Anmærkninger Vegtamsqvida (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Anmærkninger


1. Dette Poëms Handling synes at begynde netop da Odins Ravnesang eller Fortaledigtet slipper, saa at Aserne, efter Odins der ommeldte Bud, vare forsamlede, for at fremkomme med de i Nattetiden overtænkte Fortolkninger over Baldurs, eller og de övrige Guders ham angaaende Drömme, rimeligvis de samme som ommeldes i Ravnesangens 2den Strophe.

2. Da Dverge eller Sort-Alfe hörte til Jætte-Verdenen i udstrakt Forstand, er det mueligt, at hine tvende Dverge (Thrain og Dain) bör forstaaes ved disse Jætter, som adspurgte Nornernes eller Afgrundens Orakel efter Gudernes Forlangende eller tvingende Befaling.

3. Ullers (Vintertidens og især dens förste Maanedsguds) yndige Frænde eller Broder er den lyse Baldur, Sommerens, og især dens behageligste Maaneds, Guddom. See 1ste D. 194. o. f. Uller var en Sön af Jorden, personificeret som Sif, Baldur derimod af det samme Natur-Væsen under Benævnelsen Frigga (den frugtbare). Begge Brödres Fader var vistnok Himmelguden Odin, som udsender baade Vinter og Sommer. Over Baldurs Död sörge baade hans Fader og Moder med de övrige gode Guddomme. Jfr. 1ste D. S. 196. Odin kaldes her i Texten Svafner ligesom i Grimnersm. Str. 53.

4. Den hele herommeldte Forhandling berettes i den yngre Edda S. 64. Nyerups Overs. S. 77.

5. Hamíngiur (i Enkelttal Hamíngia) ere egentlig de Skytsgudinder, der höre til de höje Norners Underhavende, og fölgelig menes her ved dem de lykkelige Tider. Om selve Navnet see Glossariet til den store Udgave 2den D. S. 532 og 652. Odin troer, vil Digteren sige, at Lykken er veget fra Baldur, fordi Eeden ikke var rigtig taget af alle Væsener i Naturens store Rige. For at forebygge den heraf muelig flydende Skade sammenkalder han Aserne til en ny Raadsforsamling.

6. Hesten Sleipner med otte Födder (efter de 8 Verdens Kanter) hvorpaa Odin (efter Udtrykket i Heid reks Gaadelösnin g) svæver over Landene, betegner sandsynligvis Luftens farende Skybedækning, undertiden maaske ogsaa den fremgaaende Himmelsphære.[1]

7. Hels Hund eller Hunden fra Helheim (den nordiske Cerberus) er rimeligvis den samme som kaldes Garmur i Valas Spaadom Str. 40 o. f. og et vel her intet andet end Nordpolens tudende Orcan, stundum betegnet med blodröde Nordlys — især da den skadelige Storm ofte kaldes Ulv eller Hund (endog ved Udtrykket Garmur) af vore gamle Digtere.

8. Vejen til Helheim gik ellers mod det yderste Norden, og derfra, over de dybe Dale paa Ydersiden af Udgaard eller den Jorden omgivende Fjeldkreds, samt Giallarbroen, til Dödsgudindens Borg i det hvælvede Dyb eller den underste Hemisphære. I Östen er Nattens Skjöd og Troldenes mythiske Land; der var den hensovede Spaaqvinde jordet. Hun synes at have selv været af Jætteslægten efter den 19de Str. Forfatterinden til Valas Spaadom var opfostret af Jætterne, efter Digtets 2den Str., og det samme siges vel om de store Norner i Vafthm. Str. 49. Jfr. 1ste D. S. 123.

11. Vejtam (Vegtamr) det Navn som Odin giver sig, betyder egentlig En, som er vant til Veje eller Rejser, allsaa en Vandrer (ligesom Gangraad, Ganglere o. s. v.), et Navn som Nordboer, Inder, Romere og fl. hyppig have tillagt Himlens, Luftens og Vindens Guddomme. Val-tamr er den som er vant til Runding eller Hvælving (maaske ogsaa Omdrejning) altsaa den hvalte Himmel for hvis Sön Luftguden eller Himlens Aand her udgiver sig.
   Underverdenen har og sin Pragt; fra Nordens Udkanter komme de skinnende Nordlys, ligesom Jordens dybe Skjöd er rigt paa Guld, Sölv, Ædelstene o. s. v.

12. Her maa man tænke paa den guldröde Miöd i Mimers Kilde, nemlig Havets nordlige Udspring, som omtales i Valas Spaadom. Det Skjold, som hvælver over den klare Drik, er vel enten Sol- eller Maane-Skiven, medens den dvæler i Havet eller Underverdenen. Did skal Baldur vandre og forblive der i den lange mörke Vinter. Derover ere Aserne eller Himlens Guder i stor fortvivlelse.

13. Baldurs Banemand, Hödur, er, efter hvad Bast holm allerede havde udfundet, Mörket eller den mörke Aarstid, som kan siges at være blind, men meget stærk. Det Træ eller Gren, som han bærer, er Misteltenen, som voxte östen for[2] Valhall eller Himmelhvælvingen (ligesom Nattens og Vinterens Mörke) og blev sikkert af de gamle Digtere regnet til den samme Art, som den i Odins Ravnesang besiungne Vaand eller Gren, som fremspirer hver Nat over Jorden og formörker den ganske. Efter det foranförte betegner Yggdrasill den hele Verden, og dets överste Deel især Himmelen. Ligesom Mistelen er en Snylteplante paa Egen og andre Træer, samt hörer egentlig ikke dertil, skjönt den stundum rodfæstes der — saa kommer Mörket i selvsamme Forhold til Verdenstræet; især gjelder dette om Jordens nordlige Egne ved Sommer-solhvervs-tiden. Det var om Dagen eller i den lyseste Sommertid, at Frigga tog alle Væsener i Eed at de skulde skaane Baldur, Hun saa ikke Mörket (som synes at voxe over Himlen, samt sammenlignes derfor med en Væxt) og det blev da glemt, thi selv den yngre Edda nævner det ikke blandt de Sværgende, men det fremkom siden med ustandselig Fart og drev Lysets eller den lysere Aarstids Gud ned til den dunkle og kolde Underverden. Da Taagen er en Art af Mörke, men Mist, Mistur betyder Taage, saa er det vel muligt, at Ordet Mi stelten tillige sigter hertil ved et allegorisk Ordspil. Derimod synes Misteltenen , efter Valas Spaadom 29de Str., ogsaa at kunne forklares ved en Komet. See 1ste D. S. 62. Dette er ogsaa Hennebergs Gisning. Baldur eller Sommeren kan siges at lægges paa Baalet i Hundedagenes rasende Hede, som hos alle Folk tjente til Forbillede paa Verdensbranden ; thi strax derefter tage Mörket og Kulden kjendeligen til, men den blomstrende Natur henvisner og daaner efterhaanden. Jfr. 1ste D. S. 16, 201 o. f., samt Slutnings-Anmærkningen til Ægers Gjæstebud. Den ældgamle Mythe om Misteltenen synes ellers at ligge til Grund for Fortællingen i Schah Nameh om Assen diar, sammenlignet med Solen og ellers skildret som Baldurs Lige, det Iranske Folks Lyst og Haab. Ved et himmelsk Underværk modstod hans Legeme alle Vaaben, og intet kunde döde ham uden en Gren af et Æske- eller Ulme-træ ved Verdenshavet. Med Trolddomskunster blev dette udforsket, Grenen afbrækket i Nattens Mörke og hærdet ved Ilden til et dræbende Spyd.[3] Saaledes faldt Assendiar ; hele Iran og hans egen Morder sörgede over hans Död, men en Forbandelse hvilede over Drabsmanden, og Höd ur lig, fandt han snart sia Undergang ved sin egen yngre Broders Haand.[4]

15. Höder skal fældes igjen til Hævn for Bal durs Död, og selv lægges paa Baalet; med andre Ord: Mörket skal atter overvindes af Lyset og opbrændes ved dets Glands. Ligesom Baldur blev lagt paa Baalet ved den store Sommerfest , da Blus tændtes overalt i Landene, saa erfarede Höder og samme Skjæbne ved den vinterlige Fakkelfest, da en lignende Skik iagttoges. See 1ste D. S. 63, 201, 214.

16. Denne Hævner er Hödurs (ligesaavel som Baldurs) egen Broder Vale, egentlig i Særdeleshed Gud for den Maaned som de Gamle kaldte Lysbrin ger, og som svarer hos os til Vandmandens Himmeltegn, da Vinterdagene forlænges og blive kjendeligen lysere. Her forekomme tildels de samme Udtryk som i Valas Spaadom 31te Str. See 1ste Deel S. 63. 201. Vale er en Sön af Rinda (eller den ufrugtbare Jord) da han er födt i Vintertiden. Derfor er maaske Læsemaaden: i Vintersale, den rigtigste, thi da disse Mythers rette Betydning glemtes eller skjultes, har man maaske villet, ved at tillægge et eneste Bogstav, rene det til Vestens eller vestlige Sale — Strax ved sin Fremkomst, tidlig i sit Livs förste Morgen, overvinder Lysguden Vintermörket, til Hævn for Sommerens Fald. Baade Lyset og Mörket kunne siges at fremkomme af eller paa Himmelen. Derfor kaldes baade Baldur og Höder Odins Sönner — men ogsaa Vale var deres Broder. Mythen om Odins og Rindas Elskovsfærd er ellers tabt for os, undtagen for saavidt den er bleven latiniseret og historisk bearbeidet af Saxo, samt synes ogsaa at ommeldes korteligen i Havamaal.

17. Dette yderst vanskelige Sted forklares kun ved at jævnföre den yngre Eddas Beretninger hermed. Da Baldur blot kunde befries af Hels Vold, eller Underverdenen, paa de Vilkaar, at alle Væsener skulde begræde hans Hedenfart — tog Frigga nye edelige Löfter herom af alle Væsener (hvoriblandt Il den dog ikke nævnes, ligesaalidet som Mörket i den förste Mythe). De gjorde det ogsaa, ligesom alle Ting (efter Mythograrphens Anmærkning) græde, naar de optö eller komme fra Frost i Varme. Kun traf Udsendingerne i en Bjerghule en Jættinde som kaldtes Þöck eller Þökt (ɔ: Bedækket, Forborgen), som svarte saaledes paa deres Anmodning:

Thöck vil med törre
Taarer begræde
Baldurs Dödning-Baal;
Hverken i Liv eller Död
Havde jeg got af ham. —
Beholde da Hel hvad hun har.[5]

"Folk troe — heder det endvidere i den yngre Edda — at Loke Lövöes Sön, som stiftede mest Ondt blandt Aserne, har været skjult under denne Forklædning." Vi vide at denne Loke som oftest betegner llden, og maa derfor formode at det var ham, indspærret som vulkanisk Jordbrand i en Bjerghule, som kun vilde begræde Baldur (Ildens naturlige Fiende, forsaavidt denne mest glimrer og hersker i Vintermörket) med törre Taarer, thi saaledes kunne Gnis ter, Rög og Aske vel kaldes. Her spörges netop om de Qvinder (Thökt og hendes Söstre), som ikke ville græde (over Baldur), og vi kunne nu svare selv paa Valas Vegne: at det vare Flammerne hvis höje Toppes Slör (eller Hovedslör) ɔ: Rögskyerne nemlig, opflagre mod Himmelen. Ellers synes Digteren her at mene ved Baldur Verdens gyldne Alder i det store Verdensaar, ligesom den blide Vaar aarlig er det for Jorden i det mindre. Jfr. 20de Str. Mærkeligt kunde det og være, at i det Odin nævner Himlen, er det först at Valaen besinder sig rigtig og gjenkjender dens Hersker.

19. See foran Anm. til 8de Strophe.

20. Her omtales Loke sikkerligen som den fængslede underjordiske Ild, der i Gudernes Tusmörke skal slippe lös af sit Fængsel for at ödelægge vor Verden og dens Elementar-Guddomme. See Slutningen af Anm. til 17de Str.




Noter:

  1. Henneberg vil at den ottefodede Sleipner betegner Stjernen Arcturus i Bootes, som sagdes at have otte Straaler.
  2. I Nyerups Oversættelse og visse Afskrifter som den har fulgt, heder det: vesten for &c.
  3. Denne Omgangsmaade maa og synes at være bleven brugt ved Misteltenen (skjönt det ikke berettes i Eddaerne). Den besynges derfor meget naturlig baade af Evald og Oehlen schläger i deres dramatiske Digtninger over Balders Död. Jfr. Anm. til Ægirs Gjestebud 28de Str.
  4. See das Heldenbuch von Iran aus dem Schah Nameh des Fer dussi von J. Görres. Berlin 1820. 2ter Th S. 324 o. f. Desthan svarer her til Eddas Loke, i at befordre Drabsgjerningen ved Forræderie og Trolddom.
  5. Det gamle Digt, hvoraf denne Strophe er tagen, kjende vi desværre ligesaa lidet til, som mange andre der paaberaabes i Skalda og den yngre Edda.