Arni Magnusson (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. jan. 2013 kl. 14:25 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Arni Magnusson (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie))
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Udsigt over den norsk-islandske filologis historie


af Finnur Jónsson
Udgivet 1918


VII. ARNI MAGNUSSON


I året 1663 fødtes den mand, som skulde få den allerstørste betydning for bevarelsen og indsamlingen af gamle skindbøger og dokumenter fra så godt som hele Norden, men især fra Island og Norge, samt for studiet af oldtiden i det hele, Árni Magnússon (lat. Arnas Magnæus). Det var rimeligvis denne mands lykke, eller i hvert fald af stor betydning for ham, at han lige efter sin fødsel kom i huset hos sin bedstefader, præsten Ketill Jörundarson i Hvammur (i en af landets minderigeste egne). Ketill var selv en litterært stærkt interesseret mand, der især er bekendt for sine smukke afskrifter af sagaer og lign., hvoraf der findes ikke så få i Arnes samling. Ganske vist døde Ketill, da Arne kun var 7 år gammel, men Arne var tidlig lærenem, og han var allerede begyndt at lære latin, før bedstefaderen døde. 1683 blev han dimitteret fra Skálholt skole, og han rejste straks til Københavns universitet. Allerede året efter blev han amanuensis hos prof. Th. Bartholin (1659-90), hvilket utvivlsomt også har haft stor betydning for ham og hans videnskabelige sans og syslen. 1685 tog han teologisk attestats og rejste til Island. Den følgende vinter begyndte han på sit livs gærning at samle håndskrifter og afskrive. Derpå rejste han tilbage til København, der nu blev hans hjem for fremtiden. 1689 besøgte han sin landsmand Þormóður Torfason i Norge og 1691-96 rejste han i Tyskland. 1697 blev Arne arkivsekretær, 1701 professor philosophiæ et antiquitatum danicarum. Det meste af årene 1702-12 opholdt han sig på Island i anledning af et jordebogsarbejde (1709 var han i København og giftede sig da med en rig enke), han ifølge kgl. befaling skulde udføre sammen med lagmand Páll Vidalín. Det er uden tvivl dette 10-års tidsrum, i hvilket Arne har samlet hovedmængden af sine håndskrifter og trykte isl. bøger; da havde han den bedste lejlighed dertil. 1710 blev Arne consistorial-assessor og 1721 professor i historie og geografi samt underbibliotekar ved universitetsbiblioteket. Han døde 7. jan. 1730.

   Arne Magnusson samlede ikke blot bøger, han læste dem også, og han erhværvede sig et større kendskab til oldhistorie og »antikviteter« end nogen anden var i besiddelse af. For Bartholin ekscerperede han sagaer og oversatte disse uddrag; de utallige citater i dennes hovedværk: Antiquitates danicæ (1689) skyldes rimeligvis for største delen Arne. Selv var han ikke meget for at skrive bøger. Hans ideal var vistnok at få udgivet et eneste værk, men så skulde det også blive et mesterværk; i lang tid beskæftigede han sig med Are frodes Íslendingabók og gjorde vidtløftige optegnelser m. m. med en udgivelse for øje, men en sådan kom dog aldrig. Derimod har han en betydelig andel i Th. Torfæus’ Hist. Norw., som det fremgår af brevvekslingen med ham. I modsætning til sin landsmand var Arne den strængt kritiske natur, der først og fremmest krævede skarp adskillelse mellem det historiske og sagnmæssige stof.

   Som samler var Arne uovertræffelig. Han havde det skarpeste øje for, hvad der var vigtigt og mindre vigtigt, godt eller slet. Han sparede hverken tid eller møje eller penge, når det gjaldt at erhværve håndskrifter, ikke mindst når der var tale om vigtige sådanne, selv om det kun gjaldt enkelte blade eller blot bladstumper. Altid var han påfærde; på auktioner over bøger færdedes han årle og silde og købte alt, hvad han fandt værdifuldt. Alt undersøgte han på det nøjeste, optegnede hvorfra hver bladstump var kommen, og han er den første, der erhværvede sig virkelig indsigt i håndskrifternes alder og betydning, og han er langt forud for alle sine samtidige i videnskabelig granskning af og indsigt i sproglige og ortografiske spørsmål. Han er kritisk indtil de mindste detaljer; han sammenligner teksterne indbyrdes for at bedømme deres kvalitet og øvrige egenskaber. Hans domme er i reglen altid træffende.

   Arne samlede, som bemærket, også trykte bøger, og han ejede en enestående samling af sådanne. Men den største del deraf brændte 1728 og sorgen derover lagde ham for tidlig i graven. Derimod er det konstateret, at der heldigvis brændte kun meget få af hans egenlige håndskrifter. Hans samling består nu af omtr. 2500 numre, foruden hvad der senere er kommet til (enkelte mindre samlinger og købte håndskrifter). Denne enestående samling er hovedgrundlaget for studiet af al norsk- islandsk historie og nordiske sprog. Han testamenterede den tilligemed sin formue til Københavns universitet. Men for at den ikke skulde blive en død skat, bestemte han tillige, at der skulde ansættes to islændere som stipendiarer for at afskrive vigtige håndskrifter og besørge dem til trykken under tilsyn og ledelse af en kommission, der nu består af 5 medlemmer. Dette er den »Arnamagnæanske stiftelse (legat)«, om hvis virksomhed der senere skal tales nærmere.

   Jeg hidsætter en udtalelse af den, der allerbedst kender Arnes hele virksomhed, dr. Kr. Kålund, der i slutningen af fortalen til katalogen over samlingen ytrer sig således: »Således arbejdede A. M., der har haft den lykke fra ungdommen af at være sig sit kald bevidst, uden personlig ærgærrighed — til gavn for efterkommerne, som han selv udtrykker sig — med iver og udholdenhed livet igennem på at skabe en samling, der kunde afgive en sikker grundvold for de studier, han elskede, og som tillige, ved de dertil knyttede pengemidler, materielt kunde støtte hans særlige landsmænd, hvis ve og vel bestandig lå ham på hjærte. Vi må sige, at han trods alle farer har nået sit mål«, og »han har gjort sin fødeø, de nordiske riger og videnskaben overhovedet en uvurderlig tjæneste; endnu et halvhundrede år, og ødelæggelsen vilde rimeligvis have været fuldstændig, at dømme efter hvad der i den sidste halvdel af 17. årh. er gået til grunde af pergamenthåndskrifter på Island«.