Blandede Optegnelser (CCR/FM) - Beretning v. Jon Grönlænder

Fra heimskringla.no
Revisjon per 13. feb. 2018 kl. 07:25 av Knut (diskusjon | bidrag) (Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp...)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


GHM 3.jpg

Grønlands historiske mindesmærker III

Finnur Magnússon og C. C. Rafn


XXX
Blandede Optegnelser,
deels af usikkert Indhold, deels af fremmede Skriſter


Den saakaldte Jon Grönlænders Beretning
om formeentlige Levninger af Grönlands fra de islandske
Colonister nedstammende Indbyggere, omtrent fra 1540.


Denne Beretnings skriftlige Optegnelse skyldes Björn Johnsen; vi anföre den efter eet af de fuldstændigste Exemplarer af hans Grönlands Annaler (A.M. 768), oprindelig skrevet Aar 1623-25. Den lyder saaledes i Originalen.

"Nú í manna minnum vottaði það Jón Grænlendíngr, er lengi var með þýðskum kaupmönnum af Hamborg, að eitt sinn er þá dreif til Grænlands, keyrði skipið undir hamra ok há björg, svo þeir þenktu at steyta mundi. En þar opnaði sig ein gjá í gegnum; sem þeir komu þar inn, var flóinn svo víðr ok breiðr at þeir sáu med aungu móti, hvar endinn mundi á vera, ok stóðu þar um þann flóa eðr fjörð allmargar eyar. Þar náði enginn stormr inn eðr vogsjóar. Þeir köstuðu þar akkerum við eina litla útey óbygða, en forðuðust þær sem bygðar voru; sáu þó at bygt var landið ok svo mart af eyunum. Þeir skutu báti ok gengu upp á þá litlu ey sem þeir láu við. Þar voru naust manna ok verbúðir nokkrar ok margir grjóthjallar, eins lika sem hèr á landi. Þar fundu þeir einn dauðan mann er lá á grúfu; hann hafði hettu á höfdi vel saumaða, en klæði bæði af vadmáli ok selskinni. Hjá honum lá tálguhnifr boginn ok mjök forbrýndr ok eyddr; þann hnif höfðu þeir með sèr til sýnis. Þessi Jón var kallaðr af þvi Grænlendíngr at hann dreyfst þrisvar sinnum til Grænlands með siglínga mönnum ok sagði fra mörgu þadan” etc. Paa Dansk: "Nu i Mands Minde[1] bevidnede Jon Grönlænder, som længe opholdt sig blandt tydske Kjöbmænd (Söfarende) fra Hamborg, at engang da de forsloges til Grönland, drev Skibet med en saadan Fart mod Klinter og höie Klippe bjerge, at de troede det maatte stóde an. Men derigjennem aabnede sig en Klöft, saa at de kom ind i en Bugt, der var saa vid (lang) og bred, at de paa ingen Maade kunde see Enden paa den; i denne Bugt eller Fjord vare meget mange Öer. Der kunde ingen Storm eller Sögang trænge ind. De kastede der Anker ved en lille ubeboet Ö, men skyede de beboede. Dog saae de at Landet var bebygget, og ligeledes mange af Öerne. I en af Skibsbaadene gik de i Land paa den lille Ö, ved hvilken de laae; der vare Folks Nöster og Fiskerboder, samt mange Steenhjalde, ganske lignende dem som bruges her i Landet (Island[2]). Der fandt de en död Mand, liggende næsegruus; han havde paa Hovedet en vel syet Hætte; hans övrige Klæder vare deels af Vadmel, deels af Sælskind. Hos ham laa en böiet Tollekniv, meget forslidt og fortæret af idelig Hvæsning. Denne Kniv tog de med sig som et Erindringstegn. Denne Jon blev kaldet Grönlænder, fordi han tre Gange fordreves med Söfarende til Grönland, og fortalte meget derfra” o. s. v. Efter der ovenanförte Fortælling om Biskop Ögmunds Seilads föier Björn Johnsen det til: at mange fornuftige Folk i hans Tid vare af den Mening, at de norsk-islandske Colonister endnu ikke vare ganske udryddede af Skrællingerne (eller Eskimoerne), hvilken Mening man især byggede paa Skibe eller Baade opdrevne paa Islands Kyster, som vare oversmurte med Sæltjære, der ingensteds brugtes undtagen i (det gamle) Grönland, saa og af andre Fartöier uden Jernsöm, blot sammenföiede af Vidier, ligesom Asmund Kastanratzes Skib, (efter Annalerne) 1189; see ovenfor I, 438-39, 492—93; II, 754, 762; III, 13, 45[3].

Her troe vi at have fornummet den sidste Efterklang af Fortællingerne om Grönlands gamle Beboelse af Skandinaverne. Hvorvidt denne, eller deres Opdagelser overhoved, have strakt sig, foruden Coloniernes tvende Hovedafdelinger, nemlig Österbygden, (mest i det nærværende Julianehaabs, muelig ogsaa i Frederikshaabs District) og Vesterbygden, hvis sande Beliggenhed Graahs Reiser, Undersögelser og Opmaalinger især have beviist, kunne vi endnu ikke med nogen Sikkerhed eller Fuldstændighed vide. "Frederik den 6tes Kyst", foreviger hans Navn og Daad i hine ved hans Foranstaltning gjenfundne Polaregne. Gid det maatte være Christian den 8.de, som med sædvanlig Yndest for Videnskaberne har virksomt bidraget til Udbredelsen af den længe savnede Kundskab derom blandt de sydlige Europæere og forelöbig her blandt os Nordboer[4], i Fremtiden forbeholdt, at opfylde den brave Scoresbys Önske, ved et nyt Undersögelsestog at fuldende de af förstnævnte gjorte Opdagelser, ved at fortsætte dem mod Syd til det Punkt, hvor Graah maatte standse sine!

Fodnoter

  1. Björn Johnsen sees at have skrevet dette i Aaret 1625. Gamle Folk, som erindrede og atter fortalte Jon Grönlænders Fortællinger, kunne antages at have været 65 Aar; altsaa födte henved 1560; i en Alder af 20 Aar (henvcd 1580) kunne de have hört Jon Grönlænder, som selv alderstegen, berette de Begivenheder, der tildroge sig i hans Ungdom, altsaa da for henved 40 Aar siden (circa 1540).
  2. I saakaldte Nöster (naust), parallele Gjerder langs med Fartöiets Sider, pleier man i Island at sætte Fiskerbaade, for at sikre dem mod Stormens Vold; i Hjaldene (hjallar), som have store Aabninger paa Siderne, men dog ere under Tag, törres Fiske.
  3. Af disse Beretninger og Bemærkninger giver Torfæus (sidst i sin Gronlandia, S. 262-64) et latinsk Uddrag.
  4. See ofr. I, 147. Den levende Interesse, som han i sin Tid viiste for Expeditionens Fremme og Held foranledigede Capt. Graah til at opkalde Prinds Christians Sund efter ham i Nærheden af Christian den 4des Ö, kaldt saaledes fordi det formodentlig var et Sted der omkring at en af Expeditionerne under denne Konge naaede Östkyten” (Undersögelses Reise, S. 15.)