Bergens gamle Bylov - Indledning

Fra heimskringla.no
Revisjon per 28. jan. 2021 kl. 11:43 av August (diskusjon | bidrag) (Bergens gamle Bylov - Indledning)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Bergens gamle Bylov


Indledning


I Aaret 1274 udgav Kong Magnus Hakonsson, kaldet Lagabæter, den berömte Gulathing-Lov, som en fælleds Lovbog for Landdistriktet, og Staden Bergen. Dog, Bergens Bymænd, hvis Municipalvæsen paa denne Tid allerede havde naaet en ei ringe Grad af Udvikling, maatte snart blive vaer, at denne nye Lovbog, som en almindelig Landslov, paa den ene Side indeholdt forskjellige Bestemmelser, der ei vare anvendelige paa deres borgerlige Samliv, medens paa den anden mange af deres eiendommelige Forholde og Indretninger af den aldeles ikke vare bemærkede eller ordnede. De lode derfor sammenskrive en egen Bylov, som et Anhang til Landsloven. Det er denne Bylov, hvis originale Text her for förste Gang udgives. - At Bergens Bylov staaer i dette Forhold til Gulathings-Loven, viser dens Indhold ved förste Öiekast, da den heelt igjennem selv udgiver sig ikkun for en Tilsætning til og Modifikation af hiin Landslov. Af den Maade, hvorpaa der henvises til denne, seer man at Landsloven i een og samme Bog var skrevet foran, og Byloven bagefter (sem fyr segir i landsbokinni), og saaledes finder man den endnu afskrevet i de fleste Codices.

At Bergenserne strax efter Lovens Affattelse have forelagt Kongen den til Approbation kan ei være nogen Tvivl underkastet. Paus daterer i sin Oversættelse Byloven fra Aaret 1274, altsaa fra samme Aar som Gulathings-Loven, dog uden med et Ord at bevise Datum; derimod erfarer man af en skjön Arnæ-Magnæansk Membran-Codex, Nr. 323, Folio, (i nærværende Udgave betegnet med Litr. A), hvis Alder udentvivl naaer nær op til selve Lovens, at denne paa samme Maade som Gulathings-Loven af Kong Magnus er bleven gjennemseet og stadfæstet, samt derefter af de paa Bergens municipale Lagthing forsamlede Bymænd antaget, hvilket skedte paa Sancti Vincentii-Dag (Vincentius diaconus, 22 Januar) Aar 1276, altsaa tvende Aar sildigere end hiin Landslov. Denne vigtige Efterretning, hvilken Udgiveren her har meddeelt ved Enden af Texten, Side 94-96, har Afskriveren af bemeldte Codex tilligemed nogle Retteböder tilföiet som en Indledning foran selve Byloven; og derved bliver Datum af dens kongelige Sanktion beviist med samme Sikkerhed, som Gulathings-Lovens. (Sammenl. Indledn. til den Arn. Magn. Kommissions Udgave, Havn, 1817, p.,XX).

Af dette Bylovens Forhold til Gulathings-Loven fölger, at hiin i Orden og Foredrag ganske har rettet sig efter denne. Gulathings-Loven har ni Balker eller Böger, nemlig:


1. Þingfarar-bolkr, som har en Modsvarende i Byloven, Þingskipanar-bolkr, Side 4-12.

2. Kristinsdoms-bolkr, i hvis Sted Byloven blot referer sig til Landsloven, S. 14.

3. Utfarar- eller Landuarnar-bolkr, som svarer til Balken af sidstanförte Navn i Byloven, S. 16-26.

4. Mannhelgi-bolkr, og

5. Erfðatal eller Erfða-bolkr, i hvilken sidste tillige handler om Giftermaal (kuennagipting). Disse Materier ere ligeledes udeladte i Byloven, som hvad dem betræffer henviser til Landsloven. S. 28.

6. Landabrigði, Odelsbalken, og

7. Landzleigo-bolkr. Om disse, som ei staaende i nogen Forbindelse med Kjöbstadvæsenet, bliver der i Byloven aldeles ikke talt. Istedet for dem giver denne en udförlig Byordning, Böarskipan, S. 30-60.

8. Kaupa-bolkr. Byloven har en denne modsvarende Kjöbebalk S. 62-90. Og endelig

9. Þiofa-bolkr, som ligeledes har en Modsvarende i Byloven, S. 92-94, men hvilken er meget kort, da der i de fleste Tilfælde, henvises til Landsloven.


Meest eiendommelige ere i vor Bylov altsaa Byordningen og Kjöbebalken; en nödvendig Fölge af dens Karakteer som en Stadsret.

Spörge vi om Kilderne til denne Bylov, saa vil man af hvad der ovenfor er sagt om dens Karakteer og Indhold allerede kunne slutte sig til, at den i Byen bestaaende paa Sædvane og Vedtægter grundede Orden maatte vorde Lovens Hovedkilde, og denne fölgeligen i Hovedsagen at betragte som en reen autonomisk Lov. - Hvorvidt ældre udförligere Statuter have været optegnede, der kunde bruges ved den nye Lovs Affattelse, derom kunne vi vel Intet sige med fuld Sikkerhed, men af den Maade, hvorpaa Byordningen i denne Lov er skrevet, bliver Saadant sandsynligt. Kuns paa et eneste Sted anföres skrevne Love som Kilder, nemlig i Böarskipan, Kapit. 8, der begynder saaledes: „Sua skipaðe var herre Hakon konongr ok hinn virðulege herra Magnus konongr &c.


Af disse tvende udförlige Balker: Byordningen og Kjöbebalken, giver denne mangt et fortræffeligt Bidrag til Kundskab om den Tids Privatret, hvorimod hiin, Byordningen, ikke alene udbreder meget Lys over Bergens daværende indre Tilstand, og desaarsag er af störste Vigtighed for Norges Borgerstands og Byvæsens Historie, men ogsaa over hiin Tids Kultur og Sæder. Vor Lov fortjener derfor i en Beskrivelse over Bergen den omhyggeligste Benyttelse, og vil derhos stedse være en vigtig Kilde for vor Kulturhistorie. Interessant er f. Ex. hvad der i Byloven forekommer om Handelen, som Bergens fornemste Næringsvei; om de derværende Haandværkere, af hvilke der i Kapitlet om Byskattens Udredning findes en lang forskjelligartet Række; om Brandvæsenet og Brandpolitiet, der, som man seer, allerede paa den Tid ei var lidet uddannet, og reguleret ved meget strænge Anordninger; om Bygningsmaaden og Bygningspolitiet; om Skibsfarten, og om mange andre Forholde.

Udgiveren har i sine Anmærkninger sögt at gjöre opmærksom paa endeel af disse i lovhistorisk eller i almindelig historisk og antiquarisk Henseende især mærkelige Punkter, i det han stræbte deels ved Sprogforklaringer, deels ved Henviisninger til Parallelsteder i Norges og andre Landes Love nærmere at udvikle Textens sammentrængte Indhold. At i disse Anmærkninger et Hovedpunkt, nemlig den egentlige Municipalforfatning, er blevet mindre oplyst, end man maaskee medrette kunde vente, ligger fornemmelig deri, at der endnu er Mangel paa tilstrækkelige Kilder til en grundig Udvikling af denne Materie. Inden en velgrundet og sikker Fremstilling af disse Middelalderens Institutioner kan meddeles, maae ei alene Brudstykkerne af andre norske Bylove, men ogsaa Diplomer vorde samlede og udgivne. - At Gulathings-Loven er det vigtigste Hjelpemiddel til at forstaae den Bergenske Bylov, for saavidt den störste Deel af Indholdet og selve Foredraget angaaer, er ligefrem en Selvfölge, af det ovenfor Sagte. Udgiveren har derfor nedeunder Oversættelsen citeret de i Byloven paapegede Bestemmelser efter dens Balker og Kapitler i Gulathings-Loven, og troede, - da han kunde forudsætte, at Den, som vilde studere denne Lov, ideligen maatte have Gulathings-Loven ved Haanden, - at det var bedre i Anmærkningerne at tage mere Hensyn til andre Love end til denne; ogsaa var han af den Mening, at han i Anmærkningerne mere burde see hen til Indholdet end til Sproget, da den hosföiede Oversættelse, som han haaber, i det Hele taget gjengiver dette paa en for os forstaaelig Maade. Oversættelsen er derfor med Opoffrelse af al Ziirlighed givet saa tro som muligt, da det her mindre maatte komme an paa et afrundet og flydende Sprog, end paa at gjengive Originalen med den störst mulige Troskab; og har han derfor, da den dog nærmest maa ansees skrevet for Normænd, ei taget i Betænkning undertiden at betjene sig af enkelte for Norges nærværende Talesprog eiendommelige Ord og Udtryk, saasnart han fandt at Originalens Aand og Mening derved bestemtere gjengaves. Hvorvidt det har lykkes ham, at give en bedre og rigtigere Oversættelse end den af hans i flere Henseender fortjenstfulde Forgjænger, Paus, i Samling af gamle Norske Love, Kbhavn 1751, 1 Deel, meddeelte, maa han overlade Sagkyndige at bedömme.

Paus har til sin Oversættelse föiet den gamle Norske Söret, Farmanna-lag, paa en saadan Maade, at den synes at udgjöre en Part af selve Byloven; men man finder den i Codices snart som Anhang til denne eller andre norske Bylove, snart ogsaa afskrevet for sig selv, saa at den fölgelig maa betragtes som en selvstændig Lov. Udgiveren havde först i Sinde her ligeledes at meddele en Recension af denne Söret, som et Anhang ved Byloven, med hvilken den dog i Et og Andet har enkelte Berörelsespunkter; men senere fandt han det mere hensigtsmæssigt at udelade den nu, og maaskee til anden Tid at give den paa et andet Sted.

Hvad de Codices, der ere lagte til Grund for eller benyttede ved denne Udgave, angaaer, da maa Udgiveren bemærke Fölgende. Til Grund for nærværende Recension er Codex F lagt, og af fem andre, A, B, C, D og E er der samlet Varianter. Ved at anföre variantes lectiones er Udgiveren gaaet ud fra den Beslutning, heller at give Formeget end Forlidet, da dog hverken de afvigende Læsemaaders Mængde eller selve Lovens Omfang er saa betydelig, at det kan falde den Læser, som interesserer sig for Sagen, besværligt, og det overhovedet er heelt vanskeligt at afgjöre, hvilke Varianter for enhver enkelt Læser i den ene eller den anden Henseende kunne have Værd, da Een mere seer hen til hvad der for Materien og dens Forklaring er af Vigtighed, medens en Anden lægger större Vægt paa det, som yder ham Fordele for Sprogets Historie og Grammatik, o. s. v.

Tilsidst fölger her en saavidt mulig kort Beskrivelse over den til Grund lagte Hoved-Codex, samt over de andre Codices, fra hvilke de afvigende Læsemaader ere hentede; nemlig


Hoved-Codex, F.

En Membran-Cod. i det Arn. Magnæanske Legats Samling, No. 322, Fol.; indeholder 92 Blade, der ere deelte i tvende Spalter med perpendikulære og transversale Linier, mellem hvilke Skriften er fört. Balkernes angelsaksiske Initialer ere udmalede med Guld, Blaat, Guult og Hvidt; Kapital-Initialerne vexelvis röde med blaae, og blaae med röde Forziringer; Kapital-Overskrifterne og Tallene röde. - Haandskriften er i höi Grad övet, og udmærket ved en beundringsværdig Eenhed. Texten er i den Grad korrekt, at den skarptseende Arne Magnusen - som paa en foran i Cod. vedheftet Seddel bemærker, at han har faaet den af M. Christian Worm, og at den har saa stor Lighed med No. 314 Fol. i hans Samling, at den synes at være skrevet af samme Haand - Intet har fundet at rette eller anmærke.

Cod. indeholder:

1. Hirðskra, fol. 1-19b. Af en ved Hirdskraaens Slutning tilföiet Notits erfares, at Cod. har tilhört Hans Simonsen „Canick i Trondem och Kirkeherre norder i Saltenn,“ efter hvis Död hans Enke Marite Toredatter 1550 gav den til Broderen Jon Simonsen, Lagmand paa Agdesiden, fra hvis Haand denne Bemærkning skriver sig. 2. En Begyndelse, som det synes, af K. Hakons Borgeret, fol. 20a. 3. Kristinsdoms-bolkr, 1 og 2 lut, fol. 21-29a. 4. K. Magni Gulaþings-lag, fol. 30-74b. 5. Biorguinar-lag Magnus konongs, f. 74b-84a. 6. Farmanna-log, f. 84a-87b. 7. Endeel Retteböder og Breve af Kongerne Hakon Hakonss., Magnus Hakonss., Erik Magnuss. og Hakon Magnuss., f. 87b-92b. - Nogle latinske Breve, en Jolaskra, Latina quædam ad computum pertinentia, et Calendar. Roman., Nonnulla ad Missale pertinentia, Noregs landamæri, en Oratio contra clerum Norvegiæ, Landamæri millum Noregs oc Russarikis, samt et Stykke um Imbrudaga, hvilke paa en Seddel foran i Cod. ere opregnede i blandt dens övrige Indhold, findes nu ikke i den, og maae söges i andre Arn. Magn. Codices, hvorhen de ved Ombindning ere komne.

Cod. Alder er ligesaa lidt som Afskriverens Navn angivet, men man feiler neppe meget ved at henföre den til Slutningen af det 13 eller Begyndelsen af det 14 Aarhundrede.

Angaaende dens Sprog, Retskrivning og Interpunktion kan eftersees Elenchus codicum, p. LII-LIV, foran den Arn. Magn. Kommissions Udgave af Gulathings-Loven, for, hvilken denne Cod. er lagt til Grund, og hvor den findes omstændeligt beskreven, ligesom ogsaa der paa Tavle 1. er meddeelt et Facsimile af dens Skrift. Udg. har endnu alene at bemærke, at i nærværende Udgave er Afsnittet om Fiskehandel i Kjöbstæderne, (Kaupab. Kap. 15, S. 82), som i Hovedcod. staaer sammen med det foregaaende Kapitel (Kap. 14, um vinnumenn &c.), saavel overeensstemmende med Sagens Natur, som ifölge andre Codices, gjort til et eget Kapitel, hvis Overskrift er laant fra Cod. D; og at de ved de fölgende Kap. i Parenthes tilföiede Tal derfor antyde Kapitlernes oprindelige Talfölge efter Cod. F. Udg. har ligeledes i Kap. Fortegnelsen til Kaupab., S. 62, indskudt Titlen paa det femte Kap., hvilken Cod. forbigaaer, men for at antyde dens sildigere Tilsætning er den, ligesom Titlen paa Kap. 15, trykt med Kursivskrift.


Variant-Codex, A.

Arn. Magnæansk Membran-Codex, No. 323, Fol., er skrevet med en smuk og fast Haand, og bestemt til at erholde udmalede Initialer og röde Kap. Overskrifter, der dog ei ere komne til, undtagen i Hirdskraaen, som har begge Dele. Dens Alder kan antages at ligge mellem Enden af 13, til henimod Midten af 14 Aarh. Paa en foran vedheftet Seddel har Arn. Magn. noteret Indholdet og tillige anmærket at den er „feingin af nefndum Capitain Jul.

Den indeholder: 1. Hirðskra, p. 1-30. 2. Rettarbötr, p. 30-34. 3. K. Magni Fortalebrev til Gulath. Loven, see Formali Gulaþings-laga foran Arn. Magn. Kommissions Udgave, p. III, seq.; Sammes Brev til Bergensmændene, som begynder saaledes: „Magnus meðr guðs miskun Norex konongr, sun Hakonar konongs, sendir Askatini biscupi, abotum, oc syslomonnum, oc raðsmonnum, oc ollum oðrum guðs vinum oc sinum, þæim sæm þætta bref sea eða höyra i Biorguin, quediu guðs“ &c., og som forövrigt er nesten ordret med Brevet til Gulaþ. Mændene, men langt korrektere skrevet end det i Gulaþ. l. aftrykte; uden Sted, Aar og Dag; samt endelig den her S. 34 og 35 aftrykte Afskriver-Bemærkning. 4. Biörguinar-lag, p. 36-109. 5. Farmanna-lag, p. 109-121, og 6. atter Retteböder fra p. 121 til 123.

Denne Cod. Afvigelser, for saavidt Byloven betræffer, ere: den mangler Kap. Fortegnelsen foran Þingskip. b. I Þingfar. b. har den Kap. 10, 12, 13, 14 og 15 udförligt efter Landsloven; Mannhelge-b. har den ligeledes fuldstændig, p. 44-60, og derefter K. Magni og Erkebisp Jons Retterb., p. 61-70; Gifteb., p. 71-74, og Arveb. p. 75-84, har den ligeledes fuldstændige; Kap. 15 i Böarskip. sætter Cod. (p. 104) nærmest foran Tyvebalken efter Kap. 20 i nærv. Udgaves Kjöbebalk; den udelader Kap. Fortegnelsen foran i Kjöbeb.; i Kjöbeb. Kap. 5 udelader den Tillægget „Aull þau skilorð“ &c., men indförer derimod det hele saaledes begyndende Kap. bagefter Farman. lagen; Cod. har Kap. 12 og 13 i Kjöbeb. fuldstændige; ved Ordene „Sua skal kona ganga i tak“ &c. i Kjöbeb. Kap. 17, (S. 88) begynder Cod. et nyt Kap., der er det samme som Kap. 20 i Hovedcod.; Kap. 28 i Kjöbeb. (S. 88) sætter den bagefter Farm. l. P. 120; den har Kap. 1 i Tyveb. fuldstændigt; og endelig, istedet for at Hovedcod. ender Tyveb. med Kap. 4, fortsætter denne Cod. samme paa henved fire Sider, p. 106 til 109, hvor Farm. l. begynder. Den er saaledes at betragte som et fuldstændigt Heelt, og henviser derfor heller ikke til Landsloven.


Var. Codex B.

Arnæ Magn. Membr. Cod. Nr. 60, Quart. er skrevet at en Haand, som paafaldende ligner den, hvormed Hovedcod. (F) er skrevet, med hvilken den ogsaa i Henseende til Orden, Inddeling og Maneer har megen Lighed; see Elenchus codic. foran Gulaþ. l. p. LIV-LV. Den er deelt i 2 Spalter, der ere beskrevne mellem Perpendikulærer og Transversaler; har afvexlende röde, blaae og grönne Initialer, röde Kap.-Overskrifter og Tal. Dens Alder kan formodentlig bestemmes til omtrent Midten at 14de Aarhundrede. Hverken den eller Afskriverens Navn har været at opdage.

Den indeholder: 1. Forn. Kristinsdomsrettr, hvilken ender med Foreningen til Tönsberg i Sommeren 1277 om Tiendeydelse - paa 7 ufolierede og upaginerede Blade. Synes skreven af en anden Haand end det Övrige, som heelt igjennom er med samme Haandskrift, og fra hvilket den ogsaa deri adskiller sig, at Initialerne her ere afvexlende röde og in blanco. 2. Kristinsdomsrettr, 1 og 2 lut, paa 13 ½ Bl.; afv. röde og grönne Initialer. 3. Gulaþingslag paa omtr. 60 Bl., afvexl. röde, grönne og blaae Init. 4. Biorguinar-lag, paa noget over Bl.; Habitus som Gulaþ. lagens. 5. Farmanna-lag paa omtr. 5 Bl.; Habitus som Foregaaendes. 6. Rettarbötr af K. Hakon Hakonss., Magnus Hakonss., Erik Magnuss, og Hakon Magnuss. paa omtr. 4 3/4 Bl., og endelig paa sidste Side, 7. Et Skjellegangs-Vidne mellem Norge og Gothland, som begynder saaledes: „Þenna vitnisburd bar Petr a Hiærthæimi mellom Noregs ok Gautlandz“ &c. skrevet med en anden og nyere Haand end det Foregaaende.

Cod. udelader Kap. 12-15 i Landuar. b., samt Kap. Fortegnelsen foran Kaupab.


Var. Codex C.

Arn. Magnæansk Membr. Cod. Nr. 304, Fol. Den er i begyndelsen stærkt mutileret, men skrevet med en god og reen Haand; efter Arnæ Magn. Mening den samme, hvem man skylder Cod. 322. (S. Elenchus codicum l. c. p. LII), med hvilken den unægteligt har stor Lighed, ei alene i ydre Habitus, men ogsaa i indvortes Beskaffenhed. Tvespaltet, beskrevet paa og mellem Perpendik, og Transversaler, heelt igjennem med afvexlende röde og blaae Initialer, röde Kap. Overskrifter og Tal. Ikke folieret eller paginert.

Dens Indhold angives i Efterstaaende, som med Arn. Magnæi Haand findes skrevet paa en foran vedheftet Seddel: „G er Gulaþings-lögbok, membran, feingenn af Jone Torfsyne; er i Folio vel skrifud. Þar eru i aftan við, (1) Gulaþings-lögin (43 ½ Sider; et Bl. mangl.); 2) Farmanna-lög, Norsk (c. 4 ½ S.); 3) Biörgvinarmannalög (c. 13½ S.); 4) Rettarbot Eirikr konongs um profastdæmi, vardueitslu kirkiafiar, Olafstoll &c. (c. 2½ S. og deriblandt tillige Retteböder af K. Hakon Hakonss. og Magnus Hakonss.); 5) Rettar-bot Hakonar konongs um arftöku epter barn, sem erft hæfir mödur sina (2 Sider); 6) Rettar-bot, sem byriaz: „Þenna hat höfir syslumonnum“ &c.; þetta allt med einni hendi, og siden med annari hendi; 7) Hirdskra (22 S.) - Þessa bok hefr ätt Jon Finnsson i Flatey.

Efter Kap. 6 af Þingf. b. i nærværende Udgave föier denne Cod. endnu 6 Kap. af Landsloven, samt giver hyppigen Kapitlerne noget udförligere.


Var. Cod. D.

Denne Membr. Cod., som tilhörer den Kongelige Manuskr. Samling, og har No. 194, Fol., er den ældste, Udg. har seet i denne Samling blandt de faa Cod., der indeholde Bergens Bylov. Cod. er med faa Undtagelser heelt igjennom skrevet paa Transversaler, tvers over hele Siden, med afvexlende röde Initialer med blaae Forziringer, blaae med röde, og paa et Par Steder grönne eller gule Init. med röde Forziringer. Dens forskjellige Bestanddele ere skrevne med forskjellige Hænder, af hvilke Gulaþ. l., Biorguinar-l. og Farmanna-l. i Initialernes Form og Udziring have megen Lighed med dem i Hovedcodex (F.). Dens Alder vil kunne anslaaes til sidste Halvdeel af 14 eller Begyndelsen af 15 Aarh. Den indeholder: 1. Eiðzivaþings-lag, paa 87 ufol. og upagin. Bl.; 2. Rettarbötr, paa c. 4 Bl.; 3. Farm. l., paa henved 7 Bl.; 4. Biorguinar-l. paa 15 Blade.

I den sidste forbigaaer Cod. Þingskip. og Landu. b. og begynder strax med Kap. 1 af Böarskipan. Hyppigt gjör den Tillæg af Landsloven, men afbryder ved Kap. 19 i Kaupsb. Hovedcodicis orden, og tilföier 4 Kap. af L, L. samt de paa sit Sted forhen udeladte Kap. 2 og 5 af Landu. b. (see S. 18 og 20), hvorefter den ender med Noget af et Kap. „um iarðabrigði oc um vigafærði.” Flere Blade synes her at mangle.


Var. Cod. E.

En Papiir-Codex, No. 76a Quarto, i den Arn. Magn. Samling. En nyere Afskrift, som har Meget tilfælleds med Membr. Cod. A. Den er smukt skrevet med den saakaldte fliota-hand. Mangler Kap. Inddelinger og Overskrifter. Den indtager Meget af Landsl., deriblandt. 15 Kap. af Tyveb. - Begynder med Biorguinar-l., hvorefter kommer Farmanns-l., og ender med K. Magni Fortalebrev til Gulaþ. l., samt den Afskriver-Anmærkning, som her er vedföiet efter Cod. A.


________


Samtlige her benyttede Codices, med Undtagelse af Cod. E., som er fra Island, ere skrevne i Norge.