Beretning om Danernes færd til det hellige land

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Krøniker fra Valdemarstiden



Beretning om Danernes færd til det hellige land



Oversat af Jørgen Olrik,
Krøniker fra Valdemarstiden
Kjøbenhavn.


Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse
1900-1901





Blandt de få sammenhængende historiske skildringer fra Valdemarstiden indtager nærværende lille skrift, skønt langtfra betydeligt, en hæderlig plads ved sin ret livlige og anskuelige skildring af nogle danske (og norske) stormænds korstog til det hellige land 1191—92. Det tilhører kun i uegentlig forstand den danske litteratur, da dets forfatter utvivlsomt har været norsk af fødsel; stednavnenes former er nemlig norske, og to ordsprog, som forfatteren anfører på sit eget modersmål, viser udpræget norsk sprogform[1]. Men da skriftet væsentlig behandler danske mænds bedrifter og skæbne og tillige synes affattet for en dansk læsekres, er det her medoptaget blandt de danske krøniker fra Valdemars-tiden.

Øverst: Jesus i Jerusalem, ødeleggelsen av templet. Midten: Halshugging av jøder. Nederst: Erobringen av Jerusalem. Bildet er påbegynt i England omkring 1200 og ferdigstilt i Spania i det 14. århundre.

Forfatterens personlighed er ukendt; han kalder sig selv kannik broder X., og han ytrer et steds i skriftet, at han har opholdt sig en tidlang i Tunsberg, hvor der fandtes et til den hellige Olaf indviet Præmonstratenserkloster. At forfatteren har opholdt sig længere tid i Danmark, synes utvivlsomt, men noget nøjere vides ikke herom; når han kalder den før 1179 afgåede bisp Toke af Børglum for "herre bispen", synes heri at ligge en vis antydning af tilknytning til kapitlet i Børglum, hvis kanniker også levede efter Præmonstratensernes regel; det ligger da nær at opfatte ham som Præmonstratenserkannik, der en tid har været knyttet til Tunsberg, en tid til Børglum kapitel. — At skriftet er affattet for danske læsere, synes utvivlsomt: det begynder med at skildre, hvorledes det pavelige budskab om Jerusalems fald forkyndes i julen 1187—88 ved Knud Valdemarsøns hof, og hvorledes en del danske stormænd tager korset ved denne lejlighed; derimod høres der intet om togets norske deltager, stormanden Ulf af Loufnes, før han støder til de danske korsfareres skare, og efter at han atter er bleven skilt fra disse, erfarer vi slet intet om hans videre skæbne. Blandt de danske korsfarere synes forfatteren at have stået i et særligt forhold til stormanden Sven Thorkilsøn, hvis færd han dvæler særlig udførligt ved; det er dog måske ikke så meget Sven Thorkilsøn selv som en boglærd hærmand i hans følge ved navn Matthæus, han har stået i et fortroligt forhold til. — Også oplysningerne om forholdene i de norske byer synes at være skrevne for ikke-norske læsere.

Forfatteren omtaler i sin fortale, at han har skrevet på de hjemvendte korsfareres opfordring; men som sin hovedkilde og som den mand, hvem skriftets tilblivelse egentlig skyldtes, nævner han en hr. K., hvem han omtaler med stor ærbødighed, og som værket er dediceret til, men hvis personlighed uheldigvis ikke kendes. Skriftet er vel næppe affattet synderlig længe efter korsfarernes hjemkomst; men noget ydre middel til bestemt at datere det findes ikke.

At en norsk forfatter opholder sig længere tid i Danmark og skriver et væsentlig på danske læsere beregnet skrift, er i og for sig ejendommeligt, men ingenlunde uforklarligt, i betragtning af, at skriftet er affattet på kong Sverres tid. Denne mærkelige mands uforsonlige kamp mod stormændene og ganske særlig mod præstevælden drev nemlig mange af Norges højeste gejstlige i landflygtighed ned til Danmark, hvor bl. a. også ærkebisp Erik af Nidaros fandt en venlig modtagelse hos Absalon. Det er ikke usandsynligt, at vor forfatter har hørt til disse, så meget mere, som den tale, han lægger Esbern Snare i munden, synes kendelig påvirket af den daværende danske historieskrivnings hovedtanke: at mindet om fædrenes storværk maner nutiden til ved stolte bedrifter at træde i fortidens fodspor — en tanke, der utvivlsomt væsentlig udgik fra Absalon og hans kres. Trods sin præstelige stilling synes forfatteren imidlertid ikke at dele de fleste høje norske gejstliges had til kong Sverre, hvem han omtaler i forholdsvis anerkendende udtryk.

Forfatterens stil ligner i høj grad de samtidige krønikeskriveres, særlig Sven Aggesøns; den er livlig og malende, men tillige ordrig og svulstig. Hans fortale vrimler — ligesom Sven Aggesøns — af overdrevent beskedne undskyldninger for, at han i sin uværdighed har vovet at påtage sig et så betydningsfuldt forfatterarbejde: han har (ganske som Sven Aggesøn) blot villet bevare et godt æmne til udarbejdelse i en mere sirlig stil for en mere veltalende efterfølger o.s.v. Også de noget svulstige retoriske udgydelser om syndens forfærdelige tiltagen og verdens nærforestående undergang er kendte fra Sven Aggesøn; dog er det jo nok muligt, at han, når han dadler den herskende simoni i hårde ord, har særlig norske forhold for øje. Hans stilistiske forbilleder er åbenbart lignende som Sven Aggesøns og Sakses; han citerer Vergils hyrdedigte og Juvenals satirer og viser således sin klassiske dannelse; sin teologiske viden lægger han på en ejendommelig måde for dagen ved en vis forkærlighed for "åndelige" bibelfortolkninger, som ved deres søgthed falder i det latterlige for nutiden.

Forfatteren tager, som nævnt, sit udgangspunkt i det pavelige budskab om Jerusalems fald 3. Okt. 1187 og det dermed følgende korstogsopråb. Efter denne begyndelse skulde man vente, at han vilde give en fuldstændig fremstilling af de danskes deltagelse i det såkaldte tredje korstog, der blev frugten af de pavelige opfordringer; men denne gives ikke. Det vides nemlig fra andre kilder, at en del Daner sluttede sig til den fra Nordtysklands havne 1189 udgående flåde, der anførtes af Flamlænderen Jakob af Avesnes. Disse omtales slet ikke af forfatteren, hvis plan åbenbart blot er at skildre enkelte navngivne stormænds korstog, der først kom afsted 1191. Af dette tog gives en i det hele livfuld skildring; dog er der betydelig forskel på dennes første og senere afsnit; fortællingen om det egentlige korstog efter udfarten fra Bergen er i forhold til den foregående beretning mærkværdig blottet for enkeltheder, skønt ordrig nok, og på et sådant hovedpunkt som selve besøget i det hellige land — for ikke at tale om færden frem og tilbage — overmåde kortfattet. Det synes da, at forfatteren, der åbenbart ikke selv har været med på korstoget, befinder sig bedst, når han har hjemlig grund under fødderne.

Det nu tabte håndskrift af krøniken opdagedes i begyndelsen af 17. årh. i Lübeck af den lærde Kirchmann. Dette håndskrift indeholdt desuden en på Latin affattet Norges-krønike, skrevet mellem årene 1177—1180, hvis forfatter i krønikens titel kaldes Theodoricus monachus (munk)[2] . Mellem dette skrift og vor krønike findes en ikke ringe stilistisk lighed, og dette i forbindelse med den fælles håndskriftlige overlevering har ført til den antagelse, at de skulde være skrevne af samme forfatter[3] . De stilistiske ligheder synes dog ikke større end f. eks. mellem vor krønike og Sven Aggesøns Danmarkshistorie; og det synes tvivlsomt, om den mand, der i titlen på sit skrift kaldes "Theodoricus monachus", i et senere skrift skulde have betegnet sig selv som "kannik, broder X". Heller ikke under forudsætning af Theodoricus 9 identitet med bisp Tore af Hamar[4] synes sandsynligheden at tale for de to skrifters fælles udspring.

Håndskriftet udgaves første gang af den nævnte Kirch-manns sønnesøn (Amsterdam 1684); senere udgaves vor krønike i Scriptores rerum Danicarum V, 341 ff. eften en afskrift i den Arnemagnæanske håndskriftsamling på Universitetsbiblioteket (98 fol.). Skriftet er tidligere oversat (i noget forkortet skikkelse) af Odin Wolff i Journal for Politik, Natur- og Menneskekundskab I 43 fif. (Kbhvn. 1802) og rigelig benyttet i Nyerup, Hist.-stat. Skildr. I 140 fif. — For nærværende oversættelse er udgaven i Ser. rer. Dan. lagt til grund; dog er forordet, som ikke indeholder andet end fraser, sprunget over.


__________


Tilegnelse


Den ærværdige og elskelige herre K. hilses af kannik broder X. med den underdanighed, som i alle dele skyldes ham[5]. Megen gavn har det været mig til, må jeg tilstå, at have opnået eders bekendtskab og at nyde eders attråværdige samtale, der for min følelse smager bedre end honning og biværk, fordi den både ved sin sødme glæder ørets sans og ved sin store opbyggelighed opflammer det indre menneske til at gå frem på dydens bane. Blandt de øvrige udtalelser af eders honningmund har I da nu også givet mig meddelelse om dem, der, opildnede af troens glød, for nogle år siden fra vore lande[6] ikke uden fare for deres liv fòr til Jerusalem. For at nu deres bedrifter kunde nå til efterverdenens kundskab med den hæder, de fortjener, har I villet pålægge og overdrage mig, så blottet for viden og talegaver jeg end var, at jeg med pennens hjælp skulde give en skildring deraf med så stor omhu som jeg formåede. Men det mægtige æmne ligger rigtignok ved sin storhed og højhed langt over min ringe begavelses små kræfter, ja endog kyndige mænds flid magter det næppe. Ikke des mindre vil jeg lægge hånd på værket, idet jeg sætter min lid til den mands myndighed, der foreskriver mig det[7], ti jeg vover ikke at afslå, hvad eders kærlighed måtte byde mig. Dog sætter jeg forud det vilkår, at jeg ikke med alle mine fejl må stilles blot for mine avindsmænds bid, og at alt det plumpe eller uordnede, som en dadlesyg dommers hånd måtte finde i skriftet, ikke må skrives på min dristige indbildskheds regning, men derimod tilskrives den mands bud, der har foreskrevet mig det.


KAPITEL 1
Forfatteren klager over sine samtidiges
mangfoldige fejl og synder


Nu, da verden går sin undergang imøde, tager onderne stærkt til i tal, så at Herrens usvigelige sandsagn bekræftes, dér hvor han siger: Folk skal rejse sig mod folk, og rige hæve sig over rige[8]. Ikke blot i fjerne egne, nej, også i vort hjemlige sambo er det tydeligt, at Guds dom nærmer sig, idet al fred er svunden. Ti det kendes jo klart, at fader holder ikke søn tro og love, så lidt som datter overfor moder bevarer den naturlige gensidige hengivenhed. For at altså verdens synd kan få sin straf nu, da dens ende stunder til, blandes den, som den vel har fortjent, med mange hånde bespottelser. Ti der gives ikke længere nogen persons anseelse eller ærbødighed for de forskellige aldere; der er heller intet køn og ingen stand, uden at de jo alle, så vidt de ævner, stræber efter at handle mod Guds bud. Af kærlighed til Gud er der endelig intet spor tilbage; sandheden er rejst bort, fjernt fra denne verden, for aldrig mere at vende tilbage; syndelysten er taget voldsomt til i styrke, medens al undseelse er svunden; og tværtimod den første tavles andet bud, hvori Gud har befalet mennesket at elske sin næste som sig selv, vender menneskene sig til den modsatte side og rejser sig mod hverandre i had og ondskab. Kyskhed har intet hjem; nej, utugten hersker og har udgydt sit smuds overalt og dermed tilsølet og besmittet næsten hele menneskeslægtens vrimmel. Guds præster besudles af den vanærende simoni[9] , og den hellige tros renhed plumres ved vildfarelsernes ugudelighed[10] . Dog! Hvorfor skulde jeg bruge mange ord og fjerne mig bort fra mit egentlige forehavende? Jeg kan jo i korthed ved et ord af profeten godtgøre, at hele Kristi legeme, det er: kirken, er fordærvet og besmittet. Profeten siger: Det ganske hoved er sløvt, og det ganske hjærte er sygt, fra fodsål lige til isse er der ikke sundhed i det[11] .


KAPITEL 2
For den almindelige overtrædelses skyld er
Guds stad Jerusalem i hedningers vold,
og dens indbyggere dræbte eller førte i fangenskab


Da således alle raser i ugudelighed, rammes vi alle på en måde af en almindelig straf. Ti hvad der før var en fælles ære, hæder og pryd for alle, det er nu — hvis da ikke Guds kraft råder bod derpå — blevet til en evig skændsel for hver enkelt mand, fordi det for vore synders skyld er adsplittet og lagt øde. Hin sørgelige begivenhed, en utålelig skamplet for kristenheden, som det smerter os er hændet i vore dage, har bragt uro i alle kristentroendes hjærter: at nemlig Jerusalem, den kristne gudsdyrkelses ophav og Guds enbårne søns fødestavn, den by, som ved Jesu Kristi nærværelse som menneske og ved glansen af de undere, han gjorde, var mere hellig og berømt end alle andre steder og strålede i langt mere fremragende ophøjethed — at dette Jerusalem nu besudles ved hedningernes bebyggelse, medens dets folk er udjaget eller rettere myrdet — det folk, hvis herre er dets Gud, det folk, som han har udvalgt sig til sin hellige arv[12] . Kort sagt, hin spådomsord af David, hvori der blander sig sorg og klage, ser vi nu er gået i opfyldelse, ja værre endda end ordet lyder, når vi læser: "De har besudlet dit hellige tempel o.s.v.[13] . Også Jeremias' klager passer på nutiden, når han siger: "Sions gader sørger, fordi der ikke er nogen, der kommer til højtid"[14]. Hvem bliver da ikke, var han end så hård som sten, rystet i sit hjærtes grundvold, når han hører dette, så at han må bryde ud i gråd og hulken? Dengang nu disse ulykker tog deres begyndelse, så at den hellige stad forrådtes, tog troløsheden sit udgangspunkt fra dens egne borgere; thi ingen fjende er værre end en fjende i ens eget hus[15] . Men hvad der skete midt i verden, det kunde ikke med det samme forblive skjult for verden. Ti den ugudelige ildebrands flamme væltede det gruelige rygtes røg ud over alle riger og lande trindt omkring, og på engang blev alt det bekendt for den romerske stol[16] , hvad hedningernes tapperhed i landene hinsides havet arbejdede på imod den af Gud indstiftede gudsdyrkelse. Hvad andet skulde da legemets hoved gøre, nu da de skønneste lemmer var afskårne[17], end søge et heldbringende lægemiddel?


KAPITEL 3
Den herre pavens brev til alle konger og fyrster trindt om
på jordens kres om Jerusalems riges nød


Straks kaldte han sit råd sammen og besluttede at skikke sendefærd ud til alle verdens egne med dette budskab, idet han til dem alle skrev en klagesang, hvis ord var af omtrent dette indhold[18]:

Gregorius, Guds tjeneres tjener[19], sender alle riger og konger og rigernes stormænd tilligemed de folk, de styrer, sin hilsen og apostoliske velsignelse.

Da den guddommelige langmodighed har sat mig, skønt målløs og mindre agtpågivende, til vægter på sit hus, for at jeg, hvis jeg ser fjenden storme frem og komme over Herrens befæstede stad, ikke skal høre op med at råbe — efter hint profetiske ord: "Lad ikke af med at råbe!"[20] — så vil jeg nu, stedt i vånde, i min sjæls bitre sorg, tilskyndet af smertens knugende nød, udråbe et budskab, som vil volde dem, der hører det, umådelig kummer; ja, mens jeg skrev dette mit brev, plettedes bladet af mine tårers strøm, som dryppede ned derpå. Ti det svigelige rygte har meldt os, at den guddommelige klarheds åsyn har vendt sig til vrede overfor den hellige stad Jerusalem og Jesu Kristi fødeland. Ej med urette. Ti på hvilket punkt har ikke menneskenes ondskab fortørnet den guddommelige nåde? Ja, den almene overtrædelse har fortjent at rammes af en almen revselse i så høj grad, at den ofte nævnte hellige stad med nedreven mur og besudlede gudshuse, medens indbyggerne er førte i fængsel og død, er i hænderne på urene[21] folkefærd, uden at nogen længere rører en hånd derimod.

Allerede tager hin gamle Nabuzardan[22] 3 ikke i betænkning på de styrtede altres plads at opføre sin vanhelligelses køkken. Nu har han jo menneskekød nok at koge, slagtet ved hans overvættes grumhed; ti der fandtes ingen, der kunde jorde de hellige, hvis blod er blevet udgydt i Jerusalems omegn. Lad da hele jorden høre det; lad alle dens beboere, jordfødte væsener og menneskesønner, rige og fattige, alle tilhobe, høre det; lad dem sørge paa Kristi vegne og huske, at de er i gæld til ham for deres forløsning, og lad dem ikke tåle, at Kristi forhånelse længe forbliver uhævnet. Ham, som for at genløse os uden tøven gav sig hen til døden, ja til korsets død, just ham bør vi til gengæld tage til forbillede og ikke betænke os på at give vort liv hen for Kristus; ti den, der sætter sit eget liv højere end Kristus, er ikke Kristus værd[23] .

Dette og meget andet indeholdt den apostoliske skrivelse, opmuntrende hver og en, styrkende alle.

Men lad os nu vende vor hånd til at skrive om det, som vi har hørt skete i Danmark i denne sørgelige anledning.


KAPITEL 4
Kong Knud, der holdt hof i Odense tilligemed alle
bisper og rigets stormænd, blev ved rygtet om Jerusalems riges
ødelæggelse grebet af ynk og sorg


Danernes konge, den berømmelige og ædle Knud, søn af kong Valdemar, havde ved Kristi fødselsfests højtid taget ophold i Odense og hertil sammenkaldt sit hof, idet han bød alle sit riges stormænd, nemlig bisper og tjenestemænd og i det hele alle forfarne mænd at give møde i den nævnte by uden nogen som helst undskyldning eller nogen som helst tøven, da han just vilde forhandle med angående nogle anliggender, der optog ham; ti intet sted på jorden er der mangel på besværende plager, nej, tværtimod: de vokser stedse og breder sig, når de ikke rykkes op[24].

Da indfandt der sig pludselig sendebud, sendte umiddelbart fra det apostoliske sæde, der i alles forsamling meldte om det, som vi ovenfor har omtalt. Da kongen og alle de tilstedeværende hørte dette, brød de ud i gråd og suk; de forstummede alle ganske, og ingen formåede at give budbringerne noget svar, overvældede, som de alle var, af den store sorg. Endelig kom de til sig selv igen; de åndede atter op og brød tavsheden; ti således plejer det jo gerne at gå, når man hører en usædvanlig nyhed om vigtige ting. Men hvem af dem, der skulde svare på dette så overvældende og så sørgelige budskab, kunde de ikke ret udfinde, før de fik opmuntret og bestyrket hverandre gensidig.


KAPITEL 5
Esbern, ærkebiskop Absalons broder, opildner flere
til at drage til Jerusalem ved at fremdrage fædrenes
hædersgerninger og bedrifter


Se, da rejste sig en mand, ved navn Esbern, ærkebiskop Absalons broder, en mand, der ejede stort snille og meget gods, og som man meget yndede at høre tale i kongens og stormændenes kres; han betænkte, at der her var en god lejlighed til at udtale, hvad der kunde sætte sig virkningsfuldt fast i alles sind, rejste sig, fik uden vanskelighed ordet og begyndte sin tale således[25]:

"For den apostoliske skrivelse med hans højhed pavens budskab bøjer vi os i ærbødighed, som sig hør og bør; men det bud, den med sørgeligt klagemål bringer om Jesu Kristi forhånelse, får alle deres hjærter, som elsker Kristus, til at stivne i forfærdelse. Ikke des mindre bringer, som sømmeligt er, den hele kristenhed sin fader en velfortjent tak for hans omsorg; ti ligesom i menneskets legeme hovedet er sæde for forstand og kundskab, således kan vi ikke tvivle på, at der også i vor hellige moder kirkens hoved, det er hos den apostoliske fader, findes alle visdomsråd samlede. Alt, hvad altså den guddommelige nåde værdiges at åbenbare for hans visdom, må ligesom ledes fra hovedet ud til lemmerne[26] , for at vi kan fortjene at opnå del i velsignelsen. Dette må være tilstrækkeligt svar til hans bud; men lad os nu, kære venner, vende vor tale til os selv og formane hverandre. Vore fædre, der levede i fordums dage, kendte med rette bedre tider: frugtbarhedens og fredens tider; ti hos dem mødtes retfærd og sandhed med hinanden. Men i de dage, der nu ruller hen, er det svig og vold, der styrer rigerne. Smigrere og hyklere lægger deres kvælende arme om kongernes og rigets stormænds hals; og ved deres hjælp forskaffer man sig alle embeder, efter satirikerens bevingede ord:


'Hvad stormændene ikke giver, det vil nok en gøgler give[27] .


Men den, der for sin dyds skyld holder sig for god til at lyve og bedrage, han vinder sig ikke blot ingen gunst, men han udsætter sig endog for at sønderrives af skumleres bid. Lad os da snarlig forlade alt, hvad vi ved overvejelse finder er ondt og stridende mod dyden; lad os kaste skam og skændsel fra os og efterligne vore henfarne fædre. Er der vel noget rige, er der noget land, som ikke taler højt om de gamle Daners ærefulde sejre? Spørger du Grækenland, så vil det råbe, at det er vore landsmænds mod, der værner om det[28] ; spørg, om du vil, Lombardiet, og straks vil det ved selve sit navns ejendommelighed ikke kunne dølge, at det er undertvunget af vore landsmænd. Ti dets folk kaldes, som alle véd, Longobarder, det er: langskægge, fordi gammel sæd og skik hos os, dengang vi overvandt dem som løver, bød at gå med langt skæg. Denne vor fædrene skik optog de, og besad derefter navnet med arveret; og således ses, at også Romernes tapperhed har måttet skælve af rædsel for vort folk[29]. Lad os over Normandiet, som vi har hærget, vende tilbage til England og Norge, og lad os så i kresløbet atter gå tilbage mod Øst og nævne Finner og Sember[30] og ikke glemme noget af Vendland, lige fra den grænse, som kaldes Hel, til den udstrakte ødemark, der ligger mellem Vendland, Holsten og Danmark[31]. Således har de med vild dristighed flakket rundt næsten over hele jordens krés og lagt alt under deres herredømme. Og alle disse frygtelige farer, ja mangefold truende død, har de udstået ikke af hensyn til den guddommelige religion, nej for at øge deres ry, og således har de vundet sig et evigt navns hæder. Lad os da ikke være menneskehedens udskud[32] eller lade en sådan plet sætte sig paa den ære, vi har opnået[33] ; nej, lad os opgive borgertvist og styrte os i større og nyttigere kampe; måske venter der os da en berømmelig sejr over voldsherskeren. Ti Guds domme er som en stor afgrund[34], og selv om det er skjult for menneskene i deres blindhed, så er det dog ikke dunkelt for det guddommelige forsyns erkendelse, hvilken udgang denne guds tålmodighed tilsidst vil få. Lad os da være med i de helliges lod og fælles med dem om møjen; og lad den, der ikke har noget kraftigt legeme, hjælpe de stridende med gods og fæ, for at også de kan få del i lønnen, når de ikke giver de andre noget efter i hellig iver."

Således lød denne mands ord til folket[35].


KAPITEL 6
Femten ædelinge forsikrede først under ed,
at de vilde være med til den nævnte færd; men ved den
gamle fjendes anslag afstod de alle på fem nær fra deres forehavende


Efter at mødet omsider var sluttet, samledes nogle få mænd, femten i tallet, hvis hjærter Gud særlig havde rørt, for i en fortroligere samtale at drøfte, på hvilken måde og ad hvilken vej de i gerning kunde føre den tanke ud i livet, som de i sindet havde undfanget. Men sagen var vanskelig og krævede dyb rådslagning og store hjælpekilder; ti de kunde intet udrette for sig alene, men kun når de var væbnede med en stor hærskare. De besluttede da at lade dette deres løfte forkynde trindt omkring på tinge og omtales i kirkerne, for at det, som hidtil kun få havde hørt, ved at udråbes offentlig også kunde komme for mængdens øren. Og således skete det også; den frugtbringende sæd blev udstrøet på Guds ager, og mangfoldige blev de, som i hellig fromhed med mandig fasthed gjorde det hellige forsæt til deres eget; ti Himmeriges rige tages med vold, og med voldelig hånd river man det til sig[36].

De ovennævnte femten mænd, der syntes at kappes om, hvem der kunde vise den mest glødende iver for dette foretagende, tog da den beslutning, at der skulde bygges vikingeskibe for dem til at sejle på, sådanne skibe, som vi kalder snækker[37] , hvis størrelse og faste bygning gjorde dem vel skikkede til at medføre levnedsmidler, og som tillige ved håndværkernes omhu tømredes så stærkt sammen, at de uanfægtede kunde modstå vindenes barskhed og bølgernes voldsomme anfald. Heller ikke mener jeg at burde forbigå dette i tavshed, at de førnævnte femten mænd bekræftede deres højtideligt aflagte hellige løfte ved at give hinanden indbyrdes deres edelige ord og tilsagn derpå. Men den gamle fjendes ondskab, der altid ligger på lur efter de gode gerninger, for at de kan forspildes, vilde ikke tåle, at den så vise plan i sin helhed skulde nå frem til gavnlig udførelse. Han så nemlig, kan jeg tænke, med sin naturlige skarpsindighed, som han ikke har mistet ved sin fordærvede naturs fald, at det muligvis kunde blive til gavn, hvis dette påbegyndte foretagende fuldendtes. Han skilte dem derfor langt fra hverandre indbyrdes, fik nogle af dem til at bryde deres givne ord og gå bort for aldrig mere at vende tilbage, og andre, der dog for så vidt følte sig bundne ved løftet, at de ikke vilde gøre noget sligt, lagde han hindringer i vejen. Men de, der i sjælen havde fået denne dydens kraft, der er indblæst fra Gud, holdt med troskab fast ved det salige løfte uden at ænse, at de nu var blevne færre i tal, end de før var; de opmuntrede gensidig hverandre, og ligesom få korn af den gode sæd, såede på frugtbar ager, begyndte de atter at vokse og blive mangfoldige, og Gud gav vækst dertil; ti hverken den, der planter, eller den, der vander, udretter stort, når ikke Gud giver vækst[38]. Det var kun fem mænd af de femten, der ikke slap deres vedholdenhed ved løftet, men hurtig lagde hånd på den aftalte skibsudrustning, og disses navne er følgende:

Agge, søn af Stig Hvide, der var modnest af alder og derfor også ved sit råds myndighed gjaldt for den første[39]. Den anden hed Alexander og var ærkebisp Absalons søstersøn[40] . Disse forenedes i stalbroderskab og fællesskab om alt og arbejdede sammen på et skibs udrustning. Den tredjes navn var Åge, der i lige grad udmærkede sig ved kækhed og høj byrd; han var nemlig søstersøn af den ærværdige mand biskop Toke[41]. Han higede fremfor alle med glødende iver og længsel efter at gennemføre den fattede plan og aflod ikke med, ligesom en slibesten, at hvæsse og ægge alle, hvem han kunde. Han knyttede til sig en meget virksom fælle ved navn Skore, hvem han også gav part med i det skib, han selv havde bygget. Fremdeles var der en lige så højbåren mand, Peder, Hvide-Palnes søn, rig på gods og fæ i overflod; han vides at have været ene om at arbejde på sit skibs bygning[42]. Også Sven Thorkilsøn var en af dem; han valgte Matthæus, en ædelbåren boglærd mand, men dog hærmand, til at følge sig på færden og dele møje med ham[43] .

Disse ere de tapre og hæderkronede mænd, som Herren i sin uskrømtede kærlighed har udvalgt; deres navne skal leve i bestandig ære og har fortjent en evig løn; ti de har vist sig ikke blot som guddoms-ordets hørere, men også som dets gørere[44], og ligesom Abraham tøvede de ikke med at drage ud fra Ur i Kaldæernes land[45] for at gøre sig fortjente til at se det forjættede land, der flyder med mælk og honning.

Jeg tror, at det ikke står tilstrækkelig klart for alle, hvorfor hint land kaldes det forjættede, eller hvad det betyder, at det land flyder med mælk og honning; ti det ejer jo dog ikke bække med mælk og honning[46] . Gud lovede landet til fædrene, der flakkede rundt i fremmede egne, og ved det land forstodes jomfru Maria, der fødte Jesus Kristus, Gud og menneske på engang. Mælken, der jo trykkes ud af kødet, er et sindbillede på Kristi menneskelige skikkelse; men ved navnet honning, der jo stammer fra himlens dug, betegnes hans indre guddommelige sødme. Det forjættede land flyder altså med mælk og honning, det er: jomfru Maria føder Gudmennesket. — Men hvor langt fra æmnet lader jeg pennen føre mig hen? Gold er dog ikke denne afbrydelse af fortællingen; nej, her plukkes og perses en liflig frugt, der kan kvæge ved sin vellugt og søde smag. Dog, jeg vil ikke under min nuværende beskæftigelse[47] give mig til at udforske hemmelighederne[48], men hellere lade talen vende tilbage til at fortælle, hvad der endnu står tilbage.


KAPITEL 7
Da hine gik om bord og hejsede sejl, bød frænder
og venner dem farvel og bad Gud om, at han både
på ud- og hjemfarten vilde bevare mænd og skibe hele og uskadte


De førnævnte mænd vedblev også fremdeles ihærdigt at udføre deres gerning; de samlede sammen alt, hvad der hørte til skibes udstyr, alle redskaber, der krævedes til en længere rejse, samt forråd af levnedsmidler, og lod det altsammen bringe ned til kysten; de bød alle deres kære farvel og fulgtes under sorg og stor klage på vej af deres kære hustruer, sønner, døtre, nære slægt, frænder og venner, der ledsagede dem helt ned til skibenes ankerplads. Såsnart de mærkede, at den ønskede gode bør blæste, hejsede de sejl for vinden, anbefalede deres færd til det guddommelige forsyns omsorg og lod i en frydesang deres fromme følelser stige op til himlens højde. Men de andre, der havde fulgt deres kære til skibs, vendte med sorg tilbage til deres eget og bestormede den guddommelige barmhjærtigheds øren, at dog Guds nåde vilde værdiges at føre dem og skærme dem med englefølge og lade dem vende hjem i glæde. Hine derimod glider for en gunstig bør i flyvende fart af sted til det fjordindløb, som hedder Hals, hvor de kastede anker og gjorde deres første ophold[49]. Her optager de tillige i flåden dem af deres fæller, der kom dem imøde fra Skåne, nemlig Agge og Alexander, der, som vi ovenfor har nævnt, vare i fællig sammen og delte al møje med hinanden. Efter her at have holdt råd om, hvad vej de skulde tage, trak de hastigt ankrene op fra dybet og hejsede straks derpå sejlene op, og af en mildt blæsende søndenvinds blide pust føres de bort fra kysten og pløjer således havets bølger henover de brede farvande, indtil de med jævn fart nåede den ø, som hedder Læsø[50]. Her overnattede de og døjede — ikke uden fare — vindenes voldsomhed: vandene brusede, og afgrundene oprørtes, så at de med nød og næppe uden at lide skibbrud nåede ud i rum sø, og i stærkere fart skød den furende køl gennem de skummende bølgers høje toppe; nogle skibe blev læk, så at vandet i masse flød ind i bunden på dem og truede dem med dødens fare. Endelig nåede de Norges land og lagde til ved rigernes grænse[51] mellem skær og rev; her fandt de ved Ekerei en ret rolig havn og bandt skibene fast med tove[52].


KAPITEL 8
Om floden Elf og om Ulf fra Loufnes og hans fæller


Hine steders beliggenhed beskriver vi således: Når man kommer ude fra havet, møder man en stor flod, der hedder Elf[53] ; og hvor den strømmer ud i havet, sender den en arm ud på hver side af øen Hising og omgiver således denne; på sin højre Side er den befolket med Gøter[54] og Daner, medens dens venstre side siges alene at fostre Nordmænd[55] . Denne flod skiller rigerne ad; dens vand har en behagelig smag, og den giver en stor overflod af gode fisk til bordet. Omtrent tre mil fra det sted, hvor de havde fortøjet skibene, ligger på flodens bred en lille by ved navn Konung-hella[56]. Her fik Danerne til fæller i deres færd og foretagende henved to hundrede Nordmænd, som den berømmelige og statelige Ulf af Loufnes stod i spidsen for, en mand, der var fuldt udlært i vedvarende krigsfærd og såre rask til våbenkamp; han vidste også god besked med havnene, var søkyndig og i besiddelse af en prøvet sømandsdygtighed[57]. I disse egne er nemlig farvandet snævert og sejladsen vanskelig på grund af skjulte skær, der overskylles af vandet; og derfor gøres det her behov at have en kyndig og snild lods, der forstår at undgå skibbrud. Han glædede sig såre, da han fik efterretning om sine stalbrødres ankomst. Han havde nemlig opholdt sig en rum tid i den førnævnte by og ventede med stor længsel at se dem; og straks da han så deres bud, ilede han hurtig hen for at aflægge dem et besøg, og efter at have udvekslet hilsener med dem indbød han dem ærbødigt og med hæder til at træde i hans tjeneste[58]. Han henvendte sig også med særlig opmærksomhed til hver enkelt af høvdingerne, og efter at have betragtet skibenes udrustning ilede han glad tilbage til sit eget, idet han med stor artighed og hæder førte sine stalbrødre hjem med sig, ikke som ukendte fremmede, men som landsmænd og husfæller af samme stand som han selv, og hædrede dem med gaver og andre opmærksomheder. Den næste dag drog han så, rejsefærdig og fuldt udrustet, ned til dem og gjorde sig med ønsker om lykke til deres ledsager og fører på færden. Af de mænd, som fulgte ham selv, fordelte han dem, der ansås for særlig kyndige og velbekendte med de skjulte skærs beliggenhed, rundt på de enkelte skibe, for at sejladsen kunde gå sikkert, når således omhyggelige forsigtighedsregler toges. Og en gunstig bør stod dem straks bi, ja, den hæftig blæsende vind fremskyndede deres fart næsten over ævne. Dog kastedes Peders skib ved uforsigtighed ind på et rev, blev næsten sønderslået og kom kun med nød og næppe atter flot, idet det ved rejsefællernes møje og snille blev halet tilbage. Af den grund blev den før nævnte Ulf af Loufnes grebet af stor forbitrelse mod den mand, som han havde sat til lods på skibet, og vilde til straf have lemlæstet eller hængt ham, hvis ikke Danernes forbøn havde forsvaret ham. — Da endelig denne hindring var ryddet af vejen, løb de afsted for gunstig bør på sædvanlig vis, indtil de lod sejlene falde ved byen Tunsberg[59] . Nogle af dem bandt nu skibstovene til bryggerne i byens umiddelbare nærhed, medens andre vel kastede anker, men dog lå og flød et stykke fra byen, fordi de ønskede at være fri for at komme ind i den ubehagelige trængsel af skibe, der strømmede derindtil.


KAPITEL 9
Tunsberg og dets beliggenhed


Dette steds beliggenhed er jeg så meget mere i stand til at give et tydeligt billede af, som jeg har opholdt mig dér i længere tid og har lært at kende såvel indbyggernes sæder som stedernes vekslende udseende. Det vidtstrakte hav skyder sig her ind i en bred fjord, der i mange bugtninger skiller en række øer fra fastlandet; af disse er der en ved navn Niotarei[60], der strækker sig hen på langs lige ud for staden og ved sin beliggenhed danner en havn for byen. Denne, der er opført på strandbredden, har brygger for indkommende fartøjer. Der er dér en stor overflod på havfisk, men der er mangel på fersk vand. Staden er meget folkerig om sommeren på grund af den mængde skibe, der fra alle lande stævner derhen. Den har hæderlige borgere af begge køn, der udmærker sig ved gavmildhed og rigelig almisseuddeling; men lastefuld drukkenskab og hyppig rus bringer ufred i bordfællers samfund og tilskynder endog til at udgyde menneskers blod[61] . Et bjærg knejser højt tæt ved byen, med stejle skrænter på alle sider, ligesom en vældig stærk borg, og tilsteder intet steds adgang undtagen ad en eneste sti, som er anlagt, ved menneskeligt snille; spærres den, kan man med lethed hindre fjender adgang. Vidt synlig oppe på dets top ligger der en skønt bygget kirke, indviet til den hellige Mikaels ære; den underholder med sit tilliggende kanniker af Præmonstratenser-ordenen, der opholder sig i samme by[62]. Fremdeles ligger der en slette udstrakt ved bjærgets fod, såre yndig med duftende blomster, og byder en fortrinlig plads til at bygge eller istandsætte skibe på. I denne stad gjorde altså de berømmelige mænd, hvis bedrifter jeg overgiver til mindet, et ophold, hvorunder de istandsatte deres skibe og ligesom afstivede dem fra nyt af; ti en stor og overmåde farefuld færd stod endnu tilbage.


KAPITEL 10
Fra Tunsberg sejlede de videre og lagde til ved
øerne Seleyjar[63] for der at forhandle om det fælles foretagende


Medens dette gik for sig, drog nogle mænd af dem i selskab med nogle af Ulfs fæller hastig hen til Norges konge Sverre, som just dengang opholdt sig i Oslo, der er en meget velhavende og folkerig by, den tredjeypperste i hele riget[64] . De bragte ham hilsen og meddelte ham grunden til deres komme, for at de ikke skulde blive beskyldte for at have en eller anden svig i sinde[65]. De modtoges af ham med glæde og vendte straks derefter tilbage igen, medbringende til deres stalbrødre kongens gunst og nåde samt ønsker om held og lykke. Efter at have modtaget den kongelige hilsen rustede disse sig nu fra dag til dag til rejsefærden; de indkøbte alt fornødent, og så snart de fik en gunstig og blid bør, drog de videre under Ulfs anførsel. De nedtagne sejl hejses i vejret, rebene strammes, presenningerne løsnes, og således svulmer det bugnende sejl for vinden, som fylder det og i herlig fart fører de rejsefærdige videre. Her kunde man have set hele sværmen fra byen komme styrtende frem fra alle sider ligesom for at se på et hidtil uset skue, og under fremsigelse af bønner ønske dem en lykkelig rejse under engles ledsagelse. Men da de var forsvundne for tilskuernes øjne, lå havets svælg åbent for dem, og snart voksede bølgen højere og stejlere ved vindenes stød og ramte de hastig fremilende med sine skummende vande. Endelig kom de til nogle øer, som vi kalder Seleir[66] ; her lagde de skibsredskaberne ned, surrede tovene, gjorde skibene fast og trak dem på land. Efter møje er jo hvile særlig kær, og den kvægende søvn er en lindring, som er skænket den menneskelige natur. Men den følgende dag stævnes de alle sammen for at forhandle om det fælles foretagende, "om de nemlig fra dette sted, når de lykkelig fik gunstig bør, rask skulde styre ud i rum sø, eller om de skulde sejle til Bergen. Men medens mængden, delt i partier, stredes frem og tilbage herom, fremførte Ulf som sit råd, at det vilde være nyttigst at oppebie kongens ankomst til Bergen, fordi kong Sverre ansås for at være en mand af dybe og vise råd, der havde læst meget i erfaringens bog. Fremdeles forsikrede den veltalende mand, at han vilde få flere fæller med derfra, og at han ikke vilde skilles fra sin herres åsyn som en flygtning, der uden tilladelse sneg sig bort[67] . Det var da for denne gang Husais råd, der sejrede over Achitofels[68]; og da god lejlighed tilbød sig til at drage videre, gled de på den rappe køl på sædvanlig vis henover det skummende dybs rygge, løb øerne forbi og sejlede i hastig fart om kysternes forbjærge, lige indtil de umiddelbart ved staden, i mængdens påsyn, lagde stavnene til bryggerne. Straks møder dem her rappe mænd med reb, som efter landets skik førte skibene hen til et passende bryggeleje og efter sømmelig skik og brug hurtig dækkede dem til.


KAPITEL 11
Om byen Bergen og om de uroligheder, som Danerne voldte dér


Denne stad nyder fremragende ære og anseelse dér i landet; den smykkes af en kongeborg og prydes af de hellige jomfruers helgenlevninger; ophøjet hviler dér i domkirken den hellige Sunnivas hele legeme[69]. Byen er overmåde folkerig; den rummer klostre med gudfrygtige mænd og kvinder[70] , er rig og har overflod på meget gods, og af tørfisk, som hedder skreid, er der en så stor mængde, at det overskrider ethvert mål og tal[71]. Der er stor tilstrømning af skibe og folk allevegnefra: Islændere, Grønlændere, Englændere, Tyske, Daner, Sveer, Gotlændere og mange andre folkeslag, som det vilde tage for lang tid at opregne, kan man finde dér, hvis man vil forske efter[72]. Der er stor overflod af vin, honning, hvede, gode klæder, sølv og alle andre sager, der er tilfals; og af alle varer finder livlig udveksling sted[73] . Men i alle dette riges byer er almindelig udbredt en indgroet lastefuld vane, nemlig et uafbrudt fylderi, som hyppig volder, at fredspagter brydes, og nu og da driver selv sagtmodige mennesker til skændig grumhed; og misgerninger regnes dér for løjer. Også har denne umådelighed i at fylde sig med drik det til følge, at borgere og fremmede i vinrusens vildskab griber til våben og indlader sig i forbryderske kampe med hverandre, og de bekymrer sig ikke om at holde deres ryggesløse hænder borte fra at udgyde uskyldiges blod; og derfor vil man i disse egne finde flere fordømmelige gerninger end nogetsteds ellers på jorden; end ikke, hvis man drog til hedningernes land, vilde man finde magen dertil[74]. Af denne tøjlesløshed lod nu nogle af Danernes skare sig rive med, idet de havde mistet sans og samling ved de natlige drikkelag, de havde hengivet sig til; de yppede da kiv med Nordmændene, og det gik så vidt, at næsten hele borgerskabet greb til våben og hastig flokkede sig sammen. Det er jo nemlig ikke alle, der gør sig fortjente til samme eller lige store nådegaver, skønt de er udsprungne af én rod. Hvis derfor ikke berømmelige mænd, der ilede til fra begge sider, med visdom havde afbrudt striden, vilde rusen og vildskaben have voldt stort mandefald. Så snart det var blevet morgen, kaldtes forstandige og sindige mænd sammen, der skulde gøre ende på den ufred, der var opstået mellem borgerne og de fremmede. Og da disse nu afvejede skylden ligelig, kom de til den overbevisning, at Danerne i dette sammenstød havde forset sig mest, fordi de blev overbeviste om at have grebet højst uhøvisk fat på en meget fornem kvinde. Derfor slap de heller ikke fra retsstriden uden pengetab. I det hele ordnes jo intet i staten på gavnlig vis, når ikke visdommen har ledelsen af sagerne i sin hånd. På grund af dette gjorde de ofte nævnte Daner, grebne af misnøje, sig rede til at drage bort fra byen, efter at have fornyet deres skibes udrustning, for at der ikke, hvis striden atter blussede op, skulde kunne hænde dem noget værre.


KAPITEL 12
Hvordan Sverre udspejdede Danernes skibe og udrustning


Medens nu hine drog bort, blev Ulf tilbage i staden, meget utilfreds med, at kongens ankomst trak så længe ud; ti den årstid, da der var blid bør at få, svandt bort, og hård fare truede med at ville ledsage dem på hele færden. Ikke lang tid efter fik han dog sit inderlige ønske opfyldt: kong Sverre kom nemlig tilstede uventet, som det var hans skik, medens Danerne endnu lå tæt ved byen i den havn, som hedder Floruvåg[75] og ventede på ham. Han slog lejr tæt ved siden af dem, men dog i en anden havn; og i den følgende nat steg han som en videbegærlig spejder med kun to ledsagere ned i en båd og roede langsomt henimod dem for omhyggeligt at bese indretningen og udstyret hos hver især. Men hine, der på søfarendes vis holdt nattevagt på skibene, dels for at være beskyttede mod tyves anslag og røveres svigefulde angreb, dels også for de skiftende vindes skyld, så i nattens tætte mørke nogle mænd komme roende ganske stille i en båd, ligesom snigende sig frem på tyves vis; og da de ikke kunde ane, at det var kongen, der kom på den måde, begyndte de at håne dem med spottende tilråb og smæde dem med skældsord, idet de kaldte dem tyve. Men kongen tog det overmåde roligt og gav venlige svar på grovhederne, idet han vilde lægge en dæmper på deres uforstand der uden grund faldt over ham. Endelig vågnede nogle af søfolkene og vilde vide, hvad der gav anledning til al denne spot og latter, og da de så mærkede, at det var kongen, der var kommen, råbte de "hil" til ham. Men de, der før havde snakket løs i dumme skældsord, blev nu forlegne og lagde bånd på deres tunge og strube. Da nu kongen mærkede, at han var genkendt, trak han sig straks tilbage og skyndte sig den næste dag ind til byen.


KAPITEL 13
Simon Kåresøn havde med understøttelse af Sven
udgivet en dreng, som han førte med sig, for en søn
af kong Magnus og gjort oprør mod Sverre


For at jeg nu kan være i stand til med klare ord at gøre rede for, hvad jeg agter at fremstille, må jeg gå tilbage i tiden og begynde ved et tidligere udgangspunkt. Lang tid var, som vi véd, svundet hen, siden Norge, plaget af borgerkrig, stod på undergangens rand, idet både før og efter kong Magnus' død mange plager dukkede op i landet, fordi kong Sverre, der havde foruroliget den nysnævnte konge med idelige kampe og anslag og endelig besejret og fældet ham, var genstand for såre manges had, både udlændinges og indfødtes, så at man næsten kunde kalde ham en anden Ismael[76].

Mange ædelinge udjog han af hint rige, for så vidt han ikke lod dem dræbe, og blandt dem blev også en mand ved navn Simon Kåresøn, meget rig og ædelbåren, forjaget til Danmark[77]. Her blev han modtaget af en overmåde hæderlig mand ved navn Sven[78], og efter at have gjort ham delagtig i sine planer, forsøgte han at rejse kamp mod Sverre; men da han ikke havde nogen kongesøn, på hvem han kunde støtte sin sag, udgav de falskeligt en søn af en drejer, efter hvad man fortæller, for kong Magnus' barn. Denne dreng tog han med sig og forsøgte med en skare lejede krigsfolk at trænge ind i Norge; men kort efter faldt han i kamp mod bønderne tillige med sin kongesøn[79].


KAPITEL 14
Hvorledes den samme Sven, der for sin førnævnte
bedrift var Sverre forhadt, atter blev taget til nåde af ham


Denne Sven, som havde været i ledtog med den ovennævnte Simon i dette foretagende, var én af dem, der stod i spidsen for Danernes skare, og frygtede derfor meget mødet med kong Sverre. Han kaldte derfor sine fortroligste venner sammen, nemlig Ulf og nogle andre høvdinger i sit følge, og begyndte at tale med dem om, hvordan han skulde kunne stemme kongen nådig og mild, efter at han således havde forbrudt sig imod ham og krænket ham. Disse besluttede da at søge foretræde hos kongen for at lægge et godt ord ind for ham, om så lykken vilde være dem huld. De går og vender tilbage medbringende den ønskede fred: intet er mere hædrende for høvdingen end mildhed. Den følgende dag fremstiller han sig så selv for kongens åsyn; han modtages med kys, men kongen tiltaler ham dog med disse ord: "Jeg kan ikke forstå, min brave mand — da jeg dog aldrig nogensinde har tilføjet dig noget ondt eller krænket nogen af dine i ord eller gerning — hvorfor du da uden grund har villet fare så grumt frem mod mig, der intet havde forbrudt, så at du endog har pønset på at bringe mit liv og mit kongedømme i fare. Vi tvivler ikke på, at du véd, at du må være ansvarlig for alle de mænds død, der faldt på Simons side. Men fordi den uforlignelige guddommelige godhed, som aldrig kan slippe sin nåde, har ledet dig, skønt uværdig, fra den fuldbragte synd til angeren, så tilgiver også vi dig; ti du har forset dig mere mod Herrens end mod vor højhed. Dog vilde vi måske, hvis du ikke var kommen til os, have tænkt på hævn over dig[80].

Efter disse ord lovpriste han i en lang tale mændenes forsæt, rådede til enighed og opmuntrede til tålmod, eftersom Moses i loven har foreskrevet, at ved brændoffer skal man ofre dyrets stjert, hvad der betegner det gode værks fuldendelse[81] . Også hedder det i evangeliet: Men hvo som holder ud indtil enden, han skal frelses[82]. Mangt og meget af denne art belærte den veltalende mand dem om[83]. Han rådede dem også til at lægge vejen om ad Ørkenøerne for at overvintre der, da sommeren nu var gået; men dette råd tiltalte ikke mængden[84]. Da mødet var forbi, viste han dem kongelig gavmildhed ved at skænke dem rigelige gaver. Og af de fødemidler, som der på disse steder er overflod af, tilstod han alle i fællesskab så meget smør, at der tilfaldt hvert enkelt skib 50 måder. Efter så forrettet sag fik de orlov, sendtes med fredskys tilbage til deres sted og ventede sig intet ondt af kongens vrede, som var blusset op overfor Sven, da han syntes at omfatte netop ham med næsten større varme end de andre.


KAPITEL 15
Danerne sejler ud til havets indløb og venter på Ulf


Den førnævnte Ulf kaldte nu sine fæller sammen, efter hvis vilje overledelsen førtes[85], og forhandlede med dem om rejsens gang, og på hvilket sted de bedst kunde oppebie hans ankomst. Han beklagede nemlig, at han var optaget af et hverv fra kongen og holdtes tilbage af tvingende forretninger, der ikke ret vilde få den ønskede fremgang for ham[86]. Imidlertid bevægede Gud krigerskaren, der var bestemt på at gå i strid, til at sejle ud lige til det store havs indløb og der lægge til ved en ø, som de kalder Stolm[87]; og således gjorde de da også. Så lå de og ventede — men, som det siden viste sig, uden den fornødne tålmodighed : — at deres rejsefæller skulde komme, idet disse jo på grund af gammel erfaring fra deres stadige sejladser var sikrede mod sørejsens farer[88]. Her tilbragte disse mænd, som var fulde af brændende iver, en uge og derover, ikke uden uenighed, der, om jeg så må sige, var af hellig og gudfrygtig art;[89] nogle var nemlig ivrige for, at man skulde skynde sig af sted, medens omvendt andre besindigt og velovervejet bekæmpede dette, for at de ikke uden forsynlig ledelse skulde kaste sig ud på denne besværlige rejse ligesom med uvaskede hænder[90], en rejse over et stort og vidtstrakt hav, der rummede utalligt kryb; og den ovennævnte fører[91] tøvede med at skynde sig så stærkt han kunde.


KAPITEL 16
Kun Sven med sine sømænd venter på Ulf,
medens de andre ikke fandt sig i længere tøven


Da der endelig fra Nordøst blæste en gunstig, men lidet blid og stormfuldt fremfarende bør, skyndte mængden på i sin tåbelighed og fandt sig ikke i længere tøven, og den store hob besluttede hastigt at gøre skibene sejlklare. Sven søgte vel med al den kunst, han kunde opbyde, at holde sine fæller tilbage, men udrettede intet. Han sagde nemlig, at han anså sig for bundet i lige grad til alle fællerne ved sin ed; han skyldte Ulf med samt hans Nordmænd en lige så urokkelig troskab som sine landsmænd og vilde derfor vedholdende oppebie deres ankomst. Således gjorde han også; og medens altså hans stalbrødre drog bort, blev Sven alene selv tilbage med sine søfolk, indtil de oft-nævnte rejsefæller viste sig. Hvilken stor glæde oplivede da ikke hans sind! Hvem kan ikke se for sine øjne, hvor hastigt og ivrigt han iler dem imøde, så at man snarere skulde tro, at han flyver end løber, fordi han havde gjort sig fortjent til at glædes ved at se dem og tale med dem. Han udbrød straks i følgende ord, hvori sorgen og glæden blandede sig:


KAPITEL 17
Om Ulfs ankomst og hans råd


"Kæreste venner, I er nu lykkeligvis komne og har bragt trøst til os, som allerede var ved at opgive håbet. Velan, lad os da nu skynde os, lad ingen tøven holde os tilbage fra at søge gensyn med vore brødre, som den gunstige vind og det store havs udstrakte vidder har unddraget fra vore øjne. Vi har jo anset det for vor pligt at støtte os til eders skarpsindigheds råd og hellere at følge Eder som anførere end dumdristigt at drage i forvejen. Lad da nu eders svorne, trofasthed i overholdelsen af eders løfte svare til vor troskab, for at der ikke skal vederfares så kække mænd, hvad ingen har ventet sig, at I nemlig skulde vove at bryde det givne løftes hellighed." På disse og lignende udtalelser fra Svens side skal Ulf have givet følgende svar: "Berømmelige mænd, det er efter vor mening ikke tilbørligt at fremskynde dette af Gud os indblæste foretagende ved uforstandigt råd, men vi anser det for rigtigt at overveje det med såre stor og sindig omtanke; ti sagen er vanskelig og kræver en dybere betragtning. Når vi nemlig har tøvet med at komme, så er grunden dertil ikke, som I nævnte, den, at vi vilde svigte den faste vedholden ved vort løfte, enten af frygt, eller fordi vi fortrød det; men det er, fordi vi anser det for givet, at det ligger over menneskers kræfter at kæmpe mod vindenes magt og havets vælde. Ti alene Guds kraft mildner vindene og stiller havene, så at man kan gå tørskoet over[92]. Og ganske vist tager heller ikke det hos os gængse ordsprog fejl, som lyder: biðendr byr eigo en bráðlr andróðr[93]. For at imidlertid ingen beskyldning for frygt eller ladhed skal plette os, så lad os mod forstandens råd strenge os an, for at vi kan opnå at trøste de mænd, hvem vi så ivrig tragter efter at indhente."


KAPITEL 18
Hvorledes Ulf, skønt Sven sejlede i forvejen,
fulgte efter ad en genvej og nåede til den attråede kyst


Efter at have hørt dette, løste altså Sven med sine mænd hastigt tovene og lagde ud fra kysten, medens Ulf derimod endnu blev tilbage for, som han tænkte, at vente lidt[94] . Det var nemlig om Onsdagen, i den tredje time på dagen, tror jeg, at Sven med sit eget skib alene, men fulgt af Guds blik fra det høje, lagde ud af havnen og sejlede ud på det svulmende havs vidtstrakte dyb, hvor han hverken kunde se dem, han havde efterladt, eller opdage noget spor af dem, som var dragne i forvejen, og som han med utrolig længsel higede efter at nå. Den ovennævnte Ulf derimod vilde vel ikke pludselig bryde op fra pladsen og følge tæt efter dem, men skyndte sig dog for at komme i følge med dem, da han var en mand, der forstod sig på vind og vove; han styrede derfor ad en ligere vej og skød således genvej, medens han ikke fulgte hine, der, som han indså, flakkede rundt ad omveje. Men han blev af den samme vind, som jog dem af sted, ført til den attråede kyst[95]. Heraf ses, hvor megen betydning — næst Guds nådige hjælp — menneskesnillete arbejde har. Lad os imidlertid vende tilbage til at fremstille, hvad vi er begyndte på, om det end sker med en grov pen og uden velordnet ordfølge.


KAPITEL 19
Hvorledes den samme Sven hele natten igennem
måtte døje frygteligt af havets vilde rasen


Sven, der jo, som vi ovenfor har omtalt, var ladt ene tilbage af Danerne og heller ikke fulgtes med Nordmændene, tog sig nu for med en dristighed, der var mere forvoven end besindig, at sejle over det så at sige uendelige hav. I følgeskab med ham var, som ovenfor er berettet, en ædelbåren hærmand, oplært i boglig viden og snild i tale, ved navn Matthæus, der nød stor yndest i omgangen med hans mænd. Han trådte frem midt iblandt dem for at styrke mændenes mod ved lærdommens ord og fremstillede som forbilleder for dem de hellige, der for Kristi navns skyld led forskelligartede pinsler, idet nogle af dem blev jagne i landflygtighed, andre, som apostelen siger, stenede, gennemskårne, ihjelslagne med sværd[96] . Og da han så var færdig med sin tale, hvori han på åndelig vis opmuntrede tilhørernes sjæle til tålmod og vedholden ved det gode forsæt tilføjede han denne formaning, som kunde synes nødvendig, når det gjaldt om at vare sig for truende dødsfare: at de nemlig skulde være årvågne of raske og uforfærdet udholde alt, hvad der muligvis kunde vederfares dem.

De rullende vover svulmede højt for vindenes voldsomme stød, så at bølgen endog stundom, når den tårnede sig op, formørkede solen, og bølgetoppene så næsten ud som bjærgtinder, der ragede højt op mod himlen. — Da denne dag så var til ende, hang der over dem en usædvanlig mørk og uhyggelig nat, hvis skue i forbindelse med stormens vældige brag indgød dem rædsel for død. Hvor trygt, hvor dejligt var der dog ikke paa landjorden; fastr er á foldo fótr[97], men på søen glider den og vakler. Ti fra alle sider styrtede vandet ind i skibet med larm, fugerne gav sig, og natten forløb uden søvn på grund af den overhængende store fare og det brydsomme slid, idet de var nødte til skiftevis at øse hele natten igennem for ikke at gå under. De kække og raske mænd gjorde alt, hvad de kunde, for at ikke ved forsømmelighed det hårdt medtagne skib stundom skulde få vindens voldsomhed at kæmpe imod; det gik nemlig ikke an at bøje af fra kursen til nogen side, men de kunde alene stævne fremefter[98] . Hele havets overflade havde tilmed også præget af et frygteligt sydende bål. Selvfølgelig længtes de efter, at dagens lys måtte komme; ti det tætte mørke trak på en ledsom måde natten længere ud for dem.

På himlens opklarede åsyn strålede da omsider den lyse morgenrøde frem, og dens velkomne lysskær oplivede ikke blot deres øjne, men også deres sjæle. Grebne af pludselig begærlighed efter at vide, hvorhen de i den sorte nat var blevne tumlede, og om de var ved at indhente deres fæller, som var dragne i forvejen, eller ikke, sendte de en iblandt dem, der udmærkede sig ved lethed og behændighed, op i mastetoppen for at spejde efter stalbrødrenes skare, om den fandtes; og ude på bølgerne ses nu de at være de forreste, som havde været de sidste til at lægge ud fra kysten. Nu sagtnedes også vejrets voldsomhed; det blev noget mildere og lovede således dem, der næsten havde opgivet håbet, at deres liv for denne gang skulde blive sparet.


KAPITEL 20
Hvorledes de om Fredagen led skibbrud og gik under


Endelig om Torsdagen klarede det op, og den længe ønskede lysning brød frem[99] ; og skønt solen endnu skjultes bag skyer, rødnede den dog med livsalig varme i deres hjærter og forjog allerede for en stor del deres angst for den truende død, fordi de også havde genfundet dem i nogenlunde god behold, hvis tab de allerede havde sørget over; og den dag trøstede de hverandre ved det gensidige skue.

Men da dagen stundede mod aften, steg uvejrets rasen til endnu større voldsomhed end sædvanlig og oprørte havet lige fra grunden, så at de mistede alt håb om at redde livet; de kastede alt hvad de ejede, overbord og tænkte blot på, om de ikke muligvis ved at ofre deres ejendele kunde købe deres liv. Men da de så den stærke storm, frygtede de såre, og da omsider hele skibet skiltes ad i sine bestanddele, råbte de og sagde: "Herre, frels os, vi forgår!"[100] Men da dødens stund var dem nær, og de ikke havde håb om at undslippe noget steds hen, opmuntrede de fast og uforfærdet hverandre til, at de, der efter guddommelig tilskyndelse havde indladt sig på denne færd, ingenlunde måtte frygte for mandig at dø undervejs for Kristi skyld.

Endnu denne nat kæmpede de, halvt sunkne, som de var, med dødsangsten, og idet de under denne lidelsens vægt ventede på den dag og time, der er helliget Kristi lidelse[101], udsonede de, som vi fast tror, ved dette den rædsomme døds offer, som de bragte, alt, hvad de i dette skrøbelige jordeliv havde syndet mod Guds bud. Hvem vil nogensinde med fortjent berømmelse kunne lovprise disse menneskers, ja, om jeg så må sige, disse martyrers død? Deres lidelse var så langvarig, så rædselsfuld, at alene betragtningen af den er som en begyndelse til døden; ti ikke én, men hundrede gange var de ved at blive kvalte, og de fik en forsmag på dødens bitterhed, lige så ofte som de rallede, opslugte af bølgerne, så at det er på disses og lignendes vegne, profeten synes at have sukket i skriften, når han siger: jeg kom ud på havets dybder, og uvejret overskyllede mig[102]. Nogle af dem døde, knuste under skibets vragstumper; andre fik fat i en båd, men fyldte den over dens ævne, og således druknede de og betalte derved den død, de var skyldige, og fik til trøst et evigt liv. Amen.

Dette, som hidtil er sagt om disse, må nu være tilstrækkeligt.


KAPITEL 21
Hvorledes enkelte, der klamrede sig fast
til bjælker og vragstumper, blev kastede ind til land


Nu mener jeg ikke at burde tie om de mænd af den selvsamme skare, som reddedes nådigt af Guds vidunderlige magt til hans navns ære. Hildede i den samme fare gjorde de sig ved utrolig lidelse fortjente til at få deres liv forlænget. De svømmede nemlig mellem bølgerne på fiskes vis, sankede bjælkestumperne sammen og snørede dem med reb fast til hverandre, idet de altså, så godt de kunde det, dannede sig en art tømmerflåde, hvorpå de ynkeligt søgte at beskærme sig mod bølgernes anfald. På denne sprang henved tredive mænd op, som på denne måde kæmpede for at bevare livet. Vidunderlige, men sande ting kan berettes om disse mænd, ting, som næsten synes at stride mod al fornuft; ti ganske vist vilde bølgerne have opslugt dem, hvis de ikke ved et Guds under var blevne frelste. Lige fra Fredag til Tirsdag pintes de nemlig af sult, tørst, kulde og søvnløshed, og nogle bukkede også under og døde i Herren; men andre bandt sig fast på pletten for ikke at styrte ned i dybet — ti de havde mistet al følelse — indtil de ved Guds førelse kastedes ind på en kyst og halvdøde blev optagne af indbyggerne der i landet[103]. Af disse var der nogle, der ydede de hårdt medtagne folk menneskekærlig hjælp, medens andre var af så stor grusomhed, at de ikke gøs tilbage for at udslukke det stakkels liv, som Kristus havde holdt sin hånd over mellem tusinde dødsfarer[104]. Men dyden lukkede dog lasten ude, og kærligheden overvandt grumheden. Hvor forbavsende er ikke Guds almagts værker i denne hans verden, og alle lovprises de med rette! Dog er der særlig nogle, der just på grund af deres større sjældenhed må kaldes så meget desto mere vidunderlige, og som han har forbeholdt sig at åbenbare til forskellige tider. Hvad jeg mest skal beundre, véd jeg ikke ret, enten det, at havet under bølgerne har frembudt en tør vej[105] , eller det, at der har åbnet sig en vej i selve bølgerne uden noget skibs hjælp. Hint gamle hebræiske folk, der var særlig udvalgt af Gud, gik på tørre fødder over mellem det røde havs bølger, der på vidunderlig måde skiltes ad, dengang det, forløst af den ægyptiske trældom, skulde tage det forjættede land i besiddelse som sin arvelod. Men dette vort eget folk, der med bistand af Kristi nåde vilde udfri det selvsamme land af Kaldæernes vold[106], gjorde sig fortjent til i fem dage og ligeså mange nætter at nå frem over verdenshavets bølger, skønt de havde mistet det fartøj, de satte deres lid til.


KAPITEL 22
Hvorledes de andre, vel mod deres vilje, men dog
med skibene i behold, om end med tab af deres
ejendele, landede i Frisland, hvor de efterlod skibene,
og over land drog til Venedig


Lad os nu atter vende tilbage til hine, som læseren vil finde omtalte ovenfor[107] . Disse var vel stedte i en lignende fare, men det gik dem ganske anderledes: de måtte, skønt de forblev indesluttede indenfor skibenes hegn, dog kaste al deres ejendom over bord og prise sig lykkelige ved, at de,- om end med lidelse, havde reddet livet. Dog var der nogle enkelte af dem, der fik en så heldig sejlads, at de slet intet mistede af deres ejendele, og deres skibe holdt sig uskadte. Disse stod med from iver deres fæller bi, aflod ikke fra at søge efter de savnede, der endnu var i live, indtil de fandt dem, og dem, de fandt, optog de med kærlighed hos sig. Og endelig genoplivede de hin gamle sæd fra oldkirkens tider, at alle ting skulle være fælles for dem, alt efter som enhver trængte derfil. De, der frem for de øvrige viste denne menneskekærlighed, var de to ved gavmild vennesælhed udmærkede ædelinge: Agge Stigsøn og Åge, den herre bispens søstersøn; hertil kom også Alexander, der dog ikke uddelte med så rund en hånd, som han kunde; han var nemlig overmåde rig på gods. De øvrige stod derimod efter deres ringe evne og lejlighed deres brødre bi, eftersom der var mange, som havets og farens grumhed havde frataget alt. Endelig fik de da de skibe, der var blevne skånede, førte i havn (de havde nemlig, skønt mod deres vilje, måttet lande i Frisland) ved det sted og den by, som hedder Stafre[108]; og her holdt de rådslagning med hverandre om, hvorvidt de skulde forsøge at sejle videre på skibene. Dette havde også mange lyst til; men mængdens ønske var at foretage rejsen over land. Således trængte da dette råd igennem, da man mente at måtte føje flertallet. Skibene blev da solgte med alt deres udstyr samt de genstande, der ikke kunde føres med, hvorefter de sejlede op ad Rinen og nåede til Køln. Derfra drog de hastig videre fra stad til stad ad den almindelige vej, indtil de nåede Venedig[109].


KAPITEL 23
Om staden Venedig


Vidunderlige ting berettes om denne stad; den ligger i havet, er overmåde folkerig og meget mægtig på grund af sin krigsflåde, så at rygtet om dens magt endog når hinsides havet, helt over til Alexandria, og indjager alle skræk; den står heller ikke i mindre ry i Grækenland[110]; og trindt omkring hos de skrækslagne folk opkræver den skat, og ved at underlægge sig forskellige landsdele tvinger den dem til at yde sig tjenester, som de i og for sig ikke skylder[111] . Først i denne stad gjorde vore stormænd et kort ophold og udhvilede sig, for at de, når de igen var komne til kræfter efter deres møje, atter kunde blive stærke til at foretage den tilbagestående rejse. Det er jo nemlig ejendommeligt for vejfarende mænd, at de altid haster videre fremad og ikke giver sig tid til at hvile eller puste, førend de når derhen, hvorhen de stunder.


KAPITEL 24
Hvorledes de sejlede herfra og endelig, om end
med stor nød, landede i det hellige land


Efter at de altså havde skaffet alle fornødenheder, der skulde tages med på rejsen, til veje, gik de om bord for at sejle over Middelhavet. Men hvor stor deres møje og nød var, hvilket besvær de måtte døje af søfolkenes ugudelighed og sørøveres efterstræbelser, rent bortset fra vinterstormenes ulemper og havets farer, hvor hårdt de måtte lide under uvant sult, tørst og kulde; kort sagt: alt, hvad de udstod, inden de nåede den ønskede havn, ligger det over min ævne at fremstille med pennen. Hvor stor da glæden, hvor mangefold hjærtets jubel var ganske særlig hos vore rejsende, det viste de rigelige tårer, de udgød, da de først havde sat deres fod på det hellige lands jord og ikke længer mødte den mindste hindring, der kunde afholde dem fra at nyde de festlige glæder, de havde ønsket sig, og betræde de hellige steder, som deres hu inderlig stod til. Enhver kunde nemlig nu frit gå hen allevegne, hvorhen hans lyst og vilje ledte ham; ti hedninge[112] så vel som kristne havde gensidig sluttet den fasteste fredspagt[113] , og derfor ilede vore landsmænd tillidsfuldt frem. Nogle skød genvej over land, medens de skrøbelige og svage atter gik om bord og tyede til skibets hjælp, for at de, der var medtagne af svaghed og kraftesløshed, ad en kortere vej kunde nå landet[114].


KAPITEL 25
Hvorledes de kom til Jerusalem og ilede med at
betræde de hellige steder; og hvorledes nogle
lagde hjemvejen om ad Rom, andre over Konstantinopel.


Endelig kom de alle sammen til den hellige stad, som nu var i hedninges og billeddyrkeres vold; og i deres inderlige hjærtens rørelse overvældedes de af gråd og hulken, i særdeleshed de, der før havde set den på dens hæders og æres højeste tinde. Imidlertid fik de dog af hensyn til den udmærkede agtelse, freden nød, adgang til gravenes højhellige sted; men alt, hvad der tidligere havde fremkaldt andagtens følelse, forøgede nu, lige omvendt, smerten. Dér var fangne Kristi bekendere lagte i tunge lænker og pintes med uafladelig grumhed, belæssede som lastdyr, under stik og slag, hvad følgende klagesang over Jerusalem med sorg og jammer fremstiller for os[115]. — Efter at de altså havde tilbedt Kristi legemes hellige hvilested, dreves de straks bort udenfor murene og førtes hastig hen til Jesu dåbs hellige flod under hedningenes omhyggelige bevogtning. Her lærte de også af erfaring — men måtte dog undre sig derover — at den menneskelige skrøbelighed kan udholde så stor en mangel, jeg mener den, der forårsages af den uvante hede, det tørre klima og den brændende tørst, der skyldes drikkevandets sparsomhed, idet nogle få dråber vand må købes for høj pris[116]. De drog til deres bestemmelsessted og vendte så med tak til Gud for hans førelse fuldtallige tilbage til skibenes gamle ankerplads, nemlig til Accaron[117]. Her var deres trængsel og nød dog endnu ikke forbi; nej, en ny ulykkesstifter rejste sig imod dem og forsøgte at tage dem tilfange, just som de var blevne befriede fra skrækken. Der var nemlig opstået kiv mellem Grækere og Englændere, efter sigende på grund af en uret, som Englands konge havde tilføjet dem, der boede på Sicilien; og nu anså de disse mænd for at høre til Grækerne og vilde slæbe dem bort til døden[118] . Men da de fik sandheden at vide, holdt de dog op med forfølgelsens rasen, slap dem løs og lod dem vende tilbage til det sted, hvor de havde lagt deres gods i forvaring. — Efter nu at have opholdt sig en kort stund her, besluttede de sig til at vende hjem, fordi fredens ro[119] hindrede dem i at kæmpe; og fællerne skiltes da fra hverandre i to skarer, idet nogle besluttede at drage hjem ad den korteste vej: over Apulien og således lægge vejen om ad Rom for derfra at ile hjem til deres eget. De andre skyndte sig derimod at drage til Konstantinopel for at skue de helgeners ære, der dyrkes i denne stad. De modtoges med hæder af Grækenlands konge[120], der ved gaver og gæstebud bestræbte sig for at holde dem tilbage, så at de blev hos ham[121] ; men længsel efter deres hustruer og ligeså trofast kærlighed til deres børn foruden til alle andre frænder holdt dem fra at lade sig lokke af denne overtalelse. — At fremstille denne overmåde berømte stads besynderlige og overnaturlige vidundere i skrift har jeg derfor anset for overflødigt; dog er det mit ønske at melde om nogle af de ting, som støtter den fromme gudsdyrkelse, for at ikke alt skal lades fuldstændig uomtalt. For at det nu ikke skal synes urimeligt og utroligt, så må I vide, at det godtgøres ved øjenvidners vidnesbyrd[122] .


KAPITEL 26
Om den hellige Gudsmoders billede i Konstantinopel


Der holder man nemlig, som sig hør og bør, Guds-moders billede i den største ære. Dette findes på Grækernes vis malet med den skønneste udsmykning på en tavle; på deres sprog kalder de det Evdoxa, det vil sige den velberømte, men på folkemålet hedder det Eididera[123] . Hver dag, forsikrer de, føres det fra det ene kvarter i byen til det andet, ledsaget af utallige skarer af begge køn med røgelse, så at den brændende viraks røg ses hvirvle højt op i luften. På grund af dets hellighed betragtes det med frygtblandet ærbødighed, så at ingen, der elsker denne verden, drister sig til at bære det på sine arme; men man henter gudfrygtige mænd, der fører et eneboerliv, ud af deres celler til at bære det. Og om Tirsdagen i hver uge føres det i hele folkets påsyn rundt ved englekraft, idet det ligesom rives med af en hvirvelvind, og det drager da ham, der bærer det, rundt med sig i samme fart, så at det næsten synes at undgå tilskuernes blik ved sin vidunderlige fart, medens alle efter deres sæd slår sig for brystet og råber: Kyrie eleison, Christe eleison[124] . Stof er der ganske vist nok af til at berette mere; men for at ikke en langtrukken fremstilling skal kede læseren, foretrækker jeg at udelade det øvrige fremfor at fortælle det; ti stundom finder jo den menneskelige nysgerrighed mere behag i tant end i gudsfrygt.


KAPITEL 27
Hvorledes Danerne drog ud af Grækenland og
gennem Ungarn og Sachsen vendte tilbage til deres land


Da nu alt det var fuldført, for hvis skyld vore vejfarende var komne, drog de bort med hæder, idet kongens højfornemme hirdmænd, som kaldes Væringer, viste dem hyldest[125] , og de drog af sted forsynede med rigets segl. Det er nemlig ikke tilladt at drage ud af landet uden rejsepas, fordi udvejen går gennem stærkt befæstede stæder[126] . Efter nu at have kysset hirdmændene[127]til afsked, lader de Grækenland bag sig og betræder Ungarn. Her blev de ligeledes modtagne med hæder af konge og stormænd[128], og man tilstod dem gennemrejse til det sydlige Sachsen, så at de fra nu af i uhindret fart kunde vende hjem til deres land[129]


__________


Jeg frygter, højtelskede herre, at have mishaget eders øren ved overflødig snaksomhed; men når jeg ydmyg beder om tilgivelse, vil eders hellighed ikke vælge at nægte mig den.

Fodnoter

  1. Jfr. K. Kålund: Kan historia de profectione Danorum in terram sanctam regnes til Danmarks litteratur? i Aarb. f. nord. Oldk. 1896, s. 79.
  2. Angående håndskriftforholdene henvises til K. Kålunds ovenfor anførte afhandling.
  3. Munch, Norske Folks Hist. III 1039; Kålund anf. sted. 8
  4. L. Daae i Norsk hist. Tidsskr. 3. R. III 397.
  5. Om denne tilegnelse jævnfør indledningen.
  6. Udtrykket "vore lande" betegner sandsynligvis Danmark og Norge under ét; for en norskfødt forfatter, der skrev for en dansk læsekres, måtte dette udtryk falde ganske naturligt.
  7. Der sigtes til den ovennævnte hr. K.
  8. Matth. 24, 7. Luk. 21,10.
  9. Handel med kirkelige embeder. Ordet er dannet af navnet Simon i henhold til fortællingen i Apostlenes gem. 8,24 om Simon Mager, der for penge vilde købe håndspålæggelsens nådegave af apostlene. De strengt kirkelige forfattere i Middelalderen bruger iøvrigt ordet om al verdslig indblanding i kirkelige embeders besættelse.
  10. Der menes kætterier.
  11. Jesaias 1, 5—6.
  12. Jerusalem overgav sig 2. Okt. 1187 til sultan Saladin af Ægypten efter kun 12 dages belejring, efter at kong Guidos kristne hær var blevet overvundet ved Hittin (4. Juli). Uenighed i de kristnes rækker havde lettet Saladin sejren: Guidos modkonge Raimond havde udleveret ham byen Tiberias. Ikke blot Jerusalem, men også kystbyerne med undtagelse af Tyrus faldt i Saladins hænder.
  13. Salme 78,1.
  14. Jeremias klagesang 1,4.
  15. Hermed må forfatteren vistnok sigte til Raimonds ovenfor omtalte forræderi.
  16. Pavestolen.
  17. Der menes utvivlsomt, at ved Jerusalems fald mistede kirken et af sine skønneste lemmer.
  18. Da efterretningen kom til Rom, var Gregor VIII pave (21. Okt—17. Dec. 1187). I sin korte pavetid udsendte denne talrige opråb til Evropas fyrster. Det følgende brev må dog ikke opfattes som noget virkeligt pavebrev, men er en af forfatteren sammensat skrivelse, der blot i hovedtrækkene gengiver pavebrevenes tankegang.
  19. Således betegner paverne altid sig selv i deres skrivelser.
  20. Jesaias 58, 1.
  21. ikke kristne.
  22. Nabuzardan er navnet på Nebukadresars feltherre, der efter Jerusalems erobring 586 f. Kr. lagde byen øde og førte befolkningen bort i det babyloniske fangenskab; jfr. f. eks. Jeremias 39, 9 ff. — Her må utvivlsomt med dette udtryk sigtes til Saladin. Der spares ikke på stærke farver ved udmalingen af dennes grumhed; men dette er i høj grad overdrevet. I virkeligheden begik de kristne værre grusomheder i det hellige land end Muhamedanerne.
  23. Jfr. Matth. 10, 37-39.
  24. På Valdemarernes tid fik de fælles rigsmøder forøget betydning. De sammenkaldtes nu altid af kongen og bestod af rigets gejstlige og verdslige stormænd, hvis hovedmasse dannedes af herremandsklassen, "kongens mænd", der ved at stille sig i et personligt tjenesteforhold til kongen havde opnået frihed for ledingspligt. Til disse sigtes uden tvivl ved udtrykket "tjenestemænd", der dog også kan betegne kongens ombudsmænd. Med udtrykket "forfarne mænd" sigtes til stormandsklassen i almindelighed. Kongen kunde på disse møder forhandle med stormændene om vigtigere regerings-sager både angående indre og ydre forhold (på et møde, som Knud 1184 holdt på Samsø, forhandledes således både om vendiske forhold og om lovændringer). Disse møder havde dog endnu langtfra karakter af en fast institution. Ordet "hof" gled fra at betegne kongens omgivelser over til at betegne disse af kongen sammenkaldte rigsmøder (jævnfør det senere udtryk Danehof). — Det her omtalte møde må have fundet sted Julen 1187; grunden til dets sammenkaldelse kendes ikke.
  25. Esbern Snare må ved denne tid have været omtrent 60 år gammel. Det er ejendommeligt at se Absalons raske broder som en så ivrig talsmand for korstogstanken. Esbern var jo fra Vendertogene vant til kampen mod de vantro og delte utvivlsomt sin store broders kirkelige interesser.
  26. Tekstens barbam retter prof. Gertz til membra.
  27. Juvenals satirer 7, 90. Juvenal klager i denne satire over digternes kår; disse må endog fra skuespilleres og danseres hånd, men ikke fra stormændenes, modtage sådanne æresbevisninger som optagelse i ridderstanden.
  28. Der sigtes til den græske kejsers livvagt af nordiske krigere (Varanger, Væringer).
  29. Forklaringen af Longobardernavnet (der i en lignende skikkelse findes i Theodoriks Norgeskrønike) er vistnok rigtig. Longobardernes folkefærd, der 668 og følgende år erobrede det meste af Italien fra det græske kejserdømme, må oprindelig have haft bopæl ved Nedre-elben og være vandret ud derfra på den store folkevandrings tid. Det danske sagn, der lader dem udvandre fra selve Danmark, og som der her hentydes til, findes i fyldig skikkelse hos Sakse.
  30. Indbyggerne i Samland (Preussen).
  31. Hel (Heylo, Hella) er Vendlands østlige grænse og ligger i Vestpreussen; dets vestlige grænse var den store skov, som har givet Holsten dets navn, og som strakte sig både Nord og Syd for Ejderen og således fra gammel tid dannede den naturlige grænse mellem Danmark og Tyskland. — På Valdemarernes tid begyndtes forøvrigt fra tysk side et stort rydnings- og opdyrkningsarbejde i disse store skovstrækninger.
  32. 1. Korinth. 4, 13.
  33. Nemlig som kristne. Meningen er: vi har som kristne mennesker så meget mere grund til at kæmpe (til forsvar for vor tro), medens de gamle hedenske kæmper blot tragtede efter et berømmeligt navn og eftermæle. — En ganske tilsvarende tanke findes hos Sven Aggesøn.
  34. Salme 36, 7.
  35. Den tale, som her er lagt Esbern Snare i manden, er først og fremmest mærkelig ved sin nøje overensstemmelse med den åndsretning, der ligger til grund for den fædrelandske historieskrivning på Valdemarernes tid, som netop har sit udgangspunkt i beundringen for fædrenes storværker; jævnfør indledningen
  36. Matth. 11, 12. — Det vilde have været rimeligt, om forfatteren på dette sted havde omtalt danske korsfareres deltagelse i det fra Nordtysklands og Flanderns havne udgående korstog, der fandt sted 1189 under anførsel af Flamlænderen Jakob af Avesnes. Denne dansk-frisiske korshær, der sejlede vest om Evropa til det hellige land, udmærkede sig i høj grad ved Acres belejring; men dens tal smeltede efterhånden stærkt sammen under de idelige kampe; Jakob selv faldt, og ret mange Danske synes ikke at være vendt tilbage fra det hellige land. Grunden må vel være den, at der her ikke var tale om noget selvstændigt dansk foretagende, men de danske dannede kun en mindre bestanddel af den iøvrigt nordtysk-frisiske hær.
  37. Ordet snække kendes både fra dansk og norsk; det betegner et hurtigsejlende, temmelig let bygget skib, forholdsvis lavt over vandet ved siderne.
  38. 1. Korinth. 3, 7. — Forfatteren antyder kun her i almindelige udtryk vanskelighederne ved at få toget bragt i stand og samle de mange hoveder under én hat; i virkeligheden må der have ligget ukendte forhindringer og brydninger bag ved, da selv de fem, der holdt løftet, ikke kom afsted før i det fjerde år efter Jerusalems erobring (1191). En af de fem var i mellemtiden optagen af at understøtte norske oprørere mod kong Sverre (se nedenfor), men om de fire andres foretagender i mellemtiden vides intet. De fem mænd, som nævnes i det følgende, har utvivlsomt alle hørt til de ypperste slægter i Danmark.
  39. Stig Hvide var en mægtig jysk stormand, der faldt 1151 i slaget ved Viborg, kæmpende på Sven Grades side mod Knud Magnussøn. Præstestanden mindedes ham især som stifter af Essenbæk kloster ved Randers; men også digtningen beskæftigede sig meget med hans personlighed, og i folkeviser mindes han dels som den, der er sin konge tro indtil døden, dels som den rige høvding, der i sin pragtfulde gård holder sit glimrende bryllup med kongens søster. Han var virkelig gift med Knud Lavards datter Margrethe. Hans søn Agge, der nu tog korset, havde udmærket sig på Vendertogene ved sin tapperhed; på det af Kristoffer Valdemarsøn anførte tog 1170 var han og hans broder Niklas i følge Sakses fortælling de første til at bestige en borg ved Østersøen, og begge fik ved denne lejlighed sår i halsen. Agge omtales her i krøniken som en skånsk høvding.
  40. Alexanders forældre var en stormand i Midtsælland ved navn Peder og Absalons søster Ingefrid. Det var til dem, Absalon flygtede fra blodgildet i Roskilde, for derfra at ile videre til sin moders gård i Fjenneslev. Alexander dadles længere fremme for sin påholdenhed. Han omtales i Absalons testamente og må altså have levet endnu 1201; Absalon skænker ham sine brynjer og en sølvskål. Også Alexander nævnes i øvrigt hos Sakse, navnlig som fører for Sællændere og Skåninger under kampene ved Kammin i Pommern 1185.
  41. Toke var fra o. 1146 bisp i Børglum; det var ham, som 1167 anklagede Buris for landsforræderi, og han levede endnu 1176; men 1179 nævnes hans efterfølger Orner som tilstedeværende på Laterankonciliet. Den her nævnte Age er ikke kendt andenstedsfra.
  42. Hverken Skore eller Peder Palnesøn og hans fader kendes andenstedsfra.
  43. Sven Thorkilsøn havde året i forvejen understøttet det mod Sverre oprørske parti Varhelgerne, hvis fører Simon Kåresøn havde søgt tilflugt hos ham; men Varhelgerne blev slagne ved Bristein 1190, og Sven måtte flygte tilbage til Danmark. Se herom dette skrifts 13. kapitel.
  44. Jak. 1, 22.
  45. 1 Mos. 12, 4.
  46. Hvad der herefter følger, vedkommer ikke æmnet det ringeste, men er en prøve på den i Middelalderen meget yndede allegoriske bibelfortolkning, der lagde en "åndelig" betydning ind i bibelens ganske ligefremme fortællinger på en for nutiden næsten uforståelig vis.
  47. Nemlig at fortælle om korstoget.
  48. Nemlig sådanne teologiske mysterier som forholdet mellem det guddommelige og menneskelige i Kristi personlighed, hvad forfatteren lige har strejfet ind på.
  49. Hals er Limfjordens smalle østlige indløb. — Medens Agge og Alexander kommer fra Skåne og derfor først støder til de andre her, nævner forfatteren ikke, hvorfra de tre andre skibe er sejlede ud; men utvivlsomt må de være komne fra det vestligere Danmark.
  50. I teksten: Lesei (norsk form).
  51. Ved Gøtaelvens udløb grænsede de tre nordiske riger op til hinanden.
  52. Ekerei (nu Øckerø) vest for den store ø Hising i Gøtaelvens udløb.
  53. Gøtaelven.
  54. I teksten: Gauter (norsk form).
  55. Den store ø Hising i Gøtaelvens udløb var fra gammel tid delt i to herreder, hvoraf det vestre hørte til Norge, medens det østre ialfald fra 14 årh. regnedes til Sverige.
  56. Norsk form for Konghelle. Denne by, der her kaldes lille, havde tidligere været en meget anselig købstad, hvor købmænd fra hele Norden mødtes, og var endnu i 12. årh.s begyndelse i en blomstrende tilstand; den norske konge Sigurd Jorsalfarer byggede her en kongsgård og en kirke, hvis fornemste helligdom var en splint af Kristi kors, som Sigurd havde medbragt fra den græske kejser. Men kort efter (1135) blev byen erobret og ødelagt af en vendisk sørøverflåde, og den forvandt aldrig dette knæk.
  57. Laufnes er vistnok = Løvnæs, Halmø sogn, Naumdølafylke (N. Throndhjems amt). Ulf var en af kong Sverres tidligste trofaste tilhængere, der vistnok allerede 1178 havde sluttet sig til ham; han hørte til de raskeste krigere i kongens følge og havde fra 1181 sæde i kongens råd. Han var som mange af Sverres gamle tilhængere (Birkebeinerne) af lav byrd og kaldtes derfor af modstanderne med øgenavnet Thorparson (husmandssøn). Efter sin afgørende sejr over Magnus Erlingsøn har Sverre vistnok givet Ulf bestyrelsen af Rana-fylke (ved Gøtaelven), siden han på denne tid træffes som høvding i Konghelle. Når han har taget korset og truffet aftale om følgeskab med de danske korsfarere, fortæller forfatteren intet om; lige så lidt er det muligt at afgøre, om der kan have ligget politiske motiver bag ved hans tilslutning til disse danske korsfarere, der næppe kunde være Sverre særlig velsete, og blandt hvilke en lige i forvejen var optrådt som Sverres åbenlyse fjende. I hvert fald ses det af forfatterens følgende fremstilling, at Sverre så med noget mistænksomme blikke på den hele færd.
  58. Nemlig ved at tage ham til fører på korstoget. Når de danske stormænd stillede sig under Ulfs anførsel, har dette sikkert først og fremmest været, fordi de trængte til en sø-kyndig fører; det fremgår nemlig tydeligt af forfatterens skildringer, at Nordmændene har været Danerne ret overlegne i sømandsdygtighed.
  59. Tunsberg var fra Oldtiden en betydelig handelsplads ved Kristianiafjordens vestkyst; jævnfør ytringen nedenfor om den store trængsel af skibe ved byen. Dens beskrivelse meddeles i det følgende kapitel.
  60. Norsk navneform (nu Nøterø).
  61. Hermed må jævnføres forfatterens skildring af drukkenskaben i Bergen, hvor der var endnu større købstævne end i Tunsberg.
  62. Præmonstratenserklostret i Tunsberg var stiftet (vistnok efter 1168) direkte fra moderklostret Prémontré i Frankrige og indviet til den hellige Olaf; klosterbygningen lå nede i selve byen, medens den til klostret hørende Mikaelskirke, som forfatteren skildrer, lå på bjærget. På dette lå naturligvis tillige den kongelige borg. Forfatteren må uden tvivl under sit ophold i Tunsberg have været medlem af eller i al fald nøje knyttet til dette Præmonstratensersamfund.
  63. Norsk navneform (= Sæløerne); nu havnen Sælø nordvest for Lindesnæs.
  64. Oslo ved det inderste af Kristianiafjord var grundlagt af Harald Hårdråde og var den betydeligste by i det søndenfjældske Norge; når den kaldes den tredjeypperste by i hele riget, menes der, at Nidaros og Bergen gik foran den i rang.
  65. Dette viser tydeligt, at Sverre nærede mistanke om de danske korsfareres fredelige hensigter, siden disse følte sig opfordrede til at berolige ham.
  66. ɔ: Sæløerne, se ovenfor. — Ved ordet "vi" synes forfatteren udtrykkelig at betegne sig selv som Nordmand.
  67. Den tilsyneladende overflødige omvej om ad Bergen må Ulf sikkert have haft sine gode grunde for; muligvis har han blot, som forfatteren antyder, villet forsvare for kongen sin optræden i fællesskab med mænd, der måtte synes kongen mistænkelige, så meget mere som hans korstogsbeslutning, ifølge forfatterens fremstilling, synes at have været en overraskelse for Sverre, hvis samtykke Ulf ikke havde udbedt sig.
  68. Absalons to feltherrer; jfr. 2 Sam. 17, 5 ff. Sammenligningen mellem Ulf og Husai synes forøvrigt ikke at passe i enkelthederne.
  69. Sunniva var ifølge legenden en irsk kongedatter, der for at undgaa ægteskab med en forhadt tyran flygtede fra sit hjemland med en talrig skare landsmænd og kom til øen Selja ved Norges vestkyst, hvor de en tid levede upåagtede i fjældhuler, indtil den onde Håkon jarl truede dem med ødelæggelse. Da gik de ind i deres huler og bad Gud begrave dem under klipperne; og dette skete også. Senere fik Olaf Tryggvesøn helgen-levningerne fremdragne og skrinlagte. — Denne legende, der viser stærkt slægtskab med legenden om den hellige Ursula og næppe rummer nogen historisk kerne, er antagelig bragt til Norge i 11. årh. af nordtyske Præster. På Selja stiftedes senere et Benediktinerkloster, og stedet vandt sådan anseelse, at der 1070 oprettedes et bispesæde dér, som dog af dets første indehaver, Bernhard, flyttedes til Bergen. Selve Sunnivas ben flyttedes først 1170 til Bergen og skrinlagdes i domkirken (Kristkirken). Ved udtrykket "de hellige jomfruer" sigtes både til Sunniva selv og til hendes ledsagere.
  70. Blandt Bergens klostre var det mest ansete det til den hellige Mikael viede Benediktinerkloster ("Munkeliv"), stiftet af kong Eysteinn i begyndelsen af 12. årh.
  71. Tørfisken, hvis norske navn forfatteren meddeler os, har fra tidlig tid været Bergens vigtigste handelsvare og udførselsartikel.
  72. Bergen må allerede i 11. årh., da Olaf Kyrre anlagde eller vel rettere udvidede og regulerede byen, have været en betydelig handelsplads. Den var utvivlsomt Norges folkerigeste by og havde navnlig betydning for handelen vestpå (med Island og Grønland, samt først og fremmest med England). I 12. årh. begyndte også nordtyske købmænd at finde vej til Bergen og indførte bl. a. en mængde vin (se nedenfor); men endnu på denne tid var dog Englandshandelen, der for en overvejende del dreves af norske købmænd, den vigtigste; det var først over 100 år senere, at de tyske købmænd fik den afgørende overvægt. — Uden betydning var dog heller ikke handelen på Danmark og Østersølandene.
  73. De fire nævnte varer var hovedindførselsartikler; den meste vin kom fra Tyskland, medens der fra England indførtes klæde og korn. Honning brugtes i Middelalderen som sukker nutildags.
  74. Selv om den præstelige forfatter giver sin moralske forargelse vel stærke udtryk, kan man dog ikke tvivle på, at usikkerheden har været stor i en livlig handelsby som Bergen med en meget blandet befolkning, der for en stor del bestod af fremmede søfolk. Sverres saga giver os en i denne henseende meget oplysende fortælling om nogle uroligheder, der få år i forvejen havde fundet sted (1186). Tyskerne, fortælles der, havde bragt så megen vin til byen, at den var lige så billig som øl. Da nu kældersvenden i en tysk skænkestue nægtede at udlevere mere vin til nogle drukne gæster, yppede disse klammeri med ham, og dette blev signalet til et almindeligt slagsmål mellem bymændene og Tyskerne. Endelig fik man mæglet fred; men det varede ikke længe, før et nyt alvorligt slagsmål fandt sted mellem kongens gæster og huskarlene. Sverre kom til, fik standset striden og mæglet forlig; derefter stævnede han et byting sammen og holdt her en formaningstale, hvori han takkede de engelske købmænd, der bragte hvede, honning, mel og klæde til byen (se teksten ovenfor), og ligeså dem, der bragte lærred, lin, voks og kedler, samt dem, der kom fra Orknøerne, Shetlandsøerne, Færøerne og Island med nyttige handelsvarer; derimod vendte han sig med hårde ord mod Tyskerne, "som er komne hid i stor mængde med store skibe for at udføre herfra smør og skreid, hvorved landet lider stort tab, og i steden derfor indfører vin, som både mine mænd og købmændene køber, sig selv og andre til stor våde, da mange for den sags skyld har mistet liv og lemmer, andre bærer anden mén deraf al deres tid", o. s. f.
  75. Florevåg på østsiden af øen Askø lige over for Bergen.
  76. Det af borgerkrige efter Sigurd Jorsalfarers død så hårdt omtumlede Norges rige var atter faldet noget til ro under Magnus Erlingsøns kongedømme (fra 1161), der støttedes af de højeste gejstlige og verdslige stormænd og det af disse ledede folk. Men imod Magnus, der som søn af Erling Skakke og Sigurd Jorsalfarers datter Kristina kun på mødrene side var af kongeæt, optrådte 1177 Sverre, efter sit eget sigende søn af kong Sigurd Mund, trådte i spidsen for Birkebeinernes lille foragtede æventyrflok og satte sig efter syv års hårde kampe med det overmægtige stormandsparti i enebesiddelse af kongedømmet i Norge. Sverres sejr betegnede den monarkiske idés overvægt over den aristokratiske, og han vendte sig derfor også med stor kraft såvel mod stormændene som navnlig mod præstestanden, hvis højeste medlemmer for en del søgte tilflugt i Danmark (hos ærkebisp Absalon). Sverre var derfor stormændene højst forhadt; men også folket viste ham i begyndelsen kun had som den, der havde fældet den folkekære konge og atter tændt kampens lue i det hærgede land; i den berømte tale, som Sverre holdt i Bergen, siger han selv: "Nu er folket befriet, men dog lønner I dette med et fjendskab, hvortil man kun sjælden ser magen. Nogle siger: Sverre er sejrsæl, Sverre er forstandig; men så svarer man: Hvad er det at undres over? Han har gjort nok for det, har givet sig selv Djævelen i vold. .. . Endog barnet siger, når det går ud og slår én sten mod en anden: her burde Sverres hoved være under. Sådant lærer I eders børn... Men det kan nok hænde, at Sverre lige fuldt kommer til at dø strådød.. . ." — Det ene oprør rejste sig da også mod ham efter det andet (Kuvlunger, Varbelger, Øjskegger o.s.v.); men Sverres overlegne dygtighed som kriger og statsmand fik dem alle kvalt. — Af Sverres mærkelige og enestående personlighed vil man også i nærværende krønike få et vist indtryk; karakteristisk er hans kloge årvågenhed (jævnfør fortællingen ovenfor) og hans højmodige kongelige optræden overfor Sven Thorkilsøn (se nedenfor).
  77. Simon Kåresøn var en af Sverres fornemste modstandere blandt stormændene; han var en af lederne for Kuvlungernes oprørsflok, der 1185—88 kæmpede mod Sverre; men 1188 blev disses skare overfalden og tilintetgjort af Birkebeinerne i Bergen; Simon Kåresøn og nogle andre blandt høvdingerne undkom dog, og Simon flygtede til Danmark.
  78. Den ovennævnte Sven Thorkilsøn, en af de danske korsfarere.
  79. Den her omtalte oprørsflok er de såkaldte "Varbelger", der under Simon Kåresøns anførsel drog op til Viken 1190, hvor de plyndrede og røvede. De vovede sig endog ind til Tunsberg; men borgerne samlede i hast nogle skibe og lagde sig kampfærdige imod dem; de vovede da ikke at angribe, men trak sig tilbage; Tunsbergmændene fulgte efter og indhentede dem ved Bristein, hvor Varbelgerne blev fuldstændig slagne, Simon Kåresøn faldt, og den lille tronprætendent Vikar blev dræbt.
  80. Denne tale med det lidt præstelige sving passer meget godt i Sverres mund og stemmer med hans øvrige taler, der findes refererede i den af ham selv inspirerede "Sverres saga". Når Sverre udtaler, at Sven har forset sig mere mod Gud end mod ham selv, hænger dette sammen med den af ham med så stor fynd forfægtede tanke, at kongen har sin magt umiddelbart fra Gud; kongen vilde ikke være mægtigere end andre mænd, såfremt ikke Gud havde sat ham højere end alle andre i sin tjeneste; ti det er Gud, han tjener i sit kongedømme, ikke sig selv.. . . Kongen er sat over alle andre værdigheder; det er ham, som skal styre biskoppen eller ærkebiskoppen til ret og skel, hvis de ikke selv vil iagttage det. . . " — Det er en selvfølge, at disse tanker stred på det hæftigste mod kirkens hierarkiske tendenser.
  81. Jfr. 3. Mos. 3, 9. 7, 3. — Atter her forekommer denne "åndelige" fortolkning nutiden meget søgt.
  82. Matth. 24, 13.
  83. Det er ikke urimeligt, at Sverre, der var en belæst mand af stor kirkelig dannelse, kan have holdt en sådan med skriftsteder spækket opmuntringstale til korsfarerne.
  84. Det vilde nemlig være for farligt at udsætte sig for efterårsstormene i Atlanterhavet.
  85. Der menes de danske høvdinger.
  86. Forfatterens ubestemte udtryk tillader os ikke at se den virkelige grund til Ulfs tøven.
  87. Ved Hardangerfjord.
  88. Der sigtes åbenbart til, at Nordmændene på denne tid har været mere søkyndige og vante til langfart på havet end Danerne.
  89. Nemlig fordi den drejede sig om udførelsen af et helligt foretagende.
  90. Hermed må menes: uden omhyggelig forberedelse.
  91. Der menes Ulf.
  92. Hentydning til fortællingen om Israeliternes overgang over det røde hav (2 Mos. 14, 15 ff.
  93. Norsk ordsprog, som betyder: Biende mand fanger bør, men hastende mand modvind. I ganske samme form som her findes ordsproget i en islandsk saga; på dansk kendes kun den første del af ordsproget (findes i Peder Låles middelalderlige ordsprogs-samling).
  94. Ulfs tøven synes påfaldende; muligvis skyldtes den dog kun hensynet til vejret; men det ligger dog nær at tænke sig den begrundet i en vis uvilje mod at følge med de vistnok noget selvrådige danske høvdinger.
  95. Ved dette ubestemte udtryk må antagelig forstås det hellige land selv, som Ulf i så fald skulde være nået til ad søvejen vest om Evropa. I hvert fald forsvinder han fra dette øjeblik ganske af forfatterens fortælling og kan altså ikke være fulgt med de andre korsfarere over land til Venedig (se nedenfor). Det er ikke usandsynligt, at Ulf i modsætning til de danske korsfarere har nået til det hellige land inden våbenstilstandens afslutning og dér har fundet sin død i kampen mod de vantro; han forekommer i hvert fald ikke senere i Norges historie.
  96. Hebræerbrevet 11, 37.
  97. Norsk ordsprog, der betyder: fast er (står) foden på jorden.
  98. Meningen synes at være, at de sørger for, at skibet ikke kommer til at ligge med siden mod vinden.
  99. Jævnfør forrige kapitel.
  100. Matth. 8, 26.
  101. Fredagen.
  102. Salme 69, 3.
  103. Beretningen nævner slet ikke noget om, hvor det er, de strander, og lige så lidt får man noget at vide om, hvorvidt de træffer sammen med de andre i Frisland (se nedenfor). Dette har dog sandsynligheden for sig, og de er da vistnok strandede et sted på Nordtysklands kyst.
  104. Som bekendt var de skibbrudnes stilling i Middelalderen lidet gunstig, idet de opfattedes som stående udenfor lands lov og ret, selv om talrige fyrstelige forordninger (den ældste kendte danske fra 1304) søgte at skærme dem mod overgreb.
  105. Hentydning til fortællingen om Israeliternes overgang over det røde hav (2. Mos. 14, 15.)
  106. Saladins undertvingelse af landet sammenlignes her, ligesom ovenfor, med Babyloniernes (Kaldæernes) erobring af Juda rige.
  107. Nemlig de andre danske, der ikke som Sven havde villet vente på Ulfs ankomst.
  108. Stavoren ved Zuidersøen. I de frisiske handelsstæder i disse egne (Kampen, De vent er m. fl.) var man ikke uvant med synet af nordiske, navnlig norske skibe, der bl. a. indførte meget norsk tømmer til skibsbygning.
  109. Beskrivelse af en hermed beslægtet rute findes i en fra midten af 12. årh. stammende rejsebeskrivelse, forfattet af Islænderen abbed Nicolaus. Abbed N. lægger vel sin vej (til Rom) over Danmark og nævner Ålborg, Viborg og Hedeby som opholdssteder undervejs; men samtidig bemærker han, at man ofte landede ved Deventer (ved Rinens nordlige arm ljssel) og herfra sejlede op ad Rinen; denne rute falder ganske sammen med vore korsfareres. Ved Basel forlodes Rinen, og man drog over bjærgene til Solothurn, i hvis nærhed lå det gamle berømte abbedi Reichenau, der allerede fra 10. årh. var besøgt af talrige nordiske pilegrimme. Til Rom gik raten derfra gennem Avenches og Vézay, og over Alperne ved Mont Joux; vore korsfarere, der skulde til Venedig, er vel snarere dragne ad den østligere vej over Alperne.
  110. Det byzantinske kejserdømme.
  111. Venedigs handel på Orienten, navnlig Alexandria, havde just på denne tid taget et stærkt opsving ved korstogene. Den mægtige handelsstad havde tillige lagt talrige af de dalmatiske kystbyer samt det meste af den istriske halvø ind under sit herredømme; og kun lidt over ti år efter nåede den ved det såkaldte fjerde korstog højdepunktet af sin magt.
  112. De middelalderlige skribenter har i reglen ingen tydelig forestilling om Muhamedanernes religion og opfatter den som afgudsdyrkelse.
  113. Der sigtes til den mellem Rikard Løvehjærte og Saladin 7. Sept 1192 afsluttede våbenstilstand, ifølge hvilken de kristne havde ret til ubevæbnede at besøge de hellige steder. — Først efter dennes afslutning er altså de danske korsfarere nåede til det hellige land efter at have været et års tid el. lign. undervejs. Der sigtes til den mellem Rikard Løvehjærte og Saladin 7. Sept 1192 afsluttede våbenstilstand, ifølge hvilken de kristne havde ret til ubevæbnede at besøge de hellige steder. — Først efter dennes afslutning er altså de danske korsfarere nåede til det hellige land efter at have været et års tid el. lign. undervejs.
  114. De var nemlig, som det ses af det følgende kapitel, landede ved Ptolemai's (Acre) langt Nord for Jerusalems havnestad Joppe.
  115. Her må være udfaldet en klagesang over Jerusalem.
  116. Vejen fra Jerusalem til Jeriko og Jordan gik for en stor del gennem ufrugtbar ørken.
  117. Der menes utvivlsomt Acre (Ptolemai's); men det er ikke så sjældent hos middelalderlige forfattere at træffe Accaron (nutidens Akie på sletten ved Selifa) blandet sammen med Acre. Denne sidstnævnte by var efter at være bleven tilbageerobret 1191 under Rikard Løvehjærtes anførsel de kristnes hovedplads i Orienten.
  118. Der sigtes til, at Rikard Løvehjærte på udvejen i Messina havde haft strid med de såkaldte Griffoner, efterkommere af Grækere og Muselmænd, der i det hele dannede en væsentlig bestanddel af befolkningen i alle havnestæder i det østlige Middelhav. At den af Rikard i Acre efterladte engelske besætning har taget de danske for Grækere, synes påfaldende; man kan jo tænke sig, at der har befundet sig enkelte gamle Væringer iblandt dem. der har kunnet tale græsk og måske båret græsk dragt.
  119. Våbenstilstanden.
  120. Den daværende kejser i Konstantinopel var Isak Angelos.
  121. ) Nemlig som Væringer.
  122. At Konstantinopels utallige helligdomme har gjort et stærkt indtryk på Nordboernes sind, ses bl. a. af en omtrent på denne tid affattet nøjagtig islandsk fortegnelse over byens "hellige skatte og fromme vidundere", som findes i den såkaldte Skålholtsbók.
  123. Dette billede, der også omtales andensteds, er muligvis identisk med Digitria, et billede af den hellige jomfru, efter sagnet malet af evangelisten Lukas, der fandtes i kirken Hodegetria i Konstantinopel, og som derfra kom til Venedig, hvor det endnu skal findes.
  124. Disse græske ord, der betyder: Herre, forbarm dig, Kristus, forbarm dig, er vel kendte fra den katholske messe.
  125. Fra begyndelsen af 11. årh. fandtes i Konstantinopel en skare af nordiske krigere i kejserens tjeneste, de såkaldte Varanger (Væringer). Ordet Varæger (= Varanger) var oprindelig blevet brugt af de slaviske folkefærd om de svenske erobrere, der i 10. årh. grundlagde det russiske rige, men blev senere i Byzants brugt om alle Nordboer. Ordet synes oprindelig nordisk (Væringer) og betyder edsvorne krigere.
  126. Rejsepasset har åbenbart bestået i en med rigets segl forsynet anbefalingsskrivelse. Grænsefæstningen mod Ungarn var Belgrad.
  127. Der menes utvivlsomt de Væringer, der var fulgte med dem til landegrænsen.
  128. Ungarns konge var på denne tid Bela III.
  129. Her standser den egentlige historiske skildring, og i den følgende efterskrift henvender forfatteren sig til den samme højtstående mand, som han tiltalte i indledningen.