Bjærgtagne kvinder hentes tilbage af mænd
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
54. Bjærgtagne kvinder hentes tilbage af mænd
888. Der boede en kone her nede i Hårup, og hun fik en skifting, hvorimod hendes eget barn kom til bjærgfolkene, der boede i Busborghöj ude på deres mark. De gav konen et skjört, og så erklærede de for hende, at jo længere hun gik i det, jo pænere det skulde blive, hvorimod hun ikke måtte gå til kirke i det. En lang tid efter står hun og fejer i hendes forstue en søndag morgen, og da ringer det i Linå kirke, og da hun tykte, at hun var pæn nok, så strøg hun af til kirke, men da hun kom til wavvenset, så stod hun i den bare klokke, og skjörtet var væk, og hun så det aldrig siden. Så var hendes mand til smedje et stykke tid efter i Linå, han var inde at få hans heste beslåede, og da han nu kommer ridende hjem efter, da stod højen på pæller og var lagt tre alen fra jorden. Så ser han den datter, de havde taget fra ham, og hun hed Birte, hun dandser med udslagen hår og var ved at drikke bryllup. Da rider han til og griber i håret af hende og trækker hende op på hesten til sig, og så rider han efter hjemmet. Men ham, der skulde have hende, han var så tæt efter ham, at han river den ene bagsko fra. Men så frelste han sig ved, at han rider ind på en rugager, og der måtte bjærgmanden ikke komme. Så råber han: «Rid æpo de oor, å et æpo de boor.» Men manden blev lige godt ved at ride på rugen. Da råbte bjærgmanden igjen: «Lille Birte, lille Birte, de syv sølvskåler er udrukne endnu.» Men han blev lige godt ved at ride, og så fik han datteren hjem. Nu tog de skiftingen og lagde den et stykke ud på vejen. Så kom bjærgmanden og erklærede, at han havde aldrig omgannes sådan med hans datter, som han nu gjorde med bjærgmandens. Manden svarede blot, at hvis han vilde have den, så kunde han tage den. (Sml. nr. 484.)
Sören Hansen, Skjellerup-Nygårde.
Våbenhuset kaldes wavvenset (våbenset), wamelset, æ skrywhus (skrivehuset), æ skröwtes (skriftehuset) .
889. I en høj på Dejret mark i Tved sogn boede en bjærgmand. Tæt ved højen lå en gård. En gang lå konen i gården i barselseng; så kom bjærgmanden og slæbte hende ud af sengen og ind i højen. Den forknytte mand blev nu rådet til at pløje tæt ind imod højen. En aftenstund i dejligt måneskinsvejr gik manden ud til højen, og han så, at bjærgfolkene holdt dands udenfor højen. Bjærgmanden dandsede med konen fra gården, og hun havde udslaget hår. Så snart hun opdagede sin mand, løb hun til ham, og de stræbte nu mod gården. Bjærgfolkene, der løb efter, kunde ikke nå dem. De havde nemlig ondt ved at komme over plovjorden, de trillede stadig om ved at gå over furerne. Manden beholdt sin kone, men hun var aldrig rigtig i hovedet siden.
Jens Grönb. Pedersen.
890. I Skuldelev i Horns herred boede for længe siden en gårdmand, hvis kone lå i barselseng og en nat blev bortstjålet af noget troldtøj. Manden fik tilladelse til at gifte sig med en anden kone. Men så en dag han havde været ridens i Roskilde til marked, at han på hjemvejen om aftenen kom forbi et sted, som kaldes Brandbjærg, så han sin første kone gå og bære vand fra en mose op til bjærget. Han kjendte hende og sagde: «Hvad, jeg tror, det er dig, vor mo'r!» — «Ja,» sagde hun, «her må jeg gå og bære vand hver nat» — «Det skal du ikke, smid spanden og kom her op på hesten.» — «Nej, det tør jeg ikke,» sagde konen, «de passer for godt på mig.» — «Ja, skynd dig, om du vil med,» og så hivede han hende op og red, alt hvad hesten kunde rende, ad Skuldelev til, og slap også lykkelig inden for, skjøndt troldtøjet snap efter rumpen på hesten, ved at de slap ind ad porten.
Fortalt af en bondedreng. Cand. mag. Henry Petersen.
891. Syd for byen Lindeskov i Ellested sogn imellem byen og Ny-mølle ligger en stor banke, og i den har der boet bjærgfolk. Møllerens kone blev borte, og al søgen var forgjæves. Nogle år efter giftede han sig igjen, da konen ikke var til at opdage. En dag var han ridende ud på en fyrig hingst, og det blev senere for ham, end han havde tænkt sig, for det var selve juleaften. Da han kom forbi højen, så han den stå på fire guldpæle, og troldene dandsede lystig der inde. Midt imellem dem ser han sin kone dandse med en lang flettet pisk af sit hår ned ad ryggen. Nu sporede han sin hingst, jog ind imellem dem og tog sin kone ved håret op på saddelen, hvorpå han i en fart red ud af højen og hen over noget pløjet jord. Da troldene ikke kunde løbe over furerne, nåede han velbeholden hjem med konen og boede i mange år sammen med begge konerne. Det er nu slet ikke så længe siden, tilføjede min meddeler, for jeg er født her i byen, og min bedstemoders mormoder hun kunde huske, at mens hun var lille, da levede de sammen, og hun kjendte dem godt alle tre.
Henrik Jensen, Svindinge.
892. Ved Vejringe på Falster er en høj med troldfolk. En mand, som boede ikke langt derfra, havde den ulykke, at alle hans koner blev røvede fra ham, og han havde endda haft syv. Han kom forbi højen en st. Hans aften og så til sin store skræk, at den ene række af de dandsende bestod af hans syv koner med en gammel trold i spidsen. Just som nu trolden løb til for at svinge omkring med sin lange række, sprang manden til og snappede den bageste af konerne, hvilket netop var den sidste, han havde mistet. Denne fik han da lov til at beholde i fred, men blot fordi trolden havde haft fat på hende, var hun helt forvildet i hovedet alle sine dage.
E. L.
893. Bag ved Sören Povlsens gård her i Skjödstrup ligger en høj, der hedder Troldhøj, og der var for mange år siden trolde. Der var en mand i byen, der hed Knud, hans kone havde ikke holdt hendes kirkegang, og så var hun en dag kommen uden for og så gået om ved höjen, og der var troldene komne og havde taget hende. Manden vidste aldrig, hvad hun var bleven til, og kunde ikke finde hende nogle steder. Men så havde nogen fortalt ham, at hun var oppe i den høj. Ja, han var lige nær, for han vidste ikke, hvordan han skulde få hold i hende. Men så var der nogle, der rådede ham til, at han skulde få hold i en uskår hest og ride derop. Da stod höjen på pæle, og der var dands i den. Nu mærkede konen jo, at han var uden for, og hun kommer da ud til ham, og han får hold i hendes hår og slæber hende tilbage og bliver ved at holde i håret Men han havde alle troldene bag efter sig. Så vidste han nu aldrig, hvordan han skulde komme fra det; men da kom han i tanker om at ride over noget plovet jord, for der kunde de ikke gå over, de skulde uden om. De råbte efter ham, men de nåede ham ikke, så han slap godt fra det.
Petrea Marie Nielsen, Skjödstrup.
894. I den gård her i Grönfeld, der ligger i hullet lige neden for smedjen, var der en kone, og hun kom til at gå over vejen, inden hun gik i kirke. Så kom der en bjærgmand fra Kajbakken og tog hende, og hun kom med ham hjem. Nu var manden vant for hans kone, og han ledte jo efter hende, men kunde ikke finde hende. Så blev der rådt ham, te han skulde plove en fåår fra Grönfeld og til højen, og det skulde ske om formiddagen klokken elleve, for da kom alle småtrolde op at dandse. Det gjorde han, og så kom konen op med de andre, og han fik hold i hendes hår og slæbte hende med sig. De andre efter dem og råbte, han skulde ride i det volde og ikke på det folde. Men det gjorde han jo ikke, og så fik han hende hjem. Men de sagde, hun var aldrig rigtig siden.
Kirsten Marie Sörensdatter, Grönfeld.
895. Der var for lang tid siden en herremand på Linderupgård, grov rig var han, og så havde han så kjøn en kone, at hendes lige ikke fandtes mellem Randers og Ribe. På samme herremands mark var der en höj, hvori der var troldfolk, og somme tider hændte det sig ved aftenstid, at højen rejste sig på stolper, der så ud som den flammende ild, og neden under dandsede og drak troldpakket og holdt en grumme lystighed. Så en gang forsvandt herremandens frue, og ikke en sjæl vidste, hvor hun var bleven af. Manden lod lede efter hende vidt og bredt, men det hjalp ikke, hun var borte, og han var jo helt ude af sig selv af sorg, som ikke så sært var. Så en aften kommer herremanden forbi højen, hvor bjærgfolkene var til huse, og han ser da, hvordan den rejser sig på fire gloende ildpæle, og neden under var der en vrimlen og uro af de små trolde, som af bier i en bikube. Midt i sværmen står hans kone, kridhvid i ansigtet og med håret hængende løst ned ad ryggen. Herremanden skyndte sig hjem, for han kunde ikke tåle at se det syn; men nu vidste han, hvor hans kone var, og han mærkede, at han ingen ro kunde få, før han fik hende befriet. Næste dag rider han hen til en klog kone og spørger hende til råds. «Det skal jeg forklare dig,» sagde hun, «når højen nu rejser sig igjen, må du tage den bedste løber af din stald og ride derhen og se at liste hende fra dem; de vil jo komme efter dig, men du skal ride, alt hvad remmer og tøj kan holde, ad kirkegården til; men pas endelig på at ride tværs over agrene.» Da højen nu igjen rejste sig, sadlede herremanden sin gråskimmel og red der hen. Bjærgfolkene holdt gilde, drak og hoppede lystigt om mellem hverandre. Det lykkedes ham godt nok at få sin kone listet ud, uden at de straks agtede det, og han lader så stryge ad kirken til. Men nu mærker troldene, hvad der er sket, og de sætter af sted bagefter. De kunde for resten trave bedre, end man skulde tro, og så havde de noget giftigt skarn, de smed efter dem; mere end én gang var de nær ved dem, for han havde glemt konens råd og red langs ad agrene. Men som de nu er ham allernærmest, kommer han ind på en mark, hvor agrene går på en anden led, og nu fik han forspring. Endelig nåede de da kirkegården, og nu var de bjærgede, for på indviet jord har al slags djævelskab ingen magt.
Villads Andersen, Trabjærg.
896. I Velberstoft blev en pige bortført af en bjærgmand. En gang som hendes broder pløjede ved siden af højen, hvor bjærgmanden boede, så han hende af og til uden for højen, men lige som han så hende, så forsvandt hun igjen. Deres ind- og udgange var der ingen, der kunde forstå. Endelig er han så nær, en gang hun er ude, at han kom imellem hende og højen, og så kommer han til at tale med hende. Hun sagde da til ham: «Det eneste råd at komme herfra på er, at du pløjer tre furer lige her fra højen og hjem til dören, derpå spænder du den frahånds hest fra og rider på den på disse tre furer; jeg skal nok være færdig, når du kommer, at sætte mig op til dig; men vogt dig for, at hesten ikke træder uden for furerne; ti så er det forbi med os begge, for bjærgmanden kommer nok bag efter os. Når vi så kommer hjem, kommer han og vil skjænke dig vin i et guldbæger. Du skal også tage det og lade, som du drikker, men alligevel kaste det over din aksel og putte bægeret i din lomme. » Som sagt, så skete det, og pigen blev således frelst.
Lars Dybdahl, Sennels.
897. En gammel hjorde fortalte, at han havde en søster, der var kohjorde et sted, og så kom hun til at dandse på højene med bjærgfolkene. De fik hende besnakket til at komme igjen og dandse med dem, når hun fik køerne ind om aftenen. Aldrig så snart hun fik køerne i gården, smed hun tøjrerne og så af sted. De fik da en karl på en uskår hest, og han af sted og nåede hende, ligesom hun var kommen til højen og skulde der ind. Han fik hende så op, og af sted gik det. Ellers havde hun vel aldrig kommet tilbage fra dem.
Kristiane Pedersdatter, Kvottrup.
898. Der var to piger, der gik ved en høj henne på Sjelle mark, og den ene af dem blev taget ind i højen. Der var én, der kom ud og tog hende og fik hende ind. De vidste ikke, hvor hun var bleven af, men så kunde den anden tøs, der fulgte med hende, sige dem det. Så var der en om aftenen, der rendte til og snappede hende, for da var højen sat på gloende pæle, og bjærgfolkene dandste under neden. A har set den pige, der var der inde. Hun vilde så gjærne have været der ind igjen, for hun havde det så godt ved dem, te det var uden al ende, sagde hun.
Peder Hansen.
899. Fra en gård i Sangstrup blev en gang stjålet en pige af nogle bjærgfolk, som boede i Stenhöj. Længe vidste man ikke, hvor hun var bleven af, men nogle hyrder så hende dandse oppe på højen mellem bjærgfolkene, og så gjaldt det jo om at føre hende tilbage. Endelig fik man det råd, at hver af bymændene skulde pløje en fure fra gården ud til højen og tilbage igjen, og derpå skulde en af de raskeste karle i byen ride ud til højen og passe på, når bjærgfolkene kom op til dands. Så skulde han snappe pigen og derpå skynde sig hjem så stærkt, han kunde. Men han måtte passe bestandig at ride midt på det pløjede. Det gik, som det var bestemt, karlen fik fat på pigen og foer af sted i galop, men de blev forfulgte af bjærgfolkene, der bestandig råbte: «Rid på boren og ej på furen!» ti der kunde de ej indhente dem. Han kom vel hjem, men pigen var aldrig rigtig siden.
Marie Buhl.
900. En pige fra Hillerslev sogn forsvandt aldeles. En snes år efter kommer hendes broder en aftenstund forbi Dalshöj öst for Skinderup kirke og så hende sidde der. «Hvad, sidder du der!» siger han. «Ja, nu kan du frelse mig, for herskabet er til barselgilde i Skadhøjene — de er nordvest for Skinderup kirke, — og når du nu får hingsten for ploven og pløjer tre furer rundt omkring højen, før de kommer hjem, så er jeg frelst.» Karlen kom hjem i en fart, og hingsten blev spændt for. De tre furer blev pløjede, og imidlertid slæbte pigen ud af højen alt det guld, hun kunde. Ligesom hun var færdig, kom højfolkene hjem og indbød karlen til at følge dem. Men i steden for tog han pigen og alt guldet op til sig på hingsten. Nu vilde de have givet ham noget at drikke af et bæger, men han sprængte hesten over de tre furer. Så kastede de drikken efter ham. Indholdet faldt på hingstens hale, og den blev afsveden. Men før end trolden kunde komme på langs omkring med de tre furer, var karlen nået hjem med pigen. Til tak for frelsen byggede hun Skinderup kirke. Der var virkelig på den gamle altertavle malet en sort hingst uden hale, hvis betydning provst Sörensen ofte grundede på. På den nordre side af kirken findes også udhugget en galopperende hingst uden hale.
Lærer Yde, Stagstrup.
901. Der er en gård her norden for, der kaldes Spillingsgård, og den har navn efter en høj nordöst for, der kaldes Spilhøj, men er så vidt kjørt væk nu. Den høj er der bjærgfolk i. De rejste den op på fire pæle om aftenen og dandsede under den. Der er også en høj på Tudvad mark, der er oprejst på fire pæle. Jesper Sörensen i Vork, der er født i Tudvad, har set det. Lav de dandsede, kom der så mange börn og vilde se på deres dands, men da snappede de en pige ind til dem, og så kunde faderen ikke få hende igjen. Så var der én, der lærte ham det råd, at han skulde plove en fure fra gården og til højen og tilbage igjen, og så skulde han ride frem efter højen i den ene fure og få fat i barnet og så ride tilbage i den anden. Lav han nu red tilbage, rendte bjærgmanden ved siden af furen og råbte: «Rid oppe på æ båre og ikke i æ fåre (ɔ: fure).» Men det gjorde han jo ikke. Lav han kom hjem med barnet, så lagde det sig under bordet og rullede sig sammen som en hund og vilde hverken spise eller drikke. Det havde nemlig spist bjærgmandens mad, og så duede det ikke mere. Så måtte de lade ham tage barnet igjen. De bar det op til højen, for de kunde ikke have det.
Min bedstemoder har en gang set et par bjærgmænd med røde luer på oppe på en høj. Min moder har også en aften set dem oppe på Spilhöj, hun var ude at lede om hendes køer. Hun så, at der løb sådan nogne små sære tykke nogne på bøjen, og så vilde hun gå derop og spörge, om de havde ikke set køerne, men da hun kom derhen, var der ingen, og så kunde hun nok forstå, det var bjærgmænd, hun havde set.
Kristen Pedersen, Egtved.
902. Den gamle Ole Knudsgårds faders moder, der levede i Knudsgård i Kobberrød, var bjærgtagen i Hjælpensbjærg og kunde ikke komme derfra, uden ved at manden pløjede en fure fra bjærget og til gården, som hun skulde have at gå i.
Gjætrup.
903. I Hjælpensbjærg er der bjærgfolk. De havde en gang taget konen af Knudsgård i Kobberrød ind til sig, og det skete en juleaften. Så blev der søgt råd hos en klog mand, og han sagde, at der skulde pløjes en fure fra Knudsgård bosdör (ɔ: bohusdör) hen rundt om bjærget og tilbage igjen, så skulde konen nok komme. Dette skete, og næste juleaften kom bjærgfolkene og afleverede hende.
Hjælpensbjærg er en rund bakke nordligst i Gjætrup sogn og lige nord for Kobberrød by, og det ligger helt isoleret. Der er et par kjæmpehöje oven på, og mærkeligt nok er der tillige en kilde i nordsidens overkant. Vandet deraf flyder norden ned ad bjærget. Man kunde tænke sig vandforbindelse med Kobber højes bakke, der er noget højere, ved vandholdige lag, hvis ikke, er Kildens beliggenhed mærkelig. Kildens gjennemsnit er vel en fire, fem alen, og vandet i bunden skal være uhyre koldt, meget koldere end i de omværende kjær i lige dybde.
Johan Nielsen, Randrup.
904. Min bedstemoders moders søster gik og vogtede køer nede ved nogle bakker på Galten mark. Så kom der nogle bjærgfolk ud og dandsede ved kanten af bakken. En af dem kom hen og tog ved hånden af hende og førte hende med hen til de andre, og så dandste de med hende så længe, til hun blev rent fortumlet, og tog hende til sidst ind i bakken. Næste dag ledte hendes familie om hende, men fandt hende jo ikke. Kreaturerne kom hjem af dem selv. Tredje dagen kom hendes broder ned til bakkerne, hvor hun havde passet køer, og ser bjærgfolkene dandse der ude. Der iblandt var hans søster. Hun dandsede nok så glad og fornøjet med dem. Han går så hen og tager hende ved armene og beder hende om at følge med hjem, men hun strittede imod og vilde ikke med. Så tog han hende med magt, men hun var helt forandret, da hun kom, talte næsten ikke til noget menneske og vilde hele tiden tilbage til bjærget igjen. Hun fortalte om, at der var så prægtigt nede i højen, der var så meget guld og sølv, og de havde været så gode ved hende. Familien fik jo magt med at beholde hende hjemme, men hun blev aldrig mere glad, var så tungsindig og vilde ikke have med nogen at gjøre.
Hårup.
905. En mands datter blev tagen af ellefolkene. Så fik han det råd, at han skulde plove med to køer, der var med kalv, fra hans dør og til højen og gjøre furen så bred, at en vogn kunde kjøre der. Da han nu havde gjort det, kjørte han derud og traf godt nok, at bjærgmanden ikke var hjemme. Hun kommer ud uden for højen, og han løfter hende op til sig og kjører tilbage. Så kommer bjærgmanden hjem, og han løber langs furen og råber: «Å æ oor å po æ boor!» Men det gjorde han ikke, han kjørte videre, kom hjem og løftede hende fra vognen ind i gangen. Så var hun reddet.
Else Dissing, Dragstrup.
906. Der er en höj henne på Tolstrup mark efter Eldrup. Bjærgfolkene dér stjal en mands kone, og hun var henne i 7 år. Hendes mand fik hende dog trukket ud fra dem, en gang da højen stod på pæle, og de dandsede under den. Hun var så sær og fordærvet siden. Dether fortalte smeden for mig, og han var fra Eldrup. Han kunde nu så mange af den slags fortællinger, te de var et hjååttegn (hjærtetegn).
Ane Lavrsdatter, Tåning.
907. I Vole var der en pige, som bjærgfolkene tog. Så søgte de en klog mand, der skulde sige dem, hvordan de skulde bære dem ad. Han lod dem da vide, at en vis aften vilde bjærgfolkene komme hen til Øørhöj, lidt sønden for Vole, og dandse under den. Så skulde den være stilt på fire pæle. Folkene skulde da være ridende derhen og se at få fat i pigen, de skulde tage i håret af hende og så ride, alt det de kunde. Da de kom, var der så mange bjærgfolk, lige te det myslede, og så turde de ikke komme nær nok. Det var rigtig nok en gang, de kom så nær, at de vel kunde have taget hende, men de fik hende ikke da. De var nu så sörgen over, at de havde set hende og ikke fået hende, og så tager de til den kloge mand igjen. «Ja», siger han, «nu kommer de til Stejdalsmunde her nordöst for Vole og dandser der, så skal I se at tage hende, for nu kan jeg ikke lade jer se hende tiere.» Så red de også til og tog hende. Men hun blev aldrig menneske mere. Hun var forrykt og sær i hovedet alle hendes dage.
Niels Kristiansen, Vole.
908. Et sagn om Kjællinghøj beretter, at folkene i Grönbækgården havde en kjön lille pige på otte år, som forsvandt, uden at det var mulig at opdage hendes opholdssted. En aften syv år efter kom hendes broder ridende fra Linå og kom da om ved Kjællinghöj, og han så, at højen stod på fire gloende pæle, og der var dands og lystighed der inde. Det havde stadig stået dem i tankerne, at pigen var tagen af bjærgfolkene, og derfor red han nu nærmere til højen. Blandt de dandsende lagde han særlig mærke til en ung pige, der dandsede med udslaget hår, og hun lignede ikke rigtig de andre bjærgfolk. Han red da tæt hen til højen for ret at betragte hende, og nu så han, at det var hans søster, som var forsvunden for syv år siden. Derfor red han så tæt til, at han kunde nå de dandsende, og en gang, hans søster dandsede forbi ham, greb han fat i hendes lange hår, snoede det om hans hånd og trak hende op på hesten. Da bjærgfolkene nu mærkede, at hun forsvandt, foer de ud af højen og efter ham, i det de råbte: «De syv skåler var udrukket! de syv skåler var udrukket, ellers skulde du ikke have fået fat på hende!» Han red så stærkt hesten kunde springe, men endda var de nær ved at kunne nå ham, men da hørte han én, der råbte: «Rid ikke på det bolde, men på det knolde,» og han red da ind på det ujævne pløjede jord, og der havde de mere ondt ved at følge ham, da de måtte følge hver fure, men dog havde de nået ham, hvis han ikke var kommen i tanker om at ride efter kirkegården i Linå; ti da han kom der til, kunde de ikke komme til ham, da det var indviet jord, og der kan bjærgfolkene ikke komme.
Lærer Hans P. Hansen, Skjellerup-Nygårde.
909. Det var en lille pige på otte år, og hun var fra en gård, der liger österst i Hårup og kaldes Busborg. Så var hun gået uden for en aften, og da blev hun væk. Så kommer hendes broder ridende en aftenstund fra Linå kirke, og der ser han Store-Kjællinghøj på pæle og en hel del, der dandser under neden. Så rider han hen og ser på det, og da får han øje på én med et langt hår, og så kunde han kjende, at det var hans søster. Idet hun nu dandser forbi, får han fat i hendes hår og trækker hende op på hesten. Alle troldene kommer så ud og råber efter ham: «Birt', Birt', de syv skåler er udrukken.» De havde nær nået ham, men så red han ind på pløjet jord og bag efter ind på kirkegården. Så undgik han dem. Men Birte vilde bestandig gå hen til höjen igjen, og de skulde al tid passe på hende. Hun var femten år, den gang de fik hende tilbage. (Sml. nr. 888 og 908.)
Rebekka Stoustrup.
910. En kone, som er inden kirke, må ikke gå så langt, at hun når over et hjulspor, for så kan troldtøjet få magt over hende. Således var der en kone i Fangel, som dristede sig til at gå langt ud i marken for at se til sine kalve, skjøndt hun var inden kirke, men hun blev fanget af nogle bjærgfolk, og ingen hørte til hende i tre år. Nu traf det sig en gang, da hendes mand red sildig hjem fra samme mark, Österskovshave kaldes den, at han hører en underlig sang, han holder stille, får øje på en höj, som står på gloende pæle, og ser en mængde bjærgfolk dandse der inde til sang af et rigtigt menneske, som lænede sig op til en af pælene. Han troede at gienkjende sin kone og red nærmere, og det var hende. Nu holdt han stille og tænkte sig om, hug derpå øget med træskohælen og snurrede der hen forbi, snappede sin kone og satte igjen af sted i flyvende fart. Troldene foer efter ham og skreg af fuld hals: «Følg vejen, ikke brejen (ɔ: breden),» men han var nok ikke så dum, han red over alle marker, for så vidste han, at de skulde så dybt i jorden med benene, som ploven havde gået, og det måtte jo sinke dem. Havde han derimod fulgt vejen, var han snart bleven indhentet. Han fik dog aldrig nogen glæde af sin kone, for hun var ikke rigtig siden. Hun gik bestandig og sang:
- «Jeg gik udi Österskovshave,
- at se til mine kaller,
- der kom jeg i en dands så lang, så lang,
- den dands, den glömmer jeg aller.»
D. Johansen.
911. I Norup, Verninge sogn, boede en gårdmand, og på hans jord lå Nonnebjærget. En sommermorgen gik hans kone der ud for at give sine kalve at drikke, og da så hun bjærget stå på pæle, og bjærgfolkene dandse under det. Hun blev meget forundret der over, og da hun kom hjem, fortalte hun sin mand, at hun under Nonnebjærget havde set en dands så lang, og den dands glemte hun aldrig. Den næste morgen, da hun atter gik derud, blev hun borte. Der over blev manden meget bedrøvet, ti han skjönnede nok, hvordan det var fat. Én gav ham det råd, at han skulde tage sin hingst og ride der ud på og så frit tage sin kone med hjem. Han greb hende nu i håret, som hun dandsede forbi, og da de på den måde var kommen hjem, sagde hun til ham, at han aldrig måtte sige, at hun skulde skynde sig, for så skulde hun tilbage. Det gik godt en lang tid, men en dag, de skulde til alters, kunde hun ikke blive færdig, og da blev manden vred og sagde, at hun skulde skynde sig, ellers kom de for sildig. I samme øjeblik forsvandt hun, og han så hende aldrig mere.
Sødinge skole.
912. I en gård i Tommerup øverste gade eller Nörregade boede for mange år siden en mand med sin kone, og en aften da konen gik op bag Strusbjærg med mælk til sine kalve, blev hun borttagen af bjærgtrolden og ført ind i bjærget, hvor hun opholdt sig næsten et år. Manden, som savnede sin kone, tænkte nok, hun var i bjærget, og omsider fik han en klog mand opspurgt, der gav ham råd om, hvordan han skulde få hende igjen. Han skulde tage en vrinsk hest, på hvilken aldrig noget fruentimmer havde redet, og ride op til Strusbjærg på en af de tre store højtidsaftener, og stiltiende ride tre gange avet om bjærget, så skulde han nok få sin kone at se. Og dersom hun ikke havde levet i bjærget de tre store højtider over, så kunde han frit ride lige hen til hende og stiltiende tage hende op til sig på hesten, hvorpå han skulde ride rask hjem med hende tvært over alle marker og hverken følge vej eller sti. Og når han først havde fået hende hjem, måtte han aldrig sige til hende, at hun skulde skynde sig, ti dersom han sagde det, vilde trolden straks igjen få magt over hende. Men så fremt hun havde været i bjærget de tre store højtider, kunde han ikke på den måde få hende der fra igjen. Manden fulgte rådet, og da nan tre gange havde redet avet om bjærget, så han det stå på røde pæle og sin kone gå og dandse runddands iblandt dem med sit lange udslagne hår. Han red da lige hen til konen og greb fat i hendes hår, trak hende op på hesten til sig og red så rask hjem over marken uden at følge vejen. Alle bjærgfolkene løb bag efter ham og råbte højt: «Rid på det håre, men ikke på det båre (ɔ: på den hårde vej og ikke over de pløjede marker).» Da manden så igjen havde fået sin kone, passede hun rigtig sit arbejde i alting som før, men hun var dog al tid meget stille og tavs og ligesom tungsindig og særsindet, og når nogen spurgte hende ud om hendes ophold i bjærget, svarede hun al tid med dette lille vers: «Jeg gik mig ud bag Strusbjærg og vilde gi' mine kalle, da kom jeg i såen en dands, den dands forglemmer jeg aller.» Da manden sådan havde levet med sin kone i tre samfulde år, hændte det sig en dag, at de skulde til alters. Da kunde det ingen ende få med at få hende smykket. Manden blev til sidst utålmodig og sagde: «Skynd dig nu!» Da han havde sagt dette, blev hun usynlig for ham, og han så hende aldrig mere. Bjærgmanden havde bortført hende, og ingen kunde lære hendes mand, hvorledes han skulde få hende igjen.
Thomas Hansen.
