Arinbjarnarkviða (B1)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
|||
|
ved
Finnur Jónsson
1912-1915
Egill Skallagímsson
Islandsk skjald, o. 900-983
1. Emk hraðkvæðr
hilmi at mæra,
en glapmáll
of gløggvinga,
opinspjallr
of jǫfurs dǫ́ðum,
en þagmælskr
of þjóðlygi.
2. Skaupi gnœgðr
skrǫkberǫndum,
emk vilkvæðr
of vini mína;
sótt hefk mǫrg
mildinga sjǫt
með grunlaust
grepps of œði.
3. Hafðak endr
ynglings burar,
ríks konungs,
reiði fengna;
drók djarfhǫtt
of døkkva skǫr,
létk hersi
heim of sóttan.
4. Þars allvaldr
und ýgs hjalmi,
ljóðfrǫmuðr,
at landi sat;
stýrði konungr
við stirðan hug
í Jórvík
úrgum - - -.
5. Vasa tunglskin
tryggt at líta
né ógnlaust
Eiríks bráa,
þás ormfránn
ennimáni
skein allvalds
œgigeislum.
6. Þó bólstrverð
of bera þorðak
maka hœings
markar drótni,
svát Yggs full
ýranda kom
at hvers manns
hlustamunnum.
7. Né hamfagrt
hǫlðum þótti
skaldfé mitt
at skata húsum,
þás ulfgrátt
við Yggjar miði
hattar staup
at hilmi þák.
8. Við því tók,
en tiru fylgðu
sǫkk sámleit
síðra brúna
ok sá muðr,
es mína bar
hǫfuðlausn
fyr hilmis kné.
9. Þar tannfjǫlð
með tungu þák
ok hlertjǫld
hlustum gǫfguð,
en sú gjǫf
golli betri
hróðugs konungs
of heitin vas.
10. Þar stóð mér
mǫrgum betri
hoddfinnǫndum
á hlið aðra
tryggr vinr minn,
sás trúa knáttak,
heiðþróaðr,
hverju ráði.
11. Arinbjǫrn,
es oss einn of hóf,
knía fremstr,
frá konungs fjónum,
vinr þjóðans,
es vætki ló
í herskás
hilmis garði.
12. Ok - - - -
- - stuðill (?) lét,
margfrǫmuðr
minna dáða,
sem en (?) - að (?) - -
- - - Halfdanar
at í væri
ættar skaði (?).
13. Munk vinþjófr
verða heitinn
ok váljúgr
at Viðurs fulli,
hróðrs ørvirðr
ok heitrofi,
nema þess gagns
gjǫld of vinnak.
14. Nú's þat sét,
hvar setja skalk
bratt stiginn
of bragar fótum
fyr mannfjǫlð
margri sjónir
hróðr máttigs
hersa kundar.
15. Erum auðskœf
ómunlokri
magar Þóris
mærðar efni,
vinar míns,
þvít valið liggja
tvén ok þrén
á tungu mér.
16. Þat telk fyrst,
es flestr of veit
ok alþjóð
eyru sœkir,
hvé mildgeðr
mǫnnum þótti
bjóða-bjǫrn
birkis ótta.
17. Þat alls heri
at undri gefsk,
hvé urþjóð
auði gnœgir,
en Grjótbjǫrn
of gœddan hefr
Freyr ok Njǫrðr
at féar afli.
18. En Hróalds
at hǫfuðbaðmi
auðs iðgnótt
at alnum sifjar (?)
se - - - semd (?)
af vegum ǫllum
á vindkers
víðum botni.
19. Hann drógseil
of - - - gat
sem hildingr
heyrnar spanna
goðum ávarðr
með gumna fjǫlð
vinr Véþorms
veklinga tøs (?).
20. Þat hann viðr,
es þrjóta mun
flesta menn,
þótt fé eigi,
kveðka skamt
meðal skata húsa
né auðskept
almanna spjǫr.
21. Gekk maðr engr
at Arinbjarnar
ór legvers
lǫngum knerri
háði leiddr
né heiptkviðum
með atgeirs
auðar toptir.
22. Hinn's fégrimmr,
es í Fjǫrðum býr,
sá's of-dolgr
Draupnis niðja,
sǫkunautr
of sona hvinna,
hringum hættr (?)
hoddvegandi.
23. Hann aldrteig
of eiga gat
fjǫl - - - -
of friðar spjǫllum
- - - - - -
** ** **
24. Þat's órétt,
es orpit hefr
á máskeið
mǫrgu gagni,
ramriðin
Rǫkkva stóði,
vellvǫnuðr,
því's veitti mér.
25. Vask árvakr,
bark orð saman
með málþjóns
morginverkum;
hlóðk lofkǫst
þann's lengi stendr
óbrotgjarn
í bragar túni.
1. Jeg digter hurtig om konger, men taler sparsomt om karrige folk, taler åbent om en fyrstes bedrifter, men er tavs om folkelögne.
2. Jeg har nok af spot tilovers for pralere; jeg digter vel om mine venner; jeg har besøgt mange fyrstehjem med skjaldens pletfri sind.
3. Jeg havde fordums pådraget mig ynglingesönnens, den mægtige konges, vrede; jeg satte djærvhedens hat på mit mørke hoved og besøgte hersen,
4. der hvor kongen, folkefremmeren, sad og styrede med skrækkehjælmen; kongen sad, med sit uböjelige sind, i Jorvik og styrede det våde. . . .(?)
5. Det skin, der udstrålede fra Eriks öjne, var det ikke trygt eller frygtløst at skue, da kongens ormglinsende pandemåne udsendte frygtelige stråler.
6. Dog vovede jeg for landets fyrste at frembære mit digt, således at Odins skummende bæger nåde til enhver mands øremunde (digtet hørtes af alle).
7. Mændene fandt ikke min digterlön i fyrstens hus smuk af udseende, da jeg af kongen modtog mit ulvegrå hoved for digtet.
8. Jeg tog derimod, men med gaven(?) fulgte de mørke öjne og den mund, som førte min hovedløsning frem for kongens knæ.
9(?). Dér modtog jeg foruden tungen tændernes mængde og ørerne med hørelsen; men den gave af den lovpriste fyrste kaldtes bedre end guld.
10. Dér stod ved min ene side min trofaste ven, bedre end mange gavmilde mænd, han som jeg kunde stole på med hensyn til hvert råd, hæderrig.
11. Arinbjörn, den ypperste af mænd, han som ene befride mig for kongens had, fyrstens ven, som i den krigerske konges gård aldrig sagde en usandhed.
12. Og... lod, han som i mangt og meget har fremmet mine handlinger . . . . Halvdans, at deri var slægtens. . . . (?).
13. Jeg vil blive kaldt vennetyv og den, der skuffer som skjald, ufortjænt til ros og løftebryder, medmindre jeg giver Iön for den hjælp.
14. Nu er det set, hvor jeg for mængdens öjne skal fremsætte den mægtige hersesöns lov, vanskelig udarbejdet i sang.
15. Tores söns, min vens lov-tømmer er let at glatte med stemmens hövl (tungen), ti to, ja tre slags ligger udvalgte på min tunge.
16. Det nævner jeg først, som de fleste kender og trænger frem til alles øren, hvor gavmild Arinbjörn tyktes alle at være.
17. Det beundres af alle, hvor rigelig han forsyner folk med rigdom, men Frey og Njord har skænket Arinbjörn guld i overflod.
18. Og til Hroalds efterkommer (sönnesön) strömmer der rigdom(?) . . . . fra alle sider på den vide jord.
19. Han besad som en fyrste. . . . . beskyttet af guderne og yndet af mænd, Vetorms ven. . .(?).
20. Det viser han i handling, som de fleste fattes, uagtet de er rige, - jeg siger at det ikke er kort mellem gavmildes gårde, og at alles spyd er det ikke let at skæfte.
21. Aldrig gik nogen mand ud af Arinbjörns lange hus, ledsaget af hån eller bitre ord og med tomme hænder.
22. Han er grum mod guld, som bor i Fjordene; han er en fjende af ringe; han er modstander af tyve(?), den ring-farlige(?) gulduddeler.
23. Han besad en livsbane, mange gange hærget(?) af fredens brud...
24. Det er uret, hvis gulduddeleren skal have kastet i havet, stærkt befaret af søkongens heste, al den hjælp, han har ydet mig.
25. Jeg har været årvågen og samlet ord med taletjænerens (tungens) morgengærning. Jeg har opført den lov-stak, der længe vil stå, lidet udsat for ødelæggelse, i digtningens tun (mark).
