Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 2.Sang

Fra heimskringla.no
Revisjon per 16. apr. 2019 kl. 14:50 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Anden Sang
Halvdan den Høie, Hrodgar og Hjorte-Borgen


Nu borte var den gamle Skjold,
Men dog paa Kongestolen bold
En Skjoldung blev tilbage;
Ja, danekiær
Sad Bjovulv der,
Til mæt han blev af Dage.
 
Alt efter ham til Ære steg
Og graanede i Hildes Leg
Kong Halvdan, kaldt den Høie,
Paa hvem forsand
Hver Dannemand
Med Glæden fæsted Øie.
 
Alt ved den Helt til Verden kom
Med Hjørgar, Hrodgar, Helge from
En Liljevaand tillige;
En Skilfing god
Med Heltemod
Han fik den favre Pige.
 
Ung Hrodgar drog i Herrefærd,
Og saa var, Seiren med Hans Sværd,
Han vandt stor Pris og Ære;
Hver Kæmpesøn
Den Lod fandt skiøn,
I Lag med ham at være.
 
Da høit nu steg Hans Vennetal,
Fik Mod han paa, en Kæmpehal
At grunde og at bygge,
Hvortil paa Jord,
Saa vidt man foer,
Ei fandtes Sidestykke.
 
Der Kongen, blot med Forbehold
Af Hals og Haand og Overvold
Og Folket i det Hele,
Sin Rigdom al
I Kongehall
Med Kæmper vilde dele.
 
Det undte Gud den Høvding god,
At kant og klar og godt i Fod
Sig reiste uden Lige
En Borg i Sky,
Hvoraf gik Ry
Fuld vidt paa Jorderige.
 
Her Kæmper sad om breden Bord,
Og Kraft der var i Kongens Ord:
Han kaldte Borgen Hjorte,
Og vennehuld
Han skifted Guld,
Lod det paa Ingen skorte.
 
Fuldgode tyktes Borgens Kaar,
Dog forestod en Skiærsild haard
Hver Sule og hver Bue
De blussed brat
Ved Midjenat,
Som Bavn paa Banetue.
 
Det voldte alt en Mørkets Søn,
Han Tænder skar og fnøs i Løn
Ved Gammenslyd at høre,
Som dagelang
I Hallen klang,
Men skurred i Hans Øre.
 
Der høit sig Harpens Toner svang
I Kor med Skjaldens klare Sang,
Og Arildstidens Minde
Ved Skjaldens Ord
Om breden Bord
Hver Kæmpe randt i Sinde.
 
„Alfader god,” saa Skjalden sang,
„Storhavet bød om Blomstervang
Sig beltelig at bøie,
Og Sol om Dag
Til Hvers Behag
At straale i det Høie.
 
Ja, Sol og Maane paa Hans Ord
Oplyse maae den ganste Jord,
Den teppefavre Tue;
Kun ved Hans Bliv
Kom Lys, kom Liv,
Kom Løv og Blomst tilskue.”
Saa leved høit med Gammenskaar
Det Kæmpehold i Kongens Gaard,
Til, for dem at bedrøve,
En Fiende stærk
Sit Nidingsværk
Begyndte fræk at øve.
 
Det Grændel var, den Trold saa ful,
Som til en Tid fandt Røverskjul
I Ødemark og Myre;
Af Gud fordømt
Var did han rømt,
Det hæslige Uhyre!
 
Al Kains Æt saa ilde foer,
For han bedrev et Brodermord,
Sig selv til liden Baade;
Thi Gud den Tyrk
Til vilden Ørk
Fordrev i fuld Unaade.
 
Fra ham nedstammer alskens Rak,
Det hele Thusse-Trolde-Pak,
Som trodse Gud uel turde;
Men fik af Ham
Og Last og Skam,
Ja Løn, som det sig burde!