Forskjell mellom versjoner av «Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 15.Sang»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Bjovulvs-Drapen
Bjovulvs Farvel med Sagn om Gothe-Kongen Hrædel og Hans Sønner.
(Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 15.Sang) |
|||
(2 mellomliggende revisjoner av 2 brukere er ikke vist) | |||
Linje 3: | Linje 3: | ||
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk | !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk | ||
|- | |- | ||
− | ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Beowulf]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf]] !! | + | ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Beowulf]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Beowulf (RW)]] !! |
|- | |- | ||
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf (N.F.S.Grundtvig)]] !! !! | ! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf (N.F.S.Grundtvig)]] !! !! | ||
Linje 20: | Linje 20: | ||
− | + | ::Nyt om Land der spurgtes nu, | |
− | + | ::Da i Morgenrøde | |
− | + | ::Gothe-Kongen gram i Hu | |
− | + | ::Dragen gik at møde! | |
− | + | ::Ene dog ei gik af Gaard | |
− | + | ::Helten, men selv Tolvte, | |
− | + | ::Vidste nu og paa et Haar, | |
− | + | ::Hvem Ulykken voldte: | |
− | + | ::Gierningen var kommet op, | |
− | + | ::Karret bragt for Dagen, | |
− | + | ::Holde maatte da og Trop | |
− | + | ::Han, der stjal fra Dragen; | |
− | + | ::Som den Trettende i Flok | |
− | + | ::Med var han i Skare, | |
− | + | ::Vei han viiste, nødig nok, | |
− | + | ::Bange som en Hare; | |
− | + | ::Trællen bitterlig fortrød | |
− | + | ::Nu sit Vovestykke, | |
− | + | ::Vented sig den visse Død | |
− | + | ::For sin Tyve-Lykke; | |
− | + | ::Maatte dog i Spidsen gaae | |
− | + | ::Did, hvor Bølgen brummed | |
− | + | ::Og i Storm mod Klipper graa | |
− | + | ::Væted sig og skummed, | |
− | + | ::Did, hvor Underværker nok, | |
− | + | ::Kostbarheder laae i Flok, | |
− | + | ::Men bag svære Bomme: | |
− | + | ::Af Ilddragen under Muld | |
− | + | ::Kiøbtes her det røde Guld | |
− | + | ::Kun i dyre Domme. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Nu paa Næsset under Fjeld | |
− | + | ::Drotten gik til Sæde, | |
− | + | ::Sagde Vennerne Farvel | |
− | + | ::Kiækt, dog ei med Glæde; | |
− | + | ::Sad Valkyrien og nær, | |
− | + | ::Som, ei for det bedste. | |
− | + | ::Vilde i den Herrefærd | |
− | + | ::Ham med Æren giæste, | |
− | + | ::Vilde nu, trods Hjertebaand, | |
− | + | ::Helten saa udstykke, | |
− | + | ::At i Kæmpe-Kiød Hans Aand | |
− | + | ::Brat holdt op at bygge! | |
− | + | ::Det var Bjovulv, Eggthjovs Søn, | |
− | + | ::Saa tog han til Orde: | |
− | + | ::„Med paa Val i Vaabendøn | |
− | + | ::Selskab tit jeg gjorde, | |
− | + | ::Voved mig i Ungdomsaar, | |
− | + | ::Er dog gammel blevet, | |
− | + | ::Mindes, som den Dag igaar, | |
− | + | ::Hvad jeg har oplevet: | |
− | + | ::Syv i alt var mine Aar, | |
− | + | ::Da en Drot fuldædel | |
− | + | ::Tog mig af min Faders Gaard, | |
− | + | ::Drotten var Kong Hrædel; | |
− | + | ::Vennesæl og frændehuld, | |
− | + | ::Holdt mig godt den Rige, | |
− | + | ::Gav mig Mad og gav mig Guld, | |
− | + | ::Elsked mig tillige, | |
− | + | ::Som hvad ham i Kongehall | |
− | + | ::Kiærest var at finde, | |
− | + | ::Skiøndt dog Sønner tre i Tal | |
− | + | ::Glad han saae derinde: | |
− | + | ::Herbald, Hakon, Higelak. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Ung Herebald ældst var af Sønnerne tre, | |
− | + | ::Saa ilde det maatte sig hænde, | |
− | + | ::Og skulde dog aldrig paa Jorderig skee: | |
− | + | ::Han faldt for sin nærmeste Frænde! | |
− | + | :: | |
− | + | ::Ja, Pilen paa Streng lagde Hakon med Lyst, | |
− | + | ::Ei værre skiød Nogen med Bue: | |
− | + | ::Med Broderens Pill i sit kiærlige Bryst | |
− | + | ::Ung Herebald blegned paa Tue. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Den Synder, man dømte, for slig en Udaad, | |
− | + | ::Med Livet var skyldig at bøde, | |
− | + | ::Dog maatte uhevnet, for Faderens Graad, | |
− | + | ::Ung Herebald blegne og bløde. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Med Gysen kun Oldingen tænkte derpaa, | |
− | + | ::Hvad Skiæbne Hans Søn skulde friste: | |
− | + | ::Kom Hakon i Galgen, man klarlig det saae, | |
− | + | ::Hans Hjerte paa Stand maatte briste. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Saa Oldingen hørtes med skiælvende Røst | |
− | + | ::I Sang at udøse sin Klage: | |
− | + | ::Hist svæver i Galgen min Alderdoms Trøst, | |
− | + | ::Til Føde for Ravn og for Krage! | |
− | + | :: | |
− | + | ::Hvad nytter mig Vid, og hvad gavne mig Aar! | |
− | + | ::Hvad Hjelp kan den Døde jeg yde! | |
− | + | ::Hvad andet, end lade, idag som igaar, | |
− | + | ::Hver Morgen min Klagesang lyde! | |
− | + | :: | |
− | + | ::(Ham tyktes, ung Hakon i Galgen med Spot | |
− | + | ::For Misgierning sin maatte bøde, | |
− | + | ::Ham tyktes, han selv var en sønneløs Drot, | |
− | + | ::Hans Throne for Arvinger øde.) | |
− | + | :: | |
− | + | ::Din Høieloftssal er af Veir og af Vind, | |
− | + | ::Omkring dig er eensomt og øde; | |
− | + | ::Henvisnet, min Søn, er dig Rosen paa Kind, | |
− | + | ::Saa maa dog mit Hjerte vel bløde! | |
− | + | :: | |
− | + | ::Ak, hvor under Sky du dig svinger saa bleg, | |
− | + | ::Ei Harpeslag kildrer dit Øre, | |
− | + | ::Der findes, der kiendes ei Lyst eller Leg | |
− | + | ::Som før du var vant til at høre! | |
− | + | :: | |
− | + | ::Saa sværmed den Gubbe, og Sang efter Sang | |
− | + | ::Han hørtes at kvæde med Sorgen, | |
− | + | ::For ham, hvor han stædtes i Sæde og Gang, | |
− | + | ::Løb rundt baade Vangen og Borgen. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Ham Herebalds Drab gik til Hjerte fuldnær. | |
− | + | ::Alt som en ubodelig Skade, | |
− | + | ::Han havde slet ikke Hans Banemand kiær, | |
− | + | ::Men kunde ham dog ikke hade. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Saa sank da den Herre i Graven af Sorg, | |
− | + | ::Lyksalig ved træt at nedsegne, | |
− | + | ::Lod Sønnerne raade for Land og for Borg, | |
− | + | ::Opsvang sig til lysere Egne. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Ei lagdes med Gubben dog Sorgen i Grav, | |
− | + | ::Maae Gother og Svenske bekiende, | |
− | + | ::Fuldbistre de giæsted nu tit over Hav | |
− | + | ::Hinanden, for Belte at spænde. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Det Ongenthjov voldte og Frænderne hans, | |
− | + | ::De vilde af Fred ikke vide; | |
− | + | ::De Halse saa haarde kom ofte til Lands | |
− | + | ::Paa Krig under Hrosna-Bjergs Side. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Ei sad mine Frænder med Hænder i Skiød, | |
− | + | ::Nei, Alle deraf veed at sige, | |
− | + | ::At Kinderne blegned, og Klingen blev rød, | |
− | + | ::Da brat de gav Lige for Lige! | |
− | + | :: | |
− | + | ::Dog maatte den Ene, fast over dens Værd, | |
− | + | ::Krigs-Æren med Livet giengiælde: | |
− | + | ::I Frænde-Haand funkled det farlige Sværd, | |
− | + | ::Som mægted Kong Hakon at fælde. | |
− | + | :: | |
− | + | ::For Ongenthjov segned den Herre saa rank, | |
− | + | ::Om Jofur end saa hevned Skade, | |
− | + | ::At graahærdet Skilfingen skrænted og sank | |
− | + | ::Paa Valstædens slibrige Gade! | |
− | + | :: | |
− | + | :: * * * * | |
− | + | :: * * * * | |
− | + | :: | |
− | + | ::Siden jeg min Higelak | |
− | + | ::Tit for Gods og Ringe | |
− | + | ::Sagde smukt paa Valen Tak | |
− | + | ::Med min Straale-Klinge; | |
− | + | ::Ei for intet han mig gav | |
− | + | ::Leen til Arv og Eie, | |
− | + | ::Nødtes aldrig til bag Hav | |
− | + | ::Stridsmænd sig at leie, | |
− | + | ::Danske eller svenske Hold, | |
− | + | ::Eller og Gepider, | |
− | + | ::Som for Skilfinger i Sold | |
− | + | ::Maadelig kun strider. | |
− | + | ::Saa i Fylking-Spidsen Gavn | |
− | + | ::Gjorde jeg alene, | |
− | + | ::Og at svare til mit Navn | |
− | + | ::Skal mig ei formene | |
− | + | ::Under Hjelm de hvide Haar, | |
− | + | ::Al den Stund paa Tofte | |
− | + | ::Denne Klinge bi mig staaer, | |
− | + | ::Som den stod fuldofte! | |
− | + | ::Kiendt og blev min Kæmpeaand, | |
− | + | ::Da, for længe siden, | |
− | + | ::Dagravn segned for min Haand | |
− | + | ::Død i Hune-Striden; | |
− | + | ::Ei han Friser-Kongen der | |
− | + | ::Smykker bar til Bytte, | |
− | + | ::Kunde, trods sit gode Sværd, | |
− | + | ::Ei sig for mig hytte; | |
− | + | ::Ei til ham jeg brugte Staal, | |
− | + | ::Brydes godt jeg turde, | |
− | + | ::Med de bare Næver Kaal | |
− | + | ::Paa den Karl jeg gjorde; | |
− | + | ::Men ved Skattegraven nu | |
− | + | ::Svinger jeg med Banehu | |
− | + | ::Sværd i Kæmpehænder." | |
− | + | :: | |
− | + | ::End paa Trods, med Banekaar, | |
− | + | ::Bjovulv tog til Orde: | |
− | + | ::„Yderlig i Ungdomsaar | |
− | + | ::Vove mig jeg turde; | |
− | + | ::Til jeg gammel blev og graa, | |
− | + | ::Landet har jeg værget, | |
− | + | ::Tør en Dyst og end bestaae | |
− | + | ::Her ved Dragebjerget, | |
− | + | ::Skal med Æren holde Slag, | |
− | + | ::Hvis Uhyret for en Dag | |
− | + | ::Kommer ud af Kulen!" | |
− | + | :: | |
− | + | ::Før den Drot nu til sin Død | |
− | + | ::Gik med Heltemine, | |
− | + | ::Vennegod Farvel han bød | |
− | + | ::Kiønt til Kæmper sine, | |
− | + | ::Til dem Alle, Hver især, | |
− | + | ::Sagde med det Samme: | |
− | + | ::„Ved mod Orm at løfte Sværd | |
− | + | ::Vilde jeg mig skamme, | |
− | + | ::Vidste jeg kun, det gik an, | |
− | + | ::Den, som, iblandt Flere, | |
− | + | ::Grændel før i Dane-Land, | |
− | + | ::Kraftig at haandtere; | |
− | + | ::Men nok her jeg vente maa | |
− | + | ::Ild og Edderstrømme, | |
− | + | ::Tager derfor Rustning paa, | |
− | + | ::Som sig vel mon sømme. | |
− | + | ::Ja, med Skjold og Brynje god | |
− | + | ::Gaaer jeg mod den Fæle, | |
− | + | ::Agter og at holde Fod, | |
− | + | ::Fægte, ei med Hæle, | |
− | + | ::Indtil, efter Skiæbnekaar | |
− | + | ::Og Alfaders Vilje, | |
− | + | ::En af os med Banesaar | |
− | + | ::Bænkes lavt paa Tilje; | |
− | + | ::Thi kun lidt det er bevendt, | |
− | + | ::Før en saadan Leg er endt, | |
− | + | ::Af den sig at rose! | |
− | + | :: | |
− | + | ::Tøver I kun her i Ro, | |
− | + | ::Tappre Følgesvende! | |
− | + | ::Til I see, hvem af os To | |
− | + | ::Lykken gaaer til Hænde: | |
− | + | ::Hvem der fra det store Slag | |
− | + | ::Komme skal med Livet; | |
− | + | ::Thi det er ei hver Mands Sag, | |
− | + | ::Mig det kun er givet, | |
− | + | ::Med en slig Uvætte leed | |
− | + | ::Kraft og Held at prøve, | |
− | + | ::I en Kamp saa haard og heed | |
− | + | ::Manddoms-Værk at øve! | |
− | + | ::Eet af To nu hændes brat: | |
− | + | ::Eders Drot I skue | |
− | + | ::Eiende al Dragens Skat, | |
− | + | ::Eller bleg paa Tue!" | |
− | + | :: | |
− | + | ::Det nu var den Helt faa bold, | |
− | + | ::Med sin Brynjekofte | |
− | + | ::Under Hjelm sig brat ved Skjold | |
− | + | ::Reiste han paa Tofte; | |
− | + | ::Paa sin Styrke stoled han, | |
− | + | ::Opsat paa at øve, | |
− | + | ::Hvad sig for en enkelt Mand | |
− | + | ::Sømmer ei at prøve. | |
− | + | ::Under Klippen frem nu gik | |
− | + | ::Helten, aldrig bange, | |
− | + | ::Som holdt Trop og Stand og Stik | |
− | + | ::Før i Dyster mange; | |
− | + | ::Stade og han under Fjeld | |
− | + | ::Tog med Mod i Bringe, | |
− | + | ::Saae af et forborgent Væld | |
− | + | ::Brat en Flod udspringe; | |
− | + | ::Luestrømmen, man saae her, | |
− | + | ::Skulde saa det mage, | |
− | + | ::At hvem Skatten kom for nær. | |
− | + | ::Brat og kom af Dage. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Gothe-Kongen ikke blød | |
− | + | ::Raabte nu af Struben, | |
− | + | ::Huult i Klippen det gienlød, | |
− | + | ::Hørtes grandt i Gruben; | |
− | + | ::Stærkhjort da for Alvor fnøs, | |
− | + | ::Raabet han giengiældte, | |
− | + | ::Gift han fraaded, Ild han nøs, | |
− | + | ::Dermed han sig meldte. | |
− | + | ::Klippen drøned, Dragen ud | |
− | + | ::Vælted sig i Vrede, | |
− | + | ::Skjoldet Gothe-Helten prud | |
− | + | ::Vendte mod den Lede, | |
− | + | ::Som paa Strid nu havde Mod, | |
− | + | ::Drog sit Sværd tillige, | |
− | + | ::Hvor ved Klippevæg han stod, | |
− | + | ::Vant ei til at vige. | |
− | + | ::Gothe-Helten som en Muur | |
− | + | ::Stod for leden Øgle, | |
− | + | ::Sammenrullet den paa Luur | |
− | + | ::Laae alt som et Nøgle; | |
− | + | ::Hvad de begge pønsed paa, | |
− | + | ::Var hinandens Skade, | |
− | + | ::Dragen man sig rulle saae | |
− | + | ::Hen mod Heltens Stade: | |
− | + | ::Som en Glød den Orme-Bold | |
− | + | ::Trilled over Tue, | |
− | + | ::Skiærme kunde Heltens Skjold | |
− | + | ::Længe ei mod Lue; | |
− | + | ::Derfor vilde Helten og | |
− | + | ::Nytte Øieblikket; | |
− | + | ::Men saa let en Seier dog | |
− | + | ::Ei ham var beskikket. | |
− | + | ::Sværdet svang han med god Agt, | |
− | + | ::Traf og som han sigted, | |
− | + | ::Til han slog af al sin Magt, | |
− | + | ::Men ham Klingen svigted, | |
− | + | ::Skuffede sin Drots Tillid, | |
− | + | ::Var med Trolddom døvet, | |
− | + | ::Dengang, meest i al sin Tid, | |
− | + | ::Han dens Hjelp behøved. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Dragen, for den fik for lidt, | |
− | + | ::Arrig blev derefter, | |
− | + | ::Spyede, saa det flunked vidt, | |
− | + | ::Ild af alle Kræfter. | |
− | + | ::Sig af Held at rose her | |
− | + | ::Helten lod nok være. | |
− | + | ::Da ham sveeg Hans gode Sværd, | |
− | + | ::Sig til liden Ære; | |
− | + | ::Modet dog i Heltebryst | |
− | + | ::Svigted ei tillige, | |
− | + | ::Ei han havde mindste Lyst, | |
− | + | ::Faren at undvige; | |
− | + | ::Smal ei Heller var den Sag, | |
− | + | ::Paa den vilde Hede | |
− | + | ::Tilflugtssted som under Tag | |
− | + | ::Feig sig at oplede; | |
− | + | ::Heller modig skal Enhver, | |
− | + | ::Som har Dyd og Ære kiær, | |
− | + | ::Døden gaae i Møde! | |
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
[[Kategori:Alfabetisk indeks]] | [[Kategori:Alfabetisk indeks]] | ||
[[Kategori:Tekster på dansk]] | [[Kategori:Tekster på dansk]] | ||
+ | [[Kategori:Angelsaksiske kilder]] | ||
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]] | [[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]] | ||
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]] | [[Kategori:N. F. S. Grundtvig]] |
Nåværende revisjon fra 16. apr. 2019 kl. 14:54
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Bjovulvs Farvel med Sagn om Gothe-Kongen Hrædel og Hans Sønner.
- Nyt om Land der spurgtes nu,
- Da i Morgenrøde
- Gothe-Kongen gram i Hu
- Dragen gik at møde!
- Ene dog ei gik af Gaard
- Helten, men selv Tolvte,
- Vidste nu og paa et Haar,
- Hvem Ulykken voldte:
- Gierningen var kommet op,
- Karret bragt for Dagen,
- Holde maatte da og Trop
- Han, der stjal fra Dragen;
- Som den Trettende i Flok
- Med var han i Skare,
- Vei han viiste, nødig nok,
- Bange som en Hare;
- Trællen bitterlig fortrød
- Nu sit Vovestykke,
- Vented sig den visse Død
- For sin Tyve-Lykke;
- Maatte dog i Spidsen gaae
- Did, hvor Bølgen brummed
- Og i Storm mod Klipper graa
- Væted sig og skummed,
- Did, hvor Underværker nok,
- Kostbarheder laae i Flok,
- Men bag svære Bomme:
- Af Ilddragen under Muld
- Kiøbtes her det røde Guld
- Kun i dyre Domme.
- Nu paa Næsset under Fjeld
- Drotten gik til Sæde,
- Sagde Vennerne Farvel
- Kiækt, dog ei med Glæde;
- Sad Valkyrien og nær,
- Som, ei for det bedste.
- Vilde i den Herrefærd
- Ham med Æren giæste,
- Vilde nu, trods Hjertebaand,
- Helten saa udstykke,
- At i Kæmpe-Kiød Hans Aand
- Brat holdt op at bygge!
- Det var Bjovulv, Eggthjovs Søn,
- Saa tog han til Orde:
- „Med paa Val i Vaabendøn
- Selskab tit jeg gjorde,
- Voved mig i Ungdomsaar,
- Er dog gammel blevet,
- Mindes, som den Dag igaar,
- Hvad jeg har oplevet:
- Syv i alt var mine Aar,
- Da en Drot fuldædel
- Tog mig af min Faders Gaard,
- Drotten var Kong Hrædel;
- Vennesæl og frændehuld,
- Holdt mig godt den Rige,
- Gav mig Mad og gav mig Guld,
- Elsked mig tillige,
- Som hvad ham i Kongehall
- Kiærest var at finde,
- Skiøndt dog Sønner tre i Tal
- Glad han saae derinde:
- Herbald, Hakon, Higelak.
- Ung Herebald ældst var af Sønnerne tre,
- Saa ilde det maatte sig hænde,
- Og skulde dog aldrig paa Jorderig skee:
- Han faldt for sin nærmeste Frænde!
- Ja, Pilen paa Streng lagde Hakon med Lyst,
- Ei værre skiød Nogen med Bue:
- Med Broderens Pill i sit kiærlige Bryst
- Ung Herebald blegned paa Tue.
- Den Synder, man dømte, for slig en Udaad,
- Med Livet var skyldig at bøde,
- Dog maatte uhevnet, for Faderens Graad,
- Ung Herebald blegne og bløde.
- Med Gysen kun Oldingen tænkte derpaa,
- Hvad Skiæbne Hans Søn skulde friste:
- Kom Hakon i Galgen, man klarlig det saae,
- Hans Hjerte paa Stand maatte briste.
- Saa Oldingen hørtes med skiælvende Røst
- I Sang at udøse sin Klage:
- Hist svæver i Galgen min Alderdoms Trøst,
- Til Føde for Ravn og for Krage!
- Hvad nytter mig Vid, og hvad gavne mig Aar!
- Hvad Hjelp kan den Døde jeg yde!
- Hvad andet, end lade, idag som igaar,
- Hver Morgen min Klagesang lyde!
- (Ham tyktes, ung Hakon i Galgen med Spot
- For Misgierning sin maatte bøde,
- Ham tyktes, han selv var en sønneløs Drot,
- Hans Throne for Arvinger øde.)
- Din Høieloftssal er af Veir og af Vind,
- Omkring dig er eensomt og øde;
- Henvisnet, min Søn, er dig Rosen paa Kind,
- Saa maa dog mit Hjerte vel bløde!
- Ak, hvor under Sky du dig svinger saa bleg,
- Ei Harpeslag kildrer dit Øre,
- Der findes, der kiendes ei Lyst eller Leg
- Som før du var vant til at høre!
- Saa sværmed den Gubbe, og Sang efter Sang
- Han hørtes at kvæde med Sorgen,
- For ham, hvor han stædtes i Sæde og Gang,
- Løb rundt baade Vangen og Borgen.
- Ham Herebalds Drab gik til Hjerte fuldnær.
- Alt som en ubodelig Skade,
- Han havde slet ikke Hans Banemand kiær,
- Men kunde ham dog ikke hade.
- Saa sank da den Herre i Graven af Sorg,
- Lyksalig ved træt at nedsegne,
- Lod Sønnerne raade for Land og for Borg,
- Opsvang sig til lysere Egne.
- Ei lagdes med Gubben dog Sorgen i Grav,
- Maae Gother og Svenske bekiende,
- Fuldbistre de giæsted nu tit over Hav
- Hinanden, for Belte at spænde.
- Det Ongenthjov voldte og Frænderne hans,
- De vilde af Fred ikke vide;
- De Halse saa haarde kom ofte til Lands
- Paa Krig under Hrosna-Bjergs Side.
- Ei sad mine Frænder med Hænder i Skiød,
- Nei, Alle deraf veed at sige,
- At Kinderne blegned, og Klingen blev rød,
- Da brat de gav Lige for Lige!
- Dog maatte den Ene, fast over dens Værd,
- Krigs-Æren med Livet giengiælde:
- I Frænde-Haand funkled det farlige Sværd,
- Som mægted Kong Hakon at fælde.
- For Ongenthjov segned den Herre saa rank,
- Om Jofur end saa hevned Skade,
- At graahærdet Skilfingen skrænted og sank
- Paa Valstædens slibrige Gade!
- * * * *
- * * * *
- Siden jeg min Higelak
- Tit for Gods og Ringe
- Sagde smukt paa Valen Tak
- Med min Straale-Klinge;
- Ei for intet han mig gav
- Leen til Arv og Eie,
- Nødtes aldrig til bag Hav
- Stridsmænd sig at leie,
- Danske eller svenske Hold,
- Eller og Gepider,
- Som for Skilfinger i Sold
- Maadelig kun strider.
- Saa i Fylking-Spidsen Gavn
- Gjorde jeg alene,
- Og at svare til mit Navn
- Skal mig ei formene
- Under Hjelm de hvide Haar,
- Al den Stund paa Tofte
- Denne Klinge bi mig staaer,
- Som den stod fuldofte!
- Kiendt og blev min Kæmpeaand,
- Da, for længe siden,
- Dagravn segned for min Haand
- Død i Hune-Striden;
- Ei han Friser-Kongen der
- Smykker bar til Bytte,
- Kunde, trods sit gode Sværd,
- Ei sig for mig hytte;
- Ei til ham jeg brugte Staal,
- Brydes godt jeg turde,
- Med de bare Næver Kaal
- Paa den Karl jeg gjorde;
- Men ved Skattegraven nu
- Svinger jeg med Banehu
- Sværd i Kæmpehænder."
- End paa Trods, med Banekaar,
- Bjovulv tog til Orde:
- „Yderlig i Ungdomsaar
- Vove mig jeg turde;
- Til jeg gammel blev og graa,
- Landet har jeg værget,
- Tør en Dyst og end bestaae
- Her ved Dragebjerget,
- Skal med Æren holde Slag,
- Hvis Uhyret for en Dag
- Kommer ud af Kulen!"
- Før den Drot nu til sin Død
- Gik med Heltemine,
- Vennegod Farvel han bød
- Kiønt til Kæmper sine,
- Til dem Alle, Hver især,
- Sagde med det Samme:
- „Ved mod Orm at løfte Sværd
- Vilde jeg mig skamme,
- Vidste jeg kun, det gik an,
- Den, som, iblandt Flere,
- Grændel før i Dane-Land,
- Kraftig at haandtere;
- Men nok her jeg vente maa
- Ild og Edderstrømme,
- Tager derfor Rustning paa,
- Som sig vel mon sømme.
- Ja, med Skjold og Brynje god
- Gaaer jeg mod den Fæle,
- Agter og at holde Fod,
- Fægte, ei med Hæle,
- Indtil, efter Skiæbnekaar
- Og Alfaders Vilje,
- En af os med Banesaar
- Bænkes lavt paa Tilje;
- Thi kun lidt det er bevendt,
- Før en saadan Leg er endt,
- Af den sig at rose!
- Tøver I kun her i Ro,
- Tappre Følgesvende!
- Til I see, hvem af os To
- Lykken gaaer til Hænde:
- Hvem der fra det store Slag
- Komme skal med Livet;
- Thi det er ei hver Mands Sag,
- Mig det kun er givet,
- Med en slig Uvætte leed
- Kraft og Held at prøve,
- I en Kamp saa haard og heed
- Manddoms-Værk at øve!
- Eet af To nu hændes brat:
- Eders Drot I skue
- Eiende al Dragens Skat,
- Eller bleg paa Tue!"
- Det nu var den Helt faa bold,
- Med sin Brynjekofte
- Under Hjelm sig brat ved Skjold
- Reiste han paa Tofte;
- Paa sin Styrke stoled han,
- Opsat paa at øve,
- Hvad sig for en enkelt Mand
- Sømmer ei at prøve.
- Under Klippen frem nu gik
- Helten, aldrig bange,
- Som holdt Trop og Stand og Stik
- Før i Dyster mange;
- Stade og han under Fjeld
- Tog med Mod i Bringe,
- Saae af et forborgent Væld
- Brat en Flod udspringe;
- Luestrømmen, man saae her,
- Skulde saa det mage,
- At hvem Skatten kom for nær.
- Brat og kom af Dage.
- Gothe-Kongen ikke blød
- Raabte nu af Struben,
- Huult i Klippen det gienlød,
- Hørtes grandt i Gruben;
- Stærkhjort da for Alvor fnøs,
- Raabet han giengiældte,
- Gift han fraaded, Ild han nøs,
- Dermed han sig meldte.
- Klippen drøned, Dragen ud
- Vælted sig i Vrede,
- Skjoldet Gothe-Helten prud
- Vendte mod den Lede,
- Som paa Strid nu havde Mod,
- Drog sit Sværd tillige,
- Hvor ved Klippevæg han stod,
- Vant ei til at vige.
- Gothe-Helten som en Muur
- Stod for leden Øgle,
- Sammenrullet den paa Luur
- Laae alt som et Nøgle;
- Hvad de begge pønsed paa,
- Var hinandens Skade,
- Dragen man sig rulle saae
- Hen mod Heltens Stade:
- Som en Glød den Orme-Bold
- Trilled over Tue,
- Skiærme kunde Heltens Skjold
- Længe ei mod Lue;
- Derfor vilde Helten og
- Nytte Øieblikket;
- Men saa let en Seier dog
- Ei ham var beskikket.
- Sværdet svang han med god Agt,
- Traf og som han sigted,
- Til han slog af al sin Magt,
- Men ham Klingen svigted,
- Skuffede sin Drots Tillid,
- Var med Trolddom døvet,
- Dengang, meest i al sin Tid,
- Han dens Hjelp behøved.
- Dragen, for den fik for lidt,
- Arrig blev derefter,
- Spyede, saa det flunked vidt,
- Ild af alle Kræfter.
- Sig af Held at rose her
- Helten lod nok være.
- Da ham sveeg Hans gode Sværd,
- Sig til liden Ære;
- Modet dog i Heltebryst
- Svigted ei tillige,
- Ei han havde mindste Lyst,
- Faren at undvige;
- Smal ei Heller var den Sag,
- Paa den vilde Hede
- Tilflugtssted som under Tag
- Feig sig at oplede;
- Heller modig skal Enhver,
- Som har Dyd og Ære kiær,
- Døden gaae i Møde!