Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 1.Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Første Sang
Den danske Kong Skjolds Eftermæle


Fra ældgamle Dage
Det melder os Sage,
Det tone i Sang!
At Stolkongesæder
Beklædtes med Hæder
I Old-Danevang
Af høibaarne Helte,
Som Sværdet i Belte
Forgæves ei bar.
Saa hørte vi melde
Om Skefingen Skjold,
Han throned i Vælde,
Den Herre saa bold.
En kummerfuld Morgen
Vel for ham oprandt,
Men Nøden og Sorgen
Dog brat han forvandt;
Ja, Voldsmænd den Giæve
Tit lærte at bæve
Og bukke paa Val;
Hvor Mjøden de skiænked,
Som Herre sig bænked
Den Høvding i Sal.
Man høilig ham loved
Og løfted i Sky,
Ei Naboer voved
Mod Helten at knye;
Men vidt over Bølge
Med Hylding i Følge
Kom Guld til Hans Gaard.
 
Af Alder og Møde
Blev Ædlingen træt,
Dog ikke uddøde
Den herlige Æt:
En Skjoldung nedsendte
Til Høisædes-Arv
Den Herre, som kiendte
Nok Dannemænds Tarv:
Den Trængsel og Møie,
De før maatte døie
Ved Konningesavn.
Ung Bjovulv med Ære
Man Spiret saae bære,
Berømt blev Hans Navn,
Hans Magt og Hans Lykke
Saa vide om Land;
Hvor Skyter mon bygge,
Der lovedes han.
Ei gik ham af Minde,
At Drotten med Flid
Skal Venner sig vinde
I Ungdommens Tid,
Saa ei, naar han mattes
I Alderdoms Aar,
Ham Følge skal fattes
Med graanende Haar:
Ei Skjold, som vil skiærme,
Naar Fiender sig nærme,
Ei Mænd, som vil staae;
Ved Veldaad at øve,
Sig Velfærd tilkiøbe
Skal Store og Smaae.
 
Der, bøiet af Møde,
Den gamle Kong Skjold
Til Hvilen hin søde
Gik Herren i Vold;
Ham Venner udbare
Med Ømhed i Bryst
I sørgelig Skare
Til Dannemarks Kyst;
De saa ham udførte,
Som selv han befoel,
Mens Tungen han rørte
Paa Konningestol
Og styred tillige
Med Læmpe sit Rige
Saa mangen god Dag.
Her toge de Kiække
Hans Konningesnekke
Med udskaaren Stavn,
Som, vel gjort tilrette,
Laae klar til at lette
Fortøiet i Havn;
Den giæve, den gilde,
Den kiærlige Drot,
Som aarle og silde
Kun pønsed paa Godt,
Ved Masten de satte,
Omgiærdet med Skatte
I skinnende Kreds.
 
Ja, ei vil jeg dølge,
Mig aldrig blev sagt,
At Skib kom paa Bølge
Med finere Fragt:
Af Klæder til Gilde
I Høieloftssal,
Og Kaaber, som Hilde
Mon axle paa Val,
Af Odde og Egge, —
End her laae paa Snekke
I skinnende Kreds.
 
De Statte saa mange,
De skulde nu ud
Paa Reisen hin lange
Med Drotten saa prud,
For dem at opveie,
Hvormed man ombord
Omringed Hans Leie,
Der eenlig han foer
Med Skatte i Følge
Paa Baad over Bølge
I Barndommens Aar.
 
Der Alt, som tilkeiset,
Laae godt nu i Lag,
For Kongen blev Heiset
Det deiligste Flag,
Og høit det sig hæved,
Hvor Hovedet laae,
Mens Snekken udsvæved
Paa Bølgerne blaae.
 
Paa Klinten med Kvide
De Dannemænd stod,
Saae Snekken bortglide
Med sorrigfuldt Mod;
Og hvem der i Hænde
Fik Skatten tilsidst,
Maae Alle bekiende,
Slet Ingen har vidst.