Bjærgfolkenes sølv og guld
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
42. Bjærgfolkenes sølv og guld
636. En bondekarl kom en aften ridende forbi Stageshöj og så, at troldene havde ført alt deres guld- og sølvtöj udenfor for at bleges i månelyset. Han var just kjæreste med en ung pige, datter af en rig gårdmand, som ikke vilde give sit minde til deres forbindelse, da karlen var fattig. Han fortæller nu kjæresten, hvad han havde set, og hun spurgte ham, hvorfor han ikke havde taget noget af det guld og sølv, han havde set. Han begav sig da næste aften hen til højen igjen, og da han atter så guldet og sølvet udenfor, udbryder han: «Hwa, Jesu Kristi kors!» hvorpå troldene i en hast fik travlt, og det forsvandt pludselig, og højen blev lukket. Men to svære sølvlysestager blev glemt udenfor, og dem bemægtigede karlen sig. De satte ham i stand til at gifte sig med sin kjæreste, og de opbevaredes længe i familien.
N. L.
637. Udenfor et hus var en stenhöj. Her så husmandens søster en gang en kone sidde og svøbe et lille barn. En anden gang fandt hun et forklæde fuldt af sølv på højen, men da hun vilde bære det ind, og der i det samme kom en krage efter hende, smed hun det igjen og skyndte sig ind. Hendes broder gik straks ud for at hente sølvet, men da var det borte.
V. Bennike, Vallekilde.
638. Troldfolkene i Nörskoven havde en dag så mange penge oppe at vejre. En kone kom der forbi, og hun smed egstål imellem dem, så kunde de ikke tage dem tilbage. Hun tog nu pengene i hendes forklæde, og de kom så til Randers, og man vil sige at Nygade blev bygget for dem. Nörskov mark, sagde de gamle, var rigere end hele Danmark. Højen er gravet ud, men de fandt ikke andet end gravkamre og potteskår.
Der er en höj oppe på Tebbestrup mark, Brohöj, der skal have ligget syv års skat til Danmark i den höj.
Hans Krist. Pedersen, Haslum.
639. En aften, da en mand kom forbi Store-Vårbjærg på Taftebjærg mark, så han, at en hel mængde småpuslinger dandsede omkring höjens top. Han gik ganske sagte nær mere for bedre at se på deres lystighed, og nu så han også en del store kister fulde af skinnende guld- og sølvpenge. Lågene var lukkede op, for at pengene kunde blive luftede ud i måneskinnet. Han kunde nok ønske at eje nogle af disse skinnende penge, og da han så sit snit dertil, kastede han sin kniv i en af kisterne. Hurtig som et lyn forsvandt alle puslingerne ned i højen med de øvrige kister, men den, som han havde kastet sin kniv i, lod de stå, og idet de forsvandt i højen, truede de ad ham. Han skyndte sig nu efter heste og vogn og nogle mænd for at kjøre kisten hjem. Deres trusler brød han sig ikke om, han troede ikke, at slige små fyre kunde gjøre ham noget, men næste morgen, da han kom ud i stalden, lå alt kvæget og var død i båsene.
Samsø. Mikkel Sörensen.
640. På grænsen af Vigerslev og Søndersø sogne på Rasmus Andersens lod ligger en kjæmpehøj. En endnu levende kone, som for en 50 år siden passede køer der på marken, fandt ofte store sølvskillinger på højen; hun gav sin fader dem, og han gav dem ud som andre penge, men det var penge, som troldene havde tabt, når de spillede klink om natten. Hendes fader havde også i sin barndom vogtet på den samme mark og havde da ofte hørt, hvordan troldene smak med kister og skabe inde i højen. En aften, da hun opholdt sig i den modsatte ende af marken, så hun et mærkeligt lille sort dyr løbe op på højen og blive borte med det samme.
Hendes fa'rmoder, der døde omtrent 1830, har fortalt, at hun som ung pige en nat var ude at malke klokken 2, da hun bag efter skulde til hove på Margård. Hun så da ganske tydelig, at højen stod på fire gloende pæle.
H. Jensen, Slagelse.
641. I en stor höj ude på Smidstrup mark, Gadbjærg sogn, har der været bjærgfolk. Der lå om dagen, når solen skinte, så mange vidderer på den höj, men folk turde ikke komme til og tage af dem, for de vilde jo have til efter sigelse, at det var bjærgfolkenes sølv og guld, de havde ude at sole.
Mårskjælgård.
Vidderer er pilegrene, der er vredne sammen.
642. I Mavehöj, Lyne sogn, er der en bjærgmand med en rød lue på. Han har haft hans sølvtøj ude at sole.
Vostrup. (Sml. nr. 67)
643. De har set, at bjærgfolkene har lagt deres sølv og guld ud at soles, der ude på Hvirvelbakke. En gammel mand, Kræn Boel, kom fra Ytrup en aften, og han så, de kom kjørende med fire heste for en kane og flere hunde kom farende rundt omkring fra Hvirvelbakke op gjennem den dal, der går op ad Ytrup.
Jon Kristensen, Hestbæk.
644. Mig og Sören Væver vi lå oppe på Låsby höj st. Hansdag og ventede efter, at bjærgmanden skulde vejre hans penge, de havde bildt os ind, at de skulde vejres st. Hansdag om middagen, og vi vilde nok have nogle af dem. Det skulde jo være i solskin, de skulde vejres, men der kom ingen. En gang, ved a gik derom, da hørte a, de slog en kiste i låse, og da blev a vis på, der var noget.
Jens Smed, Jævngyde.
645. En forvalter på Rammegård kom en aften ridende hjem fra Lemvig. Da han så kommer forbi to höje, der ligger tæt ved Breddam, da havde æ bjærgmænd deres guld ude. Så tog han hans kniv og smed hen i det og sagde, at han vilde dele halvt. Men i det samme blev han dog angst og red så stærkt, at hesten støvtede, inden han kom til Rammegård. Da han havde lagt sig i staldkammeret, kom der én ved vinduerne og sagde, at han skulde komme og dele med dem. «I kan tage jeres og lade mit ligge,» svarte han, og derved blev det. Han fik da så meget, at han kjöbte Herpinggård for det.
Ole Snabe, Törring.
646. En pige gik i måneskin fra Ytrup til Hegnets mølle og kom om ved Hvirvelbakke, et særlig berygtet sted. Med ét så hun en mængde sølvtøj stå ved siden af bakken. Hun tog da en kande i hånden og sagde: «Gud give, den var min!» Da hun nu igjen kom tilbage, var alt borte så nær som kanden, den kunde troldene ikke røre ved, da pigen havde nævnt Guds navn i forbindelse med den, og én råbte: «Tag den, tag den!» Hun tog den, og den gjemtes i mange år i den næstøstlige gård i Ytrup. Troldene var også på spil med nogle jægere, der gik sildig hjem. Udenfor Hvirvelbakke så de noget usædvanligt færdes og hidsede da deres tre hunde derefter. Da hundene kom til stedet, hylede og skreg de, og én af dem blev rent borte, den anden døde straks efter, og den tredje kunde man aldrig siden få med udenfor huset.
En mand ledte efter får. På én gang hørte han langt borte én råbe: «Hov, hov!» En kort tid efter ser han den råbende ride foran sig oppe på bakken, og for hvert råb gav det et blus bag efter ham, som om det var noget krudt, der blussede. Til sidst tabte råbene sig i nogle hvislende lyd.
Min bedstefader ledte også efter kreaturer. På et overdrev imellem Ilbjærg og Gamstrup jorder så han to store ryttere stå foran sig i skyerne.
P. Chr. Chr., Knebel.
647. En mand kom forbi en höj ved gården Li i Tårs. Han så der blandt andet guld- og sølvtøj en kande halvt fuld af guld. Da han var kommen et stykke bort, ønskede han, at «Gud give, den kande var min!» Da han kom hjem, stod kanden på bordet, og den skal endnu findes i den sønderste af Ligårdene.
Nik. Christensen.
648. Henne på Bustrup mark var der nogle höje, og der boede bjærgfolk. En lille pige så en dag, at bjærgfolkene havde alt deres sølv og guld ude på højen. Så kom der én til vinduet om natten og råbte, at hun skulde komme ud, så skulde hun få det halve af det, hun havde set i dag. Hendes fader svarede, at det skulde hun ikke have noget af. Han var jo ræd for, at når hun kom derud, skulde de have beholdt hende.
I den samme gård hændte det en aften, da konen var kommen i seng, at dören gik op, og hun så en lille kone komme ind. Et bitte gran efter blev vuggen så tung, at hun kunde næsten ikke trække den. Da var det ellekonen, der havde lagt sig over vuggen og vilde have taget hendes barn og så lagt hendes eget i steden for. Men det kunde hun ikke, for moderen havde slået kors over vuggen.
En gang var hendes ny vanter bleven henne, de lå på dragkisten, og så en tidlang efter lå de på samme sted, og da var der slidt hul på fingrene. Så troede hun, ellekonen havde haft dem. En aften kom der en mand fra Lem kjørende fra Skive, og da kommer der en bjærgmand fra en af de höje mod ham og holdt hans kjæp op for hesten. Der var en sølvknap på enden af den. Manden måtte til at kjøre af vejen, for det han kunde se ham; havde han nu ikke kunnet se ham, så havde det jo blevet galt.
Jebjærg höjskole.
649. En aften kom en pige fra Stövring öst for Randers forbi en lille höj, som er på Sören Tybos agre öst for byen. Da så hun en flat, nogle lagner m. m. belagte med penge — det var bjærgfolkenes, der havde dem ude for at vejres. Hun så sig om, og da hun ingen blev va'r, lagde hun sig ned på knæ og skrabede i hast forklædet fuldt, hvorpå hun løb hjem til byen, så stærkt hun kunde, med skatten. Men da hun kom ud og vilde se til pengene, var det bare hövlspåner.
Marie Sandal.
En flat er en firkantet trækasse til at temse mel i. Den brugtes altså ved bagning, når man vilde have ej alene grovkager, men og finkager (ikke sigtebrød).
650. En kone ser på en höj en hoben guld- og sølvpenge. Får travlt med at tage nogle i sit forklæde og iler hjem. Undervejs bliver forklædet så let. Ser efter og opdager kun nogle små stykker kul. Angrer, at hun ikke har lagt en stoppenål eller et andet stykke jærn imellem pengene.
Nik. Christensen.
651. En mand på Fur kom en aften om ved troldens bolig der i Rødsten, og der lå en vældig masse guld ude på bleg. Denher Furbo var en fattig mand, og han tykte, det var rart at få en klump, så kunde han få sin gjæld betalt og blive en rig mand tillige med. Han tager uden videre så meget, som han kunde slæbe, og så kiler han jo af hjem ad. Men den gang han var kommen et stød hen, så kommer trolden efter ham, han kom ridende på en hovedløs hest, og det gik gruelig rask, så manden kunde ikke rende fra ham eller klare sig for ham. Han vidste da ikke andre råd end at rende ind på kirkegården og smide guldet der, for der skulde trolden nok tage sig i agt for at komme. Den gang manden nu havde gået der et stød, tænkte han, at nu var han nok skilt ved ham og kunde gjærne gå hjem. Men som han så går, får han syn på, at der kommer nogle folk rendende hen over marken, og de havde nogle lange stager og spande med dem. Han kunde aldrig forstå, hvad det var, og begynder at se sig omkring. Så opdagede han, at hans gård den brændte, og det var det, de rendte efter. Det var naturligvis trolden, der havde gjort det, for da han nu ikke kunde hævne sig på andre måder, så var han rendt derhen og havde gjort det, det var jo ikke en karl, der var til at spøge med. Nu havde manden jo ikke tjent ved det, og han ble ved at være fattig alligevel. Det står som et minde for æ Furbo, te de skal ikke komme for nær til den karl der oppe i Stenen.
Jebjærg höjskole.
652. Der er to bakker i nærheden af Fussing, der kaldes Grovebakkerne. Der er kratpurl hen ad den bakke, der er på venstre side af vejen. I det færdes der nogle bjærgfolk. Mine forældre og min broder kjørte somtid til Randers, og så kunde de høre, at der var sådan skrigen og tumlen inde i de buske af nogle bitte nogle med røde luer på, og de råbte, at der var så mange penge i en kiste, de skulde stræbe at komme, ellers sank den for dem. Min moder vilde ikke, at de skulde stå af vognen, men min fader stod lige godt af og kravlede ind over hegnet. Så så han så mange småfolk. Min moder råbte nu, at han skulde komme, og så gik han også tilbage. Flere har set det syn i det Grovebakke-purl.
Jesper Jensen. Vinkel.
653. Der er en gård i Dybe, der hedder Store-Flansmose, der skal have været stor rigdom, og det var de komne til på en aparte måde. En mand, der var bestyrer på Herpinggård, han kom en aften ridende fra Lemvig. Tæt östen for Rammedige ved to höje, der kaldes Guldhöje, hvoraf den ene ligger på den ene side, og den anden på den anden side af landevejen, der kommer han til to små drenge på landevejen. De havde en rød lue på, og de bærer en kobberkjedel imellem dem. Han ser, at den er fuld af guld- og sølvpenge, og da han véd, at de jo ikke kan tåle nogen ting stål, så tager han hans kniv og kyler i kjedlen. Nu kunde drengene ikke holde ved den længere, og den søkker ned imellem dem og bliver stående på jorden, og så forsvinder de. Så sagde han hans forpagtning op på Herpinggård og kjöbte Flansmose. Sådan kom han til hans rigdom, men han sagde, at når fjerde led gik ud, så gik æ rigdom fra gården. Det var vel sagtens, for det han var kommen til den på en snavs måde. Fjerde led var eneste sön, og han sad som en konge der. Men han blev skilt fra hans kone, og det gik rent galt. Han gik på sognet længe för hans død og var helt under fattigforsörgelse. Til sidst gik han i en grob mellem Törring og Hove, og der blev han.
Josef Örnskov.
654. Der var en kone her inde fra Hårup, hun var ude at flytte kalvene en sommermorgen ved en höj her vesten for gården, der kaldtes Eghöj, men nu ikke længere er til, for de har kjørt den ned i mosen. Da hun så kommer der til højen, ligger der en rød dreng ved et skrin, og ham tager hun op i hendes forklæde, klapper ham og løser forklædet og lægger ham på jorden igjen i det. Der efter tog hun skrinet og gik hjem med. Så råbte han efter hende: «Havde du ikke taget mig så södt og lagt mig så blödt, så skulde du have fået andet at tænke på.» Nu gik hun hjem med skrinet, og det var helt fuld af penge. Siden den tid måtte hun og hendes mand skiftes til at våge ved skrinet, de turde ikke sove begge to, for de var vel bange for, at de penge skulde blive henne for dem ved en eller anden lejlighed. Så kom de penge til Mollerup og hen i en gård, der hedder Krogen, og der har de været til i dag, men nu hedder det sig, at de er væk.
Rebekka Stowstrup.
655. Fra vejen mellem Dömmestrup, Nörre-Lyndelse sogn, og Søbygård går en sidevej ned efter nogle udflyttere. Tæt ved den vinkel, disse veje danner, er der indenfor i marken et vandhul, kaldet Damsåle. Herved sad en aften en del unge folk og havde nogen morskab for, men pludselig hørte de omtrent neden under dem en ringlen som af en del sølvtöj. De blev straks tavse og forføjede sig bort. Jeg har talt med en af dem, der var til stede.
H. Hansen, Hj.
656. Der er et sted nord på, som kaldes Gradbusken, hvor der har været dværge, som fortælleren har set med legemlige öjne og et sted, som kaldes Lindbusken, som de også har haft sølv og linned ude, og kister har været slået i lås. Et sted, kaldet Almandsbakke, har også nogle været set rende om som små drenge og lege. Dværgene havde røde huer på, men hvorledes de ellers var klædte, kan man ikke sige.
Gjøl. Nik. Christensen.
657. Jeg har hørt en mand fortælle, at han som dreng var med sin fader i marken, hvor der var en kjæmpehöj. Han var gået op på denne, medens faderen plöjede, og så da en stor gryde fuld af sølvmønter i et hul på höjens top. Han prøvede på at trække den op, men han magtede ikke at løfte den, hvorfor han løb at hente faderen, men da begge kom til stedet, var gryden borte, og hullet lukket. Der må nemlig ikke snakkes ved sådanne lejligheder. Trykt i et amerikansk blad.
Peder Hansen.
658. Forbi en höj ved Jebjærg i Salling kom en aften en kone og så den dækket med gyldne smykker. Særlig tiltalte hende en guldring, og hun ønskede, den var hendes. Da hun senere gik vejen tilbage, lå ringen der, men det øvrige var forsvundet.
Katrine Glud.
659. I Husby er et par höje, der kaldes Nörby höje. En gammel mand har fortalt mig, at medens han i sin barndom passede kreaturer der omkring ved disse höje, hørte han tit et smæld i højen, ligesom én slog et kistelåg i. En dag, han lå på højen og rodede i den med en pind, fandt han en smuk guldring. Han vilde vise den til en lille pige, der også gik ved höveder i nærheden, og løb hen til hende med den. Han gik med den på fingeren, og pigen så, den glimrede i solskinnet, da han kom hen mod hende, men da han så vilde tage den af fingeren for ret at vise hende den, var den forsvunden, og hvordan de så end ledte, kunde de ikke finde den, men det var nu hans mening, at bjærgfolkene havde taget den igjen. Manden i Nörbygård, på hvis mark højen lå, lod en del kjøre væk af den ene, men siden den tid var der intet held for den familie i den gård. Deres kreaturer døde, deres børn blev sygelige, og det blev rent skidt med det hele.
Kr. L. Vestergård.
660. I en bakke på Lyngå mark boer bjærgfolk, som tit har deres sølv ude at vejre. I en dal ved bemældte bakke fandt en mand, der var skomager af profession, en hel mængde skosåler, der vel efter udseendet var en del forslidte, men dog godt kunde bruges anden gang. Da han kom hjem, fortalte han sin kone om den fundne skat, greb i lommen, men optog i steden for skosåler det rene skinnende guld.
R. H. Kruse.