Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 5.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Femte Sang
Heltens Velkomst hos Kong Hrodgar

Nu frem gik Mænd i Plade,

Og vild de fore ei,

Thi brolagt var som Gade

Den brede Kongevei;

De gik i Brynjer blanke,

Som Folk af første Rang,

Og trindt om Gother ranke

De klingre Vaaben sang.

 

Saa gik de frem paa Toste

I rædsom Krigerdragt,

Indtreen i Høielofte

Med Brag og Prunk og Pragt;

Der langs med Salens Vægge

De stilled op paa Rand

Saa prud en Skjolderække,

Som Nogen skue kan.

Ei skiøre var de Skjolde,

Som stolt sig bredte her,

Men Tøi, som kunde holde

I bidhvas Herrefærd.

Ved Siden saae man Spyde

Med Askestager graae

Alt uden Feil og Lyde

I Flæng og Hob at staae.

 

De Mænd med Mod i Bringe,

De bænked selv sig brat,

Kun Brynjer hørtes klinge

Alt under Kæmpe-Hat;

Men blot af Klang og Vaaben

Man dømte flux i Hall,

At Karl sad under Kaaben,

Som sky var ei for Skrald.

 

Med ærbar Kæmpe-Lade

Nu traadte frem paa Stand

Til Gother under Plade

Saa prud en Hædersmand:

„I Kæmpe-Karle bolde!

(Saa lod han sig forstaae)

Alt med de brede Skjolde

Og med de Brynjer graae,

Ja, med de Hjelme svare

Og Kastespyd i Flok!

Hvorfra mon hid I fare?

Det gad jeg vide nok;

Thi Borgen, her I giæsted,

Tilhører Hrodgar bold,

Og han i mig sig fæsted

Slotsfoged og Herold.

Ei saae i mine Dage

Af Fremmede jeg let

Saa mange Kæmper strage

Og stolte paa en Plet;

Med Æren, maa jeg dømme,

Med Heltemod i Bryst,

Og ei som Folk der rømme,

I søgte Danmarks Kyst.”

 

God Rede for sig gjorde

Den Gothe-Helt nu brat,

Ja, saa tog han til Orde

Alt under Kæmpe-Hat:

„Kong Higelak med Glæde

For Føden giør vi Gavn,

Han gav i Sal os Sæde,

Og Bjovulv er mit Navn;

Mit Ærinde frembære

Jeg vil for Halvdans Søn,

Om han mod os vil være,

Saa god, den Herre skiøn,

At vi til ham indtræde

Maae i det høie Slot

Og hilse der med Glæde

paa Danmarks gæve Drot.”

„Velan!” nu Vulfgar meldte,

En Vendelbo var han,

Navnkundig mellem Helte

Af Kiækhed og Forstand:

„Velan! dit Bud jeg bærer

Og bringer Svar igien

Fra Drotten, Folket ærer

Som Daners bedste Ven.

Jeg flittig skal forhøre

Alt hos den Skjoldung-Drot,

Om dig at laane Øre

Han finde vil for godt,

Og Kongens Ord tilbage

Jeg bringer hid saa fage,

Saa varme, jeg dem faaer.”

 

Ei glemte sig at skynde

Den Helt, men iled did,

Hvor Hrodgar sad paa Hynde,

Alt som en Due hvid;

Saa høvisk udi Lader

Han axlede sit Skind,

For Daners Kongefader

Saa brat han stædtes ind.

 

Der Jarler sad om Borde

Alt hos den Herre god;

Der Vulfgar tog til Orde,

Som for sin Drot han stod:

„Hil Eder, Konning kiære!

Alt over salten Sø

Hiddragen monne være

En Snekke under Ø;

Med Gother fra det Fjerne

Den kommer til vort Land,

Og Bjovulv hedder gierne

De Gothers Hovedsmand.

Med Kongen de begiære

At tale et Par Ord,

Om de maae faae den Ære,

Og sandelig, jeg troer,

Det kunde sig vel sømme,

At du dem undte den,

Thi efter Alt at dømme,

Da er det Adelsmænd;

Og han, dem hid mon sende.

Er vist en vældig Drot:

Paa slige Følgesvende

Man kiender Herren godt.”

 

Fuld brat nu hørtes svare

Den Dannevirke-Drot:

„Formanden i den Skare

Ham kiender jeg ret godt,

Hans Byrd er vist nok ædel,

Thi han er Eggthjovs Søn,

En Datter af Kong Hrædel,

Hun var Hans Moder skiøn;

Og sikkert for det Bedste

Kom hid den Ungersvend,

I mig han vil nok giæste

Sin Faders gamle Ben.

Desuden og Jeg hørte

Af Skippere, som Skat

Til Gothe-Kongen førte,

Han Karl er for sin Hat;

Ja, hvis de ikke lyve,

Da er den samme Svend

Saa stærk som ti og tyve

Almindelige Mænd.

Desaarsag det mig aner:

En Gud ham sendte vist

Til Hjelp for os Vest-Daner

Mod Grændels Argelist;

I saa Fald kan jeg skiønne

Vist paa Hans Kraft og Mod

Og kongelig belønne

Den Ungersvend saa god.

Gak du kun nu tilbage,

Det snareste du kan,

Og bed de Kæmper strage

Indgange her paa Stand!

Min Hilsen maa du bære,

Siig mine Ord igien:

Velkomne skal I være

Her alle Dannemænd!”

 

Til Gotherne tilbage

Kom Vulfgar med en Fart,

Til Orde tog han fage

Og meldte med god Art:

„Hrodgar hin seiersælle,

Øst-Daners gæve Drot,

Mig eder bød fortælle:

Jer Slægt han kiender godt,

Og, dragne hid med Ære

Alt over Bølgen sval,

Velkomne skal I være

Min Herre i Hans Sal!

Nu Ingen eder standser,

Gaaer frit til Hrodgar ind,

Med Kæmpesværd og Pandser,

Alt under Hjelmetind!

Men Skjoldene saa brede

Og saa de mange Spyd,

Lad dem kun staae hernede,

Mens I faae Ørenlyd!”

 

Nu skyndelig fra Sædet

Den Vældige foer op,

Og hos ham stod paa Stedet

Hans djærve Kæmpetrop;

En Part dog af de Bolde

Han af sin Høvdingsmagt

Bød over Spyd og Skjolde

Med Flid at holde Vagt.

Saa blev da hvem der maatte,

Og Resten tøved ei,

I Heltens Fjed de traadte,

Som viste godt dem Vei.

 

Alt under Salens Bue

De trøstig satte Fod,

Og deilig at beskue

Guldhjelmet Bjovulv stod;

Hans Vaabendragt fremviste,

Hvad hver Dag ei man saae:

Det Værk sin Mester priste,

En Smed var han som Faae!

 

„Kong Hrodgar!" sagde Helten,

„Hilsæl og mange Tak!

I Salen og i Felten

Jeg tjener Higelak;

Hans Frænde jeg mon være

Og tjener i Hans Gaard,

Heel mangen Daad med Ære

Jeg drev i Ungdomsaar.

I Gotheland jeg hørte,

At Grændel dig bestreed,

Og Skippere mig førte

Om Sagen den Beskeed:

For Kæmper tom og øde

Man Kongehallen staae,

Naar Sol i Aftenrøde

Nedgaaer af Himlens Blaa.

Da raadte mig de Bedste,

Mit Lands de vise Mænd,

At dig jeg skulde giæste,

Kong Hrodgar! som din Ven;

De regned nemlig efter,

Hvad selv engang de saae.

Da mine Bjørnekræfter

Jeg viste Prøver paa:

Dengang af Fiendehænder

Jeg slap og streed mig frem.

Da sammen begge Ender

Jeg bukkede paa Fem,

Paa Jetter fem at sige,

Og reed til Vands saa brat

En Nykke-Flok tillige

Alt i den møke Nat;

Trods Storm og Bølgehøie

Jeg seirede med Bram,

Fik Ære for min Møie,

Mens Fienderne fik Skam.

 

See, Dane-Drot hin klare!

Jeg derfor, som en Mand,

Der ændser ingen Fare,

Vil ene holde Stand,

Ja Stand og Strid tillige

Imod den lede Trold,

Mod Grændel, vil jeg sige,

Som giør dig Overvold.

Den Gunst du ei mig nægte,

O Dannevirke-Drot!

At ene jeg maa fægte

til Frelse for dit Slot!

Alt for at naae den Hæder,

Jeg med min Kæmpeflok

Drog hid fra fjerne Steder,

Er Trolden voxen nok.

For Staal han ikke blegner,

Det meget godt jeg veed,

Han Vaaben ikke regner,

Den Trold og Thurs saa leed;

Men ei mit Sværd skal briste

Paa Jettekrop omsonst,

Saasandt jeg ei vil miste

Min kiære Konges Gunst;

Jeg lover høit og sværger:

Ei Sværd jeg blotter her,

Med Skjold jeg mig ei værger

I denne Herrefærd!

Kong Higelak jeg kræver

Til Vidne paa min Agt,

Her med de bare Næver

At trodse Grændels Magt;

Om Reeb saa vil vi rykkes.

Ja brydes om din Hall;

Lad staae sig, hvem det lykkes!

Lad falde, hvem der skal!

 

Faaer Grændel Lov at raade

For mig og for min Trop,

Da sikkert uden Naade

Han reent os æder op;

Jeg veed, det er Hans Vane

At sluge Folk, den Trold,

Og vorder han min Bane,

Saa er jeg i Hans Vold;

Hvis Hovedet jeg taber,

Saa leed kun ei derom!

Thi i sin Bug begraver

Mig vist den Fyldevom,

Saa kiøbt i Domme dyre

Er Levning min paa Jord:

Mit Blod paa Mark og Myre

I Grændels Troldespor.

Ei koste dig Umage

Da skal min Jordefærd;

Men endes mine Dage,

Da, Hrodgar Danekiær!

Til Higelak du sende

Min Rustning favr og klar.

Ja, til min Kongefrænde

Min Brynje dyrebar!

Jeg arved efter Hrædel,

Den prude Brynjesærk,

Dens Mester og var ædel,

Thi den er Vølunds Værk;

Den Barmen var til Baade

I mangen Kæmpedyst,

Men nu maa Nornen raade

For nøgne Kæmpebryst!”

 

Saa talede med Snille

Den Høvding kort og godt.

Ham svared Hrodgar milde,

Den Dannevirke-Drot:

„Besynderlig sig vender

I Verden Bladet om:

Med hjelperige Hænder

Du modig til os kom;

Alt over samme Bølger

Drog Fader din for dig;

Men jeg det ikke dølger:

Han søgte Hjelp hos mig.

Ham Ylfingernes Vælde

Fordrev fra Huus og Hjem,

Ved Hadolav at fælde

paa Halsen fik han dem;

Med deres stærke Høden

Hans Folk de gjorde rædd,

Thi søgte han i Nøden

Hos os et Tilflugtssted.

Da Hjørgar alt var blegnet,

Den Dannerkonning, skiøn,

I Graven var nedsegnet

Kong Halvdans bedste Søn;

Hans Broder, ei Hans Mage,

Blev jeg Hans Eftermand,

Var Drot i Ungdomsdage

For Danefæ og Land;

Mig giæsted da i Vorgen,

O Helt! din Fader god,

Og her forvandt Han Sorgen,

Der jeg i Mandebod

Til Ylfinger udlagde

Mit gamle Daneguld,

Hvorfor han mig tilsagde

At findes tro og Huld.

 

Men ak! med saaret Hjerte

Jeg tale maa derom,

Hvad Sorg og bitter Smerte

Mig siden overkom:

Hvad jeg har maattet lide

Ved Grændels Overfald,

Mens han om Nattetide

Har raset i min Hall!

Ak! hvor er nu de Volde,

Som prydede min Hall,

Som bare for mig Skjolde,

Mangfoldige i Tal!

Ak! under Nornens Vrede

Min Flok er smeltet hen,

De Fleste tog den Lede,

Kun Faae har jeg igien!

O! gid engang dog kunde

Den Niding faae sin Løn!

Ja, Grændel gaae til Grunde!

Det er mit Hjertes Bøn!

 

Vist ikke vederkvæger

Mig længer störe Ord,

De lod ved fyldte Bæger

Saa ofte over Bord;

Jeg hørte Kæmper love,

Naar Mjøden gav dem Mod,

At sætte kiækt i Vove

For Seilen Liv og Blod:

De vilde Grændel møde

Med Egg og skarpen Odd;

For næste Morgenrøde,

Var Døden deres Lodd!

Naar Soel opgik, da svømmed

Min Kongehall i Blod,

Hen over Tiljen strømmed

Den røde Aareflod.

Ak! Ondt de gjorde værre,

Af Kæmper troe jeg fik

Derved saa mange færre,

Som her i Døden gik.

Dog, Ven, gak nu til Sæde!

Hold ei for Tunge Tand!

Men brug til Kæmpeglæde

Din Mund saa godt du kan!"

 

Saa talede den Milde,

Og flux man gjorde Plads

For Gotherne saa gilde,

Som var dem vel tilpas.

Der satte alle sammen

De brat sig ned paa Rad,

Og der var Fryd og Gammen,

Saavel som Øl og Mad.

Den Svend som stod for Skiænken,

Han Passed godt sin Dont,

Saa immer gik paa Bænken

Det fyldte Bæger rundt;

Her Gothe sad, som Dane,

Med Fryd i høien Hall,

Og i god gammel Vane

Sang holt den muntre Skjald.