Andet Kvad om Sigurd Fofnesbane (F.W.Horn)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 16. apr. 2014 kl. 19:47 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869


Det andet Kvad om Sigurd Fofnesbane
(Reginsmál)


Sigurd gik til Hjalpreks Stald og valgte sig en Hest, som siden blev kaldet Grane. Dengang var til Hjalprek kommen Regin Hrejdmarssøn; han var kunstfærdig som ingen anden Mand, og liden var han af Væxt som en Dværg; han var klog og grum og dertil tryllekyndig. Sigurd fostredes af Regin, der oplærte ham og elskede ham saare. Han kom en Dag til Regins Hus; han blev vel modtaget. Regin kvad: [1]


1. Hid er kommen Sigmunds Ætling,
Svenden, som til Raad er hurtig,
er nu Gjæst i Regins Sale;
mere Mod han har end mangen,
som af Aar har mange flere;
naar den vrede Ulv jeg skuer,
venter jeg, der vorder Kamp.


2. Jeg den bolde Drot vil fostre,
Ædlingen til os er kommen;
han skal iblandt alle Drotter
vorde mægtigst under Solen;
vidt hans Skjæbnes Traade spændes,
over alle Lande naa de.


Sigurd var da ofte hos Regin. Han fortalte Sigurd om sine Forældre og om den Tildragelse, at Odin, Høne og Loke vare komne til Andvarefos; i den Fos var der mange Fisk. Andvare hed en Dværg; han var længe i Fossen i en Geddes Skikkelse og tog sin Føde der. Odder hed vor Broder, sagde Regin, han foer tidt i Fossen i en Odders Skikkelse; han havde engang taget en Lax og sad paa Flodbredden og aad blundende. Loke slog ham med en Sten, saa han fik Bane deraf; da mente Aserne, at de havde været saare heldige og flaade Bælgen af Odderen. Den samme Kvæld kom de og gjæstede Hrejdmar og viste ham deres Bytte. Da haandtoge vi dem og paalagde dem som Livsbod at fylde Odderbælgen med Guld og dække den ogsaa udentil med det røde Malm. Da sendte de Loke bort at skaffe Guldet. Han gik til Ran og fik hendes Net, og foer saa til Andvarefos og kastede Nettet ud for Gedden, og den løb i Nettet. Da sagde Loke:


3. Hvad skal vel den Fisk jeg nævne,
som i Flodens Bølger leger,
som for Faren ej sig varer?
løs du nu fra Hel dit Hoved
med det skjære, klingre Guld.


Andvare:
4. Jeg mig selv Andvare kalder,
Oin nævner jeg min Fader;
mange Fosser har jeg gjæstet;
thi i Verdens første Dage
kaared mig en umild Norne
til at tumle mig i Vand.


Loke:
5. Sig du mig da nu, Andvare,
om dit Liv du vil beholde,
hvilken Straf de Mænd skal lide,
som til Kiv hinanden ægge,
kjæmpende med Haadingsord.


Andvare:
6. Haardt forsand de Mænd maa bøde,
som maa vade i Vadgelmer;
den, som lyver paa en anden
bøder længe for sin Løgn.


Loke saae alt det Guld, Andvare ejede; men da denne havde udredt alt Guldet, da havde han tilbage en Ring, og den tog Loke fra ham. Dværgen gik ind i Fjeldet og kvad:


7. Guldet, Gust har ejet,
blive skal til Bane
for de baade Brødre,
sætte Splid imellem
otte bolde Drotter,
ej skal nogen nyde
Gammen af mit Gods.


Aserne udredte nu Hrejdmar Godset og stoppede Odderbælgen og rejste den paa Benene; saa lagde de Guldet paa og dækkede den til; men da det var gjort, gik Hrejdmar frem og saae et Knurhaar og bød dem dække det med. Da drog Odin Andvares Ring frem og dækkede Haaret. Da kvad Loke:


8. Nu det skjære Guld er udredt,
Bod er givet for mit Hoved;
ej din Søn til Held det vorder,
det skal volde eders Død.


Hrejdmar sagde:
9. Gode Gaver har du givet,
dog du gav ej Vennegaver,
ej med venligt Sind du gav dem;
eders Liv jeg havde taget,
havde jeg den Fare kjendt.


Loke kvad:
10. Endnu værre vil dog vorde,
hvad jeg sikkert tror at skue,
Frændestriden om den Fagre; —
endnu fødtes ej de Drotter,
som det vorde skal til Vaade.


Hrejdmar kvad:
11. For det røde Guld jeg raader,
tænker jeg, imens jeg lever,
ej jeg ræddes for din Trussel; —
se nu til, I vender hjem.


Fofne og Regin krævede Frændebod af Hrejdmar for Odder, deres Broder; han svarede nej dertil, men Fofne gjennemborede med sit Sværd sin Fader, da han sov. Hrejdmar kaldte paa sine Døttre:


12. Lynghed, Lofnhed, skynder eder;
thi nu drages jeg med Døden;
meget volder Mén det gode.


Lynghed sagde:
13. Ikke mange Døttre mægte,
miste de end deres Fader,
Hævn paa Broderen at øve.


Hrejdmar kvad:
14. Fød din Husbond da en Datter,
kan du ej en Søn ham føde,
du hvis Sind er grumt som Ulvens;
giv saa denne Mø en Husbond,
saa din Hævntørst vorder stillet,
deres Søn dig skaffer Hævn.


Saa døde Hrejdmar, men Fofne tog alt Guldet. Da bad Regin om at faa sin Fædrenearv, men Fofne svarede nej. Da søgte Regin Raad hos sin Søster Lynghed, hvordan han skulde faa sin Fædrenearv. Hun kvad:


15. Blidt du skal din Broder bede
om din Arv og om, hans Venskab;
ej det sømmer sig at æske
af sin Broder Gods med Sværd.


Alt dette sagde Regin Sigurd og dertil at Fofne laa paa Gniteheden og var i en Orms Skikkelse; han havde en Rædselshjælm, som alt Levende ræddedes for. Regin gjorde Sigurd et Sværd, som hed Gram; det var saa hvast, at da han stak det ned i Rinen og lod en Uldtot drive ned ad Strømmen, gik det igjennem Uldtotten som igjennem Vandet. Med det Sværd kløvede Sigurd Regins Ambolt. Siden æggede Regin Sigurd til at fælde Fofne, men han svarede:


16. Le vil alle Hundings Sønner,
de, som røved Ølim Livet,
om de se, at Sigurd fristes
mer af Lyst til Guld at vinde
end at æske Faderhævn.


Kong Hjalprek gav Sigurd Skibe til Faderhævn. De fik en stor Storm og krydsede ud for et Fjeld. En Mand stod paa Fjeldet og kvad:


17. Hvem er de, som over Havet,
der med høje Bølger bruser,
ride rask paa Rævils[2] Heste?
Sved af Havets Ganger drypper,
ikke kan de stolte Havdyr
staa sig mod den hvasse Vind.


Regin svarede:
18. Det er Sigurd og hans Kjæmper;
slig en Bør er nu os given,
at den vil os Bane bringe,
Højere end Skibets Stavne
vælte sig de vilde Vover,
vore stolte Snekker vakle. –
Hvem er du, som spørger saa?


Manden i Kappen kvad:
19. Hnikar hed jeg, unge Vølsung,
dengang da jeg glæded Ravnen,
da jeg Kjæmper vog i Striden;
nu du kan den Karl fra Bjerget
kalde Fjolner eller Fenge; —
tag mig med paa eders Skib.


De lagde til Land, og Manden gik ombord paa Skibet; da stilnede.Vejret. Sigurd kvad:


20. Sig mig Hnikar, da du kjender
baade Mænds og Guders Varsler,
hvilke du de bedste kalder,
naar de skarpe Sværd skal svinges,
naar man drager ud til Kamp.


Hnikar kvad:
21. Mange Varsler ere gode,
dersom ikkun Mænd dem kjendte,
naar de skarpe Sværd skal svinges;
godt jeg véd det er, naar Kjæmpen
følges af den sorte Ravn.


22. Dernæst, naar du ud er kommen,
rede til din Vej at vandre,
og du ser paa Tunet stande
tvende ærelystne Mænd.


23. Dernæst, naar du hører Ulven
tude under Askens Grene,
varsler ogsaa det dig Lykke
over alle dine Fjender,
om du foran dig den ser.


24. Ingen kjæmpe skal, naar Solen,
Søster til den blege Maane,
nær sin Nedgang Øjet blænder;
de skal vinde Sejr, som kunne
se og fylke Svinefylking.


25. Ilde er det, om du snubler,
naar du vil i Kampen gange;
onde Diser stande hos dig,
én du har ved hver din Side,
som med Fryd dig slagen se.


26. Hver en Mand, som klog vil kaldes,
skal om Morgenen sig tvætte,
skal sig kjæmme, skal sig mætte;
thi forvist kan Ingen vide,
hvor han er, naar det er Aften.
Ilde er det frem at ile,
førend Lykken følger med.


Sigurd havde en stor Kamp med Lyngve, Hundings Søn, og hans Brødre. Der faldt Lyngve og hans tvende Brødre. Efter Kampen kvad Regin:


27. Nu den røde Ørn er ristet
Sigmunds Banemand paa Ryggen:
faa var de, som foran Sigurd
gik med Sværd og rødned Jorden,
glædende den sorte Ravn.


Sigurd foer hjem til Hjalprek. Da æggede Regin ham til at fælde Fofne.



Fodnoter

  1. Her er forelaget en Omflytning af nogle faa Vers, der maa antages at have faaet en fejl Plads.
  2. Rævil betegner en Søkonge; hans Hest er Skibet.