Bestemmelser om drab i Den ældre Gulatingslov

Fra heimskringla.no
Revisjon per 17. mar. 2014 kl. 20:16 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Supplerende bestemmelser)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Uddrag af Den ældre Gulatingslov


Bestemmelser om drab


oversat fra gammelnorsk af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Rudolf Keyser & P. A. Munch: «Norges gamle Love, bd. 1», Chr. Gröndahl, 1846


152. Om flokdrab og hindring

Gulatingsloven

Nu er der også det, hvis en mand bliver dræbt i en flok. Det er vel, hvis det bliver hævnet, men hvis gerningsmanden løber til skovs, skal alle løbe efter, og ingen skal hindre det. Hvis folk, der hindrer det, falder, falder de fredløse, men deres ejendom bliver ikke fredløs. Hvis de ikke falder, skal de dog betale 40 mærker til kongen for fredsbrud. Hvis gerningsmanden bliver pågrebet ved deres forfølgelse, vier hånden[1] ham til tinget og derfra til døden.

Den dødes slægtninge kan tilbageholde gerningsmanden, hvis de vil, og føre ham til tings eller til kongens årmand; denne er skyldig 40 mærker, hvis han ikke vil modtage ham. Lendermanden skal tage imod ham, hvis ikke der er en årmand på stedet. Nu skal kongens årmand eller lendermanden få ham dræbt, men ellers betale 40 mærker; bønderne skal have beløbet, hvis årmanden skal betale, men hvis lendermanden skal betale, skal kongen have halvdelen og bønderne halvdelen.


153. Hvis en mand befordrer en fredløs

Nu løber en banemand ombord på et skib; da må en mand — uden at det er sagspådragende — sende en åre eller et øsekar eller et ror eller en skudetilje ud til ham. Én af disse genstande, men ikke flere. Hvis han giver ham mere, da befordrer han en fredløs, og det gælder ham 40 mærker.


154. Om drab i en flok

Det kaldes for en flok, når fem mand eller flere er sammen. Nu går nogle mænd på vejen, og dér bliver én af dem en andens bane ved at dræbe en af sine ledsagere. Da er den banemand, som står alene med sin påstand. Såfremt en træl er blandt dem, er han banemanden, hvis de vil anklage ham for det.


155. Hvis to mænd anklages for drab

Nu er der også, hvis tre mand går sammen på vejen, og en af dem dræber en af de andre, så to overlever, men begge skyder skylden på den anden; da er de begge banemænd. Nu sagsøger den ene på tinget, men den anden ikke; da er den, der undviger tinget, banemand.


156. Om lysning af drab

Nu sker der det, at mænd mødes ude ved et vejkryds, og den ene bliver den andens bane. Nu har den anden endnu talens brug, når der kommer folk til ham; da er den banemand, som han beskylder for det, medmindre denne hjælpes af det stores vidnesbyrd[2]. Nu lyser en anden mand drabet på sig selv; da er de begge banemænd, selv om der kun er ét sår på den dræbte.

Når en mand lyser et drab på lovlig vis, skal han gå den vej fra drabet, som han vil, og lyse ved det første hus, medmindre den dødes næsegældsmænd eller bauggældsmænd[3] eller nært besvogrede befinder sig derinde. Hvis sådanne er dér, skal han gå forbi det hus og hen til det næste, medmindre det også er tilfældet dér; da skal han gå videre til det tredje hus, og dér skal han lyse drabet, uanset hvilke mænd der er til stede. Han skal hverken kalde sig ulv eller bjørn, medmindre han hedder det. Så skal han give sig til kende og nævne, hvor han overnatter. Men hvis han lyser drabet på anden vis, lyser han mord på sig selv.

På piletinget[4] skal der fremføres drabslysningsvidner; én mand kan til fulde bære vidnesbyrden, og han kan tilsvarende få udsagn fra sine husfolk. Du må ikke beskylde en mand for at råde for drab, medmindre det følger af pilen, og han bliver anklaget for det på tinget. To skal bevidne, at han var i herredet, således at han kunne begå drabet; de skal vidne om hans overnatningssted. Der behøves alene vidnesbyrd om overnatningsstedet, hvis én er anklaget på pilen, mens en anden lyser drabet på sig.

Nu anklager arvingerne en anden frem for ham, da skal denne aflægge lydretsed for sig. Nu skal han drage til tings og kræve tinggang og lægge sine våben og byde lov for sig; han skal på tinget aflægge lydretsed, som falder til fredløshed. Hvis de nægter ham tinggang, fredlyser de ham og al hans ejendom.

Husfolk og enhver fri mand kan afgive udsagn.


157. Hvis en mand dræbes i et ølhus

Nu bliver en mand dræbt i et ølhus, mens ilden brænder eller ved højlys dag; da skal ølhusmændene gribe banemanden, men ellers bøde den dræbte med fulde bøder til både slægtninge og kongen. Nu bliver manden dræbt i mørk nat, når ilden er slukket. Nu, hvis drabet lyses dér om morgenen, når mændene vågner, da er han banemand, som lyste, men hvis drabet ikke lyses, og en mand er borte, da er han banemand. Nu må han fortælle sit ærinde eller komme igen om morgenen. Nu, hvis alle er der, og ingen er mere sandsynlig banemand end de andre, da skal ølhusmændene granske mordet, men arvingen anklage hvem han vil; denne skal aflægge morded for sig. Nu, hvis hans ed falder, da falder den til fredløshed, men hvis eden aflægges lovligt, har arvingen mulighed for at anklage en anden, men en tredje kun, såfremt denne kendes sandskyldig i det. Hvis han ikke får ham kendt sandskyldig, skal det samme overgå ham, som han havde tiltænkt den anden.


158. Hvis en mand bliver dræbt på farten

Nu drager to mænd ud sammen for at vinde sig værdier, og de er madfæller og har pengefællesskab. Hvis den ene bliver dræbt, skal den anden opsøge arvingen, men fortælle det til den første mand, han møder. Hvis arvingen anklager ham for at have dræbt sin madfælle, skal han nægte med jernbyrd.


159. Hvis en kvinde dræber en mand

Hvis en mand dræber en kvinde, bliver han fredløs på samme måde, som hvis han dræbte en mand. Hvis en kvinde dræber en mand, er hun fredløs, og hendes slægtninge skal føre hende ud af landet. Tilsvarende hvis en umyndig bliver banemand; han skal også føres ud af landet, og hans slægtninge skal få ham af sted med fem dages frist, men han kan være hos dem uden tvingende grund i fem nætter. Hvis det sker længere tid, skal der bødes 40 mærker eller nægtes med lydretsed.


160. Om søgsmål imod en død

Der findes tre tilfælde, hvor en død kan sagsøges. For det første, hvis en mand finder en anden på en af de kvinder, for hvem han har ret til at hævndræbe; det er disse syv kvinder: Den første er mandens kone, den anden hans søster, den tredje hans datter, den fjerde hans mor, den femte hans stedmor, den sjette hans brors kone, den syvende hans søns kone. Nu, hvis en mand finder en anden på en af disse, da skal han dræbe ham, hvis han vil, men sige det til den første mand, han møder, og fortælle årsagen. Nu skal han afvente, at den dødes arving skærer pilebudstikke, hvis han er indenfylkes, men ellers selv skære pil. Nu skal han drage til tings, lægge sine våben uden for tinget og forlange frit lejde og byde lov for sig og føre den mand, han mødte som den første, som vidne for sig. Nu, hvis folk nægter ham tinggang, da fredhelliger de ham og alt, hvad han ejer. Da er den faldne fredløs, men hans ejendom er ikke fredløs, og den, der hævndræbte, skal gå fredhellig.

Det andet tilfælde er, hvis en mand træffer på en anden hjemme i sit hus, og denne dér har lavet sig en bylt af tøj og ting. Da må manden dræbe ham, hvis han vil. Han skal hente sine naboer og vise dem den dræbte og gøre brug af deres vidneudsagn på piletinget.

Og det tredje tilfælde er, hvis en mand træffer på en anden i sin fenne eller sin stald, og denne dér lægger bånd på husdyr og vil føre dem væk. Da må manden dræbe ham, hvis han vil. Han skal igen hente sine naboer og vise dem den dræbte og igen drage til tings med sine vidner. Da gør han altid — i de tilfælde jeg nu har opregnet — den anden fredløs.


161. Hvis en mand findes dræbt

Det næste er, hvis du finder en dræbt mand i udmarken. Så skal man først indhylle liget og fortælle det til den første mand, man møder, og så opsøge arvingen, hvis denne er indenfylkes. Ellers skal man skære tingbud og indkalde til ting. Nu skal den, der bliver hjemme fra det ting, betale 6 øre i mulkt; det kaldes den store tingmulkt. Nu, hvis han ikke gør sådan, da tilstår han selv drabet, hvis arvingen vil anklage ham.


162. Hvis en mand beder om folkehjælp imod en anden

Nu beder en mand om folkehjælp til et eller andet imod en anden, men dræber manden, når de kommer frem. Så skal de andre skille sig fra banemanden og hver bøde en baug til kongen for misfærd, men 40 mærker, hvis de følger banemanden derfra.

Nu bliver en mand dømt fredløs på tinget, og ligeledes hans gård og ejendele; da skal årmanden indkalde alle hans fordringshavere med fem dages frist, og hver af dem skal have sit bevidnede tilgodehavende med derfra, førend årmanden tager noget. Med jorden følger alt, der er rodfast; fordringshaverne skal også dér have deres.


163. Hvis en mands træl anklages for drab

Nu bliver en mands træl anklaget for drab; da skal trællens herre nægte med en sådan ed for ham, som han skulle for sig selv. Hvis eden falder, falder trællen fredløs for sin herre. Den, der ikke kan forsvare sig med ed, skal frasige sig trællen eller bøde 40 mærker, når han bliver domfældet.


164. Om galmandsdrab

Nu har en gal mand dræbt en mand; en far har dræbt sin søn, eller en søn sin far, eller en bror sin bror, eller søskende på anden vis, eller et barn har dræbt sin mor, eller en mor sit barn. Derved forbryder vedkommende den arv, han ellers skulle tage; den arv skal tilfalde den næste i rækken, og hellere skal kongen have den end ham, men han må opholde sig i landet og gå til skrifte og have alt sit.


166. Hvis folk ser på strid mellem mænd

Nu kæmper mænd, og folk ser på deres strid hen over en å eller ufarbart land, men de kan ikke genkende mændene. Nu bliver den ene hugget således, at hovedet er af, eller hjernen ligger på jorden, eller ryggen er ødelagt, eller begge hænder er hugget af; da har han fået sin del, for han kan ikke herefter hugge nogen. Så er den anden fredhellig.


167. Om flokdrab

Man kalder det flokdrab, når folk i to flokke går imod hinanden og kæmper. Det skal gælde 40 mærker for dem, der begår drab, men ikke for dem, der værger sig, såfremt de har vidner på det. Hvis de er uenige og på begge sider hævder, at de ville trække sig tilbage, da skal de på hver side betale drabsbøder til slægtningene og 40 mærker til kongen.


168. Mere om flokdrab

Det er en flok, når fem mand er sammen — eller flere end fem. Nu går mænd imod hinanden, og en bliver såret og får bane af det; da skal de gøre en mand skyldig i drabet, men ellers betale 40 mærker til kongen og drabsbøder til slægtningene.


170. Om drab på årmanden

Nu dræber en mand kongens årmand. Da skal han bøde 15 mærker efter ham, medmindre han dræber ham ved kongens bord, når årmanden holder gæstebud for denne; da er han fredløs, og tilsvarende hvis han dræber årmanden på tinget, når denne søger kongens afgørelse på en sag. Han skal betale for ham med den pengeværdi, som er fastsat i Gula — med 6-alens ører.[5]


171. Hvis en mand dræbes på et skib

Hvis en mand bliver dræbt på et skib, er det vel, hvis han bliver hævnet, eller hvis banemanden kastes overbord. De andre kan sagesløse føre ham i land på fastlandet, men hvis de fører ham længere, er hver af dem skyldig 40 mærker. Da skal de, som vil føre ham i land, sejle skibet i land, men hvis nogle ror udefter, er disse fredløse. Men de, der holder årerne op, er sagesløse, hvis de tager de første folk, de møder, som vidner på, at de ikke ville fragte ham.[6]


178. Om niddingsdrab[7]

Nu udsætter en mand en anden for hjemsøgning og bryder hans hus op og dræber ham; det kaldes niddingsdrab. Det er niddingsdrab, hvis en mand dræber en mand, han har fået stillet som sikkerhed. Det er også niddingsdrab, hvis en mand dræber en mand, der er tildelt frit lejde. Det er også niddingsdrab, hvis en mand hugger et anden med stok eller med sten eller med noget stumpt. Det er også niddingsdrab, hvis en mand indebrænder en anden. Det er også niddingsværk, hvis en mand begår valrov[8] og afklæder en mand og tager hans våben. Det er niddingsdrab, hvis en mand myrder en anden. Det er også niddingsdrab, hvis en mand hævner en tyv, og han skal nægte det med forligsed. I alle tilfælde, når en mand begår niddingsdrab, er han fredløs og uhellig og har forbrudt hver en penning af sin ejendom — både land og løsøre, og han skal aldrig komme tilbage til landet, hverken i følge med konge eller jarl, medmindre han bærer sand hærtidende.[9]




Noter:

  1. ɔ: hånden, der fastholder gerningsmanden.
  2. ɔ: Gudsdom, jernbyrd.
  3. ɔ: slægtninge, der skal have del i bøden efter den dræbte.
  4. ɔ: et ting, hvortil der er indkaldt ved at skyde en pil rundt.
  5. ɔ: mønter som havde en vis sølvværdi. For en 6-alens øre kunne man købe 6 alen vadmel.
  6. ɔ: drabsmanden.
  7. Overskriften er egentlig Om hjemsøgning.
  8. På slagmarken.
  9. ɔ: fortæller at en fjendlig hær er på vej.