Angmagsalikernes tro

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gustav Frederik Holm (1849-1940)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Angmagsalikernes tro
Tro — Aander — Amuletter — Trylleformularer
Angekok'er — Ilisitsok'er

Gustav Holm

Kjøbenhavn
1887

Tro

Angmagsalikerne tro paa, at Mennesket bestaaer af tre Dele, nemlig: Legeme, Sjæl og »Navne« (atekata).

Legemet er selvfølgelig forgængeligt. Sjælen er ganske lille, nemlig ikke større end en Finger eller en Haand, og boer i Mennesket. Bliver Sjælen syg, bliver ogsaa Mennesket sygt, og døer Sjælen, døer ogsaa Mennesket. Angekok'er og llisitsok'er ɔ: Aandebesværgere og Hexe, kunne røve et Menneskes Sjæl. Mennesket bliver da tung i Hovedet, han bliver syg, og det bliver hans Angekoks Kunst at finde, hvor Sjælen er henne, og skaffe den tilbage til Mennesket. Sjælen kan være kommen ned til Underverdenen eller ind til Indlandsboerne, eller ogsaa kan den Angekoks Tornarsuk, som har stjaalet den, have spist den. Efter et Menneskes Død lever Sjælen op igjen enten under Havet eller oppe i Himlen. I Havet er der Masser af Sæler og Narhvaler, og i Himlen er der Ravne og Krækkebær. Der er godt begge Steder, men dog foretrækkes det første Sted.

«Navnen» (atekata) er saa stor som et Menneske og træder ind i Barnet, idet dette efter Fødslen stryges om Munden med Vand samtidig med, at de Afdødes «Navne» nævnes. Vi have ikke hørt saa meget tale om »Navne« hos voxne Mennesker som hos Børn. Man maa sørge for ikke at støde eller fornærme «Navnen»; thi da kan den forlade Mennesket, og dette bliver sygt. En Mand ved Navn Adlagdlak havde i sin Tid været med til at paaklæde sin afdøde Søsters Lig. Han maatte af den Grund ikke arbejde i Jern inde i Huset, men havde alligevel begaaet slig Uforsigtighed. Hans Søsters »Navne« blev derfor vred og forlod hans lille Søn, som da græd meget og fik stærk Diarrhoe. Heldigvis opdagede Angekok'en under Angekokkunsterne Tabet af «Navnen» og fik den hentet tilbage, da den var i Nærheden af det fjerne, frygtede Land: Ipertit. «Navnen» frøs der og raabte højt; derfor var det, at Barnet var sygt. Havde «Navnen» naaet Ipertit, vilde den være frossen ihjel, og Barnet vilde være død.

Naar Mennesket døer, bliver «Navnen» liggende ved Liget i Vandet eller Jorden, hvor det er begravet, indtil et Barn opkaldes derefter. Da gaaer den ind i Barnet og fortsætter Tilværelsen der. Fortælling Nr. 22 viser, hvorledes «Navnen» i Tiden mellem sin Tilværelse i to Mennesker vandrer igjennem en Mængde Dyr.

Østlændingene have en afgjort Frygt for at nævne deres eget Navn. Spurgte man dem om, hvad de hed, henvendte de sig altid til andre om at svare for sig, hvorpaa de bekræftende indrømmede det givne Udsagns Rigtighed. Da vi spurgte en Moder om, hvad hendes lille Barn hed, svarede hun, at det kunde hun ikke sige. Ligesaa lidt vilde Faderen sige det; han yttrede nemlig, at det havde han glemt, men vi kunde faa det at vide af Konens Broder.

Børn, der ombringes, og dødfødte Børn «komme til Himlen, hvor de foraarsage Nordlys. Børnene tage hverandre i Hænderne og dandse rundt i Slyngninger og Svingninger. Snart sno de sig i Spiralform op omkring den ene Fløj, snart aabner Spiralen sig igjen. De spille Boldt med deres Efterbyrd, og, naar de se forældreløse Børn, løbe de hen imod dem og kaste dem omkuld. De ledsage Legen med en hvislende, pibende Lyd.»

Den indfødte Fortæller ledsagede denne Beskrivelse med livlige Bevægelser, hvorved han fuldstændig illustrerede Nordlysene som Børnenes Leg. Den førstnævnte Leg sees, naar Nordlys vise sig som brede Baand eller Draperier, hvori de enkelte Straaler pege mod Zenith, og som bestandig ere i bølgeformig og slyngende Bevægelse. Boldtspillet sees, naar enkelte Nordlysstraaler fra Baandene skyde op imod Zenith med stor Hastighed. Børnene løbe hen imod de forældreløse og støde dem omkuld, naar enkelte Nordlysstraaler hurtig fare i horizontal Retning og ligesom fordrive de Straaler, som allerede vare tilstede der.

Nordlyset kaldes efter Børnene: Alugsukat.

Aander

Angmagsalikerne tro paa Aander, som omgive dem overalt, men de sees ikke og mærkes ikke af andre end nogle faa indviede, nemlig Angekok'erne. Ved Hjælp af disse komme Aanderne til at skade eller gavne Menneskene. Naar Kajakmanden færdes paa Havet, omgives han af Inersuak'er. De bo under Havet, men have ellers samme Beskjæftigelse som Menneskene. De ere noget bredere end Menneskene, ere kortklippede og have ingen Næser. Angekok'erne eller de, der skulle være Angekok'er, kunne se dem og fortælle, hvorledes de besøge dem under Havet, hvor de altid have fuldt op af Kjød. Om deres Oprindelse fortælles følgende: I Begyndelsen var Jorden ganske flad, og der var intet Vand paa den; men da brast Jorden, Vandet strømmede frem, og Menneskene styrtede ned i Sprækkerne. Alle disse forulykkede bleve Inersuak'er og befolke nu Underverdenen.

Havets Dyr beherskes af en stor Kvinde, i hvis Haar der hænger Sæler, Narhvaler etc. Naar Angekok'erne af deres Tartok, ɔ: Aand, føres til hende og rede hendes Haar, komme Havdyrene til Kysterne. En Angekok fra Sermiligak havde engang redt hende saa godt, at der i tre Aar var Overflod paa Sæler. For nærværende Tid kan ingen af Angekok'erne rejse til hende.

I Havet lever ogsaa Tornarsuk og dennes Hjælper, Aperketek. Disse ere Dyr, der ogsaa kunne sees af andre end Angekok'er. Afbildninger af dem findes ofte paa Fangeredskaber (Tav. XXXII og XXXIII).

Tornarsuk beskrives at være saa lang som en stor Sæl, men i Forhold tykkere end en saadan. Dens Hoved og Baglaller ligne Sælens, medens Forlallerne ere længere, nemlig som en Mands Arm, men dog tykkere end en saadan og ende i Finner. (Se S. 150). Den beskrives ofte at have røde Arme og være rød om Munden. Tornarsuk svømmer hurtigt nede ved Bunden af Havet.

Aperketek kan blive indtil to Alen lang. Den er sort og har store Knivtænger i Hovedet. Begge disse Dyr staa i Angekok'ernes Tjeneste. De ere hverken gode eller onde Aander, men lystre deres Herre.

Indlandet beboes af Timersek'er og Erkilik'er.

Timersek'erne have Menneskeskikkelse, men ere meget større, nemlig saa høje, som en Konebaad er lang. Deres Sjæl alene er saa stor som et Menneske. De leve af Jagt, dels efter Landdyr, som Rener, Ryper, Harer og Ræve, der dræbes med Buer, dels efter Havdyr, nemlig Sæler, som fanges i Garn, og Narhvaler, som harpuneres ved smalle Sunde. Som oftest ligge de i Strid med Menneskene og røve undertiden enkelte af disse; men de kunne dog ogsaa leve paa en venskabelig Fod med dem og endog holde Konebytning med dem. De have ikke Kajak'er; men Mændene komme af og til om Foraaret, naar deres Forraad slipper op, ud til Havet for at fange og sees da af Angekok'erne. En Fangst af to store Remmesæler kan de bære hjem med ind i Landet i en Sælskinds Pose. (Se Fortællingerne Nr. 7, 12, 13, 28).

Erkilik'erne ere foroven som et Menneske og forneden som en Hund. De bo paa Indlandsisen og staa paa en fjendtlig Fod med Menneskene. (Se Fortælling Nr. 18). Man fortæller, at Timersek'er, Erkilik'er og Kavdlunak'er ɔ: Europæere, have samme Oprindelse, idet de nemlig ere Afkom af en Pige og en Hund. (Se Fortælling Nr. 20). Af den Grund have vi Kavdlunak'er, ingen Sjæle, eller i det højeste Hunde- Sjæle, hvorom Angmagsalikerne have udtalt sig til vore medrejsende Grønlændere.

Af andre Væsener, som bo paa Jorden, skal jeg kun nævne: Gobajak'er (Fortælling Nr. 41), der ere tykmavede Fruentimmere med Jernnegle; Igalilik'er, der bære store Gryder, hvori hele Sæler kunne koges; Nerrasejot'er, der ikke have Haar, ere nøgne og skrige, samt have en Kniv i Haanden; Makakajuik'er, der ikke have Haar, og som røve Sælhunde; samt Tarajuatsiak'er, der ere Skygger og staa i Angekok'ernes Tjeneste.

Langt ude i Havet mod Øst ligger en stor Ø, som hedder Akilinek. Ikke alene Beboerne, men ogsaa Dyrene skildres der som umaadelig store. Angekok'erne foretage af og til Rejser derhen. Akilinek-Beboerne synes at staa paa en lignende Fod med Menneskene som Timersek'erne. (Se Fortælling Nr. 1 og 33).

Man fortæller, at Kajariak'er ere en Slags store Kajak'er, som benyttes af fjendtlige Mennesker. Naar en saadan ligger ved Siden af en Kajak, er den saa stor, at Manden, der sidder i den, kan stikke Aaren ind under Remmen paa Kajak'en og løfte denne tilvejrs, og han skærer derefter Armene af Kajakmændene. Deres Fartøjer ere af Træ og buttede i begge Ender.

Himlen er ogsaa befolket med Aander. Af dem skal jeg kun nævne Sol, Maane, Jupiter og Vega. Om Solens og Maanens Oprindelse haves den samme Fortælling som hos andre Eskimoer (Fortælling Nr. 10). Jupiter ansees for at være Solens Moder; den er meget farlig for Angekok'erne at komme nær, naar de skulle rejse til Maanen. Vega, som kaldes Nelarsik, er ligesom Maanen Solens Broder. Om Maaden, hvorpaa den kom til Himlen, haves en lignende Historie som om Maanen. Den gjør Menneskene megen Gavn, idet den angiver Tiden, naar det er mørkt, ligesom Solen, naar det er lyst. Den staaer i det hele taget Menneskene bi i mange Retninger. Om Maanen haves iøvrigt mange Fortællinger. (Fortællingerne 16, 30, 31 og 34).

Ogsaa Vindene have deres Herskere, til hvem Angekok'erne maa rejse, for at det kan blæse eller ophøre at blæse.

Disse Aander, foruden mange flere, dyrkes ikke paa nogensomhelst Maade, men for at sikre sig imod, at de skulle skade, bære alle Folk de mest forskelligartede Ting som Amuletter, som de tro kunne hjælpe dem mod Sygdom og Farer og sikre dem et langt Liv. Amuletter tjene ogsaa i andre Øjemed, nemlig til at opnaa enkelte Ønskers Opfyldelse.

Amuletter

Amuletterne bæres af Mændene, hvad der allerede ovenfor er nævnt, som oftest i Skindselen over Brystet eller indsyede i Anorak en, og af Fruentimmerne i Haartoppen eller indsyede i Snippen foran paa Pelsen.

Valget af Amuletter er aldeles vilkaarligt og bæres paa alle Slags Maader. Gamle Folk give de Yngre Raad om, hvad de skulle søge efter til Amulet, og hvorledes de skulle bære den. Som Exempler paa Amuletter skal jeg nævne, at Kutuluk i Skindselen havde indsyet en Ømmerttunge og hans Farmoders Haarbaand. Hans Søn Napardlugok bar en Splint af sin Bedstemoders Lampefod indsyet i sin Sele. Da han blev syg, hængte Faderen et tørret Rævehoved over hans Hoved. Denne Ræv var det første Dyr, som Napardlugok fangede som Barn. Ukutiak havde saavel i Hus som i Telt en Rønnebærgren stikkende i Taget over sit Hoved. En Dreng, der spyttede Blod, og hvis hele Familie var brystsvag, havde en Sælhunde-Blodprop indsyet foran paa Brystet i Anorakken. Mange have siddende i Skindselen en mandlig og en kvindelig Figur, der ere udskaarne af Træ, som er taget i Husgangen. Den kvindelige Figur bæres paa Brystet, og den mandlige paa Ryggen, medens mindre Træstykker anbringes under Armene. Naar et Fruentimmer bliver frugtsommelig, bruges særlige Amuletter, for at Barnet skal blive en Dreng, f. Ex. en Splint af den midterste Teltstang, eller en Knast af en Konebaadstøtte. Folk, der ere tilbøjelige til at faa Epilepsi, bære som Amulet en Rævesnude. Børn gives undertiden en Amulet af «Solens Urin», en rød Lavart, «hvorved de komme til at lyse bagpaa, saa at Inersuak'erne kunne se dem og træde i Forbindelse med dem, uden at de behøve at lære at blive Angekok». (Anvendelsen af Amulet sees i Fortællingerne Nr. 2, 3 og 35).

Til Overtro, der er beslægtet med Amuletvæsenet, maa endvidere henregnes adskillige andre Ting, f. Ex. Tatoveringen, Maaden, hvorpaa Haaret bæres i Forbindelse med Pelsens Snit, og Baandet om Overarmen, som alt er nævnt tidligere. Endvidere skal nævnes, at de Indfødte ofte, naar de solgte os brugte Fangeredskaber eller hele Skind, afskar en ofte højst ubetydelig Stump, som de opbevarede. En Mand, der havde solgt os sin Aare, blev om Foraaret syg. Da han derefter saae Lejlighed dertil, afskar han en Splint af Aaren og udtog nogle af Bennaglerne, hvormed Beslaget var fastgjort

Angmagsalikerne tillagde vore anthropologiske Maalinger en overnaturlig Kraft, uden at jeg selv har villet give Anledning til en saadan Tanke hos dem. Det var især de Gamle, eller de, der havde en Skavank, der udtalte sig derom. En Mand sagde, da jeg var færdig med at maale ham: «Ja, nu vil jeg ogsaa haabe, at Haanden bliver rask igjen!» Hans Haand havde i lange Tider været stiv og smertefuld i Leddet. Naar jeg bad dem om en Lok af deres Haar, sagde de gjerne, at deres Fader havde sagt, de maatte aldrig lade sig klippe, fordi de havde Snip paa Pelsen, thi ellers vilde de dø. Der er ingensinde tidligere klippet et Haar af deres Hoved. Flere yngre Mænd lode mig dog i Smug tage en Lok, men saa at Familien ikke fik det at vide. Da den gamle Kutuluk, der ellers var fuldtroende i alle Retninger, først tillod mig at klippe en Lok af, idet han sagde, at saa vilde nok den Gigtsvaghed, som han led af, gaa bort, havde de fleste Andre heller ingen Betænkeligheder. Det hændte dog en Gang, at en Mand, Angekok'en Sanimuinak, under sin Sygdom sendte Bud til mig efter den Lok, han i sin Tid havde givet mig Tilladelse til al klippe af ham; thi han var bange for, at han ellers døde.

For ikke at vække Vrede og Misfornøjelse maatte jeg ofte «borttage Sygdomme» fra Folk ved at tage dem med Haanden paa Hovedet, og derefter gjøre en Bevægelse, som om jeg bortkastede noget. Dertil udtalte den nærmeste Slægtning det Ønske, at der maatte være Kraft i min Handling.

Trylleformularer

Foruden Amuletter og de Skikke, som iagttages for at bevare et langt Liv, bruges ogsaa af overnaturlige Midler: Sekatit ɔ: Trylleformularer og Tryllesange.

Trylleformularerne anvendes under Sygdom og Sult og for at afværge Farer. De kunne tillige bruges til Hjælp mod Fjender, idet de kunne bringe Sygdom, Skade eller Død over disse. Anvendelsen af dem sees i Fortællingerne 3, 7, 21, 24, 25. Trylleformularerne ere meget gamle og overleveres i Reglen fra den ene Slægt til den anden ved Salg. De ere mest virksomme første Gang, man bruger dem, og tabe efterhaanden deres Kraft, hvorfor man ikke maa bruge dem, uden man er i Fare, eller naar de overleveres til en Anden. Der maa ved Overleveringen ingen Uvedkommende være tilstede, og, for at de skulle hjælpe noget, maa de betales strax, samt meget dyrt, hvis der skal være Kraft i dem; men saa kunne de ogsaa gjøre Ihændehaveren stor Nytte. Betalingen kan f. Ex. være: Pilejern, Lændserspids eller andre kostbare Jernsager. Da de nødigt ville bruge dem uden Nødvendighed, er det meget vanskeligt at faa dem at høre.

Kutuluk har en Formular, som han har brugt engang under en Sygdom, og som hjalp ham, saa at han blev rask. Den samme kan bruges under alle Farer, som staa i Forbindelse med den Indfødtes Erhverv, ligesom ogsaa for at forhindre Hungersnød. Andre kunne ogsaa bruge den samme til at skade Folk med eller slaa andre Folk ihjel med, «men det vil han ikke bruge den til».

Af en Mand, der nu er død, har Uitinak lært en Trylleformular, som han solgte os (se Nr. 52). Han har kun brugt den een Gang, da han havde været syg i 10 Dage og var nærved at dø. Fire Dage efter blev han rask. Trylleformularerne fremsiges langsomt i en dæmpet, mystisk Tone, men Betydningen af Ordene kjendes ikke. Saa vidt vi have bragt i Erfaring, begynde de alle med «ija— ija». Nogle ere korte, andre lange. De Indfødte tænke sig ingen Aand i Forbindelse med Formularen og vide ikke, paa hvad Maade de virke, idet de sige, at det kun er Ordene selv, som have Kraft. Angekok'erne fortælle, at de se ud som oppustede Tarme.

Tryllesangene (se Nr. 51) synges paa samme Maade som Trommesange uden Tromme. Deres Ord forstaaes, og Anvendelsen af dem er mere offentlig end Trylleformularernes. De benyttes f. Ex., naar en Yngling første Gang faaer Kajak eller første Gang kommer hjem med Fangst.

Som tidligere omtalt, ere Angekok'erne de eneste, som kunne se og have Omgang med Aanderne. Alle kunne blive Angekok eller efterligne Angekokkunsterne, men de, som skulle staa i Ry for al at være gode Aegekok'er, maa være særlig behændige og have snilde, forslagne Hoveder.

Angekok

Angekoklærlingerne lære af de ældre Angekok'er, hvorledes de skulle bære sig ad med at blive Angekok, eller, som de udtrykke sig, »hvorledes de skulle søge efter det, som kan sætte dem i Forbindelse med Aandeverdenen». Der er ofte to, som lære sammen at blive Angekok. Lærlingen begynder med paa et bestemt, ensomt Sted, i en Kløft eller Hule, at gnide en Sten rundt med Solen ovenpaa en anden Sten. Dette gjøres tre Dage efter hinanden, da, fortælle de, kommer der en Aand frem fra Klippen. Den vender Ansigtet mod Solens Opgang og spørger, hvad Lærlingen vil. Denne døer da under de skrækkeligste Kvaler, dels af Angst, dels af Overanstrængelse; men senere paa Dagen lever han dog op igjen. Dette gjentages saaledes tre á fire Aar, i hvilken Tid Lærlingen træder i Forbindelse med adskillige Aander, Tartok'er, som træde i hans Tjeneste. Nogle af disse skal jeg her nævne:

Tarajuatsiak'er ɔ: Skygger, der ere mindre end Mennesker og have et spidst, skaldet Hoved. Angekok'erne kunne sende dem hvorsomhelst hen for at udføre, hvad der bliver dem paalagt, f. Ex. til en Vinds Herre for at faa dennes Vind til at blæse, eller for at røve en Sjæl, eller skaffe en Syg dennes Sjæl tilbage. Inersuak'er og Timersek'er drive Angekok'erne Omgang med. Inersuak'er kunne, som Havets Aander, hjælpe til, at Havdyr komme til Kysterne. Timersek'erne kunne bruges til at røve og bortføre Sjæle.

De fleste Angekok'er have en Amortortok til Tartok. Den optræder under Angekokkunsterne som et Slags Orakel, idet den bringer Nyheder langvejs fra og besvarer forelagte Spørgsmaal. Den har sorte Arme og er farlig at komme nær, naar den under Kunsterne kommer ind i Huset; thi de Mennesker, den kommer til at røre ved, blive sorte og dø. Den gaaer med tunge Skridt og brøler «amo». Et lignende Væsen, som fungerer paa samme Maade, brøler «unga». Det hedder Ungatortok og er paa Størrelse som et lille Barn.

Ligeledes fortælle alle Angekok'erne om Angekokbjørnen. Den er meget større end en almindelig Bjørn, men saa mager, at alle Ribbenene kunne sees paa den. Den erhverves ved Slulningen af Læretiden, idet den opspiser Angekok'en med Hud og Haar. Bagefter kastes han op igjen, Ben for Ben, indtil hele Skelettet er samlet. Dette faaer da Kjød paa og bliver levende igjen (se Sanimuinak's Fortælling om, hvorledes han blev Angekok, Nr. 46).

Hver Angekok har sin Tornarsuk og Aperketek, der ogsaa fungere som hans Aander. Tornarsuk besvarer Spørgsmaal, som henvendes til den, og spiser de røvede Sjæle, hvorfor den ofte er ganske rød af Blod. Aperketek er Mellemmand mellem Angekok'en og hans Tornarsuk; han modtager Spørgsmaal til og afgiver Svar fra Tornarsuk

I den Tid, Lærlingen søger at faa Omgang med Aanderne, maa han holde en særlig Diæt, nemlig ikke spise Indvolde af Dyr, tillige maa han ikke arbejde i Jern og fremfor alt ikke aabenbare for nogen, at han lærer at blive Angekok. I Læretiden tilegne de sig et særegent Sprog, som de sige, at de lære af Inersuak'erne.

Hvis de, efterat Læretiden er til Ende, ikke give sig tilkjende som Angekok'er, da kunne de ikke blive det, men maa arbejde paa at blive Ilisitsok'er ɔ: Hexe, som ere meget frygtede og hadede. Læretiden beløber sig ofte til en halv Snes Aar.

For at være en dygtig Angekok, der kan lade saa mange Tartok'er optræde som muligt, er det nødvendigt, at have et godt Skuespillertalent. Tillige maa man være meget behændig, have stor Fingerfærdighed og Svar paa rede Haand samt Evne til at gjøre et dæmonisk, mystisk og nervepirrende Indtryk paa Tilhørerne.

De rigtige Angekokkunster foregaa kun om Vinteren, naar Folkene bo i Hus. Om Sommeren kaste Angekok'erne sig kun tilbage paa Brixen og lade sig tildække af et Skind. I denne Stilling komme de i Extase, i hvilken deres Aander tale igjennem dem, og i hvilken de kunne se Syner.

Naar Angekokkunsterne foretages i Huset, sætter Angekok'en sig foran Husindgangen med Fødderne mod Indgangen og hvilende paa det nederste af knastørre Skind, der hænge for denne. Armene surres stramt paa Ryggen, saa at der ofte sees Saar ved Haandleddene, og ofte bindes tillige Hovedet ned mellem Benene. En Rem trykkes fast ned over Hovedet, hvorefter der siges, at det bliver ganske lyst for Angekok'en, selv naar alle Lamperne ere slukkede. De fortælle, at hele deres Legeme nu bliver stivt og følesløst. Fødderne ryste krampagtigt og frembringe derved Raslen af Skindene. Undertiden kunne Angekok'erne slet ikke bringes i denne Tilstand, ligesom de ogsaa meget let kunne udrives af den. Da der f. Ex. blev kastet en Jordklump paa Kunit, medens han gjorde Angekokkunster, ophørte han øjeblikkelig, og Lamperne bleve tændte. Trommen med Trommestok lægges ved Siden af Angekok'en og benyttes under Forestillingen af Tartok'en og dandser trommende af sig selv rundt omkring Angekok'ens Hoved. Den bestaaer af en Træring, over hvilken er spændt Maveskindet af en Bjørn eller stor Sæl og er forsynet med et Haandtag. Den slaaes med Stokken paa Randen af Træringen. De mindre behændige Angekok'er bagbindes ikke; men tilkalder Tartok'en og faaer Trommen til at dandse ved at slaa paa en Stump Remmesæl-Skind, som holdes i Haanden. Lamperne slukkes altid under Kunsterne, dog er det undertiden ikke mørkere, end at Tilskuerne til Nød kunne se Trommen dandse af sig selv omkring Angekok'ens Hoved. Tartok'erne kunne ikke sees, men desto bedre kunne de høres. Der er kun sjeldent mere end een Tartok inde ad Gangen, og han taler gjennem Angekok'en i et særegent Sprog tii Tilhørerne.

Jeg skal her beskrive en saadan Forestilling hos vore Naboer, hvor Sanimuinak (Fig. 2 og Tav. VII) gjorde Angekokkunster.

Efter en Times Ventetid, under hvilken Angekok'en laa i Mørke ganske rolig bagved paa Brixen, blev alt gjort færdigt. Nye, knastørre Vandskind bleve hængte for Husindgangen, og andre Skind for Vinduet over Døren, medens de øvrige Vinduer ikke tildækkedes, idetmindste ikke det, udfor hvilket vi sade. Efterat Gulvet omkring Husgangen omhyggelig var fejet og afgnedet, og alt Smuds fjernet mellem Gulvstenene, blev et dobbelt sammenlagt Skind med Haarene paa lagt omhyggeligt tilrette foran Dørforhænget. En stor, flad Sten blev henlagt tilhøjre for Døren, saa at den dækkede Hulningerne i Gulvstenene. Efterat Trommen var fugtet, blev den tilligemed Trommestokken henlagt paa den flade Sten. En lang Kobberem med Haarene paa blev efter alle Kunstens Regler gjort blød ved Gniden, Strækning etc.

Endelig kom Sanimuinak frem. Han gik som i Drømme, ligesom en Martyr, uden at se tilhøjre eller tilvenstre, og satte sig paa Gulvskindet. Den flade Sten og Trommen anbragte han meget nøjagtigt. Haaret bandtes sammen bagpaa, og en Kobberem trykkedes ned over Panden. Manden, der havde beredet Kobberemmen, bagbandt nu Angekok'en med den ligefra Hænderne til Albuerne og snørede Remmen til, saa at Hænderne bleve ganske blaa. Under denne Proces stønnede og pustede Angekok'en, som om han laa under for en svær Magt. Da han saae, at jeg med Interesse fulgte Surringen af Armene, sagde han til mig i en ynkelig Tone, at jeg kunde jo se, at det vilde være umuligt for ham at løsne den. Mig anvistes der Plads paa et Skind paa Gulvet, hvor der var kjøligst at sidde, medens alle de øvrige efterhaanden krøb op paa Brixene. Derefter slukkedes Lamperne, først den, der var længst tilvenstre for Angekok'en, derefter den næste i Rækken, saa at den længst tilhøjre slukkedes sidst.

Strax paakaldtes Aanderne ved Raabene: «Goi! goi goi goi!» — snart af een Stemme, snart af flere, snart fra den ene Kant af Huset, snart fra den anden. Under dette pustede, stønnede og sukkede Angekok'en stærkt. Pludselig begyndte Vandskindet for fodgangen at rasle som bevæget af en stærk Vind. Trommen begyndte at røres, først langsomt, men efterhaanden hurtigere. Nu fulgte der Støj og Larm af alle Slags: raslende, susende, klaprende Lyd, snart som paa Maskinværksteder, snart som af Lokomotiver og snart som af store flyvende Væsener. Under den forfærdeligste Larm rystedes undertiden Brix og Vindueskarm. Snart hørte man Angekok'en, liggende under for en svær Overmagt, stønnende, klagende, skrigende, hvinende, hviskende; snart hørte man Aander, af hvilke nogle havde grove, andre spæde, andre læspende eller pibende Stemmer. Ofte hørtes en djævelsk, skrattende og haanende Latter. Stemmerne løde snart ovenfra, snart under Jorden, snart i den ene Ende af Huset, snart i den anden, snart udenfor Huset eller i Husgangen. Raab af: «hoi! hoi! hoi!» tabte sig som i den fjerneste Afgrund. Med en umaadelig Færdighed brugtes Trommen, ofte gaaende rundt i Huset, og især dvælende over mit Hoved. Til Trommen lød ofte Sang, der af og til var dæmpet, som om den kom fra Underverdenen. Smuk Kvindesang hørtes undertiden fra Baggrunden. Efter en øredøvende, klapprende, raslende og susende Larm blev det pludselig ganske stille, og nu kom det frygtede Uhyre, Amortortok, ind. Det har, som omtalt, sorte Arme, og hvem det kommer til at røre ved, bliver sort og maa dø. Det gik med tunge Skridt omkring i Huset og paa Brixen og brolede: «a-mo! a-mo!» Alle flygtede til de fjerneste Kroge paa Brixen af Frygt for, at Uhyret skulde komme til at røre ved dem. Det dvælede isærdeleshed hos mig, brølede mig ind i Ørene og søgte at rive Skindet, hvorpaa jeg sad, fra mig, for at faa mig op i en Krog til de andre Folk, men opnaaede kun at rive Skindet istykker. Efter dette Væsen kom et andet, der skreg som en Ræv. En af Tartok'erne udtalte, at der lugtede, som om der var Kavdlunak'er tilstede, og forhørte sig meget omstændelig om os. løvrigt forstodes ikke noget af Aandernes Sprog.

Husværten, Kutuluk, spurgte mig nu, vistnok paa Tartok'ens Opfordring, om jeg ikke var træt af Kunsterne for den Aften, da man i saa Fald kunde vente med Resten til en anden Aften. Da Kunsterne havde varet omtrent en Time, og der var kvælende varmt i Huset, kunde jeg ikke nægte det, hvorfor Tartok'en blev underrettet derom. Den kunde imidlertid ikke saa hurtig rive sig løs; Tilbagegangen var langsom og ikke nær saa larmende som Indtrædelsen. Efter længere Tids Forløb spurgtes der, om man nu maatte tænde Lamperne, hvorpaa Sanimuinak med sin egen naturlige Stemme svarede, at hans Tartok endnu var tilstede. Forespørgeren havde antaget, «at den var gaaet; thi Trommen lød ikke mere?» Hertil svarede Sanimuinak, at »der maatte være En, som havde rørt ved Trommen, siden Tartok'en ikke vilde tromme.» Snart efter begyndte Trommen dog igjen, og Tilbagetoget gik for sig under Raslen af Skind og hendøende Sang. Lamperne tændtes i modsat Orden af den, i hvilken de slukkedes, og Alle sade som før Forestillingen. Angekok'en sad badet i Sved paa samme Sted som ved Begyndelsen. Hans Hænder vare bagbundne paa samme Maade, men ikke nær saa godt som tidligere.

De fleste Mænd og halvvoxne Drenge kunne udføre alle disse Kunster, nemlig frembringe de forskjellige larmende Lyd, Trommedandsen og Røsterne fra Underverdenen, men de sige, at «det kun er Leg, som de gjør for Tidsfordriv, og hvorved det Hele gaaer naturligt til, medens Aanderne besørge alt for Angekok'erne.«

Naar vi spurgte Angekok'erne om, hvorledes de udførte deres Kunster, forhørte de sig først, om vi troede paa dem. Svarede vi, at vi ikke vidste, hvad vi skulde tro om det, fortalte de en Mængde Løgne og Usandsynligheder. Svarede vi derimod, at vi ikke troede paa dem, vare de meget villige til selv at aabenbare os alle Hemmeligheder og Kunstgreb og erklærede, at de ikke duede noget som Angekok'er; thi alt, hvad de udførte, var Leg. Men samtidig udtalte de dog deres Tro paa, at andre Angekok'er kunde staa i Forbindelse med Aandeverdenen.

Sanimuinuk, der var Angekok og Ilisitsok, og som fra Begyndelsen fortalte os en Mængde Løgne om sine Kunster, aabenbarede efterhaanden alle sine Kunstgreb for os, da han mærkede, at vi ikke troede paa ham. En Dag kom han og forærede mig sin Tromme, men bad mig om at ville hjælpe ham til Gjengjæld. Han havde nemlig nogle Fjender paa den modsatte Side af Fjorden, om hvilke han ogsaa fortalte mig, at de vare mine Fjender, nemlig hans tidligere Hustru med Moder og Ægtefælle. Disse Folk hadede ham og havde derfor hexet, for at han skulde dø. Han ønskede nu, at jeg skulde give ham et hvilketsomhelst Ord, som han da vilde benytte imod sine Fjender for at skade dem. Jeg sagde, at jeg ikke kunde hjælpe ham med Trylleord, ligesaalidt som andre kunde skade ham med Hexeri. Dette troede han aabenbart ikke, men svarede, «at han ikke skulde sige det til nogen, at jeg havde hjulpet ham; men jeg maatte hjælpe ham, thi han vilde betro mig, at han hverken kunde hexe eller tale med Aander eller helbrede Folk. Det var altsammen noget, han bildte Folk ind; men han var overbevist om, at Andre kunde have Samkvem med Aanderne». Selvfølgelig var det under dybeste Tausheds Løfte fra min Side, at han gjorde os disse Tilstaaelser og aabenbarede os Angekok'ernes Hemmeligheder. Jeg maatte love ikke at ville fortælle det til Nogen, førend jeg kom til Landet hinsides Havet.

Fire Maaneder senere blev hans Kone syg. Han henvendte sig til mig, for at jeg skulde helbrede hende. Jeg saae mig imidlertid ikke istand til at opdage, hvad hun fejlede, og kunde derfor ikke give hende noget Middel. Sanimuinak troede ikke, at jeg var magtesløs overfor Konens Sygdom og sagde, at han nok skulde betale mig godt. Efter min gjentagne Nægtelse sagde han til mig, at han vilde gjøre Angekokkunster, og, hvis Konen derefter blev rask, vilde han tro paa Kunsterne.

Sanimuinak's Broder, Narsingertek, var ogsaa Angekok. Da jeg spurgte ham, om han var Angekok, svarede han undvigende, at han kunde gjøre nogle Kunster. Jeg gjorde da den Bemærkning, at hans Broder Sanimuinak altsaa var større Angekok. Snasnart Narsingertek mente at have bemærket, at vi troede paa Sanimuinak's Historier og Kunster, begyndte han at fortælle os om alle sine Aandesyner. Medens Broderen efterhaanden indviede mig i alt, Angekokvæsenet vedrørende, holdt Narsingertek stadig paa sin Værdighed. Skjøndt han ikke kunde udrette mange Kunster, holdtes han dog i Ære som Angekok; thi Husherren, den gamle hæderlige Kutuluk, havde engang selv seet Narsingertek i Følgeskab med sin Tartok, en Inersuak, ude paa Havet. Kutuluk havde tillige flere Gange havt en daarlig Arm, som var blevet helbredet ved Narsingertek's Kunster.

Det første, vi hørte om Angekok'er ved Angmagsalik, var, at de vare nogle store Løgnhalse. Mange Folk gjøre ogsaa Nar af dem og deres Færd; men til Trods herfor tro dog de fornuftigste Folk paa deres Forbindelse med Aandeverdenen, og Angekok'erne tro ofte paa hverandre indbyrdes, uden dog at vide, paa hvad Maade Kunsterne kunne virke. Jeg anseer det derfor ikke for umuligt, at man bagvaskede Angekok'erne for at insinuere sig hos os; thi Rygtet om Europæernes tidligere Optræden overfor Angekok'erne har mulig naaet op til dem.

Angekok'erne nyde ingen særlig Agtelse eller Ærbødighed af de andre; men man troer paa dem af Frygt for den Skade, som de kunne gjøre ved deres Kunster.

Man vil se af det Foregaaende, at Angekok-Forestillingen mest bestaaer i Vedkommendes Evne til al gjøre saa megen Larm og Spektakler som muligt og i at tale paa kunstig Maade og under kunstige Lydforhold. Naar der siges, at Trommen af sig selv dandser rundt om Hovedet paa Angekok'en, da bestaaer det i, at Udøveren med Haanden fører den rundt, dunkende sig selv med Haandtaget paa Hovedet, hvorved det lyder, som om Trommen slaaes. Medens Trommen, naar Lamperne ere tændte, aldrig slaaes paa anden Maade end med Stokken paa Randen af Træringen, saa udføres Tromningen under Angekokkunsterne ved at rokke Trommen paa den flade Sten, hvilket kan gjøres med Albuen eller Benet, hvorved Hænderne blive frie, og det lyder, som om Trommestokken brugtes med en utrolig Færdighed. Naar Angekok'en slaaer paa den løse, flade Sten, hvorpaa Trommen ligger, giver det en meget dump og mystisk Klang.

Rebet, hvormed Angekok'en surres, bindes i en Slags Løkker, som vel strammes særdeles haardt, men som kunne løsnes og afsmøges ved at tvinge Armene længere sammen, saa at det gjøres muligt at arbejde Hænderne fri.

Ved at tale og synge ned mellem de hule Rum under store Sten, idet man lader Lyden følge langs med Trommestokken, frembringes Røster fra Underverdenen. Sanimuinak gav en Aften i vort Hus ved tændt Lampe Prøve paa Bugtalen, idet han lod sin Tartok tale udenfor Huset. De knastørre Skind, der hænge for Indgang og Vindue, kunne selvfølgelig frembringe en højst besynderlig og stærk Larm.

Som sagt, Angekok'ens nærmeste Hensigt med Kunsterne er at fremkalde et dæmonisk, nervepirrende og mystisk Indtryk paa Tilhørerne. Som Bevis paa det Indtryk, som Angekok'erne gjøre ved deres Kunster, kan følgende Tildragelse tjene. Narsingertek's Specialitet under hans Angekokkunster var at se en Dødning (Kardlimaetek), der stod paa Klippen mellem Hedningehuset og vort Hus, og som, fortalte han, var fulgt med os fra Landets Sydspids. Endskjøndt vor Besætning var meget bange for Spøgelser, morede Kunsterne dem dog i en saadan Grad, at de ikke kunde holde sig fra at gaa hen til dem. De saae Trommen dandse af sig selv omkring Narsingertek's Hoved og hørte et Spøgelse, nemlig Dødningen, udenfor i Husgangen. Det vilde ind, men Angekok'en forbød det Adgang. Rædsel betog vor Besætning, og de kom hjem aldeles bestyrtede og fuldstændig overbeviste om Angekok'ernes Forbindelse med Aandeverdenen og om Dødningen, der havde rejst med os.

Som oftest gjøre Angekok'erne deres Kunster for Fornøjelse, idet man dog forbinder den Tanke dermed, at de bringe god Fangst til Huset. De Dage, hvorpaa der er fanget, plejer man ikke at holde Angekokkunster. Tillige paakaldes Angekok'ernes Hjælp for at skaffe en bestemt Vind. Han maa da sammen med sin Tartok rejse til denne Vinds Herre. Endelig hjælper han i alle Sygdomstilfælde. Han fungerer dog ikke som Læge, idet han ikke kjender et eneste Lægemiddel eller kan give et eneste Raad for Sygdomme, ligesaa lidt som han kan udføre Operationer; men under Forestillingen undersøger han den Syges «Sjæl». Alle Sygdomme, mener man nemlig, bestaa i, at Sjælen er beskadiget eller er den Syge berøvet af en Ilisitsok eller Angekok, eller paa en eller anden Maade er bortkommen. Det er derfor Angekok'ens Sag at se, hvor den er henne og skaffe den tilbage igjen. Hans Tartok siger, af hvad Grund Mennesket er sygt, om Sjælen skulde være kommet noget til eller skulde være røvet. Angekok'en maa da sammen med sin Tartok foretage vidunderlige Rejser til Underverdenen eller Horizonten for at skaffe Sjælen tilbage igjen. Undertiden sender han dog ogsaa kun en af sine Tartok'er afsted for at hente den tilbage, og det kan i saa Tilfælde stundom vare flere Dage, inden Tartok'en kan komme igjen. Er der hændet Sjælen nogen alvorlig Skade, f. Ex. hvis den er spist af en fjendtlig Angekoks Tornarsuk, da maa Mennesket dø.

Til Sygdomme regnes ogsaa, at en Mand ikke kan fange Sæler, eller at en Kone ikke kan faa Børn. I sidste Tilfælde maa Angekok'en, hvis han er tilstrækkelig duelig, foretage en Rejse til Maanen, hvorfra et Barn kastes ned til Konen, som derefter bliver frugtsommelig. Efter at have foretaget denne besværlige Rejse, har Angekok'en Ret til at sove hos Konen.

Naar en Angekok har udført sine Kunster for at helbrede en Syg, er Betalingen en nødvendig Betingelse for, al Kuren skal lykkes. Dog erlægges den ikke for Angekok'ens Ulejlighed, men for Tartok'ens. Angekok'erne bestyre kun Gaverne. Betalingen retter sig naturligvis efter den Syges Formue. Som Exempler paa Betaling skal jeg nævne, at vor Nabo Sanimuinak for Sygehelbredelse i Vinter har faaet: en Slæde, en Hund, en Harpunspids af Narhvaltand, en Haandfuld kostbare (nemlig smaa) Perler m. m. Naar han omtalte det for os, lo han selv meget over Folks Lettroenhed.

Samtidig med at Angmagsalikerne, ligesom alle Eskimoer, ere i Besiddelse af en utrolig Taalmodighed og Haardførhed i større Lidelser, saa kunne de ved Smaalidelser strax blive bange for, at de skulle dø. De beklage sig derfor ofte over et ubetydeligt Ildebefindende, som f. Ex. Hovedpine, og Angekok'en bliver i saa Tilfælde strax tilkaldt for at helbrede den Syge. Man kan derfor ikke undres over, at Kurene som oftest lykkes.

Har et Menneske stærk Feber med Hovedpine, siger Angekok'en, at der er Fare for, at han bliver rasende. Vedkommende maa da, for at undgaa dette, tilstaa, at han er Ilisitsok, Hex, og som saadan paadigte sig selv Forbrydelser, f. Ex. at have taget Sjælen fra Folk eller at have slaaet Folk ihjel ved overnaturlige Midler. Dersom en saadan Tilstaaelse ikke kommer, bliver den Syge nemt rasende eller sindsforvirret ɔ: taler i Vildelse. Hvor barbarisk Patienter i saa Tilfælde behandles, vil senere blive omtalt. Naar den Syge har tilstaaet, at han er Ilisitsok eller Angekoklærling, taber han Evnen til i Fremtiden at virke som saadan. Disse Angekoklærlinger beholde dog undertiden deres Samkvem med Aandeverdenen, hvorved de kunne faa Syner, i hvilke de ere istand til at se, hvad der fejler en Syg, eller give Besked paa forelagte Spørgsmaal. De kunne dels gjøre deres Kunster paa samme Maade som Angekok'erne, og dels kunne de have særlige Kunster.

Adlagdlak skulde være Angekok og havde kun to Aar tilbage af Læretiden. Men, da han skulde holde Trommedands med sin Tarajuatsiak, blev hans Fødder syge. For at blive helbredet, maatte han tilstaa, at han gik i Lære. Han har dog beholdt sin Tarajuatsiak, som taler igjennem ham, naar han gjør sine Kunster liggende paa Brixen, tildækket med Skind og drejende Trommen. Han nyder ligesaa stor Tiltro for sine Sygekure og Spaodomme som Angekok'erne.

Der var kun een Angekok for Øjeblikket, som almindelig ansaaes for en stor Angekok, nemlig Avgo ved Sermiligak; men han er nu saa gammel, at han ikke rigtig duer længere. Naar hans Tartok indfandt sig, rystede hele Huset. Han kunde flyve til Maanen og hente Børn, og han havde berøvet en stor Mængde Mennesker deres Sjæl. Engang, fortælles der, blev han under Angekokkunsterne greben af en Bjørn, der slæbte ham ned til Stranden, hvor en Hvalros huggede Tænderne i ham, slæbte ham ud til Horizonten og fortærede ham der. Benraden vendte tilbage og mødte paa Vejen Kjødstumperne, som efterhaanden voxede paa ham og titsidst ogsaa Øjnene, saa at han kom hel tilbage.

Dette er den eneste nulevende Angekok, som har kunnet gjøre saa gode Kunster. Gamle, fornuftige Folk ryste paa Hovedet af de nuværende Angekok'er og sige, at de du ikke noget, men vide at fortælle vidunderlige Historier om Angekok'ernes mærkelige Dygtighed i gamle Dage, f. Ex. at skære Halsen over paa sig selv, derefter stryge Haanden forbi Halsen og blive rask igjen.

Den ovennævnte, ildeberygtede Angekok Avgo kom til mig og fortalte uopfordret, at han rigtignok i sine unge Dage havde gjort Angekokkunster, men at han ikke kunde faa Trommen til at dandse af sig selv og var derfor ikke Angekok. Sanimuinak, fortalte han, kunde derimod faa Trommen til at dandse og var altsaa langt større Angekok. Avgo sagde, at han ikke kunde helbrede Folk, langt mindre rejse til Maanen og hente Børn. Han havde aldrig seet Timersek'er, Tarajuatsiak'er, Inersuak'er eller andre Aander, som de andre Angekok'er. Naar Folk sagde om ham, at han røvede Sjæle, saa løj de; thi han var deri ligesaa afmægtig som i de andre Ting. Folk bagtalte ham og vare onde imod ham, fordi han ikke havde Brødre eller andre nære Slægtninge.

Denne Tilstaaelse har Avgo sandsynligvis gjort for at insinuere sig hos mig. Da jeg imidlertid aldrig har udtalt mig mod Angekok'erne, men kun søgt at lære dem og deres Kunster at kjende, antager jeg, at Yttringer fra Hanserak have bibragt ham den Ide at ville være mig til Behag paa den Maade. At de Andre bagtalte ham, er sikkert nok. Man fraraadede os at rejse til Sermiligak, hvor han boede, idet man fortalte, at han vilde dræbe os. Da vi alligevel rejste derop, sagde man, at Avgo vilde være meget elskværdig imod os, medens vi vare deroppe, men, saasnart vi rejste, vilde han røve vore Sjæle, saa at vi maatte dø. Man opfordrede os derfor til at skyde ham.

Angekok'ernes Spaadomme have ringe Betydning. Som Exempel paa saadanne skal nævnes, at en Angekok, Vinteren førend vi kom til Angmagsalik, forudsagde, at Ilinguaki vilde komme tilbage sydfra sammen med fremmede Folk. Denne Spaadom gik i Opfyldelse, thi vi kom op sammen med ham. En anden Angekok fik i Kommission at undersøge, om en frugtsommelig Kvinde skulde føde en Dreng eller Pige. Han hørte Barnet skrige i Moderens Liv og saae, at det var en Dreng. Det blev imidlertid en Pige. Men ved en senere Forestilling fandt Angekok'en ud af, at Spaadommen vilde være gaaet i Opfyldelse, hvis Konen ikke ved Uforsigtighed engang var falden, hvorved der var gaaet en Revne i Fosteret.

Skjønt de fleste Angekok'er kun udøve deres Kunster for personlig Vinding, saa findes der dog ogsaa brave og hæderlige Undtagelser imellem dem. Blandt disse maa særlig fremhæves den gamle Ilinguaki, der er over 60 Aar gammel. Han agtes af hele sin Omgivelse. Et brystsvagt Menneske fortalte mig om Foraaret, at Ilinguaki havde gjort Kunster for ham og helbredet ham, saa at han nu var meget bedre, end han havde været om Vinteren. Da jeg udspurgte Ilinguaki, om han havde helbredet den Syge, svarede han mig undvigende og undseligt, som om han skammede sig ved at tale derom, at Folk, som han gjorde Kunster for, undertiden døde. Han var ligeledes bekjendt for at kunne rejse til Vindenes Herrer og skaffe, hvad Vind, man ønskede; derom udtalte han sig simpelthen, at det kunde indtræffe, at den Vind, man ønskede, kom, efterat der var gjort Angekokkunster.

Det er dog ikke umuligt, at baade Ilinguaki's og Avgo's Tilstaaelse af deres egen Afmagt som Angekok'er, den enes til at udføre det gode, og den andens det onde, kun er Udslaget af den overordenlige Tilbageholdenhed, hvormed Eskimoerne omtale sig selv, en Tilbageholdenhed, der ofte kan have Udseende af Beskedenhed, men som dog vist snarere hidrører fra en overtroisk Frygt for at omtale noget vedrørende dem selv, ligesom Frygten for at nævne deres eget Navn. Det er derfor meget muligt, at Angekok'erne i Virkeligheden endog tro paa deres egen Forbindelse med Aandeverdenen, uden dog at gjøre sig noget klart Begreb om, paa hvad Maade.

Ilisitsok

Medens Angekok'erne have Omgang med Aandeverdenen i Overværelse af andre Mennesker og ofte kunne gavne og kun undtagelsesvis skade Medmenneskene, drive Ilisitsok'erne Omgang med Aanderne i Hemmelighed og kun for at skade deres Fjender eller Samfundet.

Medens Angekok'erne fortælle, at de ved at dreje paa en Sten kalde Aanderne til sig og derved lære at blive Angekok, saa maa Ilisitsok'en lære hos en ældre Ilisitsok. De maa være ene, naar det læres, og maa betale meget dyrt for Undervisningen. Naar en Angekoklærling i ti Aar har uddannet sig og ikke givet sig tilkjende som Angekok, da maa han arbejde paa at blive Ilisitsok.

Ilisitsok'ernes vigtigste Kunst er at kunne lave Tupilek'er, som skulle dræbe de Mennesker, de udsendes imod. De laves af forskjellige Dyr, som Bjørne, Ræve, Ryper og Sæler. Tillige skal Tupilek'en indeholde et Stykke af den Mands Anorak eller Fangst, som den skal udsendes imod. Den gjøres derefter levende ved at synge en Tryllesang over den. For at Tupilek'en skal voxe, lader Ilisitsok'en den patte sig mellem Benene. Naar den skal gjøre dette, vender han Anorak'en, saa at han har Rygsiden foran; hvorefter han slaaer Hætten op foran Ansigtet. Han sidder paa en Stenrøse tæt ved en Elvs Udløb i Havet, og lader Tupilek'en patte. Naar denne er blevet stor, glider den ud i Vandet og forsvinder. Den skal da bringe Død eller Ulykke over den Mand, mod hvem den er bestemt. Dersom dette mislykkes, vender den sig mod ham, der har udsendt den. Ikke alene Mandfolk, men ogsaa Fruentimmer kunne være Ilisitsok'er og lave Tupilek'er. Fremgangsmaaden er for disse fuldstændig som for Mandfolkene.

Det er Angekok'ernes Sag at opdage og fange disse Tupilek'er. Enten kan Angekok'ens Tornarsuk spise dem, eller, hvis Angekok'en har en Falk til Tartok, kan denne fange dem. Naar man hører Tupilek'en under Angekokkunsterne komme ind i Gangen og gaa frem og tilbage, blive Folk meget bange; thi, hvis den kommer til at røre ved et Menneske, maa dette dø. Angekok'en stikker den i Almindelighed ihjel i Husgangen, og Folk kunne næste Morgen se Blodpletten, hvor dette er sket. Angekok'en fortæller ikke den vedkommende Ilisitsok, der har lavet Tupilek'en, at han har slaaet den ihjel for ikke at gjøre ham flau (se iøvrigt Fortælling Nr. 29).

Foruden ved Tupilek er der mange andre Maader, hvorved Ilisitsok'er mene at kunne skade Folk, f. Ex. ved at lave Snarer af døde Menneskers Sener, og anbringe en saadan omkring en Knæskal og stikke et lille Menneskeribben paa hver Side af Knæskallen. En Ilisitsok behøver da ikke engang at se Manden, han er vred paa, men han nævner kun hans Navn og trækker til i Snaren, hvorefter Manden døer. Pitiga tog Galden af et dødt Menneske og kastede den paa det Sted, hvor en Pige havde ladet sit Vand, til Straf for, at hun ikke vilde lade sig beligge af ham. Pigen døde nogen Tid efter.

Naar en Ilisitsok ikke kan gjøre andet ved en Fjende, tager han et Stykke Spæk af hans Fangst og gaaer hen med det til en gammel Grav, hvori der er en Lampe. Naar han lader Spækket brænde paa denne Lampe, kan Manden ikke mere fange.

En Ilisitsok var saa ivrig med at lave Tupilek'er, sagde man, at naar han var paa Fangst og en ung Netside dukkede ned, og han syntes, at den blev for længe borte, havde han ikke Tid til at vente, til den kom op igjen. Naar Sneen om Foraaret tøede bort, og der kom store Elve ned over Fjeldene, satte han Tupilek'er i disse og lod dem gaa efter de Folk, han ikke kunde lide. Naar det var dygtige Fangere, han ikke kunde lide, og han ikke kunde gjøre andet ved dem, tog han et Stykke Kjød af et dødt Menneske og satte paa deres Harpun i Hulningen ved Spidsen. Harpunen kunde da ikke mere trænge ind i Sælerne.

Ilisitsok'er have store Mængder forskjellige og forskelligartede Hexemidler, hvoraf de fleste ere fuldstændig indbildte. De kjende dog ogsaa enkelte Midler, hvorved de mulig kunne bringe Død over deres Fjender, f. Ex. ved Anvendelse af Ligkjød.

Der er intet ivejen for, at en Mand samtidig kan være Ilisitsok og Angekok. Han kan godt være Ilisitsok uden at udøve Kunsterne; men, benyttes disse, staaer han i stor Fare for at blive rasende ɔ: tale i Vildelse, naar han bliver syg. I saa Tilfælde bindes han med Hænder og Fødder udstrakte paa Brixen eller Gulvet og knebles. Han faaer intet at spise og drikke, og undertiden lægges store Sten paa den Syges Bryst. Saaledes bliver han liggende, til han døer. Denne Kur er saa indgroet i de Indfødtes Bevidsthed, at den endog sættes i Gang uden en Angekoks Tilstedeværelse. Ofte gjøres Pinslerne kortere, idet den Syge, efter at være bleven bunden, strax kastes i Havet. Den eneste Maade, hvorpaa Patienten kan befries for denne Kur, er, at han tilstaaer, at han er Ilisitsok og nævner alle de Forbrydelser, enten virkelige eller indbildte, som han har paa sin Samvittighed, hvorefter han ikke mere kan virke som Ilisitsok. Er han tillige Angekok, kan han dog godt fortsætte med denne Virksomhed.

Angmagsalik-Fjordens dygtigste Fanger Perkitigsak, der havde udlært som Angekok uden at give sig tilkjende som saadan, var en Fjende af Angekok'erne og gjorde Nar af dem. Da han i Vinter fik en Brandbyld paa Bagen, og derefter fik Feber, indfandt mange Angekok'er sig fra forskjellige Steder for at helbrede ham. Da Feberen tiltog, erklærede de, at han stod Fare for at blive rasende. Hvorledes han i saa Tilfælde vilde blive behandlet, er ovenfor omtalt. Han maatte da tilstaa, at han var Ilisitsok og fortælle en Del urimeligt Hjernespind, nemlig, at han havde udsendt fire Tupilek'er, der tilsammen havde dræbt en Snes Mennesker, hvoraf en Del af hans egen Familie. Den sidste Tupilek lavede han i Foraaret. Han skulde nemlig lige til at harpunere en Hvalros, da en anden kom ham i Forkjøbet og tog den. Han blev vred derover og lavede en Tupilek af Hvalrosskind, Stumper af Mandens Fangst og mange andre Ting. Den lignede en Hvalros, der havde Fruentimmerbuxer paa. Han lavede den, gjorde den levende og lod den voxe paa sædvanlig Maade, hvorefter han sendte den ud for at dræbe Manden, der havde taget Hvalrossen fra ham. Engang senere saae han i Ikeresarsuak en Hvalros og skulde lige til at harpunere den, da han opdagede, at det var Tupilek'en. Den gik ind til Strandbredden og iland, hvor den blev til et Menneske. Nogen Tid efter dræbte den Manden, som den var udsendt imod. Perkitigsak havde desuden samlet Lavarter paa Sten, hexet over dem og blandet dem i Maden, som hans Neveu og Plejesøn skulde spise. Drengen afmagredes og døde senere.

Ved et Vandomslag, som vi sendte ham, aabnede Bylden sig, og Feberen forlod ham. Hans Helbredelse tilskreves alene hans Tilstaaelse af de Forbrydelser, han havde begaaet. Hans Fætter, vor hæderlige Vært Kutuluk, sagde i fuldt Alvor til os: «Det var godt, at han tilstod, thi ellers var han bleven vanvittig.« Han selv kom imidlertid senere med et prægtigt Skind til os som Betaling for sin Helbredelse, skjønt vi havde frabedt os Betaling. Det ovenstaaende er bekræftet af Perkitigsak selv. Senere sagde en af hans Elever, Pitiga, der var vor Fortrolige, at Perkitigsak kun havde tilstaaet Halvparten af sine Hexekunster, saa at han tildels endnu kunde fungere som Ilisitsok.

Da den meget omtalte Angekok, Sanimuinak, blev syg, sendte han Bud efter mig, at han var nær ved at dø, og at jeg derfor maatte hjælpe ham og give ham et Lægemiddel, ligemeget hvad. Han havde havt et Anfald af Vildelse og var sprunget omkring paa Gulvet. De andre, og deriblandt Husherren, Kutuluk, havde derfor bundet ham. Da jeg kom hen til ham, laa han rolig paa Brixen og sagde, at hans Hoved var tungt. Der var en utaalelig Hede i Huset; en Lampe brændte tæt ved Siden af hans Hoved paa hver Side af dette; Familien og Husbeboerne jamrede sig omkring ham. Jeg sagde, at de to nærmeste Lamper skulde slukkes; jeg lod gjøre en Aabning i Vinduet, fik anbragt noget under Hovedet, saa at det laa lidt ophøjet, og gav ham kolde Omslag paa Panden samt paabød fuldstændig Ro, nemlig at de andre skulde lade ham ligge uforstyrret. Man rettede sig efter alle mine Forskrifter; Patienten og hans Familie vare overordenlig taknemlige og lovede, at hvis han kom sig, skulde jeg faa Part i al hans Fangst. Strax efterat jeg var gaael, tændtes Lamperne igjen og Hullet i Vinduet tilstoppedes. Angekok'en Augpalugtok (se Fig. 7) kom tilstede. Han kastede sig tilbage paa Brixen, tildækkedes af et Skind og saae, at Sjælen havde forladt Sanimuinak. Han satte sig paa Brixen lige ved den Syge og konfronterede ham ved at udspørge ham om alt det onde, han havde gjort. Sanimuinak svarede tildels i Vildelse og teede sig senere aldeles som gal. Alle vare sikre paa, at han maatte dø; men, da Augpalugtok i lang Tid havde pint og presset ham for at faa alle hans Hemmeligheder at vide, lode de ham være i Ro, hvorefter hans Hoved blev lettere, og han befandt sig bedre. Han havde imidlertid tilstaaet, at han var Ilisitsok og havde ved Hjælp af Dødninger dræbt mange Mennesker, blandt andre sin Plejedatters Fader. Augpalugtok kastede sig igjen tilbage paa Brixen og forhandlede med sine Aander. Han fik nu at vide, at den berygtede Maratuk, som var Sanimuinak's Fætter og tidligere Medskyldige i et virkeligt Mord, havde røvet hans Sjæl. Augpalugtok sendte en af sine Tarajuatsiak'er afsted for at hente den, men maatte selv rejse hjem, inden Tarajuatsiak'en kom tilbage med Sjælen.

Da Sanimuinak nogle Dage efter blev rask, udtalte Kutuluk atter, at det var Tilstaaelsen, der havde bevirket, at han kom sig.

Kilde

Fra Gustav Holm: Ethnologisk skizze af Angmagsalikerne, ss. 70-98. København, 1887. (Særtryk af Meddelelser om Grønland, hæfte 10, ss. 112-141).