Bjergfolkenes tøj ude på højene

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. jan. 2013 kl. 05:40 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Bjergfolkenes tøj ude på højene)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind I, s. 128

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Bjærgfolkenes Tøj ude paa Højene


473. Man kunde ofte se, hvordan Kirkebusken lige vesten for Vesterø Kirke ved Dværgklitten hang fuld af Smaalapper. Det var Dværgene, der havde deres Tøj ude til Tørring. Folk saa smaa Skjorter, Bleer og Navlebind, naar de færdedes der forbi, men nærmede man sig dertil, blev de pillet væk.
Ane Kristine Bak, Vesterø.


474. En Morgenstund der var Rim paa Jorden, kom to Skolepiger fra Frølund, Karen og Kirsten Siggaard, gaaende og skulde til Skole. Vejen gaar jo forbi Ellekons Høj, og der ser de, der ligger en stor Masse Garnender af alle mulige Kulører rundt omkring Højen. De samlede nogle af dem op og tog med til Skole og viste Læreren. Han sagde:
   "Det maa vi have undersøgt," og nu fulgtes han og alle Børnene ad derop, men saa var der ikke en eneste Garnende at se.
   "Smid nu de ender," sagde han, og det gjorde de.
Niels Bjerregaard, Hammerum.

De to piger har jeg kjendt, for de har i sin Tid gaaet i Skole til mig. Ellekon’s Høj er tidligere nævnt.
E.T.K.


475. Paa Gaardshøjes Mark i Mejrup omtrent lige ved Gaarden laa en Høj, som blev gravet bort, da Ejeren vilde udvide Stuehuset og lave Mælkekjælder o. s. v. Det var omkring ved 1810, og der blev da i Højen fundet et Sværd og en gammel Hue. Folkene troede, at Sværdet var af Guld, og bar det til en Guldsmed i Holstebro, som dog erklærede, at det ikke var Guld. De ønskede nu at faa lavet et Par Lysestager af Sværdet og fik dem ogsaa, men om de blev lavede af det Metal, véd jeg jo ikke. Stagerne staar her i Præstegaarden endnu.
   Luen regnede de ikke for noget og smed den ud paa Møddingen. Senere blev den kjørt ud paa Marken med Gjødningen, men kom hjem igjen med Kornet, for den kunde ikke raadne. Saadan skete det flere Gange, og nu blev de jo ret opmærksomme paa den og var en hel Del betænkelige ved den, men omsider forsvandt den da.
1908. Fru Wifle, S.-Broby.


476. En Mand fra Vinkel kom ved Aftentide kjørende forbi Sønderhøje paa Randrup Mark, han skulde til Mølle i Randrup Mølle. Da havde Bjærgfolkene deres Sager ude at sole i Maaneskinnet. Han san det og fik nu Lyst til at kjøre derhen og maaske tage noget al det. Men saa blev Bjærgfolkene vrede og løb ud af Højen, og Studene, som Manden havde for Vognen, blev gale og løb, saa den væltede og gik i Stykker, og Kornet spildtes.
1909. Peder Jensen, Vinkel v. Viborg.


477. I Klokkehøj var der Bjærgfolk, og gamle Abelone har fortalt, at hun en Aften, da hun gik der forbi, mærkede, hvordan Stenene fra Højen kom raslende ned om Benene af hende. Hun syntes ogsaa, hun saa en hel Del Potter, der stod i Vejsporene, og hun gik ligefrem og traadte i dem. Hun troede bestemt, at det var Troldtøjet, der havde deres Sager ude i Maaneskinnet.
   Klokkehøj er lige nord for Vejen fra Gjellerup Kirke til Lund og paa den søndre Side af Vejen er Langbjærg. Der kom Væld fra Klokkehøj og løb under Vejen ned ad Nabkjær.
1909. Peter Fenger, Herning.


478. En gammel Kone i Klæstrup, der hed Kisse-Mette, fortalte, at mens hun var Hyrde, da laa hun tillige med en anden Hyrdedreng paa en Høj paa Klæstrup Mark, sydøst for Byen, der hedder Maarhøj, og da saa hun, at den østre Side af Højen var overbelagt med ene klare Sager, og en lille Djævel, eller hvad det nu var, løb omkring imellem Sagerne.
   Den Høj er ikke nu længere til, min Mand har kjørt den væk.
Bodil Marie Andersdatter, Jerslev.

Sæjlihøj, Storehøj, Maarhøj, Laaphøj, Skaj, Kibhøj, Kløverhøj har alle været paa Klæstrup Mark — Boelhøj paa Jerslev Mark.


479. Min Moder tjente paa Aastrup der vesten for Hjørring, og hun fortalte, at hun saa, Bjærgfolkene havde deres Fade og Tallerkener ude at soles midt om Dagen der i Bakkerne nord for Hjørring.
Frøken Thomsen, Sinddal.


480. Der var en Dreng, de kaldte Grødkristen, for det han var saa graadig, han tjente ved min Fader og var da saa stor, han kunde passe Kreaturerne. Saa var det en Gang i Høbjærgningen, de var nede at slaa Hø i Kjæret, og Drengen var med at rive. Saa skulde han gaa op i Marken og tage Køerne med sig hjem ved Middagstid, og han gaar ogsaa derop, men saa tykte han, det var vel tidlig, og han lagde sig da paa Siden af den Høj, de kalder Pilhøj, og der falder han i Søvn.
   De havde faaet deres Onden, og de havde faaet deres Middagssøvn, og de var færdige at tage i Marken igjen, ilav Klokken var to, og Drengen var endnu ikke kommen. Den Gang han vaagner nu op og skal have fat i Køerne, da er han helt forstyrret, og som han nu ser sig om, er hele Højen overbelagt med ene Linned, og saa griber han et Lagen, der var saadan paa Størrelse som et Vuggelagen, der laa ved Siden at ham, og det tager han med sig.
   Den Gang han kommer saa hjem, skulde han jo have noget Utak, for det han blev saadan henne med Køerne. Saa siger han til Konen, det var Niels Knudsens Moder:
   "Aa, Højen var saa belagt i Dag med ene Linned, den Gang a vaagnede," og saa viste han hende det Stykke, han havde faaet fat i. Saa fik han ingen Bank, han blev helt fri baade for Hug og Utak for det sammes Skyld.
   Niels Knudsens Moder beholdt Lagenet, og det havde hun og var Ejer af, til hun døde. Hvad der saa blev af det, véd a ikke.
Lars Hansen Dun, Sønderholm.


481. Her i Snedkergaard var en Mand, hed Lars Andersen, og han gik til Kirke Søndag før Jul. Hans Vej faldt om ad Nørgaard i Strandby. Da var der sat en hel Hoben Tinfade og Tallerkener østen for Nørgaard paa en Stenhøj eller Stenrevle, der kaldtes Nørgaards Røn (eller Røngel), og der sad en bitte Dreng med en rød Lue paa og paste paa dether Tin. Saa siger Manden til ham, idet han pegede paa et Tinfad:
   "Du kunde gjærne give mig det, du har saa mange," og saa rørte han ved det med hans Kjæp. Da han kom tilbage fra Kirken, var alle Tinsagerne væk undtagen det Tinfad, det stod der, og det tog han. Det var paa Stedet hos ham, indtil hans Datter blev gift. Hun blev gift til det vesterste Sted i Nørgaard og fik Tinfadet med sig i Medgift. En Gang skurede hun det og satte det ud, og saa blev det henne.
Niels Madsen, Bratten.


482. En Mand i Serritslev kom forbi en Høj, og der laa saa meget Sager paa. Saa tog han ved et Par store Lysestager, og tænkte ved sig selv:
   "Gid det var mine!"
   Men han satte dem igjen og gik.
   Noget efter kom han den samme Vej tilbage, og da var alting væk undtagen Stagerne. Saa tog han dem med sig hjem, og der var ingen, der kunde sige eller forstaa, hvad de var lavet af.
Jens Hvæes, Klæstrup.


483. To Mænd kom en Aften kjørende fra Børglum over og forbi Langdyssen i Serritslev, og da saa de en Kobberkjedel staa paa Toppen af den. Den bageste havde just en øgse i Vognen, og den kastede han saa ud i Kjedelen. Nu kunde Højfolkene ikke føre den ind igjen, og næste Dag gik Manden ud at hente den. Men han vilde ikke dele med den anden Mand, hvad der dog havde været rimeligt, da de havde set Kjedelen paa samme Tid.
   Han fik ikke stor Fornøjelse af sin Rigdom, for kort efter vilde han staa op paa en Skjærekiste for at tage en Stryge ned fra Taget, men han faldt ned og skar sig ihjel paa Kniven. Det er ikke længere siden det skete, end at jeg har kjendt Manden.
Fortalt at Røgteren i Kalum.
(Fylla Nr. 31, 1872.) A. B.


484. Her ude i Røn Hede sønden for Bedsted er en Høj, der hedder Stævnhøj, det er omtrent den største her i Pastoratet, og den er helt ubeskadiget. Mangfoldige Mennesker, der har været ude i Heden at grave Tørv, har set Heste og Køer af Bjærgfolkenes, og de har set Tøj ude til Tørring. Der er saa langt til Bygge, te der er omtrent en Fjerdingvej, saa en kan da vide, der er ingen Mennesker, der gaar saa langt hen med Tøj.
Mads Grøntoft, Bedsted.


485. En gammel Mand, Lavst Kristian Mikkelsen fra Gramstrup, sagde efter hans Fader, som boede i Trankjær, at da han var en 10, 12 Aar, da saa han noget hvidt Tøj ligge ude paa Hjælpensbjærg, og de havde ikke én, men mange Gange set Bjærgfolkene færdes der. Linnedet var hvidt, og han vilde beedige, at han havde set det paa Bjærget.
Smed Povl Andersen, Tygstrup.


486. I Nylarsker pan Bornholm ligger en Høj, hvori der efter Sigende skal bo Troldfolk. Folk har i Forbigaaende set en blaalig Lue stige op af Højen, og naar de er kommen kjørende, og Hestene har set den, har de stejlet og har ikke været til at faa at Pletten.
   En Maaneskinsaften kom en Kone gaaende over Højen. Hun kjendte ikke noget til Sagnet og saa da et stort Ben, som hun tog op og bar hjem. Men da hun kom hjem, var det, ligesom Benet var fastvogset til Haanden, og hun kunde ikke forstaa, hvordan hun skulde blive af med det igjen. Altsaa var hun helt forfærdet. Men da kom der en klog Kone, som raadede hende at gaa op paa Højen paa samme Tid, som hun sidst havde været der. Det gjorde hun, og da hun kom til Stedet, hvor hun havde fundet Benet, faldt det ud af Haanden paa hende. Men siden blev hendes Haandled stivt.
(J. Kamps Saml.) Karen Holm.


487. En Mand fra Rødding, Niels Møller, har for en Del Aar siden, da han gik ude paa sin Mark, hørt et gjennemtrængende klagende Skrig. Han var tæt ved en Høj, som han var i Færd med at grave ud, og faa Minutter efter fandt han 4 Stenkiler. Nu troede han jo, det var de Underjordiske, der havde klaget sig, fordi de ikke havde faaet deres Sager samlet ind, saa de nu maatte miste dem, da han jo ikke kunde undgaa at finde dem.
1906. Pastor Joh. Zerlang, Gram.