Atla-Qvida (FM)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 20. nov. 2023 kl. 22:41 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Atla-Qvida.


[ɔ: Qvad om Atle; efter den fölgende Overskrift ogsaa kaldet: det grönlandske; vistnok saaledes af en Egn i Norge, som fordum hed Grönland, liggende i de söndenfieldske Oplande, men ikke af det ved Nordmænd og Islændere opdagede og bebygte. Det hele Stykke kaldes og i nogle Codices Godrunar-Hefna eller Gudruns Hævn. See ellers den kb. Udg. II, 361-410, 946-50. Saga-Bibl. II, 74-82, 256-66, jfr. 324 o. f. Den næstfölgende Sang, Atlamaal, vistnok af en anden Forfatter, omhandler end vidtløftigere de selvsamme Begivenheder. De fremstilles overhoved i Fouqvés Sörgespil Sigurds Rache. Versemaalet i denne Sang har noget besynderligt ved sig, men afviger dog noget saavel fra Atlamaal som de övrige eddiske Digte, skjönt det mest nærmer sig til dette og til Harbards-qvida].


ATLE'S DÖD.

Gudrun Giukedatter hævnede sine Brödre, og er det blevet vidtberömt. Först dræbte hun Atles Sönner, men siden Atle selv, og opbrændte Hallen med alle Hoffolkene. Derom er fölgende Qvad blevet digtet:


DET GRÖNLANDSKE[1] QVAD OM ATLE.


1. Fordum Atle sendte
Til Gunnar at ride
Navnkundig Mand,
Knefröd[2] blev han nævnet.
Han kom til Giukes Gaarde
Og Gunnars Hall,
Arne-Salens[3] Bænke
Og til herligt Gilde. [4]


2. Hofmænd der drukke
(End de lumske tauge)
Vin i hvalte Hall, [5]
Frygted Hunners Vrede[6].
Da kaldte Knefröd —
Kold var hans Röst —
Den sydlandske Mand
Sad paa höjen Bænk.


3. "Atle hid mig sendte
Ærende at ride
Paa bidslet Ganger over
Ukjendte mörke Skov, [7]
At bede eder Gunnar!
At I til Bænke komme —
Hjelmprydede til Arnen[8]
I Atles Hjem, som Gjæster.


4. Skjolde kunne I der vælge,
Skinnende[9] Landser,
Hjelme forgyldte
Og Hunners Mængde,
Sölvprydede[10] Sadelklæder,
Krigeres Pandsre,
Værnende Skjolde,[11]
Bidselvante Heste.


5. Eder han tilböd
Vide Gnita-hede,[12]
Klingrende Sværd,
Forgyldede Stavne,
Store Skatte
Med Danp-Stade,[13]
Og den vidtberömte
Mörkved-Skov."[14] —


6. Sit Hoved vendte Gunnar
Og til Högne sagde:
"Hvad raader du raske Kjempe!
Nu da sligt vi höre —
Ej Guld jeg kjendte være
Paa Gnitahede
Saa meget, at ej sligt
Selv vi eje.[15]


7. Syv Sale vi eje
Af Sværd fulde,
Gyldent Hjalte har
Ethvert af dem —
Min Hest jeg troer den beste,
Hvassest min Klinge,
Min Bue Bænke pryder[16]
Med Brynier af Guld,
Hjelm og Skjold de hvideste
Fra Kjars Slot[17] hidbragte;
Ene alle Hunners
Min vist overgaaer."


8. "Hvad troer du Qvinden betegned
Da en Ring os hun sendte
Indsvöbt i Ulvens Dragt? —
Jeg mener hun Varsomhed byder —
Vargens Haar jeg fandt
I gylden Ring indflettet —
Vor Vej paa den Fart
Vil med Svig omspændes." —


9. Ej Gunnar tilskyndtes af Sönner,
Ej af nogen Frænde,
Ej Seere, Raadgivere[18]
Eller dem som Mægtige vare —
Fra dem skiltes Gunnar
Som en Konning skulde;
Han i Drikkesalen
Höjmodig saa talte:


10. "Stat nu op Fiörner!
Lad om Bænke gaa
Skjaldes Guldskaale[19]
Frembaarne af Mænd." — —


11. "For Niflungers Arv
Ulven vil raade,
Skjægprydede Gubber!
Hvis Gunnar vi miste. —
Brunpelsede Björne
Hösten[20] opsluge[21]
Rovdyrflok til Gammen,
— Om Gunnar hjem ej kommer."


12. Hæderlige Mænd
Udledte af Borgen
Med Graad Landets Konning
Og stridslystne Hunner; [22]
Da Högnes unge
Arving det sagde:
"Farer karske og kloge
Hvor eder Tanken byder!" —


13. Bidselvante Gangre
Rende lod de Kjekke
Over Fjelde og
Ukjendt dunkel Skov;[23]
Al Hunmark[24] blev rystet
Hvor Haardmodige fore;
Over grön, Busk-hadende[25]
Slette hen de flöje.


14. Atles Land[26] de saa
Taarne[27] Dyb-omgivne,
Og paa höje Borg
Bickes[28] Svende stande;
Den Hall om sydlandsk Folk
Med Bænke tæt omsat
Prydet var med bundne
Blegladne Skjolde
Til Krigeres Værn —
Men Atle der drak
Vin i hvalte Hall; —
Vagtens Mænd sad ude
For Gunnar at modtage
Hvis her til Gjæst han kom,
Med hvinende Spyd
Mod Helten Strid at vække.


15. Först Sösteren mærked
At i Salen de kom
Hendes Brödre begge,
Ej hende Vinen[29] döved —
"Forraadt er du nu Gunnar!
Hvad nytter vel dig, Tappre!
Mod Hunners Svig at kjæmpe;
Il Hallen at forlade!


16. Bedre var det dig Broder!
At Brynie du iförtes,
End prydet blot med Hjelm[30]
Som Gjæst tit Atle drog —
I Sadel skulde du sidde
Solklare Dage,
Lade Norner græde
Over[31] blege Lig,
Lade Hunners Skjoldmöer
Pröve (Krigens) Jammer,
Men Atle selv indfare
I Ormegaarden —
Nu for Eder er
Den Ormegaard bestemt."[32]


17. "Seent det er nu Söster!
At samle Niflunger;
Til Folkehjelp
Langt det er at söge;
Bag Rhinens rue Fjelde
De raske Kjæmper boe." —


18. Burgundernes[33] Venner
Fangede Gunnar;
I Fjættre de ham satte,
Fast de ham bunde.


19. Syv hug Högne
Med hvasse Sværd
Ind i hede Ild,
Den ottende han drev —
Saa bör den Kjække
Sig mod Fiender værge!


20. Högne Gunnars
Hænder forsvarte;
De spurgte den Tappre
Om gothiske Drot
Livet med Guld
Kjöbe vilde.[34]


21. "Högnes Hjerte mig
I Haand skal ligge,
Blodigt af bold Ridders
Bryst udskaaret —
Med slövegget[35] Dolk
Af den Kongesön."


22. Af Hjalles[36] Bryst
De Hjertet skjare,
Paa Fadet blodigt lagde
Og frem for Gunnar bare.


23. Da sagde Gunnar,
Kjæmpers Drot:
"Her har jeg Hjertet
Af Hjalle den blöde,[37]
Uligt Hjertet
Af Högne den tappre,
Da paa Fadet
Det saa bæver,
Det i Brystet har
Bævet dobbelt meer." — —


24. Da lo Högne
Naar de til Hjertet skjare
Levende[38] Kampstyrer;
Paa Klynken mindst han tænkte —
Paa Fad det blodigt de lagde
Og frem for Gunnar bare.


25. Da sagde det Gunnar,
Ædel Niflung-Helt:
"Her har jeg Hjertet
Af Högne den tappre,
Uligt Hjertet
Af Hjalle den blöde;
Kun lidet det bæver
Da paa Fad det ligger,
Ej bæved det saa meget
Mens i Brystet det laa. —


26. Vær Atle saa fjærnet
Fra (mine) Öjne,[39]
Som du fra Guldet
Være det skal!
Ene i min Vold
Er den hele skjulte
Niflunge-Skat,
Nu ej Högne lever.


27. Ej var jeg eneraadig[40]
Mens Liv vi begge nöde,
Nu jeg det er
Da jeg kun ene lever.
Klog,[41] af Guder yndet,[42]
Rhin beherske skal
Mænds Trætte-Malm,
Niflungers Arv;[43]
För renses de Ringe
I rullende Bölger,
End paa Hunners Börns
Hænder Guldet skinne!" —
— — — — —


28. [44] Frem med hjulbaarne Vogne!
Fangen omspændes af Kjeder." —


29. Atle den vældige,
Deres Svoger red
Af Vaaben omgivet
Frem paa vælig[45] Ganger.
Gudrun Sejerheltes[46]
[47] — — — — —
Ængstet i Hallens Tummel
Med Taarerne stred.


30. "Saa gaa det dig Atle!
Som Gunnar du holdt
Eder ofte svorne
Og fordum[48] vundne,
Ved syd-vandrende Sol,
Ved Sejergudens Bjerg, [49]
Hvilestedets Hvælving[50]
Og ved Ullers Ring[51] —
Dog derefter
Bidslets Ryster
Helten, Skattes Vogter,
Trak til Döden." —


31. Mændenes Flok
Levende Konning
Kastede (bunden)
I Gaarden, som vrimled
Af krybende Slanger —
Gunnar der ene
Harpen, vred i Hu,
Med Ankelen slog. [52]
Saa gyldne Skatte
Gavmild Ædling
Mod fiendtlig Vold
Værge bör.[53]


32. Atle fra Mordet
Hjem til sin Borg[54];
Vendte tilbage
Paa vælige[55] Ganger;
Fra Gaarden gjenlöd
Gny af Hestes Mængde
Og Mænds Vaabensange —
De vare af Heden komne. —


33. Gudrun da ud
Gik mod Atle
Med forgyldte Kalk
Fyrsten at hædre.[56]
"Glad Konge! du modtage
Af Gudrun i din Hall
De til Skyggeriget
Hedenfarnes Værger."


34. Vin-tyngede löde
Atles Drikke-skaale,
Da sammen i Hallen
Hunnerne kom —
Sid-skjæggede Gubber
I Skarer indtrene.


35. Aasynsfaver Dise[57]
Ej de Fyrster huld
Ivrig dem yded
Drik og Gilde-Kraase —
Nid blegnæset Atle[58]
Nödig hun forkyndte:


36. "Du har Sværdes Giver!
Dine Sönners
Lig-blodige Hjerter
Med Honning söndertygget;
Af Mennesker, du Kjække!
Vare de Högbrade
Du aad som Drikke-kraase
Og Yndlinge tildelte. [59]


37. Til dine Knæer
Kalder du ej mere
Erp eller Eitil, [60]
Drik-muntrede to;
Ej mere du seer
Fra midterst Sæde
De Guld-uddelere
Landser skjæfte,
Manker jævne
Eller Heste tæmme." —


38. Larm opstod paa Bænke,
Sky blev Glædens Sang,
Harmfuld herligst Pragt; [61]
Hunners Börn da græde,
Uden Gudrun ene,
Da aldrig hun begræd
Björn-haarde Brödre
Eller blide Sönner,
De unge, uoplærte,
Som hun Atle födte.


39. Guld udströede
Den svanhvide,
Med röde Ringe
Huskarle begaved;
Skjæbnen lod hun modnes,
Den skjære Malm udströmme —
Ej skaanede Qvinden
Skatkammerets Gjemmer.[62]


40. Beskjænket var Atle,
Mödig af Drik,
Vaaben han ej havde,
Sig vogted ej for Gudrun;
Ofte den Leg var bedre
Da kjerlig de skulde
Hinanden tit omfavne
I Ædlingers Flok.


41. Dynen hun med Brod[63]
Blod gav at drikke
Med mordlysten Haand,
Og Hundene[64] löste;
Hallens Dör tilsperred,
Og Huskarle vakte
Hun med hede Brand —
Hævned saa Brödre.


42. Ilden gav hun dem alle
Som der inde vare;
Fra Mord i Mörkets Huler[65]
Komne did tilbage;
Gammel Bygning faldt,
Forraadshuse röge,
Budlung-Slolte brændte,
Og i hede Flammer
Hunners Skjoldmöer[66]
Segnede fra Livet.[67]


43. Nok om sligt vi talte —
Aldrig mere saa
Til Broderhævn en Qvinde
Klædes skal i Brynie.
Tre Folke-Konger
Hun, den Favre,
Fældet havde
För hun döde! — — —


End udförligere fortælles dette i det grönlandske Atlemaal.


Noter

  1. ↑ See Indledningen.
  2. ↑ See foran S. 104. Anm. 2.
  3. ↑ E. O. Arnen omgivende. Andre oversætte: jernbeslagne. Saaledes var der og et Arnested anbragt i den phæaciske Konges ellers prægtige Gildesal. Odyss. 7de Bog.
  4. ↑ E. O. Öl el. stærk Drik.
  5. ↑ Orig. Valhall, som er det samme efter Ordets Betydning. See I, 55.
  6. ↑ See forhen S. 104.
  7. ↑ El. Skoven Mörkved (Schwarzwald) som Egennavn.
  8. ↑ Grundene til denne Oversættelsesmaade har jeg udviklet i den kh. Udg. II, 565-66. Jfr. Str. 16.
  9. ↑ E. O. glattede el. afslebne.
  10. ↑ E. O. Sölv-forgyldte.
  11. ↑ Her har Orig. to dunkle Ord, som forklares af Vols. S. ved Skjolde. Jfr. den kh. Udg. II, 598-599.
  12. ↑ Her have muellg Bjergværker været i Oldtiden til Guldets Indsamling eller Virkning. See I. c. II, 370, 947
  13. ↑ Om dette Sted see l. c. 368, 868, samt mine Bidrag til nord. Archæolog. S. 201, 203.
  14. ↑ See Anm. 7. Jfr. kh. Udg. II, 369, 884.
  15. ↑ Nemlig efter Sigurds Drab; Fafners derfra bragte Skat, som Atle sögte at tilvinde sig ved Giukungernes Mord.
  16. ↑ som hængende over dem til Prydelse, ligesaa vel som Brynier og Skjolde.
  17. ↑ I Valland eller de sydlige Lande (helst Wales eller Gallien). Jfr. III, 246. Navnet er vist celtisk og forekommer i Ossians Digte.
  18. ↑ El. de som læste og fortolkede Runer. Jfr. A. M. Str. 9, o. f. samt Vols. S. 42de Kap.
  19. ↑ Maaske for at fremkalde en Afskedssang, hvoraf det fölgende Udraab da vel er et Brudstykke.
  20. ↑ El. a) al Næring; b) Jordens Gröde.
  21. ↑ E. O. afbide, fortære.
  22. ↑ Her troer jeg Knefröd og hans hunniske Fölgesvende menes.
  23. ↑ Jfr. Anm. 7, 14.
  24. ↑ Jf. Ordet Danmark.
  25. ↑ ɔ: aldeles skovlös. Denne Beskrivelse svarer til de Sletter eller Stepper som omgave Attilas Hovedsæde.
  26. ↑ El. Borg. See Anm. 54.
  27. ↑ El. Mure. med bævende Porte (Orig. Lidskjalf).
  28. ↑ Enten Forræderen Bicke — eller og disse hans Jævninge gives en saadan Benævnelse for Lighedens Skyld.
  29. ↑ E. O. Öl (eller anden stærk Drik). Jfr. Str. 14.
  30. ↑ Jfr. Anm. 8.
  31. ↑ E. O. nöd-blege (ɔ: faldne efter Nödvendighedens Bud). Her menes de Döendes Skytsgudinder.
  32. ↑ El. tildækket, tillavet.
  33. ↑ Var Gunnar den samme som Burgundernes berömte, af Atttila ombragte, Konge, kaldes Atle her saaledes af Ironie. Men vi vide ellers: a) at en Art af Hunnerne kaldtes Burgunder b) at germaniske Burgunder og Burgundioner undertiden virkelig vare Attilas Venner eller Undersaatter, og ledsagede ham som Hjelpetropper.
  34. ↑ Her synes noget at mangle. Efter Atlamaal str. 55 og det 2det Qvad om Gudrune Str. 31 maa den fölgende Strophe tilskrives Atle selv men ikke Gunnar (som nogle mene). Ifr. Vols. S. 46de Kap.
  35. ↑ El. a) med grum (smertende) Eg; b) med en af skeden udtrukket Dolk (el. kort Sværd).
  36. ↑ Om denne ulykkelige Træl see Atlamaal s. 60 o. f. og Vols. S. 46de Kap.
  37. ↑ ɔ: feige, qvindagtige.
  38. ↑ Her har Texten et synderligt Ord, der betegner En som opfinder eller anbringer Prydelser paa Hjelme (til Udmærkelses- eller Skjelne-tegn i Slaget).
  39. ↑ Af Vols. S. at slutte, har dens Forf. læst Audno (Lykke; — Liv) for Augom (Öjne) som og kan være en Skriverfeil.
  40. ↑ El. fast i min Beslutning.
  41. ↑ ɔ: som forstaaer at skjule eller bevare Skatten.
  42. ↑ Inder, Perser, Skyther, Geter, Gother, Skandinaver o. fl. dyrkede de store Floder, som havende et himmelsk eller guddommeligt Udspring; saaledes Germanerne især Rhinen, See f. Ex. Tacit. Ann. V, 17.
  43. ↑ Den yngre Edda beretter at Giukungerne skjulte Fafners Skat i Rhinen, og at man aldrig har fundet den siden (Sth. Udg. S. 141). Den söger ellers udtrykkelig at oplyse Aarsagerne til disse Guldets tvende Benævnelser. Jfr. foran S. 21 (Str. 8).
  44. ↑ Her mangler uden Tvivl adskilligt; af Vols S. at dömme, har Digteren lagt Atle disse Ord i Munden.
  45. ↑ Orig. Udtryk synes at betyde Klang-manket (hvis Manke er forsynet med Bjelder eller andet Klingrende).
  46. ↑ El. Sejer-Guders.
  47. ↑ Versemaalets Bröst angiver en manglende Linie.
  48. ↑ Ár betyder her maaske tidlig, i Morgenstunden, og de tre fölgende Linier de övrige vigtigste Punkter af Solens daglige Bane.
  49. ↑ ɔ: Himmel-Bjerget. Ellers maaske: et Odin helliget Offerbjerg el. Klippe.
  50. ↑ El. Skjul.
  51. ↑ El. Himlens Kreds, hvorpaa den Ring i Nordboernes hedenske Templer, hvorved Eden aflagdes, vel var et Sindbillede. Jfr. I, 194 o. f. Vi finde eller at Avarerne, Hunnernes Frænder, sore ved Himlen og Ildens der boende Gud. See den kh. Udg, II, 949 — ligesom de mongolske Tunguser endnu sværge ved Solen og et helligt Bjerg eller Klippe.
  52. ↑ Saaledes den kh. Udg. og Overs, i Overensstemmelse med Atlamaal Str. 65, samt Vols. S. og den yngre Eddas Fortælling (S. 42) at han slog Harpen med Tæerne. Jfr. Oddrunes Klage Str. 29-30. og foran S. 105.
  53. ↑ Gunnar forsvarede den, blot ved at fortie deres Gjemmested.
  54. ↑ Den Bemærkning synes Orig. Land her at have, ligesom foran Str. 14.
  55. ↑ Derved udtrykkes vel lettest Hovedmeningen af Orig. dunkle Tillægsord eyrskán, ɔ: markskjærende el. kobberskoet.
  56. ↑ En slig Procession af Attilas Dronning i Spidsen af Hoffets Qvinder, med et fyldt Bæger til Velkomst o. s. v. beskrives af Priscus. See den kh. Udg. II, 949.
  57. ↑ ædel Qvinde; Fyrstinde.
  58. ↑ Jornandes (K. 35) beskriver Atle som braknæset og styg af Hudfarve. Vols. S. 35te Kap. tillægger Atle et mörkt eller sortagtigt Udseende.
  59. ↑ E. O. sendte til Höjsæderne (d. e. Fyrsternes og de ypperste Raadgiveres Sæder). Om de her tilsigtede nordiske, hunniske og asiatiske Skikke see den kh. Udg. II, 401, 949.
  60. ↑ De myrdede Sönner.
  61. ↑ E. O. Gny. Tummel (opstod) under Gudvævs-KIæderne (ɔ: enten Hoffolkenes Dragter eller Hallens Tapetserier). Jfr. S. 90, Anm. 2.
  62. ↑ El. Forraadshusene; maaske for at hverve Medhjelpere til den forehavte Udaad.
  63. ↑ ɔ: Sværdets Spidse. See Vols. S. K. 47. hvor det og berettes at Mordet skete i Sengen. Jfr. d. y. Edda S. 142.
  64. ↑ Port- eller Lænke-Hundene.
  65. ↑ E. O. Fra Gunnars og de Andres Mord i Mörkhjem (Mörkets Hjem) ɔ: Fængslerne, Ormetaarnet.
  66. ↑ Jfr. Str. 16.
  67. ↑ E. O. hindrede fra at leve.
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Atla-Qvida_(FM)&oldid=69368»