Forskjell mellom versjoner av «Borgefjords syssel (K.Kålund)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
 
(12 mellomliggende revisjoner av 2 brukere er ikke vist)
Linje 19: Linje 19:
  
  
<FONT COLOR=darkred><center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center></FONT COLOR=darkred>
 
  
  
Linje 25: Linje 24:
  
  
Egnen omkring Hvalfjord er et ægte klippelandskab, udpræget ved ejendommelige og kække fjældformationer, som man sjælden finder dem på Island, i al fald i denne del af landet Mod syd begrænses den bugtede fjord af den stejle Reynevoldhals; på dens nordside hæver sig længst ude det isolerede ''Akrafjæld'' op fra sine lave omgivelser, længere inde begrænses og næsten indesluttes den af klippefulde og karakteristiske smånæs. Op fra fjordbunden strækker sig den tidligere omtalte ''Botnsdal'' (Botnsdalr), gennemstrømmet af ''Botnså'', der danner grænsen mellem de to sysler. Selve fjordens inderste del, den såkaldte ''Botnsvåg'' (Botnsvogr), afgiver ved ebbetid en ypperlig vej (jævn og fast lergrund), ved flod når vandet derimod helt op til de stejle fjældsider, så at den rejsende, der agter sig rundt om fjorden, med stort besvær må søge sig en vej i de bratte lier. Grænsen mellem fjorden og dalen dannes på en højst ejendommelig måde ved klippenæs, der fra bægge sider skyder sig frem mod åmundingen og lukker for dalen som med en mur eller et gærde, hvis eneste led eller åbning åen næsten udfylder; kun ved ebbetid kan man slippe ind i denne ad en landstrimmel på nogle få alen mellem åmundingen og klippepynten nord for denne. Den lille frodige Botnsdal er særdeles smuk; allerede straks ved indgangen møder til begge sider kratskov<ref>Også længst inde i dalen ses en for islandske forhold frodig småskov; Ldn. (s. 47) fortæller, at der på landnamstiden var så stor skov i Botn, at stedets første beboer kunde bygge et havskib heraf.</ref>; derpå indsnævres dalen vel en tid lang ved fremskudte holter, men ved gården Lille (Litli) Botn, der står omtrent midt i denne, udvider den sig atter og danner med sine omgivelser et storartet amfiteater: den jævne, ovale, græsklædte dalslette omgives af høje, regelmæssig tværstribede (trapdannede) fjælde; længst tilbage hæver sig ''Hvalfell''<ref>Om Hvalfell og den øst for dette fjæld liggende sø Hvalvatn går der et bekendt sagn, som berettes i Isl. Þjóðs. I, 84-88, ifølge hvilket en forhekset hval ved overnaturlige midler dreves op i denne sø, hvor den døde; foraden de med »Hval-« begyndende stedsnavne minder flere andre om denne begivenhed; dog kan det anføres, at Skjálfandahæðir og den lille foss Skjálfandi, ikke, som Þjóðs. anfører, ligger her, men derimod inde på heden mellem Botnsdal og Skorradal; navnet har i følge sagnet sin oprindelse fra den bevægelse, hvori hvalens vandring op mod søen satte omgivelserne. — Ved Hvalvatns østlige bred ligger et lille klippenæs Skinnhuehøvde, hvor en troldkvinde Skinnhúfa skal have haft sit tilhold.</ref>, et anseligt, for oven afskåret, blåligt fjæld med bratte sider, og de imponerende Suler; det hele gør indtrykket af en på engang venlig og storartet natur. Botnså, der har sit udspring fra den øst for Hvalfell liggende sø Hvalvatn, danner, hvor den styrter sig ned fra heden, en ikke ubetydelig foss.  
+
[[Fil:WGC.275.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Hvalfjorden''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Egnen omkring Hvalfjord er et ægte klippelandskab, udpræget ved ejendommelige og kække fjældformationer, som man sjælden finder dem på Island, i al fald i denne del af landet Mod syd begrænses den bugtede fjord af den stejle Reynevoldhals; på dens nordside hæver sig længst ude det isolerede ''Akrafjæld'' op fra sine lave omgivelser, længere inde begrænses og næsten indesluttes den af klippefulde og karakteristiske smånæs. Op fra fjordbunden strækker sig den tidligere omtalte ''Botnsdal'' (Botnsdalr), gennemstrømmet af ''Botnså'', der danner grænsen mellem de to sysler. Selve fjordens inderste del, den såkaldte ''Botnsvåg'' (Botnsvogr), afgiver ved ebbetid en ypperlig vej (jævn og fast lergrund), ved flod når vandet derimod helt op til de stejle fjældsider, så at den rejsende, der agter sig rundt om fjorden, med stort besvær må søge sig en vej i de bratte lier. Grænsen mellem fjorden og dalen dannes på en højst ejendommelig måde ved klippenæs, der fra bægge sider skyder sig frem mod åmundingen og lukker for dalen som med en mur eller et gærde, hvis eneste led eller åbning åen næsten udfylder; kun ved ebbetid kan man slippe ind i denne ad en landstrimmel på nogle få alen mellem åmundingen og klippepynten nord for denne. Den lille frodige Botnsdal er særdeles smuk; allerede straks ved indgangen møder til begge sider kratskov<ref>Også længst inde i dalen ses en for islandske forhold frodig småskov; Ldn. (s. 47) fortæller, at der på landnamstiden var så stor skov i Botn, at stedets første beboer kunde bygge et havskib heraf.</ref>; derpå indsnævres dalen vel en tid lang ved fremskudte holter, men ved gården Lille (Litli) Botn, der står omtrent midt i denne, udvider den sig atter og danner med sine omgivelser et storartet amfiteater: den jævne, ovale, græsklædte dalslette omgives af høje, regelmæssig tværstribede (trapdannede) fjælde; længst tilbage hæver sig ''Hvalfell''<ref>Om Hvalfell og den øst for dette fjæld liggende sø Hvalvatn går der et bekendt sagn, som berettes i Isl. Þjóðs. I, 84-88, ifølge hvilket en forhekset hval ved overnaturlige midler dreves op i denne sø, hvor den døde; foraden de med »Hval-« begyndende stedsnavne minder flere andre om denne begivenhed; dog kan det anføres, at Skjálfandahæðir og den lille foss Skjálfandi, ikke, som Þjóðs. anfører, ligger her, men derimod inde på heden mellem Botnsdal og Skorradal; navnet har i følge sagnet sin oprindelse fra den bevægelse, hvori hvalens vandring op mod søen satte omgivelserne. — Ved Hvalvatns østlige bred ligger et lille klippenæs Skinnhuehøvde, hvor en troldkvinde Skinnhúfa skal have haft sit tilhold.</ref>, et anseligt, for oven afskåret, blåligt fjæld med bratte sider, og de imponerende Suler; det hele gør indtrykket af en på engang venlig og storartet natur. Botnså, der har sit udspring fra den øst for Hvalfell liggende sø Hvalvatn, danner, hvor den styrter sig ned fra heden, en ikke ubetydelig foss.  
  
  
Fjældheden, som skiller mellem Botnsdalen og den sydøstligere Tingvoldsvejt, er den i HGrk. omtalte '''Botnshede''' (''Botnsheiðr''). Af dalens to gårde, der bægge ligger nord for åen, står den ene, ''Store Botn'', langt inde i dalen, den anden, ''Lille'' eller (som HGrk. kalder den) '''Nedre''' (''Neðri'') '''Botn''', omtrent midt i denne. Her boede i følge Hdrd Grimkelssöns saga Hørds opofrende ven og fostbroder ''Gejr''; efter at ''Hørd'' til dels ved egen skyld var bleven erklæret fredløs, begav han sig med hele sin  husstand til Botn,  og fra nu af bliver egnen omkring Hvalfjorden skuepladsen for hans og hans stalbrødres bedrifter. På nordsiden af Botnsvåg, kort uden for Botnsdalens munding, ligger en stejl sti — den såkaldte '''Sildemandegade''' (''Síldarmannagata'')<ref>Navnets oprindelse forklarer sagnet af, at der en gang i oldtiden skal være indtruffet stor sildefangst i Hvalfjord, ved hvilken lejlighed denne, den korteste vej, fandtes og benyttedes af folk fra dalene nord for, der søgte til fangststedet.</ref>, som de nysnævnte fredløse benyttede på et af deres røvertog, — i mange bugtninger ned over den bratte fjældskråning; den fører fra Hvalfjorden til den indre del af ''Skorradalen'' over en forholdvis høj og brat hede eller hals, den såkaldte ''Lille Botnshede''. Ved nedstigningen fra denne har man det fuldstændigste fugleperspektiv over Hvalfjorden, fra Akrafjæld, der synes at stå på alle sider omgivet af sø, til fjordens inderste del, der er så smal, at både vågen og dalen aldeles forsvinder; først ses kun den lodrette klippevæg lige over for, derefter glimter den smalle grønlige fjordbund frem, og endnu senere, efter at vejen er ophørt at bugte sig lige ned, men derimod ligger skråt ind efter, ser man Botnsdalen med sin frodighed og sine fjælde for sig. Vest for Sildarmannagata, der egenlig spalter sig i to veje om dette fjæld, skyder '''Tyril''' (''Þyrill'') eller ''Tyrilshøvde'' (Þyrilshöfði) sig frem fra heden. Det er en hammer af betydelig højde og meget ejendommelig form, for neden stejlt affaldende til alle sider med skrider (skrænter bestående af løse sten), for oven belagt med et skjold af fast klippe. Klippeblokkene udformer sig i ejendommelige store knuder, disse, og navnlig den yderste, antager en form, der minder om penslen på en malerkost, eller en uhyre kvast, og vel kan have givet anledning til fjældets navn<ref>Þyrill er navnet på et redskab, en stang med en ulden kvast på enden, der bruges til at piske sammenløben mælk med.</ref>. I skråningen under fjældet ligger ''gården af samme navn''; her boede i følge Hørds saga den velstående, men egennyttige og lumske ''Torsten guldknap'', der var i hemmelig forståelse med Holmverjerne (&#596;: Hørds fredløse flok) for at slippe for disses plyndringer. I huset oven for gården påvises en såkaldet ''»Goðahóll«'', hvor man antager, at det i HGrk. (s. 109) omtalte hov har stået. ''Tomten'', der er temlig udvisket, strækker sig fra vest til øst; den er omtr. 6 fv. lang, men meget smal (én favn), så at den nærmest gør indtryk af en bred fure, hvad der dog kan skyldes væggens sammenfalden; døren synes at have været på den sydlige langvæg noget nærmere østenden.  I forsiden af gårdens husvægge ikke langt fra indgangsdøren ses nederst i væggen en større sten (c. 1½ al. lang, 1 al. høj), der omtrent midt på har en ''skålformet fordybning'' omtrent så stor som en knyttet næve. Stenen kaldes besynderlig nok »blótsteinn Harðar«, skønt nogle anser den for den sten, som Torsten i følge sagaen blotede i sit hov. — I HGrk. (s. 109) fortælles, at Hørds svoger ''Indride'', der havde påtaget sig at hævne Hørds drab på Torsten, begav sig fra sit hjem i Skorradal den lige vej til Tyril, gik ned ad '''Inridesti''' (''Indriðastigr'') ved Tyril og ventede dér, til Torsten som sædvanligt gik til sit blothus; da han kommer ud herfra, dræbes han af Indride. Navnet Indridastig er ikke bevaret, man gætter på, at denne sti har været vest for fjældets yderste pynt, hvor man på flere steder gennem skår og små-kløfter kan stige ned i den neden under liggende lille dal; men herfra ses rigtignok ikke gården Tyril. Derimod påvises endnu den vej, ad hvilken efter Hørds fald hans enke ''Helga'' med sine børn flygtede op på fjældet. Sagaen fortæller (s. 107), at de om natten begav sig op på fjældet oven for Tyril og hvilede sig i det skard, som nu hedder '''Helguskard''' (''Helguskarð'' &#596;: Helgas skard); dette er den fure — nu kaldet ''Helguskora'' —, der øst for gården Tyril skiller den yderste store blok i fjældkammen fra den øvrige ryg; den er regelmæssig, tilsyneladende næsten lodret, men bred i bunden, og at mennesker kan komme frem ad denne vej har flere gange vist sig. Tæt under Tyril, næsten i forlængelse af dette fjæld, ligger ud mod fjorden en klippehøj (klett), kaldet ''Helguhóll''; her skal Helga være kommen i land, da hun med sine små sønner flygtede fra de fredløses hidtilværende opholdssted Gejrsholm. Sagaen siger, at hun svømmede til ''Blåskeggså'' — denne falder i søen vest for Helguhol — og at den af hende ved svømning tilbagelagte strækning derefter benævntes '''Helgusund'''.   
+
Fjældheden, som skiller mellem Botnsdalen og den sydøstligere Tingvoldsvejt, er den i HGrk. omtalte '''Botnshede''' (''Botnsheiðr''). Af dalens to gårde, der bægge ligger nord for åen, står den ene, ''Store Botn'', langt inde i dalen, den anden, ''Lille'' eller (som HGrk. kalder den) '''Nedre''' (''Neðri'') '''Botn''', omtrent midt i denne. Her boede i følge Hørd Grimkelssöns saga Hørds opofrende ven og fostbroder ''Gejr''; efter at ''Hørd'' til dels ved egen skyld var bleven erklæret fredløs, begav han sig med hele sin  husstand til Botn,  og fra nu af bliver egnen omkring Hvalfjorden skuepladsen for hans og hans stalbrødres bedrifter. På nordsiden af Botnsvåg, kort uden for Botnsdalens munding, ligger en stejl sti — den såkaldte '''Sildemandegade''' (''Síldarmannagata'')<ref>Navnets oprindelse forklarer sagnet af, at der en gang i oldtiden skal være indtruffet stor sildefangst i Hvalfjord, ved hvilken lejlighed denne, den korteste vej, fandtes og benyttedes af folk fra dalene nord for, der søgte til fangststedet.</ref>, som de nysnævnte fredløse benyttede på et af deres røvertog, — i mange bugtninger ned over den bratte fjældskråning; den fører fra Hvalfjorden til den indre del af ''Skorradalen'' over en forholdvis høj og brat hede eller hals, den såkaldte ''Lille Botnshede''. Ved nedstigningen fra denne har man det fuldstændigste fugleperspektiv over Hvalfjorden, fra Akrafjæld, der synes at stå på alle sider omgivet af sø, til fjordens inderste del, der er så smal, at både vågen og dalen aldeles forsvinder; først ses kun den lodrette klippevæg lige over for, derefter glimter den smalle grønlige fjordbund frem, og endnu senere, efter at vejen er ophørt at bugte sig lige ned, men derimod ligger skråt ind efter, ser man Botnsdalen med sin frodighed og sine fjælde for sig. Vest for Sildarmannagata, der egenlig spalter sig i to veje om dette fjæld, skyder '''Tyril''' (''Þyrill'') eller ''Tyrilshøvde'' (Þyrilshöfði) sig frem fra heden. Det er en hammer af betydelig højde og meget ejendommelig form, for neden stejlt affaldende til alle sider med skrider (skrænter bestående af løse sten), for oven belagt med et skjold af fast klippe. Klippeblokkene udformer sig i ejendommelige store knuder, disse, og navnlig den yderste, antager en form, der minder om penslen på en malerkost, eller en uhyre kvast, og vel kan have givet anledning til fjældets navn<ref>Þyrill er navnet på et redskab, en stang med en ulden kvast på enden, der bruges til at piske sammenløben mælk med.</ref>. I skråningen under fjældet ligger ''gården af samme navn''; her boede i følge Hørds saga den velstående, men egennyttige og lumske ''Torsten guldknap'', der var i hemmelig forståelse med Holmverjerne (&#596;: Hørds fredløse flok) for at slippe for disses plyndringer. I huset oven for gården påvises en såkaldet ''»Goðahóll«'', hvor man antager, at det i HGrk. (s. 109) omtalte hov har stået. ''Tomten'', der er temlig udvisket, strækker sig fra vest til øst; den er omtr. 6 fv. lang, men meget smal (én favn), så at den nærmest gør indtryk af en bred fure, hvad der dog kan skyldes væggens sammenfalden; døren synes at have været på den sydlige langvæg noget nærmere østenden.  I forsiden af gårdens husvægge ikke langt fra indgangsdøren ses nederst i væggen en større sten (c. 1½ al. lang, 1 al. høj), der omtrent midt på har en ''skålformet fordybning'' omtrent så stor som en knyttet næve. Stenen kaldes besynderlig nok »blótsteinn Harðar«, skønt nogle anser den for den sten, som Torsten i følge sagaen blotede i sit hov. — I HGrk. (s. 109) fortælles, at Hørds svoger ''Indride'', der havde påtaget sig at hævne Hørds drab på Torsten, begav sig fra sit hjem i Skorradal den lige vej til Tyril, gik ned ad '''Inridesti''' (''Indriðastigr'') ved Tyril og ventede dér, til Torsten som sædvanligt gik til sit blothus; da han kommer ud herfra, dræbes han af Indride. Navnet Indridastig er ikke bevaret, man gætter på, at denne sti har været vest for fjældets yderste pynt, hvor man på flere steder gennem skår og små-kløfter kan stige ned i den neden under liggende lille dal; men herfra ses rigtignok ikke gården Tyril. Derimod påvises endnu den vej, ad hvilken efter Hørds fald hans enke ''Helga'' med sine børn flygtede op på fjældet. Sagaen fortæller (s. 107), at de om natten begav sig op på fjældet oven for Tyril og hvilede sig i det skard, som nu hedder '''Helguskard''' (''Helguskarð'' &#596;: Helgas skard); dette er den fure — nu kaldet ''Helguskora'' —, der øst for gården Tyril skiller den yderste store blok i fjældkammen fra den øvrige ryg; den er regelmæssig, tilsyneladende næsten lodret, men bred i bunden, og at mennesker kan komme frem ad denne vej har flere gange vist sig. Tæt under Tyril, næsten i forlængelse af dette fjæld, ligger ud mod fjorden en klippehøj (klett), kaldet ''Helguhóll''; her skal Helga være kommen i land, da hun med sine små sønner flygtede fra de fredløses hidtilværende opholdssted Gejrsholm. Sagaen siger, at hun svømmede til ''Blåskeggså'' — denne falder i søen vest for Helguhol — og at den af hende ved svømning tilbagelagte strækning derefter benævntes '''Helgusund'''.   
  
  
Den oftere nævnte '''Gejrsholm''' (''Geirshólmr'' eller ''Geirhólmr'', i HGrk. også nævnt ''Hólmr'' alene, nu: Geirshólmi eller Harðarhólmi), der tog navn efter Hørds fostbroder Gejr, og hvorhen disse to med deres tilhængere begiver sig, da de ikke længer føler sig sikre i Botn, for derfra at fortsætte deres røverliv, indtil de overlistes af egnens beboere, ligger sydvest for Tyril omtrent en fjærdingvej fra land. Den lille klippeholm hæver sig lodret op af søen med mørke klippesider, højden er derimod ikke så betydelig, 15—20 al.; for oven er den fladt afskåren og græsgrot, formen er rundagtig eller oval. Neden for holmen strækker sig en underrand på et par alen af klippeblokke, som søen i flodtid overskyller; her lander man et eller andet sted, sædvanlig på østsiden, da bestigningen foregår herfra. På et enkelt sted, hvor græsset strækker sig noget længere ned ad klippevæggen og denne viser sig ikke fuldt så lodret som ellers, er een tilgængelig: fjældsidens ujævnhed afgiver hist og her fodfæste; benyttende dette og ved at holde sig i fremragende klippestykker eller i det lange græs klavrer man i sigsaglinje op på holmen. Fra midten af denne har man straks et fuldkomment overblik over den lille ø. Den er beliggende i retning fra nordøst til sydvest, er 50 fv. lang og 22 fv. bred<ref>»af omfang som en stor malkepladsindhegning«, siger sagaen.</ref>, højest på midten, hvorfra den skråner svagt ned mod begge ender; især mod syd indsnævrer den sig og ender her i en lidt smallere og lavere hammer. Overfladen er bedækket med yppigt græs, men overalt undergravet af lundehuler. I følge Hørds saga byggede de fredløse her ''en skåle'', der optog næsten hele øens længde; kun nord for skålen var der så megen plads, at man kunde passere mellem indgangen, der fandtes i gavlen her, og den stejle op på øen førende sti (klif); den gang var nemlig — føjer sagaen til — øen kun tilgængelig fra nordsiden. Nu ser man intet spor af en sådan sti der. Vest for skålen var der »løngrave«. Af bygninger eller lignende menneskeværk ses nu intet spor, hvad der dog måske kan skyldes lunderne. Skålens udstrækning er let forklarlig, alligevel må det have knebet med at rumme de fra 80 til 200 mand, hvortil de fredløses antal skal have beløbet sig<ref>Foruden til lundefangst benyttes øen nu kun til vinteropholdssted for nogle lam, der trives vel her og hurtig here at slå sig igennem uden vand.</ref>. Den sydligste ende af øen vender ud mod næsset ''Tyrilsnæs'' (Þyrilsnes), der udgående fra strækningen neden for gården Tyril strækker sig i en stor bue uden om Gejrsholm; næsset er temlig langt, smallest i sin begyndelse, men antager snart en større bredde, som det derefter beholder. Næsset kaldes i HGrk. '''Døgurdarnæs''' (''Dögurðarnes''), og navnets oprindelse forklares (s. 95) af, at de mod Holmverjerne forenede bønder ved ankomsten hertil spiste davre (dögurðr), hvorefter de traf forberedelser til at lokke de fredløse i et baghold.  
+
[[Fil:WGC.P034.jpg|thumb|400px|left|<center>'''Gejrsholm''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Den oftere nævnte '''Gejrsholm''' (''Geirshólmr'' eller ''Geirhólmr'', i HGrk. også nævnt ''Hólmr'' alene, nu: Geirshólmi eller Harðarhólmi), der tog navn efter Hørds fostbroder Gejr, og hvorhen disse to med deres tilhængere begiver sig, da de ikke længer føler sig sikre i Botn, for derfra at fortsætte deres røverliv, indtil de overlistes af egnens beboere, ligger sydvest for Tyril omtrent en fjærdingvej fra land. Den lille klippeholm hæver sig lodret op af søen med mørke klippesider, højden er derimod ikke så betydelig, 15—20 al.; for oven er den fladt afskåren og græsgrot, formen er rundagtig eller oval. Neden for holmen strækker sig en underrand på et par alen af klippeblokke, som søen i flodtid overskyller; her lander man et eller andet sted, sædvanlig på østsiden, da bestigningen foregår herfra. På et enkelt sted, hvor græsset strækker sig noget længere ned ad klippevæggen og denne viser sig ikke fuldt så lodret som ellers, er een tilgængelig: fjældsidens ujævnhed afgiver hist og her fodfæste; benyttende dette og ved at holde sig i fremragende klippestykker eller i det lange græs klavrer man i sigsaglinje op på holmen. Fra midten af denne har man straks et fuldkomment overblik over den lille ø. Den er beliggende i retning fra nordøst til sydvest, er 50 fv. lang og 22 fv. bred<ref>»af omfang som en stor malkepladsindhegning«, siger sagaen.</ref>, højest på midten, hvorfra den skråner svagt ned mod begge ender; især mod syd indsnævrer den sig og ender her i en lidt smallere og lavere hammer. Overfladen er bedækket med yppigt græs, men overalt undergravet af lundehuler. I følge Hørds saga byggede de fredløse her ''en skåle'', der optog næsten hele øens længde; kun nord for skålen var der så megen plads, at man kunde passere mellem indgangen, der fandtes i gavlen her, og den stejle op på øen førende sti (klif); den gang var nemlig — føjer sagaen til — øen kun tilgængelig fra nordsiden. Nu ser man intet spor af en sådan sti der. Vest for skålen var der »løngrave«. Af bygninger eller lignende menneskeværk ses nu intet spor, hvad der dog måske kan skyldes lunderne. Skålens udstrækning er let forklarlig, alligevel må det have knebet med at rumme de fra 80 til 200 mand, hvortil de fredløses antal skal have beløbet sig<ref>Foruden til lundefangst benyttes øen nu kun til vinteropholdssted for nogle lam, der trives vel her og hurtig here at slå sig igennem uden vand.</ref>. Den sydligste ende af øen vender ud mod næsset ''Tyrilsnæs'' (Þyrilsnes), der udgående fra strækningen neden for gården Tyril strækker sig i en stor bue uden om Gejrsholm; næsset er temlig langt, smallest i sin begyndelse, men antager snart en større bredde, som det derefter beholder. Næsset kaldes i HGrk. '''Døgurdarnæs''' (''Dögurðarnes''), og navnets oprindelse forklares (s. 95) af, at de mod Holmverjerne forenede bønder ved ankomsten hertil spiste davre (dögurðr), hvorefter de traf forberedelser til at lokke de fredløse i et baghold.  
  
  
Kysten ud mod holmen er brat og klippefuld og ender med en hammer, hvorfra et lille næs skyder sig frem. Dette næs må være den i sagaen omtalte ''tange'', hvorom der siges, at de fredløse, der under tilbud om forlig narres til at lade sig føre fra holmen, ikke kunde se den på næsset forsamlede menneskemængde, før båden kom »frem forbi tangen«. Hinsides næsset er en lille vig, hvor man antager, at der landedes med dem, og paa den anden side vigen er næssets yderste smalle og flade tange '''Gejrstange''' (''Geirstángi''). Denne fik sit navn af, at Gejrs lig drev i land her; da han ved at se den på næsset forsamlede menneskemængde mærkede uråd, sprang han nemlig over bord, men dræbtes ved et spydkast fra land. Langs ad det klippefulde og høje Tyrilsnæs, og navnlig ad dettes midtparti, strækker sig en højderyg kaldet ''Harðarhæð'' (&#596;. Hørdshøjde), her siges Hørd at være falden; længere ude på næsset nærmest oven for Gejrstange påvises i et lavere strøg et ophøjet sted »Geirsleiði«. Hvor den lille '''Blåskeggså''' (''Bláskeggsá'') falder i søen vest for Helguhol, forgrener den sig inden sit udløb i mange arme over grusfladen; her i åforgreningerne (í árkvíslunum) er det, at en hård kamp står mellem de forenede bønder og de folk, der af de intet anende Holmverjer efter sædvane er udsendte for at hente vand; efter bonden på Sand, Torvald blåskegg, der faldt her, fik åen sit navn<ref>På sidstnævnte sted, HGrk. s. 96, er navnet bragt i flertal, i det der siges, at åforgreningerne derefter kaldes Blåkeggsåer, men ellers kaldes åen i sagaen i enkelttal Blåskeggså, og denne form af navnet, som også er den, hvormed åen nu benævnes, er ubetinget at foretrække for den som variant i HGrk. og Ldn, optrædende: '''Blåskogså''' (''Bláskógsá'').</ref>. Vest for denne å skyder en klippeskrænt (klevet) sig frem mod fjordbredden, vel kun lille, men dog i stand til at volde de rejsende, der ikke slipper forbi det ved ebbetid, en del ulejlighed. Hinsides dette ligger på en jævn grønklædt skråning, hedeskræntens fortsættelse, tæt ved hinanden de to gårde '''Sand''' (Litli- og Mið-Sandr) — lige over for Gejrsholm. Fra nu af har egnen langs nordsiden af fjorden, den såkaldte '''Hvalfjordsstrand''' (''Hvalfjarðarströnd'', i HGrk. Strönd alene), en mindre udpræget karakter; ikke langt vest for Midsand ligger Brekka, vejen fører over skrånende mosestrøg, på venstre hånd tæt ved fjorden ligger en temlig høj klett '''Ønnndarhóll''' (''Önundarhóll''), her døde bondesønnen Ønund fra Brekka som følge af legene på Sand (HGrk. s. 72). I hedeskrænten ses ud for denne et tilsyneladende temlig ufremkommeligt skard '''Alvtarskard''' (''Álptarskarð''), det er det ''Álftarskarð'', der i følge HGrk. (s. 86—87) benyttedes af Halmverjerne på et af deres røvertog. Neden for dette ligger gården Brekka, og endnu længere nede strækker sig langs fjorden en flad sandstrækning ved en svagt buet vig; det er '''Svinasand''' (''Svínasandr''), der i følge sagaen (s. 88) skal have fået sit navn af de i Svinadal røvede svin, som slagtedes her.  
+
Kysten ud mod holmen er brat og klippefuld og ender med en hammer, hvorfra et lille næs skyder sig frem. Dette næs må være den i sagaen omtalte ''tange'', hvorom der siges, at de fredløse, der under tilbud om forlig narres til at lade sig føre fra holmen, ikke kunde se den på næsset forsamlede menneskemængde, før båden kom »frem forbi tangen«. Hinsides næsset er en lille vig, hvor man antager, at der landedes med dem, og paa den anden side vigen er næssets yderste smalle og flade tange '''Gejrstange''' (''Geirstángi''). Denne fik sit navn af, at Gejrs lig drev i land her; da han ved at se den på næsset forsamlede menneskemængde mærkede uråd, sprang han nemlig over bord, men dræbtes ved et spydkast fra land. Langs ad det klippefulde og høje Tyrilsnæs, og navnlig ad dettes midtparti, strækker sig en højderyg kaldet ''Harðarhæð'' (&#596;: Hørdshøjde), her siges Hørd at være falden; længere ude på næsset nærmest oven for Gejrstange påvises i et lavere strøg et ophøjet sted »Geirsleiði«. Hvor den lille '''Blåskeggså''' (''Bláskeggsá'') falder i søen vest for Helguhol, forgrener den sig inden sit udløb i mange arme over grusfladen; her i åforgreningerne (í árkvíslunum) er det, at en hård kamp står mellem de forenede bønder og de folk, der af de intet anende Holmverjer efter sædvane er udsendte for at hente vand; efter bonden på Sand, Torvald blåskegg, der faldt her, fik åen sit navn<ref>På sidstnævnte sted, HGrk. s. 96, er navnet bragt i flertal, i det der siges, at åforgreningerne derefter kaldes Blåkeggsåer, men ellers kaldes åen i sagaen i enkelttal Blåskeggså, og denne form af navnet, som også er den, hvormed åen nu benævnes, er ubetinget at foretrække for den som variant i HGrk. og Ldn, optrædende: '''Blåskogså''' (''Bláskógsá'').</ref>. Vest for denne å skyder en klippeskrænt (klevet) sig frem mod fjordbredden, vel kun lille, men dog i stand til at volde de rejsende, der ikke slipper forbi det ved ebbetid, en del ulejlighed. Hinsides dette ligger på en jævn grønklædt skråning, hedeskræntens fortsættelse, tæt ved hinanden de to gårde '''Sand''' (Litli- og Mið-Sandr) — lige over for Gejrsholm. Fra nu af har egnen langs nordsiden af fjorden, den såkaldte '''Hvalfjordsstrand''' (''Hvalfjarðarströnd'', i HGrk. Strönd alene), en mindre udpræget karakter; ikke langt vest for Midsand ligger Brekka, vejen fører over skrånende mosestrøg, på venstre hånd tæt ved fjorden ligger en temlig høj klett '''Ønnndarhóll''' (''Önundarhóll''), her døde bondesønnen Ønund fra Brekka som følge af legene på Sand (HGrk. s. 72). I hedeskrænten ses ud for denne et tilsyneladende temlig ufremkommeligt skard '''Alvtarskard''' (''Álptarskarð''), det er det ''Álftarskarð'', der i følge HGrk. (s. 86—87) benyttedes af Halmverjerne på et af deres røvertog. Neden for dette ligger gården Brekka, og endnu længere nede strækker sig langs fjorden en flad sandstrækning ved en svagt buet vig; det er '''Svinasand''' (''Svínasandr''), der i følge sagaen (s. 88) skal have fået sit navn af de i Svinadal røvede svin, som slagtedes her.  
  
  
Noget uden for Brekka strækker sig igen på et enkelt sted klipper så tæt ned mod fjorden, at det kniber med at komme forbi, men ellers er vejen ypperlig over jævne græsflader, op fra hvilke større eller mindre ikke særlig stejle højder strækker sig. Højest hæver fjældet sig, inden man kommer til den en god fjærdingvej vestligere liggende gård '''Ferstikla'''; fra dettes vesterende ligger der et gil i skrå retning ned forbi gårdens tun; dette er '''Skroppugil''' (HGrk. s. 79), og ved bækken, der har sit leje i kløften, skal endnu den tryldekyndige ''Skroppa'' fra Saurbæs ''dys'' påvises. Lidt vestligere ligger en af Borgefjordens hovedveje fra Hvalfjordsstranden over ''Ferstikluhals'' (Ferstiklnháls) og ind i '''Svinadalen''' (''Svínadalr''). Denne dal, der går omtrent parallel med Hvalfjordsstrand fra vest til øst, og som både hvad hrepp og sogn angår regnes med hertil, begrænses mod nord af Skardshede, mod øst af de Skorradalen indesluttende højder. Det er en jævn og ret køn lille dal, temlig dyb, hvis grønne enggrund til dels optages af flere småsøer. Mod vest åbner den sig ud mod de omkring Leråvågene liggende flade strækninger; gennem dens nordøstlige del fører vejen fra Ferstikluhals, hvorpå den hverken høje eller besværlige såkaldte ''Dragavej'' ligger fra Svinadalen ned til den nedre (ydre) del af Skorradalen; det er denne vej, som HGrk. (s. 87) kalder '''Geldingadrage''' (''Geldíngadragi''), hvilket navn skulde have sin oprindelse af, at Hørd på tilbagevejen fra et af sine røvertog ad denne vej havde slæbt to beder for at bane vej gennem sneen for den øvrige flok; nu kaldes vejen sædvanlig ''Dragen'' (Draginn).  
+
[[Fil:WGC.274.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Svinadal''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Noget uden for Brekka strækker sig igen på et enkelt sted klipper så tæt ned mod fjorden, at det kniber med at komme forbi, men ellers er vejen ypperlig over jævne græsflader, op fra hvilke større eller mindre ikke særlig stejle højder strækker sig. Højest hæver fjældet sig, inden man kommer til den en god fjærdingvej vestligere liggende gård '''Ferstikla'''; fra dettes vesterende ligger der et gil i skrå retning ned forbi gårdens tun; dette er '''Skroppugil''' (HGrk. s. 79), og ved bækken, der har sit leje i kløften, skal endnu den tryldekyndige ''Skroppa'' fra Saurbæs ''dys'' påvises. Lidt vestligere ligger en af Borgefjordens hovedveje fra Hvalfjordsstranden over ''Ferstikluhals'' (Ferstiklnháls) og ind i '''Svinadalen''' (''Svínadalr''). Denne dal, der går omtrent parallel med Hvalfjordsstrand fra vest til øst, og som både hvad hrepp og sogn angår regnes med hertil, begrænses mod nord af Skardshede, mod øst af de Skorradalen indesluttende højder. Det er en jævn og ret køn lille dal, temlig dyb, hvis grønne enggrund til dels optages af flere småsøer. Mod vest åbner den sig ud mod de omkring Leråvågene liggende flade strækninger; gennem dens nordøstlige del fører vejen fra Ferstikluhals, hvorpå den hverken høje eller besværlige såkaldte ''Dragavej'' ligger fra Svinadalen ned til den nedre (ydre) del af Skorradalen; det er denne vej, som HGrk. (s. 87) kalder '''Geldingadrage''' (''Geldíngadragi''), hvilket navn skulde have sin oprindelse af, at Hørd på tilbagevejen fra et af sine røvertog ad denne vej havde slæbt to beder for at bane vej gennem sneen for den øvrige flok; nu kaldes vejen sædvanlig ''Dragen'' (Draginn).  
  
  
Linje 46: Linje 45:
  
  
Vejen langs fjorden fortsætter sig derimod i sydvestlig retning forbi adskillige gårde; den tredje i rækken er '''Katanæs''' (''Katanes''), på et forholdsvis bredt næs af samme navn; øst for Katanæs skyder en lille vig '''Kalmansåvig''' (''Kalmansárvík'') sig ind, hvori den fra en af småsøerne nordøst for Akrafjæld kommende '''Kalamanså''' (''Kalmansá'') falder ud<ref>Bj. Gunnlaugssöns kort leder snarest til en modsat opfattelse af Katanæs' beliggenhed i forhold til Kalmanså.</ref>; alle disse i HGrk. forekommende navne er i stadig brug; ligeledes skal navnet '''Brandsflesjar''' (HGrk. s. 86) endnu være bevaret her. Fra Katanæs fører vejen forbi '''Klavastad''' (''Klafastaðir'', HGrk. s. 61) og tre andre gårde; den næste derefter, den fjærde, er ''Gröv'' (Gröf), ved hvilken en vig '''Gorvig''' (''Gorvík'') skal findes; dog synes det vanskelig at kunne være den i HGrk. (s. 87) omtalte, der skulde have taget navn efter de her inden indskibningen til Gejrsholm slagtede får, som Holmverjerne havde røvet i Skorradal, på et tog, som de gennem Alvtarskard foretog derhen. — Vest for Gröv ligger '''Kuludalså''' (''Kúludalsá'' — å og gård); der begynder ''Akranæs hrepp'', benævnt efter det under Akrafjæld i sydvest fremskydende '''Akranæs''' (''Akranes'': HGrk. s. 61, Fbr. s. 7; Nes: HÞ. s. 128)<ref>Allerede næssets og fjældets navn tyder på ''agerdyrkning'' her; men desuden haves så vel vedkommende Akranæsset som den nord for liggende bygd vidnesbyrd om ''kornavl'' i middelalderen.</ref>. I Ldn. (s. 48) regnes Akranæs at begynde allerede med Kalmanså. Foruden at Kuvallarå HGrk. s. 83 som anført vistnok er en fejlskrift for Kuludalså, er Kuludalså én gang (s. 61), men på et noget uklart sted, nævnt i HGrk. Da Hørd med bistand af sin svoger Illuge den røde på Indre-Holm vil afkræve Torve Valbrandssøn sin mødernearv, samler de folk. »Hørd red og samlede folk omkring på Akranæs, men Illuge samlede neden for og vest for (— Akrafjæld formodenlig, skønt dette ikke er nævnt), omkring Heynes og Gardar til Fellsöxl og omkring Klavastad, men Hørd øst for Kuludalså (!) — Klafastaðir ligger som tidligere bemærket netop en dél østligere end Kuludalså. — Den næste gård mod vest er den betydelige ejendom '''Indre-Holm''' (''Innri-'' eller ''Iðri-Hólmr''). Jörund den kristne i Gardar lod i følge Ldn. (s. 50-52) et hus opføre for Asolv, da denne var fordreven fra Asolvsskålerne (R.), på Indre-Holm, underholdt ham her til hans død, og her begravedes han; han ansås for en helgen, siger Ldn., og over hans grav — eller på det sted, hvor hans eneboerhytte havde stået — »står nu ''kirken''«. På Indre Holm fandtes i virkeligheden til begyndelsen af dette århundrede en kirke<ref>Indre Holm så vel som den vestligere beliggende gård »Ydre Holm« benævnes efter to små holme, der ligge en foran hver af gårdene. Dog var det, som det ses af sammenhængen, ikke på nogen af disse holme, men på selve stedet for gården Indre Holm, at Asolv rejste sin hytte.</ref>.    I Hørds saga, hvor gården kun nævnes ''Holm'' (Hólmr), omtales den som bolig for den mægtige Illuge den røde, gift med Hørds halvsøster, men som dog på grund af Hørds hensynsløse optræden senere hen slutter sig til hans fjender. På et af deres røvertog lander Holmverjerne i '''Sjalvkviar''' (''í Sjálfkvíum'') foran dørene i Holm, hvorefter de driver får ned fra Akrafjæld, og slagter og indlader disse, medens nogle af flokken værger »kvierne«. Sådanne »Selvkvier«<ref>Kví &#596;: 1) en snæver fårefold til brug ved malkningen, 2) et indesluttet rum, hvorfra man ikke kan slippe ud.</ref>, klipper af ejendommelig form, findes flere steder ved strandbredden her i egnen.
+
[[Fil:WGC.P036.jpg|thumb|400px|left|<center>'''Helguskard set fra Gejrsholm''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Vejen langs fjorden fortsætter sig derimod i sydvestlig retning forbi adskillige gårde; den tredje i rækken er '''Katanæs''' (''Katanes''), på et forholdsvis bredt næs af samme navn; øst for Katanæs skyder en lille vig '''Kalmansåvig''' (''Kalmansárvík'') sig ind, hvori den fra en af småsøerne nordøst for Akrafjæld kommende '''Kalamanså''' (''Kalmansá'') falder ud<ref>Bj. Gunnlaugssöns kort leder snarest til en modsat opfattelse af Katanæs' beliggenhed i forhold til Kalmanså.</ref>; alle disse i HGrk. forekommende navne er i stadig brug; ligeledes skal navnet '''Brandsflesjar''' (HGrk. s. 86) endnu være bevaret her. Fra Katanæs fører vejen forbi '''Klavastad''' (''Klafastaðir'', HGrk. s. 61) og tre andre gårde; den næste derefter, den fjærde, er ''Gröv'' (Gröf), ved hvilken en vig '''Gorvig''' (''Gorvík'') skal findes; dog synes det vanskelig at kunne være den i HGrk. (s. 87) omtalte, der skulde have taget navn efter de her inden indskibningen til Gejrsholm slagtede får, som Holmverjerne havde røvet i Skorradal, på et tog, som de gennem Alvtarskard foretog derhen. — Vest for Gröv ligger '''Kuludalså''' (''Kúludalsá'' — å og gård); der begynder ''Akranæs hrepp'', benævnt efter det under Akrafjæld i sydvest fremskydende '''Akranæs''' (''Akranes'': HGrk. s. 61, Fbr. s. 7; Nes: HÞ. s. 128)<ref>Allerede næssets og fjældets navn tyder på ''agerdyrkning'' her; men desuden haves så vel vedkommende Akranæsset som den nord for liggende bygd vidnesbyrd om ''kornavl'' i middelalderen.</ref>. I Ldn. (s. 48) regnes Akranæs at begynde allerede med Kalmanså. Foruden at Kuvallarå HGrk. s. 83 som anført vistnok er en fejlskrift for Kuludalså, er Kuludalså én gang (s. 61), men på et noget uklart sted, nævnt i HGrk. Da Hørd med bistand af sin svoger Illuge den røde på Indre-Holm vil afkræve Torve Valbrandssøn sin mødernearv, samler de folk. »Hørd red og samlede folk omkring på Akranæs, men Illuge samlede neden for og vest for (— Akrafjæld formodenlig, skønt dette ikke er nævnt), omkring Heynes og Gardar til Fellsöxl og omkring Klavastad, men Hørd øst for Kuludalså (!) — Klafastaðir ligger som tidligere bemærket netop en dél østligere end Kuludalså. — Den næste gård mod vest er den betydelige ejendom '''Indre-Holm''' (''Innri-'' eller ''Iðri-Hólmr''). Jörund den kristne i Gardar lod i følge Ldn. (s. 50-52) et hus opføre for Asolv, da denne var fordreven fra Asolvsskålerne (R.), på Indre-Holm, underholdt ham her til hans død, og her begravedes han; han ansås for en helgen, siger Ldn., og over hans grav — eller på det sted, hvor hans eneboerhytte havde stået — »står nu ''kirken''«. På Indre Holm fandtes i virkeligheden til begyndelsen af dette århundrede en kirke<ref>Indre Holm så vel som den vestligere beliggende gård »Ydre Holm« benævnes efter to små holme, der ligge en foran hver af gårdene. Dog var det, som det ses af sammenhængen, ikke på nogen af disse holme, men på selve stedet for gården Indre Holm, at Asolv rejste sin hytte.</ref>.    I Hørds saga, hvor gården kun nævnes ''Holm'' (Hólmr), omtales den som bolig for den mægtige Illuge den røde, gift med Hørds halvsøster, men som dog på grund af Hørds hensynsløse optræden senere hen slutter sig til hans fjender. På et af deres røvertog lander Holmverjerne i '''Sjalvkviar''' (''í Sjálfkvíum'') foran dørene i Holm, hvorefter de driver får ned fra Akrafjæld, og slagter og indlader disse, medens nogle af flokken værger »kvierne«. Sådanne »Selvkvier«<ref>Kví &#596;: 1) en snæver fårefold til brug ved malkningen, 2) et indesluttet rum, hvorfra man ikke kan slippe ud.</ref>, klipper af ejendommelig form, findes flere steder ved strandbredden her i egnen.
  
  
'''Akrafjæld''' (''Akrafjall'' eller ''-fell''), der ligger tæt oven for Indre Holm og som hæver sig jævnt op fra den flade bygd rundtomkring, er ikke noget højt eller særlig imponerende fjæld (c. 1200 f.); navnlig oven til er det græsgrot, og her findes tillige en fra øst til vest gående dal. På det stærkt bebyggede næs ligger noget vestligere end Indre Holm, men ligeledes ved søen, gården '''Hønæs''' (''Heynes''), og nordvest herfor præstegården '''Gardar''' (''Garðar''); gården er én gang i HGrk. (s. 83) benævnt i enkelttal ''Gard'' (Garðr). I Bjørn Hitdælakappes saga fortælles om en fodrem, som kong Olav den hellige havde givet Bjørn, og som senere — efter at være funden uforrådnet ved Bjørns ben i dennes grav — brugtes til messeklædebælte i Gardar på Akranæs (BH. s. 19, sml. s. 74). Aller tættest er bebyggelsen af Akranæssets sydvestlige tange, den såkaldte ''Skage'' (Skagi), et svagt hvælvet næs med frodigt grønsvær; her ligger husene tæt op til hverandre, som i et dansk fiskerleje, og stedet er tillige ved at udvikle sig til en ''handelsplads'' med tømmerhuse for købmænd og varer, og handel hele året rundt. Herfra drives betydeligt fiskeri i Faksebugten omtrent på samme strøg, hvor Reykjavigfiskerne færdes, og der er stadig på Skagen en livlig færdsel af gennemrejsende, som foretrækker at gå i åben båd den 3 mil lange søvej til det syd for liggende Reykjavig i steden for at passere den lange og besværlige vej rundt om Hvalfjord og gennem Kjos' syssel. Den sædvanlige vej fra Akranæs mod nord kan kun passeres ved ebbetid, man rider da langs kysten over 6—7 større og mindre vige, stundum på fast ler, stundum i vand op til hestens knæ eller højere, og derimellem over små halse eller langs den stejle stenede skrænt. På højre hånd har man først aldeles flade moser, de såkaldte floer, der strækker sig op under Akrafjæld. Nord for dette fjæld skærer en større vig, de såkaldte ''Leråvåge'' (Leirárvogar) sig ind; det er den største og dybeste af de lavvandsstrækninger, hvorover ebbevejen fører. I denne vig udmunder flere åer, deriblandt ''Lerå'' (Leirá) og den fra Svinadal kommende '''Lakså''' (''Laxá''). Ved den lille Lerå noget nord for Leråvågene ligger gården af samme navn, et knudepunkt for hovedvejene på dette strøg. Ved vintertid volder Akrafjældets og Leråvågenes sumpige omgivelser intet besvær; så rider man i lige linje fra Lerå til Akranæs over is og tilfrosne moser. Leråvågene (eller Leråvåg, inderst inde forgrener den større vig sig imidlertid i to mindre våge) er den i flere sagaer nævnte '''Grunnefjord''' (''Grunnifjörðr''); i den nordlige våg skyder et lille næs Lækjarnes sig frem, yderst i dette, eller rettere i den grunde strand uden for, står en stor sten (»atkérssteinn« &#596;: ankersten), hvorved handelsskibene fordum skal have ligget bundne; i dens øverste del mener man endnu at kunne påvise huller, hvori jæmringe til skibenes fastbinding har været anbragt. I HGrk. (s. 92) fortælles, at bønderne for at slutte sig sammen mod Holmverjerne holdt et møde på '''Lejdvold''' (''Leiðvöllr'') ved Lakså ved Grunnefjord; dette stedsnavn synes nu at være tabt<ref>Jonas Hallgrimssön anmærker i sin dagbog, at der straks ved vejen vesten for Lakså i Leråsvejt skal findes et ophøjet sted, kaldet Leiðarhóll.</ref>. — Den tidligere omtalte gård ''Lérå'' (Leirá) med tilhørende kirke, den betydeligste ejendom i denne egn, står tæt under Skardshedens vestlige fortsættelse, en anselig fjældgruppe, der omtrent af form som en uhyre femtoppet knude bedækker landet oven for næsten helt ud til kysten. Disse fjælde regnes vel ofte til Skardsheden i videre forstand, men hvert af dem har dog sit eget navn. '''Skardsheden''' (''Skarðsheiði'', ældre ''-heiðr'') er allerede under beskrivelsen af Reykjavig omtalt som en storslået og imponerende fjældmasse<ref>Højden så vel for denne som for Esja (Kj.) er angivet efter Kjerulf, Bidrag til Islands geogn. Fremstilling s. 24 (Nyt Magasin for Naturvidsk. VII, Chran. 1853) til henholdsvis 2500' og c. 3000'.</ref>. I forening med sin vestlige fortsættelse afgrænser den den sydvestlige del af Borgefjord fra den oven for liggende. Lerå har oftere været sæde for højere embedsmænd og andre velstående folk; på nabogården ''Lerågardar'' (Leirárgarðar) oprettedes i slutningen af forrige århundrede et bogtrykkeri; senere flyttedes det til en nærliggende gård (Beitistaðir) og endelig — år 1819 — derfra og til Vidø<ref>Ved Lerå Andes en þinghóll, tidligere stedet for en hjåleje fra gården (A. M.).</ref>. — Fjældet, eller fjældknuden, nærmest Lerå, nordøst for denne gård — på B. G.s kort benævnt Stellir — kaldes sædvanlig Snóksfjall efter dens højeste tinde Snókr; øst for Lerå nærmere dette fjæld ligger gården '''Håvardsstad''' (''Hávarðsstaðir''), det må være denne, der i følge Fbr. var bolig for Torgejrs fader Håvar, efter at han var flyttet til Borgefjord, og som sagaen (s. 10; sml. Flatb. II 93, 96) kalder ''Hávarsstaðir''; i Fbr. s. 6 siges vel, at Håvar byggede, hvor der nu hedder ''Håvarstomter''(Hávarstopter), men hermed skal, som tidligere nævnt (se Gb.), ikke betegnes noget andet sted, men vistnok kun antydes, at gården — eller i al fald det tidligere sted for gårdens huse —, da sagaen skreves, lå øde. Ved Håvardsstad vises en ''Håvardshøj'' og en sump, hvori samme ''»Hávarðr«'' (gårdens første bebygger) skal have nedsænket sin guldkiste.
+
'''Akrafjæld''' (''Akrafjall'' eller ''-fell''), der ligger tæt oven for Indre Holm og som hæver sig jævnt op fra den flade bygd rundtomkring, er ikke noget højt eller særlig imponerende fjæld (c. 1200 f.); navnlig oven til er det græsgrot, og her findes tillige en fra øst til vest gående dal. På det stærkt bebyggede næs ligger noget vestligere end Indre Holm, men ligeledes ved søen, gården '''Hønæs''' (''Heynes''), og nordvest herfor præstegården '''Gardar''' (''Garðar''); gården er én gang i HGrk. (s. 83) benævnt i enkelttal ''Gard'' (Garðr). I Bjørn Hitdælakappes saga fortælles om en fodrem, som kong Olav den hellige havde givet Bjørn, og som senere — efter at være funden uforrådnet ved Bjørns ben i dennes grav — brugtes til messeklædebælte i Gardar på Akranæs (BH. s. 19, sml. s. 74). Aller tættest er bebyggelsen af Akranæssets sydvestlige tange, den såkaldte ''Skage'' (Skagi), et svagt hvælvet næs med frodigt grønsvær; her ligger husene tæt op til hverandre, som i et dansk fiskerleje, og stedet er tillige ved at udvikle sig til en ''handelsplads'' med tømmerhuse for købmænd og varer, og handel hele året rundt. Herfra drives betydeligt fiskeri i Faksebugten omtrent på samme strøg, hvor Reykjavigfiskerne færdes, og der er stadig på Skagen en livlig færdsel af gennemrejsende, som foretrækker at gå i åben båd den 3 mil lange søvej til det syd for liggende Reykjavig i steden for at passere den lange og besværlige vej rundt om Hvalfjord og gennem Kjos' syssel. Den sædvanlige vej fra Akranæs mod nord kan kun passeres ved ebbetid, man rider da langs kysten over 6—7 større og mindre vige, stundum på fast ler, stundum i vand op til hestens knæ eller højere, og derimellem over små halse eller langs den stejle stenede skrænt. På højre hånd har man først aldeles flade moser, de såkaldte floer, der strækker sig op under Akrafjæld. Nord for dette fjæld skærer en større vig, de såkaldte ''Leråvåge'' (Leirárvogar) sig ind; det er den største og dybeste af de lavvandsstrækninger, hvorover ebbevejen fører. I denne vig udmunder flere åer, deriblandt ''Lerå'' (Leirá) og den fra Svinadal kommende '''Lakså''' (''Laxá''). Ved den lille Lerå noget nord for Leråvågene ligger gården af samme navn, et knudepunkt for hovedvejene på dette strøg. [[Fil:WGC.268.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Skardsheden''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Ved vintertid volder Akrafjældets og Leråvågenes sumpige omgivelser intet besvær; så rider man i lige linje fra Lerå til Akranæs over is og tilfrosne moser. Leråvågene (eller Leråvåg, inderst inde forgrener den større vig sig imidlertid i to mindre våge) er den i flere sagaer nævnte '''Grunnefjord''' (''Grunnifjörðr''); i den nordlige våg skyder et lille næs Lækjarnes sig frem, yderst i dette, eller rettere i den grunde strand uden for, står en stor sten (»atkérssteinn« &#596;: ankersten), hvorved handelsskibene fordum skal have ligget bundne; i dens øverste del mener man endnu at kunne påvise huller, hvori jæmringe til skibenes fastbinding har været anbragt. I HGrk. (s. 92) fortælles, at bønderne for at slutte sig sammen mod Holmverjerne holdt et møde på '''Lejdvold''' (''Leiðvöllr'') ved Lakså ved Grunnefjord; dette stedsnavn synes nu at være tabt<ref>Jonas Hallgrimssön anmærker i sin dagbog, at der straks ved vejen vesten for Lakså i Leråsvejt skal findes et ophøjet sted, kaldet Leiðarhóll.</ref>. — Den tidligere omtalte gård ''Lérå'' (Leirá) med tilhørende kirke, den betydeligste ejendom i denne egn, står tæt under Skardshedens vestlige fortsættelse, en anselig fjældgruppe, der omtrent af form som en uhyre femtoppet knude bedækker landet oven for næsten helt ud til kysten. Disse fjælde regnes vel ofte til Skardsheden i videre forstand, men hvert af dem har dog sit eget navn. '''Skardsheden''' (''Skarðsheiði'', ældre ''-heiðr'') er allerede under beskrivelsen af Reykjavig omtalt som en storslået og imponerende fjældmasse<ref>Højden så vel for denne som for Esja (Kj.) er angivet efter Kjerulf, Bidrag til Islands geogn. Fremstilling s. 24 (Nyt Magasin for Naturvidsk. VII, Chran. 1853) til henholdsvis 2500' og c. 3000'.</ref>. I forening med sin vestlige fortsættelse afgrænser den den sydvestlige del af Borgefjord fra den oven for liggende. Lerå har oftere været sæde for højere embedsmænd og andre velstående folk; på nabogården ''Lerågardar'' (Leirárgarðar) oprettedes i slutningen af forrige århundrede et bogtrykkeri; senere flyttedes det til en nærliggende gård (Beitistaðir) og endelig — år 1819 — derfra og til Vidø<ref>Ved Lerå Andes en þinghóll, tidligere stedet for en hjåleje fra gården (A. M.).</ref>. — Fjældet, eller fjældknuden, nærmest Lerå, nordøst for denne gård — på B. G.s kort benævnt Stellir — kaldes sædvanlig Snóksfjall efter dens højeste tinde Snókr; øst for Lerå nærmere dette fjæld ligger gården '''Håvardsstad''' (''Hávarðsstaðir''), det må være denne, der i følge Fbr. var bolig for Torgejrs fader Håvar, efter at han var flyttet til Borgefjord, og som sagaen (s. 10; sml. Flatb. II 93, 96) kalder ''Hávarsstaðir''; i Fbr. s. 6 siges vel, at Håvar byggede, hvor der nu hedder ''Håvarstomter''(Hávarstopter), men hermed skal, som tidligere nævnt (se Gb.), ikke betegnes noget andet sted, men vistnok kun antydes, at gården — eller i al fald det tidligere sted for gårdens huse —, da sagaen skreves, lå øde. Ved Håvardsstad vises en ''Håvardshøj'' og en sump, hvori samme ''»Hávarðr«'' (gårdens første bebygger) skal have nedsænket sin guldkiste.
  
  
Linje 55: Linje 54:
  
  
'''Borgefjord''' (''Borgarfjörðr'') skærer sig nemlig her (c. 3 mile lang) i nord-nordvestlig retning ind i landet; den er, som alt omtalt, ligesom Hvalfjorden en forgrening af den store Faksefjord og danner grænsen mellem Myre- og Borgefjords sysler. Efter fjorden tog i ældre tid hele egnen til begge sider og op fra denne navn, en landstrækning, der, hvordan end den politiske inddeling kan have været, betragtedes som en enhed, et enkelt herred »Borgefjorden«. — Melahverve i forbindelse med det nærmeste omkring Lerå liggende land benævnes sædvanlig under ét Mela- og Leråsvejt, i det det betragtes som ét lille landskab. Underligt nok findes i tunet på Melar en kredsformig indhegning (»domring« er den sædvanlige betegnelse for den) af adskillige favne i diam. og med en anselig græstørvsvæg, der kaldes »Lögrétta«<ref>En lignende "domring" siger den antikv. indberetn. af 1817 er også i tunet på Fiskelæk. — Om de til gården Narfastaðir i Melasvejt knyttede sagn se Ísl. þjóðs. II, s. 84. Ved flere andre gårde påvises oldtidsgrave. Endvidere findes lævninger af "göngugarðar" og gamle indhegninger.</ref>. — Ved fra Lerå at følge den omtalte i nordvest førende vej langs fjældstrækningen nyder man godt af de jævne hårde »melar«, der, som rimeligt er, er karakteristiske for »Melahverve«; på højre hånd hæver sig hinsides Lerådalen Ölvir, en høj svær kegleknude, der på dette streg danner fjældhedens affald, og som man længe rider langs med. En mils vej nordvest for Lerå, hvor allerede lavlandet er stærkt indsnævret, ligger nær ved fjorden gården '''Hövn''' (''Höfn'' &#596;: Havn), grundet af Melasvejtens landnamsmand Havnar-Orm. Lidt syd for gården dannes en lille vig, Belgsholts- eller Narvastada-våg, også kaldet uden videre tillæg »vågen«; den begrænses af et smalt, langagtigt næs, Belgsholtsnæs, der omtrent parallelt med kysten skyder sig mod nord. Denne er det åbenbart, efter hvilken gården Hövn har fået sit navn (»Havn«); ind i vågen kan man kun komme med flod, da hele partiet uden for omtrent tørlægges med ebbe. I selve det snævre indløb går der stærk strøm, men inden for dette nærmest land dannes under strandklipperne et lon, en lille indbugtning eller vig med roligt vand af temmelig dybde, der fortrinlig måtte egne sig til leje for småskibe; længere ind efter tørlægges den lange våg for en stor del ved ebbetid. Denne i oldtiden vistnok temlig hyppig som havn benyttede våg er navnlig omtalt i HÞ.<ref>Den for C. af Ldn. til grund liggende membran har (se Ldn. s. 54-55, anm.) utvivlsomt haft en bemærkning om, at der på landnamstiden var skibsleje (skips lægi) her.</ref>.    Der fortælles dér (HÞ. s. 126) om nogle købmænd, at de ikke lagde ind i osen (&#596;: Hvitåos) men lagde sig ude i ''havnen'', af hvilken de, som det fremgår af det følgende, ikke kunde komme ud uden med springflod; at købmændenes skibsleje var ved gården Hövn ses af HÞ. s. 129. Om Tangbrand fortælles det (Krstn. s. 16), at han sejlede til Hövn og lagde ind i vågen for derfra at gå til søs; det sted hedder siden '''Jærnmejshøvde''' (''Járnmeishöfði'' — hans skib hed nemlig »Járnmeiss«). Navnet Jærnmejshøvde er ganske vist bevaret, dog bruges det ikke om nogen af de selve vågen begrænsende klipper, men derimod om den nordligste i et lille klettestrøg, der strækker sig langs søen oven for vågen til hen imod gården Hövns tun; i en af de andre kletter her skal landnamsmanden Orm være begravet<ref>I høvden neden for gården skal hans høj i følge C. af Ldn. (s. 54 anm.) være at søge.</ref>. Ved Hövn begynder en ny knude af Skardshede, ''Havnefjæld'' (Hafnarfjall), der oven for gården skyder sig så tæt ud mod fjorden, at der nordvest og nord for fjældet mellem dette og kysten kun er en smal række stærkt gennemfurede grusbanker, til dels bedækkede med et lavt, spredt, i forfald værende birkekrat, den tidligere nævnte såkaldte Havnarskog. Om den her nævnte fjældgruppe, som næsten alle islandske fjælde, gælder det, at den vinder ikke ved at ses på nært hold; flere af fjældene her som f. eks. netop Havnarfjall er vel anselige pyramide- eller kegleformige fjælde, men medens denne tætslutttde fjældknude med sine fem tårn- eller kegleformige spidser i nogle miles afstand gør indtryk af en fast masse strålende i blegtblålige eller violette farver alt efter luftens klarhed, består i virkeligheden kun de øverste spidser af faste knuder, hvorfra store jævne stenskred — aldeles vegetationsløse naturligvis — skyder sig ned og danner siderne, medens enkelte større klippestykker er rullede endnu længere og ligger spredte over den smalle skråning neden for. I flere ældre kilder findes '''Havnarfjældene''' (''Hafnarfjöll'') nævnt, og da på en sådan måde, at navnet synes at omfatte hele fjældgruppen, der i forening med den egenlige, østligere, Skardshede kan siges at danne den ene ydergrænse for Borgefjordsherredet i snævrere forstand. Skallagrim, hvis landnam mod nord og vest omspændte hele den del af herredet, tog således syd for fjorden land indtil Havnarfjældene (Eg. s. 57 = Ldn. s. 57); i Heið. (s. 344—45) er Havnarfjældene nævnt som et punkt, syd for hvilket ikke mange af de til Sidemændenes og Flokdælernes oven for liggende godord hørende tingmænd boede<ref>I sammenhæng hermed kan bemærkes,  at i  følge HGrk. s. 65 synes storbonden Illuge den røde fra Akranæs at have hørt til Kjaiarnæs ting.</ref>.  
+
[[Fil:WGC.269.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Brekkufjall og Hafnarfjall''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]'''Borgefjord''' (''Borgarfjörðr'') skærer sig nemlig her (c. 3 mile lang) i nord-nordvestlig retning ind i landet; den er, som alt omtalt, ligesom Hvalfjorden en forgrening af den store Faksefjord og danner grænsen mellem Myre- og Borgefjords sysler. Efter fjorden tog i ældre tid hele egnen til begge sider og op fra denne navn, en landstrækning, der, hvordan end den politiske inddeling kan have været, betragtedes som en enhed, et enkelt herred »Borgefjorden«. — Melahverve i forbindelse med det nærmeste omkring Lerå liggende land benævnes sædvanlig under ét Mela- og Leråsvejt, i det det betragtes som ét lille landskab. Underligt nok findes i tunet på Melar en kredsformig indhegning (»domring« er den sædvanlige betegnelse for den) af adskillige favne i diam. og med en anselig græstørvsvæg, der kaldes »Lögrétta«<ref>En lignende "domring" siger den antikv. indberetn. af 1817 er også i tunet på Fiskelæk. — Om de til gården Narfastaðir i Melasvejt knyttede sagn se Ísl. þjóðs. II, s. 84. Ved flere andre gårde påvises oldtidsgrave. Endvidere findes lævninger af "göngugarðar" og gamle indhegninger.</ref>. — Ved fra Lerå at følge den omtalte i nordvest førende vej langs fjældstrækningen nyder man godt af de jævne hårde »melar«, der, som rimeligt er, er karakteristiske for »Melahverve«; på højre hånd hæver sig hinsides Lerådalen Ölvir, en høj svær kegleknude, der på dette streg danner fjældhedens affald, og som man længe rider langs med. En mils vej nordvest for Lerå, hvor allerede lavlandet er stærkt indsnævret, ligger nær ved fjorden gården '''Hövn''' (''Höfn'' &#596;: Havn), grundet af Melasvejtens landnamsmand Havnar-Orm. Lidt syd for gården dannes en lille vig, Belgsholts- eller Narvastada-våg, også kaldet uden videre tillæg »vågen«; den begrænses af et smalt, langagtigt næs, Belgsholtsnæs, der omtrent parallelt med kysten skyder sig mod nord. Denne er det åbenbart, efter hvilken gården Hövn har fået sit navn (»Havn«); ind i vågen kan man kun komme med flod, da hele partiet uden for omtrent tørlægges med ebbe. I selve det snævre indløb går der stærk strøm, men inden for dette nærmest land dannes under strandklipperne et lon, en lille indbugtning eller vig med roligt vand af temmelig dybde, der fortrinlig måtte egne sig til leje for småskibe; længere ind efter tørlægges den lange våg for en stor del ved ebbetid. Denne i oldtiden vistnok temlig hyppig som havn benyttede våg er navnlig omtalt i HÞ.<ref>Den for C. af Ldn. til grund liggende membran har (se Ldn. s. 54-55, anm.) utvivlsomt haft en bemærkning om, at der på landnamstiden var skibsleje (skips lægi) her.</ref>.    Der fortælles dér (HÞ. s. 126) om nogle købmænd, at de ikke lagde ind i osen (&#596;: Hvitåos) men lagde sig ude i ''havnen'', af hvilken de, som det fremgår af det følgende, ikke kunde komme ud uden med springflod; at købmændenes skibsleje var ved gården Hövn ses af HÞ. s. 129. Om Tangbrand fortælles det (Krstn. s. 16), at han sejlede til Hövn og lagde ind i vågen for derfra at gå til søs; det sted hedder siden '''Jærnmejshøvde''' (''Járnmeishöfði'' — hans skib hed nemlig »Járnmeiss«). Navnet Jærnmejshøvde er ganske vist bevaret, dog bruges det ikke om nogen af de selve vågen begrænsende klipper, men derimod om den nordligste i et lille klettestrøg, der strækker sig langs søen oven for vågen til hen imod gården Hövns tun; i en af de andre kletter her skal landnamsmanden Orm være begravet<ref>I høvden neden for gården skal hans høj i følge C. af Ldn. (s. 54 anm.) være at søge.</ref>. Ved Hövn begynder en ny knude af Skardshede, ''Havnefjæld'' (Hafnarfjall), der oven for gården skyder sig så tæt ud mod fjorden, at der nordvest og nord for fjældet mellem dette og kysten kun er en smal række stærkt gennemfurede grusbanker, til dels bedækkede med et lavt, spredt, i forfald værende birkekrat, den tidligere nævnte såkaldte Havnarskog. Om den her nævnte fjældgruppe, som næsten alle islandske fjælde, gælder det, at den vinder ikke ved at ses på nært hold; flere af fjældene her som f. eks. netop Havnarfjall er vel anselige pyramide- eller kegleformige fjælde, men medens denne tætslutttde fjældknude med sine fem tårn- eller kegleformige spidser i nogle miles afstand gør indtryk af en fast masse strålende i blegtblålige eller violette farver alt efter luftens klarhed, består i virkeligheden kun de øverste spidser af faste knuder, hvorfra store jævne stenskred — aldeles vegetationsløse naturligvis — skyder sig ned og danner siderne, medens enkelte større klippestykker er rullede endnu længere og ligger spredte over den smalle skråning neden for. I flere ældre kilder findes '''Havnarfjældene''' (''Hafnarfjöll'') nævnt, og da på en sådan måde, at navnet synes at omfatte hele fjældgruppen, der i forening med den egenlige, østligere, Skardshede kan siges at danne den ene ydergrænse for Borgefjordsherredet i snævrere forstand. Skallagrim, hvis landnam mod nord og vest omspændte hele den del af herredet, tog således syd for fjorden land indtil Havnarfjældene (Eg. s. 57 = Ldn. s. 57); i Heið. (s. 344—45) er Havnarfjældene nævnt som et punkt, syd for hvilket ikke mange af de til Sidemændenes og Flokdælernes oven for liggende godord hørende tingmænd boede<ref>I sammenhæng hermed kan bemærkes,  at i  følge HGrk. s. 65 synes storbonden Illuge den røde fra Akranæs at have hørt til Kjaiarnæs ting.</ref>.  
  
  
Linje 61: Linje 60:
  
  
Nord og nordøst for Hvannøre ligger gårdene '''Grimastad''' (''Grímastaðir'') og '''Heggstad''' (''Heggstaðir''), bægge nævnte i Eg., den første dog med formen ''Grímarstaðir'' (Eg. s. 57); endnu lidt nordligere, omtr. ½ mil nordøst for Hvannøre ligger på Hvitåens sydlige bred '''Hvitåvold''' (''Hvítárvellir, Vellir''), omtrent en fjærdingvej fra denne elvs udløb i Borgefjorden. '''Hvitå''' (''Hvitá'' &#596;: Hvidå), som under hele sit løb gennem bygden — først i vestlig, så i sydvestlig, retning — danner grænsen mellem Bgf. og M., får til dels sit tilløb fra jøklerne på højlandet øst for disse sysler og skylder jo også, som Eg. fortæller, den derved meddelte hvidgrå farve sit navn, men er dog, hverken hvad farve eller karakter angår, en så udpræget jøkelelv som de fleste andre<ref>Eg. fortæller (s. 58), at Skallagrims ledsagere ikke før havde set åer, der førte jøkelvand; at sådanne dog også findes i Norge, har allerede E. O. (s. 90) gjort opmærksom på.</ref>. I sagaerne er Hvitå meget ofte nævnt, da denne å spillede en betydelig rolle for oldtidens skibsfart, og endnu er Hvitåen det eneste af Islands vandløb, der er tilgængeligt for større fartøjer (&#596;: islandske skibe; ved et »skib« forstår man på Island en båd med 6 eller flere årer) — rigtignok kun ved flodtid, men anderledes har det vel heller ikke tidligere været. Flodbølgen mærkes ikke alene mere end 1 mil op i Hvitå, men også i flere af de i denne faldende åer; og så langt som denne forskel mellem flod og ebbe gør sig gældende, kan varer føres ad søvejen til gårdene; for fartøjerne findes der talrige gode landingspladser, hvor vandløb og bække har gravet deres munding ud gennem den fugtige engbund, og netop af den art, som oldtiden yndede (således fremhæver Eg., s. 76, netop, at på landnamstiden brugte man vide at sætte skibe op i åer, bækmundinger eller sumpgrøfter). Det mest brugte landingssted var vistnok ''Hvitåvold'', der synes at have været det sted, hvorfra købmændenes handelsomsætning med egnens beboere så at sige udelukkende foregik. Ved selve åens munding synes der derimod ikke at have været nogen landingsplads; den der byggede gård Hvitåos (Hvítárós) er kun nogle få år gammel.
+
[[Fil:WGC.267.jpg|thumb|450px|right|<center>'''Budarhøfde i Hvitåvold''' (Hvítárvellir) - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Nord og nordøst for Hvannøre ligger gårdene '''Grimastad''' (''Grímastaðir'') og '''Heggstad''' (''Heggstaðir''), bægge nævnte i Eg., den første dog med formen ''Grímarstaðir'' (Eg. s. 57); endnu lidt nordligere, omtr. ½ mil nordøst for Hvannøre ligger på Hvitåens sydlige bred '''Hvitåvold''' (''Hvítárvellir, Vellir''), omtrent en fjærdingvej fra denne elvs udløb i Borgefjorden. '''Hvitå''' (''Hvitá'' &#596;: Hvidå), som under hele sit løb gennem bygden — først i vestlig, så i sydvestlig, retning — danner grænsen mellem Bgf. og M., får til dels sit tilløb fra jøklerne på højlandet øst for disse sysler og skylder jo også, som Eg. fortæller, den derved meddelte hvidgrå farve sit navn, men er dog, hverken hvad farve eller karakter angår, en så udpræget jøkelelv som de fleste andre<ref>Eg. fortæller (s. 58), at Skallagrims ledsagere ikke før havde set åer, der førte jøkelvand; at sådanne dog også findes i Norge, har allerede E. O. (s. 90) gjort opmærksom på.</ref>. I sagaerne er Hvitå meget ofte nævnt, da denne å spillede en betydelig rolle for oldtidens skibsfart, og endnu er Hvitåen det eneste af Islands vandløb, der er tilgængeligt for større fartøjer (&#596;: islandske skibe; ved et »skib« forstår man på Island en båd med 6 eller flere årer) — rigtignok kun ved flodtid, men anderledes har det vel heller ikke tidligere været. Flodbølgen mærkes ikke alene mere end 1 mil op i Hvitå, men også i flere af de i denne faldende åer; og så langt som denne forskel mellem flod og ebbe gør sig gældende, kan varer føres ad søvejen til gårdene; for fartøjerne findes der talrige gode landingspladser, hvor vandløb og bække har gravet deres munding ud gennem den fugtige engbund, og netop af den art, som oldtiden yndede (således fremhæver Eg., s. 76, netop, at på landnamstiden brugte man vide at sætte skibe op i åer, bækmundinger eller sumpgrøfter). Det mest brugte landingssted var vistnok ''Hvitåvold'', der synes at have været det sted, hvorfra købmændenes handelsomsætning med egnens beboere så at sige udelukkende foregik. Ved selve åens munding synes der derimod ikke at have været nogen landingsplads; den der byggede gård Hvitåos (Hvítárós) er kun nogle få år gammel.
  
  
Linje 73: Linje 72:
  
  
At en del af Hvitås vand, og det den væsenligste, i sin tid har løbet i det Stavholtsø på de tre sider omgivende flodleje, kan næppe betvivles; alene den omstændighed, at Stavholtsø lige til år 1852 i verdslig henseende hørte til Myre syssel<ref>Syd for Stavholtsø, følgende det gamle flodleje, ligger derfor også sysselgrænsen på Bj. Gunnlaugssons kort.</ref> (til den nærmest nord for liggende hrepp Stavholtstunge-hrepp), medens dog ellers Hvitå helt igennem fra gammel tid har dannet grænsen mellem M. og Bgf., gør dette indlysende. Mere tvivlsomt er det derimod, om den nordlige arm (åens nuværende leje) nogen sinde har været helt borte. Arne Magnussøn, som lejlighedsvis omtaler de ældre forhold her<ref>Se Dipl. isl I, s.180, note 1. </ref>, indskrænker sig også til at sige, at næsten hele åen fordum løb syd for Stavholtsø. Hvad der taler imod den antagelse, at vandskellet mellem Tværå og Hvitå oven for Stavholtsø i ældre tid skulde have været fuldstændig ubrudt, er Stavholtsøs eget navn og den omstændighed, at denne besiddelse, første gang vi finder den nævnt, omtales som en virkelig ø. I en måldage for Stavholt (M.) fra c. 1140 nævnes nemlig blandt kirkens ejendomme »hele den ø, som Tværå ting er i«<ref>Dipl. isl. I, s. 178-80.</ref>, og denne ø kan ikke være nogen anden end Stavholtsø, der netop tilhører bemældte kirke.  Det anførte sted er tillige meget interessant, fordi det giver os underretning om, hvor '''Tværå ting''' (''Þverár þing'') i fristatens tid holdtes. Efter Tværå ting benævntes en af landets 13 tingkredse, og senere fik en strækning omtrent svarende til det nuværende M. & Bgf. navn herefter. Denne landsdels ældste hovedtingsted synes Tingnæs at have været; en snes år senere nævnes ''et vårting holdt hinsides Hvitå'', en halvanden mil oppe i landet, og her har vistnok Borgefjordens hovedtingsted en tid været. Noget før midten af det 12te årh. nævnes, som alt bemærket, ''Tværå ting'', og det har uden tvivl langt tidligere afløst hint som hovedtingsted. — Det er øjensynligt, at man, så vel oprindelig ved valget af Tingnæs, som senere ved valget af Stavholtsø til tingsted, har været betænkt på at henlægge tinget til et sted, der kunde være omtrent lige bekvemt for herredets beboere, hvad enten de boede syd (øst) eller vest for Hvitå. I løbet af det 13de årh. nævnes Tværå ting et par gange i sagaerne. På et ''lejdmøde'' på Tværå ting (''Þverárleið'') indviedes (helligedes) mødet af besidderen af Reykholtinge godordet (Reykhyltinga goðorð, Sturl., II, s. 146), denne handling udførtes i tingbrekken, på tinget holdtes mange hestekampe, og der var mange folk til stede<ref>Det har vel også været som indehaver af ''Reykholtinge godordet'', at den på Reykholt boende ''Snorre Sturlasson'' var knyttet til ''Tværå ting'', så at vi se ham, da han havde en strid med Magnus den gode (indehaveren af Allsherjargodordet), stævne Magnus til Tværå ting, anlægge sag imod ham her og få ham dømt, uagtet Magnus erklærede, at han ikke hørte til dette ting (Sturl. I, s. 235).</ref>. På Tværå ting havde vestfjordinger og borgfjordinger samlet sig 1262 og tilsvore her, umiddelbart efter altinget, kong Håkon undersåtlig lydighed.
+
[[Fil:WGC.257.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Eriksjøklen''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]At en del af Hvitås vand, og det den væsenligste, i sin tid har løbet i det Stavholtsø på de tre sider omgivende flodleje, kan næppe betvivles; alene den omstændighed, at Stavholtsø lige til år 1852 i verdslig henseende hørte til Myre syssel<ref>Syd for Stavholtsø, følgende det gamle flodleje, ligger derfor også sysselgrænsen på Bj. Gunnlaugssons kort.</ref> (til den nærmest nord for liggende hrepp Stavholtstunge-hrepp), medens dog ellers Hvitå helt igennem fra gammel tid har dannet grænsen mellem M. og Bgf., gør dette indlysende. Mere tvivlsomt er det derimod, om den nordlige arm (åens nuværende leje) nogen sinde har været helt borte. Arne Magnussøn, som lejlighedsvis omtaler de ældre forhold her<ref>Se Dipl. isl I, s.180, note 1. </ref>, indskrænker sig også til at sige, at næsten hele åen fordum løb syd for Stavholtsø. Hvad der taler imod den antagelse, at vandskellet mellem Tværå og Hvitå oven for Stavholtsø i ældre tid skulde have været fuldstændig ubrudt, er Stavholtsøs eget navn og den omstændighed, at denne besiddelse, første gang vi finder den nævnt, omtales som en virkelig ø. I en måldage for Stavholt (M.) fra c. 1140 nævnes nemlig blandt kirkens ejendomme »hele den ø, som Tværå ting er i«<ref>Dipl. isl. I, s. 178-80.</ref>, og denne ø kan ikke være nogen anden end Stavholtsø, der netop tilhører bemældte kirke.  Det anførte sted er tillige meget interessant, fordi det giver os underretning om, hvor '''Tværå ting''' (''Þverár þing'') i fristatens tid holdtes. Efter Tværå ting benævntes en af landets 13 tingkredse, og senere fik en strækning omtrent svarende til det nuværende M. & Bgf. navn herefter. Denne landsdels ældste hovedtingsted synes Tingnæs at have været; en snes år senere nævnes ''et vårting holdt hinsides Hvitå'', en halvanden mil oppe i landet, og her har vistnok Borgefjordens hovedtingsted en tid været. Noget før midten af det 12te årh. nævnes, som alt bemærket, ''Tværå ting'', og det har uden tvivl langt tidligere afløst hint som hovedtingsted. — Det er øjensynligt, at man, så vel oprindelig ved valget af Tingnæs, som senere ved valget af Stavholtsø til tingsted, har været betænkt på at henlægge tinget til et sted, der kunde være omtrent lige bekvemt for herredets beboere, hvad enten de boede syd (øst) eller vest for Hvitå. I løbet af det 13de årh. nævnes Tværå ting et par gange i sagaerne. På et ''lejdmøde'' på Tværå ting (''Þverárleið'') indviedes (helligedes) mødet af besidderen af Reykholtinge godordet (Reykhyltinga goðorð, Sturl., II, s. 146), denne handling udførtes i tingbrekken, på tinget holdtes mange hestekampe, og der var mange folk til stede<ref>Det har vel også været som indehaver af ''Reykholtinge godordet'', at den på Reykholt boende ''Snorre Sturlasson'' var knyttet til ''Tværå ting'', så at vi se ham, da han havde en strid med Magnus den gode (indehaveren af Allsherjargodordet), stævne Magnus til Tværå ting, anlægge sag imod ham her og få ham dømt, uagtet Magnus erklærede, at han ikke hørte til dette ting (Sturl. I, s. 235).</ref>. På Tværå ting havde vestfjordinger og borgfjordinger samlet sig 1262 og tilsvore her, umiddelbart efter altinget, kong Håkon undersåtlig lydighed.
  
  
Linje 85: Linje 84:
  
  
I følge Heið (s. 310 — i den af Jon Olavssön efter hukommelsen gengivne del) sender Torsten Gislessöns enke, da hun ved hjemkomsten fra sæteret til Bæ finder sin mand og sin søn dræbte af Snorre gode, folk til den nærmeste gård for at mælde dette; gården kalder Jon Olavssön ''Kelda'', »snarere end ''Klúka'' eller ''Lækr''«. Set fra Bæ synes '''Varmelæk''' (''Varmilækr'') utvivlsomt at være den nærmeste nabogård, så ''Læk'' (Lækr) er — hvad også udgiveren har bemærket — ubetinget at foretrække for Klúka eller Kelda, til hvilke ingen tilsvarende navne findes i omegnen. Varmelæk ligger sydøst for Bæ, for enden af den stejle lille Varmalækjarmule; landnamsmanden her, som på de andre større gårde i dette landskab, fik sig oprindelig sine besiddelser anviste af Skallagrim; hans sønner vare de fra Nj. bekendte brødre Torarin Ragabroder og Glum. — Vejen over Andakil nord på til de øvre dele af Borgefjorden ligger på grund af moserne ikke tværs gennem lavlandet, men langs den indre rand af dette, således forbi Varmelæk og ad de fortrinlige såkaldte Varmalækjarmeler, og først derpå langs Flokedalså påny ned mod Hvitå. Vil man derpå over Hvitå, nord eller vest på, har man, når man ikke vil benytte sig af færgerne, kun ét ''vadested'', så godt som det eneste på hele den lange å, at søge til. Det er det såkaldte ''Langholtsvad'', der ligger kort oven for Stavholtsø, omtrentlige over for gården ''Langholt'' (Lángholt); vadet, der dannes ved, at den brede strøm her deler sig om en betydelig øre eller grund, er ganske fortrinligt. I sagaerne nævnes dette dog ikke, og må vel altså være af nyere oprindelse; derimod anføres forskellige andre vad over Hvitå, hvis beliggenhed det dog ikke er let at påvise. Trællestrøm og Bakkavad er allerede tidligere omtalte; desuden nævnes i Eb. (s. 103) '''Haugsvad''' (''Haugsvað''). Da Snorre gode vil påtale sin svigerfader Styrs drab, hindre Borgfjordingerne ham i at passere Hvitå ved »Haugsvad, lige over for Bæ«. Den samme begivenhed omtales i den af Jon Olavssön gengivne del af Heið (s. 301); der siges her, at Borgfjordingerne, der havde fået underretning om hans ankomst, havde besat alle vadestederne helt ud til søen for at forhindre ham overgangen. Snorre kom vest fra til åen ved ''Haugsende'' (Haugsendi), men træffer her en sådan overmagt, at han må lade sig nøje med at ride frem i en øre, som lå midt i åen, og foretage stævningen herfra. — I følge bonden på Langholt skulde Haugsvad være at søge oven for Langholt, kort syd før Flokedalsåens udløb i Hvitå; her er ved åbredden en lille græsflade ''Haugsflöt'' (en del af en større strækning Skipanes), der ud mod åen har haft en høj, som dog nu er helt bortreven af åen, men i hvilken man endnu i mands minde skal have fundet oldsager; og i Hvitå her ud for påviste samme hjemmelsmand stedet for et vad, hvis benyttelse af og til han fra sin ungdom mindedes, og som i følge ham kaldtes Haugsvad. Om virkelig dette »Haugsvad« er det i Eb. forekommende ligelydende stedsnavn, må imidlertid synes meget tvivlsomt. For det første lader Heið. snarest formode, at vadet har taget navn efter et punkt vest for åen (Haugsende) og ikke efter nogen høj syd (øst) for denne; for det andet passer Eb.'s udtryk »Haugsvad lige over for Bæ« kun dårlig til det nu som »Haugsvad« påviste nedlagte vadested. Men Eb.'s angivelse er rigtignok noget besynderlig; der kan egenlig ikke tænkes noget vadested ved Hvitå, hvis beliggenhed naturlig kan angives i forhold til den noget inde i landet liggende gård Bæ; det skulde da snarest være det over Stavholtsø-flodlejet førende ''Kirkevad'', hvis man vilde antage det for oprindelig at have været et vad over Hvitå; — men at det i al fald næppe er noget af dem, hvorom efterretning haves, er tidligere omtalt.
+
[[Fil:WGC.265.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Varmalækur''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]I følge Heið (s. 310 — i den af Jon Olavssön efter hukommelsen gengivne del) sender Torsten Gislessöns enke, da hun ved hjemkomsten fra sæteret til Bæ finder sin mand og sin søn dræbte af Snorre gode, folk til den nærmeste gård for at mælde dette; gården kalder Jon Olavssön ''Kelda'', »snarere end ''Klúka'' eller ''Lækr''«. Set fra Bæ synes '''Varmelæk''' (''Varmilækr'') utvivlsomt at være den nærmeste nabogård, så ''Læk'' (Lækr) er — hvad også udgiveren har bemærket — ubetinget at foretrække for Klúka eller Kelda, til hvilke ingen tilsvarende navne findes i omegnen. Varmelæk ligger sydøst for Bæ, for enden af den stejle lille Varmalækjarmule; landnamsmanden her, som på de andre større gårde i dette landskab, fik sig oprindelig sine besiddelser anviste af Skallagrim; hans sønner vare de fra Nj. bekendte brødre Torarin Ragabroder og Glum. — Vejen over Andakil nord på til de øvre dele af Borgefjorden ligger på grund af moserne ikke tværs gennem lavlandet, men langs den indre rand af dette, således forbi Varmelæk og ad de fortrinlige såkaldte Varmalækjarmeler, og først derpå langs Flokedalså påny ned mod Hvitå. Vil man derpå over Hvitå, nord eller vest på, har man, når man ikke vil benytte sig af færgerne, kun ét ''vadested'', så godt som det eneste på hele den lange å, at søge til. Det er det såkaldte ''Langholtsvad'', der ligger kort oven for Stavholtsø, omtrentlige over for gården ''Langholt'' (Lángholt); vadet, der dannes ved, at den brede strøm her deler sig om en betydelig øre eller grund, er ganske fortrinligt. I sagaerne nævnes dette dog ikke, og må vel altså være af nyere oprindelse; derimod anføres forskellige andre vad over Hvitå, hvis beliggenhed det dog ikke er let at påvise. Trællestrøm og Bakkavad er allerede tidligere omtalte; desuden nævnes i Eb. (s. 103) '''Haugsvad''' (''Haugsvað''). Da Snorre gode vil påtale sin svigerfader Styrs drab, hindre Borgfjordingerne ham i at passere Hvitå ved »Haugsvad, lige over for Bæ«. Den samme begivenhed omtales i den af Jon Olavssön gengivne del af Heið (s. 301); der siges her, at Borgfjordingerne, der havde fået underretning om hans ankomst, havde besat alle vadestederne helt ud til søen for at forhindre ham overgangen. Snorre kom vest fra til åen ved ''Haugsende'' (Haugsendi), men træffer her en sådan overmagt, at han må lade sig nøje med at ride frem i en øre, som lå midt i åen, og foretage stævningen herfra. — I følge bonden på Langholt skulde Haugsvad være at søge oven for Langholt, kort syd før Flokedalsåens udløb i Hvitå; her er ved åbredden en lille græsflade ''Haugsflöt'' (en del af en større strækning Skipanes), der ud mod åen har haft en høj, som dog nu er helt bortreven af åen, men i hvilken man endnu i mands minde skal have fundet oldsager; og i Hvitå her ud for påviste samme hjemmelsmand stedet for et vad, hvis benyttelse af og til han fra sin ungdom mindedes, og som i følge ham kaldtes Haugsvad. Om virkelig dette »Haugsvad« er det i Eb. forekommende ligelydende stedsnavn, må imidlertid synes meget tvivlsomt. For det første lader Heið. snarest formode, at vadet har taget navn efter et punkt vest for åen (Haugsende) og ikke efter nogen høj syd (øst) for denne; for det andet passer Eb.'s udtryk »Haugsvad lige over for Bæ« kun dårlig til det nu som »Haugsvad« påviste nedlagte vadested. Men Eb.'s angivelse er rigtignok noget besynderlig; der kan egenlig ikke tænkes noget vadested ved Hvitå, hvis beliggenhed naturlig kan angives i forhold til den noget inde i landet liggende gård Bæ; det skulde da snarest være det over Stavholtsø-flodlejet førende ''Kirkevad'', hvis man vilde antage det for oprindelig at have været et vad over Hvitå; — men at det i al fald næppe er noget af dem, hvorom efterretning haves, er tidligere omtalt.
  
  
Mod øst begrænses Andakilen af Flokedalens, Lundareykja-dalens og Skorradalens mundinger med mellemliggende halse, til selve dalene spærres dog udsigten ved forskellige højder og holtestrøg; mod syd danner Skardshedens oftere omtalte vestlige fortsættelse grænsen, her ses noget tilbage en karakteristisk fjældspids Skessuhorn; gennem en sænkning mellem den egenlige Skardshede og den vestre fjældgruppe ligger Skardshedevejen, med Skessuhorn på venstre hånd, over fjældene til Lerådalen. Den sydligste af de tre nævnte dale er '''Skorradalen''' (''Skorradalr''), fra den ses Andakilså komme, i det den i en lille foss bryder frem fra dalen; Skorradalen selv, der mod syd begrænses af Skardshede<ref>At denne fjældmasse ligesom dannede grænsen mellem en indre og ydre del af Borgefjorden kan — foruden af hvad der er anført om ''Havnarfjældene'' — også sluttes af en ytring Eg. s. 225 om Tunge-Odd, at han var høvding i Borgefjord syd for Hvitå og rådede for det hov, hvortil alle folk betalte hovtold inden for Skardshede.</ref> og Lille Botnshede, mod nord af halsen, der skiller den fra Lundareykjadal, er næsten helt opfyldt af den lange smalle sø '''Skorradalsvatn'''<ref>I HGrk. (s. 87, 88) også benævnt '''Vatn''' alene.</ref>, der svagt bugtet strækker sig gennem dalen, uden tilsyneladende at efterlade det mindste underland langs bredden, ja dens rene, klare vand synes endog at nå et stykke op på lierne (bedække disses nederste del), hvad der giver dette parti on vis lighed med oversvømmet dalgrund; søens bred er på mange steder omgivet af frodigt birkekrat, der strækker sig langt op ad fjældskråningerne. Kun imod nordvest ved søens forreste ende, udvider sig dalsletten noget; ber ligger i græs- og kratrige omgivelser på dalens sydside den i HGrk. oftere omtalte gård '''Indridastad''' (''Indriðastaðir''), hvor Indride, der blev gift med Hørds søster Torbjørg, boede; Indrides troldkyndige moder boede derimod, efter at hun var bleven enke, på '''Hvamm''' (''Hvammr''), der ligger nord for søen noget længere inde i dalen. Mellem den sneprydede Skardshede og den ligeledes temlig høje Botnshede ligger temlig langt ude i dalen en indsænkning, hvorigennem vejen fører op over »Dragen« ind i Svinadalen. Op fra søens inderste del strækker sig grønne engflader, gennemskårne af den lille å ''Fitja-å'' (Fitjá — efter gården ''Fitjar'', der ligger ikke langt fra åens udløb nord for denne). Syd for åen ved søens bred ligger gården '''Vatnshorn''', der vel i oldtiden, da den synes at have været en anselig gård, har ejet hele den inderste del af dalen, hvor nu flere andre gårde er anlagte. I følge HGrk. boede den før nævnte Torgrima smedkona med sin mand Torvald her, så længe denne levede. Mest er gården omtalt i Laxd. (s. 268 ffg.), i anledning af det tog, som Gudruns sønner under førelse af Torgils Hallassön foretog mod storbonden ''Helge Hardbenssön'', Bolles drabsmand, der boede her. Ved deres ankomst til Vatnshorn får de at vide, at Helge ikke var hjemme, men opholdt sig i sit sæter i '''Sarp''' (''Sarpr''), hvorfor de tilbringer natten i skoven ved Vatns-horn og først næste dag rider op gennem skoven til Sarp, hvor de overfalder Helge i sæteret og dræber ham. Sarp er nu navnet på en gård, der ligger nord for åen ikke langt fra Fitjar (sydøst for denne gård, hvis kirke den tilhører); skoven ind til Sarp er nu forsvunden, men stedet er utvivlsomt det i Laxd, omtalte; om den i sagaen omtalte begivenhed skal ingen tradition have bevaret sig her<ref>Sarpr, der egl. betyder en ''fuglekro'', f. eks. på Island bragt om rypernes, er jo som bekendt navnet på et norsk vandfald; også ved denne gård Sarp skal der i åen findes en rigtignok kun lille, men efter omstædighederne temlig brat foss.</ref>. Fra gården Vatnshorn ligger den tidligere nævnte ''Sildarmannagata'' over Botnshede til Hvalfjorden (eller nøjere bestemt Botnsvåg); er man først kommen op på heden, frembyder sig som sædvanlig vide strækninger, i dette tilfælde mest moer (&#596;: lyngflader) og mosestrækninger; fra den høje hede haves en udstrakt og ejendommelig udsigt til højlandet nord for Tingvoldsvejten med sine mange forskellige fjælde og jøkler<ref>På grænsen mellem Vatnshorn og nabogården mod vest påvises tre ''Skorrhólar'', i den ene af hvilke »Skorri« skal ligge (Sml. Ldn. s. 58).</ref>. Fra Fitjars nabogård mod vest ligger en vej over den smalle og ikke særlig besværlige ''Skorradalshals'' ind til den indre del af Lundareykjadal — denne vej valgtes, som det ses af Laxd., på toget mod Helge Hardbenssön. Den almindelige vej derimod for alle, der fra Borgefjordens øvre del agter sig syd på ad en af hovedvejene (Dragavejen, Skardshedevejen, Skogen) ligger derimod over halsens vestligste ende, hvor dens yderste del ved en sænkning er adskilt fra et lille stejlt ud mod Andakilen vendende fjæld ''Hestfjæld'' (Hestfjall, vel egenlig Hestr, et navn, som nu er gået over på en under fjældet stående gård). Fra halsen oven for Hest kan man en solskins sommeraften, når hele landskabet: luft, fjælde, fjord, stråler i milde farvetoner, i rødt, blåt, grønt, have en glimrende udsigt over det brede foranliggende landskab med dets mange åer til den næsten uafbrudte fjældrække, som fra Snefjældsjøklen i vest strækker sig helt hen til højlandet oven for den østre del af Myre syssel.
+
[[Fil:WGC.P039.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Indridastad med Skessuhorn i baggrunden''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Mod øst begrænses Andakilen af Flokedalens, Lundareykja-dalens og Skorradalens mundinger med mellemliggende halse, til selve dalene spærres dog udsigten ved forskellige højder og holtestrøg; mod syd danner Skardshedens oftere omtalte vestlige fortsættelse grænsen, her ses noget tilbage en karakteristisk fjældspids Skessuhorn; gennem en sænkning mellem den egenlige Skardshede og den vestre fjældgruppe ligger Skardshedevejen, med Skessuhorn på venstre hånd, over fjældene til Lerådalen. Den sydligste af de tre nævnte dale er '''Skorradalen''' (''Skorradalr''), fra den ses Andakilså komme, i det den i en lille foss bryder frem fra dalen; Skorradalen selv, der mod syd begrænses af Skardshede<ref>At denne fjældmasse ligesom dannede grænsen mellem en indre og ydre del af Borgefjorden kan — foruden af hvad der er anført om ''Havnarfjældene'' — også sluttes af en ytring Eg. s. 225 om Tunge-Odd, at han var høvding i Borgefjord syd for Hvitå og rådede for det hov, hvortil alle folk betalte hovtold inden for Skardshede.</ref> og Lille Botnshede, mod nord af halsen, der skiller den fra Lundareykjadal, er næsten helt opfyldt af den lange smalle sø '''Skorradalsvatn'''<ref>I HGrk. (s. 87, 88) også benævnt '''Vatn''' alene.</ref>, der svagt bugtet strækker sig gennem dalen, uden tilsyneladende at efterlade det mindste underland langs bredden, ja dens rene, klare vand synes endog at nå et stykke op på lierne (bedække disses nederste del), hvad der giver dette parti on vis lighed med oversvømmet dalgrund; søens bred er på mange steder omgivet af frodigt birkekrat, der strækker sig langt op ad fjældskråningerne. Kun imod nordvest ved søens forreste ende, udvider sig dalsletten noget; ber ligger i græs- og kratrige omgivelser på dalens sydside den i HGrk. oftere omtalte gård '''Indridastad''' (''Indriðastaðir''), hvor Indride, der blev gift med Hørds søster Torbjørg, boede; Indrides troldkyndige moder boede derimod, efter at hun var bleven enke, på '''Hvamm''' (''Hvammr''), der ligger nord for søen noget længere inde i dalen. Mellem den sneprydede Skardshede og den ligeledes temlig høje Botnshede ligger temlig langt ude i dalen en indsænkning, hvorigennem vejen fører op over »Dragen« ind i Svinadalen. Op fra søens inderste del strækker sig grønne engflader, gennemskårne af den lille å ''Fitja-å'' (Fitjá — efter gården ''Fitjar'', der ligger ikke langt fra åens udløb nord for denne). Syd for åen ved søens bred ligger gården '''Vatnshorn''', der vel i oldtiden, da den synes at have været en anselig gård, har ejet hele den inderste del af dalen, hvor nu flere andre gårde er anlagte. I følge HGrk. boede den før nævnte Torgrima smedkona med sin mand Torvald her, så længe denne levede. Mest er gården omtalt i Laxd. (s. 268 ffg.), i anledning af det tog, som Gudruns sønner under førelse af Torgils Hallassön foretog mod storbonden ''Helge Hardbenssön'', Bolles drabsmand, der boede her. Ved deres ankomst til Vatnshorn får de at vide, at Helge ikke var hjemme, men opholdt sig i sit sæter i '''Sarp''' (''Sarpr''), hvorfor de tilbringer natten i skoven ved Vatns-horn og først næste dag rider op gennem skoven til Sarp, hvor de overfalder Helge i sæteret og dræber ham. Sarp er nu navnet på en gård, der ligger nord for åen ikke langt fra Fitjar (sydøst for denne gård, hvis kirke den tilhører); skoven ind til Sarp er nu forsvunden, men stedet er utvivlsomt det i Laxd, omtalte; om den i sagaen omtalte begivenhed skal ingen tradition have bevaret sig her<ref>Sarpr, der egl. betyder en ''fuglekro'', f. eks. på Island bragt om rypernes, er jo som bekendt navnet på et norsk vandfald; også ved denne gård Sarp skal der i åen findes en rigtignok kun lille, men efter omstædighederne temlig brat foss.</ref>. Fra gården Vatnshorn ligger den tidligere nævnte ''Sildarmannagata'' over Botnshede til Hvalfjorden (eller nøjere bestemt Botnsvåg); er man først kommen op på heden, frembyder sig som sædvanlig vide strækninger, i dette tilfælde mest moer (&#596;: lyngflader) og mosestrækninger; fra den høje hede haves en udstrakt og ejendommelig udsigt til højlandet nord for Tingvoldsvejten med sine mange forskellige fjælde og jøkler<ref>På grænsen mellem Vatnshorn og nabogården mod vest påvises tre ''Skorrhólar'', i den ene af hvilke »Skorri« skal ligge (Sml. Ldn. s. 58).</ref>. Fra Fitjars nabogård mod vest ligger en vej over den smalle og ikke særlig besværlige ''Skorradalshals'' ind til den indre del af Lundareykjadal — denne vej valgtes, som det ses af Laxd., på toget mod Helge Hardbenssön. Den almindelige vej derimod for alle, der fra Borgefjordens øvre del agter sig syd på ad en af hovedvejene (Dragavejen, Skardshedevejen, Skogen) ligger derimod over halsens vestligste ende, hvor dens yderste del ved en sænkning er adskilt fra et lille stejlt ud mod Andakilen vendende fjæld ''Hestfjæld'' (Hestfjall, vel egenlig Hestr, et navn, som nu er gået over på en under fjældet stående gård). Fra halsen oven for Hest kan man en solskins sommeraften, når hele landskabet: luft, fjælde, fjord, stråler i milde farvetoner, i rødt, blåt, grønt, have en glimrende udsigt over det brede foranliggende landskab med dets mange åer til den næsten uafbrudte fjældrække, som fra Snefjældsjøklen i vest strækker sig helt hen til højlandet oven for den østre del af Myre syssel.
  
  
''Lundareykjadal'' er en lang smal dal, der gennemstrømmes af ''Grimså'', der mod vest søger sig sin vej ud til Hvitå, ligesom hovedelven rig på laks (der i følge E. O. s. 104 da skal have været tilstede her i forbavsende mængde); mod nord begrænses den af en hals, der skiller denne dal fra Flokedalen, og som ender i den tidligere omtalte Varmalækjarmule, mod syd af den nys nævnte Skorradalshals. Også udsigten til denne dal fra lavlandet uden for hindres ved dalens småbugtninger, på tværs gående småholt og hævninger o. d. l. Lundareykjadal kaldtes i ældre tid, i modsætning til Reykholtsdalen (Nordre Reykjardal), '''Sydre Reykjardal''' (''Reykjardalr hinn syðri''); vejen gennem dalen, der ligger nord for åen i liskråningen, er yderlig slet, sumpig og stenet. Først temlig langt fra dalmundingen træffer man '''Lund''' (''Lundr''), den betydeligste gård her, præstegård og kirkested, og dog er endnu mere end halvdelen af dalen at passere for dem, der agter sig helt igennem den. Gården vil være læsere af Nj. bekendt af den dér (s. 37) fortalte episode om de legende børn, der efterligner Mørd giges og Hruts tingstrid, da Høskuld og Hrut på vejen fra altinget tager ind her. — I Sturl. (I, 210) nævnes et ''Lundarmanna-goðorð''. — Lund står ved foden af lien, hvis nederste del her er en temlig stejl, som tun dyrket og altså grønklædt, terrasse; foran ligger jævne flader ned til åen. Straks oven for gårdens huse er kirken, og noget højere oppe, på en afsats øverst i tunet, er nogle ''tomter'', der udgives for lævningerne af ''et gammelt hov'', med hvilket navn (Hof) de benævnes. Først kommer en langagtig dybt nedgravet tomt med brede vægge, 5—6 fv. lang, med indgang fra syd midt på den smalle endevæg; på den østlige langvæg nær nordenden findes en mindre udbygning ikke nær så dybt nedgravet og med mindre udprægede vægge. Bag ved denne tomt, i omtrent 1 alens afstand, er en anden, firkantet, med smallere og lavere vægge, hvis indre er noget udvisket af tuer; døre synes snarest at have været midt på øst- og vestvæggene. Lige ud for første tomts dør, c. 10 al. neden for, er en »blótsteinn«, en temlig stor skarpkantet sten, der dog nu for største delen er sunket ned i jorden, men som før skal have sets tydeligere; da den er den eneste sten her i nærheden, antager man, at den må være flyttet herhen. I en bue oven om tomterne går en gammel indhegning, der kan forfølges til begge sider, sandsynligvis et tungærde, da den som tun dyrkede del af skrænten  strækker sig her til<ref>I Addit. 44, fol. bemærker Jon Olavssön fra Grunnavig (i en lille afhandling om tro på stene, kors og lunde), at der på Lund i Lundareykjardal skal have været en af et kredsformigt gærde omgiven lund. Mere ubestemt beretter J. O. det samme i sin foran gående afhandling om oldtidshøje, men i Antkv. Annaler II, 188, hvor stedet refereres, er dette misforstået.</ref>. Lunds nabogård  mod øst er '''Gullberastad''' (''Gullberastaðir''), her boede hovedlandnamsmanden i denne dal Bjørn gullbere, Grimkel godes fader; omtrent lige over for denne gård, på den modsatte side af åen ligger vejen ned fra Skorradalshals. Noget øst for Gullberastad deler Lundareykjadal sig om en fremløbende fjældryg i to mindre dele, hvoraf den kortere, der fortsætter sig lige i øst, er ubebot; den længere, der ligger mere i sydøst, er gennem hele sin længde bebygget. I den indre del af Lundareykjadal er flere varme kilder, en af disse, '''Reykjalaug''', er nævnt i Krstn., der fortæller (s. 25), at efter kristendommens indførelse blev alle de, der havde været tilstede på altinget, døbte på hjemvejen fra tinget; de fleste vestlændere døbtes i Reykjalaug i Søndre Reykjadal. Denne kilde har navn efter gården ''Reykir'', der ligger langt inde i den søndre sidedal, nord for åen, der her kaldes ''Tungeå'', medens den fra den nordre del kommende, der har sit udspring fra en lille sø oven for bygden, hele vejen kaldes Grimså<ref>Reykir er næstsidste gård i den søndre sidedal, nord for åen, men ikke nøjagtig afsat på kortet: mellem ''Brenna'' og ''Reykir'' er en lang »bæarleið« mellem Reykir og ''Þverfell'' en kort. </ref>. Ved Reykir er to varme kilder, en i tunet, en anden ude i lien, som folk bader sig i; i denne sidste er det formodenlig, at dåben er foregået. I E. O. (s. 109—110), hvor det her indrettede bad beskrives, kaldes det Krosslaug og der berettes, at man på grund af den her foretagne dåbshandling tilskrev det overnaturlig lægende kraft. Øst for Reykir ligger gården '''Tværfell''' (''Þverfell''), ved fjældet af samme navn; her ender dalen, og gennem en stor kløft sydvest for fjældet ligger vejen op på »Blåskogahede«<ref>Med navnet ''Blåskógaheiði'' betegner den vedkommende sognebeskrivelse højlandet øst for Skorradals- og Lundareykjadalshals med de oven for disse dale stående fjælde.</ref> over de såkaldte Uxahryggir til Hallbjarnarvarder og Sæluhus (se A.) og derfra til Tingvold. Uagtet den mindre gode vej gennem Lundareykjadal benyttedes dog vejen navnlig i tidligere tid meget, da fjældvejen var forholdsvis kort, og navnlig i fristats-tiden ser vi den idelig benyttet som den naturligste vej for en stor del af vestlænderne til altinget. ''Tværfell'' nævnes Nj. s. 70<ref>Gården nævnt HGrk. s. 10.</ref>, hvor der fortælles, at Glum og Tjostolv, da de skal afsøge fjæld-græsgangene, drager op ad Sydre Reykjadal og op gennem (upp hjá) '''Baugagil''' og op til Tværfell, hvorfra de fordele sig til afsøgningen.  Navnet Baugagil skal nu ikke være bevaret, men det kan vel næppe være nogen anden kløft end den før omtalte, hvorigennem Uxahryggevejen ligger op. Ved Tværfell opstår der under fåresøgningen en strid mellem Glum og Halgerds onde fosterfader Tjostolv, hvilket har den førstes drab til følge.
+
[[Fil:WGC.264.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Reykjadalså''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]''Lundareykjadal'' er en lang smal dal, der gennemstrømmes af ''Grimså'', der mod vest søger sig sin vej ud til Hvitå, ligesom hovedelven rig på laks (der i følge E. O. s. 104 da skal have været tilstede her i forbavsende mængde); mod nord begrænses den af en hals, der skiller denne dal fra Flokedalen, og som ender i den tidligere omtalte Varmalækjarmule, mod syd af den nys nævnte Skorradalshals. Også udsigten til denne dal fra lavlandet uden for hindres ved dalens småbugtninger, på tværs gående småholt og hævninger o. d. l. Lundareykjadal kaldtes i ældre tid, i modsætning til Reykholtsdalen (Nordre Reykjardal), '''Sydre Reykjardal''' (''Reykjardalr hinn syðri''); vejen gennem dalen, der ligger nord for åen i liskråningen, er yderlig slet, sumpig og stenet. Først temlig langt fra dalmundingen træffer man '''Lund''' (''Lundr''), den betydeligste gård her, præstegård og kirkested, og dog er endnu mere end halvdelen af dalen at passere for dem, der agter sig helt igennem den. Gården vil være læsere af Nj. bekendt af den dér (s. 37) fortalte episode om de legende børn, der efterligner Mørd giges og Hruts tingstrid, da Høskuld og Hrut på vejen fra altinget tager ind her. — I Sturl. (I, 210) nævnes et ''Lundarmanna-goðorð''. — Lund står ved foden af lien, hvis nederste del her er en temlig stejl, som tun dyrket og altså grønklædt, terrasse; foran ligger jævne flader ned til åen. Straks oven for gårdens huse er kirken, og noget højere oppe, på en afsats øverst i tunet, er nogle ''tomter'', der udgives for lævningerne af ''et gammelt hov'', med hvilket navn (Hof) de benævnes. Først kommer en langagtig dybt nedgravet tomt med brede vægge, 5—6 fv. lang, med indgang fra syd midt på den smalle endevæg; på den østlige langvæg nær nordenden findes en mindre udbygning ikke nær så dybt nedgravet og med mindre udprægede vægge. Bag ved denne tomt, i omtrent 1 alens afstand, er en anden, firkantet, med smallere og lavere vægge, hvis indre er noget udvisket af tuer; døre synes snarest at have været midt på øst- og vestvæggene. Lige ud for første tomts dør, c. 10 al. neden for, er en »blótsteinn«, en temlig stor skarpkantet sten, der dog nu for største delen er sunket ned i jorden, men som før skal have sets tydeligere; da den er den eneste sten her i nærheden, antager man, at den må være flyttet herhen. I en bue oven om tomterne går en gammel indhegning, der kan forfølges til begge sider, sandsynligvis et tungærde, da den som tun dyrkede del af skrænten  strækker sig her til<ref>I Addit. 44, fol. bemærker Jon Olavssön fra Grunnavig (i en lille afhandling om tro på stene, kors og lunde), at der på Lund i Lundareykjardal skal have været en af et kredsformigt gærde omgiven lund. Mere ubestemt beretter J. O. det samme i sin foran gående afhandling om oldtidshøje, men i Antkv. Annaler II, 188, hvor stedet refereres, er dette misforstået.</ref>. Lunds nabogård  mod øst er '''Gullberastad''' (''Gullberastaðir''), her boede hovedlandnamsmanden i denne dal Bjørn gullbere, Grimkel godes fader; omtrent lige over for denne gård, på den modsatte side af åen ligger vejen ned fra Skorradalshals. Noget øst for Gullberastad deler Lundareykjadal sig om en fremløbende fjældryg i to mindre dele, hvoraf den kortere, der fortsætter sig lige i øst, er ubebot; den længere, der ligger mere i sydøst, er gennem hele sin længde bebygget. I den indre del af Lundareykjadal er flere varme kilder, en af disse, '''Reykjalaug''', er nævnt i Krstn., der fortæller (s. 25), at efter kristendommens indførelse blev alle de, der havde været tilstede på altinget, døbte på hjemvejen fra tinget; de fleste vestlændere døbtes i Reykjalaug i Søndre Reykjadal. Denne kilde har navn efter gården ''Reykir'', der ligger langt inde i den søndre sidedal, nord for åen, der her kaldes ''Tungeå'', medens den fra den nordre del kommende, der har sit udspring fra en lille sø oven for bygden, hele vejen kaldes Grimså<ref>Reykir er næstsidste gård i den søndre sidedal, nord for åen, men ikke nøjagtig afsat på kortet: mellem ''Brenna'' og ''Reykir'' er en lang »bæarleið« mellem Reykir og ''Þverfell'' en kort. </ref>. Ved Reykir er to varme kilder, en i tunet, en anden ude i lien, som folk bader sig i; i denne sidste er det formodenlig, at dåben er foregået. I E. O. (s. 109—110), hvor det her indrettede bad beskrives, kaldes det Krosslaug og der berettes, at man på grund af den her foretagne dåbshandling tilskrev det overnaturlig lægende kraft. Øst for Reykir ligger gården '''Tværfell''' (''Þverfell''), ved fjældet af samme navn; her ender dalen, og gennem en stor kløft sydvest for fjældet ligger vejen op på »Blåskogahede«<ref>Med navnet ''Blåskógaheiði'' betegner den vedkommende sognebeskrivelse højlandet øst for Skorradals- og Lundareykjadalshals med de oven for disse dale stående fjælde.</ref> over de såkaldte Uxahryggir til Hallbjarnarvarder og Sæluhus (se A.) og derfra til Tingvold. Uagtet den mindre gode vej gennem Lundareykjadal benyttedes dog vejen navnlig i tidligere tid meget, da fjældvejen var forholdsvis kort, og navnlig i fristats-tiden ser vi den idelig benyttet som den naturligste vej for en stor del af vestlænderne til altinget. ''Tværfell'' nævnes Nj. s. 70<ref>Gården nævnt HGrk. s. 10.</ref>, hvor der fortælles, at Glum og Tjostolv, da de skal afsøge fjæld-græsgangene, drager op ad Sydre Reykjadal og op gennem (upp hjá) '''Baugagil''' og op til Tværfell, hvorfra de fordele sig til afsøgningen.  Navnet Baugagil skal nu ikke være bevaret, men det kan vel næppe være nogen anden kløft end den før omtalte, hvorigennem Uxahryggevejen ligger op. Ved Tværfell opstår der under fåresøgningen en strid mellem Glum og Halgerds onde fosterfader Tjostolv, hvilket har den førstes drab til følge.
  
  
Linje 100: Linje 99:
  
  
Øst for Reykholtsdalen ses oven for de bygden nærmest liggende fjældheder '''Ok''' (''Ok'' &#596;: Åg), et fritstående fjæld, hvis øvre del er bedækket med en jøkel, svagt hvælvet og cirkelrund, af overordenlig regelmæssighed og stor skønhed. Reykholtsdalen er efter hele sin længde gennemstrømmet af den lille '''Reykjadalså''' (''Reykjadalsá''), der i bestandige bugtninger slynger sig hen over den flade jævne dalslette; da de langs åens bredder dannede ører tillige frembyder den bedste vej, er ridevejen gennem dalen lagt ad disse og tværs gennem alle de mødende bugtninger af åen, som altså idelig passeres. Her som i de fleste andre dale står gårdene hovedsagelig i den nedre del af skråningerne (lierne) til begge sider i dalen. Ind gennem dalen ses, så vel nær gårdene som nede i dalen ved åen, hvidlige dampskyer hæve sig i kort afstand fra hinanden; det er røgen fra ''de varme kilder'', som findes her i overordenligt antal. Yderst i dalen, eller egenlig før denne endnu begynder, ligger nord for åen '''Dejldartunge''' (''Deildartúnga'', ældre: ''-tunga''), nævnt i Grt. (s. 106), men i øvrigt bekendt af den i Sturl. skildrede strid, som denne betydelige ejendom foranledigede. Neden for gården, ikke langt fra åen, findes under en høj mod øst vendende skrænt af kisel (hveragrjót) en hel ''række af store stærkt kogende kilder'', der kaster vandet omtrent 1 fod i vejret, men på grund af damp er det, når vindforholdene ikke er særdeles heldige, næsten umuligt nøjagtig at iagttage kilderne; dampen fra disse kastes op imod skrænten oven for og tilbage igen fra denne, så at det ser ud, som om røgen stod ud fra selve banken, og indhyller kilderne i et uigennemtrængeligt slør. Syd for åen i selve Reykholtsdalen, men ikke langt fra dalmundingen, ligger ''Kleppjárnsreykir'', der naturligvis som alle andre »Reykir« har navn efter derværende varme kilder; det er rimeligvis disse Reykir, som er nævnte i Heið. (s. 300 — ifg. J. O.), hvor Torsten Gislessön på Bæ sender Styrs drabsmand Gest, der har søgt tilflugt hos ham, til ''Kleppjarn'' på '''Reykir'''. Skrås over for Kleppjarnsreykir ligger noget længere inde i dalen nord for åen ''Sturlureykir''; her er den underjordiske varme taget i lægekunstens tjæneste, og man har her indrettet en ''badstue'', der med meget held benyttes mod gigtsvaghed. Det hertil benyttede lille hus ligger i tunet og er bygget over en stor flad sten midt i gulvet, hvorfra al heden kommer; luften er aldeles tør, intetsteds kommer damp e. d. l. frem, men ikke destomindre hersker her en temperatur af 20—30 gr. R., og stenen er så hed, at man neppe kan holde hånden på den; her redes sæng for gigtsvage, hvor de med nogle dages mellemrum hvile en halv times tid, til de er komne i sved; den gavnlige virkning skal hurtig kunne spores. Straks neden for huset i tunet vælder flere varme kilder frem, og rimeligvis er det den hede vandåre til disse, der har leje under stenen. Længere nede i tunet findes ''en anden varm kilde'', i uophørlig vekslende virksomhed. Hullet, af sædvanlig størrelse, omtrent en fod i gennemsnit og omtrent lige så dybt, er i bunden bedækket med løse småsten. Når vandet, i kilden synker, bliver hullet nogle få sekunder aldeles tørt, og man hører da kun en kogende lyd nede mellem stenene. Derefter begynder vandet sprudlende at koge op mellem småstenene og kastes heftigere og heftigere som et lille springvand i vejret mellem disse; således fortsættes et par minutter, derefter aftager kogningen, indtil vandet er sunket aldeles ned i kilden, hvorpå samme leg påny begynder. Tidligere skal tydelig en forbindelse mellem denne og de oven for liggende kilder have kunnet spores, således at de vekselvis sprudlede i vejret; nu ses dette ikke, til dels vistnok på grund af forandring og sammenstyrtning af disses kratere; nylig har en ny kilde dannet sig der. Neden for Sturlureykir ligger den mærkelige ''Vellindishver'' eller ''Åhver'' (Árhver), midt i den lave sandede Reykjadalså. Åen deles her ved ubetydelige sandører i to arme, så den er grundest i midten; her hæver sig en langagtig lille kiselklippe (af det såkaldte hveragrjót), omtrent 5 al. høj og 25 al. lang. Midt i klippens overflade, i dens øverste og højeste ende, findes en hver, der som et springvand kaster sine stråler et par fod i vejret; ned ad klippens ryg findes desuden tre andre kogende kildeåbninger. Af sten eller klippe findes ellers i nærheden intet spor. Østligere og højere oppe i lien under Skånøbunga, der øverst her bærer en lille fjældknude ''Rjupnaborg'', ligger '''Skånø''' (''Skáney'' &#596;: Skåne), den i Gunl. (s. 248 ffg.) omtalte gård, hvor Ravn og Gunnlaug første gang mødes (indbudte til et bryllup) efter Ravns giftermål med Helga, og ved hvilken lejlighed fjendskabet imellem dem allerede er nærved at bryde ud. På Skånøbunga, '''Skånøfjæld''' (''Skáneyjarfjall'') som det kaldes i sagaen, lod Tunge-Odd sig i følge HÞ. (s. 185) begrave for at kunne se ud over hele tungen &#596;: landet mellem Hvitå og Reykjadalså, særlig lavlandet, hvori Skåneyjarbungas vestlige fortsættelse Hurðarbaksfell taber sig, hvor Dejldartunge ligger, i hvis navn også denne benævnelse er bevaret. I øvrigt er ingen tradition om Tunge-Odds hvilested i Skånøbunge bevaret, ja her i egnen har endog dannet sig et andet sagn om, at denne høvding skulde være jordet i den østligste af de tre Giljahnuke<ref>Giljahnúkar, højder i fiældstrækningen nordvest for Ok ud imod bygden.</ref>, oven på hvilken der ses en lille højde af form som en gravhøj.  
+
[[Fil:WGC.261.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Udsigt til Ok''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Øst for Reykholtsdalen ses oven for de bygden nærmest liggende fjældheder '''Ok''' (''Ok'' &#596;: Åg), et fritstående fjæld, hvis øvre del er bedækket med en jøkel, svagt hvælvet og cirkelrund, af overordenlig regelmæssighed og stor skønhed. Reykholtsdalen er efter hele sin længde gennemstrømmet af den lille '''Reykjadalså''' (''Reykjadalsá''), der i bestandige bugtninger slynger sig hen over den flade jævne dalslette; da de langs åens bredder dannede ører tillige frembyder den bedste vej, er ridevejen gennem dalen lagt ad disse og tværs gennem alle de mødende bugtninger af åen, som altså idelig passeres. Her som i de fleste andre dale står gårdene hovedsagelig i den nedre del af skråningerne (lierne) til begge sider i dalen. Ind gennem dalen ses, så vel nær gårdene som nede i dalen ved åen, hvidlige dampskyer hæve sig i kort afstand fra hinanden; det er røgen fra ''de varme kilder'', som findes her i overordenligt antal. Yderst i dalen, eller egenlig før denne endnu begynder, ligger nord for åen '''Dejldartunge''' (''Deildartúnga'', ældre: ''-tunga''), nævnt i Grt. (s. 106), men i øvrigt bekendt af den i Sturl. skildrede strid, som denne betydelige ejendom foranledigede. Neden for gården, ikke langt fra åen, findes under en høj mod øst vendende skrænt af kisel (hveragrjót) en hel ''række af store stærkt kogende kilder'', der kaster vandet omtrent 1 fod i vejret, men på grund af damp er det, når vindforholdene ikke er særdeles heldige, næsten umuligt nøjagtig at iagttage kilderne; dampen fra disse kastes op imod skrænten oven for og tilbage igen fra denne, så at det ser ud, som om røgen stod ud fra selve banken, og indhyller kilderne i et uigennemtrængeligt slør. Syd for åen i selve Reykholtsdalen, men ikke langt fra dalmundingen, ligger ''Kleppjárnsreykir'', der naturligvis som alle andre »Reykir« har navn efter derværende varme kilder; det er rimeligvis disse Reykir, som er nævnte i Heið. (s. 300 — ifg. J. O.), hvor Torsten Gislessön på Bæ sender Styrs drabsmand Gest, der har søgt tilflugt hos ham, til ''Kleppjarn'' på '''Reykir'''. Skrås over for Kleppjarnsreykir ligger noget længere inde i dalen nord for åen ''Sturlureykir''; her er den underjordiske varme taget i lægekunstens tjæneste, og man har her indrettet en ''badstue'', der med meget held benyttes mod gigtsvaghed. Det hertil benyttede lille hus ligger i tunet og er bygget over en stor flad sten midt i gulvet, hvorfra al heden kommer; luften er aldeles tør, intetsteds kommer damp e. d. l. frem, men ikke destomindre hersker her en temperatur af 20—30 gr. R., og stenen er så hed, at man neppe kan holde hånden på den; her redes sæng for gigtsvage, hvor de med nogle dages mellemrum hvile en halv times tid, til de er komne i sved; den gavnlige virkning skal hurtig kunne spores. Straks neden for huset i tunet vælder flere varme kilder frem, og rimeligvis er det den hede vandåre til disse, der har leje under stenen. Længere nede i tunet findes ''en anden varm kilde'', i uophørlig vekslende virksomhed. Hullet, af sædvanlig størrelse, omtrent en fod i gennemsnit og omtrent lige så dybt, er i bunden bedækket med løse småsten. Når vandet, i kilden synker, bliver hullet nogle få sekunder aldeles tørt, og man hører da kun en kogende lyd nede mellem stenene. Derefter begynder vandet sprudlende at koge op mellem småstenene og kastes heftigere og heftigere som et lille springvand i vejret mellem disse; således fortsættes et par minutter, derefter aftager kogningen, indtil vandet er sunket aldeles ned i kilden, hvorpå samme leg påny begynder. Tidligere skal tydelig en forbindelse mellem denne og de oven for liggende kilder have kunnet spores, således at de vekselvis sprudlede i vejret; nu ses dette ikke, til dels vistnok på grund af forandring og sammenstyrtning af disses kratere; nylig har en ny kilde dannet sig der. Neden for Sturlureykir ligger den mærkelige ''Vellindishver'' eller ''Åhver'' (Árhver), midt i den lave sandede Reykjadalså. Åen deles her ved ubetydelige sandører i to arme, så den er grundest i midten; her hæver sig en langagtig lille kiselklippe (af det såkaldte hveragrjót), omtrent 5 al. høj og 25 al. lang. Midt i klippens overflade, i dens øverste og højeste ende, findes en hver, der som et springvand kaster sine stråler et par fod i vejret; ned ad klippens ryg findes desuden tre andre kogende kildeåbninger. Af sten eller klippe findes ellers i nærheden intet spor. Østligere og højere oppe i lien under Skånøbunga, der øverst her bærer en lille fjældknude ''Rjupnaborg'', ligger '''Skånø''' (''Skáney'' &#596;: Skåne), den i Gunl. (s. 248 ffg.) omtalte gård, hvor Ravn og Gunnlaug første gang mødes (indbudte til et bryllup) efter Ravns giftermål med Helga, og ved hvilken lejlighed fjendskabet imellem dem allerede er nærved at bryde ud. På Skånøbunga, '''Skånøfjæld''' (''Skáneyjarfjall'') som det kaldes i sagaen, lod Tunge-Odd sig i følge HÞ. (s. 185) begrave for at kunne se ud over hele tungen &#596;: landet mellem Hvitå og Reykjadalså, særlig lavlandet, hvori Skåneyjarbungas vestlige fortsættelse Hurðarbaksfell taber sig, hvor Dejldartunge ligger, i hvis navn også denne benævnelse er bevaret. I øvrigt er ingen tradition om Tunge-Odds hvilested i Skånøbunge bevaret, ja her i egnen har endog dannet sig et andet sagn om, at denne høvding skulde være jordet i den østligste af de tre Giljahnuke<ref>Giljahnúkar, højder i fiældstrækningen nordvest for Ok ud imod bygden.</ref>, oven på hvilken der ses en lille højde af form som en gravhøj.  
  
  
Længere inde end de hidtil nævnte gårde omtrent midtvejs i dalen ligger '''Reykholt''' (ældre: ''Reykjaholt''); denne gård står ikke som de andre mere eller mindre oppe i en af lierne, men ligger lavt, midt i den flade dalslette, omgivet af mosedrag. Gårdens berømmelse er udelukkende knyttet til ''Snorre Sturlasson'', og først flere menneskealdre efter landets bebyggelse synes gården at være opstået. På Snorres tid tilhørte gården den herværende kirke, men bestyrelsesretten tilkom dog i følge islandsk sædvane giverens slægt og gik i arv i denne (denne slægt var tillige indehaver af det alt omtalte ''Reykhyltinga godord''); Snorre fik sig bestyrelsesretten overdraget og opslog derefter sin bolig på Reykholt, hvor han forblev boende til sin død 1241 (omtr. 35 år). I sin nuværende skikkelse vender gården sine gavle, og altså også hovedindgangen, mod vest, lige mod dalmundingen. Nord for gården i linje med denne ligger den simple græstørvskirke<ref>Med undtagelse af i de Reykjavig nærmeste sysler er sådanne kirker ikke ualmindelige på Island, de er da byggede som et almindeligt islandsk hus med bræddegavle og bræddebeklædte indvendig.</ref>, som sædvanlig omgiven af den tilhørende firkantede kirkegård. Ved kirken er intet mærkværdigt, derimod er det ret mærkeligt, at det nordvestlige hjørne af kirkegården bærer navnet »Sturlúngareitr« (reitr — ager, mark, afdelt jordstykke); på grund af navnet siges denne plads at have nydt en vis anseelse, så at mere fremragende mænd jævnlig skal have ladet sig jorde her; dog er det ikke let at vide, hvorledes det forholder sig med navnets ægthed, om Snorres grav har ingen tradition bevaret sig, og påfaldende nok skal den tilsvarende del af kirkegårdene på Sidemule og Gilsbakke (M.) bære samme navn<ref>For fuldstændigheds skyld bør måske anføres, at den daværende præst på Reykholt Torsten Helgessön mente, men vistnok aldeles uden grund, 1837 at have fundet Snorres ligsten (med navnet i runeskrift) ved gravning i kirkegården; herom kan ses bl. a. nr. 157, 8vo i det isl. litt. selskabs arkiv, samt et brev fra Jonas Hallgrimsson til Finn Magnnssön, avg. 1840, i Geh. arkivet.</ref>. Sydøst for gården falder tunet af med en stejl banke, tæt under den findes det bekendte varme bad ''Snorralaug'', hvis indretning traditionen tillægger Snorre. Badet består af et kredsrundt bassin, 5—6 al. i tværmaal, opmuret (af »hveragrjót«) med lodrette vægge og flad bund; ''bassinets dybde'' er 1½—2 al., nederst langs væggens inderside løber et omtrent 1 kvarter bredt og lige så højt ''stensæde''; midt i bassinets bund ligger en stor firkantet sten, i hvilken man vil fortælle, at Snorres »fángamark« (&#596;: bomærke) bestående i hans forbogstaver skal have været indhugget, hertil ses imidlertid intet spor. Bassinet har oftere været opmuret og istandsat, senest 1858; derimod skal ledningerne, der fører vandet til og fra badet, være urørte. Vandet til Snorralaug kommer fra den, 150—200 al. herfra, omtrent i lige linje med gården liggende hver ''Skrivla'' (Skrifla)<ref>Navnet skrives ofte, også i islandsk form (se f. eks. Oxforderordbogen), ''Skribla''. Der er dog næppe nogen grund til i dette ord at afvige fra den almindelige islandske skrivemåde ''fl'', der udtales som ''bl'', men som efter de i dette arbejde fulgte regler gengives ved ''vl.''</ref>. Fra denne er der et kort stykke i kiselgrunden udhugget en åben rende for vandet, derpå fortsættes renden under jorden, til dels ikke ubetydelig under overfladen, indtil den i nærheden af Snorralaug igen bliver åben og sluttelig udmunder i denne noget under bassinets øverste rand; på højre side af renden fører fire ''trappetrin'' ned til bassinets bund. Afløbet fra badet finder sted gennem et ''hul eller rør'', der er anbragt ved grunden af bassinet og går gennem væggen i sydlig retning; ved i højere eller mindre grad at tilstoppe dette kan man holde vandet i forskellig højde i bassinet, dog bliver det på grund af tilløbsrendens plads aldrig mere end totredjedel fuldt. Når bassinet nylig er fyldt fra Skrivla, er vandet så hedt, at man kun med nød tåler at holde en finger i det; dog har man vistnok aldrig haft en koldtvands-ledning til at temperere det med. Koldt vand findes nemlig aldeles ikke på Reykholt<ref>Her som flere andre steder på Island må man til drikkevand hjælpe sig med afkølet hveravand eller hente vand fra den nærmeste nabogård.</ref>; kun i en ubetydelig lille bæk, der fra mosen snor sig ned forbi (gården og) badet, men som om somren oftest er tør, forekommer sådant. Derimod har man formodenlig ladet vandet i Snorralaug afkøles ved nogen tid før benyttelsen at stanse tilstrømningen. Dette kan ske ved enten at spærre rendens munding, hvorved vandet løber ud gennem en anden kunstig rende, der forbinder hovedrenden med bækken fra afløbsrøret, eller ved at bryde et hul på den Skrivla omgivende af græstørv og hveragrjot opbyggede væg, hvorved afløbet fra denne hver foregår her igennem. Skrivla er en af de sædvanlige hede kilder, den sprudler kogende i vejret i udkanten af et lavt rundagtigt bassin<ref>Sml. den i et og andet ikke ganske samstemmende beskrivelse i E. O. s. 113—14; hvorledes badet dér kan siges at rumme 50 personer (i følge Enarr. hist. s. 31 endog 100) er i øvrigt ikke let at forstå, da Snorralaug dog næppe siden den tid er blevet helt omdannet I den antikv. indb. fra Reykholt (1817) er Snorralaug udførlig beskrevet; dér er dens omkreds angivet til 21 al.</ref>. Kort syd for denne ligger Dýnkr (&#596;: brag, bulder), en kilde med to åbninger, hvoraf det mindre hul er ganske morsomt, i det vandet uafladelig kærnes op og ned deri med en skvulpende lyd.  I Sturl. omtales oftere laugen på Reykholt; det ses, at den jævnlig er bleven benyttet til badning (I, 279—80), og der nævnes en forstue, som førte fra laugen ind i husene (I, 339); — at denne laug har været den samme som den nuværende »Snorralaug«, er der ingen grund til at betvivle. Laugens opbyggelse af Snorre berettes dog intetsteds, derimod omtales Snorres kunstfærdighed og praktiske dygtighed i det hele taget (I, 235). Allerede ved midten af det 10de årh. (før gården Reykholts anlæggelse) benyttedes i øvrigt Reyholtslaugen til badning (Ldn. s. 151).
+
[[Fil:WGC.P045.jpg|thumb|400px|right|<center>'''Reykholt''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Længere inde end de hidtil nævnte gårde omtrent midtvejs i dalen ligger '''Reykholt''' (ældre: ''Reykjaholt''); denne gård står ikke som de andre mere eller mindre oppe i en af lierne, men ligger lavt, midt i den flade dalslette, omgivet af mosedrag. Gårdens berømmelse er udelukkende knyttet til ''Snorre Sturlasson'', og først flere menneskealdre efter landets bebyggelse synes gården at være opstået. På Snorres tid tilhørte gården den herværende kirke, men bestyrelsesretten tilkom dog i følge islandsk sædvane giverens slægt og gik i arv i denne (denne slægt var tillige indehaver af det alt omtalte ''Reykhyltinga godord''); Snorre fik sig bestyrelsesretten overdraget og opslog derefter sin bolig på Reykholt, hvor han forblev boende til sin død 1241 (omtr. 35 år). I sin nuværende skikkelse vender gården sine gavle, og altså også hovedindgangen, mod vest, lige mod dalmundingen. Nord for gården i linje med denne ligger den simple græstørvskirke<ref>Med undtagelse af i de Reykjavig nærmeste sysler er sådanne kirker ikke ualmindelige på Island, de er da byggede som et almindeligt islandsk hus med bræddegavle og bræddebeklædte indvendig.</ref>, som sædvanlig omgiven af den tilhørende firkantede kirkegård. Ved kirken er intet mærkværdigt, derimod er det ret mærkeligt, at det nordvestlige hjørne af kirkegården bærer navnet »Sturlúngareitr« (reitr — ager, mark, afdelt jordstykke); på grund af navnet siges denne plads at have nydt en vis anseelse, så at mere fremragende mænd jævnlig skal have ladet sig jorde her; dog er det ikke let at vide, hvorledes det forholder sig med navnets ægthed, om Snorres grav har ingen tradition bevaret sig, og påfaldende nok skal den tilsvarende del af kirkegårdene på Sidemule og Gilsbakke (M.) bære samme navn<ref>For fuldstændigheds skyld bør måske anføres, at den daværende præst på Reykholt Torsten Helgessön mente, men vistnok aldeles uden grund, 1837 at have fundet Snorres ligsten (med navnet i runeskrift) ved gravning i kirkegården; herom kan ses bl. a. nr. 157, 8vo i det isl. litt. selskabs arkiv, samt et brev fra Jonas Hallgrimsson til Finn Magnnssön, avg. 1840, i Geh. arkivet.</ref>. Sydøst for gården falder tunet af med en stejl banke, tæt under den findes det bekendte varme bad ''Snorralaug'', hvis indretning traditionen tillægger Snorre. Badet består af et kredsrundt bassin, 5—6 al. i tværmaal, opmuret (af »hveragrjót«) med lodrette vægge og flad bund; ''bassinets dybde'' er 1½—2 al., nederst langs væggens inderside løber et omtrent 1 kvarter bredt og lige så højt ''stensæde''; midt i bassinets bund ligger en stor firkantet sten, i hvilken man vil fortælle, at Snorres »fángamark« (&#596;: bomærke) bestående i hans forbogstaver skal have været indhugget, hertil ses imidlertid intet spor. Bassinet har oftere været opmuret og istandsat, senest 1858; derimod skal ledningerne, der fører vandet til og fra badet, være urørte. Vandet til Snorralaug kommer fra den, 150—200 al. herfra, omtrent i lige linje med gården liggende hver ''Skrivla'' (Skrifla)<ref>Navnet skrives ofte, også i islandsk form (se f. eks. Oxforderordbogen), ''Skribla''. Der er dog næppe nogen grund til i dette ord at afvige fra den almindelige islandske skrivemåde ''fl'', der udtales som ''bl'', men som efter de i dette arbejde fulgte regler gengives ved ''vl.''</ref>. Fra denne er der et kort stykke i kiselgrunden udhugget en åben rende for vandet, derpå fortsættes renden under jorden, til dels ikke ubetydelig under overfladen, indtil den i nærheden af Snorralaug igen bliver åben og sluttelig udmunder i denne noget under bassinets øverste rand; på højre side af renden fører fire ''trappetrin'' ned til bassinets bund. [[Fil:Snorrelaug ved Røykjaholt.jpg|thumb|400px|left|<center>'''Snorralaug''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]] Afløbet fra badet finder sted gennem et ''hul eller rør'', der er anbragt ved grunden af bassinet og går gennem væggen i sydlig retning; ved i højere eller mindre grad at tilstoppe dette kan man holde vandet i forskellig højde i bassinet, dog bliver det på grund af tilløbsrendens plads aldrig mere end totredjedel fuldt. Når bassinet nylig er fyldt fra Skrivla, er vandet så hedt, at man kun med nød tåler at holde en finger i det; dog har man vistnok aldrig haft en koldtvands-ledning til at temperere det med. Koldt vand findes nemlig aldeles ikke på Reykholt<ref>Her som flere andre steder på Island må man til drikkevand hjælpe sig med afkølet hveravand eller hente vand fra den nærmeste nabogård.</ref>; kun i en ubetydelig lille bæk, der fra mosen snor sig ned forbi (gården og) badet, men som om somren oftest er tør, forekommer sådant. Derimod har man formodenlig ladet vandet i Snorralaug afkøles ved nogen tid før benyttelsen at stanse tilstrømningen. Dette kan ske ved enten at spærre rendens munding, hvorved vandet løber ud gennem en anden kunstig rende, der forbinder hovedrenden med bækken fra afløbsrøret, eller ved at bryde et hul på den Skrivla omgivende af græstørv og hveragrjot opbyggede væg, hvorved afløbet fra denne hver foregår her igennem. Skrivla er en af de sædvanlige hede kilder, den sprudler kogende i vejret i udkanten af et lavt rundagtigt bassin<ref>Sml. den i et og andet ikke ganske samstemmende beskrivelse i E. O. s. 113—14; hvorledes badet dér kan siges at rumme 50 personer (i følge Enarr. hist. s. 31 endog 100) er i øvrigt ikke let at forstå, da Snorralaug dog næppe siden den tid er blevet helt omdannet I den antikv. indb. fra Reykholt (1817) er Snorralaug udførlig beskrevet; dér er dens omkreds angivet til 21 al.</ref>. Kort syd for denne ligger Dýnkr (&#596;: brag, bulder), en kilde med to åbninger, hvoraf det mindre hul er ganske morsomt, i det vandet uafladelig kærnes op og ned deri med en skvulpende lyd.  I Sturl. omtales oftere laugen på Reykholt; det ses, at den jævnlig er bleven benyttet til badning (I, 279—80), og der nævnes en forstue, som førte fra laugen ind i husene (I, 339); — at denne laug har været den samme som den nuværende »Snorralaug«, er der ingen grund til at betvivle. Laugens opbyggelse af Snorre berettes dog intetsteds, derimod omtales Snorres kunstfærdighed og praktiske dygtighed i det hele taget (I, 235). Allerede ved midten af det 10de årh. (før gården Reykholts anlæggelse) benyttedes i øvrigt Reyholtslaugen til badning (Ldn. s. 151).
  
  
 
Snorre havde på Reykholt ladet indrette et stærkt virke, hvoraf der imidlertid nu lige så lidt her som andetsteds, hvor sådanne befæstninger omtales, er noget spor tilbage<ref>Sådanne volde eller forskansninger var i det hele i Sturlaugetiden almindelige på de storre gårde, skønt de sjælden synes at have gjort noget virkeligt gavn.</ref>. Det synes at have omgivet bygningerne og haft en indgang, der vendte mod nord ud til kirkegården (med hvis gærde virket måske var sammenbygget), en anden, der vendte mod syd ud mod laugen<ref>Sturl. I, 339, 395, II, 149.</ref>. Ved det af Gissur Torvaldssön foretagne overfald, der kostede Snorre Sturlasson livet, omtales dog virket aldeles ikke, Snorre dræbtes i en kælder, hvori han havde skjult sig, men om drabsstedet har ingen tradition bevaret sig.
 
Snorre havde på Reykholt ladet indrette et stærkt virke, hvoraf der imidlertid nu lige så lidt her som andetsteds, hvor sådanne befæstninger omtales, er noget spor tilbage<ref>Sådanne volde eller forskansninger var i det hele i Sturlaugetiden almindelige på de storre gårde, skønt de sjælden synes at have gjort noget virkeligt gavn.</ref>. Det synes at have omgivet bygningerne og haft en indgang, der vendte mod nord ud til kirkegården (med hvis gærde virket måske var sammenbygget), en anden, der vendte mod syd ud mod laugen<ref>Sturl. I, 339, 395, II, 149.</ref>. Ved det af Gissur Torvaldssön foretagne overfald, der kostede Snorre Sturlasson livet, omtales dog virket aldeles ikke, Snorre dræbtes i en kælder, hvori han havde skjult sig, men om drabsstedet har ingen tradition bevaret sig.
 +
 +
 +
[[Fil:WGC.P048a.jpg|thumb|300px|right|<center>'''Gills, Gilsbakke''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Også på Reykholt træffer man en af de besynderlige lovrette-benævnelser; den såkaldte »lögrétta« er her ikke en hustomt, men en kredsformig indhegning, der nu kun fremtræder som en gærde-stump, af form som en cirkelbue, i tunet foran gården, resten er afskåret af den åbne plads (hlað) foran denne<ref>I den antikv. indb. (1817) tales ikke om nogen »lögrétta«, men der siges, at her endnu ses tydelige spor til den ''domkreds'' (dómhringr), som skal have været her; den er af græstørv, næsten kredsrund, med indgang, som det synes, i øst — Mærkes kan, at af den bekendte Reykholts-måldage kan sluttes, at der i ældre tid har været kornavl på Reykholt (Se Dipl. isl. I, 280).</ref>.
 +
 +
 +
I det ældste tidspunkt af fristatstiden kendtes, som tidligere nævnt, gården Reykholt ikke, og landet hørte da under nabogården Bredebolstad. '''Bredebolstad''' (''Breiðabólstaðr'') grundlagdes af landnamsmanden Önund bredskæg, der havde taget »hele tungen mellem Hvitå og Reykjadalså«. Ved midten af det 10de årh. beboedes gården af hans søn, den mægtige høvding Tunge-Odd; oprindelig var her kun én gård af dette navn, men efter at den krigerske Torve Valbrandssön var bleven giftet ind i denne familie, overdroges det halve Bredebolstad til ham, og af den tidligere ejendom af dette navn opstod nu to gårde; derfor siges også Torve med faderen Valbrand at bo på Bredebolstad eller, nøjagtigere, på ''den anden Bredebolstad'' (annarr Breiðabólstaðr)<ref>Ldn. s. 46, 60-61, 151; HGrk. s. 6 ffg.; HÞ. s. 121-22; BSnf. s. 19.</ref>.
 +
 +
 +
I følge HGrk. (s. 6, sml. s. 63) havde Valbrand og Torve et godord; utvivlsomt var dog Tunge-Odd egnens egenlige høvding; halvdelen af udgifterne ved egnens hov havde han at afholde (Ldn. s. 64), og Eg. (s. 225) betegner ham som hovgode og siger, at han rådede for det hov, som alle folk inden for Skardshede betalte hovtold til. Af de to gårde Bredebolstad er den ene forlængst lagt i øde. Den tilbageværende gård af dette navn — måske snarest Torves — ligger i halsen nordøst for Reykholt, ikke langt borte; i følge HGrk. (s. 61) indrømmer Torve Hørd Grimkelssön gården til beboelse som en art godtgørelse for den ham tilkommende mødernearv; her bor Hørd to år, indtil hans fredløshed begynder, og da han ved denne lejlighed må forlade gården, tænder han ild på den og brænder alt op. Neden for halsen i udkanten af det flade land ses imellem Bredebolstad og Reykholt tomterne af Lille eller ''Gamle Bredebolstad'' (Litli eller Forni Breiðabólstaðr). Denne ødegård ligger i Reykholts land og så nær, at de to gårde ikke vel vilde kunne bestå side om side; det er derfor rimeligt at antage, at Lille Bredebolstad straks, da Reykholt opbyggedes og gjordes til hovedgården, er sunken ned til en hjåleje<ref>Allerede i begyndelsen af det 13de årh. (se Reykholtsmåldagen) nævnes kun én gård Bredebolstad, og denne tilhørte alt da Reykholt kirke. — I A. M., hvor også Lille Bredebolstad nævnes med en flertalsform (Litlu Breiðabólstaðir), siges der, at dette gamle ødebol i Reykholts land aldrig har været bebygget i nogle hundrede år, og heller ikke kan bebygges påny, da det vilde gøre præstegården ulidelig skade.</ref>. Da der om Tunge-Odd fortælles (Ldn. s. 151), at han havde sine fårehuse på Reykholt, tør man måske antage, at han har bot på Lille Bredebolstad, den af gårdene, hvis landområde Reykholt naturligst måtte udgøre en del af, og som den også senere synes at have afløst — Den Hallbjørn, hvorefter Hallbjarnarvarder har navn, var gift med Tunge-Odds datter Halgerd, men huggede hovedet af hende, da hun ikke vilde følge ham fra fædernehjemmet, hvad der gav anledning til hans påfølgende drab.
 +
 +
 +
Fra Reykholt ligger en vej over bankerne nord for dalen til strækningerne hinsides Skånøbunga langs Hvitå — der her endnu ikke har antaget en sydvestlig retning, men løber fra øst til vest, altså omtrent parallelt med Reykholtsdalen —, hvor Reykholt og Skånø ejer land og har fårehuse stående. På det sted, hvor fårehusene fra Skånø står — nu sædvanlig kaldet ''Sudda'' —, noget fra åen, ved foden af skråningen, har tidligere ligget en gård '''Hallvardsstad''' (''Hallvardsstaðir'') — øjensynlig den i Heið. (s. 346, 49) nævnte, i hvilken anledning den senere vil blive nærmere omtalt. Allerede A. M. nævner den som en gammel ødegård, der i mangfoldige år havde været benyttet som sætersted fra Skånø; i sidste halvdel af det 17de årh. havde man dog gjort et, men mislykket, forsøg på at genoptage bebyggelsen.
 +
 +
 +
[[Fil:WGC.262.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Gilsbakke''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Sydvest for Reykholt ligger ''Kópareykir'' hinsides åen og temlig højt oppe i lien; forbi gården fører en vej over halsen ind i Flokedal; Kopareykir må vel være de '''Øvre Reykir''' (''Reykir hinir efri''), hvor Gejr i Gejrshlid i følge Eg. (s. 76) havde sin anden gård. Nord for åen regnes alle gårdene øst for Bredebolstad til Halsesvejten. Efter at være passeret en kort øst for Bredebolstad liggende gård træffer man gården '''Hovstad''' (''Hofstaðir''); om ''hovet'', hvorefter gården bærer navn, beretter Ldn. (s. 64), at det bestyredes af Tunge-Odd i forening med Gejtlændingerne; er det rigtigt, hvad Eg. (s. 225) beretter om udstrækningen af det område, inden for hvilket alle betalte afgift til Tunge-Odds hov, har det sammenknyttet største delen af det nuværende Borgefjords syssels beboere. Da den til Gejtlændingernes æt hørende Illuge den røde, som boede her, vilde bytte gård, kone og al ejendom med Holm-Starre fra Akranæs, hængte hans hustru sig i hovet. Om dette hov er der kun bevaret uklare og fantastiske traditioner; dog er navnet knyttet til en klippe »Hofklettr« i en temlig brat affaldende højde i tunet. En del østligere end Hovstad ligger oppe i halsen '''Uppsale''' (''Uppsalir''), i HGrk. (s. 63) nævnt som Torves bolig, da hans strid med Hørd bryder ud.
 +
 +
 +
Syd for åen begynder Halsesvejten først lidt længere inde ved en dyb af en lille å gennemstrømmet kløft ''Rauðsgil'', øst for hvilken der ligger en gård af samme navn; langs denne kløft er en af opstigningerne til den såkaldte ''Okvej''. Omtrent en halv mil østligere, med én gård imellem, står '''Audsstad''' (''Auðsstaðir'')<ref>Sml. Ldn. s. 62, der lader gården ligge nord for åen.</ref>, hvor den lavttænkende Aud boede, der foranledigede striden mellem Hørd og Torve, og hvis gård Hørd i sin overstrømmende forbitrelse brænder efter at have dræbt bonden selv og hans huskarl (HGrk. s. 62—64). Øst for Audsstad ligger længst inde i dalen, nær ved hinanden de to gårde ''Giljar'' og '''Augastad''' (Augastaðir)<ref>Augastaðir: HGrk. s. 26, ÞH. II, 61.</ref>; øst for Giljar ligger den sædvanlige opgang til Okvejen; denne fjældvej ligger vest for Okjøklen i sydsydøstlig retning, indtil den ved bedestedet Brunnar (A.) støder sammen med Kaldedalsvejen; ''denne vej'' er det vistnok, at Grimkel gode vælger, da han (HGrk. & 26) rider (fra Tingvoldsvejten) over (um) Ok og den nedre vej ned forbi Augastad for at komme til Bredebolstad. Foruden de her nævnte gårde står også en del nord for højdedraget, der danner den centrale del af Halsesvejten, og som har givet denne egn navn. Vestligst, omtrent i linje med Hovstad, er at mærke '''Signyjarstad''' (''Signýjarstaðir''); her boede i følge HGrk. Torves søster Signy (senere gift med Grimkel gode og moder til Hørd) og hendes søn af første ægteskab Grim. En del østligere er '''Sigmundarstad''' (''Sigmundarstaðir''), der oprindelig skal have heddet '''Stavngrimsstad''' (''Stafngrímsstaðir'')<ref>ÞH. II, 61; ami Ldn. s. 62.</ref>; om Stavngrims høj, deri følge Ldn. skulde være lige over for på Hvitås nordlige bred, hvor han dræbtes, vides intet, øst for Sigmundarstad ligger ''Store Ås'' (Stóri Ás) eller '''Ås''' (''Áss''), som den i sagaerne nævnes; i følge ÞH. (s. 58) og Ldn. (s. 62) opholdt den bekendte Midfjord-Skegge sig de sidste år af sin levetid på Ås hos sin søn Ejd, og der er han højlagt. Stedet for Skegges høj kendes nu ikke; nord for gården ligger kirken, og nord for denne i tunet er en lav lille høj kaldet ''Skegghóll''; måske er det denne, som i E. O. (s. 259) nævnes Skeggia-Haugr<ref>»Deraf ses dog nu kun en liden tue« — tilføjes sammesteds — »og således er det med de fleste andre begravelseshøje på Island, hvorfor og deres rette sted er blevet ubekendt og andre af naturen dannede høje udgivne for dem.« Ifølge den antikv. indberetn. af 1820 knyttede der sig til Store Ås sagnet om et »Gulltjørn«, hvori Ejd eller Skegge skulde have nedsænket deres skatte.</ref>.
 +
 +
 +
Fra Store Ås fører vejen langs Hvitå til '''Hraunsås''' (''Hraunsás(s)''). Gården ligger noget fra åen under det sydlige affald af en banke eller ås, der indesluttes af en dyb smal dalsænkning, som i en bue omgiver denne højde, i det den både ved sin begyndelse og ende når ned til og for så vidt står i forbindelse med Hvitå; denne dal, ''Skolladalr'', er Ldn.'s Melrakkadalr<ref>Skolli er ligesom melrakki et navn på ræven.</ref>, som skal have været Hvitas fordums leje (Ldn. s. 67); den viser sig vel endnu til dels vandfyldt og fugtig, men tilsyneladende en del højere liggende end åens nuværende leje. Efter at være passeret Skolladal, hvor dens vestlige ende udmunder i Hvitå, har man for sig en foss i denne å, den såkaldte ''Barnafoss''. Åens leje er her trangt, begrænset af stejle klippevægge, faldet er stærkt, og åens vandmasse trænger sig med overordenlig kraft gennem ålejets snævring; derved fremkommer en vel ikke høj, men ret smuk og imponerende foss, hvis vand i lange, brede buer slynges ned i det underliggende leje, hvor trængslen og fossedannelsen på en lang strækning efter mindre målestok fortsættes. I følge sagnet skal der oven for fossen, hvor breddernes klippeknuder nærmer sig hinanden så meget, at afstanden kun er nogle få alen, have været en naturlig bro (&#596;: en stenbue) over åen, men da to børn fra Hraunsås styrtede fra denne ned i åen, blev den afbrudt. Det er åbenbart denne foss, som i Heið. (s. 359) kaldes '''Bjarnafoss'''; sagaen beretter, at der den gang (&#596;: da de pågældende begivenheder tildrog sig) og længe efter var bro over åen oppe ved Bjarnafoss. Fremstillingen giver ingen grund til at formode andet, end at talen her er om en sædvanlig bro; men i og for sig er der intet utroligt i, at de mod åen fremludende klipper i sin tid på et eller andet punkt kan have været sammenhængende. Dog må de mangfoldige steder på Island, hvor fortællingen om afbrudte »stenbuer« over åer kommer igen, gøre en mistænkelig over for sagnets ægthed. Lige over for fossen ligger nord for åen Gilsbakke<ref>Noget vestligere ligger Bjarnastaðir, hvis navn minder om fossens oprindelige navn.</ref>; neden for Gilsbakke strækker sig ud imod åen et kratgrot hraun, der danner en brat væg ned imod denne, og som giver et interessant eksempel på, hvorledes vandet synker ned gennem hraunene og samler sig under disse. Midt i den ud mod åen vendende skrænt, flere alen fra hraunets overflade, styrter sig på en længere strækning neden for fossen en mængde småbække frem, der danner en hel kaskade ned mod åen. Hvor den østlige ende af Skolladal ligger ned mod åen, ser man både nord og syd for åen en højde eller ås, hver af disse to falder stejlt af mod åen, og de to derved fremkommende skrænter svare ganske til hinanden.  Oprindelig udgjorde de en sammenhængende højde, siges der, men bonden i Hraunsås gennembrød åsen og ledede Hvitå denne vej i steden for gennem Skolladal. Allerede Ldn. (s. 67) har en sådan fortælling om Hvitås bortledning fra Melrakkadal, men synes at sætte dette foretagende i forbindelse med indretningen af et virke, som af den daværende beboer opførtes i Hraunsås.
 +
 +
 +
[[Fil:WGC.P042.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Deildartunge, Deildargil''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Mellem Hraunsås og nabogården mod øst dannes grænsen af ''Dejldargil'' (Deildargil), en kløft (og lille å), der i nordlig retning ligger ned mod Hvitå fra fjældstrækningerne oven for bygden, som her kun er kort fjærnede fra Hvitå, medens de længere mod vest trækker sig mere tilbage for at give plads for Halsesvejten og Reykholtsdalen, hvis sydlige begrænsning den derfra udgåede Kroppsmulehals danner. Dette gil dannede indtil 1852 grænseskel mellem Borgefjords og Myre syssel<ref>Langs Deildargil falder således sysselgrænsen på Bj. Gunnlaugasöns kort.</ref>; i dette år foretoges imidlertid en alt tidligere påtænkt grænseregulering, hvorved foruden Stavholtsø den øst for Hraunsås liggende gård Husafell henlagdes til Bgf. Som det ses af de forudgående forhandlinger, var hensigten hermed at ophæve de ulæmper, som for de to gårde måtte flyde af forbindelsen med et syssel — det nordligere Myre syssel —, hvorfra de var skilte ved det betydelige vandløb Hvitå, og at få denne å der dannede den naturlige grænse mellem de to sysler (og allerede tidligere i øvrigt havde udgjort sysselgrænsen, og tillige amtsgrænsen) fuldstændig fastslået som grænseskel<ref>Spørgsmålet behandledes på altinget 1849  (se  dette års altingsforhandlinger, navnlig s. 141  fig.), og oplyses endvidere af den kgl. resol. om grænsereguleringen  12/5  1852  med  tilhørende  forestilling  fra indenrigsministeren.</ref>. Hvitå må derfor naturlig betragtes som sysselgrænse lige til sit udspring, og uagtet sysselbeskrivelsen (1854) angiver et sydligere tilløb til Hvitå, Gejtå, som sysselgrænse, vil det dog vistnok kunne forsvares, at der i denne fremstilling intet hensyn dertil tages.
 +
 +
 +
Ud for Husafell omtrent begynder Hvitå at antage den karakter, hvorunder den er kendt i bygden; indtil da er dens forskellige kildefloder, der alle omtrent her træffe sammen, hver for sig ubetydelige åer. '''Husafell''' (''Húsafell'') omtales i Laxd, (s. 332), i det gårdens overgang til kirkeejendom berøres. Måldagen, der angiver, hvad der ved denne lejlighed henlagdes til kirken, er aftrykt i Dipl. isl. I, 217—18 og henføres der til c.  1170.    Den således grundede kirke på  Husafell bestod indtil begyndelsen af dette årh., da den nedlagdes; stundum var Husafell anneks til et nabosogn, men som regel vistnok et selvstændigt sogn, og da havde sognepræsten sin bolig på denne gård<ref>Om en runeligsten fra Husafell se: Skýrsla um forngripasafn Íslands I, 70. — Et af fjældene oven for gården, netop det, hvorefter denne bærer navn, indeholder i en kløft en rødlig sandsten, der er let at hugge og derfor meget benyttes til gravstene.</ref>. Gården står smukt med ret anselige fjælde bag sig, der danne lige som randen eller forvolden for det mægtige Okfjæld; nordøst for gården bedækkes en forholdsvis betydelig strækning af den bekendte Husafellsskov, der har ry for at være en af de ypperste på Island og måske også er det, hvad udstrækning angår, hvorimod flere andre synes smukkere og tættere.
 +
 +
 +
Så længe Dejldargil var sysselgrænse, regnedes landet øst for dette til ''Hvitåside'', Myre syssels østligste bygd, der nu er indskrænket til strækningen nord for Hvitå. Således fremtræder forholdet i A. M.; Husafell med omliggende ødegårde begynde svejten »Hvítarsíða«. Først nævner A. M. i denne Reiðarfell, en gammel ødegård i Husafells land, kort fra landegrænsen mellem Hraunsås og Husafell (&#596;: Dejldargil), oppe på fjældet, og der sås endnu spor af bebyggelsen. Dette stemmer med, hvad sognebeskrivelsen (1842) beretter, nemlig at man fortæller, at en gård Reidarfell skal have stået oppe på fjældet nordvestlig i Reiðarfell (sydvest for gården Husafell hæver sig i fjældlien tre småfjælde i række, det ene syd for det andet, det nordligste af disse hedder Reiðarfell). Denne gård er øjensynlig det i Grt. omtalte '''Reydarfell''' (''Reyðarfell''); det er interessant, at gården også dér (s. 31) er kaldt »Reydarfell på Hvitåside«; det synes altså, som Hvitåside allerede da har strakt sig syd over Hvitå, og vel formodenlig, lige som senere, til Dejldargil<ref>Med hensyn til gårdens beliggenhed kan sammenlignes Sturl. II, 133, hvor Reydarfell også nævnes.</ref>. Kort vest for Husafell påvises i følge sognebeskrivelsen stedet for gården '''Grimsgil''' (''Grímsgil''). Gården er nævnt i ÞH. (II, 61), som det sted, hvor Ejd Skeggessön søgte sig en kone<ref>Blandt de af Ejds svogre beboede gårde kendes ikke ''Hranastaðir'' (ÞH. II, 61), som dog rimeligvis lige som de øvrige må have ligget her i egnen.</ref>.
 +
 +
 +
[[Fil:WGC.260.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Kalmanstunga med Gejtlandsjøklen i baggrunden.''' <br>- (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Grænsen for Husafellsskov, der bedækker et gammelt forhistorisk hraun, er ''Gejtå'' (Geitá), en vel ikke stor, men rivende og med store sten opfyldt å af mælkehvid farve, der udspringer ikke langt herfra under Gejtlandsjøkel og falder efter et vestligt løb i Hvitå nordøst for Husafell. Med større ret end Hvitå kande Gejtåen egenlig fortjæne navnet »Hvidå«; fra den får nemlig Hvitå den største del af sit jøkelvand tilført. Nord for Gejtå, mellem denne og Hvitå, ligger det såkaldte '''Gejtland''' (''Geitland'') indesluttet, mod nord begrænset af Hvitå, der udspringer under Eriksjøkel (Eiriksjökull) og derpå i sydvestlig retning langs et større nord for liggende højdedrag søger ned mod sit foreningspunkt med Gejtå, hvorefter åen antager en vestlig retning. Gejtlandet, den mellem de to åer indesluttede tunge, er en flad med løse vulkanske sten bedækket lille slette, der gennemstrømmes af et par ubetydelige jøkelbække og andre vandløb. Nu frembyder Gejtlandet kun et sørgeligt billede af ødelæggelse og ødhed; i oldtiden må det dog have været anderledes, vi se således en landnamsmand bosætte sig her (Ldn. s. 63). Bebyggelsen er dog rimeligvis snart bleven opgivet; i den ældste del af Reykholtsmåldagen, der henføres til c 1185 (Dipl. isl. I, 279—80), nævnes således »Gejtland med skov« blandt Reykholt kirkes ejendomme på en måde, som næppe lader betvivle, at det den gang var ubebot og kun tjænligt til skovhugst og avrett Blandt ødegårdene omkring Husafell nævner A. M. »Geitlandskot«, i Gejtland, om hvis bebyggelse ingen erindring havdes, men tydelige spor sås endnu i tomter og gærdelævninger; bebyggelsen kunde ikke genoptages på grund af vinterens strænghed her og manglen af hø. Jonas Hallgrimssön meddeler i sin dagbog fra 1841, at Gejtland er bleven bedækket af ''to lavastrømme'', begge fra Gejtlandsjøklen, en forhistorisk, den samme, der har dannet det kratgroede Husafellshraun, og en senere, i den historiske tid, der har oversvømmet den øverste del af den gamle strøm og ødelagt tre gårde, hvoriblandt »det gamle Reykholt« (R. hið forna). Denne angivelses rigtighed må dog synes noget tvivlsom, i al fald har man ingen efterretning om noget vulkanudbrud i denne egn siden landets bebyggelse<ref>Om gården »Gamle Reykholt« genfortæller J. Hallgrimssön (Dagbogen 1841, i det isl. litt. selskabs arkiv) følgende sagn: »Det gamle Reykholt stod oppe på Gejtlandet mellem Gejtå og Hvitå, noget inden for Kalmanstunga. Den gang var hveren ''Skrivla'' der, men siden flyttede den sig til Reykholt i Reykholtsdalen, og på vejen kom den frem på mange steder« — af disse nævnes adskillige —, »der alle ligger i en lige linje fra den forsvundne hver til Skrivla. Det gamle Reykholt gik siden under for en frembrydende lavastrøm. Dog kan man endnu se noget af hjemmemarken og et stykke af tungærdet; især ses tydelig lævningerne af den gamle Skrivla; men derfor flyttede hveren sig, at klæderne af en uskyldig mand, der blev myrdet i Kalmanstunge, blev vaskede i den, hvilket aldrig burde have fundet sted.« — Skrivlas flytning omtales ligeledes Ísl. þjóðs. I, 662; om den gængse tro på hverers flytning, når de besmittedes ved uskyldig dræbtes blod, se Ísl. þjóðs. II, 112 -13. — At der har været et sagn om Gejtlands ødelæggelse ved vulkanudbrud i den historiske tid bekræftes også af oven anførte sted i Ísl. þjóðs.  (I, 662); hvorledes det end forholder sig hermed, synes sagnet ikke at have ganske uret, når det antyder en forbindelse mellem Reykholt og Gejtland fra den ældste tid af. I følge Ldn. (s. 63) var nemlig »Tord i Reykholt«, den første, der kendes som beboer af denne gård, en søn af »Sølve i Gejtland«, der igen var en sønnesøn af landnamsmanden.</ref>.
 +
 +
 +
Fra Gejtlandet eller endnu bedre fra Kalmanstunge hinsides Hvitå, hvor man er tilstrækkelig fjærnet til at kunne få en uhindret oversigt, har man en højst ejendommelig og fængslende udsigt til den skønne jøkelgruppe, der indtager højlandet øst for Borgefjorden. Af ''Eriksjøklen'' længst i nordøst ses kun dens hvide snehætte, da det stejle jøkelfjæld til dels er skjult af foranliggende højder; tæt op til denne ligger ''Langjøklen'' (Lángjökull), der strækker sig bag om denne i uoverskuelig længde fra nordøst til sydvest, og hvis uhyre overflade kun for øjet viser sig som to lange aldeles jævne snebølger, hvortil en tredje, ved nogle mørkere tinder derfra adskilt jøkelhøjde slutter sig; jøklens enkelte partier har forskellige navne, således kaldes, som allerede anført, dens sydvestlige mellem Eriksjøkel og Ok liggende del '''Gejtlandsjøklen''' (''Geitlandsjökull'')<ref>Mellem Eriksjøklen og Langjøkel findes på kortet et »Flosaskarð« afsat, og vedkommende sognebeskrivelse meddeler, at et gil, der vest for Eriksjøkel falder i nordlig retning ned mod Hvitå, hedder ''Flosagil'' — så altså også her meder Floses navn.</ref>. Vest for Gejtlandsjøklen kommer Ok, den regelmæssigste af dem alle, en aldeles halvkugleformet eller skålformig snehætte, der dækker den øverste del af et bredt, jævnt skrånende fjæld. Foran hele denne gruppe ligger lavere brunlige fjælde, til hvilke den blændende glans, hvormed jøklerne i klart vejr stråler, danner den smukkeste modsætning.
 +
 +
 +
[[Fil:WGC.255.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Eriksjøklen''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Mellem Gejtlandsjøklen og Ok ligger fra nord til syd den bekendte ''Kaldedal'' (Kaldidalr), gennem hvilken en meget benyttet, men ilde berygtet fjældvej fører, som danner en del af den mest benyttede forbindelseslinje mellem Nord- og Sønderlandet. Fra Kalmanstunge over Gejtlandet (eller fra Husafell) ligger vejen op på Kaldedal, der ingenlunde er nogen dal i almindelig forstand, men en lavere hals eller smal sænkning mellem jøklerne,  så  at den endog falder stejlt af mod Gejtlandet, hvor den lille rivende Gejtå bruser afsted langs højlandets fod. Den er aldeles vegetationsløs; grunden, der er oversåt med større og mindre stenbrokker, er en urd, af udseende, som var den nys fremkommet under bortsmeltet jøkel. Det store rundskue af jøkler, som man først har for øje, indskrænkes snart noget; af Ok ses efterhånden kun stenskråningen neden for den egenlige jøkel, en trøstesløs urd, der går umærkelig over i den dermed ensartede dal. Til venstre falder jøklerne efterhånden mere og mere af med en brat fjældvæg ud imod dalen. Vejen gennem Kaldedal er kun dårlig, navnlig er den første del af den, det såkaldte ''Skuleskejd'' (Skulaskeið)<ref>Angående navnets oprindelse fortælles, at det stammer fra en forfulgt, der første gang i flyvende fart vovede at ride over den ubanede strækning her.</ref>, hvor de store sten og klippebrokker ligger tættest, meget trættende. Senere bedres den noget, i det grusstrækninger får mere og mere overhånd. Også vejret plejer at lade en del tilbage at ønske, stundum — i stille, klart vejr — er her en kvælende solhede, til andre tider — og dette langt hyppigere — hjemsøges dette sted af voldsomme fra jøklerne kommende uvejr<ref>Sydligst i dalen findes en varde, den bekendte Kaldedals »beinakerling« — måske den berømteste af de ikke få sådanne, som Islands fjaddveje har at fremvise —, hvor enhver islænder, der kan smedde en vise sammen, finder sig forpligtet til at efterlade en sådan — personlig eller slibrig, helst sigtende til en bestemt mand, som man venter vil blive den første til at læse visen. Denne skjules i et af de her liggende, som levninger fra de rejsendes måltider omstrøede ben, som derpå indsættes i varden.</ref>. Foran sig har man bestandig kun udsigt til vegetationsløse strækninger og nøgne fjælde, og det synes, som om man endnu har en betydelig del af dalen tilbage, indtil pludselig, i det man passerer om et højt sort grusholt og forbi flere nøgne takkede småfjælde, udsigten til Tingvoldsvejtens fjælde, med Hlödufell til venstre, Skjaldbrejd næsten lige for, åbner sig. Endnu har man vest for disse fjælde nogle aldeles vegetationsløse sandstrækninger at passere, indtil enkelte vandpytter og græspletter begynder at vise sig, forløbere for ''Brunnar'' (Brøndene &#596;: kilderne), det velkomne første bedested på denne vej.
 +
 +
 +
Fra Kaldedal udgår mod øst den fra Grettes saga bekendte '''Toresdal''' (''Þórisdalr''), den mystiske dal, om hvis tilværelse og beskaffenhed der på Island indtil de nyeste tider er bleven opstillet så forskellige meninger. Dalen strækker sig tværs over den sydlige del af Gejtlandsjøklen, mod vest udmunder den omtrent midtvejs i Kaldedalen, men ses dog ikke eller kun meget utydelig fra denne, da der op til dens munding, der tilmed dækkes af fremløbende højder, er henved 300 al.; mod øst eller sydøst — ud mod Skjaldbrejd —, hvor dalen ender, dækkes den ligeledes af jøkelklædte højder og forskellige småfjælde. I Grt. (s. 141—42) fortælles det, at Grette en gang under sin lange fredløshedsperiode efter halvjætten Hallmunds råd gik op på Gejtlandsjøklen og i sydøstlig retning over jøklen, indtil han fandt en lang og smal dal i denne, på alle sider omgivet af jøkler, der hang frem over dalen, men som dog af de varme kilder og den underjordiske varme i dalen hindredes i aldeles at lukke sig over denne. Dalen selv var frugtbar, med småkrat og græsgroede lier, gennemstrømmet af en lille å, med jævne bredder til begge sider, og overalt vrimlede der af ypperlige får. Her levede Grette en vinter beskyttet af dalens ejer halvjætten Tore, der med sine døtre boede her. Da Grette på grund af kedsomhed opgav dette tilflugtssted, gik han bort syd over jøklen og kom ned midt for Skjaldbrejds nordside. Der rejste han et klippestykke op, huggede et hul deri og sagde, at derigennem kunde man se ind i den til Toresdal førende kløft. Senere glemtes Toresdals beliggenhed, hvad der ikke er så underligt, da den ikke kan ses undtagen fra selve jøklen; om dens tilværelse holdt man sig imidlertid overbevist, og den skildring af dens naturlige beskaffenhed, som var givet i Grt., passede kun altfor godt til den på Island gængse tro på »fredløse« (útilegumenn), der skulde bebo frugtbare, men ukendte dale midt inde mellem jøkler eller utilgængelige fjælde, som de efter manges mening ved trolddomskraft vidste at skjule og værge for bygdens beboere. Ofte synes man at have tænkt på at opsøge Toresdal, uden at det dog blev til noget; det første virkelig iværksatte forsøg, hvorom der haves efterretning, er det af to islandske præster år 1664 foretagne; ved at afsøge den pågældende del af Gejtlandsjøkel fandt de også dalen, men dennes nordside, som var den, der var dem nærmest, var så stejl, at de ikke kunde komme ned i dalen, men måtte nøjes med at betragte den på afstand, » hvad dog var tilstrækkeligt til at overtyde dem om, at dalen nu ikke længer havde den i Grt. beskrevne frugtbarhed<ref>Se den samtidige beretning om disse præsters rejse, trykt i »Íslendingur« 1862, s. 81 ffg.</ref>. Omtrent hundrede år senere gjorde Eggert Olavssön og Bjarne Povlssön et nyt forsøg på at finde denne dal, men måtte på grund af uvejr vende om med uforrettet sag<ref>E. O. s. 86 ffg.</ref>.  Endelig lykkedes det (1835) den utrættelige Bjørn Gunnlaugssön på en af sine opmålingsrejser på Island nøjere at undersøge Toresdal<ref>Se Sunnanpósturinn 1836, 113 ffg,; sml. Skírnir 1835, 104 ffg.</ref>. Dens beliggenhed svarer aldeles til den i Grt. angivne; Bj. Gunnlaugssön nærmede sig dalen fra sydøst og passerede ind i denne langs dalens søndre li, da selve dalgrunden på grund af halvsmeltede sneflader hist og her frembød vanskeligheder for fremtrængningen. Den nordre li er som det allerede fremgår af oven nævnte præsters beretning (og til dels af Grt) stejl og næsten ubestigelig, sønderlien derimod en jævntskrånende jøkelflade; vesten til i dalen danner to forbundne småfjælde en høvde<ref>Bj. Gunnlaugssön formoder, at en omtale af denne høvde findes i BSnf.; i den ældre udg. af sagaen læstes nemlig »Tore fra ''Toreshøvde''«, hvor den yngre læser »Tore fra ''Toresdal''« (s. 18).</ref> tværs over dalen; vest for høvden deler Toresdal sig i to dale, den ene ligger mod vest ned til Kaldedal, den anden, der ligger i nordvest gennemløbes af en ubetydelig bæk. I øvrigt er dalen smal i bunden, vid oven til, nogen anden å end den oven nævnte bæk, som løber ned mod Kaldedal, findes ikke; i hele dalen findes ikke et eneste græsstrå, kun jøkelstrækninger, is og sten — som rimeligt er, da den ligger adskillig højere end den vegetationsløse Kaldedal —, og af hede kilder ses intet spor; om det »gil«, der i følge Grt. fra Toresdal skulde ligge ned mod Skjaldbrejd, ser Bj. Gunnlaugssön sig ikke i stand til at sige noget bestemt.
  
  
 
<br><br>
 
<br><br>
 
<center>[[Fil:WGC.P006.jpg]]</center>
 
<center>[[Fil:WGC.P006.jpg]]</center>
 +
 +
 +
Se '''[[Tillæg og rettelser (K.Kålund)|Tillæg og rettelser]]'''
 +
  
  

Nåværende revisjon fra 18. feb. 2014 kl. 18:23

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Borgefjords syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Borgefjords syssel
Borgarfjarðar sýsla

[Indbyggerantal c. 2500]



Medens den oprindelige grænse for Sønderlandet mod øst ikke er nogen tvivl underkastet, gælder det samme, som tidligere omtalt, ikke om dettes vestlige grænse. Det anførtes tillige den gang, at en medbestemmende grund til at begynde beskrivelsen af Sønderlandsfjærdingen med Guldbringe og Kjos syssel var, at Hvalfjorden med en vis sandsynlighed kunde antages at have dannet det oprindelige grænseskel mellem Sønderlandet og Vestlandet, hvorefter da den til Gb. og Kj. svarende landsdel vilde have udgjort Sønderlandets nordvestlige del. Nord for Hvalfjorden ligger Borgefjords syssel, hvis sydvestligste del yderst ude beskylles af Faksefjorden, i det den i øvrigt begrænses af de to fra denne store bugt udgående fjorde Borgefjorden (Borgarfjörðr) og Hvalfjorden (Hvalfjörðr).


Hvalfjorden - (W.G. Collingwood, 1897)

Egnen omkring Hvalfjord er et ægte klippelandskab, udpræget ved ejendommelige og kække fjældformationer, som man sjælden finder dem på Island, i al fald i denne del af landet Mod syd begrænses den bugtede fjord af den stejle Reynevoldhals; på dens nordside hæver sig længst ude det isolerede Akrafjæld op fra sine lave omgivelser, længere inde begrænses og næsten indesluttes den af klippefulde og karakteristiske smånæs. Op fra fjordbunden strækker sig den tidligere omtalte Botnsdal (Botnsdalr), gennemstrømmet af Botnså, der danner grænsen mellem de to sysler. Selve fjordens inderste del, den såkaldte Botnsvåg (Botnsvogr), afgiver ved ebbetid en ypperlig vej (jævn og fast lergrund), ved flod når vandet derimod helt op til de stejle fjældsider, så at den rejsende, der agter sig rundt om fjorden, med stort besvær må søge sig en vej i de bratte lier. Grænsen mellem fjorden og dalen dannes på en højst ejendommelig måde ved klippenæs, der fra bægge sider skyder sig frem mod åmundingen og lukker for dalen som med en mur eller et gærde, hvis eneste led eller åbning åen næsten udfylder; kun ved ebbetid kan man slippe ind i denne ad en landstrimmel på nogle få alen mellem åmundingen og klippepynten nord for denne. Den lille frodige Botnsdal er særdeles smuk; allerede straks ved indgangen møder til begge sider kratskov[1]; derpå indsnævres dalen vel en tid lang ved fremskudte holter, men ved gården Lille (Litli) Botn, der står omtrent midt i denne, udvider den sig atter og danner med sine omgivelser et storartet amfiteater: den jævne, ovale, græsklædte dalslette omgives af høje, regelmæssig tværstribede (trapdannede) fjælde; længst tilbage hæver sig Hvalfell[2], et anseligt, for oven afskåret, blåligt fjæld med bratte sider, og de imponerende Suler; det hele gør indtrykket af en på engang venlig og storartet natur. Botnså, der har sit udspring fra den øst for Hvalfell liggende sø Hvalvatn, danner, hvor den styrter sig ned fra heden, en ikke ubetydelig foss.


Fjældheden, som skiller mellem Botnsdalen og den sydøstligere Tingvoldsvejt, er den i HGrk. omtalte Botnshede (Botnsheiðr). Af dalens to gårde, der bægge ligger nord for åen, står den ene, Store Botn, langt inde i dalen, den anden, Lille eller (som HGrk. kalder den) Nedre (Neðri) Botn, omtrent midt i denne. Her boede i følge Hørd Grimkelssöns saga Hørds opofrende ven og fostbroder Gejr; efter at Hørd til dels ved egen skyld var bleven erklæret fredløs, begav han sig med hele sin husstand til Botn, og fra nu af bliver egnen omkring Hvalfjorden skuepladsen for hans og hans stalbrødres bedrifter. På nordsiden af Botnsvåg, kort uden for Botnsdalens munding, ligger en stejl sti — den såkaldte Sildemandegade (Síldarmannagata)[3], som de nysnævnte fredløse benyttede på et af deres røvertog, — i mange bugtninger ned over den bratte fjældskråning; den fører fra Hvalfjorden til den indre del af Skorradalen over en forholdvis høj og brat hede eller hals, den såkaldte Lille Botnshede. Ved nedstigningen fra denne har man det fuldstændigste fugleperspektiv over Hvalfjorden, fra Akrafjæld, der synes at stå på alle sider omgivet af sø, til fjordens inderste del, der er så smal, at både vågen og dalen aldeles forsvinder; først ses kun den lodrette klippevæg lige over for, derefter glimter den smalle grønlige fjordbund frem, og endnu senere, efter at vejen er ophørt at bugte sig lige ned, men derimod ligger skråt ind efter, ser man Botnsdalen med sin frodighed og sine fjælde for sig. Vest for Sildarmannagata, der egenlig spalter sig i to veje om dette fjæld, skyder Tyril (Þyrill) eller Tyrilshøvde (Þyrilshöfði) sig frem fra heden. Det er en hammer af betydelig højde og meget ejendommelig form, for neden stejlt affaldende til alle sider med skrider (skrænter bestående af løse sten), for oven belagt med et skjold af fast klippe. Klippeblokkene udformer sig i ejendommelige store knuder, disse, og navnlig den yderste, antager en form, der minder om penslen på en malerkost, eller en uhyre kvast, og vel kan have givet anledning til fjældets navn[4]. I skråningen under fjældet ligger gården af samme navn; her boede i følge Hørds saga den velstående, men egennyttige og lumske Torsten guldknap, der var i hemmelig forståelse med Holmverjerne (ɔ: Hørds fredløse flok) for at slippe for disses plyndringer. I huset oven for gården påvises en såkaldet »Goðahóll«, hvor man antager, at det i HGrk. (s. 109) omtalte hov har stået. Tomten, der er temlig udvisket, strækker sig fra vest til øst; den er omtr. 6 fv. lang, men meget smal (én favn), så at den nærmest gør indtryk af en bred fure, hvad der dog kan skyldes væggens sammenfalden; døren synes at have været på den sydlige langvæg noget nærmere østenden. I forsiden af gårdens husvægge ikke langt fra indgangsdøren ses nederst i væggen en større sten (c. 1½ al. lang, 1 al. høj), der omtrent midt på har en skålformet fordybning omtrent så stor som en knyttet næve. Stenen kaldes besynderlig nok »blótsteinn Harðar«, skønt nogle anser den for den sten, som Torsten i følge sagaen blotede i sit hov. — I HGrk. (s. 109) fortælles, at Hørds svoger Indride, der havde påtaget sig at hævne Hørds drab på Torsten, begav sig fra sit hjem i Skorradal den lige vej til Tyril, gik ned ad Inridesti (Indriðastigr) ved Tyril og ventede dér, til Torsten som sædvanligt gik til sit blothus; da han kommer ud herfra, dræbes han af Indride. Navnet Indridastig er ikke bevaret, man gætter på, at denne sti har været vest for fjældets yderste pynt, hvor man på flere steder gennem skår og små-kløfter kan stige ned i den neden under liggende lille dal; men herfra ses rigtignok ikke gården Tyril. Derimod påvises endnu den vej, ad hvilken efter Hørds fald hans enke Helga med sine børn flygtede op på fjældet. Sagaen fortæller (s. 107), at de om natten begav sig op på fjældet oven for Tyril og hvilede sig i det skard, som nu hedder Helguskard (Helguskarð ɔ: Helgas skard); dette er den fure — nu kaldet Helguskora —, der øst for gården Tyril skiller den yderste store blok i fjældkammen fra den øvrige ryg; den er regelmæssig, tilsyneladende næsten lodret, men bred i bunden, og at mennesker kan komme frem ad denne vej har flere gange vist sig. Tæt under Tyril, næsten i forlængelse af dette fjæld, ligger ud mod fjorden en klippehøj (klett), kaldet Helguhóll; her skal Helga være kommen i land, da hun med sine små sønner flygtede fra de fredløses hidtilværende opholdssted Gejrsholm. Sagaen siger, at hun svømmede til Blåskeggså — denne falder i søen vest for Helguhol — og at den af hende ved svømning tilbagelagte strækning derefter benævntes Helgusund.


Gejrsholm - (W.G. Collingwood, 1897)

Den oftere nævnte Gejrsholm (Geirshólmr eller Geirhólmr, i HGrk. også nævnt Hólmr alene, nu: Geirshólmi eller Harðarhólmi), der tog navn efter Hørds fostbroder Gejr, og hvorhen disse to med deres tilhængere begiver sig, da de ikke længer føler sig sikre i Botn, for derfra at fortsætte deres røverliv, indtil de overlistes af egnens beboere, ligger sydvest for Tyril omtrent en fjærdingvej fra land. Den lille klippeholm hæver sig lodret op af søen med mørke klippesider, højden er derimod ikke så betydelig, 15—20 al.; for oven er den fladt afskåren og græsgrot, formen er rundagtig eller oval. Neden for holmen strækker sig en underrand på et par alen af klippeblokke, som søen i flodtid overskyller; her lander man et eller andet sted, sædvanlig på østsiden, da bestigningen foregår herfra. På et enkelt sted, hvor græsset strækker sig noget længere ned ad klippevæggen og denne viser sig ikke fuldt så lodret som ellers, er een tilgængelig: fjældsidens ujævnhed afgiver hist og her fodfæste; benyttende dette og ved at holde sig i fremragende klippestykker eller i det lange græs klavrer man i sigsaglinje op på holmen. Fra midten af denne har man straks et fuldkomment overblik over den lille ø. Den er beliggende i retning fra nordøst til sydvest, er 50 fv. lang og 22 fv. bred[5], højest på midten, hvorfra den skråner svagt ned mod begge ender; især mod syd indsnævrer den sig og ender her i en lidt smallere og lavere hammer. Overfladen er bedækket med yppigt græs, men overalt undergravet af lundehuler. I følge Hørds saga byggede de fredløse her en skåle, der optog næsten hele øens længde; kun nord for skålen var der så megen plads, at man kunde passere mellem indgangen, der fandtes i gavlen her, og den stejle op på øen førende sti (klif); den gang var nemlig — føjer sagaen til — øen kun tilgængelig fra nordsiden. Nu ser man intet spor af en sådan sti der. Vest for skålen var der »løngrave«. Af bygninger eller lignende menneskeværk ses nu intet spor, hvad der dog måske kan skyldes lunderne. Skålens udstrækning er let forklarlig, alligevel må det have knebet med at rumme de fra 80 til 200 mand, hvortil de fredløses antal skal have beløbet sig[6]. Den sydligste ende af øen vender ud mod næsset Tyrilsnæs (Þyrilsnes), der udgående fra strækningen neden for gården Tyril strækker sig i en stor bue uden om Gejrsholm; næsset er temlig langt, smallest i sin begyndelse, men antager snart en større bredde, som det derefter beholder. Næsset kaldes i HGrk. Døgurdarnæs (Dögurðarnes), og navnets oprindelse forklares (s. 95) af, at de mod Holmverjerne forenede bønder ved ankomsten hertil spiste davre (dögurðr), hvorefter de traf forberedelser til at lokke de fredløse i et baghold.


Kysten ud mod holmen er brat og klippefuld og ender med en hammer, hvorfra et lille næs skyder sig frem. Dette næs må være den i sagaen omtalte tange, hvorom der siges, at de fredløse, der under tilbud om forlig narres til at lade sig føre fra holmen, ikke kunde se den på næsset forsamlede menneskemængde, før båden kom »frem forbi tangen«. Hinsides næsset er en lille vig, hvor man antager, at der landedes med dem, og paa den anden side vigen er næssets yderste smalle og flade tange Gejrstange (Geirstángi). Denne fik sit navn af, at Gejrs lig drev i land her; da han ved at se den på næsset forsamlede menneskemængde mærkede uråd, sprang han nemlig over bord, men dræbtes ved et spydkast fra land. Langs ad det klippefulde og høje Tyrilsnæs, og navnlig ad dettes midtparti, strækker sig en højderyg kaldet Harðarhæð (ɔ: Hørdshøjde), her siges Hørd at være falden; længere ude på næsset nærmest oven for Gejrstange påvises i et lavere strøg et ophøjet sted »Geirsleiði«. Hvor den lille Blåskeggså (Bláskeggsá) falder i søen vest for Helguhol, forgrener den sig inden sit udløb i mange arme over grusfladen; her i åforgreningerne (í árkvíslunum) er det, at en hård kamp står mellem de forenede bønder og de folk, der af de intet anende Holmverjer efter sædvane er udsendte for at hente vand; efter bonden på Sand, Torvald blåskegg, der faldt her, fik åen sit navn[7]. Vest for denne å skyder en klippeskrænt (klevet) sig frem mod fjordbredden, vel kun lille, men dog i stand til at volde de rejsende, der ikke slipper forbi det ved ebbetid, en del ulejlighed. Hinsides dette ligger på en jævn grønklædt skråning, hedeskræntens fortsættelse, tæt ved hinanden de to gårde Sand (Litli- og Mið-Sandr) — lige over for Gejrsholm. Fra nu af har egnen langs nordsiden af fjorden, den såkaldte Hvalfjordsstrand (Hvalfjarðarströnd, i HGrk. Strönd alene), en mindre udpræget karakter; ikke langt vest for Midsand ligger Brekka, vejen fører over skrånende mosestrøg, på venstre hånd tæt ved fjorden ligger en temlig høj klett Ønnndarhóll (Önundarhóll), her døde bondesønnen Ønund fra Brekka som følge af legene på Sand (HGrk. s. 72). I hedeskrænten ses ud for denne et tilsyneladende temlig ufremkommeligt skard Alvtarskard (Álptarskarð), det er det Álftarskarð, der i følge HGrk. (s. 86—87) benyttedes af Halmverjerne på et af deres røvertog. Neden for dette ligger gården Brekka, og endnu længere nede strækker sig langs fjorden en flad sandstrækning ved en svagt buet vig; det er Svinasand (Svínasandr), der i følge sagaen (s. 88) skal have fået sit navn af de i Svinadal røvede svin, som slagtedes her.


Svinadal - (W.G. Collingwood, 1897)

Noget uden for Brekka strækker sig igen på et enkelt sted klipper så tæt ned mod fjorden, at det kniber med at komme forbi, men ellers er vejen ypperlig over jævne græsflader, op fra hvilke større eller mindre ikke særlig stejle højder strækker sig. Højest hæver fjældet sig, inden man kommer til den en god fjærdingvej vestligere liggende gård Ferstikla; fra dettes vesterende ligger der et gil i skrå retning ned forbi gårdens tun; dette er Skroppugil (HGrk. s. 79), og ved bækken, der har sit leje i kløften, skal endnu den tryldekyndige Skroppa fra Saurbæs dys påvises. Lidt vestligere ligger en af Borgefjordens hovedveje fra Hvalfjordsstranden over Ferstikluhals (Ferstiklnháls) og ind i Svinadalen (Svínadalr). Denne dal, der går omtrent parallel med Hvalfjordsstrand fra vest til øst, og som både hvad hrepp og sogn angår regnes med hertil, begrænses mod nord af Skardshede, mod øst af de Skorradalen indesluttende højder. Det er en jævn og ret køn lille dal, temlig dyb, hvis grønne enggrund til dels optages af flere småsøer. Mod vest åbner den sig ud mod de omkring Leråvågene liggende flade strækninger; gennem dens nordøstlige del fører vejen fra Ferstikluhals, hvorpå den hverken høje eller besværlige såkaldte Dragavej ligger fra Svinadalen ned til den nedre (ydre) del af Skorradalen; det er denne vej, som HGrk. (s. 87) kalder Geldingadrage (Geldíngadragi), hvilket navn skulde have sin oprindelse af, at Hørd på tilbagevejen fra et af sine røvertog ad denne vej havde slæbt to beder for at bane vej gennem sneen for den øvrige flok; nu kaldes vejen sædvanlig Dragen (Draginn).


En sidedal fra Svinadal er den af Kualdarå (Kúaldará) gennemstrømmede Kualdardal, der udgår fra sydsiden af Svinadal, omtrent hvor dennes indre del begynder at antage en mere nordlig retning, men strækker sig dog, ligesom væsenlig Svinadalen, i vest-østlig retning. Den dalen gennemstrømmende å, der løber ud i en af småsøerne i Svinadal, danner en høj foss (Rjúkandi). Fra Hvalfjordsstranden til Kualdardal fører det omtalte Alvtarskard. Kualdardal må i HGrk. forekomme under en dobbelt benævnelse, dels (s. 88) kaldet Kuhallardal (Kúhallardalr), dels (s. 78) Kuvallardal (Kúvallardalr). På det første sted ses det temlig tydelig, at Kuhallardal må svare til Kualdardal, da dalen på et af Holmverjerne over Alvtarskard foretaget røvertog passeres af disse. Om Kuvallardal siges det ligefrem, at »det er i Svinadal«, og at bonden fra Saurbæ på Hvalfjardarstrønd var taget hjemme fra til sit sæter her; sæterstedet fra Saurbæ påvises endnu ved Kualdarå. Rimeligvis skyldes den første form af dalens navn kun en falsk etymologi; der siges nemlig på det oven anførte sted, at dalen fik dette navn, fordi en del i Skorradal røvet kvæg her forlod Holmverjerne og søgte hjem (hölluðusk þar frá þeim). Dette bliver så meget sandsynligere, som også sammensætningen Kuvallarå (Kúvallará), et navn, der efter sin form må svare til det nuværende Kualdarå, forekommer i sagaen. Da der imidlertid på det pågældende sted (s. 83) fortælles, at bonden på Indre-Holm på Akranæs i anledning af et pludseligt overfald af Holmverjerne, sender bud om hjælp til forskellige gårde — nabogårde, som det fremgår af sammenhængen —, hvoriblandt Kuvallarå, og da dels ingen gård af navnet Kuvallarå eller Kualdarå findes, dels den eneste Kualdarå, der kendes, er den oven nævnte, der både gennemstrømmer en ubebot dal og ligger så langt borte, at der på dette sted fornuftigvis ikke kan have været tænkt på denne eller nogen efter denne benævnt gård, er man nødt til at anse navnet Kuvallarå på dette sted fejlskrevet, rimeligvis for Kúludalsá (vandløb og gård i Akraness-hrepp).


På strækningen omkring Ferstikla møder til dels kratgroede skråninger, men efterhånden som man nærmer sig den næste gård Saurbæ (Saurbær), trækker skoven sig noget tilbage og giver plads for grusstrækninger (melar; se HGrk. s. 77). Saurbæ er nu præstegård og husede i sin tid den berømte i det 17de årh. levende salmedigter præsten Hallgrim Peterssön; ved gården vises en af ham viet »Hallgrimsbrønd«, som man tillægger lægende kraft for dyr og mennesker. Noget vest for Saurbæ har man valget mellem to veje; enten kan man fortsætte retningen langs fjorden ned mod Akranæs eller holde sig nærmere halsen, der begrænser Hvalfjardarstranden mod nord. I sidste tilfælde drejer man snart op under denne hals' vestlige affald, den såkaldte Mule (Múli), efter en herværende gård sædvanlig benævnt Midfellsmule (Miðfellsmúli); på venstre hånd har man de små søer nord for Akrafjæld, der giver dette fjæld, fra et højere liggende punkt set, udseende af at være aldeles omflydt af vand — hinsides ligger, nordøst for Akrafjældet, de to gårde Fellsöxl (HGrk. s. 61) —; under mulen står to gårde af navnet Midfell (Miðfell). Gården Midfell nævnes oftere i Hørds saga. Oven for mulen åbner Svinadalen sig til højre, og over den derfra kommende Lakså (Laxá) og videre over bløde moser eller af og til stenede strækninger ligger vejen forbi Lérå og videre ind i Borgefjords syssel.


Helguskard set fra Gejrsholm - (W.G. Collingwood, 1897)

Vejen langs fjorden fortsætter sig derimod i sydvestlig retning forbi adskillige gårde; den tredje i rækken er Katanæs (Katanes), på et forholdsvis bredt næs af samme navn; øst for Katanæs skyder en lille vig Kalmansåvig (Kalmansárvík) sig ind, hvori den fra en af småsøerne nordøst for Akrafjæld kommende Kalamanså (Kalmansá) falder ud[8]; alle disse i HGrk. forekommende navne er i stadig brug; ligeledes skal navnet Brandsflesjar (HGrk. s. 86) endnu være bevaret her. Fra Katanæs fører vejen forbi Klavastad (Klafastaðir, HGrk. s. 61) og tre andre gårde; den næste derefter, den fjærde, er Gröv (Gröf), ved hvilken en vig Gorvig (Gorvík) skal findes; dog synes det vanskelig at kunne være den i HGrk. (s. 87) omtalte, der skulde have taget navn efter de her inden indskibningen til Gejrsholm slagtede får, som Holmverjerne havde røvet i Skorradal, på et tog, som de gennem Alvtarskard foretog derhen. — Vest for Gröv ligger Kuludalså (Kúludalsá — å og gård); der begynder Akranæs hrepp, benævnt efter det under Akrafjæld i sydvest fremskydende Akranæs (Akranes: HGrk. s. 61, Fbr. s. 7; Nes: HÞ. s. 128)[9]. I Ldn. (s. 48) regnes Akranæs at begynde allerede med Kalmanså. Foruden at Kuvallarå HGrk. s. 83 som anført vistnok er en fejlskrift for Kuludalså, er Kuludalså én gang (s. 61), men på et noget uklart sted, nævnt i HGrk. Da Hørd med bistand af sin svoger Illuge den røde på Indre-Holm vil afkræve Torve Valbrandssøn sin mødernearv, samler de folk. »Hørd red og samlede folk omkring på Akranæs, men Illuge samlede neden for og vest for (— Akrafjæld formodenlig, skønt dette ikke er nævnt), omkring Heynes og Gardar til Fellsöxl og omkring Klavastad, men Hørd øst for Kuludalså (!) — Klafastaðir ligger som tidligere bemærket netop en dél østligere end Kuludalså. — Den næste gård mod vest er den betydelige ejendom Indre-Holm (Innri- eller Iðri-Hólmr). Jörund den kristne i Gardar lod i følge Ldn. (s. 50-52) et hus opføre for Asolv, da denne var fordreven fra Asolvsskålerne (R.), på Indre-Holm, underholdt ham her til hans død, og her begravedes han; han ansås for en helgen, siger Ldn., og over hans grav — eller på det sted, hvor hans eneboerhytte havde stået — »står nu kirken«. På Indre Holm fandtes i virkeligheden til begyndelsen af dette århundrede en kirke[10]. I Hørds saga, hvor gården kun nævnes Holm (Hólmr), omtales den som bolig for den mægtige Illuge den røde, gift med Hørds halvsøster, men som dog på grund af Hørds hensynsløse optræden senere hen slutter sig til hans fjender. På et af deres røvertog lander Holmverjerne i Sjalvkviar (í Sjálfkvíum) foran dørene i Holm, hvorefter de driver får ned fra Akrafjæld, og slagter og indlader disse, medens nogle af flokken værger »kvierne«. Sådanne »Selvkvier«[11], klipper af ejendommelig form, findes flere steder ved strandbredden her i egnen.


Akrafjæld (Akrafjall eller -fell), der ligger tæt oven for Indre Holm og som hæver sig jævnt op fra den flade bygd rundtomkring, er ikke noget højt eller særlig imponerende fjæld (c. 1200 f.); navnlig oven til er det græsgrot, og her findes tillige en fra øst til vest gående dal. På det stærkt bebyggede næs ligger noget vestligere end Indre Holm, men ligeledes ved søen, gården Hønæs (Heynes), og nordvest herfor præstegården Gardar (Garðar); gården er én gang i HGrk. (s. 83) benævnt i enkelttal Gard (Garðr). I Bjørn Hitdælakappes saga fortælles om en fodrem, som kong Olav den hellige havde givet Bjørn, og som senere — efter at være funden uforrådnet ved Bjørns ben i dennes grav — brugtes til messeklædebælte i Gardar på Akranæs (BH. s. 19, sml. s. 74). Aller tættest er bebyggelsen af Akranæssets sydvestlige tange, den såkaldte Skage (Skagi), et svagt hvælvet næs med frodigt grønsvær; her ligger husene tæt op til hverandre, som i et dansk fiskerleje, og stedet er tillige ved at udvikle sig til en handelsplads med tømmerhuse for købmænd og varer, og handel hele året rundt. Herfra drives betydeligt fiskeri i Faksebugten omtrent på samme strøg, hvor Reykjavigfiskerne færdes, og der er stadig på Skagen en livlig færdsel af gennemrejsende, som foretrækker at gå i åben båd den 3 mil lange søvej til det syd for liggende Reykjavig i steden for at passere den lange og besværlige vej rundt om Hvalfjord og gennem Kjos' syssel. Den sædvanlige vej fra Akranæs mod nord kan kun passeres ved ebbetid, man rider da langs kysten over 6—7 større og mindre vige, stundum på fast ler, stundum i vand op til hestens knæ eller højere, og derimellem over små halse eller langs den stejle stenede skrænt. På højre hånd har man først aldeles flade moser, de såkaldte floer, der strækker sig op under Akrafjæld. Nord for dette fjæld skærer en større vig, de såkaldte Leråvåge (Leirárvogar) sig ind; det er den største og dybeste af de lavvandsstrækninger, hvorover ebbevejen fører. I denne vig udmunder flere åer, deriblandt Lerå (Leirá) og den fra Svinadal kommende Lakså (Laxá). Ved den lille Lerå noget nord for Leråvågene ligger gården af samme navn, et knudepunkt for hovedvejene på dette strøg.

Skardsheden - (W.G. Collingwood, 1897)

Ved vintertid volder Akrafjældets og Leråvågenes sumpige omgivelser intet besvær; så rider man i lige linje fra Lerå til Akranæs over is og tilfrosne moser. Leråvågene (eller Leråvåg, inderst inde forgrener den større vig sig imidlertid i to mindre våge) er den i flere sagaer nævnte Grunnefjord (Grunnifjörðr); i den nordlige våg skyder et lille næs Lækjarnes sig frem, yderst i dette, eller rettere i den grunde strand uden for, står en stor sten (»atkérssteinn« ɔ: ankersten), hvorved handelsskibene fordum skal have ligget bundne; i dens øverste del mener man endnu at kunne påvise huller, hvori jæmringe til skibenes fastbinding har været anbragt. I HGrk. (s. 92) fortælles, at bønderne for at slutte sig sammen mod Holmverjerne holdt et møde på Lejdvold (Leiðvöllr) ved Lakså ved Grunnefjord; dette stedsnavn synes nu at være tabt[12]. — Den tidligere omtalte gård Lérå (Leirá) med tilhørende kirke, den betydeligste ejendom i denne egn, står tæt under Skardshedens vestlige fortsættelse, en anselig fjældgruppe, der omtrent af form som en uhyre femtoppet knude bedækker landet oven for næsten helt ud til kysten. Disse fjælde regnes vel ofte til Skardsheden i videre forstand, men hvert af dem har dog sit eget navn. Skardsheden (Skarðsheiði, ældre -heiðr) er allerede under beskrivelsen af Reykjavig omtalt som en storslået og imponerende fjældmasse[13]. I forening med sin vestlige fortsættelse afgrænser den den sydvestlige del af Borgefjord fra den oven for liggende. Lerå har oftere været sæde for højere embedsmænd og andre velstående folk; på nabogården Lerågardar (Leirárgarðar) oprettedes i slutningen af forrige århundrede et bogtrykkeri; senere flyttedes det til en nærliggende gård (Beitistaðir) og endelig — år 1819 — derfra og til Vidø[14]. — Fjældet, eller fjældknuden, nærmest Lerå, nordøst for denne gård — på B. G.s kort benævnt Stellir — kaldes sædvanlig Snóksfjall efter dens højeste tinde Snókr; øst for Lerå nærmere dette fjæld ligger gården Håvardsstad (Hávarðsstaðir), det må være denne, der i følge Fbr. var bolig for Torgejrs fader Håvar, efter at han var flyttet til Borgefjord, og som sagaen (s. 10; sml. Flatb. II 93, 96) kalder Hávarsstaðir; i Fbr. s. 6 siges vel, at Håvar byggede, hvor der nu hedder Håvarstomter(Hávarstopter), men hermed skal, som tidligere nævnt (se Gb.), ikke betegnes noget andet sted, men vistnok kun antydes, at gården — eller i al fald det tidligere sted for gårdens huse —, da sagaen skreves, lå øde. Ved Håvardsstad vises en Håvardshøj og en sump, hvori samme »Hávarðr« (gårdens første bebygger) skal have nedsænket sin guldkiste.


Fra Lerå ligger en navnlig om somren meget brugt vej, den såkaldte Skardshedevej, over fjældstrækningerne oven for Lerå til den nordligere liggende del af Borgefjords syssel; sædvanlig finder opstigningen sted gennem Lerådalen vest for Snoksfjæld; dog kan man også nå op på heden gennem en kløft øst for dette fjæld, hvad der vel giver en noget besværligere, men til gengæld nok så kort vej til og fra Akranæs. Om vinteren vælger man derimod sædvanlig »skov«vejen, der fører først i nordvestlig-nordlig retning langs fjældstrækningen og derpå svinger i nordøst gennem den såkaldte »Havneskov« (Hafnarskógr), hvor fjældstrækningen går næsten helt ud til søen, for endnu en tid at følge fjældhedens nordlige affald, indtil lavlandet igen begynder at udvide sig. — Når det i Fbr. (s. 7) siges, at Håvar dræbtes, i det han forlangte sin hest tilbage af en bonde fra Skeljabrekka (nord for Skardsheden), der havde lånt den på en handelsrejse ud til Akranæs og som nu netop på tilbagevejen kom forbi Håvars gård, skulde man i og for sig snarest formode, at vejen han agtede at tage var den kortere hedevej op gennem kløften, da denne nærmest fører forbi Håvardsstad; men da rejsen foregår ved vintertid, er det dog mindre rimeligt, hvorimod en mindre forskel mellem den nu sædvanlige vejretning og den i oldtiden valgte ikke kan forundre. — Vest for Lerå strækker sig flade strækninger: moser eller grussletter og jævne banker; bredest mod syd aftager denne strækning mod nord, indesluttet, som den er, mellem Skardshedens affald og Borgefjordens ydre del. Det er denne egn, som i HGrk. (s. 23) benævnes Melahverve (Melahverfi), efter gården Melar, nu præstegård, men i øvrigt bekendt af at have givet navn til en af Ldn.'s recensioner, den såkaldte Melabog (E.); gården står omtrent i linje med Lerå ude ved søen ɔ: ved Borgefjordens munding.


Brekkufjall og Hafnarfjall - (W.G. Collingwood, 1897)

Borgefjord (Borgarfjörðr) skærer sig nemlig her (c. 3 mile lang) i nord-nordvestlig retning ind i landet; den er, som alt omtalt, ligesom Hvalfjorden en forgrening af den store Faksefjord og danner grænsen mellem Myre- og Borgefjords sysler. Efter fjorden tog i ældre tid hele egnen til begge sider og op fra denne navn, en landstrækning, der, hvordan end den politiske inddeling kan have været, betragtedes som en enhed, et enkelt herred »Borgefjorden«. — Melahverve i forbindelse med det nærmeste omkring Lerå liggende land benævnes sædvanlig under ét Mela- og Leråsvejt, i det det betragtes som ét lille landskab. Underligt nok findes i tunet på Melar en kredsformig indhegning (»domring« er den sædvanlige betegnelse for den) af adskillige favne i diam. og med en anselig græstørvsvæg, der kaldes »Lögrétta«[15]. — Ved fra Lerå at følge den omtalte i nordvest førende vej langs fjældstrækningen nyder man godt af de jævne hårde »melar«, der, som rimeligt er, er karakteristiske for »Melahverve«; på højre hånd hæver sig hinsides Lerådalen Ölvir, en høj svær kegleknude, der på dette streg danner fjældhedens affald, og som man længe rider langs med. En mils vej nordvest for Lerå, hvor allerede lavlandet er stærkt indsnævret, ligger nær ved fjorden gården Hövn (Höfn ɔ: Havn), grundet af Melasvejtens landnamsmand Havnar-Orm. Lidt syd for gården dannes en lille vig, Belgsholts- eller Narvastada-våg, også kaldet uden videre tillæg »vågen«; den begrænses af et smalt, langagtigt næs, Belgsholtsnæs, der omtrent parallelt med kysten skyder sig mod nord. Denne er det åbenbart, efter hvilken gården Hövn har fået sit navn (»Havn«); ind i vågen kan man kun komme med flod, da hele partiet uden for omtrent tørlægges med ebbe. I selve det snævre indløb går der stærk strøm, men inden for dette nærmest land dannes under strandklipperne et lon, en lille indbugtning eller vig med roligt vand af temmelig dybde, der fortrinlig måtte egne sig til leje for småskibe; længere ind efter tørlægges den lange våg for en stor del ved ebbetid. Denne i oldtiden vistnok temlig hyppig som havn benyttede våg er navnlig omtalt i HÞ.[16]. Der fortælles dér (HÞ. s. 126) om nogle købmænd, at de ikke lagde ind i osen (ɔ: Hvitåos) men lagde sig ude i havnen, af hvilken de, som det fremgår af det følgende, ikke kunde komme ud uden med springflod; at købmændenes skibsleje var ved gården Hövn ses af HÞ. s. 129. Om Tangbrand fortælles det (Krstn. s. 16), at han sejlede til Hövn og lagde ind i vågen for derfra at gå til søs; det sted hedder siden Jærnmejshøvde (Járnmeishöfði — hans skib hed nemlig »Járnmeiss«). Navnet Jærnmejshøvde er ganske vist bevaret, dog bruges det ikke om nogen af de selve vågen begrænsende klipper, men derimod om den nordligste i et lille klettestrøg, der strækker sig langs søen oven for vågen til hen imod gården Hövns tun; i en af de andre kletter her skal landnamsmanden Orm være begravet[17]. Ved Hövn begynder en ny knude af Skardshede, Havnefjæld (Hafnarfjall), der oven for gården skyder sig så tæt ud mod fjorden, at der nordvest og nord for fjældet mellem dette og kysten kun er en smal række stærkt gennemfurede grusbanker, til dels bedækkede med et lavt, spredt, i forfald værende birkekrat, den tidligere nævnte såkaldte Havnarskog. Om den her nævnte fjældgruppe, som næsten alle islandske fjælde, gælder det, at den vinder ikke ved at ses på nært hold; flere af fjældene her som f. eks. netop Havnarfjall er vel anselige pyramide- eller kegleformige fjælde, men medens denne tætslutttde fjældknude med sine fem tårn- eller kegleformige spidser i nogle miles afstand gør indtryk af en fast masse strålende i blegtblålige eller violette farver alt efter luftens klarhed, består i virkeligheden kun de øverste spidser af faste knuder, hvorfra store jævne stenskred — aldeles vegetationsløse naturligvis — skyder sig ned og danner siderne, medens enkelte større klippestykker er rullede endnu længere og ligger spredte over den smalle skråning neden for. I flere ældre kilder findes Havnarfjældene (Hafnarfjöll) nævnt, og da på en sådan måde, at navnet synes at omfatte hele fjældgruppen, der i forening med den egenlige, østligere, Skardshede kan siges at danne den ene ydergrænse for Borgefjordsherredet i snævrere forstand. Skallagrim, hvis landnam mod nord og vest omspændte hele den del af herredet, tog således syd for fjorden land indtil Havnarfjældene (Eg. s. 57 = Ldn. s. 57); i Heið. (s. 344—45) er Havnarfjældene nævnt som et punkt, syd for hvilket ikke mange af de til Sidemændenes og Flokdælernes oven for liggende godord hørende tingmænd boede[18].


Medens man hidtil fra Melasvejten har haft udsigt over den brede Faksebugt med Snefjældsjøklen i nord, Reykjanæshalvøens fjælde i syd, forandrer dette sig snart, efter som man drejer om Havnarfjæld, og foran en ligger nu den indre snævrere del af Borgefjord, der efterhånden i nordøst umærkelig taber sig i Hvitåens munding, og længst imod nord hæver sig fjældstrøgene i den øvre del af Myre syssel. Fra kysten under Havnarskog strækker sig to flade næs ud i fjorden, det indre og smallere af disse er Seløre (Seleyri, ældre -eyrr), hvorfra der nu om somren er livlig færgefart til det omtrent lige over for liggende Bråkarpoll, (Brákarpollr), som er et af de steder, hvor handel fra købmandsskibe er tilladt. Denne øre nævnes i Fbr. som et sted, hvor de fra Hvitå udsejlende skibe lagde sig for at vente bør; ét sted i sagaen (s. 28) findes formen Seljaør (Selja-eyrr). — Endnu hinsides Seløre, helt nord for fjældgruppen, fortsættes skoven et stykke, indtil hvor en ny fjældknude Tungekoll (Túngukollr) begynder, og op til denne støder igen Skeljabrekkefjæld (Skeljabrekkufjall), af en hel anden karakter, omtrent som en fæstningsmur, fladt for oven, med lodret affaldende væg; man passerer efterhånden langs en af flade knuste skifersten bestående banke (brekken), under den står de to gårde Skeljabrekka (Fbr. s. 7 ffg.). Fra banken og dens nærmeste fortsættelse åbner udsigten sig ud over det flade og fugtige landskab Andakil (Andakíll), der strækker sig fra Borgefjordens inderste del langs Hvitåen, der her har en sydvestlig retning, indtil hvor Flokedalsåen falder i denne elv, dog kaldes det lille landskabs nordligste del mellem Flokedalså og Grimså sædvanlig med et eget navn Bæarsvejt (B—sveit). Grunden her er over alt sumpig og moradsig, kun hist og her afbrydes mosestrøgene af klippegrund eller en stenet strækning. Nærmest for sig har man ved indtrædelsen i dette landskab Andakilsåen (Andakílsá), hvor den gennem et dyndet udløb munder ud i en vig af Borgefjorden, Andakilen (Andakíll, kíll ɔ: smal bugt), som landnamsmændene kaldte den på grund af de mange ænder, som de der så. Hinsides Andakilså hæver sig tæt ved Borgefjorden gården Hvannøre (Hvanneyri, ældre -eyrr)[19], som Eg. og Vd. omtaler som Grim den håleyskes bolig; i følge Krstn. (s. 5) flyttede senere Torvald vidførles bekendte broder Orm til denne gård, da han ikke vilde følge sine frænders eksempel og lade sig døbe.


Budarhøfde i Hvitåvold (Hvítárvellir) - (W.G. Collingwood, 1897)

Nord og nordøst for Hvannøre ligger gårdene Grimastad (Grímastaðir) og Heggstad (Heggstaðir), bægge nævnte i Eg., den første dog med formen Grímarstaðir (Eg. s. 57); endnu lidt nordligere, omtr. ½ mil nordøst for Hvannøre ligger på Hvitåens sydlige bred Hvitåvold (Hvítárvellir, Vellir), omtrent en fjærdingvej fra denne elvs udløb i Borgefjorden. Hvitå (Hvitá ɔ: Hvidå), som under hele sit løb gennem bygden — først i vestlig, så i sydvestlig, retning — danner grænsen mellem Bgf. og M., får til dels sit tilløb fra jøklerne på højlandet øst for disse sysler og skylder jo også, som Eg. fortæller, den derved meddelte hvidgrå farve sit navn, men er dog, hverken hvad farve eller karakter angår, en så udpræget jøkelelv som de fleste andre[20]. I sagaerne er Hvitå meget ofte nævnt, da denne å spillede en betydelig rolle for oldtidens skibsfart, og endnu er Hvitåen det eneste af Islands vandløb, der er tilgængeligt for større fartøjer (ɔ: islandske skibe; ved et »skib« forstår man på Island en båd med 6 eller flere årer) — rigtignok kun ved flodtid, men anderledes har det vel heller ikke tidligere været. Flodbølgen mærkes ikke alene mere end 1 mil op i Hvitå, men også i flere af de i denne faldende åer; og så langt som denne forskel mellem flod og ebbe gør sig gældende, kan varer føres ad søvejen til gårdene; for fartøjerne findes der talrige gode landingspladser, hvor vandløb og bække har gravet deres munding ud gennem den fugtige engbund, og netop af den art, som oldtiden yndede (således fremhæver Eg., s. 76, netop, at på landnamstiden brugte man vide at sætte skibe op i åer, bækmundinger eller sumpgrøfter). Det mest brugte landingssted var vistnok Hvitåvold, der synes at have været det sted, hvorfra købmændenes handelsomsætning med egnens beboere så at sige udelukkende foregik. Ved selve åens munding synes der derimod ikke at have været nogen landingsplads; den der byggede gård Hvitåos (Hvítárós) er kun nogle få år gammel.


På mangfoldige steder i sagaerne tales der om handelsskibes ankomst til Hvitå og om købstævnet og boderne på Hvitåvold. Sådanne boder synes købmændene regelmæssig at have indrettet sig efter landingen, og fra dem foregik handelen; i følge ÞH. (s. 18) benyttede de besøgende, der fra oplandet — til dels langvejs fra — for handelens skyld begav sig hertil, sig af lignende boder under deres ophold på handelsstedet. Hvitå gør her en svag bøjning mod nord, hvorved et bredt og kort næs opstår, opfyldt med småholt, i hvilket gården ligger temlig højt. Fra gården fører en sti ned mod åen til færgestedet — fra Hvitåvold til den lige over for liggende gård Ferjukot nord for åen er nemlig et meget benyttet overfartssted —, og ikke langt fra bredden her ligger den eneste formodede lævning af de gamle bodtomter; tomten er med lave og meget sammenfaldne vægge, 5 fv. lang, 4 fv. bred (udvendigt mål), dør findes på den mod åen vendte endevæg; til højre for den ligger en anden mindre tomt, omtrent af samme form som hin og med indgang i samme retning (omtr. 1½ fv. lang, 1 fv. bred)[21].


Kort oven for Hvitåvold falder i Hvitå Grimså (Grímsá); denne temlig betydelige ås munding Grimsåos (Grímsárós(s)) omtales et par gange i Ldn. (og Flm.) som et sted, hvor havskibe havde deres landingssted. På den sydlige bred af Grimså umiddelbart ved dens udløb i Hvitå er nu af en engelskmand bygget et hus, hvor en stor del af den rige laksefangst fra Hvitå og dens bifloder nedkoges for derefter at udføres, og ved åbredden ud for huset kan man i sommertiden se en til en dampbåd omdannet åtteåret islandsk båd ligge fortøjet, ved hjælp af hvilken fabrikanten står i forbindelse med Akranæs og Reykjavig[22]. Noget hinsides Grimså temlig nær Hvitå står gården Tingnæs (Þíngnes). Næsset, hvorefter gården tager navn, dannes ved de to åers sammenløb. Tingnæs har til en tid været Borgefjordens hovedtingsted, og er det ældste, om hvilket nogen efterretning haves. Her holdtes, som det ved sammenligning af kilderne (HÞ. s. 167, Islb. s. 8, Ldn. s. 115) med tilstrækkelig klarhed fremgår, det ting, hvortil de i mordbranden i Örnolvsdal (M.) indviklede indstævnedes, da det var det nærmeste ved gærningsstedet. Noget bestemt tingsted kan dog nu ikke påvises i næsset. Tingmødet, hvor den oven nævnte sag skulde foretages, kom imidlertid ikke i stand, da brandstifternes parti med høvdingen Tunge-Odd i spidsen med væbnet hånd hindrede sagsøgernes flok, der førtes af Tord gelle, fra at passere Hvitå ad det af dem valgte vad, den såkaldte Trællestrøm (Þrælastraumur). Dette vad svarer sikkerlig til et nu næsten aflagt vad Trælleørevad (Þrælaeyravað) i Hvitå, lige over for gården Tingnæs mellem denne og de nærmeste gårde på nordsiden af åen. Sidstnævnte vad er vel igen det samme som det sognebeskrivelsen for Stavholt (M., 1853) omtaler, vadet skal i følge denne kilde have ført over nogle Stavholt tilhørende småholme i Hvitå ud for Tingnæs, hvoriblandt en ved navn Trælø (Þræley); omtrent indtil århundredets midte havde vadet, der kaldtes »á hólmunum«, været i brug.


Nordøst for Tingnæs i retning omtrent parallelt med Hvitå ligger gårdene Bakkakot og Stavholtsø (Stafholtsey), den sidstnævnte af disse i ganske ejendommelige omgivelser. Det gården tilhørende ikke store areal, der mod nord begrænses af Hvitå, er gennemfuret af forskellige vandfyldte render, småsumpe o. d. l., men navnlig ved én sådan større rende, almindelig kaldet farvejen (ɔ: lejet), der i en halvcirkel strækker sig rundt om øen, tydelig adskilt fra nabojorderne, østligst iagttager man den som en lav og bred, tør, med grus og småsten bedækket sænkning, der med lethed skelnes fra det omgivende land; derefter bliver den fugtigere og moradsig, og på den sidste strækning (vestligst) fyldes den aldeles med vand og strækker sig således som en vandfyldt rende (síki) ned til Hvitå. Man fortæller, at Hvitå oprindelig havde sit leje her og altså den gang løb syd (eller: øst) for Stavholtsø, men at den først senere, dog allerede for lang tid tilbage, har banet sig vej oven for Stavholtsø til den nordøst fra kommende Tværå, i det den gennembrød det mellemliggende vandskel, det såkaldte »Fax«, som derved deltes i to dele, Eyarfax og Nesfax, hvis stejle jordskrænter falde af mod åen; — derved måtte den i sig optage den nederste del af Tværå, som nu munder ud omtrent lodret på Hvitå lige nord for Stavholtsø.


Eriksjøklen - (W.G. Collingwood, 1897)

At en del af Hvitås vand, og det den væsenligste, i sin tid har løbet i det Stavholtsø på de tre sider omgivende flodleje, kan næppe betvivles; alene den omstændighed, at Stavholtsø lige til år 1852 i verdslig henseende hørte til Myre syssel[23] (til den nærmest nord for liggende hrepp Stavholtstunge-hrepp), medens dog ellers Hvitå helt igennem fra gammel tid har dannet grænsen mellem M. og Bgf., gør dette indlysende. Mere tvivlsomt er det derimod, om den nordlige arm (åens nuværende leje) nogen sinde har været helt borte. Arne Magnussøn, som lejlighedsvis omtaler de ældre forhold her[24], indskrænker sig også til at sige, at næsten hele åen fordum løb syd for Stavholtsø. Hvad der taler imod den antagelse, at vandskellet mellem Tværå og Hvitå oven for Stavholtsø i ældre tid skulde have været fuldstændig ubrudt, er Stavholtsøs eget navn og den omstændighed, at denne besiddelse, første gang vi finder den nævnt, omtales som en virkelig ø. I en måldage for Stavholt (M.) fra c. 1140 nævnes nemlig blandt kirkens ejendomme »hele den ø, som Tværå ting er i«[25], og denne ø kan ikke være nogen anden end Stavholtsø, der netop tilhører bemældte kirke. Det anførte sted er tillige meget interessant, fordi det giver os underretning om, hvor Tværå ting (Þverár þing) i fristatens tid holdtes. Efter Tværå ting benævntes en af landets 13 tingkredse, og senere fik en strækning omtrent svarende til det nuværende M. & Bgf. navn herefter. Denne landsdels ældste hovedtingsted synes Tingnæs at have været; en snes år senere nævnes et vårting holdt hinsides Hvitå, en halvanden mil oppe i landet, og her har vistnok Borgefjordens hovedtingsted en tid været. Noget før midten af det 12te årh. nævnes, som alt bemærket, Tværå ting, og det har uden tvivl langt tidligere afløst hint som hovedtingsted. — Det er øjensynligt, at man, så vel oprindelig ved valget af Tingnæs, som senere ved valget af Stavholtsø til tingsted, har været betænkt på at henlægge tinget til et sted, der kunde være omtrent lige bekvemt for herredets beboere, hvad enten de boede syd (øst) eller vest for Hvitå. I løbet af det 13de årh. nævnes Tværå ting et par gange i sagaerne. På et lejdmøde på Tværå ting (Þverárleið) indviedes (helligedes) mødet af besidderen af Reykholtinge godordet (Reykhyltinga goðorð, Sturl., II, s. 146), denne handling udførtes i tingbrekken, på tinget holdtes mange hestekampe, og der var mange folk til stede[26]. På Tværå ting havde vestfjordinger og borgfjordinger samlet sig 1262 og tilsvore her, umiddelbart efter altinget, kong Håkon undersåtlig lydighed.


I Flatb.'s annal omtales ved året 1378[27] et drab, som fandt sted, da lovmændene holdt ting i Tingø (Þingey) i Borgefjord. Denne Tingø kan næppe være nogen anden end det gamle tingsted for Tværå ting. At et ting, der til stadighed holdtes i Stavholtsø, benævnes Tværå ting, er for resten besynderligt nok; det lader formode, at Tværå tidligere i højere grad end nu har berørt øen; måske har den umiddelbart før sit udløb i Hvitå forgrenet sig om øen og Hvitå så først senere i tiden brudt sig vej oven om Stavholtsø gennem den ene af disse forgreninger.


Langs den omtalte »farvej« strækker sig gamle ridestier, og navnlig ned mod dennes midtparti bliver de fra forskellige punkter af Stavholtsø meget tydelige og giver sletten (moen) næsten udseende af gammelt, nu græsgrot, oppløjet land. Her, i sydlig retning fra gården Stavholtsø, findes et almindelig benyttet overgangssted over den moradsige og upålidelige rende — sædvanlig kaldet Kirkjuvað (Kirkevad), fordi det benyttes af de til Bæ kirke søgende. Man vil her søge sporene af et af de ældre vad over Hvitå, Bakkavad, en hypotese, der står i forbindelse med forestillingen om, at Hvitå tidligere udelukkende løb syd for Stavholtsø; men da, som det er vist, Stavholtsø fra gammel tid har været en ø, er det ikke rimeligt, at et over øen førende vad ikke skulde tage navn efter denne. Bakkavad (Bakkavað), der nævnes i et par sagaer (HGrk. s. 116, Laxd. s. 268), har navn efter en gård Bakke, der nu ikke kendes; dog er dens navn vel endnu bevaret i navnet på gården Bakkakot, som i vest fra Kirkevad ses ligge længere nede ved farvejens udløb, nær Hvitåens bred. Når Kirkevad gøres til Bakkavad, antages gården Bakke at have stået straks syd for vadet, hvor der findes en lav høj med nogle tomter. Der er imidlertid i og for sig intet, der antyder en sådan beliggenhed for denne gård, og kun en formodning om, at Kirkevad oprindelig havde heddet Bakkavad, kunde opfordre til at anvise den plads her. Bakke (Bakki) nævnes i Grt. s. 104, hvor der fortælles om Grettes rejse op gennem Borgefjorden, efter at han ved sin ankomst til landet fra Norge havde erfaret sin fredløshedsdom. Han, der var landet i Hvitå, manglede hest; en sådan bemægtiger han sig imidlertid på gården Bakke oven for (upp frá) Tingnæs, i det han går fra Hvitåvold op forbi Tingnæs til Bakke, hvor han tager en hest, der stod ved tunet. Derfra red han op langs Hvitå og videre neden for Bæ (d. v. s. mellem Hvitå og denne gård, der ligger lige syd for Kirkevad, noget borte). Til denne beskrivelse passer det bedst at antage en beliggenhed for Bakke omtrent som det nuværende Bakkakots, Bakkavad førte, efter Laxd. at dømme, over Hvitå kort oven for gården Bakke; vadet må vel altså — under forudsætning af Bakkakot som Bakkes arvtager — have været straks vest for Stavholtsø, på strækningen hvor Hvitå har bevaret sit leje uforandret.


Gården (Bær), der selv ligger forholdsvis højt, er omgivet af bløde moser og vanskelig tilgængelig. På Bæ boede en af hovedpersonerne i Heið., Torsten Gislessön; ligeledes nævnes også gården hyppig i Sturl. (her står således en kamp mellem Sturla Sighvatssön og Torlejv på Gardar, der med sine folk havde indtaget en forsvarsstilling her, Sturl. I, 353—54)[28]. Straks syd for gården ligger et lille, langstrakt holt Tordisarholt (Þórdísarholt); holtet har i følge HGrk. s. 19 sit navn efter en kvinde, der jordedes her[29]. Sydvest for holtet er en lille sø Blundsvatn; neden for denne boede i følge Eg. (s. 221) Torgejr blund. Gård eller tomter findes nu ikke ved søen, men ved dens vestlige bred står højden Blundshol (Blundshóll), som sagnet lader bære navn efter den deri højlagte[30].


Varmalækur - (W.G. Collingwood, 1897)

I følge Heið (s. 310 — i den af Jon Olavssön efter hukommelsen gengivne del) sender Torsten Gislessöns enke, da hun ved hjemkomsten fra sæteret til Bæ finder sin mand og sin søn dræbte af Snorre gode, folk til den nærmeste gård for at mælde dette; gården kalder Jon Olavssön Kelda, »snarere end Klúka eller Lækr«. Set fra Bæ synes Varmelæk (Varmilækr) utvivlsomt at være den nærmeste nabogård, så Læk (Lækr) er — hvad også udgiveren har bemærket — ubetinget at foretrække for Klúka eller Kelda, til hvilke ingen tilsvarende navne findes i omegnen. Varmelæk ligger sydøst for Bæ, for enden af den stejle lille Varmalækjarmule; landnamsmanden her, som på de andre større gårde i dette landskab, fik sig oprindelig sine besiddelser anviste af Skallagrim; hans sønner vare de fra Nj. bekendte brødre Torarin Ragabroder og Glum. — Vejen over Andakil nord på til de øvre dele af Borgefjorden ligger på grund af moserne ikke tværs gennem lavlandet, men langs den indre rand af dette, således forbi Varmelæk og ad de fortrinlige såkaldte Varmalækjarmeler, og først derpå langs Flokedalså påny ned mod Hvitå. Vil man derpå over Hvitå, nord eller vest på, har man, når man ikke vil benytte sig af færgerne, kun ét vadested, så godt som det eneste på hele den lange å, at søge til. Det er det såkaldte Langholtsvad, der ligger kort oven for Stavholtsø, omtrentlige over for gården Langholt (Lángholt); vadet, der dannes ved, at den brede strøm her deler sig om en betydelig øre eller grund, er ganske fortrinligt. I sagaerne nævnes dette dog ikke, og må vel altså være af nyere oprindelse; derimod anføres forskellige andre vad over Hvitå, hvis beliggenhed det dog ikke er let at påvise. Trællestrøm og Bakkavad er allerede tidligere omtalte; desuden nævnes i Eb. (s. 103) Haugsvad (Haugsvað). Da Snorre gode vil påtale sin svigerfader Styrs drab, hindre Borgfjordingerne ham i at passere Hvitå ved »Haugsvad, lige over for Bæ«. Den samme begivenhed omtales i den af Jon Olavssön gengivne del af Heið (s. 301); der siges her, at Borgfjordingerne, der havde fået underretning om hans ankomst, havde besat alle vadestederne helt ud til søen for at forhindre ham overgangen. Snorre kom vest fra til åen ved Haugsende (Haugsendi), men træffer her en sådan overmagt, at han må lade sig nøje med at ride frem i en øre, som lå midt i åen, og foretage stævningen herfra. — I følge bonden på Langholt skulde Haugsvad være at søge oven for Langholt, kort syd før Flokedalsåens udløb i Hvitå; her er ved åbredden en lille græsflade Haugsflöt (en del af en større strækning Skipanes), der ud mod åen har haft en høj, som dog nu er helt bortreven af åen, men i hvilken man endnu i mands minde skal have fundet oldsager; og i Hvitå her ud for påviste samme hjemmelsmand stedet for et vad, hvis benyttelse af og til han fra sin ungdom mindedes, og som i følge ham kaldtes Haugsvad. Om virkelig dette »Haugsvad« er det i Eb. forekommende ligelydende stedsnavn, må imidlertid synes meget tvivlsomt. For det første lader Heið. snarest formode, at vadet har taget navn efter et punkt vest for åen (Haugsende) og ikke efter nogen høj syd (øst) for denne; for det andet passer Eb.'s udtryk »Haugsvad lige over for Bæ« kun dårlig til det nu som »Haugsvad« påviste nedlagte vadested. Men Eb.'s angivelse er rigtignok noget besynderlig; der kan egenlig ikke tænkes noget vadested ved Hvitå, hvis beliggenhed naturlig kan angives i forhold til den noget inde i landet liggende gård Bæ; det skulde da snarest være det over Stavholtsø-flodlejet førende Kirkevad, hvis man vilde antage det for oprindelig at have været et vad over Hvitå; — men at det i al fald næppe er noget af dem, hvorom efterretning haves, er tidligere omtalt.


Indridastad med Skessuhorn i baggrunden - (W.G. Collingwood, 1897)

Mod øst begrænses Andakilen af Flokedalens, Lundareykja-dalens og Skorradalens mundinger med mellemliggende halse, til selve dalene spærres dog udsigten ved forskellige højder og holtestrøg; mod syd danner Skardshedens oftere omtalte vestlige fortsættelse grænsen, her ses noget tilbage en karakteristisk fjældspids Skessuhorn; gennem en sænkning mellem den egenlige Skardshede og den vestre fjældgruppe ligger Skardshedevejen, med Skessuhorn på venstre hånd, over fjældene til Lerådalen. Den sydligste af de tre nævnte dale er Skorradalen (Skorradalr), fra den ses Andakilså komme, i det den i en lille foss bryder frem fra dalen; Skorradalen selv, der mod syd begrænses af Skardshede[31] og Lille Botnshede, mod nord af halsen, der skiller den fra Lundareykjadal, er næsten helt opfyldt af den lange smalle sø Skorradalsvatn[32], der svagt bugtet strækker sig gennem dalen, uden tilsyneladende at efterlade det mindste underland langs bredden, ja dens rene, klare vand synes endog at nå et stykke op på lierne (bedække disses nederste del), hvad der giver dette parti on vis lighed med oversvømmet dalgrund; søens bred er på mange steder omgivet af frodigt birkekrat, der strækker sig langt op ad fjældskråningerne. Kun imod nordvest ved søens forreste ende, udvider sig dalsletten noget; ber ligger i græs- og kratrige omgivelser på dalens sydside den i HGrk. oftere omtalte gård Indridastad (Indriðastaðir), hvor Indride, der blev gift med Hørds søster Torbjørg, boede; Indrides troldkyndige moder boede derimod, efter at hun var bleven enke, på Hvamm (Hvammr), der ligger nord for søen noget længere inde i dalen. Mellem den sneprydede Skardshede og den ligeledes temlig høje Botnshede ligger temlig langt ude i dalen en indsænkning, hvorigennem vejen fører op over »Dragen« ind i Svinadalen. Op fra søens inderste del strækker sig grønne engflader, gennemskårne af den lille å Fitja-å (Fitjá — efter gården Fitjar, der ligger ikke langt fra åens udløb nord for denne). Syd for åen ved søens bred ligger gården Vatnshorn, der vel i oldtiden, da den synes at have været en anselig gård, har ejet hele den inderste del af dalen, hvor nu flere andre gårde er anlagte. I følge HGrk. boede den før nævnte Torgrima smedkona med sin mand Torvald her, så længe denne levede. Mest er gården omtalt i Laxd. (s. 268 ffg.), i anledning af det tog, som Gudruns sønner under førelse af Torgils Hallassön foretog mod storbonden Helge Hardbenssön, Bolles drabsmand, der boede her. Ved deres ankomst til Vatnshorn får de at vide, at Helge ikke var hjemme, men opholdt sig i sit sæter i Sarp (Sarpr), hvorfor de tilbringer natten i skoven ved Vatns-horn og først næste dag rider op gennem skoven til Sarp, hvor de overfalder Helge i sæteret og dræber ham. Sarp er nu navnet på en gård, der ligger nord for åen ikke langt fra Fitjar (sydøst for denne gård, hvis kirke den tilhører); skoven ind til Sarp er nu forsvunden, men stedet er utvivlsomt det i Laxd, omtalte; om den i sagaen omtalte begivenhed skal ingen tradition have bevaret sig her[33]. Fra gården Vatnshorn ligger den tidligere nævnte Sildarmannagata over Botnshede til Hvalfjorden (eller nøjere bestemt Botnsvåg); er man først kommen op på heden, frembyder sig som sædvanlig vide strækninger, i dette tilfælde mest moer (ɔ: lyngflader) og mosestrækninger; fra den høje hede haves en udstrakt og ejendommelig udsigt til højlandet nord for Tingvoldsvejten med sine mange forskellige fjælde og jøkler[34]. Fra Fitjars nabogård mod vest ligger en vej over den smalle og ikke særlig besværlige Skorradalshals ind til den indre del af Lundareykjadal — denne vej valgtes, som det ses af Laxd., på toget mod Helge Hardbenssön. Den almindelige vej derimod for alle, der fra Borgefjordens øvre del agter sig syd på ad en af hovedvejene (Dragavejen, Skardshedevejen, Skogen) ligger derimod over halsens vestligste ende, hvor dens yderste del ved en sænkning er adskilt fra et lille stejlt ud mod Andakilen vendende fjæld Hestfjæld (Hestfjall, vel egenlig Hestr, et navn, som nu er gået over på en under fjældet stående gård). Fra halsen oven for Hest kan man en solskins sommeraften, når hele landskabet: luft, fjælde, fjord, stråler i milde farvetoner, i rødt, blåt, grønt, have en glimrende udsigt over det brede foranliggende landskab med dets mange åer til den næsten uafbrudte fjældrække, som fra Snefjældsjøklen i vest strækker sig helt hen til højlandet oven for den østre del af Myre syssel.


Reykjadalså - (W.G. Collingwood, 1897)

Lundareykjadal er en lang smal dal, der gennemstrømmes af Grimså, der mod vest søger sig sin vej ud til Hvitå, ligesom hovedelven rig på laks (der i følge E. O. s. 104 da skal have været tilstede her i forbavsende mængde); mod nord begrænses den af en hals, der skiller denne dal fra Flokedalen, og som ender i den tidligere omtalte Varmalækjarmule, mod syd af den nys nævnte Skorradalshals. Også udsigten til denne dal fra lavlandet uden for hindres ved dalens småbugtninger, på tværs gående småholt og hævninger o. d. l. Lundareykjadal kaldtes i ældre tid, i modsætning til Reykholtsdalen (Nordre Reykjardal), Sydre Reykjardal (Reykjardalr hinn syðri); vejen gennem dalen, der ligger nord for åen i liskråningen, er yderlig slet, sumpig og stenet. Først temlig langt fra dalmundingen træffer man Lund (Lundr), den betydeligste gård her, præstegård og kirkested, og dog er endnu mere end halvdelen af dalen at passere for dem, der agter sig helt igennem den. Gården vil være læsere af Nj. bekendt af den dér (s. 37) fortalte episode om de legende børn, der efterligner Mørd giges og Hruts tingstrid, da Høskuld og Hrut på vejen fra altinget tager ind her. — I Sturl. (I, 210) nævnes et Lundarmanna-goðorð. — Lund står ved foden af lien, hvis nederste del her er en temlig stejl, som tun dyrket og altså grønklædt, terrasse; foran ligger jævne flader ned til åen. Straks oven for gårdens huse er kirken, og noget højere oppe, på en afsats øverst i tunet, er nogle tomter, der udgives for lævningerne af et gammelt hov, med hvilket navn (Hof) de benævnes. Først kommer en langagtig dybt nedgravet tomt med brede vægge, 5—6 fv. lang, med indgang fra syd midt på den smalle endevæg; på den østlige langvæg nær nordenden findes en mindre udbygning ikke nær så dybt nedgravet og med mindre udprægede vægge. Bag ved denne tomt, i omtrent 1 alens afstand, er en anden, firkantet, med smallere og lavere vægge, hvis indre er noget udvisket af tuer; døre synes snarest at have været midt på øst- og vestvæggene. Lige ud for første tomts dør, c. 10 al. neden for, er en »blótsteinn«, en temlig stor skarpkantet sten, der dog nu for største delen er sunket ned i jorden, men som før skal have sets tydeligere; da den er den eneste sten her i nærheden, antager man, at den må være flyttet herhen. I en bue oven om tomterne går en gammel indhegning, der kan forfølges til begge sider, sandsynligvis et tungærde, da den som tun dyrkede del af skrænten strækker sig her til[35]. Lunds nabogård mod øst er Gullberastad (Gullberastaðir), her boede hovedlandnamsmanden i denne dal Bjørn gullbere, Grimkel godes fader; omtrent lige over for denne gård, på den modsatte side af åen ligger vejen ned fra Skorradalshals. Noget øst for Gullberastad deler Lundareykjadal sig om en fremløbende fjældryg i to mindre dele, hvoraf den kortere, der fortsætter sig lige i øst, er ubebot; den længere, der ligger mere i sydøst, er gennem hele sin længde bebygget. I den indre del af Lundareykjadal er flere varme kilder, en af disse, Reykjalaug, er nævnt i Krstn., der fortæller (s. 25), at efter kristendommens indførelse blev alle de, der havde været tilstede på altinget, døbte på hjemvejen fra tinget; de fleste vestlændere døbtes i Reykjalaug i Søndre Reykjadal. Denne kilde har navn efter gården Reykir, der ligger langt inde i den søndre sidedal, nord for åen, der her kaldes Tungeå, medens den fra den nordre del kommende, der har sit udspring fra en lille sø oven for bygden, hele vejen kaldes Grimså[36]. Ved Reykir er to varme kilder, en i tunet, en anden ude i lien, som folk bader sig i; i denne sidste er det formodenlig, at dåben er foregået. I E. O. (s. 109—110), hvor det her indrettede bad beskrives, kaldes det Krosslaug og der berettes, at man på grund af den her foretagne dåbshandling tilskrev det overnaturlig lægende kraft. Øst for Reykir ligger gården Tværfell (Þverfell), ved fjældet af samme navn; her ender dalen, og gennem en stor kløft sydvest for fjældet ligger vejen op på »Blåskogahede«[37] over de såkaldte Uxahryggir til Hallbjarnarvarder og Sæluhus (se A.) og derfra til Tingvold. Uagtet den mindre gode vej gennem Lundareykjadal benyttedes dog vejen navnlig i tidligere tid meget, da fjældvejen var forholdsvis kort, og navnlig i fristats-tiden ser vi den idelig benyttet som den naturligste vej for en stor del af vestlænderne til altinget. Tværfell nævnes Nj. s. 70[38], hvor der fortælles, at Glum og Tjostolv, da de skal afsøge fjæld-græsgangene, drager op ad Sydre Reykjadal og op gennem (upp hjá) Baugagil og op til Tværfell, hvorfra de fordele sig til afsøgningen. Navnet Baugagil skal nu ikke være bevaret, men det kan vel næppe være nogen anden kløft end den før omtalte, hvorigennem Uxahryggevejen ligger op. Ved Tværfell opstår der under fåresøgningen en strid mellem Glum og Halgerds onde fosterfader Tjostolv, hvilket har den førstes drab til følge.


Syd for Tungeå, ligeledes temlig langt inde i dalen, ligger den i Laxd. (s. 282) nævnte gård England (næstsidste gård i dalen her). Nord for halsen, hvorunder Lund står (sædvanlig kaldet Lundarháls), der ender med Varmalækjarmule, ligger en tredje dal, omtrent parallel med de to forud beskrevne, men mindre betydelig, den såkaldte Flokedal (Flókadalr), der igen ved en fra øst til vest strygende hals er adskilt fra den bekendte Reykholtsdal; langs sydsiden af dalen løber Flokedalså (Flókadalsá), der efter at være udtrådt af den mellem halsene liggende dal tager en mere nordvestlig retning og på sit løb ned mod Hvitå danner grænsen mellem Bæjarsvejten og Reykholtsdalshrepp, hvortil også selve Flokedalen hører. Langs med den nordlige hals løber omtrent parallelt med Flokedalså den lille Gejrså (Geirsá), men efter at have gennemløbet dalen bøjer den mod nord og afgiver således et tilløb til den Reykholtsdalen gennemløbende Reykjadalså. Flokedalens forreste del er aldeles opfyldt af holt, så at man ikke kan se tværs over dalen. Nord for Gejrså står Gejrshlid (Geirshlíð), hvor Ketil blunds søn Gejr den rige boede (Eg. s. 76), Ketil selv boede derimod i Tråndarholt (Þrándarholt), en gård, der allerede omtales i A. M. som en gammel ødejord i Gejrshlids land, tomter ses endnu syd for Gejrshlid, hinsides åen. Sydøstligst i dalen nær Flokedalså er Hrísar, hvor Gejrs søn Torodd boede[39]. Halsen, der begrænser Flokedalen mod nord, ender mod vest i den såkaldte Kroppsmule, benævnt efter to gårde Kropp (Kroppr), der ligger for enden af halsen, Lille Kropp nærmest henhørende til Flokedal, Store Kropp til Reykholtsdal. Den smalle strækning nærmest Hvitå, der indesluttes mellem Flokedalsåens nederste del mod sydvest, Gejrså og Reykjadalså mod nordøst, kaldes Kalvanæs (Kalfanes). I følge A. M. var der i sidste halvdel af 17de årh. bygget en gård her, hvor der i fordums tid havde været bebyggelse (bygt á fornu eyðibóli). I Grt. (s. 105), hvor Grettes vej fra Hvitåvold op gennem Borgefjord omtales, siges, at han efter at have bemægtiget sig hoppen på Bakke red op langs Hvitå, neden for Bæ, så til Flokedalså, og så op på vejene oven for Kalvanæs, — en retning, der formodenlig er valgt af hensyn til, hvor vejen var bedst. Det er ikke let at se, om Kalvanæs her bruges som navn på en gård eller et stykke land; i Sturl. (hvor begivenhederne forud for kampen i Bæ skildres) synes Kalvanæs snarest brugt som betegnelse for den samme landstrækning, der nu bærer dette navn.


Hinsides Kroppsmule åbner udsigten sig til Reykholtsdal. Tidligere benævntes dalen også Reykholts Reykjadal; i oldskrifterne bærer den navnet Nordre Reykjardal (Reykjardalr hinn nyrðri) eller blot Reykjardal[40]. Reykholtsdalen, mærkelig så vel ved sine historiske minder som ved de mange virkninger af underjordisk varme, der her ses, er en jævn, flad, grønlig dal; mod syd danner den nævnte klippefulde hals vel en ret anselig begrænsning for dalen, mod nord begrænses den derimod kun af lave banker, hvis vestlige fortsættelse dog hæver sig til et lille hvælvet fjæld Skånøbunge (Skáneyjarbúnga); den ved disse dannede højderyg bøjer sig i sydøstlig retning om Reykholtsdalens indre del; de nord og syd for højdedraget stående gårde sammenfattes under navnet Halsesvejt (Hálsasveit), et navn som altså også tillige omfatter den østlige del af Reykholtsdalen. Til Halsesvejten må vel det i HÞ. (s. 182) forekommende Halsar (Hálsar) svare — Tunge-Odd lader Torve drage op over (um) Halsene for at samle folk —, om end udstrækningen ikke har været netop den samme som den nuværende Halsehrepps (hvis grænser i øvrigt ikke findes angivne på kortet)[41].


Udsigt til Ok - (W.G. Collingwood, 1897)

Øst for Reykholtsdalen ses oven for de bygden nærmest liggende fjældheder Ok (Ok ɔ: Åg), et fritstående fjæld, hvis øvre del er bedækket med en jøkel, svagt hvælvet og cirkelrund, af overordenlig regelmæssighed og stor skønhed. Reykholtsdalen er efter hele sin længde gennemstrømmet af den lille Reykjadalså (Reykjadalsá), der i bestandige bugtninger slynger sig hen over den flade jævne dalslette; da de langs åens bredder dannede ører tillige frembyder den bedste vej, er ridevejen gennem dalen lagt ad disse og tværs gennem alle de mødende bugtninger af åen, som altså idelig passeres. Her som i de fleste andre dale står gårdene hovedsagelig i den nedre del af skråningerne (lierne) til begge sider i dalen. Ind gennem dalen ses, så vel nær gårdene som nede i dalen ved åen, hvidlige dampskyer hæve sig i kort afstand fra hinanden; det er røgen fra de varme kilder, som findes her i overordenligt antal. Yderst i dalen, eller egenlig før denne endnu begynder, ligger nord for åen Dejldartunge (Deildartúnga, ældre: -tunga), nævnt i Grt. (s. 106), men i øvrigt bekendt af den i Sturl. skildrede strid, som denne betydelige ejendom foranledigede. Neden for gården, ikke langt fra åen, findes under en høj mod øst vendende skrænt af kisel (hveragrjót) en hel række af store stærkt kogende kilder, der kaster vandet omtrent 1 fod i vejret, men på grund af damp er det, når vindforholdene ikke er særdeles heldige, næsten umuligt nøjagtig at iagttage kilderne; dampen fra disse kastes op imod skrænten oven for og tilbage igen fra denne, så at det ser ud, som om røgen stod ud fra selve banken, og indhyller kilderne i et uigennemtrængeligt slør. Syd for åen i selve Reykholtsdalen, men ikke langt fra dalmundingen, ligger Kleppjárnsreykir, der naturligvis som alle andre »Reykir« har navn efter derværende varme kilder; det er rimeligvis disse Reykir, som er nævnte i Heið. (s. 300 — ifg. J. O.), hvor Torsten Gislessön på Bæ sender Styrs drabsmand Gest, der har søgt tilflugt hos ham, til KleppjarnReykir. Skrås over for Kleppjarnsreykir ligger noget længere inde i dalen nord for åen Sturlureykir; her er den underjordiske varme taget i lægekunstens tjæneste, og man har her indrettet en badstue, der med meget held benyttes mod gigtsvaghed. Det hertil benyttede lille hus ligger i tunet og er bygget over en stor flad sten midt i gulvet, hvorfra al heden kommer; luften er aldeles tør, intetsteds kommer damp e. d. l. frem, men ikke destomindre hersker her en temperatur af 20—30 gr. R., og stenen er så hed, at man neppe kan holde hånden på den; her redes sæng for gigtsvage, hvor de med nogle dages mellemrum hvile en halv times tid, til de er komne i sved; den gavnlige virkning skal hurtig kunne spores. Straks neden for huset i tunet vælder flere varme kilder frem, og rimeligvis er det den hede vandåre til disse, der har leje under stenen. Længere nede i tunet findes en anden varm kilde, i uophørlig vekslende virksomhed. Hullet, af sædvanlig størrelse, omtrent en fod i gennemsnit og omtrent lige så dybt, er i bunden bedækket med løse småsten. Når vandet, i kilden synker, bliver hullet nogle få sekunder aldeles tørt, og man hører da kun en kogende lyd nede mellem stenene. Derefter begynder vandet sprudlende at koge op mellem småstenene og kastes heftigere og heftigere som et lille springvand i vejret mellem disse; således fortsættes et par minutter, derefter aftager kogningen, indtil vandet er sunket aldeles ned i kilden, hvorpå samme leg påny begynder. Tidligere skal tydelig en forbindelse mellem denne og de oven for liggende kilder have kunnet spores, således at de vekselvis sprudlede i vejret; nu ses dette ikke, til dels vistnok på grund af forandring og sammenstyrtning af disses kratere; nylig har en ny kilde dannet sig der. Neden for Sturlureykir ligger den mærkelige Vellindishver eller Åhver (Árhver), midt i den lave sandede Reykjadalså. Åen deles her ved ubetydelige sandører i to arme, så den er grundest i midten; her hæver sig en langagtig lille kiselklippe (af det såkaldte hveragrjót), omtrent 5 al. høj og 25 al. lang. Midt i klippens overflade, i dens øverste og højeste ende, findes en hver, der som et springvand kaster sine stråler et par fod i vejret; ned ad klippens ryg findes desuden tre andre kogende kildeåbninger. Af sten eller klippe findes ellers i nærheden intet spor. Østligere og højere oppe i lien under Skånøbunga, der øverst her bærer en lille fjældknude Rjupnaborg, ligger Skånø (Skáney ɔ: Skåne), den i Gunl. (s. 248 ffg.) omtalte gård, hvor Ravn og Gunnlaug første gang mødes (indbudte til et bryllup) efter Ravns giftermål med Helga, og ved hvilken lejlighed fjendskabet imellem dem allerede er nærved at bryde ud. På Skånøbunga, Skånøfjæld (Skáneyjarfjall) som det kaldes i sagaen, lod Tunge-Odd sig i følge HÞ. (s. 185) begrave for at kunne se ud over hele tungen ɔ: landet mellem Hvitå og Reykjadalså, særlig lavlandet, hvori Skåneyjarbungas vestlige fortsættelse Hurðarbaksfell taber sig, hvor Dejldartunge ligger, i hvis navn også denne benævnelse er bevaret. I øvrigt er ingen tradition om Tunge-Odds hvilested i Skånøbunge bevaret, ja her i egnen har endog dannet sig et andet sagn om, at denne høvding skulde være jordet i den østligste af de tre Giljahnuke[42], oven på hvilken der ses en lille højde af form som en gravhøj.


Reykholt - (W.G. Collingwood, 1897)

Længere inde end de hidtil nævnte gårde omtrent midtvejs i dalen ligger Reykholt (ældre: Reykjaholt); denne gård står ikke som de andre mere eller mindre oppe i en af lierne, men ligger lavt, midt i den flade dalslette, omgivet af mosedrag. Gårdens berømmelse er udelukkende knyttet til Snorre Sturlasson, og først flere menneskealdre efter landets bebyggelse synes gården at være opstået. På Snorres tid tilhørte gården den herværende kirke, men bestyrelsesretten tilkom dog i følge islandsk sædvane giverens slægt og gik i arv i denne (denne slægt var tillige indehaver af det alt omtalte Reykhyltinga godord); Snorre fik sig bestyrelsesretten overdraget og opslog derefter sin bolig på Reykholt, hvor han forblev boende til sin død 1241 (omtr. 35 år). I sin nuværende skikkelse vender gården sine gavle, og altså også hovedindgangen, mod vest, lige mod dalmundingen. Nord for gården i linje med denne ligger den simple græstørvskirke[43], som sædvanlig omgiven af den tilhørende firkantede kirkegård. Ved kirken er intet mærkværdigt, derimod er det ret mærkeligt, at det nordvestlige hjørne af kirkegården bærer navnet »Sturlúngareitr« (reitr — ager, mark, afdelt jordstykke); på grund af navnet siges denne plads at have nydt en vis anseelse, så at mere fremragende mænd jævnlig skal have ladet sig jorde her; dog er det ikke let at vide, hvorledes det forholder sig med navnets ægthed, om Snorres grav har ingen tradition bevaret sig, og påfaldende nok skal den tilsvarende del af kirkegårdene på Sidemule og Gilsbakke (M.) bære samme navn[44]. Sydøst for gården falder tunet af med en stejl banke, tæt under den findes det bekendte varme bad Snorralaug, hvis indretning traditionen tillægger Snorre. Badet består af et kredsrundt bassin, 5—6 al. i tværmaal, opmuret (af »hveragrjót«) med lodrette vægge og flad bund; bassinets dybde er 1½—2 al., nederst langs væggens inderside løber et omtrent 1 kvarter bredt og lige så højt stensæde; midt i bassinets bund ligger en stor firkantet sten, i hvilken man vil fortælle, at Snorres »fángamark« (ɔ: bomærke) bestående i hans forbogstaver skal have været indhugget, hertil ses imidlertid intet spor. Bassinet har oftere været opmuret og istandsat, senest 1858; derimod skal ledningerne, der fører vandet til og fra badet, være urørte. Vandet til Snorralaug kommer fra den, 150—200 al. herfra, omtrent i lige linje med gården liggende hver Skrivla (Skrifla)[45]. Fra denne er der et kort stykke i kiselgrunden udhugget en åben rende for vandet, derpå fortsættes renden under jorden, til dels ikke ubetydelig under overfladen, indtil den i nærheden af Snorralaug igen bliver åben og sluttelig udmunder i denne noget under bassinets øverste rand; på højre side af renden fører fire trappetrin ned til bassinets bund.

Snorralaug - (W.G. Collingwood, 1897)

Afløbet fra badet finder sted gennem et hul eller rør, der er anbragt ved grunden af bassinet og går gennem væggen i sydlig retning; ved i højere eller mindre grad at tilstoppe dette kan man holde vandet i forskellig højde i bassinet, dog bliver det på grund af tilløbsrendens plads aldrig mere end totredjedel fuldt. Når bassinet nylig er fyldt fra Skrivla, er vandet så hedt, at man kun med nød tåler at holde en finger i det; dog har man vistnok aldrig haft en koldtvands-ledning til at temperere det med. Koldt vand findes nemlig aldeles ikke på Reykholt[46]; kun i en ubetydelig lille bæk, der fra mosen snor sig ned forbi (gården og) badet, men som om somren oftest er tør, forekommer sådant. Derimod har man formodenlig ladet vandet i Snorralaug afkøles ved nogen tid før benyttelsen at stanse tilstrømningen. Dette kan ske ved enten at spærre rendens munding, hvorved vandet løber ud gennem en anden kunstig rende, der forbinder hovedrenden med bækken fra afløbsrøret, eller ved at bryde et hul på den Skrivla omgivende af græstørv og hveragrjot opbyggede væg, hvorved afløbet fra denne hver foregår her igennem. Skrivla er en af de sædvanlige hede kilder, den sprudler kogende i vejret i udkanten af et lavt rundagtigt bassin[47]. Kort syd for denne ligger Dýnkr (ɔ: brag, bulder), en kilde med to åbninger, hvoraf det mindre hul er ganske morsomt, i det vandet uafladelig kærnes op og ned deri med en skvulpende lyd. I Sturl. omtales oftere laugen på Reykholt; det ses, at den jævnlig er bleven benyttet til badning (I, 279—80), og der nævnes en forstue, som førte fra laugen ind i husene (I, 339); — at denne laug har været den samme som den nuværende »Snorralaug«, er der ingen grund til at betvivle. Laugens opbyggelse af Snorre berettes dog intetsteds, derimod omtales Snorres kunstfærdighed og praktiske dygtighed i det hele taget (I, 235). Allerede ved midten af det 10de årh. (før gården Reykholts anlæggelse) benyttedes i øvrigt Reyholtslaugen til badning (Ldn. s. 151).


Snorre havde på Reykholt ladet indrette et stærkt virke, hvoraf der imidlertid nu lige så lidt her som andetsteds, hvor sådanne befæstninger omtales, er noget spor tilbage[48]. Det synes at have omgivet bygningerne og haft en indgang, der vendte mod nord ud til kirkegården (med hvis gærde virket måske var sammenbygget), en anden, der vendte mod syd ud mod laugen[49]. Ved det af Gissur Torvaldssön foretagne overfald, der kostede Snorre Sturlasson livet, omtales dog virket aldeles ikke, Snorre dræbtes i en kælder, hvori han havde skjult sig, men om drabsstedet har ingen tradition bevaret sig.


Gills, Gilsbakke - (W.G. Collingwood, 1897)

Også på Reykholt træffer man en af de besynderlige lovrette-benævnelser; den såkaldte »lögrétta« er her ikke en hustomt, men en kredsformig indhegning, der nu kun fremtræder som en gærde-stump, af form som en cirkelbue, i tunet foran gården, resten er afskåret af den åbne plads (hlað) foran denne[50].


I det ældste tidspunkt af fristatstiden kendtes, som tidligere nævnt, gården Reykholt ikke, og landet hørte da under nabogården Bredebolstad. Bredebolstad (Breiðabólstaðr) grundlagdes af landnamsmanden Önund bredskæg, der havde taget »hele tungen mellem Hvitå og Reykjadalså«. Ved midten af det 10de årh. beboedes gården af hans søn, den mægtige høvding Tunge-Odd; oprindelig var her kun én gård af dette navn, men efter at den krigerske Torve Valbrandssön var bleven giftet ind i denne familie, overdroges det halve Bredebolstad til ham, og af den tidligere ejendom af dette navn opstod nu to gårde; derfor siges også Torve med faderen Valbrand at bo på Bredebolstad eller, nøjagtigere, på den anden Bredebolstad (annarr Breiðabólstaðr)[51].


I følge HGrk. (s. 6, sml. s. 63) havde Valbrand og Torve et godord; utvivlsomt var dog Tunge-Odd egnens egenlige høvding; halvdelen af udgifterne ved egnens hov havde han at afholde (Ldn. s. 64), og Eg. (s. 225) betegner ham som hovgode og siger, at han rådede for det hov, som alle folk inden for Skardshede betalte hovtold til. Af de to gårde Bredebolstad er den ene forlængst lagt i øde. Den tilbageværende gård af dette navn — måske snarest Torves — ligger i halsen nordøst for Reykholt, ikke langt borte; i følge HGrk. (s. 61) indrømmer Torve Hørd Grimkelssön gården til beboelse som en art godtgørelse for den ham tilkommende mødernearv; her bor Hørd to år, indtil hans fredløshed begynder, og da han ved denne lejlighed må forlade gården, tænder han ild på den og brænder alt op. Neden for halsen i udkanten af det flade land ses imellem Bredebolstad og Reykholt tomterne af Lille eller Gamle Bredebolstad (Litli eller Forni Breiðabólstaðr). Denne ødegård ligger i Reykholts land og så nær, at de to gårde ikke vel vilde kunne bestå side om side; det er derfor rimeligt at antage, at Lille Bredebolstad straks, da Reykholt opbyggedes og gjordes til hovedgården, er sunken ned til en hjåleje[52]. Da der om Tunge-Odd fortælles (Ldn. s. 151), at han havde sine fårehuse på Reykholt, tør man måske antage, at han har bot på Lille Bredebolstad, den af gårdene, hvis landområde Reykholt naturligst måtte udgøre en del af, og som den også senere synes at have afløst — Den Hallbjørn, hvorefter Hallbjarnarvarder har navn, var gift med Tunge-Odds datter Halgerd, men huggede hovedet af hende, da hun ikke vilde følge ham fra fædernehjemmet, hvad der gav anledning til hans påfølgende drab.


Fra Reykholt ligger en vej over bankerne nord for dalen til strækningerne hinsides Skånøbunga langs Hvitå — der her endnu ikke har antaget en sydvestlig retning, men løber fra øst til vest, altså omtrent parallelt med Reykholtsdalen —, hvor Reykholt og Skånø ejer land og har fårehuse stående. På det sted, hvor fårehusene fra Skånø står — nu sædvanlig kaldet Sudda —, noget fra åen, ved foden af skråningen, har tidligere ligget en gård Hallvardsstad (Hallvardsstaðir) — øjensynlig den i Heið. (s. 346, 49) nævnte, i hvilken anledning den senere vil blive nærmere omtalt. Allerede A. M. nævner den som en gammel ødegård, der i mangfoldige år havde været benyttet som sætersted fra Skånø; i sidste halvdel af det 17de årh. havde man dog gjort et, men mislykket, forsøg på at genoptage bebyggelsen.


Gilsbakke - (W.G. Collingwood, 1897)

Sydvest for Reykholt ligger Kópareykir hinsides åen og temlig højt oppe i lien; forbi gården fører en vej over halsen ind i Flokedal; Kopareykir må vel være de Øvre Reykir (Reykir hinir efri), hvor Gejr i Gejrshlid i følge Eg. (s. 76) havde sin anden gård. Nord for åen regnes alle gårdene øst for Bredebolstad til Halsesvejten. Efter at være passeret en kort øst for Bredebolstad liggende gård træffer man gården Hovstad (Hofstaðir); om hovet, hvorefter gården bærer navn, beretter Ldn. (s. 64), at det bestyredes af Tunge-Odd i forening med Gejtlændingerne; er det rigtigt, hvad Eg. (s. 225) beretter om udstrækningen af det område, inden for hvilket alle betalte afgift til Tunge-Odds hov, har det sammenknyttet største delen af det nuværende Borgefjords syssels beboere. Da den til Gejtlændingernes æt hørende Illuge den røde, som boede her, vilde bytte gård, kone og al ejendom med Holm-Starre fra Akranæs, hængte hans hustru sig i hovet. Om dette hov er der kun bevaret uklare og fantastiske traditioner; dog er navnet knyttet til en klippe »Hofklettr« i en temlig brat affaldende højde i tunet. En del østligere end Hovstad ligger oppe i halsen Uppsale (Uppsalir), i HGrk. (s. 63) nævnt som Torves bolig, da hans strid med Hørd bryder ud.


Syd for åen begynder Halsesvejten først lidt længere inde ved en dyb af en lille å gennemstrømmet kløft Rauðsgil, øst for hvilken der ligger en gård af samme navn; langs denne kløft er en af opstigningerne til den såkaldte Okvej. Omtrent en halv mil østligere, med én gård imellem, står Audsstad (Auðsstaðir)[53], hvor den lavttænkende Aud boede, der foranledigede striden mellem Hørd og Torve, og hvis gård Hørd i sin overstrømmende forbitrelse brænder efter at have dræbt bonden selv og hans huskarl (HGrk. s. 62—64). Øst for Audsstad ligger længst inde i dalen, nær ved hinanden de to gårde Giljar og Augastad (Augastaðir)[54]; øst for Giljar ligger den sædvanlige opgang til Okvejen; denne fjældvej ligger vest for Okjøklen i sydsydøstlig retning, indtil den ved bedestedet Brunnar (A.) støder sammen med Kaldedalsvejen; denne vej er det vistnok, at Grimkel gode vælger, da han (HGrk. & 26) rider (fra Tingvoldsvejten) over (um) Ok og den nedre vej ned forbi Augastad for at komme til Bredebolstad. Foruden de her nævnte gårde står også en del nord for højdedraget, der danner den centrale del af Halsesvejten, og som har givet denne egn navn. Vestligst, omtrent i linje med Hovstad, er at mærke Signyjarstad (Signýjarstaðir); her boede i følge HGrk. Torves søster Signy (senere gift med Grimkel gode og moder til Hørd) og hendes søn af første ægteskab Grim. En del østligere er Sigmundarstad (Sigmundarstaðir), der oprindelig skal have heddet Stavngrimsstad (Stafngrímsstaðir)[55]; om Stavngrims høj, deri følge Ldn. skulde være lige over for på Hvitås nordlige bred, hvor han dræbtes, vides intet, øst for Sigmundarstad ligger Store Ås (Stóri Ás) eller Ås (Áss), som den i sagaerne nævnes; i følge ÞH. (s. 58) og Ldn. (s. 62) opholdt den bekendte Midfjord-Skegge sig de sidste år af sin levetid på Ås hos sin søn Ejd, og der er han højlagt. Stedet for Skegges høj kendes nu ikke; nord for gården ligger kirken, og nord for denne i tunet er en lav lille høj kaldet Skegghóll; måske er det denne, som i E. O. (s. 259) nævnes Skeggia-Haugr[56].


Fra Store Ås fører vejen langs Hvitå til Hraunsås (Hraunsás(s)). Gården ligger noget fra åen under det sydlige affald af en banke eller ås, der indesluttes af en dyb smal dalsænkning, som i en bue omgiver denne højde, i det den både ved sin begyndelse og ende når ned til og for så vidt står i forbindelse med Hvitå; denne dal, Skolladalr, er Ldn.'s Melrakkadalr[57], som skal have været Hvitas fordums leje (Ldn. s. 67); den viser sig vel endnu til dels vandfyldt og fugtig, men tilsyneladende en del højere liggende end åens nuværende leje. Efter at være passeret Skolladal, hvor dens vestlige ende udmunder i Hvitå, har man for sig en foss i denne å, den såkaldte Barnafoss. Åens leje er her trangt, begrænset af stejle klippevægge, faldet er stærkt, og åens vandmasse trænger sig med overordenlig kraft gennem ålejets snævring; derved fremkommer en vel ikke høj, men ret smuk og imponerende foss, hvis vand i lange, brede buer slynges ned i det underliggende leje, hvor trængslen og fossedannelsen på en lang strækning efter mindre målestok fortsættes. I følge sagnet skal der oven for fossen, hvor breddernes klippeknuder nærmer sig hinanden så meget, at afstanden kun er nogle få alen, have været en naturlig bro (ɔ: en stenbue) over åen, men da to børn fra Hraunsås styrtede fra denne ned i åen, blev den afbrudt. Det er åbenbart denne foss, som i Heið. (s. 359) kaldes Bjarnafoss; sagaen beretter, at der den gang (ɔ: da de pågældende begivenheder tildrog sig) og længe efter var bro over åen oppe ved Bjarnafoss. Fremstillingen giver ingen grund til at formode andet, end at talen her er om en sædvanlig bro; men i og for sig er der intet utroligt i, at de mod åen fremludende klipper i sin tid på et eller andet punkt kan have været sammenhængende. Dog må de mangfoldige steder på Island, hvor fortællingen om afbrudte »stenbuer« over åer kommer igen, gøre en mistænkelig over for sagnets ægthed. Lige over for fossen ligger nord for åen Gilsbakke[58]; neden for Gilsbakke strækker sig ud imod åen et kratgrot hraun, der danner en brat væg ned imod denne, og som giver et interessant eksempel på, hvorledes vandet synker ned gennem hraunene og samler sig under disse. Midt i den ud mod åen vendende skrænt, flere alen fra hraunets overflade, styrter sig på en længere strækning neden for fossen en mængde småbække frem, der danner en hel kaskade ned mod åen. Hvor den østlige ende af Skolladal ligger ned mod åen, ser man både nord og syd for åen en højde eller ås, hver af disse to falder stejlt af mod åen, og de to derved fremkommende skrænter svare ganske til hinanden. Oprindelig udgjorde de en sammenhængende højde, siges der, men bonden i Hraunsås gennembrød åsen og ledede Hvitå denne vej i steden for gennem Skolladal. Allerede Ldn. (s. 67) har en sådan fortælling om Hvitås bortledning fra Melrakkadal, men synes at sætte dette foretagende i forbindelse med indretningen af et virke, som af den daværende beboer opførtes i Hraunsås.


Deildartunge, Deildargil - (W.G. Collingwood, 1897)

Mellem Hraunsås og nabogården mod øst dannes grænsen af Dejldargil (Deildargil), en kløft (og lille å), der i nordlig retning ligger ned mod Hvitå fra fjældstrækningerne oven for bygden, som her kun er kort fjærnede fra Hvitå, medens de længere mod vest trækker sig mere tilbage for at give plads for Halsesvejten og Reykholtsdalen, hvis sydlige begrænsning den derfra udgåede Kroppsmulehals danner. Dette gil dannede indtil 1852 grænseskel mellem Borgefjords og Myre syssel[59]; i dette år foretoges imidlertid en alt tidligere påtænkt grænseregulering, hvorved foruden Stavholtsø den øst for Hraunsås liggende gård Husafell henlagdes til Bgf. Som det ses af de forudgående forhandlinger, var hensigten hermed at ophæve de ulæmper, som for de to gårde måtte flyde af forbindelsen med et syssel — det nordligere Myre syssel —, hvorfra de var skilte ved det betydelige vandløb Hvitå, og at få denne å der dannede den naturlige grænse mellem de to sysler (og allerede tidligere i øvrigt havde udgjort sysselgrænsen, og tillige amtsgrænsen) fuldstændig fastslået som grænseskel[60]. Hvitå må derfor naturlig betragtes som sysselgrænse lige til sit udspring, og uagtet sysselbeskrivelsen (1854) angiver et sydligere tilløb til Hvitå, Gejtå, som sysselgrænse, vil det dog vistnok kunne forsvares, at der i denne fremstilling intet hensyn dertil tages.


Ud for Husafell omtrent begynder Hvitå at antage den karakter, hvorunder den er kendt i bygden; indtil da er dens forskellige kildefloder, der alle omtrent her træffe sammen, hver for sig ubetydelige åer. Husafell (Húsafell) omtales i Laxd, (s. 332), i det gårdens overgang til kirkeejendom berøres. Måldagen, der angiver, hvad der ved denne lejlighed henlagdes til kirken, er aftrykt i Dipl. isl. I, 217—18 og henføres der til c. 1170. Den således grundede kirke på Husafell bestod indtil begyndelsen af dette årh., da den nedlagdes; stundum var Husafell anneks til et nabosogn, men som regel vistnok et selvstændigt sogn, og da havde sognepræsten sin bolig på denne gård[61]. Gården står smukt med ret anselige fjælde bag sig, der danne lige som randen eller forvolden for det mægtige Okfjæld; nordøst for gården bedækkes en forholdsvis betydelig strækning af den bekendte Husafellsskov, der har ry for at være en af de ypperste på Island og måske også er det, hvad udstrækning angår, hvorimod flere andre synes smukkere og tættere.


Så længe Dejldargil var sysselgrænse, regnedes landet øst for dette til Hvitåside, Myre syssels østligste bygd, der nu er indskrænket til strækningen nord for Hvitå. Således fremtræder forholdet i A. M.; Husafell med omliggende ødegårde begynde svejten »Hvítarsíða«. Først nævner A. M. i denne Reiðarfell, en gammel ødegård i Husafells land, kort fra landegrænsen mellem Hraunsås og Husafell (ɔ: Dejldargil), oppe på fjældet, og der sås endnu spor af bebyggelsen. Dette stemmer med, hvad sognebeskrivelsen (1842) beretter, nemlig at man fortæller, at en gård Reidarfell skal have stået oppe på fjældet nordvestlig i Reiðarfell (sydvest for gården Husafell hæver sig i fjældlien tre småfjælde i række, det ene syd for det andet, det nordligste af disse hedder Reiðarfell). Denne gård er øjensynlig det i Grt. omtalte Reydarfell (Reyðarfell); det er interessant, at gården også dér (s. 31) er kaldt »Reydarfell på Hvitåside«; det synes altså, som Hvitåside allerede da har strakt sig syd over Hvitå, og vel formodenlig, lige som senere, til Dejldargil[62]. Kort vest for Husafell påvises i følge sognebeskrivelsen stedet for gården Grimsgil (Grímsgil). Gården er nævnt i ÞH. (II, 61), som det sted, hvor Ejd Skeggessön søgte sig en kone[63].


Kalmanstunga med Gejtlandsjøklen i baggrunden.
- (W.G. Collingwood, 1897)

Grænsen for Husafellsskov, der bedækker et gammelt forhistorisk hraun, er Gejtå (Geitá), en vel ikke stor, men rivende og med store sten opfyldt å af mælkehvid farve, der udspringer ikke langt herfra under Gejtlandsjøkel og falder efter et vestligt løb i Hvitå nordøst for Husafell. Med større ret end Hvitå kande Gejtåen egenlig fortjæne navnet »Hvidå«; fra den får nemlig Hvitå den største del af sit jøkelvand tilført. Nord for Gejtå, mellem denne og Hvitå, ligger det såkaldte Gejtland (Geitland) indesluttet, mod nord begrænset af Hvitå, der udspringer under Eriksjøkel (Eiriksjökull) og derpå i sydvestlig retning langs et større nord for liggende højdedrag søger ned mod sit foreningspunkt med Gejtå, hvorefter åen antager en vestlig retning. Gejtlandet, den mellem de to åer indesluttede tunge, er en flad med løse vulkanske sten bedækket lille slette, der gennemstrømmes af et par ubetydelige jøkelbække og andre vandløb. Nu frembyder Gejtlandet kun et sørgeligt billede af ødelæggelse og ødhed; i oldtiden må det dog have været anderledes, vi se således en landnamsmand bosætte sig her (Ldn. s. 63). Bebyggelsen er dog rimeligvis snart bleven opgivet; i den ældste del af Reykholtsmåldagen, der henføres til c 1185 (Dipl. isl. I, 279—80), nævnes således »Gejtland med skov« blandt Reykholt kirkes ejendomme på en måde, som næppe lader betvivle, at det den gang var ubebot og kun tjænligt til skovhugst og avrett Blandt ødegårdene omkring Husafell nævner A. M. »Geitlandskot«, i Gejtland, om hvis bebyggelse ingen erindring havdes, men tydelige spor sås endnu i tomter og gærdelævninger; bebyggelsen kunde ikke genoptages på grund af vinterens strænghed her og manglen af hø. Jonas Hallgrimssön meddeler i sin dagbog fra 1841, at Gejtland er bleven bedækket af to lavastrømme, begge fra Gejtlandsjøklen, en forhistorisk, den samme, der har dannet det kratgroede Husafellshraun, og en senere, i den historiske tid, der har oversvømmet den øverste del af den gamle strøm og ødelagt tre gårde, hvoriblandt »det gamle Reykholt« (R. hið forna). Denne angivelses rigtighed må dog synes noget tvivlsom, i al fald har man ingen efterretning om noget vulkanudbrud i denne egn siden landets bebyggelse[64].


Fra Gejtlandet eller endnu bedre fra Kalmanstunge hinsides Hvitå, hvor man er tilstrækkelig fjærnet til at kunne få en uhindret oversigt, har man en højst ejendommelig og fængslende udsigt til den skønne jøkelgruppe, der indtager højlandet øst for Borgefjorden. Af Eriksjøklen længst i nordøst ses kun dens hvide snehætte, da det stejle jøkelfjæld til dels er skjult af foranliggende højder; tæt op til denne ligger Langjøklen (Lángjökull), der strækker sig bag om denne i uoverskuelig længde fra nordøst til sydvest, og hvis uhyre overflade kun for øjet viser sig som to lange aldeles jævne snebølger, hvortil en tredje, ved nogle mørkere tinder derfra adskilt jøkelhøjde slutter sig; jøklens enkelte partier har forskellige navne, således kaldes, som allerede anført, dens sydvestlige mellem Eriksjøkel og Ok liggende del Gejtlandsjøklen (Geitlandsjökull)[65]. Vest for Gejtlandsjøklen kommer Ok, den regelmæssigste af dem alle, en aldeles halvkugleformet eller skålformig snehætte, der dækker den øverste del af et bredt, jævnt skrånende fjæld. Foran hele denne gruppe ligger lavere brunlige fjælde, til hvilke den blændende glans, hvormed jøklerne i klart vejr stråler, danner den smukkeste modsætning.


Eriksjøklen - (W.G. Collingwood, 1897)

Mellem Gejtlandsjøklen og Ok ligger fra nord til syd den bekendte Kaldedal (Kaldidalr), gennem hvilken en meget benyttet, men ilde berygtet fjældvej fører, som danner en del af den mest benyttede forbindelseslinje mellem Nord- og Sønderlandet. Fra Kalmanstunge over Gejtlandet (eller fra Husafell) ligger vejen op på Kaldedal, der ingenlunde er nogen dal i almindelig forstand, men en lavere hals eller smal sænkning mellem jøklerne, så at den endog falder stejlt af mod Gejtlandet, hvor den lille rivende Gejtå bruser afsted langs højlandets fod. Den er aldeles vegetationsløs; grunden, der er oversåt med større og mindre stenbrokker, er en urd, af udseende, som var den nys fremkommet under bortsmeltet jøkel. Det store rundskue af jøkler, som man først har for øje, indskrænkes snart noget; af Ok ses efterhånden kun stenskråningen neden for den egenlige jøkel, en trøstesløs urd, der går umærkelig over i den dermed ensartede dal. Til venstre falder jøklerne efterhånden mere og mere af med en brat fjældvæg ud imod dalen. Vejen gennem Kaldedal er kun dårlig, navnlig er den første del af den, det såkaldte Skuleskejd (Skulaskeið)[66], hvor de store sten og klippebrokker ligger tættest, meget trættende. Senere bedres den noget, i det grusstrækninger får mere og mere overhånd. Også vejret plejer at lade en del tilbage at ønske, stundum — i stille, klart vejr — er her en kvælende solhede, til andre tider — og dette langt hyppigere — hjemsøges dette sted af voldsomme fra jøklerne kommende uvejr[67]. Foran sig har man bestandig kun udsigt til vegetationsløse strækninger og nøgne fjælde, og det synes, som om man endnu har en betydelig del af dalen tilbage, indtil pludselig, i det man passerer om et højt sort grusholt og forbi flere nøgne takkede småfjælde, udsigten til Tingvoldsvejtens fjælde, med Hlödufell til venstre, Skjaldbrejd næsten lige for, åbner sig. Endnu har man vest for disse fjælde nogle aldeles vegetationsløse sandstrækninger at passere, indtil enkelte vandpytter og græspletter begynder at vise sig, forløbere for Brunnar (Brøndene ɔ: kilderne), det velkomne første bedested på denne vej.


Fra Kaldedal udgår mod øst den fra Grettes saga bekendte Toresdal (Þórisdalr), den mystiske dal, om hvis tilværelse og beskaffenhed der på Island indtil de nyeste tider er bleven opstillet så forskellige meninger. Dalen strækker sig tværs over den sydlige del af Gejtlandsjøklen, mod vest udmunder den omtrent midtvejs i Kaldedalen, men ses dog ikke eller kun meget utydelig fra denne, da der op til dens munding, der tilmed dækkes af fremløbende højder, er henved 300 al.; mod øst eller sydøst — ud mod Skjaldbrejd —, hvor dalen ender, dækkes den ligeledes af jøkelklædte højder og forskellige småfjælde. I Grt. (s. 141—42) fortælles det, at Grette en gang under sin lange fredløshedsperiode efter halvjætten Hallmunds råd gik op på Gejtlandsjøklen og i sydøstlig retning over jøklen, indtil han fandt en lang og smal dal i denne, på alle sider omgivet af jøkler, der hang frem over dalen, men som dog af de varme kilder og den underjordiske varme i dalen hindredes i aldeles at lukke sig over denne. Dalen selv var frugtbar, med småkrat og græsgroede lier, gennemstrømmet af en lille å, med jævne bredder til begge sider, og overalt vrimlede der af ypperlige får. Her levede Grette en vinter beskyttet af dalens ejer halvjætten Tore, der med sine døtre boede her. Da Grette på grund af kedsomhed opgav dette tilflugtssted, gik han bort syd over jøklen og kom ned midt for Skjaldbrejds nordside. Der rejste han et klippestykke op, huggede et hul deri og sagde, at derigennem kunde man se ind i den til Toresdal førende kløft. Senere glemtes Toresdals beliggenhed, hvad der ikke er så underligt, da den ikke kan ses undtagen fra selve jøklen; om dens tilværelse holdt man sig imidlertid overbevist, og den skildring af dens naturlige beskaffenhed, som var givet i Grt., passede kun altfor godt til den på Island gængse tro på »fredløse« (útilegumenn), der skulde bebo frugtbare, men ukendte dale midt inde mellem jøkler eller utilgængelige fjælde, som de efter manges mening ved trolddomskraft vidste at skjule og værge for bygdens beboere. Ofte synes man at have tænkt på at opsøge Toresdal, uden at det dog blev til noget; det første virkelig iværksatte forsøg, hvorom der haves efterretning, er det af to islandske præster år 1664 foretagne; ved at afsøge den pågældende del af Gejtlandsjøkel fandt de også dalen, men dennes nordside, som var den, der var dem nærmest, var så stejl, at de ikke kunde komme ned i dalen, men måtte nøjes med at betragte den på afstand, » hvad dog var tilstrækkeligt til at overtyde dem om, at dalen nu ikke længer havde den i Grt. beskrevne frugtbarhed[68]. Omtrent hundrede år senere gjorde Eggert Olavssön og Bjarne Povlssön et nyt forsøg på at finde denne dal, men måtte på grund af uvejr vende om med uforrettet sag[69]. Endelig lykkedes det (1835) den utrættelige Bjørn Gunnlaugssön på en af sine opmålingsrejser på Island nøjere at undersøge Toresdal[70]. Dens beliggenhed svarer aldeles til den i Grt. angivne; Bj. Gunnlaugssön nærmede sig dalen fra sydøst og passerede ind i denne langs dalens søndre li, da selve dalgrunden på grund af halvsmeltede sneflader hist og her frembød vanskeligheder for fremtrængningen. Den nordre li er som det allerede fremgår af oven nævnte præsters beretning (og til dels af Grt) stejl og næsten ubestigelig, sønderlien derimod en jævntskrånende jøkelflade; vesten til i dalen danner to forbundne småfjælde en høvde[71] tværs over dalen; vest for høvden deler Toresdal sig i to dale, den ene ligger mod vest ned til Kaldedal, den anden, der ligger i nordvest gennemløbes af en ubetydelig bæk. I øvrigt er dalen smal i bunden, vid oven til, nogen anden å end den oven nævnte bæk, som løber ned mod Kaldedal, findes ikke; i hele dalen findes ikke et eneste græsstrå, kun jøkelstrækninger, is og sten — som rimeligt er, da den ligger adskillig højere end den vegetationsløse Kaldedal —, og af hede kilder ses intet spor; om det »gil«, der i følge Grt. fra Toresdal skulde ligge ned mod Skjaldbrejd, ser Bj. Gunnlaugssön sig ikke i stand til at sige noget bestemt.




WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Også længst inde i dalen ses en for islandske forhold frodig småskov; Ldn. (s. 47) fortæller, at der på landnamstiden var så stor skov i Botn, at stedets første beboer kunde bygge et havskib heraf.
  2. Om Hvalfell og den øst for dette fjæld liggende sø Hvalvatn går der et bekendt sagn, som berettes i Isl. Þjóðs. I, 84-88, ifølge hvilket en forhekset hval ved overnaturlige midler dreves op i denne sø, hvor den døde; foraden de med »Hval-« begyndende stedsnavne minder flere andre om denne begivenhed; dog kan det anføres, at Skjálfandahæðir og den lille foss Skjálfandi, ikke, som Þjóðs. anfører, ligger her, men derimod inde på heden mellem Botnsdal og Skorradal; navnet har i følge sagnet sin oprindelse fra den bevægelse, hvori hvalens vandring op mod søen satte omgivelserne. — Ved Hvalvatns østlige bred ligger et lille klippenæs Skinnhuehøvde, hvor en troldkvinde Skinnhúfa skal have haft sit tilhold.
  3. Navnets oprindelse forklarer sagnet af, at der en gang i oldtiden skal være indtruffet stor sildefangst i Hvalfjord, ved hvilken lejlighed denne, den korteste vej, fandtes og benyttedes af folk fra dalene nord for, der søgte til fangststedet.
  4. Þyrill er navnet på et redskab, en stang med en ulden kvast på enden, der bruges til at piske sammenløben mælk med.
  5. »af omfang som en stor malkepladsindhegning«, siger sagaen.
  6. Foruden til lundefangst benyttes øen nu kun til vinteropholdssted for nogle lam, der trives vel her og hurtig here at slå sig igennem uden vand.
  7. På sidstnævnte sted, HGrk. s. 96, er navnet bragt i flertal, i det der siges, at åforgreningerne derefter kaldes Blåkeggsåer, men ellers kaldes åen i sagaen i enkelttal Blåskeggså, og denne form af navnet, som også er den, hvormed åen nu benævnes, er ubetinget at foretrække for den som variant i HGrk. og Ldn, optrædende: Blåskogså (Bláskógsá).
  8. Bj. Gunnlaugssöns kort leder snarest til en modsat opfattelse af Katanæs' beliggenhed i forhold til Kalmanså.
  9. Allerede næssets og fjældets navn tyder på agerdyrkning her; men desuden haves så vel vedkommende Akranæsset som den nord for liggende bygd vidnesbyrd om kornavl i middelalderen.
  10. Indre Holm så vel som den vestligere beliggende gård »Ydre Holm« benævnes efter to små holme, der ligge en foran hver af gårdene. Dog var det, som det ses af sammenhængen, ikke på nogen af disse holme, men på selve stedet for gården Indre Holm, at Asolv rejste sin hytte.
  11. Kví ɔ: 1) en snæver fårefold til brug ved malkningen, 2) et indesluttet rum, hvorfra man ikke kan slippe ud.
  12. Jonas Hallgrimssön anmærker i sin dagbog, at der straks ved vejen vesten for Lakså i Leråsvejt skal findes et ophøjet sted, kaldet Leiðarhóll.
  13. Højden så vel for denne som for Esja (Kj.) er angivet efter Kjerulf, Bidrag til Islands geogn. Fremstilling s. 24 (Nyt Magasin for Naturvidsk. VII, Chran. 1853) til henholdsvis 2500' og c. 3000'.
  14. Ved Lerå Andes en þinghóll, tidligere stedet for en hjåleje fra gården (A. M.).
  15. En lignende "domring" siger den antikv. indberetn. af 1817 er også i tunet på Fiskelæk. — Om de til gården Narfastaðir i Melasvejt knyttede sagn se Ísl. þjóðs. II, s. 84. Ved flere andre gårde påvises oldtidsgrave. Endvidere findes lævninger af "göngugarðar" og gamle indhegninger.
  16. Den for C. af Ldn. til grund liggende membran har (se Ldn. s. 54-55, anm.) utvivlsomt haft en bemærkning om, at der på landnamstiden var skibsleje (skips lægi) her.
  17. I høvden neden for gården skal hans høj i følge C. af Ldn. (s. 54 anm.) være at søge.
  18. I sammenhæng hermed kan bemærkes, at i følge HGrk. s. 65 synes storbonden Illuge den røde fra Akranæs at have hørt til Kjaiarnæs ting.
  19. I den herværende kirke skal tidligere (se antikv. indb. 1831) have en ret mærkelig alabaster-altertavle.
  20. Eg. fortæller (s. 58), at Skallagrims ledsagere ikke før havde set åer, der førte jøkelvand; at sådanne dog også findes i Norge, har allerede E. O. (s. 90) gjort opmærksom på.
  21. En ret interessant beretning (Sturl. I, s. 239, Bsk. s. 509) fra Sturlunge-tiden giver god oplysning om forboldene ved havnen her, således som de på den tid var i sommertiden. Høvdingen Arnor Tumessøn fra nordlandet havde taget biskop Gudmund til fange og vilde nu mod hans vilje føre ham med sig til Norge. Han fik sig skibslejlighed i Hvitå og begav sig med sin fange herhen, hvor han opholdt sig somren over og havde biskoppen under bevogtning i sin bod. Denne bod ("Nordlændingernes bod" som den benævnes) siges at være på Hvitåvold (Hvítárvellir, Vellir), uagtet den lå vest for åen. Dette er besynderligt nok, da der allerede fra landets første bebyggelsestid fandtes en gård Hvitåvold øst (eller: syd) for åen; men man må, som det ses af dette sted, alligevel have benyttet navnet "Vellir" eller "Hvítárvellir" om de til havnen hørende bodpladser på begge sider af åen, og begge åens bredder her, da dette navn nu en gang foruden at gælde gården var bleven den faste betegnelse for skibslejet her. Dog kan det vel antages, at "Hvítárvellir" brugt om åens vestlige bred altid har været en unøjagtig betegnelse, og en sådan som kun kunde tænkes anvendt af fjærnt boende og med egnen mindre nøje kendte. — Boderne var den gang vest for Hvitå, siges der, under Tjodolvsholt, "der hvor nu småhusene er" — det må være på det sted, hvor nu Ferjukot ligger, skønt denne gård i følge A. M. ikke er mere end nogle hundrede år gammel. Døren var midt på boden og vendte imod holtet, biskoppens skindkoje var i den ende af boden, der var længst fra åen, kojen stod ved gavlen, og hovedfjælen vendte ned mod Ferjubakke (en gård sydvest for Ferjukot). Fra denne bod bortføres nu biskop Gudmund i en mørk regnnat af nogle venner. Boden var som sædvanligt forsynet med et tælttag, og desuden var der til beskyttelse mod regnen teltet med huder både udvendig og indvendig; befrierne løsne telttagets nedre rand ved biskoppens hoved, og gennem denne åbning løftes biskoppen ud af boden. - A. M. har Búðarhöfði som navn på et ødehus (eydikot) i Hvitåvolds land.
  22. I Eg. s. 78 er omtalt en kamp på Laxfit ved Grimså, dette sted kendes nu ikke; senere i sagaen (s. 195) er nævnt Reykjarhamarr på sydsiden af Borgefjorden, hvor fartøjet, der kæntrede med Egils søn Bødvar, fandtes — heller ikke dette stedsnavn kendes nu.
  23. Syd for Stavholtsø, følgende det gamle flodleje, ligger derfor også sysselgrænsen på Bj. Gunnlaugssons kort.
  24. Se Dipl. isl I, s.180, note 1.
  25. Dipl. isl. I, s. 178-80.
  26. Det har vel også været som indehaver af Reykholtinge godordet, at den på Reykholt boende Snorre Sturlasson var knyttet til Tværå ting, så at vi se ham, da han havde en strid med Magnus den gode (indehaveren af Allsherjargodordet), stævne Magnus til Tværå ting, anlægge sag imod ham her og få ham dømt, uagtet Magnus erklærede, at han ikke hørte til dette ting (Sturl. I, s. 235).
  27. Sml. Safn t. s. Íslands II, 70.
  28. På Bæ boede den engelske biskop Rudolv i 19 år (fra c. 1030), ja har måske endog gjort forsøg på at grunde et kloster her, men dette har dog i hvert fald ikke bestået længe. Se Dipl. isl. I, s. 483; Manrer, Island s. 255.
  29. I følge sognebeskr. findes i holtet en «laug«, øjensynlig i fordoms tid indrettet til badning, med stensæder helt omkring.
  30. Det er dog Ketil blund, som siges at ligge i Blundshol. I følge Ldn. (s. 60) er Blundsvatn opkaldt efter Ketil blund, Torgejrs bedstefader, der efter at have bot i Tråndarholt i Flokedalen senere boede her. — A. M. nævner også en bæk Blundslækr og fortæller om en overtro, der knyttede sig til søen, så at man ikke turde fiske foreller her.
  31. At denne fjældmasse ligesom dannede grænsen mellem en indre og ydre del af Borgefjorden kan — foruden af hvad der er anført om Havnarfjældene — også sluttes af en ytring Eg. s. 225 om Tunge-Odd, at han var høvding i Borgefjord syd for Hvitå og rådede for det hov, hvortil alle folk betalte hovtold inden for Skardshede.
  32. I HGrk. (s. 87, 88) også benævnt Vatn alene.
  33. Sarpr, der egl. betyder en fuglekro, f. eks. på Island bragt om rypernes, er jo som bekendt navnet på et norsk vandfald; også ved denne gård Sarp skal der i åen findes en rigtignok kun lille, men efter omstædighederne temlig brat foss.
  34. På grænsen mellem Vatnshorn og nabogården mod vest påvises tre Skorrhólar, i den ene af hvilke »Skorri« skal ligge (Sml. Ldn. s. 58).
  35. I Addit. 44, fol. bemærker Jon Olavssön fra Grunnavig (i en lille afhandling om tro på stene, kors og lunde), at der på Lund i Lundareykjardal skal have været en af et kredsformigt gærde omgiven lund. Mere ubestemt beretter J. O. det samme i sin foran gående afhandling om oldtidshøje, men i Antkv. Annaler II, 188, hvor stedet refereres, er dette misforstået.
  36. Reykir er næstsidste gård i den søndre sidedal, nord for åen, men ikke nøjagtig afsat på kortet: mellem Brenna og Reykir er en lang »bæarleið« mellem Reykir og Þverfell en kort.
  37. Med navnet Blåskógaheiði betegner den vedkommende sognebeskrivelse højlandet øst for Skorradals- og Lundareykjadalshals med de oven for disse dale stående fjælde.
  38. Gården nævnt HGrk. s. 10.
  39. Om usikkerheden angående det indbyrdes forhold mellem medlemmerne af denne familie se Maurer: Ueber die Hænsa-Þóris saga, i Abhandlungen der bayer. Akademie der Wissenschaften. Philos—philol. 12. B., II, s. 181 ffg.
  40. BSnf. s. 19: Øvre (efri) Reykjardal.
  41. Derimod er det måske rettere at antage, at det Halseland (Hálsaland), som i følge Ldn. (s. 61) Tunge-Odds søster ved sit giftermål med Torve fik i medgift tillige med det halve Bredebolstad, her skal forstås som betegnende en enkelt gård; i følge A. M. fandtes i gården Kollslæks land (øst for Uppsale) en ældgammel ødegård Hálsar.
  42. Giljahnúkar, højder i fiældstrækningen nordvest for Ok ud imod bygden.
  43. Med undtagelse af i de Reykjavig nærmeste sysler er sådanne kirker ikke ualmindelige på Island, de er da byggede som et almindeligt islandsk hus med bræddegavle og bræddebeklædte indvendig.
  44. For fuldstændigheds skyld bør måske anføres, at den daværende præst på Reykholt Torsten Helgessön mente, men vistnok aldeles uden grund, 1837 at have fundet Snorres ligsten (med navnet i runeskrift) ved gravning i kirkegården; herom kan ses bl. a. nr. 157, 8vo i det isl. litt. selskabs arkiv, samt et brev fra Jonas Hallgrimsson til Finn Magnnssön, avg. 1840, i Geh. arkivet.
  45. Navnet skrives ofte, også i islandsk form (se f. eks. Oxforderordbogen), Skribla. Der er dog næppe nogen grund til i dette ord at afvige fra den almindelige islandske skrivemåde fl, der udtales som bl, men som efter de i dette arbejde fulgte regler gengives ved vl.
  46. Her som flere andre steder på Island må man til drikkevand hjælpe sig med afkølet hveravand eller hente vand fra den nærmeste nabogård.
  47. Sml. den i et og andet ikke ganske samstemmende beskrivelse i E. O. s. 113—14; hvorledes badet dér kan siges at rumme 50 personer (i følge Enarr. hist. s. 31 endog 100) er i øvrigt ikke let at forstå, da Snorralaug dog næppe siden den tid er blevet helt omdannet I den antikv. indb. fra Reykholt (1817) er Snorralaug udførlig beskrevet; dér er dens omkreds angivet til 21 al.
  48. Sådanne volde eller forskansninger var i det hele i Sturlaugetiden almindelige på de storre gårde, skønt de sjælden synes at have gjort noget virkeligt gavn.
  49. Sturl. I, 339, 395, II, 149.
  50. I den antikv. indb. (1817) tales ikke om nogen »lögrétta«, men der siges, at her endnu ses tydelige spor til den domkreds (dómhringr), som skal have været her; den er af græstørv, næsten kredsrund, med indgang, som det synes, i øst — Mærkes kan, at af den bekendte Reykholts-måldage kan sluttes, at der i ældre tid har været kornavl på Reykholt (Se Dipl. isl. I, 280).
  51. Ldn. s. 46, 60-61, 151; HGrk. s. 6 ffg.; HÞ. s. 121-22; BSnf. s. 19.
  52. Allerede i begyndelsen af det 13de årh. (se Reykholtsmåldagen) nævnes kun én gård Bredebolstad, og denne tilhørte alt da Reykholt kirke. — I A. M., hvor også Lille Bredebolstad nævnes med en flertalsform (Litlu Breiðabólstaðir), siges der, at dette gamle ødebol i Reykholts land aldrig har været bebygget i nogle hundrede år, og heller ikke kan bebygges påny, da det vilde gøre præstegården ulidelig skade.
  53. Sml. Ldn. s. 62, der lader gården ligge nord for åen.
  54. Augastaðir: HGrk. s. 26, ÞH. II, 61.
  55. ÞH. II, 61; ami Ldn. s. 62.
  56. »Deraf ses dog nu kun en liden tue« — tilføjes sammesteds — »og således er det med de fleste andre begravelseshøje på Island, hvorfor og deres rette sted er blevet ubekendt og andre af naturen dannede høje udgivne for dem.« Ifølge den antikv. indberetn. af 1820 knyttede der sig til Store Ås sagnet om et »Gulltjørn«, hvori Ejd eller Skegge skulde have nedsænket deres skatte.
  57. Skolli er ligesom melrakki et navn på ræven.
  58. Noget vestligere ligger Bjarnastaðir, hvis navn minder om fossens oprindelige navn.
  59. Langs Deildargil falder således sysselgrænsen på Bj. Gunnlaugasöns kort.
  60. Spørgsmålet behandledes på altinget 1849 (se dette års altingsforhandlinger, navnlig s. 141 fig.), og oplyses endvidere af den kgl. resol. om grænsereguleringen 12/5 1852 med tilhørende forestilling fra indenrigsministeren.
  61. Om en runeligsten fra Husafell se: Skýrsla um forngripasafn Íslands I, 70. — Et af fjældene oven for gården, netop det, hvorefter denne bærer navn, indeholder i en kløft en rødlig sandsten, der er let at hugge og derfor meget benyttes til gravstene.
  62. Med hensyn til gårdens beliggenhed kan sammenlignes Sturl. II, 133, hvor Reydarfell også nævnes.
  63. Blandt de af Ejds svogre beboede gårde kendes ikke Hranastaðir (ÞH. II, 61), som dog rimeligvis lige som de øvrige må have ligget her i egnen.
  64. Om gården »Gamle Reykholt« genfortæller J. Hallgrimssön (Dagbogen 1841, i det isl. litt. selskabs arkiv) følgende sagn: »Det gamle Reykholt stod oppe på Gejtlandet mellem Gejtå og Hvitå, noget inden for Kalmanstunga. Den gang var hveren Skrivla der, men siden flyttede den sig til Reykholt i Reykholtsdalen, og på vejen kom den frem på mange steder« — af disse nævnes adskillige —, »der alle ligger i en lige linje fra den forsvundne hver til Skrivla. Det gamle Reykholt gik siden under for en frembrydende lavastrøm. Dog kan man endnu se noget af hjemmemarken og et stykke af tungærdet; især ses tydelig lævningerne af den gamle Skrivla; men derfor flyttede hveren sig, at klæderne af en uskyldig mand, der blev myrdet i Kalmanstunge, blev vaskede i den, hvilket aldrig burde have fundet sted.« — Skrivlas flytning omtales ligeledes Ísl. þjóðs. I, 662; om den gængse tro på hverers flytning, når de besmittedes ved uskyldig dræbtes blod, se Ísl. þjóðs. II, 112 -13. — At der har været et sagn om Gejtlands ødelæggelse ved vulkanudbrud i den historiske tid bekræftes også af oven anførte sted i Ísl. þjóðs. (I, 662); hvorledes det end forholder sig hermed, synes sagnet ikke at have ganske uret, når det antyder en forbindelse mellem Reykholt og Gejtland fra den ældste tid af. I følge Ldn. (s. 63) var nemlig »Tord i Reykholt«, den første, der kendes som beboer af denne gård, en søn af »Sølve i Gejtland«, der igen var en sønnesøn af landnamsmanden.
  65. Mellem Eriksjøklen og Langjøkel findes på kortet et »Flosaskarð« afsat, og vedkommende sognebeskrivelse meddeler, at et gil, der vest for Eriksjøkel falder i nordlig retning ned mod Hvitå, hedder Flosagil — så altså også her meder Floses navn.
  66. Angående navnets oprindelse fortælles, at det stammer fra en forfulgt, der første gang i flyvende fart vovede at ride over den ubanede strækning her.
  67. Sydligst i dalen findes en varde, den bekendte Kaldedals »beinakerling« — måske den berømteste af de ikke få sådanne, som Islands fjaddveje har at fremvise —, hvor enhver islænder, der kan smedde en vise sammen, finder sig forpligtet til at efterlade en sådan — personlig eller slibrig, helst sigtende til en bestemt mand, som man venter vil blive den første til at læse visen. Denne skjules i et af de her liggende, som levninger fra de rejsendes måltider omstrøede ben, som derpå indsættes i varden.
  68. Se den samtidige beretning om disse præsters rejse, trykt i »Íslendingur« 1862, s. 81 ffg.
  69. E. O. s. 86 ffg.
  70. Se Sunnanpósturinn 1836, 113 ffg,; sml. Skírnir 1835, 104 ffg.
  71. Bj. Gunnlaugssön formoder, at en omtale af denne høvde findes i BSnf.; i den ældre udg. af sagaen læstes nemlig »Tore fra Toreshøvde«, hvor den yngre læser »Tore fra Toresdal« (s. 18).