Biskop Pauls saga - Uddrag (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Dansk.gif
GHM 2.jpg


Bispesagaer


Grønlands historiske mindesmærker II


XXI
Uddrag af Biskop Pauls saga


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn




Denne Saga (ommeldt i Sagabibliotheket, 188), som beskriver Biskoppen til Skalholt (fra 1195 til 1211) Paul Jonsöns Levnet, er rimeligviis forfattet af hans Eftermand i Embedet (fra 1215 til 1237) Biskop Magnus Gissursön, en Sön af den lærde Gissur Hallsön. Af den (under eet med flere Oldskrifter) haves en god Udgave, foranstaltet af den Arnæ-Magnæanske Commission, under Titel: Húngurvaka, Páls biskups Saga ok Þáttr af Thorvaldi víðförla o.s.v., med latinsk Oversættelse og andet Apparat, i Köbenhavn 1778, 8. I disse Skrifters Bearbeidelse og Udgivelse have fölgende udmærkede Lærde især deeltaget: John Erichsen, John Olafsen (fra Svefnöerne), Hans Finsen, Grim Thorkelin og Gudmund Magnæus. Om det her meddeelte Sted have vi efterseet de i Fortalen beskrevne Haandskrifter af nærværende Saga, og fundet dets, samt de tilföiede Varianters, fuldkomne Rigtighed derved bekræftet.


Úr 9da kapítula.

Á dögum Páls biskups kom utan af Grænlandí Jón biskup, ok var í Austfjörðum um vetrinn, en kom siðan á ofanverðri lángaföstu í Skálaholt, á fund Páls biskups, ok kom þar at skírdegi, ok vígðu þeir báðir biskupar [mikin krisma[1], ok höfðu þeir margar tölur trúligar ok spakligar ræður sín á millum. Tók Páll biskup við honum með hinni mestu sæmd, ok veitti honum virðuliga veizlu meðan hann var, en leysti hann á brott með mikilli stórmensku, bæði í fègjöfum ok annari virðingu. Jón biskup gaf mönnum ráð til, hversu vín skal göra af krækiberjum, eptir því sem Sverrir konúngr hafði honum fyri sagt. En svá bar til at hit næsta[2] sumar eptir gat nær hvergi ber á Íslandi; en sá maðr er Eiríkr hèt ok bjó skamt frá Skálaholti, á bæ þeim er heitir á Snorrastöðum, bar saman nokkut[3] vín, ok varð vel á því hinu sama sumri. En Jón biskup fór til Noregs ok síðan til Róms, ok ræddi hvervetna þar sem hann kom frá rausn ok tign Páls biskups.

__________

Udgavens Side 186-187.

I Biskop Pauls Dage kom Biskop Jon fra Grönland (til Island), og opholdt sig om Vinteren i Östfjordene, men siden reiste han sildig i den lange Fastetid[4] til Skalholt, for der at træffe Biskop Paul, og kom der paa Skjærtorsdag, da begge disse Biskopper indviede et stort Forraad af Chrisma[5]; de havde ellers mange fortrolige og lærerige[6] Samtaler. Biskop Paul tog mod ham med de störste Æresbeviisninger, og gjorde et prægtigt Gjæstebud for ham, medens han opholdt sig der, men til Afsked viste han sig meget höimodig mod ham, baade ved at skjenke ham betydelige Pengegaver[7] og ved at hædre ham paa flere Maader. Biskop Jon gav Folk Underviisning om Vinens Tillavning af Kragebær[8], efter den Forskrift som Kong Sverre havde givet ham derom[9]. Men det traf sig saaledes, at den næste Sommer var der Misvæxt paa Bær i Island; dog lavede en Mand, ved Navn Erik, som boede paa en Gaard, kaldet Snorrastade, kort fra Skalholt, endeel Viin (deraf), som lykkedes vel, den samme Sommer. Biskop Jon reiste bort til Norge, og siden til Rom, samt fortalte allevegne, hvor han kom, om Biskop Pauls Gavmildhed og Ypperlíghed.


Fodnoter

  1. till. af Sv.
  2. sama, (den samme Sommer; her menes dog vist det samme Aar) Sv.
  3. mikit, megen (en stor Deel) B, C. o. fl.
  4. Som nu paa Dansk i Almindelighed blot kaldes Faste, men endnu i lsland, som ovenmeldt, den lange eller store Faste.
  5. En hellig Salve, bestaaende af Olie og Balsom, som endnu, i den katholske Kirke, pleier at indvies höitidelig paa Skjærtorsdag, for siden at bruges ved Daaben, Confirmationen, den sidste Salvelse o.s.v.
  6. Kan ogsaa oversættes: fornuftige eller vise, videnskabelige.
  7. Efter den gamle nordiske Skik ved saadanne Leiligheder, der og anvendtes ved Gjæsters Afsked fra et Gilde, hvortil de vare blevne indbudne.
  8. Den Lyngplante, hvorpaa de voxe, kaldes af Botanikerne Empetrum nigrum. Den voxer meget hyppig i Island, Grönland, ligesom og i Norge og flere Lande. Bærrene indeholde en mörkeröd, södagtig og lædskende Saft. Nordmændene lave endnu en viinlignende Drik af den ved at bringe Saften til at gjære; Boerhave har givet Anviisning til dens Tillavning. Jfr. herefter Middelalderens Islandske Annaler til Aaret 1203, samt Olafsens og Povelsens Reise g. Isl. I, 171-172; i det sidstnævnte Værk anföres fölgende, höist usandsynlige Tradition om Biskop Paul: “Til at berede denne Viin skal han have betjent sig af en Mand, som var kommen fra de Canariske Öer, og havde seet, hvorledes Indbyggerne lavede Viin sammesteds”. Disse Öer vare, saavidt man nu veed, ikke blevne opdagede eller bekjendte paa den her omhandlede Tid og neppe förend 200 Aar derefter. Jfr. Anm. 6.
  9. Som det synes var Biskoppen bleven opdragen af denne Konge, og har deraf faaet Tilnavnet Sverrisfóstri. Herom mere paa sit Sted i 3die Bind. Her bemærke vi kun at Kong Sverre, henved 1186, formedelst de tydske Handlendes store Tilförsel af Viin til Bergen, samt Indbyggernes deraf foraarsagede Drukkenskab og Slagsmaal, bortviste Tydskerne, og forböd Viinhandelen; i dens Sted har han da sögt at fremme Frugtviins Tillavning af Bær. Rimeligviis var det en saadan Viin, til hvis Benyttelse i Alterens Sakramente Nordmændene adskillige Gange, formedelst Mangel paa Viin (mulig og dens store Kostbarhed der i Landet), skal have sögt og erholdt Pavens Tilladelse, fornyet i Aarene 1250 og 1290 efter Hvidtfeldts Beretning; dog skulle Udtrykkene især have lydt paa "Mjöd (mulsum ?) og anden Drik." Traditionen vil at Kragebærviin i hine Tider, af samme Aarsag, er bleven anvendt til samme Brug i Island, og vi ansee den med Münter for at være troværdig. l Grönland har dog formodentlig Vinens Sjeldenhed og Dyrhed som oftest været endnu större. Selv i vore Dage har man i Island, da Viin ei var at faae formedelst Krigen med England, foreslaaet at bruge Viin af Blaabær ved Communionen. See Miinter D. u. N. Rirchengesch. II, 860-861 og Pontopp. Annal. Eccl. Dan. II, 329; jfr. III, 538, hvoraf det erfares at selv nogle Præster i Danmark, endog til længe efter Reformationen, have til samme Brug benyttet Most og andre lignende Drikke, hvilket Synodet i Roeskilde maatte saaledes forbyde 1599: Pastores sunt admoniti, ad communionem uti, non musto aut aliis liquoribus illicitis , sed puro vino, juxta institutionem. Jfr. Anm. 5.