Anmærkninger Solens Sang (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Anmærkninger


1. I den förste Afdeling vises Omvendelsens saliggjörende Kraft ved Exemplet af en grusom Röver, som længe havde ranet Gods og Liv fra de Reisende, men som dog tilsidst bevæges til Medynk med en modig Vandrer, der foregav at han var baade törstig og hungrig, samt lod som om han ganske satte sin Lid til Röverens Ædelmod. Stimanden tænker da paa Gud og beværter sin Gjæst af oprigtig Godhed for ham. Denne, rimeligvis udgaaet i den Hensigt at myrde Röveren, lader sig ikke bringe fra sit Forsæt ved billige Taknemmeligheds-Fölelser, men benytter sig af sin gjæstfrie Verts Sövn til at bibringe ham et dödeligt Saar. Den döende beder til Gud og optages til Himmelens Salighed, hvorimod Morderen paadrager sig selv de Synder som Röveren havde begaaet i hans langvarige ugudelige Levnet, og hvorfor han havde maattet böde, hvis han ikke saaledes var bleven omvendt i rette Tid. Det synes heraf som om den kristne Digter har, ved denne Begyndelse, villet opmuntre gamle og i Laster forhærdede Hedninger til endnu i Tide at forlade den syndige Bane, ved at omvende sig til den sande Gud, da de vilde være sikkre paa at erhverve den evige Salighed, paa en særdeles let Maade.

8-9. Her tales om to mægtige og lykkelige Mænd, hvis Held pludseligen gik til Grunde ved en Proces, der gjorde Ende paa den hele Lyksalighed, da dens Udfald blev at de dömtes til Fredlösheds Straf, og maatte, som forfulgte Ulve, blottede for Alt, söge deres Tilflugt i den vilde Skov. En saadan fredlös Mand kaldtes Varg eller Ulv af vore Forfædre, Vargus af de gamle Galler og Franker o. s. v. — Navnene Unnar og Sævalde synes og at være allegoriske, og at betegne Sömænd eller Kjöbmænd (som havde erhvervet megen Rigdom ved slig Haandtering).

10. Det er ikke usandsynligt at den i 3die Afdeling indeholdte Fortælling sigter til Islænderne Ravns og Gunlög Ormstungas bekjendte Tvekamp i Norge, tidlig i det 11te Aarhundrede, hvori de begge faldt, i Anledning af deres fælles Kjæreste Helga. Denne Saga er oversat og udgivet paa Latin af den Magnæanske Kommission, paa Dansk af Abrahamsen og af Grundtvig. Den har og givet Stoffet til Sörgespillet Helga, som er skrevet paa Engelsk af Sir George Mackenzie og opfört i Edinburg i Aaret 1812.

16. Her omtales et Ægtepar; Radny betegner en mægtig Kone (som har meget at sige); Ve-bode (Helligdommens Hövding) en Tempelforstander, som i Island baade var Gudernes Præst, samt överste Dommer og etslags Fyrste for hele Distriktet. De havde store Indkomster og förte sædvanligen megen Pragt. Digteren fraraader Hedningerne at söge slig Lyksalighed, da den kun leder til en desstörre Ulyksalighed i den anden Verden. Magnæus mener at deres herommeldte Straf bör forstaaes om deres timelige Skjæbne, og at de nemlig bleve overfaldne af Spedalskhed, samt tillige saa forarmede, at de maatte gribe til Tiggerstaven, og tiltrygle sig Ly og Varme ved forskjellige Arner eller Ovne.

18. Eller og: de spöged med Guldet, havde Löjer med det, isteden for at anvende det til gode Gjerninger. Den latinske Oversætter anförer tvende Exempler paa slig Overmod fra meget forskjellige Lande og Tidsaldre: Polykrates, som kastede sin kostbare Ring i Havet, og en vis Rigmand (i Danmark) som tændte sin Tobakspibe ved en Tirigsdalerseddel.

19. Magnæus anförer tre til den sidste Leveregel svarende latinske Sentenzer, hvoraf denne er den mest bekjendte:

Felix qvem faciunt alicna pericula cautum.

20-21. Digteren vil uden Tvivl sige: at Vigulv (e. O. Drabs-Ulv) og Flere, havde ombragt Sörles Broder; denne indgik Forlig med Drabsmændene i den Anledning, da de lovede at give ham Mandebod. For at slippe for denne, lægge Vigulv og hans Medskyldige Udaad til Udaad, i det de, under Venskabs Skin, lokke ham til en ensom Dal, hvor de myrde ham, hugge Liget i Stykker, og kaste det i en Brönd eller Sump. De troe saaledes at deres Misgjerning aldrig skulde opdages; men Gud saa den dog fra Himlen af, og vil derfor straffe dem evig i det andet Liv.

25. Talemaaden Diser, ɔ: Gudinder, Skytsgudinder, smager af Hedendommen. Jeg indseer ikke ganske hvad Digteren har ment med disse sine Guds-Ords Gudinder. Jeg holder mig mest til G. Magnæus's Mening, og antager Talen at være om Helgeninder, som Maria og andre slige. Udentvivl sigter dog hele Talemaaden til Söndagens og Gudstjenestens Helligholdelse, hvilken Digteren tillægger Kraft til at befordre den Frommes Held hele den næste Uge igjennem, See i iövrigt Indledningen.

27. Her betragtes Gud som Menneskenes Skaber og Fader.

29. Kraas betegner i vort gamle Sprog enhver herlig eller velsmagende Ret, og dernæst figurligen, i dette Ordsprog, enhver behagelig Ting eller Begivenhed.

30. Denne og 31te Strophe, sammenlignede med den 35te, som skildre Sjælens Hengivenhed for den Lavomgivne Jord og Beundring af Verdens Skjönheder, erindre om lignende Udtryk og Sætninger hos de platoniske Philosopher. See Creuzers Symbolik u. Mythol. d. alten Völker, 2den Udg. IV, 429.

32. Disse syv Raad indeholdes i de foregaaende syv Stropher.

36. Her lader Digteren den henfarne Fader beskrive for Sönnen sin sidste Sygdom og Helstrid — samt i det fölgende Sjælens Vandringer til Underverdenen, Skjersilden, Helvede og Paradiset.

37. Ved Hels eller Dödsgudindens Reb menes tydeligen Sygdommens Hold, Krampe eller lignende Smerter.

38. Saaledes aabenbarede Hels Möer (Furierne eller de onde Norner) sig og for Gisle Surssön i hans sidste Drömme. See hans Saga 24de, 30te og 35te Kap.

40. Udtrykket mægtig eller vældig om Solen, smager af Hedendommens Forestillinger om Solens Guddom. Alle Folk sammenlignede den med en stærk Kjæmpe eller sejerrig Hærförer; saaledes f. Ex. Inder, Perser, Græker, Celler m. fl. Jfr. Str. 41.

41. Strophens sidste Deel henpeger atter til Solens Guddoms gamle Dyrkelse i det hedenske Norden. Endnu böje Inder, Perser, Armenianere o. fl. sig for Solen. Lige indtil vore Dage have endog Norske og Irlandske Almuesmænd ærbodigen taget Hatten af for Maanen.

42. Her nævnes den mythiske Helvedes-Flod Gjöll eller Gjöl som flyder i Underverdenen.

45. Ved Fjeldströmmene mener vel Digteren Niflheims eller Elivagas Vande ved Udgaards yderste Fjeldstrækning. — Qvaler — ɔ: Sygdommens og Dödskampens Smerter.

46. Haabets Stjerne sigter her vel til et astrologisk Begreb. Vore hedenske Forfædre dyrkede ogsaa denne forfængelige österlandske Videnskab, og endnu bedömme de til hedensk Overtro hengivne Finlapper et nyfödt Barns tilkommende Skjæbne af den Stilling de Stjerner have, som staa nærmest ved Maanen, i dets Födselstime.

47. Ordene: Mennesket er Muld kunde og oversættes mere efter Bogstavet: Mennesket er Muldets Frænde eller skabt af Jord, og atter bestemt at forvandles til Jord. Blandt de Sentenser, som höre til Runebogstavenes Opregnelse, er ogsaa denne om Runen Madr.jpg (M eller Madr): Madr er moldar auki, ɔ: Mennesket er (udgjör) Muldets Forögelse (eller Tilvæxt).

50. Digteren ivrer her mod den altfor hyppige Brug af varme Bade. I gamle Dage vare de en vigtig og kostbar Overdaadsartikel her i Norden, ligesom endnu i österlandene. Dödningen, der her i Livet, som rig Mand, havde elsket Bade efter Tidernes Smag, fandt Badningen nu utaalelig (da den foretoges ved Liget). Ellers kan Udtrykket Hudens Hunger ogsaa sigte til andre Kjödets Lyster.

51. I denne Strophe fremlyse igjen de hedenske Ideer. Nornernes Stol var vel Ligbaaren hvorpaa Dödningen var lagt efter deres fældede Dom. Det varede da her i 9 Dage inden man förte Liget fra Sörgehuset til sit sidste Hvilested. Troldenes Sol er Maanen, efter de gamle Skjaldes Udtryk; den lyser for Trolde og Spögelser som kun færdes om Natten. Ogsaa i den indiske Mythologie forekommer Maanen som Jætternes eller Troldenes Sol. G. Magnæus vil ellers at Underverdenens Sol (forskjellig fra den overjordiske) menes her af Digteren.

53. Ved Sejerverdener mener Digteren maaske de syv af vore Forfædres mythiske Verdener (altsaa med Undtagelse af de to underste Helheim og Niflheim, eller og Gimles og Nastronds Verdener). — Hos den katholske Forfatter har vel ogsaa Forestillingen om Grækers og Romeres syv Sphærer indblandet sig. Hvorledes Hovedideen til denne Sjælens Flugt dog synes at være af asiatisk Oprindelse, har jeg sögt at udvikle i Fortalen. Sigr-heimar kan og, efter den förste Derivation af Ordet sigr, betegne Under-Verdener (Under-Verdenens Afdelinger) og jeg har da foretrukket dette danske Ord, som mere forstaaeligt end det förste.

53. Her er Qval-verdenen vel Skjærsilden eller Katholikernes Renselsessted; den synes at skildres som etslags Underverden, hvor man troede at Meteorer, Sol og Planeter saaes i deres rette (efter vore Begreber dog phantastiske) Skikkelse.

54. Von er en af Underverdenens Floder. Her omtales vel dens Drager enten som de skinnende Meteorer, der endnu kaldes flyvende Drager, Ilddrager o. s. v. eller som Kometer med glödende Haler, der mentes at varsle alskens Ulykker og Natur-Revolutioner. Perserne forestilte sig dem netop som slige Drager. Muelig kunde her og sigtes til underjordiske Flammer og deraf fölgende Jordskjælv. Saaledes lader Edda Floden Von udflyde af den fængslede (vulkaniske) Fenris-Ulvs fraadende og gjennemborede Svælg, men Jorden ryste ved dens Faders, Lokes, voldsomme Bevægelser eller Krampetræk.

55. Hjorten var hos flere gamle Folk — ogsaa i Eddaerne (under Navn al Eikthyrner) — Solens eller Ætherens Sindbillede. Om de to, der lede den, sigte til de to Ulve som omgive Solen, eller de to Heste, der ellers trække dens Vogn, er vel vanskeligt at sige for vist. Eller — kunde man og spörge — er Solens Hjort Himlen, hvem Dag og Nat lede eller dreje omkring? John Olafsen gjætter at den betyder Maanen, med tvende Bi- eller Væir-Maaner. Maanegudinden Diana forestiltes og undertiden siddende paa en Hjort, eller havende en saadan hos sig eller kjörende med Hjorte. Jfr. I, 175, 252-53.

56. Udtrykket ride betyder oprindelig at svæve, fremsvæve. Nidia antager jeg for gen. plur. af Níd, Nid (Næ, Natmörke). Disse syv Brödre anseer jeg for de syv Planeter, der saa at sige födes eller komne frem af Mörket og Havet. Kredsgudens — Himlens eller Oceanets — Kilde er enten Mimers Væld (med den klare Mjöd) som sættes isteden for det hele Verdens Hav — eller ogsaa Urdes evige Kilde for Ætherens Luftsströmme. John Olafsen anseer hine syv allegoriske Brödre enten for Ugedagene med deres syv Nætter, eller for Maanens förste syv Dage efter Nyets Tænden, da Nymaanen mentes at drikke af Havet eller drage dets Vande til sig.

57. Digteren mener vel: at de onde Koner havde ærgret deres Mænd ihjel — eller i Graven, som det heder — og fik derfor den Bestilling at male Muld eller Jord, uden Ophör.

60. Vil vel sige (efter Ordene) som ej maatte betjenes, nemlig: med Sakramentet eller den sidste Salvelse. Her menes da uden Tvivl enten Hedninger eller Bandsatte (excommuniserte). At hedenske Stjerner skulle betyde Kometer, der alletider antoges for Ulykkes-Varsler, er sandsynligt. Men kunde man vel ikke her öjne en lös Henvisning til Forbindelsen mellem Ordet heidinn (Hedning) og heid (klar Himmel) da nogle have troet at hin Benævnelse tilkom Hedningerne som Himmelens og Himmellegemernes afgudiske Tilbedere?

63. Underverdenens Guddomme eller Dæmoner forestilles stedse rige hos alle Folk, da Perler, Ædelstene og kostbare Malme udvælde fra Afgrunden og Dybet.

64. Her beskrives Nastronds Qval paa gamle Eddas Maade. Der plagedes Morderne især saaledes.

65. Magnæus har meget rigtig bemærket, at da Helligdagenes Overtrædere især syndede med Hænderne (ved Haandarbejde paa forbuden Tid) saa skulde Straffen ogsaa især ramme disse.

67. Slig Skjæbne synes man endog i de hedenske Tider at have önsket over Lögnere. See f. Ex. Fiölsvinnsmaal 46de Str.

68. Ordet hel-gangne vil sige saa meget som hedenfarne til Hel, Helheim, eller, som vi nu udtrykke os, Helvede.

69. Sandsynligvis menes her vel de, som rigelig havde betænkt Kirker, Klostre og Geistlige.

71. Her tales enten om de Frommes frivillige — eller og (ved Fattigdom) nödtvungne Faste.

73. Her sigtes til de katholske Andagtsövelser, ved at tilföje sig selv adskillige Pinsler for at dæmpe Kjödets Lyster.

76. Her forekomme nye eller ubekjendte allegoriske Krigsgudinder eller Furier, digtede paa hedensk Vis. Herskesyge og Gjerrighed, som Krigenes bestandige Aarsager, synes at personificeres ved dem. Den grumme Hærder eller Forhærder, hvis Porte de bevogte, er kommen i den gamle Herjans eller Hærfaders Plads, og bliver vel her, efter de kristne Ideer, Djævelen selv. Paa selvsamme Maade lader Milton Uhyrerne Synd og Död bevogte Helvedes Porte. Navnet Bjugvör betyder den knugende, böjende, og passer derfor til Herskesygen, ligesom Listvör (eller Lystvör) den begjærlige, til Gjerrigheden. Flere etymologiske Conjekturer om det sidste Ord (som List, Falskhed eller selve Krigen) har Magnæus fremsat.

77. Ligesom de förste Kristne eller Kristendoms-Forkyndere i ethvert Land næsten altid have forestilt Hedningernes Guder som Djævle eller djævelske Væsener, saaledes bliver Frigga eller Jordens Gudinde her til det allegoriske Uhyre som de Kristne kalde den onde Verden. Edda taler ellers om Gudernes Skib; det samme tillægger Tacitus sin Germaniske Isis, og vi finde det hyppig i flere Mythologier, især den ægyptiske.

78. Solkatla, ɔ: Solhallen eller Solhvælvingen er vel (ligesom Magnæus og mener) Himmelen; dens Sönner Englene eller de himmelske Aander. Den henfarne Fader, eller ogsaa Sangens Digter, siger sig her at have forklaret saaledes for Sönnen den Skrift eller Karakterer, der vare indgravede eller tegnede paa et Hjortehorn som Vigdvalin (el. Kampstilleren) udbar af en aabnet Gravhöj. Om en virkelig Tildragelse ligger til Grund herfor, er mig ubekjendt. Ellers er det bekjendt at Hjortehorn har fra Arildstid staaet i stor Anseelse for sine Lægedomskræfters Skyld, hvorfor Skjalden maaske (som Magnæus vil) sammenligner sit Digt dermed. Her maa vi vel lade os nöje med disse Gisninger.

79. Hvad den hedenske Gud Njord og hans ni Döttre (hvoraf de to nævnte dog her have usædvanlige Navne) kan jeg ikke forklare. Njord var en Luft- og Hav-gud, og svarer i visse Maader til den græske Nereus; hans Döttre vare saaledes etslags Nereider eller Najader. Skulde Digteren vel mene: at hine Furer eller Karakterer paa Hjortehornet vare indtrykte ved Vandets eller Vanddraabers Virkninger? — eller at Sangens Ord vare indgivne ham ved Eftertanke i fri Luft; ved at lytte til rislende Kilder eller susende Strömme? Ved at jevnföre saavel den 112 Strophe af Havamaal som visse gamle græske Digteres Udtryk, og ved at tænke paa de ni Muser, som oprindelige Najader eller Kilde-Nympher, kunde man let fristes til at falde paa den sidste Mening. Saavel Græker som Skandinaver tillagde ogsaa Havets mythiske Væsener store Spaadoms- (samt fölgelig ogsaa Visdoms)-Gaver. Mærkeligt kunde det og være for os, at Nereiderne mentes at overföre de Afdödes Sjæle til de Saliges Öer.

80. Denne Strophe hænger ikke ret vel sammen med hele Resten, og er overhoved meget dunkel i den Henseende. Textens sidste Linie læser jeg saaledes med Olafsen: undir illum eyvana.