Balders Drab (Nordisk Mytologi efter Kilderne)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891
Balder den gode havde onde Drömme, som truede hans Liv. Da han fortalte Aserne dem, raadsloge de derom og besluttede ved Bönner at udvirke Sikkerhed for ham mod al Fare. Frig tog saa Ild og Vand, Jærn og alle Slags Metaller, Stenene, Jorden, Træerne, Giftormene, Fuglene, Sygdommene, o. s.v., i Ed paa, at de vilde skaane Balders Liv. Derefter var det Asernes Tidsfordriv at lade ham staa frem paa Tinge og skyde, hugge og kaste Stene paa ham. Intet skadede ham, hvad der tyktes alle at være en stor Hæder for ham. Kun Loke mishagede det. Han gik til Frig i Fensale i en gammel Kones Skikkelse. Frig spurgte hende, om hun vidste, hvad Aserne foretoge sig paa Tinge. Hun svarede, at de alle skøde paa Balder, men det voldte ham ingen Skade. Da sagde Frig: »Hverken Vaaben eller Træ ville kunne skade ham, thi jeg har taget dem alle i Ed.« Konen spurgte saa: »Have alle Ting svoret at skaane ham?« Frig svarede: »Østen for Valhal vokser en lille Vidje, som kaldes Mistelten, den tyktes mig for ung til at tages i Ed.« Loke gik nu bort, rev Misteltenen op og ilede med den til Tinge. Høder stod yderlig i Kredsen, da han var blind. Loke sagde til ham: »Hvorfor skyder du ikke paaBalder?« Han svarede: »Fordi jeg ikke ser, hvor Balder staar, og desuden er jeg vaabenløs.« Da sagde Loke: »Gör dog ligesom de andre og vis Balder Hæder ligesom de! Jeg vil vise dig, hvor han staar, skyd saa efter ham med denne Vaand!« Høder tog nu Misteltenen og skød efter Lokes Anvisning. Balder gennemboredes og faldt død til Jorden. Det er den störste Ulykkesgerning, som er bleven øvet blandt Guder og Mennesker. Alle Aserne bleve maalløse, og deres Hænder kraftesløse til at løfte den faldne op. Den ene saa paa den anden, og alle nærede det samme Sind mod ham, som havde øvet Gerningen; men ingen turde hævne den, saa ukrænkeligt et Sted var Tinget. Da Aserne forsøgte at tale, brast de i Graad, saa ingen kunde sige den anden et Ord om sin Ve. Odin følte dette Tab dybest, da han bedst vidste, hvad Aserne mistede ved Balder. Da Guderne kom til sig selv igen, spurgte Frig, hvem af dem der vilde vinde hendes Kærlighed og Yndest ved at ride ad Helvejen, forsøge paa at finde Balder og tilbyde Hel Udløsning, hvis hun vilde lade ham drage hjem til Asgaard. Hermod den hurtige, Odins Svend, paatog sig denne Rejse. Nu tog man Slejpner, Odins Hest: Hermod besteg den og sprængte af Sted.
Aserne toge saa Balders Lig og bragte det til Søen. De vilde skyde Hringhorne, Balders Skib, det störste af alle Skibe, ud og brænde Liget derpaa, men kunde ikke faa det af Stedet. De sendte da Bud til Jøtunhejm efter Jætinden Hyrrokin. Hun kom ridende paa en Ulv og havde Slanger til Tömme. Hun sprang af Dyret, og Odin kaldte paa fire Bersærker og befalede dem at holde det. Dette mægtede de imidlertid ikke, for de havde kastet det til Jorden. Hyrrokin gik til Skibet og skød det ved det förste Tag ud i Søen, saa Ild for ud af Rullerne og Jorden bævede. Da blev Thor vred, greb Hammeren og vilde have knust hendes Hoved, hvis ikke alle Guderne havde bedet for hende. Balders Lig blev nu baaret ud paa Skibet. Da hans Hustru, Nanna, saa dette, brast hendes Hjerte af Sorg, og hun blev saa lagt paa Baalet hos sin Mand. Dette antændtes nu. Thor traadte til og viede det med Mjølner. Foran hans Fødder løb en Dværg; Thor sparkede ham ind i Ilden, og han opbrændtes. Til denne Baalfærd vare mange hidkomne. Först maa nævnes Odin og hans Hustru Frig, Valkyrierne og hans Ravne; Frejr agede i en Kærre, der blev trukken af Galten Gyldenbørste; Hejmdal red paa Hesten Guldtop, og Freja kørte med sine Katte. Der var ogsaa en Mængde Rimthurser og Bjærgriser. Odin lagde Guldringen Drypner paa Baalet. Balders Hest førtes, helt opsadlet, ud derpaa.
Hermod red i ni Nætter gennem dybe og mørke Dale, hvor han intet saa, indtil han kom til Floden Gjøl og Broen over den, Gjallarbroen, som er belagt med lysende Guld og bevogtes af Møen Modguder. Hun spurgte ham om hans Navn og Slægt og sagde, at der Dagen i Forvejen var redet fem Flokke døde Mænd over Broen, »men ikke döner Broen mindre under dig alene, og ikke har du død Mands Farve - hvorfor rider du her paa Helvej?« Han svarede: »Jeg skal ride til Hel, for at søge Balder. Har du set noget til ham paa Helvej?« Hun sagde, at Balder var redet over Broen, og at Vejen til Hel gik nedad mod Nord. Hermod red saa videre, indtil han kom til Helgitret. Der stod han af, spændte Gjorden fast om sin Hest, steg atter op og gav den af Sporerne. Hesten satte derpaa saa rask over Gitterporten, at den ingensteds berørte den. Hermod red nu til Hallen, steg af Hesten og gik ind. Han saa sin Broder Balder sidde i Höjsædet. Efter at have været der Natten over, bad han om Morgenen Hel om, at Balder maatte ride hjem med ham, og fortalte hende, hvorledes Aserne begræd ham. Hel svarede, at det skulde prøves, om Balder var saa elsket, som det hed sig: »Hvis alle Ting, levende og døde, begræde ham, skal han vende tilbage til Aserne, men i modsat Fald blive her.« Med den Besked rejste Hermod sig, Balder førte ham ud af Hallen og tog Bingen Drypner og sendte Odin den som et Erindringstegn. Nanna sendte Frig flere Gaver. Hermod red saa tilbage til Asgaard og fortalte alt, hvad han havde set og hørt.
Aserne sendte nu Bud ud over hele Verden med Bön om at græde Balder fra Hel. Alt gjorde det, Menneskene og Dyrene, Træerne og alle Metallerne, Jorden og Stenene. Da Budene imidlertid rejste hjem, efter saaledes heldig at have udført deres Ærende, traf de paa en Hule, hvori der sad en Jættekvinde, som kaldte sig Thøk, og da de bade hende græde Balder fra Hel, svarede hun: »Med törre Taarer vil Thøk begræde Balders Baalfærd, hverken levende eller død havde jeg Gammen af ham, Hel beholde, hvad hun har!« Det var Loke, han som har tilföjet Aserne mest ondt.
Anmærkning.
Denne Myte, der findes i den yngre Edda, forekommer ogsaa i flere Digte i den ældre. I et af disse skildres der saaledes, hvorledes alle Aser og Asynjer vare paa Tinge og raadsloge om, hvad Balders onde Drömme havde at betyde. Da rejste Odin sig, lagde Sadelen paa Slejpners Ryg og red ned til Niflhel. Han mødte en Hundehvalp, der kom fra Helhejm: dens Bryst var blodigt, og den tudede længe. Han red til Valaens Gravhöj og kvad Galder, indtil hun, skönt nødig, rejste sig og mælede: »Hvo volder mig Besvær? Jeg var overfyget af Sne, pisket af Regn, bestænket af Dug -død var jeg længe.« Odin gav sig et andet Navn og sagde: »Fortæl om Helhejm, for hvem ere Bænkene bestrøede med Ringe og Guld?« Valaen svarede: »For Balder staar her brygget Mjød, tildækket med et Skjold - til alle Asernes Fortvivlelse. Nødig talede jeg, nu vil jeg tie.« Odin genmælede: »Ti ikke, Vala; jeg vil spörge dig, indtil jeg ved alt! Hvem vil vorde Balders Banemand?« Valaen svarede: »Høder fører den navnkundige Vaand, han vil røve Odins Sön Livet. Nødig talede jeg, nu vil jeg tie.» Odin vedblev: »Ti ikke, Vala; jeg vil spörge dig, indtil jeg ved alt. Hvem vil tage Hævn over Høder og bringe Balders Banemand paa Baalet?« Valaen svarede: »Rinde føder Odin en Søn, kun een Nat gammel vil han gaa til Kamp: han vadsker ikke sine Hænder eller kæmmer sit Haar, för han bringer Balders Banemand paa Baalet. Nødig talede jeg, nu vil jeg tie.« Digtet ender med, at Valaen paa et Spörgsmaal kender Odin og nævner ham ved hans rette Navn, og Odin udbryder derpaa: »Du er ikke en Vala eller en viis Kvinde, men tre Thursers Moder!« Valaen mæler saa: »Rid nu hjem, Odin! Ingen Mand kommer mere for at besøge mig, for Loke slipper ud af sine Lænker og Gudernes Tusmørke bryder frem.« - I et andet Digt i den ældre Edda spörger Odin en Jætte, hvad han hviskede i sin Söns Øre, för denne bares paa Baalet.
Om den gulgrönne Snylteplante Misteltenen, hvis Rødder trænge ind i Stammen af et andet Træ, hvoraf den drager sin Næring, og hvis Frø stræber efter Mørket, henvises til »Naturskildringer« af J. F. Schouw (Ny Udgave, 1856, Side 351-359).
Denne Myte, hvori Ondskaben - Loke - benytter den troskyldige Blindhed - Høder - til at dræbe Uskyldigheden - Balder - hvem dog Taarerne nær havde grædt tilbage, er unægtelig noget af det dybsindigste og mest gribende i hele den nordiske Mytologi.
