Bjærgfolk vil gjenne væk fra höjene

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. sep. 2017 kl. 07:27 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Bjærgfolk vil gjenne væk fra höjene)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

76. Bjærgfolk vil gjenne væk fra höjene


1280. En arbejdsmand, der arbejdede på en gård i Værslev, traf en aften en trold, der gik og puslede oven på en kæmpehöj på Karby mark. Han gik med en plejl i hånden. Manden kom mellem trolden og månen, og da sagde trolden: «Lys nu op! og hvis du er her endnu, når jeg kommer tilbage og har været i Sverig og Norge, så skal du aldrig komme på grøn jord igjen.» Manden kom hjem i en fart.

Jørg. Hansen.


1281. Søren Bødkers kone i Kvorning gik en søndag morgen før dag ud til en udflyttergård på Årup mark. Så da hun kom i nærheden af Kvorninggravs höj, kom der en lille bitte mand ud fra höjen og drev hende tilbage. Så forsvandt han i höjen igjen; men da hun så forsøgte efter at gå frem ad og besørge sit ærende, så kom den lille mand igjen ud fra höjen og drev hende tilbage på ny. Så gik hun hjem.

Jens Jensen, Mollerup.


1282. En gammel mand fortæller følgende: Det var i min barndomstid, da jeg tjente som hyrdedreng i en gård i Odby på Tyholm, og jeg skulde vogte kreaturerne om sommeren, så sagde manden til mig en dag: «Den höj, der ligger her sønden for gården, den skal du aldrig sætte et kreatur på, ti der boer en gammel nisse eller bjærgmand i.» — «Nej, det skal jeg da nok lade være,» svarede jeg. Men det varede ikke længe, inden jeg kom til at tænke på, at det dog kunde være morsomt at prøve, om der ikke kunde stå et dyr på den höj, for jeg syntes, den var så dejlig grøn, og så satte jeg et par får derpå en aften, men om morgenen var hælen rykket op, og fårene gik og græssede et stykke neden for höjen. Nå, tænkte ieg, det kan jo være, at fårene er blevet bange for et eller andet, og så selv sprungne løse. Næste aften satte jeg to store hæle for fårene og trak dem op på höjen igjen, og så bankede jeg dem godt i jorden lidt fra hverandre, og da tøjret var dårligt, så vidste jeg, at det vilde gå i stykker, før hælene gik op. Om morgenen var fårene atter løse og gik og græssede et stykke neden for höjen med begge hæle rykkede op. Så kunde jeg nok forstå, at det var virkelig nis, der havde rykket dem op. Jeg prøvede endnu det samme et par aftener mere, men det gjentog sig. Så var det en Dag i høst, da de kjørte hjem med et læs korn, at de kom forbi höjen, og det så nær, at de to hjul gik lidt op på kanten af den. Pigen, som sad oppe på læsset, råbte: «Vi vælter, vi vælter!» og nu blev karlen straks opmærksom på, at vognen kun gik på to hjul. I en hast drejede han hestene til den anden side, så vognen snart kom på ret kjøl igjen. Og siden den tid undgik man al tid höjen, ti man vidste, at nis ikke var at spøge med.

K. Kr. Jensen.


1283. Brakbjærg er jo en kjøn stor bakke, og det har sket mig tit, når a har ligget der, te a har tykt, der er kommen én rendende ned imod mig, og når a så lettede mig op, så a ingen ting. Det var akkurat, som den kom trædende ned ad bakken. Så var a også en gang der nede ved de samme bakker, og da så a en stor karl, for mig at tykke, komme op af en anden bakke ved siden af, og han havde en stor lang stav i hånden. A sad og så på det, og så gjorde a kors for mig, og så blev det henne. A var kun et barn den gang, men a kan se det endnu, når a kommer til at tænke på det.

Jens Begs enke, Sundstrup.


1284. Der ligger en stendysse (et gammelt gravkammer) tæt ved siden af vejen fra Dalbyovre til Tørslev, dens overligger vender sig hver gang, den kan lugte nysbagt brød. Der er også noget pusleri på færde ved den i mørke. Den gamle Niels Juls fader i Dalbyovre var en aften i høstens tid gået ud for at flytte øgene, som stod der i nærheden. Så syntes han, at han vilde blive der ude lidt for at give dem et flyt til, inden han gik hjem; de havde været for vognen det meste af dagen og kunde nok trænge til det. Så krøb han ind i dyssen for at blive der så længe, da der var plads nok til, at han kunde ligge der. Men han havde ikke været der uden et par minutter, så blev der sådan en handel, at han ikke kunde være der; han syntes, de dandsede runden om ham, så han måtte se at kravle ud igjen og komme af vejen som snarest.

Karen Marie Rasmussen.


1285. A tjente i en gård der nede i Alken, og manden var hestehandler. Så kulde der komme en mand ude fra Vesterland, der handlede med stude, og være hos os om natten. Ved sengetid sagde manden: «Ja, nu kan I godt gå i jer seng, piger, for han kommer ikke i aften.» Han kom lige godt og drev hans stude ud i engen omentrent ved midnatstide. Folkene vilde ligge der ude ved dem, og de lagde dem på kanten af Dakbjærg, men kunde ikke være der. Manden kom og kaldte os op. «Hvad kommer du efter på denher tid og jager os op for?» sagde min husbond. Ja, sådan og sådan var det, de kunde ikke være ved bjærget, og det var, ligesom det dundrede underneden dem og slog kister i.

Når vi fortalte opholdsmanden det, sagde han: «A har medi set dem dandse oven opå bakket med lange røde sløjfer i hovederne, de var lange og smalle og så pæne, te det var forfærdeligt. Det har a set mange gange.»

Vi havde en gammel hjorde, der vilde stille et hus op af lyng og sådan noget, når det var ondt vejr. Men det, han byggede om dagen, det lå om morgenen, for han havde sat huset på höjen. Så sagde husbond til ham: «Prøv at bygge det neden for.» Der kunde det stå.

Jørgen Rasmussen Bak, Tulstrup.


1286. Det var ovre i min egn, det meste bjærgfolk var. Der var nogle höje på Bislev mark, de kaldte Rishöje, og på Lundbæk mark var Nedrehöje. De to hold bjærgfolk gik sammen om natten. Så var der nogle drenge, der lå med deres øg, for den tid gik de og stjal græs med dem. Dem kommer bjærgfolkene til, og de råbte og sagde: «I ligger på vor’ palladser!» Så flyttede de dem jo, for de kunde forstå, at de lå på deres vej eller gang.

Ane Marie Madsdatter, Brovst.


1287. En gammel mand i Uldbjærg, der hed Jørgen Skov, lå ved en höj og hørte, at de råbte, de skulde tage den store skålske og gjenne hunden af lyren med. Da han hørte det, vilde han ikke være der længere, han mente jo, det var ham, de mente med hunden.

J. Begs enke, Sandstrup.


1288. I Trandum i Sevel gik hjorderne op på en höj og kunde sidde der og høre bjærgmanden nede i höjen sige: «Hvor er æ rage, te a kan få den og komme ud og gjenne kragerne af höjen med?» De så en eftermiddag, te han flyttede fra én höj til en anden i en lang stang ligesom en glød stang jærn. Bjærgfolkene havde deres bleer liggende ude på den höj, men når nogen nærmede sig, så samlede de deres bleer ind igjen. Den stang har min moder set, hun var hjorde der. Det var den gang, de grov den höj ud, te bjærgmanden flyttede.

Ane Malene Jespersdatter, Lille-Londebjærg.


1289. På Hindsholm, en halvanden milsvej nord for Kjerteminde, ligger byerne Martofte og Stubberup. Tæt ved vejen, der fører mellem disse byer, ligger en stor bakke, som kaldes Martofte bakke, i hvilken der boede bjærgfolk, og disse havde en gang stjålet en pige der fra egnen, som hed Marie. En gang skulde nogle piger fra Martofte til Stubberup og lege jul, og da de så kom forbi bakken, så de denne stå på fire gloende pæle, og underneden dandsede bjærgfolkene. Pigerne blev stående og så på dandsen, og iblandt bjærgfolkene så de også den Marie, der var bleven stjålen. Pludselig råbte en bjærgmand inde i bakken: «Marie, tag mig mine røde hoser; jeg skal med de Martofte piger til Stubberup og lege jul!» Da pigerne hørte dette, skyndte de sig af sted, og de så, hvorledes bjærgmanden kom løbende bag efter og snart vilde have nået dem. Endelig nåede de den gård, hvor de skulde lege, men da var bjærgmanden også lige i hælene; dog nåede de at få porten smækket i, inden han nåede dem.

(Saml. nr. 541 m. fl.) Jørg. Jørgensen, Langemark.


1290. Der var bjærgfolk i KraghöjHjerm hede. Tit og mange gange er de blevne sete, dandsende omkring höjen med deres røde toppede luer på. De vilde aldrig tillade, at heste blev tøjrede ved höjen; var det sket, kunde man være sikker på, at de løb løse omkring om morgenen. Så blev der gravet i höjen, og der var jo da et kammer i den, og midt i kammeret stod en lerpotte. Da man vilde tage denne op, gik hanken af, så lod man potten stå til næste dag, men da var den henne, og det undrede folk sig meget over. Man fandt samtidig en stor ring, som kunde den have været brugt til at sætte om enden af en vognstjært. Man tog den ud til en gjørtler i Holstebro, som erklærede, at den var af tombak.

M. Møller.