Baldrs draumar (FJ)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

De gamle Eddadigte

Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson

G. E. C. Gads Forlag

København, 1932

Baldrs draumar

Digtet findes kun i A (748).

---

Odins ridt

Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint

1.

Sęnn vǫ́ru æsir

allir á þingi

ok ǫ́synjur

allar á máli,

ok of þat réðu

ríkir tívar,

hví væri Baldri

ballir draumar.

---

L. 1-6 er identiske med Þry. 14 og er vist lånte derfra; mulig er bægge digte af samme forfatter. — ballir: stærke, varslende om store begivenheder.
Der meddeles ikke noget om rådslagningen, men v. 2 viser, hvad resultatet har været. Det sprang digteren over som overflødigt.

---

2.

Upp reis Óðinn,

aldinn gautr,

ok hann á Slęipni

sǫðul of lagði,

ręið niðr þaðan

niflhęljar til;

mœtti hvelpi,

þęims ór hęlju kom.

---

aldinn: se Krit. bem. — gautr: egl. Göten; Odin kaldes således som særlig dyrket af Göterne (jfr. Snorres fortælling om Sigvats østerfærd). — niflhęljar: = hęljar, ‘det mörke hel’. — hvelpi: = hundi, det er vel hunden Garm, der altså, efter den her givne fremstilling, ikke er bunden foran Gnipahulen.

---

3.

Sá vas blóðugr

of brjóst framan,

ok galdrs fǫður

gól oflęngi,

framm ręið Óðinn,

foldvegr dunði,

hann kom at hóu

Hęljar ranni.

---

Hundens tilsynekomst (dens blodige bryst og dens uhyggelige hyl) er naturligvis et ondt varsel i det hele. — gól of: A skriver golv; gala bruges ellers ikke om hunde, derimod det nærbeslægtede góla; konstruktionen her (med acc. obj.) er også påfaldende; men nogen rettelse er ikke let.

---

4.

Þá ręið Óðinn

fyr austan dyrr,

þars hann vǫlu

vissi lęiði;

nam hann vittugri

valgaldr kveða,

unz nauðug ręis,

nás orð of kvað:

---

vǫlu vissi: i A er disse ord byttet om. — lęiði: grav; det er ret mærkeligt at tænke sig en sådan i dødsriget. — vittugri: egl. trolddoms-fuld, ɔ: trolddomskyndig el. i besiddelse af vitt ‘trolddomsmidler’. — valgaldr: dødninge-galder, for at vække en død op; val- om en enkelt person.

---

5.

Hvat ’s manna þat

mér ókunnra,

es mér hęfr aukit

ęrfitt sinni;

vask snivin snævi,

ok slęgin regni

ok drifin dǫggu,

dauð vask lęngi.

---

sinni: gang (ɔ: op af graven). — snivin: part. til snýja (snjó). — vask: har jeg været.

---

Ó. kv. 6.

Vegtamr hęitik,

emk Valtams sonr,

sęg mér ór hęlju,

ek ór hęimi mun,

hvęim eru bękkir

baugum sánir?

flęt fagrliga

flóuð eru golli.

---

Vegtamr: Vejvant, et for Odin meget passende navn. — Valtams: valvant, er også kun en betegnelse for Odin selv. — flęt = bękkir. Det kan synes mærkeligt, at bænkene er belagte med ringe, sikkert ikke brynjeringe, til pryd. — golli = baugum. — flóuð eru: er belagte lagvis; se Krit. bem.

---

7.

Hér stęndr Baldri

of brugginn mjǫðr,

skírar vęigar,

liggr skjǫldr yfir,

ęn ásmęgir

í ofvæni;

nauðug sagðak,

nú munk þęgja.

---

ásmęgir: asernes sönner, = aserne. — ofvæni: stærk forvæntning, spænding.

---

Ó. kv. 8.

Þęgjat vǫlva,

þik vilk fregna,

unz ’s alkunna,

vilk ęnn vita,

hvęrr mun Baldri

at bana verða,

ok Óðins son

aldri ræna?

---

unz: i A, har vist absorberet et e(s) verb., der må tilföjes, da alkunna kun kan være adj., »indtil det hele er mig bekendt«.

---

9.

Hǫðr berr hóvan

hróðrbaðm þinig,

hann mun Baldri

at bana verða,

ok Óðins son

aldri ræna;

nauðug sagðak,

nú munk þęgja.

---

berr: af bera (aldeles ikke af bęrja). — hróðrbaðm: navnkundigt træ, hermed kan kun misteltenen menes, jfr. męiðr i Vsp. 32. — þinig: derhen, ɔ: til tinget, hvor man skød på Balder. — hann: ɔ: Hǫðr. — mun o. s. v.: viser klart, at hróðrbaðmr: må være misteltenen.

---

Ó. kv. 10.

Þęgjat vǫlva,

þik vilk fregna,

unz ’s alkunna,

vilk ęnn vita,

hvęrr mun hęipt Hęði

hęfnt of vinna,

eða Baldrs bana

á bál vega?

---

hęipt: er noget tvivlsomt m. h. t. opfattelse; rimeligst er at forstå ordet som dativ, ‘i el. på grund af forbitrelse’, ɔ: over Balders død.

---

11.

Rindr berr Vála

í vestrsǫlum,

sá mun Óðins sonr *

einnættr vega, *

hǫnd of þværat

né hǫfuð kęmbir,

áðr á bál of berr

Baldrs andskota;

nauðug sagðak,

nú munk þęgja.

---

Rindr: Saxos Rinda Ruthenorum regis filia. Da Rutenerne (ɔ: Russerne) er i østen, er der her en modsætning til Saxo, da Rind bor »i vestersale«, dette næppe et egennavn. Dette er det eneste sted, hvor noget i mytologien henlægges til vesten. — Vála: ordet mangler i A ved linjeskifte; er avlet for at udføre denne ene handling, at hævne Balder. Navnet menes at bet. ‘den lille vane’ (af Vanila), hvilket ikke tör betegnes som sikkert. — L. 3-4 beror måske på indskud; l. 3-6 findes i Vsp. v. 32-33, men er der lånt herfra.

---

Ó. kv. 12.

Þęgjat vǫlva,

þik vilk fregna,

unz ’s alkunna,

vilk ęnn vita,

hvęrjar ro męyjar,

es at muni gráta

ok á himin verpa

halsaskautum?

---

męyjar: hermed antages bølgerne at menes, der græder over ‘den elskede’ (at muni, acc. pl., om en enkelt person, Balder) og »som kaster hals-skøder, ɔ: bølgetoppene, op mod himlen«; at der er tale om bølgerne står i forb. med at Balder blev brændt i sit skib og dette så stødt ud i havet for at føres til hel. Om halsa og skaut indeholder hentydning til de med disse ord betegnede skibsdele, er usikkert, umuligt er det ikke. Disse linjer forbliver dunkle, da der utvivlsomt mangler noget her i digtet. Det givne spörsmål kan ikke tænkes at have bevirket, at völven genkendte Odin.

---

13.

Estat Vegtamr,

sem ek hugða,

hęldr est Óðinn,

aldinn gautr.

Ó. kv.

Estat vǫlva

né vís kona,

hęldr est þriggja

þursa móðir.

---

ek: stærkt betonet.

---

14.

Hęim ríð Óðinn

ok hróðigr ves,

svá komið manna

męirr aptr á vit,

es lauss Loki

líðr ór bǫndum

ok ragna rǫk

rjúfęndr koma.

---

komið: sål. bör vel komit i A forstås, plur. f. sing. — manna: her tænkes nærmest på guderne. — es lauss o. s. v.: ser ud som om völven betragter ragnarok umiddelbart forestående. — ragna rǫk rjúfęndr: er vanskeligt; ragnarǫk kan være nom., subj. til koma, da er rjúfęndr prædikativt, som ‘ødelægger’. Det kan også være acc., obj. til rjúfęndr, ‘de som tilintetgör gudernes liv og skæbne’; dette passer som parallel til Loki. Ingen af opfattelserne er dog fuldt naturlig. Turde man indsætte í foran ragna rǫk (Bugge) bliver det hele simpelt nok; da er rjúfęndr (absolut) guderne ødelæggende, hvad dog ikke kan siges at være helt tilfredsstillende.

---