Bjærgtagne kommer ej tilbage
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
53. Bjærgtagne kommer ej tilbage
856. Der, hvor nu Lem mølle i Stövring herred er bygget, stod för en höj, der kaldtes Vrathöj. Da den blev slöjfet, fandt man så mange sorte lerpotter med aske og ben i; der var også mange store sten inden i højen, de stod så pænt på kant, som om de dannede en begravelse, og der fandtes mange sten i lignelse efter våben, de blev vist sendte til Kjöbenhavn. I gamle dage boede bjergfolkene i Vrathöj. En höstaften silde gik en pige ad den vej, der fra Lem fører ud til landevejen, og vist nok tværs over den og videre ud i markerne; enten skulde hun ud at binde, eller havde været det og gik hjemad, men da hun var kommen til et sted, hvor der var diger på begge sider af vejen, forsvandt hun helt. Man sagde, at hun var bleven tagen ind i højen, og der blev gift med en af bjærgmændene.
K. M. Rasmussen.
857. Mens kirken i Höjslev blev bygget, boede der en trold i de såkaldte Brudedale nord for Höjslev, der brød det ned om natten, som folkene i deres ansigts sved havde opført om dagen. Der blev da sat vagt ved kirken, og da trolden den nat kom igjen for at fortsætte sit ødelæggelsesværk, spurgte man ham om grunden til hans fremfærd. Han svarede, at kirken var bygget på hans ejendom, og der vilde han ikke tåle den. Dog blev de ved at snakke frem og tilbage med trolden, indtil han gav dem lov til at bygge på to betingelser. Den første var, at de skulde lade hans hue indhugge i en sten, og stenen indmures på kirketårnets nordre side. Det skete, og den dag i dag kan man se denne hue i stenen. Den anden betingelse var, at den første mø, der kom til at stå brud i kirken, skulde tilhøre ham, og skjöndt det ikke var så lille en fordring, gik de dog ind på den. Det varede et års tid, inden en mø blev viet i kirken, og hun var fra det nordre i sognet. Da de havde været i kirken og vilde kjøre til hjemmet, kom han til kusken og bad ham at holde, da bruden tilhørte ham og ingen anden, og «vil du ikke med det gode,» sagde han, «så skal vi nappes om hende.» De ord var henvendte til brudgommen. Nu gav kusken hestene af pisken og jog afsted i fuldt firspring, men alligevel indhentede trolden dem og rev et hjul ud af vognen, så de væltede, og nu tog han bruden og bogstavelig slæbte hende hen over marken til de store dale, der endnu bærer navnet Brudedale, hvor trolden havde sin bo. Dog kunde bruden ikke komme aldeles i hans vold, forinden han fik brudesmykket af hendes hoved, og dette kunde han ikke selv udføre. Men så fik han en fårehyrde til det under løfte om belønning derfor. En dag i skumringen mange år efter gik en gammel kone, der var jordemoder i Höjslev, uden for sit hus og plantede kål, men bestandig krøb der en stor skruptudse for ved hende, så hun ingen steder kunde sætte spade for dyret. Konen går da og småskjænder på tudsen og siger: «Å, kryb din vej, din tykmave, det kunde så mænd være almisse at hjælpe dig, når du skal lægge din mave, stakkel.» Og som konen sagde dette, forsvandt dyret. Men om natten, da jordemoderen lå i sin bedste sövn, kaldte trolden fra Brudedalene hende op og sagde, at hun måtte endelig fölge med ham, da hans kone var i barnsnød. Tillige fortalte han hende, at hun halvvejs havde lovet hende det i går, ti tudsen var bjærgmandens kone, der havde påtaget sig en sådan skikkelse. Jordemoderen fulgte da med ham, og han førte hende nu ind i en hule, hvor det var så mørkt, at hun ingen ting kunde se. Men trolden tog en lille æske med salve frem og smurte dermed hendes öjne, og nu blev det så lyst som dagen. Han førte hende derpå ind til den syge kone, og hun forløste hende. Da var det den brud, han havde bortslæbt fra vejen.
Da jordemoderen havde forløst konen, sagde denne til hende: «Når min mand nu betaler dig for din hjælp, så vil han lægge for dig en del guldpenge og ved siden deraf nogle spåner og for dig at se på rene ubetydeligheder, men dog skal du tage spånerne i steden for pengene, ti hvad der her er guld, har hos jer ingen værdi, men hvad der her synes værdiløst, er hos jer det pure guld.» Bjærgmanden lagde da også frem for hende, som konen havde sagt, men jordemoderen foretrak til troldens forbavselse spånerne for guldet, og da hun kom hjem, var det bare guldpenge.
Hvor trolden slæbte bruden hen, visnede græsset, men siden blev der en grön sti. Et sted der i nærheden hentede hun vandet, de brugte i hulen, og hun havde en lænke om benet. Ligesom trolden fik den første mø, skal han og have den sidste, der vies i kirken.
En hyrdedreng gik en gang rundt om højen i Brudedalen og sagde: «Bjærremand, bjærremand But, æ do hærennd så ska Fanden fløt dæ ut.» Men nu hørte drengen bjærgmanden spörge sin kone: «Æ æ wand warm, æ æ knyw hwas?» og så tænkte drengen: «Det er vist bedst, jeg piller af; det første, jeg kan komme af sted, er vist ikke for snart.»
Jeppe Jensen, Åkjær.
858. Da Höjslev kirke skulde bygges, havde bygmestrene deres maes med det stykke arbejde; ti hvad de byggede op om dagen, blev straks revet ned den følgende nat, så sten og tømmer næste morgen lå i én skuddermudder. Det var jo de underjordiske, der drev deres ufærd der, hvorfor de gode Höjslevboere også klogelig henvendte sig til dem for at få lov til at bygge deres kirke i fred. Ja, bjærgfolkene var da heller ikke så vanskelige at komme til rette med. De vilde bare have den første brud, der kom over en bestemt bro i nærheden af kirken. Nå, den blev da lovet dem, og nu kunde bygmestrene arbejde i fred, så kirken blev knaphændet færdig. Men så var det jo denne sag med bruden, og det kan man jo vel tænke, at der var ingen brud, der havde lyst til at komme over denher bro, indtil sagen var ved at gå i glemme. Så var der endelig en brudeskare, der kjørte ad den vej til kirke. Nu var der jo rigtig nok nogle, der mente, at det vilde gå hårdt og ilde til med bruden, men hun kom godt nok til kirke og blev viet til sin brudgom, kom da endelig også hjem igjen, men så heller ikke længere; ti bryllups natten forsvandt hun så aldeles, at ingen kunde komme hende på spor. Siden den dag hedder gården, som godt nok ligger i en dal, Bruddal. Nu gik der sådan omtrent et års tid, og ingen havde hverken hørt eller spurgt noget til den forsvundne brud, da kom der en klar måneskinsnat en lille mandsling ind til de gamle i Bruddal og opfordrede konen til at følge sig, da hendes datter lå i barns nød og nok ikke kunde blive forløst, med mindre der kom en kristen kvinde til hende. Konen var ikke meget for det, men da hendes mand sagde, at hun helst måtte gå, og den lille lovede, at der intet ondt skulde times hende, fulgte hun med ham. Hvor de gik omkring, kunde hun nu slet ikke blive klog på, men lige med et stod hun ved sin datters seng. Da hun havde forløst hende, sagde hun farvel til hende og bad om at komme tilbage. «Det skal du,» sagde mandslingen, «men først vil jeg betale dig for din bistand, hold dit forklæde op!» Hun gjorde så, og den lille fyldte det da med noget, som konen syntes mest lignede kul, hvorfor hun tænkte på at kaste det fra sig igjen, men da den lille bad hende at passe godt på det, tænkte hun, at hun kunde da gjærne gjøre ham den förnöjelse, hun kunde jo også tænde ilden ved det næste morgen. Den lille vilde nu følge hende op, men datteren råbte efter hende: «Hils min fader og sig, jeg har det godt!» För konen ret vidste af det, stod hun i hendes eget kjøkken, hvor hun smed kullene ned i tørvekassen og gik så i seng. Næste morgen så hun imidlertid, at kassen var halvfuld af guldstykker. Siden den dag blev der stor velstand i Bruddal.
M. Møller, Sir.
859. Om Höjslev kirke fortælles der, at da man vilde bygge den, havde man dertil valgt et sted, hvor bjærgmanden havde sin bolig. Han fortørnedes over, at man således forstyrrede hans fred, og rev derfor det ned om natten, som man havde opført om dagen. Man indlod sig i underhandling med bjærgmanden, og han lovede ej alene at lade arbejderne være uforstyrret, men også at hjælpe dem med arbejdet på den betingelse, at han fik den første brud, der blev viet i kirken. Man gik ind derpå, og bjærgmanden byggede nu ganske ene lige så meget om natten, som de mange havde kunnet bygge om dagen, så at kirken snart stod færdig, men da tiden kom, hentede han også sin belönning, til minde om hvilket nogle höje lyngbakker öst for Höjslev by, imellem hvilke er en lille grön og frodig dal, endnu kaldes Brudedals bakker. Der fortælles endvidere, at bjærgmanden indmurede en stor sten i kirken med det tilföjende, at man under den kunde tage pengene, når kirken trængte til reparation. Da dette en gang blev nødvendigt, prøvede man på at udtage stenen for at lede efter skatten, men under forsøget derpå truede kirken med at synke sammen, og man måtte derfor opgive det og fandt således ikke bjærgmandens skat.
Thea "Walther.
860. Da Höjslev kirke skulde bygges, blev det revet ned om natten, som de byggede om dagen. Det opdagedes, at en bjærgmand, som boede i nærheden, gjorde det, og arbejdsfolkene gjorde da den akkord med ham, at han skulde bygge kirken og tillige indlægge så meget guld og sølv en steds i den, at den igjen kunde bygges op for, når den brændte eller blev faldefærdig, og derfor skulde han have både den første og den sidste brud, som blev viet i kirken. Den første brud har han fået. Da de kjørte til kirke, blev der passet godt på hende, og hun kom også godt hjem, men da hun fik brudekrandsen af hovedet, fik bjærgmanden magt til at tage hende. Hun kom altså til at bo hos ham, men hver dag gik hun ned til en brønd og hentede vand. Hendes fader talte med hende og vilde befri hende, men hun svarede, at hun var godt nok fornöjet, hvor hun var. Den sti, hvor bjærgmanden gik med hende, er altid grön både sommer og vinter, og på den nordre side af kirken er en sten, hvori en lille hat er udhugget, og inden for den ligger skatten, som kirken skal bygges op for. Man skal en gang have prøvet på at bryde stenen ud, men forsøget mislykkedes.
Ane Kirstine Refsgård, Rödding.
861. Da man begyndte at bygge på kirken i Höjslev, kunde man aldrig bygge så meget om dagen, at det jo var nedrevet om natten og splittet langt omkring på markerne. Folk skjönnnede snart, at dette ikke kunde blive til noget, og derfor henvendte de sig til bjærgmanden, som boede der i sognet, og akkorderede med ham, at han skulde bygge kirken på den betingelse, at han skulde have den förste og sidste brud, der blev ført til kirken, i byggelön. Da nu den første brud var bleven viet, kom bjærgmanden og hentede hende, og den gård kaldtes siden den tid Brudedal. Der var en dam i nærheden, hvor bruden senere hentede vand, men for at hun ikke skulde løbe bort, havde hun en lang guldlænke om livet, og den ligger efter sagnet i Brudedalsbakkerne endnu. Når ejerne kjører bakken ud, vil den blive funden.
Samme bjærgmand var en gang i Kjöbenhavn, og i gaden mødte han manden fra Brudedal. Det var netop lille-juleaften, og manden vilde gjærne hjem. Bjærgmanden tilbød da at ville ride med ham, så kunde de endda komme tids nok hjem til juleaften. Nu red de gjennem luften over både hav og land, men da de kom over Viborg by, begyndte de at synke; det var vel tidlig, ti den ene af hestens hove stödte imod domkirkens spir, så kirken revnede, hvorfor den måtte istandsættes.
Ane Marie Madsen, Hestbæk.
862. Om trolden, der tog bruden, fortælles også fra Hodsager.
Vinding höjskole.
863. I Borbjærg er der norden for kirken en bro, over den tør ingen brudeskare kjøre; men er det fra den kant i sognet, de skal der over, kjører de en lang omvej og kommer til kirken fra en anden side; ti da kirken var under bygning, fortælles der, blev det nedbrudt om natten, som var opbygget om dagen. Præsten gjorde da akkord med Djævelen om, at ham skulde den første brud tilhøre, der kom over den foran nævnte bro, for at han skulde lade kirken uforstyrret fuldføre.
Iver Kr. Jensen, Vester-Fiskbæk.
864. Da kirken i Borbjærg ved Holstebro skulde bygges, fortælles der ligeledes, at alt det, der blev muret om dagen, blev revet ned om natten, og her var det ingen mindre end den Slemme selv, der huserede. Man blev da enige om at slutte en overenskomst med ham, hvis det lod sig gjøre. Jo, han var skikkelig nok at underhandle med, han vilde bare have den første brud, der kjørte over Kirkebroen öst for kirken. Det gik man ind på, og nu kunde man bygge kirken, men til dato er der ingen brud kommen over denne bro.
M. Møller, Sir.
865. Borbjærg kirke er bygget i Rige-Knuds tid af store engelske gråsten. Bruden var fra Trabjærg o. s. v. Broderen, der påtog sig at forsvare hende mod bjærgmanden, var kyrasser i Horsens.
A. Pedersen.
866. Sagnet vedligeholder sig endnu i Borbjærg med hensyn til farten over Kirkebækken, og jeg véd, at enkelte för deres død har taget løfte af deres efterlevende om ej at føre deres lig over denne bæk til kirkegården. Dog er der i de sidste åringer ført enkelte lig af börn og andre, som ej brød sig derom, derover, og intet uheld er mødt derved.
H. . . . .
867. Det bekjendte sagn om, at de, der byggede Borbjærg kirke, måtte love den Slemme, at han måtte få den første brud, der kom over Kirkebækken, når de måtte bygge kirken i fred, havde hele befolkningen i den östre del af sognet fuldkommen tilegnet sig. Brudefolkene fra Trabjærg, Skave, Tinkedal, Hogager og Abildholt kjører omtrent en halv mil af deres vej for at undgå at komme over den frygtelige bæk. De kjører således gjennem Borbjærg mølle, norden om Møllesøen, i hvis søndre side bækken udmunder, og kommer således fra nord til kirken i steden for at komme fra öst. Også de døde blev til for ikke længe siden ad denne omvej kjørte til kirkegården. Jeg véd da, at man kjørte denne omvej med min faders lig i 1827, hvorimod det ikke var tilfældet med min moders i 1850, og nu kjører ligene fra den östre del af sognet altid over bækken. Da jeg i 1883 spurgte min søstersøn i Trabjærg, om ingen brud endnu havde dristet sig til at kjøre over Kirkebækken, fik jeg at vide, at nu var der da endelig for kort tid siden kommen én der over, men det var sket så godt som for vanvare. En karl og en pige fra et nabosogn havde kjöbt et lille sted, der lå lidt östen for bækken på Borbjærg byes mark. Da de vilde holde bryllup og var ukjendte i egnen, havde de ikke noget stort følge med, og ingen havde gjort bruden opmærksom på den fare, der vilde være ved at komme over bækken. Brudefolkene gik derfor i al troskyldighed, fulgt af nogle få personer, fra deres hjem og over bækken til kirken, og denne hele vejlængde udgjorde kun nogle få bøsseskud, hvorimod de vilde have haft over en halv mil at gå om ad møllen og norden om søen. Man har heller ikke hørt noget til, at bruden senere er kommen galt af sted. Severin Veiersøe.
Forskjellige opskrifter af sagnet fra Borbjærg er allerede trykte i J. F. III 131—133, IV 329, fra Höjslev i J. F. VIII 43, 44, fra Haderup i J. F. III 131, VIII 45 og fra Fovlum i J. F. III 130.
868. Bavnehöj i Sønderhå, Hassing herred, kan ikke udgraves. En gang skal nok nogle have forsögt derpå, men så snart de begyndte at grave, blev der sådan en banken og dundren i højen, at de blev bange, og siden er det ikke blevet forsögt. Nogle påstår at have set höjfolkene gå ud og og ind af højen. Der er også nogle, som vil have set højen stå på gloende pæle, og i fuld oplysning set höjfolkene dandse. En gang var der stor festlighed på en gård i nærheden, og der var nogle lystige unge mennesker samlede. En af disse, en ung forvoven karl, vilde vædde med en anden karl af selskabet om, at han skulde besøge höjfolkene. Han gik da op til højen, men kom aldrig tilbage, og ham er det, folk mener der tømrer og dundrer i højen.
Kristoffer Holm, Sønderhå.
869. Der var nogle folk, der boede i Gudhjem lige op under en klippe, og de havde en datter, der sang så dejligt. Hun sang salmer, så det kunde høres langt ud, og det havde også frydet underjords-folkene; de vilde gjærne have hende ned til dem og fik da også held til at stjæle hende en gang. Hun forsvandt nemlig lige med ét, og siden kunde de høre hende at synge inde i Hårkaraklippen, det er en stor klippe nede ved havet.
Kr. Skovmand.
870. I Herrested sogn på Måre mark er en stor höj, hvorfra man forhen kunde se over til Sjælland. Der boede bjærgfolk, som tog en pige fra en mand i Måre. Han sendte hende en aften ud på marken for at hente gjæs, men hun kunde ikke finde dem, og for bedre at se sig om gik hun op på højen, men sank da ned og forsvandt. De troede aldrig at skulle se hende mere, men en aften, da moderen var ene inde, kom en pige ind til hende og bad om nattely. Konen sagde nej, det var jo ikke helt mörkt endnu, hun kunde nok få hus et andet sted. «Må jeg da bede om et stykke mad?» Det gav konen hende, og hun satte sig på bænken inden for dören og spiste. Nu gav hun sig til at spörge, om de ikke for nogle år siden havde mistet en pige her i gården. Konen svarede jo og spurgte, om det var hende. Pigen svarede ikke på det, men sagde: «Vil du give mig en pose gryn, så skal jeg sige, hvor jeg er, og så kan I selv dømme, hvem jeg er.» Grynene strøede hun bag efter sig lige op til höjens nordre side, og forældrene fulgte bag efter. Som de stod der, sank pigen ned for deres öjne. De forsögte at grave hende op, men da var jorden bleven så hård, at de ikke kunde få en spade i. Bænken, som pigen sad på, er endnu i gården.
Sødinge skole.
871. Der var en höj tæt nord for Östergård i Brovst, og der var bjærgfolk i. De stjal deres barn der i Östergård. Siden fik de sådan lykke der i gården, så der var ingen redning til. Siden sönnen i højen var bleven før (ɔ: voksen), kom han hjem til leddet i gården, men han kunde ikke få magt til at komme indenfor det, han måtte være så god at gå tilbage til højen igjen. A tror, hans moder snakkede med ham, men hun havde ikke magt til at få ham med sig.
Kristen Kielsen, Mosehuse.
872. Her nede i Östergård i Brovst havde de en sön, der kom ind i Österbjærget her östen for byen. Han hed Peder. Han skal være kommen op en gang og kommen til hans moder på vejen, og så vilde hun have ham med hjem, men det vilde han ikke, han vilde atter ind i bjærget, de så ham aldrig mere. Der var en bitte grön plet, hvor han gik ned.
Den gamle Ane Johanne havde altid så meget med ellefolk at bestille, og de sagde, at hun fik hendes rigdom der nede.
A tror nok, der er ellefolk i Österbjærget, for a har tillige med flere hørt kister slå i låse der inde.
Ane Marie Madsdatter, Brovst.
873. En dreng i Fårtoft gik en juleaften udenfor dören og blev rent henne med det samme. Mange år efter red en mand ved midnatstid på landevejen og blev indhentet af én, der red på en trebenet hest. «Å, å!» siger manden, «hvem er dette her menneske?» — «Har I aldrig hørt tale om en dreng, der blev henne juleaften? ti det er mig.» «Å, så! hvordan er det gået til?» — «Ja, jeg var jo noget let i munden; da jeg var kommen uden dören, kommer der en karet lige gjennem vor gård, og jeg giver mig til at råbe: Å, lad mig komme op at age! men lige med det samme sad jeg bag på kareten og kjørte med lige ind i Bulbjærg.» — «Er der da ikke råd til at komme derfra?» — «Nej, såmænd er der ej! Jeg passer deres høveder og får mad og drikke nok; men det er jo ikke min slags folk, og du kan nok tænke, det er kjedsomt for mig aldrig at høre et Guds ord eller komme til alters; det eneste, jeg har at ro mig ved, er den krumme, jeg kan uden ad. Men de har deres væsen for dem selv, og det kan nu ikke blive anderlunde. Men jeg har ellers travlt, for vor gamlemo'r er død, og jeg skal byde folk til begravelse fra Gasbjærg og mange store höje, og jeg skal være hjemme i morgen årle.» Siden har man ikke hørt til ham.
Fru E. Dybdahl, Sennels, Ty.
874. På den store Fjelkinge bakkes vestside, ligger nogle meget store sten. Om disse går følgende sagn. Det var ved juletid, og den fejredes på sædvanlig vis nede i Fjelkinge. Julebukken gik fra gård til gård og sang sine salmer og drejede julestjernen. Han fik da i sinde at gå til den næste by nord på, og da han kommer forbi Fjelkinge bakke, ser han oven omtalte store sten på ildsöjler. Han går nærmere til dem, og trolden kommer ud og beder julebukken gå med ind under stenene og synge lidt for sig. Julebukken gjör det, og da han vel er kommen ind, sænker stenene sig, og han bliver borte for bestandig. Men stenen blev opkaldt efter ham og kaldes Bukkebjærg-stenen.
Fortalt af en Villandsbo, som er bosiddende i Kjöbenbavn. John Johnsson, Kjöbenhavn.
875. I Swarrishöj her i Vilsted boede en dværgmand, der hed Swarri. Hans kone var bleven narret der ind.
Ane Noer, Vilsted.
876. For mange år siden var der bryllup i Søndersø i en gård midt i byen. Om aftenen blev bruden borte med ét. Manden og gildesfolkene sögte straks efter hende ud ad vejen syd på efter Lykkehöj. De så også højen gloende oplyst af ellefolkene. Manden fik aldrig sin brud igjen, for det var ellekongen, der havde taget hende.
Efter Peder Kristensen, Søndersø. Jens Rasmussen, Stensby.
877. Henne i en by, de kalder Dommerby, var en mand, der havde en datter, og så skulde de om sommeren hen i kjærene at gjøre hø tør. Den gangenstid det blev hen ved middag, skulde de jo hjem at have middagsmad. Men pigen blev så sövnig, og så bad hun, om hun måtte ikke blive i engen, til de kom igjen, hun kunde ikke holde ud at gå hjem. Så siger hendes fader, at det kunde da endelig blive godt, de kunde jo tage noget mad ud til hende; når de kom igjen, og så kunde hun ligge og hvile sig imens. Den gang de så kom igjen, var pigen henne, de kunde ikke finde hende nogen steder eller opdage, hvor hun var bleven af. En tre dage efter var de ude på engen igjen, og så kom hun ned fra en stor höj med en lænke om hendes ene ben. Hendes fader gik da hen til hende og sagde: hvordan det kunde være, at hun kom sådan. Jo, siger hun, for bjærgmanden havde taget hende, og han lå og holdt om den ene ende af lænken, for at hun skulde ikke løbe fra ham. Så siger hendes fader: Ja, han vilde hugge lænken over med hans høle. «Å nej, gjör det ikke,» sagde hun, for så fik de hverken lykke eller velsignelse i, hvad de havde hjemme, men så længe hun levede, skulde de ingen nød komme til at lide. Så varede det i en tre år, da så de en søndag morgen, som de kommer og vil til kirke, at der var en sten løftet op uden for våbenhusdören og lagt ned igjen. Nu vilde de jo til at se, hvad der var der nede. Så stod pigen der, hun var sat ned i jorden og var død. Nu kunde de se, hvor deres barn var blevet af, og at hun havde været i bjærgmandens vold. Han havde alligevel fået hende slæbt i kirkegården. De blev formuende folk, men hvad storhed var der ved det alligevel?
Ane Marie Nielsdatter, Ørum.
878. For omtrent hundrede år siden skal dværgene på Skivum mark, to mil syd for Nibe, have taget et ældre barn ved höjlys dag. Den dag, ulykken skete, var faderen fraværende på arbejde, og moderen skulde så passe kreaturerne. Barnet havde flere gange anmodet om tilladelse til at flytte koen, og en sådan blev endelig given. Det gik nu langs en tör grøft hen til koen, som stod töjret i kanten af en lille mose. Moderen fulgte alligevel straks efter, ti barnet kunde ikke rykke hælen op, men da hun kom til koen, var det forsvundet og fandtes aldrig mere, uagtet mange mennesker i flere dage var ude at søge. Om hösten fandt nogle höstfolk det töj, barnet havde på, da det forsvandt. Töjet lå uåbnet, og på det sted, hvor det fandtes, havde flere i forvejen sögt, og man mente derfor, at dværgen i mellemtiden havde bragt dette frem for dagens lys.
N. Kr. Pedersen, Grynderup.
879. Når man følger vejen fra Torsø mølle til Ajdt, kommer man om ved en bakke, der er overgroet med småtræer og buske, og efter en tidligere ejer kaldes Sören Ajdt's skov. Der vilde börnene gjærne søge hen for at samle jordbær. En lille pige fra Tungelund, som gik meget derud, forsvandt en gang sporløst. Folk havde set hende gå ind i skoven, og i flere dage ledte man da om hende så vel der som i et kjær ved siden af bakken, men alt var forgjæves.
S. J. Sort, Århus.
880. Imellem Galtebjærg og Stoppeshoved på Fyen ligger en lille skov, som kaldes Höjehave og tilhører en gårdmand i Galtebjærg. Her har været bjærgfolk, som har haft huler ned i jorden. En pige, som tjente i gården, kom en aften sildig ud i haven, der stödte til denne skov, og blev da en skikkelse vaer, som stod henne bag et træ. Pigen tænkte straks, at det var hendes madmoder, som havde truet med at ville forskrække hende engang; men hun tog fejl. Hun dristede sig til at gå hen til træet, men da hun nærmede sig, foer bjærgmanden ind på hende og sagde: «Nu skal du høre mig til.» Hun begyndte at råbe om hjælp, men det var for sildig, han slæbte hende ind i skoven. Hun fik da endelig den forlov, at hun måtte tre aftener, når klokken var 12, gå op til havedören og råbe tre gange. Dersom nogen så kom og lukkede hende op, måtte hun slippe, men kom der ingen, så skulde hun høre bjærgmanden til. Der kom ingen, og de så hende siden den aften aldrig mere.
Sødinge skole.
881. Höjene på Tandrup byes hede beboes af nisser, og om aftenen brænder der stundom lys på dem. En dreng gik en st. Hans aften ud for at se nisserne dandse, men han blev af dem bragt ind i højen, og man fandt intet andet af ham end hans røde hue, der hængte på en stok oven på højen.
N. Reedtz.
882. Kirsten Rolighed fortalte, at da hendes bedstefader var dreng og sad med nogle andre drenge oppe på Gorms höj, så fik de i sinde, at én af dem skulde gå ned i et hul, der var, og de bandt et reb om ham og hejsede ham ned. Da de syntes, han blev for længe væk, trak de rebet i land, og da var det svedent.
Peder Kristensen, Skovdallunds mølle.
883. I den søndre Jellinghöj lod de en hyrdedreng gå ind i med et reb om livet. Så råbte han ud til dem, at der var så mange bjælker og så meget. Så trak de i rebet, og da var det brændt over.
Når der blev gravet i den höj, så skulde Jelling brænde.
Almind.
884. Den sydligste af Jællinghøjene, Gorms höj, kaldes endnu undertiden Hjoor-hyw af de gamle folk i byen, og disse fortæller, at den skal have fået dette navn på følgende måde: I gamle dage rejste højen sig tit på gloende pæle, og man så da store skatte inde i den. Folkene i byen kom så i tanker om, at det ikke kunde være så galt at få fat i disse skatte, og de besluttede at gå ind og hente dem, men da det kom til stykket, var der ingen, som turde. Langt om længe fik de dog byhyrden til at gå der ind, men først bandt de ham et reb om livet, for at de kunde hale ham ud, hvis noget skulde hænde. Han gik da så dristig på, men næppe var han kommen der ind, för rebet brændte over, og højen sank ned over ham, så han aldrig mere kom til syne.
Karl Jakobsen.
885. Der er et mægtigt stort hul i Rødsten, og der er det, trolden boer. En gang stod nogle drenge ved stenen, og de fik lyst til at se, hvad der var nede i det hul. Men kun én af dem, der var en vovehals, tog sig på at gå der ned, og de andre bandt da et stykke reb om ham og de skulde stå og holde i det uden for. Når han så gav et ryk i det, skulde de jo trække ham op igjen. Men de stod længe der, og han gav intet ryk i rebet. Så tyktes de omsider, at nu kunde han vel være förnöjet af at sidde der nede, og det var da bedst at få ham op igjen. De haler da til dem på rebet, men den gang de fik det ud, opdagede de til deres store forskrækkelse, at rebet var brændt over. Det var også en god lærestreg til æ Furbo. Hele øen ligger på den sten.
Jebjærg højskole.
886. To hyrdedrenge, der om efterårstiden gik i marken for at opsøge deres løsgående heste på en dag, da luften var tåget, og det regnede, kom til Rødstenen på Fur, og for ikke at blive gjennemvåde krøb de ind i mundingen. Omsider foreslog den ene dreng, om de ikke skulde krybe længere ind. Den anden vilde ikke, men så bandt han et reb om den første, og denne krøb så ind. Der hørtes kort efter et jammerskrig, og da han nu trak til sig, syntes rebet afbrændt i enden.
Lærer Schive.
887. Der var nogle hjorder, der tykte, at det var skjönt at komme ind i Rödstenen på Fur. Én fik et reb om sig og gik der ned. Da han var lidt inde, hørte de andre, han råbte: «Her er én stue, og her er én stue, og her sidder der en gammel mand med lange skjæg for bordenden.» Så råbte han, at han vilde op, men da var rebet brændt over, og de så ham aldrig mere.
Jebjærg højskole.
