Ansgar kap. 31

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ansgar prædiker for Harald Klak
(Louis Moe, 1898)
Rimbert:

Ansgars Levned

oversat af P. A. Fenger


Kapitel 31

Guddommelige Oplysninger. Jertegn


Men vi maa ikke glemme at anføre, hvordan og hvor stor han var med Hensyn til sin Naadegave som Hyrde. Paa ham have vi ret erfaret, hvor sandt det er, hvad den salige Gregor har sagt om Kirkens Hyrder, i sin Udlæggelse om de Hyrder, som ved Herrens Fødsel holdt Nattevagt over deres Hjord. “Hvad tyder det hen paa,” siger han, “at Engelen aabenbaredes for de Hyrder, som holdt Nattevagt, og at Guds Herlighed omskinnede dem, uden paa dette, at de fremfor andre værdiges at beskue det ophøjede, som vide omhyggeligt at vogte de troendes Hjord, og medens de selv med Fromhed vaage over Hjorden, blive rigeligt overstraalede af den guddommelige Naade.”

At Guds Naade nemlig ledsagede ham i al hans Gerning, det have vi mange Beviser og Prøver paa. Thi at han under sin omhyggelige Vagt over Hjorden værdigedes mange høje Syner, og at han hyppig i Sjælen blev besøgt med en guddommelig Beaandelse herovenfra, det have vi alt ovenfor udførlig vist. Men ogsaa i det udvortes var han rigelig overstraalet af Guds Naade. Hans Tale, naar han prædikede, var gennemstrømmet af stor Liflighed, men dog til Dels forfærdelig, saa at det var godt at mærke, at hans Ord bleve læmpede efter Aandens Indgydelse, hvorved han, idet han blandede det strenge med det milde, vakte en mægtig Forudfølelse af Dommedagen, da Herren, naar han kommer, vil aabenbares baade forfærdelig for Syndere og mild for de retfærdige. Ved denne Naade var der nemlig selv i hans Udtale og Aasyn noget saa vidunderligt, at medens de mægtige og rige, men mest dog de trodsige og frække, saa paa ham med Gru, betragtede de ringe ham som en Broder, men de fattige ærede ham med den inderligste Kærlighed som en Fader.

Og skønt han forsigtig skyede al Pralen med Jertegn, saa udeblev disse dog ikke, skønt han ikke søgte dem, hvilket blev bevist ved den indlysende Kendsgerning, at nemlig Guds Befaling, som udgik af hans Mund, ikke faldt til Jorden. Thi da han engang i Fris1and, nemlig i Ostergau-Egnen, paa en Søndag prædikede for Folket og blandt andet sagde, at ingen om Helligdagen maatte udføre noget Trællearbejde, saa var der nogle af dem saa trodsige og daarlige, at da de kom hjem, og det var smukt Vejr, gik de ud paa Engen, rev Hø og satte i Stak. Da det var sket, og det lakkede ad Aften, bleve alle de Stakke, som den Dag var satte, fortærede af Lynild, medens de blev uskadte, som var satte de foregaaende Dage, og som stod midt imellem. Folk der i Egnen, som saa Røgen langt borte, troede, at Fjenden var i Landet, og blev meget bange. Men da de nærmere havde undersøgt, hvordan Sagen virkelig forholdt sig, erfarede de, at det var nogle trodsige Personer, som havde faaet deres Straf.


Næste kapitel ►