Andet Kvad om Gudrun (F.W.Horn)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869


Det andet Kvad om Gudrun
(Guðrunarkviða hin forna)


Kong Thjodrek var hos Atle og havde der mistet næsten alle sine Mænd. Thjodrek og Gudrun klagede deres Sorger for hinanden. Hun kvad til ham:


1. Ædelbaaren Mø jeg kaldtes,
lysende som Sol i Buret
voxed op jeg hos min Moder,
kjærest var mig mine Brødre,
indtil Gjuke Guld mig skjænked,
gav til Sigurd mig som Viv.


2. Sigurd var blandt Gjukes Sønner
som den fagre Urt blandt Græsset,
som blandt Skovens Vilddyr Hjorten,
som mod Sølv det røde Guld.


3. Saa det kom, at mine Brødre
undte mig ej mer min Husbond,
for han raged over Alle;
Søvnen flyde deres Øjne,
alting maatte selv sig skjøtte,
indtil de fik Sigurd fældet.


4. Gny jeg hørte, Grane saae jeg,
løbende han kom til Thinget,
Sigurd selv saae ej jeg komme,
vaad af Sved var hver en Ganger,
og det saaes, de var i Slud.


5. Grædende jeg gik til Grane,
spurgte ham med Graad om Sigurd,
sorgfuld luded han med Hovedet,
vidste vel sin Herres Død.


6. Uvis tvivlede jeg længe,
tumled mine tunge Tanker,
før jeg spurgte mine Brødre,
hvi den bolde Drot ej kom.


7. Tavs blev Gunnar, Høgne talte,
meldte Sigurds bratte Bane:
»Slagen ligger Guthorms Drabsmand
paa den anden Side Havet,
given Ravn og Ulv til Brad.


8. Sigurd sønderpaa du søge,
saa faar Ravneskrig du høre,
Skrig af aadselglade Ørne,
Ulve tude om din Husbond.«


9. »Hvi vil, Høgne, du mig sige
slig en Sorg, som Glæden knuser.
Ravne slide skal dit Hjerte,
om du saa flyr did i Verden,
hvor du kjender ej en Mand.«


10. Modløs Høgne hende svared,
Sorgen over ham sig lagde:
»slide Ravnene mit Hjerte,
fælder du blot flere Taarer.«


11. Bort jeg gik fra dem til Skoven,
samlede, hvad Ulven levned,
ej jeg græd og ej jeg klaged,
ikke vred jeg mine Hænder,
saa som det er Kvinders Sæd.


12. Bælmørk Nat det tyktes være,
da jeg sorgfuld sad hos Sigurd,
Ulve tuded rundt omkring os,
aadselgridske Ørne skreg.


13. Bøder bød mig mine Brødre,
store Bøder, et kun tyktes
mig endnu var værdt at ønske,
at mit Liv de skulde tage,
brænde mig som Birkens Ved.


14. Jeg fra Fjeldet foer og vandred
frem i Dage fem og naade
til Kong Halvs de høje Sale;
Somre syv jeg sad hos Thora,
Hakons Datter hist i Danmark.


15. Mig til Lyst i Guld hun virked
Sydens Borge, danske Svaner,
Drottens Mænd var der at skue,
Kjæmpens Færd baldyred vi.


16. Hunske Mænd med røde Skjolde,
Sværdflok, Hjælmflok, Kongens Følge,
der saas Sigmunds Skibe skride
bort fra Land, blandt Stavnens Snitværk
lued Dragens gyldne Hoved.


17. Sigars Kamp paa Fyen med Siggejr
syde vi i Guld og Silke,
da kom Grimhild det for øre,
hvor jeg dvæled med min Sorg.


18. Sløret kasted hun og kaldte
sine Sønner til sig, spurgte
ivrig, om de ikke agted
deres Søsters Sorg at stille,
bøde hendes slagne Husbond.


19. Flux, kvad Gunnar, var han rede,
Guld han bød, og ogsaa Høgne
vilde give Bod for Drabet.
Spurgte hun saa, hvem der vilde
sadle Hest, bestige Vognen,
hvem der vilde fare did.


20. Ind da tren de bolde Kjæmper,
som en Drot var hver at skue,
fagre var de brune Lokker,
røde Kapper, korte Brynjer,
side Hjælme, korte Sværd.


21. Alle gav mig dyre Gaver,
talte blidt og venlig til mig,
vilde stille mig min Kummer,
bøde mine mange Sorger,
ej jeg trode deres Ord.


22. Grimhild bragte mig et Bæger,
kold og bedsk var Glemselsdrikken,
den fik Kraft af Jordens Kræfter,
Havets Kulde, Solens Ild.


23. I det Horn var alskjøns Runer
ristede med røde Stave,
ej jeg mægted dem at raade,
Haddingelandets uskaarne Ax,
Lyngfisken lang og Dyrenes Indvold.


24. Meget Mén var sammen blandet
i den Drik: de brændte Agern,
Blomster af hvert Træ, som findes,
Arnens Sod og Svinets Lever,
Alt, hvad der kan døve Sorg.


25. Som den Drik jeg havde faaet,
da gik ganske mig af Minde
Drotten, som med Sværd de fældte;
trende Konger knæfaldt for mig,
før hun selv mig talte til.


26. »Gudrun, se, jeg Guld dig giver,
hele Arven fra din Fader,
røde Ringe, Hlødves Sale,
efter Drotten, som er fældet,
hunske Møer, som dig til Gammen
Væven slaa og Guldet virke;
ene skal du, Gudrun, raade
over Budles rige Skatte,
naar du bliver Atles Viv«.


27. »Ej vil Nogens Viv jeg nævnes
eller eje Brynhilds Broder,
ej det sømmer sig, at Budles
Søn sin Æt ved mig skal øge,
at mit Liv gaar hen hos ham.«


28. »Ej paa Had mod Mænd du bære,
os det var, som ypped Striden;
om du føder Sønner, være
det for dig, som end de leved,
baade Sigurd og hans Fader.«


29. »Ej jeg mer paa Glæde tænker,
vil ej anden Husbond, Grimhild,
siden Ulv og Ravn har drukket
mig til Kummer Sigurds Blod.«


30. »Ham jeg gjævest fandt blandt Drotter,
bedst af Byrd og fremfor Alle;
ham du eje, mens du lever,
lev dit Liv foruden Husbond,
om du ej vil tage ham.«


31. »Ej saa ivrig du mig byde
eder slig en Maag at bringe,
Gunnar sviger han og slider
Høgne Hjertet af hans Bryst.«


32. Græd da Grimhild, da hun hørte
Ordet, som for hendes Sønner
varsled Mén og grufuld Død.


33. »Land og Folk jeg vil dig give,
Vinbjerg, Valbjerg, om du lyder,
tag min Datter, det i Eje,
lad det bøde dig din Sorg.«


34. »Vel, saa vil jeg ham da kaare,
nødig dog, men jer til Vilje;
ej han vorder mig til Glæde,
hvad han gjør mod mine Brødre,
skal jeg hævne paa hans Børn.


35. Ej skal Døden til mig komme,
før den hvasse Spydlegs Ypper
falder slagen for min Haand.«


36. Saa steg Hvermand paa sin Ganger,
Kvinderne i Vogn blev løftet
Dage syv paa Land vi fore,
andre syv foer vi paa Hav.


37. De, som vogted Borgen, aabned
Ledet, da vi kom tilgaarde. —
Atle vakte mig, det tyktes
mig, at jeg var fuld af Harme,
over mine Brødres Fald.


38. »Mine Norner nys mig vakte
— vilde han, jeg skulde raade
Drømmen som en Lykkespaadom —
du mig tyktes, Gjukes Datter,
svigfuldt dræbe mig med Sværd.«


39. »Ild bebuder Sværd i Drømme,
Kvindevrede varsler Glæde,
jeg med Ild mon Hjælp dig bringe
saa det vorder dig til Helsen,
skjøndt du véd, jeg hader dig.«


40. »Tyktes mig, to unge Planter,
som jeg nødig vilde miste,
fældtes for mig her i Tunet;
op med Rod saae jeg dem rives,
blodige til Bænken bæres,
saa de bødes mig at spise.


41. Tyktes mig, at tvende Høge
fra min Haand fløj ud i Verden,
fløj at søge Sorgens Bolig;
sorgfuld, tyktes mig, jeg tygged
Honning med de tvendes Hjerter;
hvor de svulmede af Blod!


42. Tyktes mig, at tvende Hvalpe
slap mig ud af Hænde, begge
glammed lydt i Sorg og Vaande;
tyktes mig, som Lig jeg saae dem,
og at jeg, skjøndt ej jeg vilde,
maatte spise deres Kjød.«


43. »Det vil Mænd som Varsel tage,
for at Fisk paa Sø skal fanges,
for at Hvidlinger skal dødes;
Fare Fiskerne skal true,
men en liden Stund før Daggry
faa de bjerget deres Dræt.«


44. Kummerfuld jeg laa paa Lejet,
Søvnen flyde mine Øjne,
grant jeg mindes det endnu.