 
::stakket Stund du Ro mig giver 
::for det Onde, som du gjør.«


::86. »Taabe var du, da du trode, 
::Atle, paa din Hustrus Venskab, 
::altid har din Æt jeg hadet; 
::ét endnu min Sjæl begjærer, 
::Livet fra dig selv at tage; 
::Intet er for Ondt at regne, 
::som mod slig en Mand man gjør.


::87. Fordum havde du alt øvet, 
::hvad ej Verden før har skuet, 
::raset grusom som en Galning, 
::øget har du nu din Brøde, 
::øvet, hvad vi nylig spurgte, 
::øvet Storsvig, nu du fejrer 
::her dit eget Arveøl.«


::88. »Brændt paa Baalet skal du vorde, 
::stenes først, saa har du vundet 
::det, hvorefter du har tragtet.« 
::»Sligt til Morgenen du gjemme, 
::skjønnere min Død skal blive, 
::naar jeg bort fra Jorden gaar.«


::89. Sammen sad de, bistre Blikke 
::skiftedes og bister Tale, 
::ingen af dem kjendte Glæde; 
::Harmen steg i Høgnes Ætling, 
::paa et Storværk nu han tænkte, 
::sagde Gudrun sine Tanker, 
::om hvor gram han Atle var.


::90. Hun om Høgnes Død ham minded, 
::priste ham, om han ham hævned, 
::dræbt blev Atle, kort det vared, 
::Høgnes Søn og Gudrun vog ham.


::91. Brat han reves op af Søvnen, 
::kjendte, hvor hans Vunder blødte, 
::kjendte, Bind til intet nytted, 
::»siger mig, hvem har mig fældet? 
::ilde er der med mig leget, 
::det er ude med mit Liv.«


::92. »Ej skal Grimhilds Datter dølge, 
::at hun volder nu din Bane, 
::Høgnes Søn har ogsaa voldet, 
::at af Saarsved nu du mattes, 
::han har hævnet Høgnes Død.«


::93. Drotten rejste sig paa Lejet, 
::pressed Haanden over Saaret: 
::»troløs dette Drab du øved, 
::ondt det er, sin Ven at svige, 
::svige den, som paa dig tror.


::94. Raad de gav mig, og jeg lød dem, 
::foer at bejle til dig, Gudrun; 
::du var en navnkundig Enke, 
::Storsind, sagde de, du havde, 
::ej mit Haab jeg kjendte svigte, 
::da vi prøved det, du fulgte 
::hid, og mange Mænd foer med.


::95. Stateligt var alt at skue, 
::ej det skorted os paa Hæder, 
::stolte Mænd var med i Følget, 
::nok af Kvæg i vore Hjorder, 
::nok af Guld og Gods vi havde,
::mange ydede os Skat.


::96. Brudeskat jeg gav dig, Kvinde, 
::gav dig mange dyre Skatte, 
::gav dig Trælle, gav dig Tærner, 
::gav dig Gangere og Vogne, 
::gav dig, hvad som var til Hæder, 
::ej det skorted dig paa Sølv.


::97. Alt du agtede for Intet, 
::ændsed ej det Land, jeg ejed, 
::Landet, jeg fra Budle arved, 
::tidt du lod din Husbonds Moder 
::sidde grædende, og aldrig 
::fandt jeg mer i mine Haller 
::nogen, der var glad som før.«


::98. »Det er Løgn, du taler, Atle, 
::lidet dog paa det jeg agter, 
::sjelden var jeg blid i Sindet, 
::du har gjort det endnu værre; 
::Kamp var mellem eder Brødre,  
::Tvist I havde med hverandre, 
::Hælvten af dit Hus tog Hel.


::99. Trende Søskende vi vare, 
::trodsige vi tyktes alle,
::foer af Landet, fulgte Sigurd, 
::hver af os sin Snekke styred, 
::lod staa til, som Skjæbnen vilde, 
::indtil østerpaa vi kom.


::100. Først en Konning der vi fældte, 
::gjorde Landet til vort eget, 
::Herser ginge os tilhaande, 
::Rædsel havde alle for os, 
::frem af Skoven dem vi kaldte, 
::som vi vilde Frihed skjænke, 
::sæl vi evned den at gjøre, 
::som var intet i sig selv.


::101. Fældtes saa den hunske Konning, 
::brat blev vore Kaar da andre, 
::tungt var i saa ung en Alder 
::Enkenavn at faa at bære; 
::Kval dog tyktes det mig være 
::til Kong Atles Gaard at komme; 
::før en Kjæmpe var min Husbond, 
::tungt var Tabet, som jeg led.


::102. Aldrig, naar du kom fra Thinge, 
::spurgtes det, at Sag du søgte 
::eller havde tvunget andre, 
::altid veg du, aldrig stod du, 
::altid var du spag, hvor Konger 
::skulde have Kongemod.«


::103. »Det er Løgn, du taler, Gudrun, 
::lidet bødes saa vor Skade, 
::alt har nu du hugget sønder; 
::tag nu, Gudrun, af din Rigdom, 
::hvad som trænges til min Hæder, 
::naar de bære mig til Graven.«


::104. »Aldrig mens du var ilive 
::elsked jeg dig, men i Døden 
::skal det ej paa Hæder skorte,
::Knorr<ref>Et Skib.</ref> og Kiste skal jeg kjøbe, 
::svøbe dig i vokset Lagen, 
::skaffe Alt, som kan behøves, 
::som var jeg dig god og huld.«


::105. Atle døde, Frænder, sørged, 
::Alt, hvad Gudrun loved, holdt hun, 
::foer saa for sig selv at dræbe, 
::ej dog gik det, som hun vilde, 
::ej hun døde dennegang.


::106. Sæl er hver, som siden avler 
::slig en Æt som Konning Gjukes; 
::altid skal dens Minde leve, 
::og for alle Folk skal kvædes 
::Gjukeættens Sørgesang.





----

==Fodnoter==

<references/>


<br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Den eldre Edda]]
[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]