Bisklarets Sang
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Siden jeg nu stræber at fortælle eder Strenglegssagaer, vil jeg ikke glemme Bisklaret. Denne var en rask og beleven Ridder, stærk og vaabendjærv; Bisklaret hed han paa bretonisk Maal, men Normannerne kaldte ham Varulv. I gamle Dage kunde man höre om det, som ofte kunde hænde, at mange Mennesker skiftede Ham og bleve Ulve, holdt til i Skove og Vildmarker og havde der Hus og gode Boliger. Varulven er et Væsen, som, naar den er i Ulveham, med Raseri sönderriver den Folk, den kan komme over, og gjör meget ondt; den löber igjennem Skove og Vildmarker og holder til der, medens den er i den Ham. Nu lader jeg det bero dermed for at fortælle eder om Bisklaret.
I Bretland boede en fortræffelig Mand, den hæderligste og lovsæleste blandt alle sine lige, en herlig Ridder, holdt sig vel og rigeligt, og var meget afholdt af sin Herre, rig paa Venner og velvillig mod alle sine Granner; han ægtede en skjön Kone, ædel og vel opdragen, og de elskede hverandre meget; kun én Ting gjorde hende megen Sorg, nemlig at hun savnede ham tre fulde Dage hver Uge, uden at hun vidste, hvor han fór hen eller hvor han var, og ingen af hans Mænd kunde sige noget om ham. En Dag, da han var kommen hjem og var i sin Hal blid og munter, spurgte hun ham derom. „Herre“, sagde hun, ”min skjönne elskede, jeg vilde gjærne spörge eder om en Ting, hvis jeg blot turde og I ikke vilde optage det ilde“. Straks da han hörte hendes Ord, tog han hende om Halsen, drog hende til sig, kyssede hende og sagde: „elskede“, sagde han, „spörg mig om, hvad du vil; der er ingen Ting, som du önsker at vide og jeg kjender, som jeg jo vil sige dig med sand Godvilje“. - „Herre min“, sagde hun, „nu har du, min Tro! meget tröstet mig. Herre, jeg er ofte bedrövet og bange og i stor Angest de Dage, jeg savner eder, jeg er ganske hugsyg og sorgfuld og frygter meget for, at jeg skal miste dig; hvis du ikke snart tröster mig, faar jeg min Död af denne Sorg. Nu, min kjæreste elskede, beder jeg dig, saa sandt du vil bevare mit Liv, at sige mig, hvor du farer hen og hvor du er, og paa hvilket Sted du opholder dig; ti jeg frygter for, at du elsker en anden Kvinde foruden mig, og hvis saa er, da er du tosset og forvildet, og jeg er beskjæmmet og maa dö af denne Sorg“.
„Frue“, sagde han, „vær naadig med dine Ord, ti det kan vorde mig til Skade og Mén, hvis jeg siger dig det; jeg kan da tabe din Kjærlighed og tilintetgjöre mig selv“. Da hun havde hört hans Ord, vilde hun paa ingen Vis lade det bero dermed, men lokkede og trættede ham saa længe med Bönner og Venlighed, at han gjorde hende bekjendt med hele sin Skjæbne og mælte: „Frue“, sagde han, „jeg skifter Ham og löber om i Skoven, hvor den er tykkest, og lever af de Dyrs Kjöd, som jeg dræber“. Da han havde fortalt hende sin Skjæbne, spurgte hun ham straks, om han gik klædt eller nögen. „Frue“, sagde han, „nögen löber jeg“. - „Herre min“, sagde hun, „hvor ere da eders Klæder?“ - „Frue“, sagde han, „det vil jeg ikke sige til nogen, ti hvis mine Klæder bleve mig fratagne og nogen vidste, hvor de laa, vilde jeg altid forblive i den Ham og aldrig faa Hvile eller Ro eller komme igjen i Mands Ham, förend mine Klæder bleve givne mig tilbage; derfor vil jeg ikke sige til nogen, hvor jeg gjemmer dem“. Da svarede hun: „Herre min, jeg elsker dig over alt i Verden; intet sömmer det dig at skjule for mig; derfor bör du ikke have nogen ond Mistanke eller Mistillid til mig; jeg vilde jo i Sandhed ingen Kjærlighed have til dig, hvis jeg kunde svige dig. Sig mig det kun og frygt intet; sig mig det, det kan blive dig til Gavn og Held“. Saa længe lokkede hendes Venlighed ham og saa vel behagede ham hendes Bön, at hun fik besnakket ham, og han kunde ikke modstaa hendes Venlighed og Lokken, men sagde hende alt og mælte:
„Frue“, sagde han, „der i Skoven ved Vejen, hvor jeg plejer at gaa, er der er et gammelt Kapel, som har gjort mig meget godt og ofte ydet dig Gavn og Hjælp; der er en udskaaren, hul Sten ved en Busk, og i den lægger jeg mine Klæder, medens jeg er ude, indtil jeg farer hjem igjen“. Da Fruen havde hört denne underlige Beretning, gös hun af Skræk og forfærdedes over denne Tildragelse, og overvejede med listig Eftertanke, hvorledes hun skulde kunne skille sig ved ham, saa at hun ikke oftere skulde dele Sæng med ham. Nu var der i det Fylke en Ridder, som længe havde elsket hende og længe bedet hende og sögt at böje hendes Vilje efter sin Vellyst, givet hende mange rige Gaver og tjent hende meget, men hun havde aldeles ikke elsket ham og ikke tilstaat ham nogen Bön. Men nu sendte hun ham sin Sendemand, vendte hele sin Hu til ham, og skrev i et Brev til ham: „Elskede! vær nu tilfreds, blid og glad; ti hvad du længe har gjort dig Möje for, det giver jeg dig nu, min Elskov og mit Legeme; du skal gjöre mig til din Elskerinde“. Han takkede hende med mange Taksigelser og tog imod hendes Tro og Troskabslöfter, og derefter tog han Ed af hende, for at han kunde være tryg og uræd.
Da saaledes deres Forbund og Overenskomst var sluttet, aabenbarede hun ham alt, og sagde ham nöjagtigt, hvad hendes Husbonde havde fortalt hende, hvorledes han skiftede Ham, hvor han fór hen og hvor han opholdt sig, medens han var i Ulveham. Hun gjorde ham alle disse Ting kundbare, viste ham derpaa hen i Skoven og sagde ham, hvor Klæderne laa, og at han skulde tage dem med sig. Paa denne Vis blev Herre Bisklaret svegen og ilde medhandlet af sin Kones Ondskab, og da han saa ofte tog bort, troede alle, at han nu var aldeles fortabt; der blev overalt spurgt og ledt efter ham, men ingen kunde give Underretning om ham, og han blev intetsteds funden; derfor blev han hurtig glemt, som den der er död; da kom den i Besiddelse af hans Kone, som længe havde elsket hende, og saaledes stod det nu i tolv Maaneder, indtil Kongen fór paa Jagt i den Skov, hvor Bisklaret holdt til. Straks Hundene bleve löste, fandt de Bisklaret, og nu jagede alle Hundene og Vejdemændene ham hele Dagen, saa at de nær havde taget, sönderslidt og dræbt ham; men da han kjendte Kongen, löb han straks til ham, for at bede om Miskundhed; da han kom til ham, lagde han begge Labber paa Kongens Knæ, og kyssede hans Ben og Födder.
Da Kongen saa ham, ræddedes han svare og kaldte meget paa sine Mænd. „Herrer, skynder hid og ser, hvad Under her foregaar; dette Dyr har Mandevid, ydmyger sig og beder om Miskundhed; driver alle Hundene tilbage, og passer paa, at ingen skyder paa det eller gjör det Mén, ti dette Dyr har Vid og Forstand og kjender mig visselig, efter hvad jeg tror; dette Dyr giver jeg Fred og Sikkerhed, og vil ikke mere vejde her i Dag“. Derefter vendte Kongen hjem, og Bisklaret fulgte ham saa nær, han kunde, og vilde paa ingen Vis skilles fra ham. Kongen tog ham med til sin Borg og holdt meget af ham, syntes udmærket vel om dette Dyr og böd hele sin Hird, at ingen maatte gjöre hans Dyr Mén eller skyde paa det, saafremt de vilde beholde hans Venskab, fordi han aldrig för havde set saadant et Dyr; derfor forekom det ham vidunderligt og han forsynede det kjærligt med god Mad og den herligste Drik. Alle passede paa, hvad Kongen bad om, at behandle Dyret vel; derfor var det jævnlig sammen med de bedste Riddere, som vare Kongen kjærest; det sov hver Nat ved Kongens Sæng og blev meget afholdt af hver Mand i hans Hird. Hver Gang Kongen fór hjemmefra, fulgte Dyret ham, og Kongen fandt da, at det elskede ham; saa belevent og sagtmodigt, mygsindet og godviljet var det, at det aldrig viste sig mandondt, og ikke gjorde noget Menneske Mén; derfor behagede det alle vel.
Nu er at fortælle om den Tildragelse, at Kongen gjorde et rigt Gjæstebud for at fejre en kongelig Höjtid, og lod indbyde alle sine Riddere, mægtige Mænd og gode Venner til at komme og fejre hans Höjtid og modtage hans Gjæstebud. I deres Fölge kom den Ridder, som havde faat Bisklarets Kone, prægtigt og ridderligt klædt; ikke faldt det ham ind, at han der skulde finde Bisklaret saa tæt i sin Nærhed. Da han kom ind i Kongens Hal og Bisklaret kjendte ham, löb han paa ham og greb ham med Tænderne, kastede ham til Jorden og vilde have bidt og slidt ham og gjort ham ubodeligt Mén, hvis ikke Kongen havde kaldt paa ham og truet ad ham. Samme Dag löb han nok en Gang paa ham, og var han ikke bleven bunden, vilde han han saa rettelig og fuldkommen havde hævnet sig, at intet havde skortet; dette forekom alle besynderligt, man undrede sig meget i Kongens Hal og Hird, og de fleste talte om, hvad dette monne betyde, da han aldrig för havde baaret sig saaledes ad mod nogen Mand inden Hirden og heller ikke mod nogen, som var kommen did, og de ytrede da, at han vist ikke havde gjort det uden skjellig Grund. „Vistnok“, sagde de, „har denne Ridder forbrudt sig mod ham og gjort ham noget ondt, siden han viser mere Grumhed mod ham end mod nogen anden, som för er kommen hid, og han vilde vist gjærne hævne sig, om han kunde“. Og dermed beroede det nu for den Gang. Da nu Kongen rigelig havde holdt sit Gjæstebud og værdig fuldbragt det, tog den store Mængde Jarler, Lendermænd og Riddere Orlov af Kongen til at fare hjem; men blandt de bortdragende var allerförst den Ridder, som Bisklaret vilde bide, glad over at kunne komme afsted, og det var ikke underligt, at Bisklaret vilde hævne sig paa ham, som tog hans Klæder, saa at han ikke kunde skifte Ham igjen.
Nu varede det en liden Stund, til hin höviske Konge paany fór ud at vejde Dyr i den samme Skov, hvor han fandt Ulven, og Bisklaret fulgte ham; om Kvelden, da Kongen kom silde fra Skoven, var der beredet ham et rigt Herberge i det samme Fylke. Da Bisklarets Kone spurgte, at Kongen var kommen der, klædte hun sig prydeligt paa og gik om Morgenen til ham for at hilse paa ham, og bragte ham mange fagre og rige Gaver; straks da Bisklaret saa hende komme, kunde ingen stanse ham eller holde ham tilbage, han löb paa hende som en rasende, og da kunde alle se, hvor vel han hævnede sig. Han rejste sig op og rev Næsen af hende, men gjorde hende ingen videre Skade; da truede alle mod ham, og vilde have slaat ham, hvis der ikke havde været en forstandig Mand, som mælte til Kongen: „Herre“, sagde han, „lyt til, hvad jeg nu vil sige eder; dette Dyr har meget længe været med os, og alle som én blandt vore Mænd have ofte set det og gaat nær hen til det baade om Natten og om Dagen, men aldrig viste det Vildhed og gjorde aldrig noget Menneske Ufred, förend denne Kone, som vi her se. Det véd Gud og min Tro, at af en eller anden Grund har han Sag og Vrede mod denne Kone saa vel som mod hendes Husbonde; denne Kone var gift med den Ridder, som var eders kjæreste Ven; men nu have Folk i meget lang Tid savnet ham, saa at ingen véd, hvad der er blevet af ham, og vi have aldeles ikke hört noget til ham. Lad denne Kone gribe og indespærre, indtil hun udsiger, hvorfor dette Dyr hader hende; hun kan sige, hvad hun véd derom; mange underlige Tildragelser have vi set i Bretland“.
Kongen lyttede til og samtykkede i hans Tale og Raad, fordi han var den klogeste af hans Raadgivere. Ridderen som havde ægtet hende, lod han sætte fast, og lod hende indespærre ensom og trænge saa meget, at hun paa Grund af sin Kjærlighed og af Frygt for Kongen udsagde alt, hvorledes det var tilgaaet med hendes forrige Mand, hvorledes de havde taget fra ham hans Klæder og hvorledes han fortalte hende hele sin Skjæbne, hvorledes han skiftede Ham og hvor han fór hen, og sagde, at siden hun lod tage Klæderne fra ham, var han intetsteds set der i Fylket; hun formoder med Vished og tror med Sandhed, at dette Dyr uden Tvivl er hendes Bonde og Herre. Da forlangte Kongen hans Gangklæder af hende, og sagde, at han bestemt vilde have dem, enten det saa behager eller mishager hende, og han lod hende bringe hans Klæder tilbage. Kongen lod dem straks bringe til Bisklaret, men han vilde ikke se paa dem, da de bleve lagte for ham; da sagde Kongens Hovedraadgiver til ham i Enrum, han som för havde givet ham Raadet om Bisklaret: „Herre“, sagde han, „ikke gjör I nu Ret; aldrig vil han tage sine Klæder paa sig i eders Paasyn, ej heller gaa ud af sin Ham i saa manges Nærværelse; I ser, hvorledes det er fat, han föler sig undsélig og beskjæmmet over sin Skabning; lad ham före alene til eders Sovekammer og hans Klædning med ham, og lad ham være alene en god Stund“. Kongen förte ham selv til sit Sovekammer, lukkede ham selv inde og læste alle Dörene efter ham. Da nogen Tid var gaaen, gik Kongen did tilbage, fulgt af to Jarler, og da de kom ind i Sovekammeret, fandt de en fuldt paaklædt Ridder sovende i Kongens Sæng. Straks Kongen saa ham, skyndte han sig til ham, lagde sine Arme om hans Hals og kyssede ham mange Gange; saa glad var han over at have gjenfundet ham.
Da nu dette var löbet saaledes af, gav Kongen ham meget mere end han för havde, og end vi kunne sige eder; han lod udjage hans Kone af det Fylke og gjorde hende fredlös for alle hendes Levedage; hendes nye Mand fulgte med hende, fordi hun havde sveget sin Bonde for hans Skyld. Siden fik de mange Börn, der alle vare let kjendelige; mange Koner nedstammede fra hende og hendes Afkom, men alle vare de næselöse.
Nu have vi fortalt eder denne Tildragelse saa sandfærdigt, som muligt, ti der hændte mange underlige Ting i gamle Dage, som man nu ikke hörer noget om. Den som fornorskede denne Bog, saa i sin Ungdom en mægtig Bonde, som skiftede Ham, stundom var han Mand, men stundom i Ulveham, og fortalte alt, hvad Ulvene imidlertid toge sig til. Nu skulle vi ikke mere tale om ham, men Bretonerne gjorde Bisklarets Sang af denne Saga, som I nu have hört.
