Bjergfolks drab

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. jan. 2013 kl. 05:26 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Bjergfolks drab)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind I, s. 76

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Bjergfolks drab


288. Er det mig forberet af gamle Dannemænd her udi Beder Sogn, at det hænde sig, at en ung Karl ved Navn Søfren Mortensen kom uforvarendes fra en By, som kaldes Fløjstrup , til en By, hvilken han i boede, ved Navn Lilfullen; da ved samme By mødte hannem en Trold, hvilken der trængte sig ind paa hannem at ville gjøre hannem ondt.
   Da uddrog forne Søfren Mortensen sit Sværd og hug hannem til Døde, og Steden, paa hvilken han ihjelslog hannem, kaldte de Helvede, som det endnu paa denne Dag hedder.
(Ole Worm.) Laurits Jensen.


289. Paa Tudvad Mark var der mange Høje. Saa en Dag fik en Hjordedreng at se, at en af dem var løftet op paa Pæle, og han kunde ogsaa se, at der var Dands der inde i Højen. Saa i Kaadhed smed han en Sten ind imellem dem, der dandsede, og den maa saa have ramt et Barn, for strags efter hører han dem raabe ud til ham:
   "Kan du hilse Find, at død blev den lille Kind."
   Han skyndte sig nu at komme der fra, og da han kommer hjem til Gaarden, hvor han tjente, giver han sig til at fortælle, hvad han havde hørt og set. Folkene sad inde og spiste, og saa flyver Karlen op og slaar Drengen ihjel, og strags efter er han forsvunden, og de saa ham aldrig mere. Saa mente Folkene jo, at Karlen hørte til Bjærgfolkene, og at det var hans Barn, der var blevet slaaet ihjel.
   En gammel Husmand, der hed Peder Thomsen og var henne fra Tudvad, har fortalt mig det. Det var hans Moders Bedstemoder, der havde oplevet det. Han var for Resten paa Sognet i Ødsted. Maren Terpes her i Klattrup har fortalt den samme Historie.
17de Sept. 1911. Nikolaj Madsen, Klattrup.
H. Rasmussen, S. 7: Find og Kind. Kind er død. En Pige dødelig saaret.


290. Min Bedstefader har fortalt mig en Historie fra min Oldefaders Tid. De boede i Tudvad, og paa deres Mark laa æ Bjærghøj , som der var Bjærgfolk i.
   Saa havde de faaet en ny Karl at tjene, men hvor han var fra, vidste de ikke. Af og til var han henne om Aftenen nogle Timer, men hvor han var, vidste Folkene ikke.
   Om Aftenen, naar Tjenestedrengen var oppe at flytte Faarene, da saa han Højen ligesom paa fire Pæller, og Bjærgfolkene de dandste der inde. Saa var det en Søndag Aften, da holdt de Barselgilde der inde, det var netop i Høstens Tid, og da Drengen noget sent kom derom ved, kunde han se Lystigheden, og saa tog han en Sten og kylte ind i Højen imellem dem. Den ramte Barnet og slog det ihjel. Saa kom der en Bjærgmand rendende efter ham og sagde til ham:
   "Du skal gaa hjem og sige til Find, te død blev den lille Kind."
   Lav han nu kom hjem og var saa glad ved at kunne fortælle dem den Nyhed, da sad Folkene netop og skulde have deres Nætter og skulde have Kartofler, for de havde haft travlt med at kjøre Korn ind og var blevne sent færdige.
   Drengen satte sig nu ved dem og sad og fortalte dether nok saa rask, og Karlen sad ved Siden af og hørte det. Da tog han hans Kniv og stak i Brystet af Drengen, og saa satte han af ud ad, og de saa ham aldrig mere.
   Nu kunde Folkene nok forstaa, hvordan det forhavde sig. Karlen var jo en Skifting og havde hans Hjemmen i Højen og havde ogsaa hans Kone og Barn der inde, men nu havde Drengen slaaet Barnet ihjel, og da han nok saa glad sad og fortalte det, blev Karlen jo opægget.
   Naar han havde været henne, var han jo ude i Højen for at se til Konen, men den Aften de havde saa travlt, kunde han ikke komme saa tidlig hjem, endskjøndt der var Gilde, og det var da ogsaa et bedrøveligt Gilde, han kom hjem til.
   Der kom saadan Rædsel over mig, da min Bedstefader fortalte mig den Tildragelse, og a var siden saa ræd for at komme nær til den Høj om Aftenen, naar a var ude at flytte Faarene.
Maren Sørensdatter, Klattrup.


291. Øst for Sommersted ved Vejen til Haderslev ligger Tinghøjen, og i den boer Underbos.
   En Mand fra Sommersted kom en Aften kjørende hjem fra Haderslev, og da han nu kommer forbi Højen, ser han den staa paa gloende Pæle. Han kunde se, at der var Gilde der inde, og han tog sin Lommekniv, lukkede den op og smed den ind imellem de Dandsende. En af de smaa Folk blev ramt og segnede død til Jorden. Saa raabte det til ham ud fra Højen:
   "Hils Find, at lille Kind er død."
   Han kjørte nu hjem, og sad og fortalte, hvad han havde oplevet, mens han sad og spiste Nadre med Folkene. Da han nu siger, hvad der var bleven raabt til ham, rejser Karlen lige med ét sig op og stikker ham Brødkniven i Brystet, saa han segner død om. Tjenestekarlen var nemlig en af de Underbos, og det var hans Kjæreste, der var bleven dræbt.
Pastor N. G. Nielsen, Sommersted.
Se: Mullenhoff Side 292, hvor Sagnet er fortalt paa en lignende Maade.


292. Paa Refshave var Drengen en Aften reden ud med Hestene i Kjær Kobbel. Der i den Kobbel laa en stor Kjæmpehøj, og da saa Drengen, at der var Lystighed, for Højen stod paa Pæle, og Bjærgfolkene dandsede der inde. Saa tog han en Sten og smed ind til dem. Da kom der én løbende ud til ham og raabte:
   "Hilsen Find, død blev den lille Kind."
   Nu blev Drengen ræd og rendte hjem ad. Da han var kommen ind, og Folkene sad og spiste deres Natter, sad han og fortalte, hvad der var hændet ham. Saa rejste Karlen sig lige med et og sagde ikke et Ord, og den samme Nat blev han væk, og de saa ham aldrig mere.
   Karlen havde altsaa haft Omgang med Bjærgfolkene, og den Dreng, der var bleven slaaet ihjel med Stenen, det var hans.
Kristen Tuesen, Fjelstrup.


293. Nogle Børn vilde gaa til deres Hjem en Aften sildig. Da hørte de noget jamre sig og fik Øje paa et Lys, der brændte oppe i Gavlvinduet i en Gaard i Byen, og der sad to smaa Børn der oppe, det var dem, der jamrede sig.
   De skyndte sig nu hjem og fortalte, hvad de havde set, men da deres Fader tillige med en anden Mand gik derop for at se, om det var sandt, kunde de ingen Ting opdage.
   Det rygtedes dog imidlertid, at flere havde set det samme Spøgeri, og saa gik nogle Mænd derop en Nat og saa, at det virkelig forholdt sig, som Børnene havde sagt.
   De gik nu til Præsten og bad ham gaa med dem næste Nat og tale til Spøgeriet. Han lovede det, og de mødte alle efter Aftale. Præsten spurgte nu Børnene om, hvorfor de saadan sad og klagede sig. De svarede, at alle deres Kammerater var døde af Sult, og de maatte ogsaa sulte ihjel; for Folk gjorde saa meget"hid og did" i deres Korn, at de ikke kunde tage noget deraf, og altsaa ikke faa noget at spise. Da Præsten nu spurgte dem ud om, hvad de mente med hid og did, fik han endelig ud af det, at det var Kors, de slog i Kornet og i al Ting, og hvad der var Kors i, det turde de Underjordiske ikke røre.
   Præsten og Mændene gik hjem med den Besked, og kort Tid efter var det Klagemaal forsvundet. Altsaa er den Slægt vel uddød.
Strynø. L. Prip.
J. P. Møller, S. 32: Aa, e Philop dør! En Hilsen med nogle Folk, der kjørte til Ruthskirke.