Bestemmelser om giftermål i Den ældre Gulatingslov
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Bestemmelser om giftermål
oversat fra gammelnorsk af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2014
51. Om bortgiftning af kvinder
Det næste er, at vi skal købe kvinder med giftermålsgave, således at børnene får arveret. Da skal manden fæste konen med en giftermålsgave på 12 øre fattigmandsgave[1] og tage vidner på det; han skal have brudesvende og hun brudepiger. Han skal give hende den gave om morgenen — efter at de har været sammen om natten — som han fæstede hende med, og da er det barn, der siden bliver født, arveberettiget.
Nu sker det dernæst, at en mand vil gifte sig for et større beløb; da skal faderen selv bortfæste sin datter, hvis hun er en pige, men broderen, såfremt faderen er død. Nu vil en fader ikke bortgifte sin datter til den mand, der har fæstet hende; da skal denne hjemstævne faderen og stille ham en frist for, hvornår han vil have sin fæstekone. Nu, hvis faderen ikke vil lade ham få hende, skal han gøre krav på sin fæstekone og tingstævne faderen for ran; så skal tingmændene dømme ham fredløs. Pigen har ikke noget at sige i sagen, hvis hun ikke selv flygter væk.
Den mand, der råder derfor, kan forholde en fæstemand dennes fæstekone i 12 måneder. Fæstemålet kan ophæves, hvis en af parterne mister evnen til samleje. Hvis en mand ligger med sin fæstekone, skal han bøde rettebod til hendes arvinger, men siden have hende.
Enker skal fæste sig selv med sine frænders råd, og da kan hun ikke bryde løftet. Hvis der ikke foreligger frænderåd, kan hun bryde det, men skal betale 3 mærker i håndslagsbrud til ham, der fæstede hende
Enhver skal have sin fæstekone, såfremt det er den, der råder derfor, som bortfæster hende; hvis en mand bortfæster en kvinde, som han ikke råder for, skal han betale 3 mærker til den mand, der fæstede kvinden.
Nu råder to eller flere brødre for deres søster, og så bortfæster den ene af dem hende til en mand. Nu, hvis en anden vil bryde løftet, skal de trække lod om, hvem der skal råde. Hvis den, der bortfæstede, vinder, skal det stå ved magt og ellers ikke, men da skal der betales manden 3 mærker for håndslagsbrud.
Hvis en af parterne bliver syg eller såret, skal man vente 12 måneder og så gøre ét af to: Enten at gennemføre aftalen med de mén, der er kommet, eller kalde fæstemålet for opløst. Nu skal han ikke bortgifte kvinden før de 12 måneder er gået, medmindre han vil, og den anden skal ikke tage en anden kone før, medmindre han vil.
Nu vil en mand ikke tage sin fæstekone; da skal man hjemstævne ham til at tage hende og fastsætte en frist for ham. Så skal man tingstævne ham for det, at han render fra sin fæstekone, og da skal tingmændene gøre ham fredløs, og da skal han kaldes fisseflygtning.
Tilsvarende skal der for en kvinde sættes en frist, hvis hun fæstes til en mand, men ikke på den aftalte tid gifter sig med den mand, hun blev fæstet til. Hvis hun ikke kommer inden den fastsatte frist, skal man tingstævne hende for det, at hun render fra sin fæstemand, og gøre hende fredløs på tinget. Hun skal forlade landet og kaldes flaneflygtning.
Hvis en hær farer over vort land, skal enhver mand sørge for sin fæstekone, når det bliver ham budt med vidner. Hvis han nægter og ikke vil sørge for sin fæstekone, opsiger han selv fæstemålet. Nu bliver en mands fæstekone hærtaget; da har han pligt til at drage efter hende og betale 3 mærker for at frikøbe hende, mens arvingerne skal afholde beløb derudover.
Nu tager en mand en andens fæstekone og gifter sig med hende, og de er begge[2] enige om det. Da skal den, der fæstede først, tingstævne den, som siden fik; så skal tingmændene dømme begge fredløse — mand og kone. Hvis hun siger, at det ikke er sket med hendes vilje, så slipper hun for dette.
52. Hvordan en mand skal råde for sin kones ejendom
Ingen mand skal føre sin kones værdier ud af landet, medmindre hun selv ønsker det. Han skal råde for hele deres formue til nytte for dem. Ingen af dem skal spilde eller bringe ulykke over den andens værdier. Enhver mand har samme ret for sin kone som for sig selv.
53. Om sameje
En kone må ikke nægte sin husbonde sameje. Nu bliver en mand gift med en pige; da kan de ikke indgå sameje imellem sig, medmindre deres arvinger samtykker. Men hvis de avler børn, der skal arve dem, kan de indgå sameje imellem sig, som de vil.
Nu bliver en mand gift med en enke, og hun har børn, der skal arve hende, men de er umyndige, og han vil alligevel indgå sameje med hende; da skal de indstævne børnenes slægtninge på farsiden og lægge deres formuer sammen, så værdierne øges, og lægge jord mod jord og øre mod øre[3] og vurdere, at hans værdier er større end hendes. Nu kan det ikke brydes, når det er sammenlagt således, men sammenlægger de formuerne på anden vis, kan det brydes, såfremt hans eller hendes arvinger vil; det skal ske ved at gå frem på tinget, inden de har været sammen i 20 vintre, og erklære det sameje for brudt. Hvis det ikke erklæres for brudt, inden de har været sammen i 20 vintre, da skal vedkommende aldrig siden kunne rejse sagen.
Når to ægtefolk indgår sameje, skal det i alle tilfælde lyses i folkemængden.
Nu er to ægtefolk sammen i 20 vintre eller længere end 20 vintre; da lægger loven deres formuer sammen, hvis de ikke forinden blev sammenlagt. Så ejer hun en tredjedel af værdierne, men han to tredjedele. Hvis der sammenlægges, men ikke lyses inden 20 vintre, skal det være som usammenlagt.
54. Om giftermålsgave
Nu skal en kone have ret til den gave, hun blev givet, uanset hvordan parterne skilles.
Olav:[4] En pige skal have giftermålsgave øre mod øre for hele sin formue, men en enke for halvdelen af formuen. Hun har i alle dele ret til giftermålsgaven med to undtagelser: Hvis hun dør barnløs eller går fra ham uden grund.
Begge:[5] Ingen mand skal straffe sin kone med slag, hverken i øllag eller ved gæstebud. Hvis han slår hende i en forsamling, skal han bøde hende tilsvarende bøder, som han kunne tage for sig selv. Ligeledes anden gang og tredje gang. Olav: Så har hun ret til at gå fra ham med gave og tilgift.
Hvis en mand vil skilles fra sin kone, skal han erklære sig skilt, således at begge parter kan høre den andens tale, og han skal have vidner på det.
56. Hvor stor en handel, koner må råde for
En umyndig må ikke råde for eller foretage nogen handel. En træl må heller ikke råde for handel bortset fra om sin kniv. En frikøbt træl, som ikke har afholdt sit friheds-øl, må heller ikke råde for handel til en værdi over en ørtug[6].
Man skal også vide, hvor stor en handel koner må råde for: Konen til en frikøbt træl må råde for handel op til en ørtug, såfremt han har afholdt sit friheds-øl, og hans søns kone for handel op til en halv øre; en bondes kone for handel op til en øre; en odelsbåren mands kone for handel op til 2 øre; en lendermands kone for handel op til en halv mark. Hvis de gør større handler, kan disse ophæves den første måned derefter, men hvis manden ikke er hjemme, da kan de ophæves den første måned efter hans hjemkomst.
Noter:
