Andre videnskaber (FJ 1907)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Finnur Jónsson

Finnur Jónsson:
Den islandske litteraturs historie
Heimskringla Reprint

Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske

af
Finnur Jónsson
1907

Andet tidsrum, 1100–1300

Andre videnskaber

Teologi. I denne undervistes i skolerne efter fremmed mønster og efter fremmede lærebøger, der tildels i al fald oversattes på islandsk; hånd i hånd hermed gik undervisning i messe og sang. Men intet steds gör en mindre selvstændighed sig gældende end på dette område, og det er forståeligt nok. Der findes ikke det mindste spor til nogen selvstændig grublen over problemer eller spekulation over teologiske æmner. Og det er et stort spörgsmål, om der overhovedet har eksisteret nogle selvstændige eller originale prædikener. En sådan findes dog ialfald i Norge, hvor kirken som bygning (ɔ: den norske stavkirke) lægges til grund og dens enkelte dele udlægges symbolsk. Det gik så vidt, at man — ialfald gjorde Götlænderen Gísle Finnason det — læste en prædiken op af en bog, for at folk netop ikke skulde tro at det, han sagde, var noget han selv havde fundet på. Der haves en samling af prædikener eller homilier i den berömte gamle Stockholms-homiliebog; man havde samlinger i rigtig rækkefølge for hele året; en sådan ordning findes ikke her; det er en temlig systemløs samling, altsammen oversættelser; hdskr. har en overordenlig stor sproglig betydning. Foruden enkelte andre mindre skrifter er Elucidarium (-us) det vigtigste. Det er oprindelig forfattet af en bekendt middelalderlig gejstlig, Honorius fra Autun, og indeholder en i dialogform (lærer og elev) affattet håndbog i kirkens lære om verdens tilblivelse, menneskets skabelse osv. til Kristi liv og død osv. Dette skrift er allerede blevet oversat i det 12. årh. Et brudstykke deraf findes i et af de ældste isl. håndskrifter. Sproget er særdeles godt og kraftigt, oversættelsen meget ordret. Dette oprindelige Elucidarium er af en helt anden art end de yngre Elucidarier.

Til denne litteratur kunde der i og for sig godt henføres alle de mange legender, der haves, samt jærtegn (f. eks. jomfru Marias, udgivne i forbindelse med hendes saga).

Geografi. Nordboerne havde let ved at skaffe sig et udstrakt kendskab ikke blot til deres egne lande, men også til hele det øvrige Evropa. Vikingetogene mod vest, togene til Østerleden og rejser igennem Rusland helt ned til Konstantinopel gav dem et godt indblik i de geografiske forhold. Efter kristendommens indførelse blev deres indsigt i höj grad udvidet ved de mange pilgrimsrejser til Rom og det hellige land, samt andre valfartssteder, og ved de mange studierejser, der i det 11. og 12. årh. foretoges. I de islandske sagaværker findes enkelte interessante geografiske oplysninger; i Egilssaga findes en beskrivelse af Finmarken, i Heimskr. af Sverrig, i Knytlinga af Danmark, foruden mindre notitser hist og her. Der findes kursforskrifter, fjordfortegnelser (Island) og fylkeliste (Norge) osv.

Af forfatternavne kendes den oven omtalte skjald Nikulás Bergsson, abbed; fra ham hidrører en såkaldt Leiðarvísir ok borgaskipan (»Vejviser og byers beliggenhed«), det er pilgrimsruter til Syden i et velordnet hele. Tabt er derimod et rejseværk af Gizur Hallsson (d. 1206), der kaldtes Flos peregrinationis.

Lægevidenskab. Det siger sig selv, at om nogen videnskab i egenlig forstand kan der ikke være tale. Sagaerne taler ofte om mandlige og kvindelige læger; deres virksomhed bestod i at helbrede sår ved forbinding og anvendelse af lægemidler (især fra planteriget). Enkelte primitive instrumenter omtales (tang til at trække pilespidse og desl. ud). I endnu ældre tider var al helbredelse så godt som udelukkende trolddom (besværgelser, runer osv.). Nogen skrifter angående dette æmne er igrunden ganske ukendte. De såkaldte lægebøger, der haves, er vistnok af yngre oprindelse, og stammer middelbart eller umiddelbart fra Harpestræng og andre fremmede skrifter. Alt hvad der findes heri er mere eller mindre blandet med overtro og »husråd« — ofte eller oftest af den pudsigste art.

Tidsregning. Matematik. I nöje forbindelse med det teologiske studium stod også den almindelige tidsregning; dette var nødvendigt for at have alt i orden vedrørende de kirkelige helligdage og festdage. Men også for de ældre tiders vedkommende var en nöje bestemmelse af tiden nødvendig. I det 10. årh. mærkede man, pudsigt nok, at tidsregningen var kommen i uorden. Da bragte Torstein surt orden tilveje ved at indskyde 7 dage hvert 6. år (»sommerforøgelsen«), således som Are fortæller sagen. Allerede dengang var altså 7-dages ugen bleven indført (for en ældre 5-dages). Et herhenhørende skrift er Rímbeygla (et beskedenhedsnavn), der findes i et af de ældste isl. håndskrifter. Det er hovedsagelig en fremstilling af og lærebog i tidsregningen, især den kirkelige. Det er næppe nogen oversættelse af et enkelt fremmed skrift, men temlig originalt; dog er fremmede forfattere som Beda og Hieronymus benyttede. Også Stjærne-Oddes beregning findes optaget heri (se nedenfor). Dette indhold blev senere blandet med flere andre slags ting af geografisk-etnografisk art og meget mere. I øvrigt fandt man et meget udførligt system til at regne festdage og faster ud ved at tælle på fingre, fingerled og knoer, det såkaldte fingerrim, der indtil de seneste tider har været meget anvendt på Island.

Hvad matematik i egenlig forstand angår, er der ikke meget derom at sige. De romerske tal benyttedes i begyndelsen og længe ned i tiden; de arabiske tal indførtes først i det 13. årh. Alexander de Villa Dei forfattede i det 12. årh. et digt i latinske heksametre: Carmen de algorismo; dette oversattes på prosa og findes f. eks. i Hauksbók. Det er en lærebog i regnekunsten (fire species, kvadrerede tal, kubustal, roduddragning osv.). Sproget er meget knudret og afhdl. ret vanskelig at forstå på sine steder, mulig dog på grund af forvanskning.

Stjærnekundskaber måtte de gamle Nordboere til en vis grad besidde; det var stjærnerne, de skulde styre efter; meget tidlig får man antydning af en iagttagelse af stjærnerne og deres gang (f. eks. Einar på Tværå siges ofte om natten at være stået op for at observere). Stjörnulist eller stjörnubókarfræði kaldtes disse kundskaber. En repræsentant for dem haves i Stjörnu-Oddi Helgason i det 12. årh. Han levede på nordlandet, var en fattig mand, men med overordenlig indsigt i himmellegemernes gang. Fra ham hidrører det i Rímbeygla optagne Stjörnu-Odda tal, der angiver, hvorledes solens gang til de forskellige tider forholder sig. Efter kyndiges udsagn skal dette tal være mærkværdig godt gjort.

Hvad naturvidenskab angår, er der så godt som intet, der er værd at omtale. Der haves små stykker om mærkelige stene m. m., men alt det er fuldt af overtroiske forestillinger. Kun uegenlig herhen hører den såkaldte Physiologus (eller Bestiarius), der haves i en meget gammel isl. oversættelse; denne bog var meget udbredt i middelalderen; men den er egenlig kun en opbyggelsesbog, skönt den som sådan var i miskredit hos de höjere autoriteter. Der fortælles om nogle — tildels fabelagtige — dyr og der findes tegninger af dem, men hvad der berettes om dem anvendes stadig til at moralisere; enten er de forbilleder på dyder, man skal lægge vind på, eller laster, man skal undgå.