Angakok-sange

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Angakok-sange

Oversat på dansk
med indledning og kommentar av
William Thalbitzer

København
1920

Illustration af Ossian Elgström

49. HJÆLPEÅNDEN ANAAVAKS SANG

Angakokkens hjælpeånd synger om sin sommerlængsel.

I åndernes sprog kaldes landjorden for »vor store lille jord« (»lille« i kælende betydning, omtrent: »kære«), og sommeren for »den store kvindetid«. Når sneen smelter af fjældene, hedder det, at de »lugter« eller »kysser« hinanden.

Når du nu snart blir lykkelig og dejlig,

denne vor store lille jord,

som pines, når vi tramper på den!

Når du nu snart blir lykkelig og dejlig,

denne vor store kvindetid!

Når du nu snart blir lykkelig og dejlig,

disse store små jordflager,

disse høje fjældtinder,

endnu før de første gang lugter hinanden —

Når du nu snart blir lykkelig og dejlig!

50. HJÆLPEÅNDEN SANNEENS SANG

Angakokkernes hjælpeånder (øgr. tartaq, flt. tartät; vgr. tornaq, flt. tornät) tænkes at vandre over bjærgene, idet de fra den ene fjældtind træder over på den næste; eller at flyve gennem luften. Sanneen har i sin angakoks ærinde fløjet nordpå til forbjærget Kaŋertivaŋivaq. Under farten har ånden spejdet ned til bopladsen deroppe og taget kending på, hvordan menneskene var, »onde som sædvanlig«.

Jeg så også prøvende paa fjældet derude i øst,

nøje lagde jeg mærke til alt derude i øst,

det stygge Kaŋertivaŋivaq —

lad dem skøtte sig selv derude i øst,

lad det passe sig selv derude i øst!

51. RAVNEÅNDENS SANG

En av angakokken Akvkos hjælpeånder hed Qaartuluk, »ravnen«. Sangen er formet som en samtale — eller er en del av en rituel samtale — mellem angakokken, som må tænkes siddende på gulvet ved husgangens indre åbning, med trommen ved sin side, i trancens henrykkelse, medens hans ravneånds sang høres ude fra husgangen, fra den anden side av »rasleskindet«, der hænger foran døråbningen. Ravneånden beretter om sin farlige kajakrejse og om sit møde med bjørnen og stormen. Han besvarer ikke direkte angakokkens spørsmål.

Ravnen:

Lad mig ånde derom, da man rask tog ud på havet

hint efterår, — da man rask tog ud på havet

hin tur mod øst — da man rask tog ud på havet.

Jeg kom for langt ud, helt ud til de isede øer,

mens disse kyster viste sig i flugt med iskanten.

Angakok:

Fulgte du vejen mod nord langsmed dem derude?

Ravnen:

Idet jeg deroppe søgte længere mod nord,

kom jeg lige ind på den fæle store bjørn, du veed,

som just var ved at æde den store remmesæl.

Angakok:

Men hvad hører jeg dog — mon du fik en andel med?

Hvad hører jeg — bringer du ogsaa noget med dig hjem?

Ravnen:

På det sted hist oppe, hvorfra jeg plejer at gå til havs,

fik jeg kending af en brølende storm, der nærmer sig.

Nå, tænkte jeg derinde, det biir til en frisk nordvest!

Min kajakåre fik jeg da lagt ind til bådens side,

men stævnen forude — tabte jeg av syne

og den store sol histoppe tabte jeg av syne;

fråden fra min mund slæbte jeg efter mig.

Angakok:

Og fik du så landkending av forbjærget dær?

Ravnen:

Jeg bøjede mig over åren igen, det er min sang,

jeg brugte atter åren, så lyder min sang.

52. HJÆLPEÅNDEN MANERTAQS SANG

Angakokken Ajukutdooqs hjælpeånd synger om sin (og dermed angakokkens) fjende, som efterstræber hans liv ved at sende en på vandet flydende tupilak (ondt tryllemiddel) ud efter ham. Det gælder at vende det onde middel imod efterstræberen selv, hvad der kan gøres ved hjælp af en tryllesang.

Jeg har det stadig i mine tanker,

da Attavik ifjor kom tilsyne

ifærd med at få den til at flyde,

hans ting, denne her!

Ifjor prøvede den forgæves at nå mig,

uden at kunne det.

Jeg sang en lille tryllesang mod den:

Stans den, inden den når frem!

driv den tilbage, inden den når frem!

53-54. SANGE FRA INDLANDSBOERNE (TIMERSEETERNE)

De grønlandske angakutter havde ofte en Timerseeq til hjælpeånd. Timerseeterne er et av grønlændernes sagnfolk; de mentes at bo i indlandet (grl. timeq »indland« + -seeq »en som færdes der«, flt. seet) hvorfra de av og til skulde ha søgt ud til kysten for at fange sæler; ofte stjal de fra Innuiternes fangst. De havde ikke både, ikke kajakker, men det hed sig, at de kan vandre ud på tågen over havet, eller at de »bruger tågen til kajak«. Når Timerseeken fra fjældet ude ved havet får øje på Innuiternes skindbåde, gribes han af en underlig rædsel.

Disse sange synges av angakutterne under åndemaningen i hytten. »Det er ikke vore egne sange, sier de, Timerseeterne har lavet dem selv og derefter lært Innuiterne at bruge dem«. Derfor findes der mange aparte ord i dem, gammeldags eller poetiske ord (tabu-ord) av uvant brug, alligevel, såvidt vides, ingen fremmede låneord; de aparte ord er kun omskrivninger eller avledninger av eskimoisk oprindelse. De er trykt med spærrede typer i min oversættelse.

Den følgende sang blev sunget av Akvko som indledning, når han skulde til at hidkalde sin hjælpeånd fra indlandet.

ile˙giak˙a˙

kaŋerse˙wimak˙i

qula˙nemak˙i

ile˙gia^wk˙a˙

kaŋerse˙wimak˙i

qula˙nemak˙i

ajaŋeieqa˙k˙a

nawiaij˙eieqa˙k˙a

a˙kit˙e, an˙ikit˙e

toqume˙wara

erce˙r^waman˙a

toqume˙wara

A.

Jeg spejdede dem ud

fra toppen av disse fjælde,

fra disse store forbjærge.

Jeg undersøgte dem nøje

fra toppen av disse fjælde,

fra disse store forbjærge.

Da vågnede i mig en rædsel for dem,

og jeg begyndte at finde dem ængstende,

deres skindbåde, store og små. —

Jeg føler med gru, at det gælder liv og død,

jeg ræddes over dette;

jeg føler, det gælder jo liv og død.

B.

Omkvæd: samoa jaa jaa.

Lad mig ånde derom, altid og længe!

Da jeg skrævede over den store flod,

over Storeelv til den anden bred —

ti jeg havde intet fartøj,

ingen kajak, ingen skindbåd —

lad mig ånde langt og længe

om de kære sødyr, jeg dræbte,

alt efter min ringe evne,

for det første en god lille remmesæl,

for det andet en til av samme art,

og som en tredie i tilgift

den store spraglede sæl,

som jeg næppe kunde slæbe avsted,

jeg som plejer at skræmme dem —

med nød og næppe slæbte jeg dem

henover tågedækket.

55. KVINDEN, DER SANG I HIMLEN

En angakok kom på sin åndeflugt til de dødes teltby i himlen. Han traf dær en kvinde, han kendte fra jorden, som her ikke havde kunnet synge, men deroppe sang hun av hjærtens lyst. Således, siges det, går det alle sangløse på jorden.

Hvorledes fik jeg sangens ævne?

Da jeg steg didop til himlen,

til den store himmel didoppe,

blev jeg grebet af en frygtelig træthed,

blev grebet av åndenød.

Men da jeg fik øje på mine slægtninge:

Er det jer, der engang var til?

da sang jeg med ett av hjærtens lyst,

så frygtelig træt som jeg var,

i åndenød efter min opstigning.

Jeg åndede sangene frem så småt.

Fodnoter

Kilde

Uddrag af William Thalbitzer: Eskimoiske digte, København, 1920.