Blandede Optegnelser(CCR/FM) - Opstand

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


GHM 3.jpg

Grønlands historiske mindesmærker III

Finnur Magnússon og C. C. Rafn


XXX
Blandede Optegnelser,
deels af usikkert Indhold, deels af fremmede Skrifter


Om en foregiven Opstand af Grönlænderne
mod Norges Overherredömme, henved 1271.


Vi have ikke kunnet opdage nogen andre Beretninger herom, end de der findes i Lyschanders Grönlandske Chronica (see ovenfor III, 447). Derved maae vi dog bemærke at denne vistnok tit meget upaalidelige Forfatter i den förste Deel af samme Rimkrönike sees at have fulgt forskjellige, om end ikke stedse vel valgte, Kildeskrifter, f. Ex. de gamle interpolerede Diplomer angaaende Hamborgs Erkebispedömme, Adam af Bremens Værker, Saxos Danske Historie, Hvidtfeldts Krönike, de norske Kongesagaer, af hvilke dog det anförte kun sjelden egentlig vedkommer Grönland. Desuden har Lyschander, efter al Sandsynlighed, haft andre gamle Skrifter, Optegnelser og Breve for Öine, som nu ikke ere os fuldkommen bekjendte, og vi kunne derfor ikke afsige nogen ubetinget Fordömmelsesdom over enkelte af hans Efterretninger, hvis rette Kilder muelig ere os ubekjendte, om vi end med Grund kunde tvivle om deres Ægthed eller Sandfærdighed. Til disse hörer især den fölgende, der handler om visse Begivenheder, som skulde have gaaet for sig i den norske Konge Magnus den 6tes (kaldet Lagabæter eller Lovforbedrers) Regjeringstid. Denne Konges Historie blev udförlig beskrevet af Sturla Thordsön, men er nu forlængst tabt paa et Par ubetydelige Brudstykker nær (see Fortalen til Fornm. S. 10de Bind S. V-VI); af dem erfarer man (S. 161) at de (ellers med hinanden besvogrede) Konger: Magnus af Norge og Erik Glipping af Danmark, for en Tid (henved 1273) vare venskabelig sindede mod hinanden. Omtrent paa denne Tid, eller kort för, maae de her fortalte Begivenheder have gaaet for sig, hvis de virkelig tilhöre Historien. Det er mueligt at noget, angaaende dette grönlandske Oprör, har staaet i Magnus Lagabæters tabte Saga, som enten i Original, Oversættelse, eller Uddrag kan være kommet Lyschander for Öine. Hans rimede Fortælling (S. 62-61) lyder saaledes:

Bisp Niels paa Grönland han gick da af[1]
Oc Olaff han fick hans Stict oc Staff
Som Erchebisp Egner did sende;
Paa Reisen kom hand under Island i Haffn,
Udrætte med Bisperne Kirkens gaffn
Som Egner gaff hannem tilkjende.
Bisp Magnus af Skallholdt bleff derved glad,
Saa gjorde oc Brander i Hola sad,
De fauffnede vell hans Komme;
Der alting var ryctet oc han seyled aff,
De soere hinanden gaat Naboskaff
I disse tre Biskopsdomme[2].
Der hand omsider kom hiem til Land[3].
Der börjes Uvilde blandt menige Mand
Som diærffvelig sig opsatte,
Enten de var icke Bispen god,
Eller hand stack i dennem Sind og Mod,
De vild' ey til Norrige skatte.
De Skibe kom hiem[4] var ledig og tom,
Kong Magnus han vurdet der lidet om,
Paa Grönland vild' han icke stride,
Men lod det sin Svoger Kong Erick forstaa
At vilde hand voffve noget derpaa,
Det kunde hand fuldvel lide.
Kong Erick hand syntes det var icke got
Man[5] gaff baade Danmark oc Norrig spot
Mand skulde saa lade det bliffve;
Kong Magnus haffde hans Fræncke i Seng,
Skulde Grönland bliffve saa slet henvend
Til Börnene Vilde det striffve.
Thi giorde hand ud en mechtig Hob Folck
Och ſick dennem bode Snæcker oc Holck
Med Vaaben som dertil hörde,
Och lod dem saa seyle som de finge Bör
Om Norrig oc Island til Vester i Nör;
Den Kaaess dem til Grönland förde[6].
Der sætte de Folcket saa snart for Bord,
Der var ey paa færde ret mange Ord
För man lod Fænnicken flyffve,
Der Grönlænder saae de blancke Sværd,
Hörde Trummen oc Lærmen oc anden slig Færd,
Begyndte sig fast at grye.
De meente det var den lædigste Trold,
Som glimmed i Marcken oc gaff sligt Skrold
Mod hannem kunde de icke stande;
Thi loed de sig sige oc bade om Fred,
Den Bisp han giorde oc sit derved,
At Landet gick dennem tilhande.
Saa maatte de sværre oc giöre dem Eed
Oc giffve dem Skatt som före var seed
Der effter til Danmarcks Rige,
Oeh kiende Kong Erick, Glæpping ved naffn,
For Herre oc Konge, oc ramme hans Gaffn,
Oc hannem ret allderig svige.
Hver Mand han skatter som hand formaa,
De ladde deres Skib oc seyled derfra
Och lode ad Danmarck stande;
Kong Erick sig glædde at det saa gick,
Baade Land oc Skatt aff dennem undfick
Dog Magnus sin Svoger til hande.
Och lod det bliffve som det var för
Under Norriges Rige met andre Öer
Dronning Ingeborgs[7] Börn at nyde;
Och siden sad Grönland stille oc qvær,
Begyndte ret aldrig slig fore oc fær,
Sin Skat lod aarlige yde[8].

Fodnoter

  1. Efter Annalerne 1242 (see ovenfor III, 10); Lyschander fortsætter her sin Bisperække fra S 50-52, uden Aarstal i Margen, paa det urigtige 1264 nær, som maa beroe paa en Skrive- eller Trykfejl. Dette har dog især givet Torſæus Anledning til at antage denne hele Beretning for ugrundet, (Grönlandia, S. 248-50).
  2. Olaf blev viet til Grönland som Biskop 1246 og rejste dertil 1247, da det var ham overdraget af Kong Hakon at overtale Grönlænderne til at underkaste sig Norges Overherredēmme. 1262 led han, rimeligviis paa Reisen fra Grönland til Norge , Skibbrud i Herdisarvik paa Island. Da var Brand Biskop til Holum og Sigurd (ikke Magnus) til Skalholt. 1264 forlod Olaſ Island, men rejste uden Tvivl derfra til Norge, hvor han opholdt sig 1267 og end længere; see næstfölgende Anmærkning; jvfr. ofr. II, 782-86 III, 10, 47-48. Lyschanders Erkebiskop Egner hed egentlig Einar; ikke ham, men Erkebiskop Sörle udsendte först Olaf til Grönland; derimod kan han 1261 eller 1262 have foreskrevet den sidstnævnte de her ommeldte Forholdsregler.
  3. Biskop Olaf kom nemlig ikke igjen til Grönland förend 1271, thi da först tog han, efter Annalernes Udtryk, anden Gang (fra Norge) til Grönland; han havde altsaa været borte fra sit Stift i fulde 9 Aar. Dette maatte vistnok være en grundet Aarsag til Grönlændernes Misfornöielse, især hvis Skatterestanser m. m. da skulde paa een Gang indkræves for et langt Tidsrum, i sin Tid tildeels paabyrdede Landet af den samme Biskop; see ofr. III, 12-13, 48-49 (hvor vi have fremsat den Gisning at Biskop Olaf reiste fra Grönland 1267, men den maae vi nu, paa Grund af det heranförte, frafalde).
  4. Enten 1271, eller (da Skibene sædvanligviis plejede at overvintre i Grönland) snarere 1272. Da har Biskop Olaf (hvis det her anförte er sandt) begjert Krigsfolk til Grönlændernes Undertvingelse paa ny, eller og til Skattens Inddrivelse.
  5. "Men" er vel en Trykfeil for "man".”
  6. Dette maa, efter det nysanförte, være gaaet for sig 1273; jfr. Indledningen, ofr. S. 454.
  7. Denne Dronning, gift med Kong Magnus, var Erik Glippings Söskendebarn.
  8. Jfr. Torſæi Gronlandia p. 248-250.458