Blomsten i den dræbte klerks mund

Fra heimskringla.no
Revisjon per 11. jan. 2021 kl. 17:47 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Marialegender


Blomsten i den dræbte klerks mund

Af einum klerk


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Maríu saga, Christiania, 1871


Blomster
Detalje fra Codex Manesse
Ca. 1300-1340

Det fortælles, at der var en klerk i den by, der hedder Karnotensis.[1] Hans tanker var særligt optaget af denne verdens anliggender, og han holdt sig ikke fra kødelig lyst, men han havde dog ofte Guds moder Marias lovsang i sin mund, og han sang tit englens vers[2], som ofte bliver bliver sunget til stor glæde for fru Sankt Maria.

Nu skete der det for ham, at hans fjender ikke længere ville finde sig i hans usømmeligheder, så de overfaldt ham og slog ham ihjel. Og eftersom alle kendte til hans udskejelser, fandt man, at det ville være upassende at begrave ham ved kirken, så han blev i stedet kulet ned i en tilfældig stendynge.

Men da der var gået 30 dage, viste den hellige jomfru Maria, at hun ville være barmhjertig mod denne fattige klerk. Hun åbenbarede sig for en klerk og spurgte, hvorfor de havde behandlet hendes hirdmand så uretfærdigt. Han spurgte, hvem hun mente. Den salige dronning svarede: »Ham den samme klerk, som blev dræbt for 30 dage siden, og som I ikke ville begrave ved kirken. Han tjente mig gudhengivent og hilste mig altid venligt foran mit alter. Nu må I føre ham til kirken og begrave ham på et agtværdigt sted i indviet jord!« Derpå blev hun usynlig for ham.

Så snart han vågnede, fór klerken hen og fortalte præsterne om denne åbenbaring, og siden gik de derhen, hvor manden var blevet begravet. De tog hans lig op, og det var ikke gået i forrådnelse, men den smukkeste blomst var sprunget ud i hans mund, og hans tunge var så fager og frisk som en levende mands, og som var den rede til at synge. Og alle, som bevidnede denne hændelse, forstod da, at han med sin mund ofte måtte have lovprist både Gud og Guds moder, den salige Maria. De bar ham siden med stor agtelse til kirken, og alle priste de den almægtige Gud og den salige Maria, Guds moder.

Men nu må vi huske på, at den hellige Gud og den salige Maria ikke alene viste denne mand barmhjertighed, fordi han havde behov for det, men snarest — og ikke mindst — skete det for vores skyld, for at alle, der hører dette, vil elske Gud og dronning Maria så meget desto mere og af den grund lovprise dem i hver en ledig stund, de måtte få.




Noter:

  1. Chartres i Frankrig.
  2. Ave Maria.