Anm. FJ: Gjessings Den Ældre Edda.

Fra heimskringla.no
Revisjon per 21. jan. 2019 kl. 09:04 av August (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


G. A. Gjessing:

Den Ældre Edda.
Norrøne oldkvad fra vikingetiden 9—11 aarh. e. Chr.

1899


Boganmeldelse af Finnur Jónsson


Gjessings Edda.jpg

Den ældre Edda
- Norrøne oldkvad fra vikingetiden

G. A. Gjessing
Aschehoug & Co.s Forlag
Kristiania 1899

Læs bogen her.

Denne nye oversættelse af Eddadigtene er sikkert ikke overflødig i Norge, hvor ingen fuldstændig oversættelse før er udkommen. I 1864 udkom nogle enkelte digte, oversatte af Aars, og 1866 kun den første halvdel af G. A. Gjessing selv (gudedigtene). Nu foreligger det hele tillige med de digte, man plejer at regne med til Eddadigtene, samt Sólarljóð. Sikkert kunde ingen mere kompetent end rektor Gjessing påtage sig et sådant arbejde. Han har udført det med nænsom kærlighed til æmnet; han er en udmærket kender af oldsproget og ikke mindre har han fulgt med den senere litteratur, der er fremkommen angående de gamle digte. Han har fulgt Bugges udgave, hvad der så at sige var en selvfølge. Gennemgående følges den her givne, ɔ: håndskrifternes, tekst. I det hele og store må dette siges at være det tryggeste og rigtigste princip. På sine steder oversættes der efter en rettelse eller berigtiget ordning af versene, hvorom der i anmærkninger gives tilstrækkelige oplysninger. I det gamle Volsungekvad (Helg. Hund. II) følger overs. Bugges omstilling af Gudmunds og Sinfjotles og Helges replikker (skændeversene), hvilket dog måske ikke burde være sket; men hensynet til læserne har vel været afgørende. Uagtet overs. således ikke helt har afvist rettelser og lign., har han på den anden side behandlet teksten overmåde konservativt. Således oversættes Hávamálsamlingen ud i et, som var det virkelig ét digt uden nogen som helst inddeling, endsige deling i digte efter Müllenhoffs påvisning — og uden nogen bemærkning om antagelsen af sådanne. Her mener anm., at oversætteren har været for konservativ. Noget lignende gælder et par andre digte, hvor en sammenstøbning dog er tydelig nok (som f. ex. Hyndluljóð). At overs, tager et digt som Harbardsljóð ganske som det er, kan kun billiges, da det er af en så ganske enestående art og indretning. Som bemærket optages nogle få gange rettelser af teksten; i enkelte tilfælde foreslås selvstændige rettelser, som f. ex. Háv. 53, hvor lítilla sanda, ǀ lítilla sæva ”forsøgsvis er læst” lítil lá sanda ǀ lítil lá sæva (”grundt vand ved strande” ǀ ”grundt vand i søer”). Anm. tror nu ikke dette er rigtigt, da adj. lítil næppe kunde bruges om . Heller ikke synes Bugges opfattelse af Grottesangens ef vissi vitt ǀ vætr til hennar (v. 10) ”hørte trolddom [vitt] ej hende til” at være rigtig; vita i denne forbindelse er dog næppe muligt i den her antagne betydning; den gamle opfattelse af vitt — vit 'vi to' er dog langt simplere, og hele sætningen falder da ganske mundret. — Overs. ledsager oversættelsen med enkelte bemærkninger under teksten, der for største delen består af forklaring til de i teksten benyttede norske eller fornorskede ord.

Om oversættelsen som sådan erkender jeg ikke at kunne udtale nogen synderlig kompetent dom. Personlig læser jeg den med stor fornøjelse og fuld forståelse. Sproget forekommer mig at lyde kraftigt og mange gange fyndigt og i det hele at nå originalen, så vidt en oversættelse overhovedet kan det. Jeg føler og nyder de allevegne bevarede og rigtig iagttagne rimbogstaver. Danske vil næppe have glæde af oversættelsen, dels fordi retskrivningen afviger på visse punkter stærkt fra den danske, dels og navnlig fordi der bruges en mængde norske, ja tildels oldnordiske ord. De nævnte, forholdsvis knappe oplysninger under teksten vil næppe hjælpe på sagen. Hvorledes Nordmændene selv — og det er jo dog dem, bogen i første række er bestemt for — vil synes om oversættelsen, må de selv afgøre og eftertiden vise. Men anm. kunde godt tro, at også de vilde finde enkelte ord for gammeldags eller for sjældne — dette synes allerede at fremgå af, at overs. selv overhovedet har ment at måtte give ordforklaringer. Også selve ordstillingerne er undertiden — hvad der dog måske har mindre at sige — ikke den almindeligste. Men vi er her ved det meget drøftede spørsmål om, hvorledes oversættelser som denne bør holdes, hvad stil og sprogtone angår; derom er der jo afvigende meninger. Anmælderens mening herom er kort og godt den, at en oversættelse af en gammel tekst, være sig prosa eller poesi, til et moderne sprog, bør være så jævn og mundret som muligt, så at den læses med lige så stor lethed og fornøjelse som en original moderne tekst. I hvert fald fortjæner rektor Gjessing sine landsmænds tak for en så korrekt og intelligent gengivelse af disse gamle digte, der efter anmælderens mening for største delen hidrører fra deres egne forfædre.


Finnur Jónsson

Arkiv för nordisk filologi, 1901